Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog/28

Dette er et skannet billede fra Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Hjælp venligst med at afskrive/OCR-skanne og korrekturlæse teksten herunder.

<< Forrige side – Indhold – Næste side >>

OCR-tekst

drig i mine Dage; da jeg spændte Bøssen og han hørte Knækket, begyndte han at logre og see sig om, han ventede et Stykke Vildt, og tænkte mindst paa, at det gjaldt ham selv. Da Krudtet tændte, og han krummede sig i Dødens Krampe, var det som om mit Hjerte skulde vælte ud af mit Bryst. O! min kjære salige Herre! Det var den sidste, den tungeste Tjeneste, jeg viste Dig.

Til Sejls under Thunøe, d. 17de Mai 1713.
Andengang – kanske Sidstegang – siger jeg dig Farvel mit kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle min Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg, da jeg for tvende Aar siden pløiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun – som jeg gjerne vilde glemme – drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Ogsaa jeg skal prøve Lykkens Spil og mit Brød blandt Vildfremmede. Ja! Krigen vil jeg prøve! den gier rød eller Død! Blis og jeg skal følges ad, han er min sidste Ven paa Jorden.

Sverrig, d. 13de Juni 1716.
Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare kun to mod ti. Ak! min gamle Blis! Du maatte døe – gid vi havde fulgtes ad!

Stockholm, d. 14de August 1717.
Saaledes skal det ikke blive ret længe! De har slæbt mig omkring fra en Fæstning til en anden; fristet og truet mig, at jeg skulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg svælte tildøde i et underjordisk Fængsel, end fægte