Constance Ring

Rings havde været gift i to Aar. Der var ikke kommet Børn, og de var derfor blevne ved at bo i den Lejlighed paa fem Værelser i Homandsby, de som nygifte var flyttet ind i.
De havde et vel udstyret Hjem. Paa Gulvene var der Brysselertæpper og paa Væggene Malerier, hvoraf nogle var gode. Der var kostbart Nips og en sand Vrimmel af smaa bløde Sofaer og lave Lænestole i alle Slags Faconer. Med Aarstidens blomstrende Planter dreves der en stor Luksus, og naar de prægtige Bladvækster, der om Vinteren stod i Halvmørke bag det dobbelte Sæt Gardiner, fik brune Topper, blev de straks byttet om med nye fra Gartneriet i Oscarsgade.
Rings førte et selskabeligt Hus. Det vil sige, de gav ikke mange Selskaber, men der var et stadigt Indryk, som Pigen sa, mest af Herrer, der kom af sig selv eller fulgte hjem med Ring om Aftenen.
Fru Ring var 21 Aar gammel. Som ganske ung var hun kommen ned til Kristiania fra Molde, hvor hendes Far var Embedsmand og havde da gjort megen Lykke der, hvor hun færdedes. En af hendes Beundrere havde lignet hende med en Rosenknop, der er fugtig af Morgendug, og en gammel Herre af Tantens Omgangskreds paastod, at hun virkede som den første Vaardag paa et vinterstivnet Sind. Vist er det, at hendes tækkelige Munterhed satte Folk i godt Humør og bragte selv forhærdede Pebersvende til at tø op i et undrende Smil. Der var noget bestikkende, ingen kunde staa sig for, i den fortrolige Aabenhed og uskyldige Fripostighed, hvormed hun paa Forhaand tog alle uden Persons Anseelse til Indtægt som selvskrevne Venner og bundsforvandte. Hun plejed at gaa hoppende og nynnende gjennem Stuerne, og dem, hun stødte paa af Husets Folk, blev gjærne taget fat og svinget rundt, til de bad for sig. Den lidt syngende Moldedialekt lød indsmigrende i hendes Mund, og hendes Latter var uimodstaaelig smittende.
Ring var seksten Aar ældre end den unge Pige, han ægtede. Hvorledes det gik til, at hun gav ham Fortrinet, er ikke saa let at sige, hvis det ikke var, fordi hun lod sig lede af sin Tante, som havde gjort alt for at faa Forbindelsen i Stand. Ring var nemlig et godt Parti; han ejed en Del Formue, sad i gode Forretninger og var kommen i en sat Alder, et stort Fortrin i Tantens Øjne. Han var juridisk Kandidat men var gaaet over til Handelen og drev nu Agentur og Kommissionshandel efter stor Maalestok. Desuden hørte han til en respektabel Familie og havde, til Trods for sin Skaldepande og sin Ansats til Fedme, et ret behageligt Ydre.
Efter Brylluppet var der imidlertid foregaaet en paafaldende Forandring med Fru Ring. Hun blev stille og sky og saa slet ikke glad ud mere. Hendes Øjne, der havde været saa blanke og skinnet saa livsmodige, blev matte og rødkantede, fordi hun om Morgenen, naar hendes Mand drak sin Kaffe i Spisestuen — han var altid tidlig paa Færde —, laa næsegrus paa sin Hovedpude og græd. Naar hun saa hørte hans Skridt — han kom altid og kyssed hende, før han gik paa Kontoret — fo'r hun op og stod og vasked sit Ansigt med Hodet nede i Vandbollen.
Om Middagen fandt han hende bleg og ordknap med utilgængelig lukkede Ansigtstræk og en vis Stivhed over Bevægelserne. Han søgte da at muntre hende op med en Overflødighed af Kjærtegn, som hun ikke gjengjældte, men som hun taalmodig fandt sig i.
Han vilde, at hun skulde adsprede sig, og hun gjorde ingen Indvendinger men lod sig villig føre afsted, naar han fandt paa, at de skulde her eller der. Da Sommeren kom, sendte han hende til Bad og havde til hendes Hjemkomst pyntet Stuerne op med et Par nye Malerier og Venus fra Milo i Marmor paa en Sokkel af Granit.
Men det hjalp altsammen intet. Hun ligned en syg Plante, der trods alle Anstrængelser ikke vil trives.
Rings boede i anden Etage. Fra det midterste Vindu førte Glasdøre ud til en rummelig Altan, der havde en hvid Markise med højrøde Border til Tag. Opefter Siderne slynged Vinløvet sig fra den smukt vedligeholdte Have paa det Fletværk af Staaltraad, der var anbragt for Øjemedet. Fra Soveværelset, der vendte mod den anden Kant, havde man en vid Udsigt over Byen og de nærliggende Højder, og borte i det fjærne saa man, naar Vejret var klart, Stykker af Vand, som lyste og blinked mellem den bølgende Linje af dejligt Landskab derude i Kristianiafjorden.
Her inde fandt Ring undertiden sin Hustru, som oftest knælende paa Puffen ved Vinduet med Albuerne i Vindusposten og Kinderne i Hænderne, fortabt i Tanker med et drømmende Udtryk i de bedrøvede Øjne.
Hun saa paa de fintfarvede Solskygger, der om Eftermiddagen var saa lange og dybe, og som til sidst hylled de træklædte Aastopper ind i et violetagtigt Taageslør, men især var det Vandet, som lokked og drog hende.
