Breve fra Helvede/2
II.
Jeg forblev, hvor jeg var, og snart havde Mørket ganske indhyllet mig. Snart — siger jeg! — O, jeg Daare! Hvad veed jeg af, enten det varede kort eller længe, inden Mørket blev fuldstændigt! Kun saa meget veed jeg, at det faldt paa med en stedse tiltagende Hastighed og Styrke. Og saaledes var det da endelig ganske mørkt. See, nu siger jeg: endelig, før sagde jeg: snart; det viser bedst, hvor lidt jeg er istand til at dømme om, hvor kort eller hvor længe.
Men hvilket Mørke! I, som leve paa Jorden, kunne intet Begreb gjøre Eder derom. Man siger i Verden: Mørket er saa tykt, at Man kan gribe det med Hænderne, at Man ligesom kan skjære det istykker. — Ak, denne Sammenligning forslaaer ikke heri Helvede. Mørket her er saa tykt og tungt, at det tynger paa En med en Vægt af Centner paa Centner i det Ubestemmelige. Det er En, som om Man sad tæt indmuret med Jern- eller Steenblokke af umaadelig Tyngde. Jeg siger med Flid med og ikke imellem; thi der synes ikke at være den ringeste Plads til at røre sig. Klods paa fra alle Sider, og med en knugende, skjøndt ikke knusende Vægt. Nu forstod jeg, hvad hine Ord i Skriften have at betyde: det yderste Mørke. Noget Yderligere og paa samme Tid Inderligere kan der ikke gives, end dette frygtelige Mørke.
Der sad jeg altsaa, i det snevreste Fængsel, bævende af Kulde og af Angst, elendig og ynkelig over al Forestilling, jeg, som endnu for saa kort Tid siden havde seet den hele Verden aaben for mig, og havde svulmet af brutal Kraft. Jeg siger: af Kulde, men maa tilføje: med en fortærende Ild i mit Indre. — Deres Ild udslukkes ikke, og deres Orm døer ikke. — O, hvor skrækkelig sandt! Helvedes Pine bestaaer netop i denne Modsætning: i det Ydre Kulde, Graad og Tænders Gnidsel, i det Indre en fortærende Brand, en Tørke, hvorimod Tørken i Saharas Ørken maa være en Vederkvægelse. Og saa denne Angst, denne forfærdelige Angst! Det var een af de første Erfaringer, jeg gjorde i Helvede, og jeg gjorde den uden al Hjælp. Med det indbrydende Mørke falder Dødsangsten paa alle Helvedes Indvaanere. Eftersom Mørket tager til, voxer Angsten, og tilsidst er Man nærved at forgaa af Gru og Forfærdelse. Forgaa — ak, det synes kun saa! Man forgaaer naturligviis ikke, Man kan ikke forgaa. Det er ikke nogen virkelig Dødskamp; det er kun en aandelig Gjentagelse af Dødskampen. Hvor jamrer og vaander ikke den arme Sjæl sig! Hvor græder den ikke indvendig! Hvilke Hyl udstøder den ikke i sin Fortvivlelse! Frygtelige Hyl; men de høres ikke.
Har Du prøvet, hvad det er, en lang Nat at vælte sig paa sit Leje, uden at kunne finde Hvile, piint af bittre Nag, sørgelige Erindringer, eller simpelthen af Sorger og Bekymringer? Saa viid, at det altsammen kun er Vellyst imod hvad vi her maa lide en saadan endeløs Nat! Tilsidst blev Du dog mødig af at gruble og nage paa Dig selv; Naturen fordrede sin Ret, — lykkelige Menneske, Du faldt i Slummer! Isøvne glemte Du al din Elendighed; jo dybere Lidelsen havde været, desto dybere var ogsaa Søvnen. Og naar Du vaagnede, var der oprundet en ny velsignet Dag over Dig, med ny Naade, nye Forhaabninger.
Lykkelige, o lykkelige Menneske! — Ja, saaledes kalder jeg Dig medrette, hvad Du end maa lide, saa usselt Du end har det i Verden. Thi, agt derpaa, den Elendigste paa hele Jordens Kreds vilde imod een af os heri Pinen være at regne for lyksalig, hvis han blot kunde frigjøre sig fra Indbildningerne og tage sin Ulykke for hvad den i Virkeligheden er. Ja, saa underligt det end lyder, paa Jorderig, skjøndt det er en Virkelighedens Verden, er Ulykken stedse i større eller mindre Grad indbildt; heri Helvede derimod, skjøndt det kun er en Skin- og Skyggeverden, er Ulykken stedse fuld Virkelighed. I Verden kommer det saa meget an paa, hvorledes Man tager Ulykken; her gives der kun een Maade at tage den paa, nemlig den haarde, ubøjelige Nødvendigheds. Man tager overhovedet ikke; den bliver En paalagt.
