Almindelig Handelsvidenskab/1.2
2. Om de forskjellige Slags Arbeider og deres Nytte.
Det menneskelige Arbeide bestaaer i
- 1) at frembringe Producter,
- 2) at forædle dem,
- 3) at fordele dem;
men skjøndt den langt overveiende Deel af Menneskene ere beskjæftigede i en af disse 3 Retninger, finde vi dog endnu en 4de Klasse Arbeidere, som ikke befatte sig med Producterne, men hvis Virksomhed ikke er mindre nyttig. Til disse høre exempelviis Sagførere og Lærere, Videnskabsmænd og Præster, hvis Virksomhed gaaer ud paa at raade, veilede og oplyse; Læger, hvis Opgave er at hjælpe; Kunstnere, som forskjønne og forædle Livet; Rettens Betjente, som skulle haandhæve Lovene, foruden en Mængde Flere, som det er for vidtløftigt enkeltviis at anføre.
Til dem, som beskjæftige sig med Producternes Frembringelse, høre de, som drive Agerdyrkning, Qvægavl, Bjergværker, Skovhugst, Fiskeri og Jagt.
Til dem, der forædle Producterne, regnes Fabrikanter og Haandværkere af enhversomhelst Slags.
Under dem, der beskjæftige sig med Producternes Fordeling, indbefattes alle Handlende, »ligefra Amagerkonen til den største Kjøbmand«, Rhedere, Søfolk, Spediteurer, Jernbaneselskaber og Fragtmænd.
Forholdet mellem de forskjellige Slags Arbeiders Fordeling, saaledes som dette viste sig heri Landet ved Folketællingen af 1860, vil fremgaae af følgende Liste, hvorefter der af hvert 1000 Mennesker levede
| 454,33 | af Jordbrug, |
| 216,45 | af Haandværk og Industri, |
| 48,55 | af Handel, |
| 27,73 | af Søfart, |
| 57,75 | af Virksomhed som Præster, Lærere, Læger, Militairer og Lignende, |
| 7,95 | af Capitaler, |
| 9,97 | af Pensioner, |
| 151,10 | af Dagleie og lignende Arbeide, |
| 1,59 | vare Fanger, |
| 19,97 | » Almissenydende, |
| 4,61 | kunde ikke henregnes til nogen bestemt Klasse. |
Paa Grund af manglende Indsigt har der tidligere hersket høist afvigende Meninger med Hensyn til de forskjellige Samfundsklassers større eller mindre »Vigtighed«, og ligesom for at fremhæve nogle paa andres Bekostning deelte man dem i productive og uproductive (sterile). Kun de under 1 og 2 nævnte Virksomheder ansaae man for productive (frembringende), ja gaae vi længere tilbage i Tiden, var det endog kun de under 1 nævnte, som man troede at burde betegne saaledes. Det bliver dog ved nærmere Overveielse klart, at ingen menneskelig Virksomhed kan kaldes productiv, naar man strængt holder sig til Ordets Betydning. Ingen af os kan frembringe. Vi kunne ved vort Arbeide give det alt Tilstedeværende en anden Form. Vi kunne, idet vi drage Nytte af Naturens Kræfter, over hvilke vi dagligt blive mere og mere Herrer, fremkalde en større Production, end der ellers vilde have fundet Sted; vi kunne i det Hele bevirke Resultater, som ikke vilde være fremkomne uden vor Mellemkomst. Landmanden pløier og saaer, paa mange forskjellige Maader søger han at forøge Jordens Frugtbarhed, saaledes at Kornet bedre kan groe og give et rigeligere Udbytte; men den Jorden og Sædekornet iboende Kraft, Lyset, Varmen og Regnen, alle disse Naturkræfter, som engang ere tilstede: paa disse beroer det dog fornemlig, om Landmanden overhovedet skal høste, der hvor han saaede. Ligeledes naar vi tænke os Fabrikanten; han giver Raastoffet en anden Form, men dette Resultat opnaaer han for en stor Deel kun ved Hjælp af de forskjellige Naturkræfter, som han i dette Øiemed sætter i Bevægelse. Og nu Bjergværksdriften. Lad os tænke os Eieren af en Kulmine. Han sender nogle Arbeidere med behørigt Værktøi ned i Jordens Skjød; de udhugge der Kullene og bringe dem til Overfladen. Det er det Hele! Og dog har man stedse kaldet denne Virksomhed »productiv«, medens man tvivlede om, at Handelen kunde være det, endskjøndt det vel omtrent maa komme ud paa et, enten jeg sender et Skib nogle Mile bort for at hente en Gjenstand, som man her mangler, eller jeg sender en Arbeider nogle Fod ned under Jorden for at hente, hvad man ligeledes mangler.
Det er herefter klart, at dersom Ordet »productiv« skal forstaaes i den oprindelige og ikke i en overført Betydning, da kan ingen menneskelig Virksomhed betegnes med dette Navn. Imidlertid har det udentvivl fra først af været Meningen ved Hjælp af dette Ord at antyde, hvorvidt en bestemt Virksomhed kunde ansees som »nyttig« for Samfundet i sin Heelhed, idet man derefter betegnede dens Udøvere som havende en vis Vigtighed for Almeenvellet og derpaa drog den Slutning, at den Virksomhed, der ikke var »productiv«, heller ikke var nyttig.
Denne Strid tør nu betragtes som omtrent tilendebragt. Vel hører man nu og da Udtalelser, der røbe, at den gamle Mening endnu ikke er ganske forsvunden: man taler endnu hist og her om »tærende« og »nærende« Stænder; men Sandheden maa dog siges snart at have seiret.
Enhver Virksomhed, der frembringer et saadant Resultat, at dens Udøver enten øieblikkeligt, eller med Tiden erholder et saa stort Vederlag, at dette erstatter ham ikke alene hans havte Udlæg, men ogsaa betaler ham den anvendte Tid, ethvert saadant Arbeide maa ansees for nyttigt ikke alene for den Paagjældende, men ogsaa for Samfundet i sin Helhed. Som en Regel vil det kunne siges med Sandhed, at den, hvis Virksomhed er unyttig, heller ikke vil være istand til at finde Nogen, der vil betale ham derfor, og det slaaer under frie Forhold næppe feil, at hver Enkelt i det Vederlag, der ydes ham for hans Virksomhed, har en paalidelig Maalestok for dens relative Nytte.