Hun tænkte paa sit Hjemsteds friske Hav, som hun var vokset op Side om Side med. Hun kjendte det saa godt i alle dets Skikkelser: naar det rejste sig med Tuden og vælted de sorte Bølgebjerge med hvidt paa Toppen ind mod Bryggen, saa det salte Skum sprøjted omkring og drev sine Stænk lige op mod Ruderne i hendes Kvistvindu, mens Skibene laa og hev paa sig og sled i sine Fortøjninger, som var de angst og vilde de løs for enhver Pris. Og naar det var blaat og blankt og sagte skvulped mod Stranden der borte i den hvide Fjære med de nydelige Skjæl, som hun plejed at opsanke og gjemme. Og hun husked, hvorledes det kunde ligge og sole sig og være dovent og fløjelsblødt og blinke fortrolig som en gammel Amme, der vil minde sine fordums Kjæledægger om det, de har fælles fra gamle Dage. Hendes Tanker tog altid Vejen til Barndomshjemmet og de fo'r afsted, som var de slupne ud fra et Fængsel. Hun gjennemleved de dejlige Sommerdage, naar de i Ferien laa paa Landet, og hun fik de mange Skjænd, fordi hun aldrig lod Vandet i Fred men bestandig laa og roded der nede i al Slags Vejr. Hun mindedes Roturene med Byfogdens Smaapiger og Fisketurene med Brødrene, naar de blev ude til langt paa Nat og alle maatte hjælpe til med at trække Baaden paa Land, for ikke at blive usams med Fiskerhans, der laante dem Baad og Grejer. Den dejlige sinte Fiskerhans, som altid havde lugtet af Sommerferie. Monstro han endnu havde den gule Sydvest, der var knyttet inde i Skjægget med Bændelbaand, som var stive af Agn og Sjøvand, og de mørkegraa Luvaatter, der kunde staa af sig selv.

Det irriterede Ring, at hans Kone ikke saa ud som en lykkelig Hustru, og saa gik han til Tanten og beklaged sig. Denne loved at tale til Constance, og det gjorde hun da ogsaa ved den første Anledning.
Fru Ring hørte paa hendes formanende Ord med en nedslaaet Mine og nu og da et Par Enstavelsesord som: Ja, jeg véd nok, ja vist, ja o. s. v., indtil Tanten tog hende ind til sig og kærligt hviskende bad hende sige, hvad der var i Vejen.
Da brast Constance i Graad og fik med Møje frem de Ord: „Jeg længes hjem.”
Resultatet af denne Samtale blev saa senere refereret til Ring.
Længes hjem! En gift Kone gaa og længes hjem. Dét var skam en net Historie. Var da hendes Hjem ikke hos hendes Mand for Fanden! Og havde hun ikke alt, hvad hun kunde ønske sig og mere til. Gik han kanske ikke der og bar hende paa Hænderne og vidste han vel det gode, han ikke vilde gjøre hende?
Om han prøved at sende hende hjem en Tur, havde Tanten foreslaaet.
Helt op Fanden i Vold til Molde! Nej Tak, det skulde han bede sig betakket for. Var hun ikke netop kommen fra Badestedet, og havde han ikke undværet hende i Maaneder? Der maatte da være Grænser for Opofrelse ogsaa!
Bare der kom Smaafolk — mente Tanten.
Ja var der endda noget sligt i Gjære, saa skulde han ikke ha talt om det, — men Pokker heller!
Tanten havde saa, da han alt stod med Haanden paa Dørgrebet, sagt noget om, at al Ting stod i Vorherres Haand, og at Constances Sindstilstand nok vilde bedres.
Men Vinteren gik og Vaaren kom, og alt blev ved det gamle. Naar hun var ude i Selskab, eller der var fremmede hos dem, kunde hun nok faa en Raptus af sin gamle Livlighed, og endog undertiden give sig hen til en paafaldende Lystighed. Dette var dog kun en ny Kilde til Ærgrelse for Ring. Der kunde hun sidde og fjase og le med disse Mandfolk, som drev ind hos dem om Aftenen og gav sig til at blive, enten han bad dem eller ej, og alene med ham var der aldrig et Smil at se paa hendes Ansigt. Skulde han faa hende til at snakke, maatte han, som han plejed at sige, hale og slide hvert Ord ifra hende, undtagen naar det gik ud paa at sige ham imod eller være ubehagelig, for da skulde han tro, hun kunde faa Munden paa Gang, saa det forslog.
Ring skulde gjøre en Tur til Stockholm og Kjøbenhavn dels i Forretninger dels for at friske sig, og foreslog sin Kone at følge med. Hun blev i det første Øjeblik henrykt; hun, som aldrig havde været udenfor Norge, skulde endelig faa se lidt af Verden. Men det kom og gik som en kort Opblussen, for naar hun tænkte sig om, glæded hun sig ikke. Hun forudsaa, hvordan det vilde gaa; de havde jo aldrig Lyst til det samme og altid en stik modsat Opfatning af, hvad der var behageligt og fornuftigt. De havde gjort en liden Tur opover Mjøsen og Guldbrandsdalen forrige Aar, og da havde de ligget i Splid og Disput om hver eneste Bagatel. Naar hun var sulten og vilde spise, var han propmæt, og naar hun var træt og vilde hvile, følte han sig netop saa opplagt til at drage videre. — Alligevel tænkte hun ikke paa Andet end at blive med, indtil Ring en Aften, Rejsen kom paa Tale, sad og foreholdt hende, hvor meget dyrere det vilde blive at ta hende med, og at han derfor haabed, hun vilde vise sin Taknemmelighed ved at være rigtig sød og elskværdig baade paa Rejsen og senere.
„Tak! naar det er paa den Manér, vil jeg helst blive hjemme,” brast det pludselig ud af hende.
„Gud bevar's, hvor Du er prippen, aldrig kan Du taale et spøgende Ord; men værs'god — hvis Du tror, at jeg tigger Dig, tar Du fejl.”
„Det vilde heller ikke nytte Dig noget. Kort og godt, jeg rejser ikke med.”