O, at kunne slumre, at kunne glemme sig selv, om end blot for et Par Øjeblikke, hvilken Vellyst, hvilken Salighed! Ak, ak, hvorfor vil jeg dog selv forøge min Pine? Mine Taarer rinde, idet jeg skriver dette; men det er ikke af det Slags Taarer, som plette Papiret. De falde kun som Draaber af smeltet Bly paa min Sjæl, min arme Sjæl. — Jeg taler om Taarer! Nej, tro mig ikke! Det var kun saa en Talemaade.
Der sad jeg den lange, uendelige Nat, Dødsnat maa jeg kalde den til Forskjel fra andre mørke, gyselige Nætter, jeg i Verden har oplevet. Dødskulde gjennembævede mig; men i mit Inderste brændte den Ild, som aldrig udslukkes. Og det var en dobbelt Ild. Det var mine Synder, som glødede, og det var mine Begjærligheder. Hvilken Glød der var stærkest og piinligst, formaaer jeg ikke at sige; kun det veed jeg, at de toge vexelviis fat, og brændte begge igjennem. Min Tanke var ligesom den Aande, der vexelviis pustede dem op i klare Flammer.
Mine Synder, — det kan ikke længer nytte at tale derom; men jeg maa. Syndens Liv er nu afsluttet; det ligger for mig med en rædsom Tydelighed, ikke alene i sin Heelhed, men i alle sine Dele, selv de allermindste. At jeg er, eller rettere, var en Synder, deraf er jeg ikke først nu kommen til Erkjendelse; det har jeg altid vidst. Men med en Kunst og Færdighed, som vidner, ikke saa meget om mit, som om Djævelens Mesterskab, forstod jeg, saalænge jeg levede i Verden, at holde denne Bevidsthed nede, og næsten ganske at kue den. Tage Livet af den formaaede jeg ikke; men jeg holdt den i et Fængsel saa dybt og snevert, at den saa godt som var at regne blandt de Døde. Naaede dens Røst undertiden op til mig, var det kun som en sagte Hvisken, hvorpaa jeg ikke behøvede at give Agt. Men Mesterskabet strakte sig endnu langt videre; jeg forstod, tiltrods for mig selv, efterhaanden at slaa mine Synder hen, og glemme dem, ja virkelig glemme dem, som om de aldrig havde været til.
Men nu, o nu, — denne Glemsel var kun et djævelsk Gjøglespil. Alle mine Synder staa for mig; der mangler ikke een eneste! Tværtimod, de ere mange Gange flere, end jeg i Verden blev mig bevidst. Der var tusinde Ting, som jeg agtede for Intet, og som nu rejse sig imod mig med bitter Anklage. Jeg seer mig selv, saa livagtig, saa fuldkommen, som jeg aldrig har seet Noget i Verden; mit Væsen er ligesom udspilet for mine Øjne i sine mindste og hemmeligste Dele. Mit Liv ligger for mig ligesom et Ribs, udført i de fineste Træk, og ingen Linie er saa svag, intet Punkt saa lidet, at det jo falder mig i Øjnene. Det er Synd paa Synd og Daarlighed altsammen. Min forpiinte, ængstede Sjæl søger frem og tilbage, hid og did, den vrider og vender sig for at finde et Sted, om end nok saa lidet, hvor den kan hvile sig, finde blot et Øjebliks Fred og Lise; men der gives ingen fri Plet, ikke een eneste. Synd paa Synd overalt, brændende Nag og Pine.
Og dog har jeg ingenlunde været, hvad Man i Verden kalder et slet Menneske. Nej langtfra, tværtimod! En stor Egoist, men ikke blottet for naturlig Medfølelse; stærk i Kjødet, men ikke uden aandelige Interesser; af voldsomme Lidenskaber, men altfor dannet til at give store Anstød. Beleven, imødekommende, hjælpsom, i det Hele taget, godhjertet, saalænge min Lidenskab ikke forblindede mig, nød jeg ikke alene almindelig Yndest, men ogsaa almindelig Agtelse. Jeg var, kort at sige, et Menneske, som Verden kunde bruge. Men det var langt fra min Mening, at lade mig bruge af Verden; tværtimod, det var min faste Iid, at bruge den. Uden Tro, uden andet Formaal end de uophørlig vexlende, som Øjeblikket frembød, levede jeg kun for Nydelsen. Uden Tro — sagde jeg; men det er dog ikke den fulde Sandhed. Som Barn havde jeg en Tro, inderlig og levende; men da jeg traadte ud i Verden, kunde den ikke bestaa. I et vildt Ungdomsliv gik den ganske under. Paa et vist Punkt af mit Liv syntes den dog igjen at skulle bryde sejerrig igjennem. Men da Alting brast, brast ogsaa den, for aldrig at samle sig og komme til Kræfter mere. Tilintetgjøre den, det formaaede jeg ikke; og Hvo veed, om jeg havde gjort det, hvis jeg havde kunnet? Lige indtil min Død havde jeg Følelsen af, at jeg indeni mig endnu bar paa det fromme lille Barn, jeg engang havde været. Men jeg taalte ikke mindste Gny af Barnet, skjøndt det var mit eget, ja, hvorfor ikke nu ligefrem udtale det, mit eget bedste Selv!
Jeg levede og aandede kun imine Begjærligheder. Er Du saa nyfigen at spørge: hvilke? — De vare flere, end jeg formaaer at nævne; men Du kjender de vigtigste, naar jeg nævner: et godt Bord, højt Spil, smukke Kvinder, pikante Eventyr.
Disse Begjærligheder, o, hvor de brænde! Det er sandt, ogsaa i Verden brændte de, men uden at volde mig Smerte. Voldte de mig Smerte nu og da, var det kun en vellystig Smerte. Men nu, o nu! — Du har vel udentvivl prøvet, hvad den saakaldte tørre Hede vil sige? Ved Hjælp af denne Erfaring kan Du gjøre Dig et Begreb om, hvad jeg maa lide. Jeg føler en fortærende Tørke i mit Indre. Det er livagtig, som om Begjærlighedernes Ild, i Mangel af alt andet Stof, skulde fortære mig selv. Jeg lider under en stadig indvortes Forbrænding. At brænde paa et Baal vilde være en Vellyst imod denne Kval; thi saa vidste Man dog, at Man vilde faa Ende paa det. Men her er der ingen, ingen Ende. — Har Du nu en Forestilling om Helvedes Pine? Vel er den ikke altid lige stor; det vilde være stridende mod Naturen, ogsaa her. Men den Trøst er kun ringe; den er dog altid større, end den lader sig beskrive.
Men lad mig ikke komme bort fra, hvad Kval jeg maatte prøve hiin allerførste Nat! Det er ganske besynderligt, jeg undseer mig næsten ved at fortælle, hvad jeg nu videre har at sige. Til alt det Øvrige kom der et Nag af en ganske særegen Art, et Nag, som jeg her i Helvede har for mig selv, ligesom vel sagtens de Fleste have Noget for sig selv at lide, et Nag, som ikke har forladt mig nogen Stund, siden jeg opslog mine Øjne i Pine. Det er en heel lille Historie, men een af de Historier, som gribe dybere ind i Ens Liv, end Nogen skulde tænke.
Min een og tredivte Fødselsdag fejrede jeg i en lille Landsbykro i fremmed Land. Jeg kom tilbage fra et mere end aarlangt Ophold i Udlandet, — lige til Orienten havde min Reise udstrakt sig — i den ulykkeligste Stemning, jeg i mit Liv har prøvet, nedbrudt af Sorg og Græmmelse, af en skuffet Lidenskabs fortærende Nag. Tre vare vi rejste ud; To kom vi tilbage. Kun et Par Dagsrejser vare vi fjernede fra Hjemlandet. Her i denne elendige Bondekippe nødte et frygteligt Uvejr os til at raste.
Men det gaaer underlig til i Verden. Her skulde jeg finde den første Gjenstand, som efter Maaneders Forløb var istand til at vække min Deeltagelse. Det var en pjaltet otte- eller niaars Dreng, hvis Moder, henhørende til en Gjøglertrop, som kort iforvejen havde adsplittet sig, nylig var funden druknet i den nærmeste Hedemose. Det var en smudsig, uvorn, balstyrig Dreng, som ikke vilde lade sig trøste. Han havde elsket, ømt, lidenskabelig, udelukkende; det Samme havde jeg. Han havde mistet Alt, hvorved hans Hjerte i Verden hang; det Samme havde jeg.