Og nu udspandt der sig en af disse Trætter, der var saa hyppige mellem dette Ægtepar, og som endte med, at Ring sa noget rigtig krast, eller gjorde noget meget voldsomt, som f. Eks. at rive Dagsavisen i Filler, knuge Stykkerne i sine Fingre og kaste dem i Øst og Vest, eller kyle en Bog bortover Gulvet, saa Bindet løsnedes, hvorpaa han med Hast og Bram absentered sig for at komme tilbage med en forlegen Mine og spagfærdig spørge om en eller anden ligegyldig Ting, som han havde god Greje paa i Forvejen.
I de følgende Dage søgte Ring at formaa sin Kone til at forandre sin Beslutning, og blev baade forbavset og imponeret, da han mærked, at hun ikke var til at rokke.
Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarle-løs, besøgte de fashionable Fruentimmer, mored' sig udmærket og havde Skrupler og Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagned. Under saadanne Sindstilstande skrev han Breve hjem fulde af Elskov, af Længsel og af Forsikringer om, at Livet uden hende var det rene Intet for ham. Han vidste nok, at han ikke var hende værdig o. s. v., men han elsked hende saa højt, — det var hans eneste Fortjeneste. Naar han nu kom hjem, skulde hun se, hvor godt det skulde blive. Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige Pris paa hende, han skulde være saa hensynsfuld og god, ingen Disharmoni skulde blive mulig mellem dem for Eftertiden o. s. v. Jo mere han skrev, jo hidsigere blev han; han skrued sig op til en sand Feber og pønsed i sin Utaalmodighed paa at gjøre Rejsen kortere, end Bestemmelsen havde været.
Constance sad imidlertid hjemme i den kjedelige By med sit evindelige Savn og sin Længsel efter det, hun havde tænkt, Livet skulde være, men som det ikke var. Det forventede Velbefindende ved at være fri for sin Mands Selskab indfandt sig ikke. Aldrig havde hun dog været saa nedstemt og mismodig som nu. Ensomheden plaged hende, og dog var hun ikke i Humør til at se nogen. Hun gik meget lidet ud og nægted sig hjemme, naar det ringed.
At hun dog ikke var rejst med. Hun kunde ikke lade være at græmme sig over det. Hvad var hans Snak at bryde sig om, han, som altid snakked og snakked og kom med saa meget Sludder, som egentlig ikke var saa ondt ment, især om Aftenen, naar han havde drukket den væmmelige Kognak med Selters i. Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme tilbage... Ja, sandelig — gik hun ikke der og ønsked ham hjem igjen, han fik være den, han var, alting var jo at foretrække for denne tærende Ensomhed.
Og om Aftenen, naar hun skulde svare paa hans Breve, flød hun hen i en vemodig Stemning med underlig, bløde Forestillinger. Hun digted alting om; hun var en lykkelig Hustru, hendes Mand var hendes elskede, som brændte efter at ile hjem og slutte hende i sine Arme. Det var Længslen, som gjorde hende trist og hjærtesyg.
Denne hendes Digtning gled over i Brevene; den lagde et Skjær af Ømhed over Stilen og formed Udtrykkene varme og milde, saa Ring sad og læste det med Henrykkelse.
Men da han saa pludselig stod der i Stuen en Uge for tidlig med sin Forelskelse, sine voldsomme Kjærtegn og sine Foræringer spredt ud over Borde og Stoler, sank Hjærtet til Bunds i hendes Bryst. Der var han med al sin støjende, selvtilfredse Sikkerhed, der fyldte Stuen fra Gulv til Loft, med denne irriterende Meddelsomhed, der fortalte de trivielleste Ting med en Bredde og Vidtløftighed, som var det rene Fænomener. Alt dette digtede Kram, som i hans Fravær havde kastet et kunstigt Skjær af Skjønhed over et Par traurige Aftentimer, var fejet bort og fordunstet i samme Nu, og hun fornam det sikrere end nogen Sinde før, at det, hun følte for denne Mand, var idel Lede og Ligegyldighed.
Nogle Dage senere stødte Ring paa Tante Wleügel i en Sporvogn. Der var ikke mange Passagerer, den gamle Dame satte sig over til ham og spurgte efter Constances Befindende, og om hvordan Humøret var.
„Skidt” — sa han og rysted paa Hodet med en Grimace.
„Jeg har tænkt paa det, Ring” — sa Tanten i en lav, fortrolig Tone, „at hvis hendes Mor kom herned en Tid, saa vilde det ha en god Indflydelse.”
„Skal tro det...?” svarte Ring tvilende og plired med Øjnene.
„Det var i alt Fald et Forsøg værdt... en skal gjøre, hvad der er rigtigt. Min Søster er saa god og forstandig — ja, De kjender hende jo saa lidet, — — men det er saa underligt med ens Mor.”
Ring var ved sit Bestemmelsessted.
„Jeg skal tænke paa det” — sa han trævent og sprang ud, mens Sporvognen var i fuld Fart.
„Hvad siger Du om at faa din Mor herned paa et Besøg, Constance?” — sa Ring pludselig samme Dags Aften, mens han borte ved Ovnen stelte med sin Pibe.
Constance sad i Sofaen og hækled. Hun løfted Hodet og svarte i en overrasket, lidt hemmelighedsfuld Tone: „Tænk, jeg drømte inat, at hun var her.”
Ring tændte sin Pibe og satte sig magelig til Rette ved Siden af hende.
„Kunde Du ha Lyst til det, Constance?”
„Snak om en Ting”... hun smilte modstræbende som en, der ikke vil la sig mærke med sin Glæde.
Ring drak en stor Slurk af det fyldte Glas foran sig.
„Skriv og inviter hende,” sa han og smækked med Læberne.
„Ja, ja” — svarte hun oprømt. Hun kasted hurtig sit Arbejde og rejste sig. Saaledes havde Ring ikke set hende siden Forlovelsestiden.
„Men ikke nu” — sa han med et misfornøjet Tonefald. „Det er jo Sengetid, Du faar da vente til i Morgen.”
Hun satte sig straks og begyndte al hækle igjen.
„Saa det blev hun dog i en Smule Humør for, —se, se, saa det blev hun dog i Humør for.” Han kneb hendes Kind med sin Pege- og Langfinger.
„Au” — sa hun og trak Hovedet til sig som et Barn, der blir ærtet. „Det gjør ondt.”
„Hvor det klær Dig at være venlig, Constance... Det er skam noget andet end det mugne Fjæs, som gaar og sætter Splid imellem os om Dagene.”
„Lad nu mit Fjæs være i Fred” — svarte hun med paataget Surmuleri.
„Ja, saa skriver Du altsaa i Morgen og spør, om din Mor kan komme.
„Og blive her en Tid?”
„Saalænge hun har Lyst naturligvis.”
„Saalænge hun har Lyst, ja... Hvorledes faldt Du paa det?”
„Jeg vilde gjøre noget, som rigtig skulde glæde Dig.”
„Saa har Du sandelig været heldig.” Hun lo muntert.
„Men saa skal Du kysse mig og sige, at Du er glad i mig” — bad han.
Hun bøjed sig hen til ham og kyssed ham skyndsomst paa Kinden.
„Nej værs'god paa Munden.” Han saa forurettet ud og snapped hende til sig, da hun alt var halvvejs tilbage igjen.
Hun kyssed ham paa Munden.
„Og saa skal Du sige, at jeg er snil, og at Du er glad i mig.”
„Slig en Skolemester” — sa hun og lod, som om det mored hende. Derpaa ramsed hun op, at han var snil, og at hun var glad i ham, som et Barn, der fremsiger sin Lektie.
Han lo og vilde ta hende paa sit Skjød.
„Jeg maa gi Blomsterne Vand, de er saa tørre,” sa hun og vilde løs.
Han slap hende med en sur Mine.
„Naturligvis, det er den gamle Vise... Naar jeg vil, Du skal ofre et Minut paa mig, faar Du et Hastværk, som om Verden skulde forgaa i næste Nu.”
Han kasted sig tilbage paa Sofaen, stak Hænderne i Bukselommerne og gav sig til at stirre paa Rafaels Madonna med en skuffet og fjendtlig Mine.
Constance havde været ude efter Vandkanden. Nu gik hun og sysled med Blomsterne paa en rolig, omhyggelig Maade som en, der har Tiden for sig. Ring fulgte hende med Øjnene og bad hende grætent om at skynde sig. Han gisped og vilde tilsengs.
Hun mente, at han kunde gaa, naar han vilde. Der var jo istand paa Soveværelset.
Han tømte sit Glas, rejste sig braat og gik ud af Stuen med afmaalte Skridt og et Smæld af Døren, der røbed hans ublide Sindsstemning.
Da Constance langt om længe var færdig med sine Blomster, rydded hun op i sit Syskrin, ordned Bøger og Aviser og tog sig til sidst for at flytte Nipssagerne paa Etagèren om.
Saa slog hun sig ned mellem Blomsterbordene og Plantestativerne borte ved det brudte Vindu, hvor der i en Runding om et lidet Marmorbord stod et Par lave Lænestole. Her sad hun og bed i sin Underlæbe, der var trukken helt ind i Munden, med Armene overkors paa Brystet. Glæden over, at Moren skulde komme, var som blæst bort, eller ogsaa maatte hun rent ha glemt det.
En Dør blev pludselig aabnet, uden at hun havde hørt Skridt i Forvejen, og Constance skvat højt i Vejret.
„Hvor blir Du af, Constance?” — det lød saa klynkende. — — „Jeg ligger her og faar ikke sove.” Han var gaaet lige af Sengen for at se, hvad hun tog sig til.
Hun rejste sig med en Kuldegysning. Det maatte ha trukket stærkt fra Vinduet.
„Nu kommer jeg” — sa hun lidt befippet som en, der er bleven overrasket i et ubelejligt Øjeblik. Derpaa slukked hun Lampen og gik ind til ham.

Der var kommet Telegramsvar fra Svigerfaren, Sorenskriver Blom, at Moren skulde komme nedover med første Dampskib.
Nu gik Constance og talte Dagene og var ivrig sysselsat med at pynte Gjæsteværelset op og bringe Huset i den fuldkomneste Orden, for at Moren skulde blive rigtig tilfreds med hendes Stel.
Ring havde aldrig set sin Kone saa livlig og virksom. Gik hun ikke der og var i godt Humør.
De var begge om Bord for at ta imod Fru Blom. Constance havde hele Dagen været febrilsk og ordknap, og hvert Øjeblik var hun gaaet ind paa Gjæsteværelset med Smaating til Toiletbordet eller for at prøve en eller anden Forandring i Arrangementet.
Da hun nu pludselig saa sin Mor paa Dampskibet, brast hun i Graad og faldt hende om Halsen.
Ring saa fortrædelig ud og mumled noget om, at et Dampskib ikke var det rette Sted til at opføre Scener paa.
Fru Blom tyssed pa hende med blide Ord og kjærlige Haandklap, og i Vognen opover henvendte hun ligegyldige Spørgsmaal til Ring om, hvad Gaden hed, og hvad det var for en ny Kirke, de kom forbi.
Der var nok at spørge om; hun havde ikke været i Kristiania paa seksten Aar.
Da hun saa troede Constance var kommen sig, begyndte hun at fortælle om alt hjemmefra, disse Smaating om Duerne og Hønsene, om den ældgamle Hest, det kjære Dyr, der nu skulde skydes, om Spisestuen, der blev malet, og om de gamle Gardiner, som hun og Constance plejed at stoppe til hver Pintse, og som nu endelig maatte kasseres. Og saa husked hun paa de Masser af Hilsener, hun havde med fra Far og Søskende, fra Gutterne og Kusken, gamle Ane Stuepige, fra Veninder og Kusiner og ellers andre.