Men det var ikke Alt; Træk for Træk tiltalte dette Barns Væsen paa uforklarlig Maade min sløve Sands. Hans Heftighed, hans indesluttede, sky Væsen, ja selv hans Ubændighed slog paa underlig Maade an i mit Hjerte. Det var mig, som om jeg saa saare vel forstod ham, som om jeg vilde have teet mig ganske paa samme Maade. Og trods Pjalter og Smuds var det en meget smuk Dreng. De mørke, taarefulde Øjne havde et Blik, som gik til Sjælen; det sammenfiltrede, tykke Haar omgav et Ansigt, som, uden at være regelmæssig smukt, havde noget i høj Grad tiltalende. Det var eet af de Drengeansigter, som Spaniens Raphael Murillo, vilde have malet. Hvad skal jeg tilføje mere: end at jeg, saa at sige, efter det første Blik, i Hjertet havde tilegnet mig ham? Da ingen Andre vilde have Drengen, tog jeg ham. Men selv om jeg skulde have kjøbt ham i dyre Domme, havde jeg ikke givet slip paa ham.
Hans Moder havde kun været kjendt under Navnet: Madame Rosalinde. Drengen selv kjendte heller ikke noget andet Navn, naar undtages Navnet: Moder. Men Rosalinde var aabenbart kun et Kunstner- eller Gjøglernavn. Af Efterladenskab fandtes der Intet, som kunde tjene til Oplysning. Havde der været Noget af den Art, maatte det stakkels Fruentimmer have taget det med sig i Mosehullet. Det Eneste, hvortil der lod sig knytte et svagt Haab om, engang at finde en Traad i Mørket, var et Mærke, med uforgængelig Kunst tattoveret paa Drengens højre Arm. Det syntes at forestille en Svane; nogle ufattelige Hieroglypher vare tilføjede. Drengen bar et meget almindeligt Navn: Martin, og talte et blandet og brudt Sprog, hvoraf mit Modersmaal tydelig nok var en Deel, skjøndt kun en mindre Deel.
Jeg tog altsaa Drengen med mig; med Vold og Magt maatte jeg tage ham. — Tre vare vi dragne ud; Tre vendte vi tilbage! Men, Du min Gud, hvilken Omvexling!
Under mine Øjne voxede han op, et Barn uden Herkomst, uden Navn. Der opkom aldrig Noget, som havde Hentydning til, hvorfra han stammede. Selv var han dog overbeviist om, og denne Overbeviisning vandt Styrke med Aarene, at det Mærke, han havde paa Armen, før eller senere vilde give Anledning til, at hans Herkomst blev opklaret. Drengen havde ikke ringe Tanker om sig selv. Jeg lod ham aldrig komme fra mig. Folk sagde, at jeg havde anskaffet mig et Stykke Legetøj i den smukke Dreng. Der var noget Sandt deri. Der var en stærk animalsk Natur i ham, og den udviklede sig med forbavsende Frodighed, vistnok for en stor Deel paa det moralske Væsens Bekostning. I Følelsen af sin Kraft, med grundstærke Drifter og Begjærligheder, med en i mærkelig Grad udpræget Egenvillie, var han ingenlunde let at styre. Jeg morede mig unægtelig ved at ægge og tirre disse vilde Naturkræfter i Barnet, idet jeg snart lod dem have frit Spil, snart lagde den argeste Kapsun paa dem, jeg kunde finde. Men han var dog Mere end et Legetøj for mig; mit Hjerte havde virkelig vendt sig imod ham, ja optaget ham i sig. Maaskee kom det deraf, at jeg troede at finde en stor Deel af min egen Natur i Drengen; maaskee havde Lunet fra Begyndelsen havt den største Andeel i dette ejendomlige Forhold, og Lunet var blevet til Vane; vist er det, at jeg kom til at elske ham. Og jeg kan tælle dem, jeg har elsket i Verden, foruden mig selv.