Men denne Passiar om de hjemlige Ting gjorde Constance saar om Hjærtet og bragte en Skare Minder med, som ikke var til at udholde. Hun sad og stred med Graaden.
„Du ser rigtig ud, som en skulde gjort Dig en Fornøjelse” — sa Ring pludselig med en Lyd af Tungen, der udtrykte hans Misfornøjelse..
„Men Constance,” sa Fru Blom mildt bebrejdende, da hun saa Taarerne trille ned over Datterens Kinder. „Hvad gaar der af Dig, Barn?”
„Jeg kan ikke gjøre for det Mor,” — det lød halvkvalt, bedende, og hun holdt Lommetørklædet for Øjnene.
„Jo, det er oplivende for en Mand” — sa Ring og gjorde nogle heftige Bevægelser med Overkroppen som for at komme til at sidde bedre, hvorpaa han indtog nøjagtig sin forrige Stilling.
Da Vognen lidt efter holdt ved Døren, var det en Lettelse for dem alle, at Kjørslen var til Ende.
Da de var kommen op, førte Ring sin Svigermor om i Værelserne. Hun skulde straks se hele Lejligheden. Han udpeged, hvad der var Presenter og hvad ikke, betroed hende, hvad Malerierne var værd, og hvad han havde faaet dem for, aabned Buffetdøren og viste hende Sølvtøjet og de fine Glassager, trak hende ind i Soveværelset, for at hun skulde beundre Stoffet i Sengeomhænget. Han tog frem sin Violin og spilled nogle Strofer for hende, vilde saa pludselig, at hun skulde se Linnedskabet, og fo'r ud efter Nøglen i Kjøkkenet til Constance, der stod og laved Salat, men kom saa endelig i Tanker om, at Fru Blom kunde være træt og trængte til at sætte sig. Med jagende Hast fik han hende placeret i en Lænestol og dynged saa op en Mængde Albumer og illustrerede Pragtværker paa Bordet foran hende, og under alt dette blev han ved at snakke i løsrevne Smaastumper om alt muligt, saa Fru Blom følte sig ganske ør i Hodet.
Ved Aftensbordet var Ring overmaade meddelsom. Han beskrev Hjemkomsten paa Bryllupsaftenen, da Stuerne var straalende oplyst til den store Udstilling af Presenter. Saa fortalte han Smaatræk fra deres Ægteskabs første Dage og lo selv af fuld Hals over, hvad han gav tilbedste. For at fejre sin Svigermors Ankomst drak han tre Drammer til de kolde Retter og et Par Glas Sherry til den hjemmelavede Æblekage. —
Constance var taus og saa ud til at kjede sig. Aldrig forekom han hende ubehageligere, end naar han sad og skulde være elskværdig. Saa var det jo ogsaa dette, at han i saadanne Situationer som oftest havde drukket noget, og det mærkedes straks paa ham, i alt Fald for Constance. Hun formelig undsaa sig ved ham. Alt, hvad han gjengav, forvrængle han og for at faa det til at klinge, lagde han ofte noget til, som slet ikke var sandt. Hun kunde godt selv overdrive, naar hun var i Humør til det, men saa vilde hun heller ikke, det skulde gjælde for andet, hvorimod han blev sint og paastaaelig, naar hun paatalte det, og beklaged sig over hendes Vranghed. Som nu i Aften, da hun ikke kunde holde sig, men gjorde Indsigelser imod noget, han fortalte, om hvordan det gik til, da deres første Pige skulde jages bort for Tyveri, han blev ærgerlig, og Constance svarte ham. Fru Blom lagde ind et mæglende Ord til Fordel for Ring. Constance tog det for strængt, det gik ikke an at hænge sig saadan i Ordene. Naar en sad og var morsom, kunde en dog ikke veje Udtrykkene saa nøje, en var jo ikke edfæstet. Constance gav sin Mor et skarpt Svar. Hvor kunde hun blande sig i Ting, hun ikke kjendte? Men saa angred hun det og taug pludselig stille. Ring beholdt det sidste Ord; han mumled noget om, at det ikke var grejt for en Mand, naar ens Kone saa og hørte sig sint paa alt, hvad han sa og gjorde. Derpaa drog han et dybt Suk og rysted paa Hodet som en, der er vant til at forurettes men har bestemt sig til at bære det med Taalmodighed.
„Du maa ikke være saa hovmestrerende mod din Mand, Constance” — sa Fru Blom. De havde rejst sig fra Bordet og Ring var gaaet ind til sine Piber.
„Aa pyt” — sa Constance og slog med Nakken.
„Nej alvorligt, — det er ikke tækkeligt.”
„Skal han da ha Lov til at sidde og lyve saa?”
„Lyve, — det er da et besynderligt Ord — —.”
„Ja netop lyve, det er saa forargeligt at høre paa.”
„Snak — Du maa virkelig ikke være saadan, det gaar ikke an at behandle sin Mand saa hensynsløst.”
„Du skulde ikke holde med ham, Mor, — han er Kar til at greje sig selv, kan Du tro, og hvis han mærker, at Du tar Parti for ham, blir han ikke til at være i Stue med.”
„Ta Parti, — holde med, — det er Forestillinger, som ikke hører hjemme i et Ægteskab, som det skal være.”
Constance stod og trommed paa Bordet med nedtrukne Mundviger og Næsen til Vejrs.
„Og Du har da virkelig ikke set sligt noget for Dig, din Far og jeg stod jo aldrig paa den Fod.”
„Nej Far, nej, — det tror jeg nok” — sa hun med en Stemme og en Mine, der protesterte mod den dragne Parallel som en Meningsløshed. „Drak Far kanske Drammer og sad og vrøvled med tykt Mæle og var saa rædsom utækkelig?”
„Om Ring drikker en Dram eller to til Maden, — det er ingen Ting at bryde sig om.”
„Aa pyt, han drikker Kognak ogsaa om Aftenen med Vand i.”
„Naa ja, ja, naar han bare ikke overdriver det. At vise sin Mand sure Miner for det, er den sikreste Vej til at faa ham til at debauchere.”
Pigen kom for at ta af Bordet, og de to Damer gik ind i Dagligstuen, hvor Ring sad og røg med et stort Glas Selters og Kognak foran sig. Han spurgte, om han skulde bringe dem noget kold Punsch, men de afslog det begge.
Ring var kommen i Humør igjen. Han skvadronerte og gestikulerte i et Kjør, og Fru Blom var en udmærket Tilhørerinde, som svarte og lo i rette Tid.
„Sid nu ikke der og surmul længere, Constance” — sa han pludselig i en oprømt Tone. „Læg bort den Filleavisen og kom her og vær hyggelig.” Han trak hende op af Stolen og vilde drage hende til sig.
Hun stred imod.
„Saa sæt Dig dog, Constance —” sa Fru Blom formanende.
Hun gav uvilkaarlig efter, og Ring fik hende ned paa sit Knæ. Han begyndte at kjærtegne hende og kaldte hende ved Kjælenavne. Hun syntes, hun skulde synke i Jorden af Undseelse. At Moren skulde se paa dette, og at hun kunde sidde der og sanktionere det. Den stærke Lugt af Tobak og Kognak var hende dertil saa modbydelig, og hans Læber og Skjæg kjendtes ækelt fugtigt mod hendes brændende tørre Ansigt.
„Slip mig — Du kvæler mig!” raabte hun pludselig og sled sig løs. Hun fo'r med Lommetørklædet over Ansigtet og gik ud af Stuen.
„Der kan Du se, hvorledes hun er at omgaas” — sa Ring irriteret og rejste sig. „Jeg tænker ikke paa andet end at være elskværdig — og altid er hun saadan.”
Han gik op og ned ad Gulvet og saa ophidset ud.
„Hun er træt og nervøs i Aften” — sa Fru Blom mæglende.
„Hun er som hun plejer at være.” Han satte sig determineret ned igjen. „Den mindste Smule Venlighed maa jeg tigge mig til, som var det en Naade, hun viste mig.”
„Det ligner saa lidet Constance” — svarte Fru Blom og saa ud til at grunde over Sagen.
„Det er naturligvis et Lune, en Grille, — noget fordømt Romansludder — om Forladelse.” Han var uforvarende kommen til at hikke.
„Nej, tror Du det?” — sa Fru Blom skeptisk.
„Ja, gu tror jeg det — det er den eneste mulige Forklaring. Hvad skulde det ellers være, for Fanden?”
Fru Blom drog et Suk og gav sig til at betragte sine Negle.
„Hvis jeg bare ikke var saa forbandet forelsket i hende,” vedblev Ring. „Kunde jeg vise mig kold og ligegyldig, faldt hun nok tilføje.”
„Uf nej — gjør ikke det, Ring, — Constance maa tages med Kjærlighed.”
„Kjær — Kjærlighed!” — sa Ring og bøjed sig med et pludseligt Sæt hen imod sin Svigermor. „Jeg gad se paa den Mand, som kunde være kjærligere.”
„Du faar ta det med Fornuft, Ring, — de fleste unge Koner er lidt tufs de første Par Aar.”
„Fanden heller, — de er forelsket — er de. Marie f. Eks., — der skulde Du se en Kone. — Men Constance er saa rar, — jeg forsikrer Dig til, at” — — her bøjed han sig nærmere og talte i en lavere Tone.
„Constance er saa ung endnu, — det retter sig nok,” sa Fru Blom tillidsfuldt.
„Ja, hvorom al Ting er, saa maa hun sandelig forandre sig, hvis jeg skal bli en lykkelig Mand. Jeg har sat store Forhaabninger til dit Besøg, — Du faar virkelig se til at tale med hende.”
Nu kom Constance og sa, at hvis Moren var træt, saa var al Ting i Stand paa hendes Værelse. Fru Blom rejste sig straks og sa god Nat. Hendes Datter fulgte hende ind og tændte Lysene, blev saa derinde og pusled om hende, mens hun klædte sig af.
Da Moren var kommen i Seng, satte hun sig paa Sengekanten hos hende.
„Hvor det er morsomt at ha Dig her i Sengen og vide, at Du skal ligge her Nat efter Nat i ugevis.” Hun lo af Glæde og kyssed hende med inderlig Tilfredshed.
„Ja, naar Du bare var rigtig fornøjet, Constance... Hvorfor er Du ikke det?”
„Det er jo ikke noget, man kan kommandere, Mor!... Hvor pæne dine nye Natkapper er. — — Har Du syet dem selv?”
„Ja... Du har jo saa meget at være glad for, Constance.”
„Men jeg skal vædde, at Helene har broderet dem.”
„Ja vist, ja. — — Ikke sandt, Constance, har Du ikke saa meget at være glad for?”
„Jo da! Jeg kunde se, det var Helenes Søm; — — hun broderer saa pænt.”
„For Du maa jo være lykkelig med din Mand, han, som er saa snil.”
„Men at hun kunde ta det kjedelige Mønster; Huller og Tunger er baade snarere og pænere.”
„Lad nu Mønstret være, og hør paa, hvad jeg siger.”
Hun skjulte sit Ansigt hos Moren.
„Søde Barne mit, — — Du elsker jo din Mand, — hvad, gjør Du ikke? Hvad?”
„Jeg véd ikke, jeg.”
„Hvad er det for en Snak! Véd Du det ikke” Hun løfted Hodet op og pilled ved Morens Kappebaand.
„Men jeg tror ikke, jeg gjør det” — sa hun sagte.
„Du forskrækker mig, Barn! Da Du gav ham dit ja, var det ikke da af Kjærlighed?”