Og han elskede mig igjen, med hvilken glødende, heftig, jeg kunde gjerne sige, ubændig Kjærlighed! Naar jeg havde tirret ham efter Lyst og Lejlighed, og endt med at sætte Foden paa hans Nakke, naar han havde trodset og undsagt mig i de vildeste Udtryk, kunde han til Slutning ydmyge sig for mig saa dybt, saa dybt, tryglende favne mine Knæ, lade sig slæbe af mig gjennem Støvet. I saadanne Øjeblikke skulde han villig have taalt, at blive traadt under Fødder og paa enhver Maade blive mishandlet af mig, paa Vilkaar blot, at jeg vilde tilgive ham og igjen forvisse ham om min Kjærlighed. Men det gjorde jeg ikke under disse Omstændigheder; jeg hverken traadte ham under Fødder eller paa nogen Maade mishandlede ham. Den haardeste Behandling vilde ikke have kunnet afpresse ham en Taare; nu hang han ved mig, opløst i Graad, og holdt mig fast som det Eneste, han havde i Verden. Jeg lod mig stedse bevæge, hvad Mere er, jeg var i mig selv bevæget; Taarerne vilde mangen Gang frem ogsaa i mine Øjne. Saa sluttede vi Fred med hinanden, og fornyede Kjærlighedens Pagt. Vor Kjærlighed var saa langt fra at lide Noget under disse Katastropher, at den tværtimod i dem havde sit Liv. Thi saaledes gik det op og ned, frem og tilbage imellem os, snart i den bittreste, grusomste Vrede, snart i den sødeste, ømmeste Kjærlighed, indtil det pludselig gik op for mig, at Drengen var bleven voxen. Og snart var han en Mand ligesom jeg selv, stærk i Kjødet, mægtig i Egenkjærligheden. Det var en reen Undtagelse fra begge Sider, at vi elskede hinanden.
Saa kom det tilsidst til en Katastrophe imellem os, værre end nogen af de foregaaende. Han havde budet mig Trods paa et Enemærke, hvor jeg under ingen Omstændigheder kunde taale det, og jeg havde saagodt som sparket ham fra mig. Hvorledes kunde det ogsaa falde Knægten ind at blive min Medbejler?
Han havde forladt mig, mishandlet, men ubøjet, fnysende af Trods, for, som han sagde, aldrig at komme igjen mere. Og han lod til at vilde holde sit Ord. Senere havde jeg faaet et Brev fra ham, hvori han gav mig Valget mellem at vige Pladsen for ham eller at miste ham. Han truede med at lade sig hverve til een eller anden halvbarbarisk Stats Tjeneste. Paa dette Ultimatum fik han intet Svar; jeg forlangte naturligviis, at han skulde bøje og føje sig og resignere. Men Tiden forløb; jeg begyndte selv at tro, at jeg virkelig havde mistet ham. Dersom jeg sagde, at jeg var rolig ved denne Tanke, da vilde det være en skammelig Løgn. Det nagede, det piinte mig, ja, jeg sørgede; thi, hvordan end Sammenhængen var, saa elskede jeg ham. Og var han fortabt, saa sagde mit Hjerte mig, at jeg var bleven hans Fordærver.
Da begyndte min Sygdom. Jeg siger: min Sygdom; thi jeg havde aldrig før været syg. Min første Sygdom blev min eneste og sidste. Paa Sygelejet fik jeg endnu engang imod al Forventning Brev fra ham. Meningen var dunkel; men Aanden deri var i alt Fald klar. Jeg mere end forbausedes. Han krøb virkelig til Korset; han var saa spagfærdig, saa blød og blid , som han aldrig havde viist sig; der gik en Rørelse gjennem de faa Linier, som jeg aldrig havde kjendt hos ham.
Han bad mig om en Samtale; han vilde komme tilbage som det fortabte, angergivne Barn. Han havde Ting at meddele mig, som nødvendigviis maatte hæve al Tvist mellem ham og mig. En højere Magt havde dømt os imellem. Han nævnede ogsaa hende i Brevet. Men Meddelelsen var saa afbrudt og forvirret, at det var umuligt at afgjøre, om de Oplysninger, han havde at give, angik ham eller hende.
Paa dette Brev fik han heller intet Svar; jeg var allerede for svag til at skrive, og jeg vilde ikke betro mig til Nogen. Og jeg Daare troede, at jeg om et Par Dage igjen vilde være kommen mig.
Hvad havde han at oplyse, hvad havde været istand til at virke et saadant forunderligt Omslag hos ham? Var det ham eller hende, det angik? Disse Spørgsmaal piinte mig, indtil jeg drog mit sidste Suk; maaskee virkede de med til at tage Livet af mig. Det Spørgsmaal fulgte mig herover til Helvede, og piner mig endnu, og det næsten værre end noget Andet. Thi, hvad Andet det er, saa slipper det mig dog ved Lejlighed ud af Tanker; men dette Spørgsmaal kan jeg intet Øjeblik blive kvit: — Hvad vilde han mig? — Og det brænder mig som en Glød paa Sjælen. At det opløser sig i flere andre, gjør ikke Pinen mindre: — Angik det ham eller hende? Hvorledes var det gaaet ham, forstødt af den Eneste, der kjendte og elskede ham i Verden? Har jeg været Aarsag til hans Fortabelse? O vee, vee, disse Spørgsmaal ere et Helvede for sig!