„Ja Gud véd, Du endskjønt jo, — det var det vel ogsaa paa en Maade. Jeg har nok studeret paa det, maa Du tro, men, men” — hun holdt inde og saa forlegen ud.
„Men?” gjentog Moren... Naa da, men?”
„Men jeg synes ikke om at være gift.”
„For et urimeligt Snak” — sa Fru Blom indigneret.
„Synes Du det er saa urimeligt? — — Kan Du slet ikke forstaa det? — — Og tror Du ikke, det ofte kan gaa saa?”
„Jo, hvis man faar en slet eller en ondskabsfuld Mand.”
„Er det bare derpaa det kommer an?”
„I alle Fald derpaa det burde komme an.”
„Men man kan da like et Menneske mere eller mindre, uanset, hvor god eller daarlig han er.”
„Aa nej da, Constance, dette Snak hører intet Steds hjemme, en Hustru har ikke Lov til at tænke slig.”
„Det kan jeg ikke begribe.”
„Det er forskruet eller i det mindste barnagtigt, — og det er det værste i et Ægteskab, — Du maa for Guds Skyld ikke være barnagtig, Constance.”
„Ja ja, lad nu det være godt. Hør her Mor, nu maa Du ikke sige nej, — jeg har saa'n Lyst til at ligge her inde hos Dig.” Og hun stak Hænderne ind under Morens Nakke og løfted hendes Hode op imod sig.
„Hos mig, — er Du gal, Barn?”
„Jeg skal gjøre mig saa smal, saa smal som paa Landet, naar der kom Gjæster, husker Du, og vi maatte ligge sammen” — sa hun indsmigrende.
„Ja, den Gang, ja, — da var Du jo saa liden.”
„Aa pyt, om jeg er de Par Tommer længer, saa gjør vel ikke det noget... Saa bilder jeg mig ind, at jeg er hjemme igjen, og at det er Sommerferie, og saa kan vi snakke saa meget, som vi vil... Jeg springer ind og henter mit Nattøj.”
Hun var allerede henne ved Døren.
„Ikke paa nogen mulig Maade, Constance! Hvad vilde din Mand sige!” Fru Blom sad overende i Sengen og saa formelig bestyrtet ud.
„Saapas maatte han vel gi mig Lov til, — han, som er saa snil.”
„Kom her, Constance” — sa Moren strengt og da hun atter sad paa Sengekanten, talte hun formanende og alvorligt til hende. Hun maatte ikke være lunefuld eller ukjærlig mod sin Mand. Det var hendes Pligt at elske ham og hendes Kald at gjøre ham lykkelig. Hun skulde betænke, hvor godt hun havde faaet det, hun, en fattig Embedsmands Datter være kommen saaledes paa det tørre, det var saamæn ikke at blæse til. Og saadan en prægtig, elskværdig Mand, hun havde faaet, med slig Sans for Hjemmets Hygge. Hun maatte sandelig være forsigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig; hun kunde risikere, at han søgte andet Steds hen med sin Kjærlighed, for saadan var nu engang Mændene. Det kom saa blødt og mildt, og hun strøg hende hele Tiden kjærlig over Haanden, som hun holdt mellem begge sine. Og var der noget, hun havde vanskelig for at vinde Bugt med hos sig selv, saa skulde hun bare trøstig gaa til Gud og bede om hans Hjælp. Og hun skulde begynde med at takke for al hans Naade og Godhed. Naar hun holdt sig til Herren, vilde alt blive saa godt og velsignet, og hun skulde være hendes egen kjære Constance som i gamle Dage.
Det var det samme som Tanten altid sa. Vilde nu Moren ogsaa trykke hende til Jorden med dette Snak om, hvor godt hun havde det, og med Kravet om, at hun skulde leve sit Liv saa at sige paa Knæ. De vilde tvinge hende til at være glad, til at føle sig lykkelig. Var der da noget at være lykkelig over? Hun saa det ikke. Hun havde fuldt op at æde og drikke — det var sandt —, men det havde hun altid havt. Hvad kunde hun hjælpe for, at hun gik med denne Tomhed i sit Indre, og at hun havde stedse vanskeligere for at fordrage sin Mand. At de ikke kunde la hende i Fred. Selv skreg hun jo ikke op, eller gjorde noget Menneske nogen Bebrejdelse. Hvis det nu virkelig var saa afskyeligt at være som hun var, saa var det jo ikke hendes Skyld, hun kunde jo ikke skabe sig om, hun. Som hun sad der paa Sengekanten og hørte paa Morens lange Tale, fik hun en Følelse af en bitter Skuffelse og en smertelig Forladthed. Hun havde lovet sig saa meget af Morens Besøg; hun havde gaaet med en uklar Forestilling om, at naar hun kom, skulde alt blive godt. Men nu forstod de slet ikke hinanden. Moren blev pludselig til en fremmed, en allieret af dem, der gik og anklaged hende. Der aabned sig en Afstand imellem dem, et stort Rum, hvori alt det laa, som Moren var gaaet forbi uden at se eller uden at vide om, var til. Hun blev med ét saa undselig for hende. Bare de kunde undgaa at komme tilbage til dette. Hun skulde være saa venlig og blid mod Ring. Der skulde ingen Anledning blive. Og hun skulde nok se lykkelig ud — det skulde være hendes mindste Kunst, naar det endelig derpaa kom an.
„Ikke sandt, Constance min, — Du vil være en god og fornuftig Pige?” — sa Fru Blom tilsidst efter at ha ventet lidt paa, at Datteren skulde sige noget.
,,Jo da! Jeg skal være saa fornuftig, saa! Du skal bare se. Got Nat, Mor.” Hun kyssed hende, rejste sig op og gik ud af Stuen.

Nede i Welhavensgade boede Højsteretsadvokat R. C. Hansens. Fruen, som hed Marie, var Constances Kusine, Datter af en Infanterikaptejn Foss fra Bergen med otte Døtre og meget knappe Indtægter. Hver Sommer var Smaapigerne efter Tur bleven inviteret op til Molde med Rejsepenge frem og tilbage, til den i økonomisk Henseende bedre stillede Onkel Blom, der var gift med Kaptejn Foss' Søster.
Ring og Hansen havde været kjendt fra Skoledagene af og var med Aarene bleven ved at være Venner. Nu var de jo ved sine Giftermaal ogsaa bleven Slægtninge, og det var derfor en Selvfølge, at de to Familjer stod paa en fortrolig Omgangsfod med hinanden.
— Fru Blom kunde ikke være hjemmefra mere end en Maaned. Nummer tre af hendes Døtre skulde konfirmeres i Oktober. Masser af Ting, som skulde gjøres forinden, laa og vented paa, at hun skulde komme og ta fat. Man var alt et godt Stykke ind i September, og hendes Ferietid var snart tilende.
Hin første Aftens Samtaleæmne var siden ikke bleven drøftet mellem Mor og Datter. Constance afværgede med Behændighed enhver Strejfen ind paa disse Enemærker, og Fru Blom fandt det rettest ikke at plage hende for meget med Snak. Desuden var det ogsaa blevet overflødigt, for hun saa med Glæde, at hendes Ord var falden i god Jord og havde baaret de skjønneste Frugter. Der kunde Ring se, hvor blød og bøjelig Constance var. Det havde været tilstrækkeligt blot at pege paa det for hende.
Ring maatte jo ogsaa medgive, at hans Kone var bleven aldeles mærkelig elskværdig. Hun lo af hans Vitser og undlod end ikke at kysse ham efter Maaltiderne. — — Inderst inde havde han dog en Fornemmelse af, at dette ikke hang rigtig sammen, for det var ikke med Maade, hvor venlig hun var, undtagen undertiden en sjelden Gang, naar de var alene, for da kunde hun pludselig se ud, som om hun havde Lyst til at slaa ham.
Dagene gik imidlertid hen i Sus og Dus. Tiden var optagen fra Morgen til Aften med Visitter og Selskaber, med at modtage Besøg og gaa i Butikker og ellers med at være overalt, hvor der gik nogen Ting for sig.
Fru Blom følte sig beroliget; Ring og Constance kom dog rigtig godt ud af det med hinanden, og det var jo saa rimeligt; de havde saa mange Betingelser for at føre et lykkeligt Liv, disse to. Rings eneste Fejl — —. Men Herregud, han passed jo sine Forretninger og var aldrig det bitterste morgensær.
Det var svært saa feteret Constance var, — alle Rings Venner var hendes opvartende Kavallerer, — men det var jo Ring, som drog dem til Huset, og Constance var akkurat ligedan mod dem alle, — saa kunde der jo ikke blive Anledning til Rygter.
Jo, — Fru Blom fandt, at hun havde Grund til at være tilfreds.
De havde været paa en Tur til Sarabraaten, som Rings og Hansens i Forening havde foranstaltet til Ære for Fru Blom. I fem, med Mad og Drikkevarer velforsynede Wienervogne, var Selskabet draget afsted om Formiddagen i straalende Vejr og ypperligt Humør. Under Opklatringen i den snævre Passage gjennem Sarabraatsfjældet var Constance gledet og havde stødt sin Fod. Det havde ikke gjort ondt i Øjeblikket, men senere havde hun haltet lidt og til sidst taget imod den Støtte, som Fætter Lorck saa ihærdig havde budt hende.
Samme Lorck var Mediciner; han havde dog ikke taget sidste Del af sin Lægeeksamen, skjønt han var 27 Aar gammel. Hans og Rings Forældre havde været Omgangsvenner; deres Mødre var Søskendebørn, og Niels Lorck, der var saa meget yngre, havde fra Barn af kaldt Ring for Onkel Edvard. Saa kom der en Række Aar, hvor de saa godt som slet ikke saa noget til hinanden, men da Ring blev gift med Constance, søgte Lorck straks at gjøre Bekjendtskabet gjældende. Ring var kommen ham i Møde med stor Hjærtelighed, bad ham endelig betragte deres Hus som sit andet Hjem og haabed, at han fik Lov til at kalde ham Fætter.
Da de var paa Hjemvejen og nærmed sig Byen, blev der raabt holdt fra den forreste Vogn og foreslaaet, at man skulde tage ned til „Ingebret” for al spise til Aftens.
Et enstemmigt Jaraab røbed, at de alle var enig om, at det vilde være Synd at skilles saa tidlig. Det gjaldt at finde et Sted, hvor man kunde være mere for sig selv.
Grand Hotel blev nævnt, og Gravesens Lokale kom ogsaa under Overvejelse.
R. C. Hansen gjorde Indvendinger. Han likte ikke dette med at vise sig paa et offentligt Sted; de andre overdøved ham og mente, at det just var fornøjeligt. Fru Marie blev bange for, at det hele skulde strande.
„Det kunde være morsomt at be dem hjem til os” — hvisked hun til sin Mand — „men Du er vel træt, Rikard?”
„Nej hør, véd Du hvad, — det blir der altsaa ikke noget af.”
Ring gik fra Vogn til Vogn og skjænked Selskabet kold Punsch, med mange Undskyldninger, fordi de maatte drikke af det samme Glas.
„Nej naturligvis — jeg kom til at tænke paa det, fordi de talte om, at Du var en saa hyggelig Vært,” henkasted hun.
„Hvem gjorde det?” spurgte Hansen.
„Aa det var bare Lorck.”
Fru Marie satte sig tilbage i Vognen og gjorde sin Sidemand opmærksom paa den dejlige Udsigt. Hun kom formelig i Ekstase, skjønt det var næsten mørkt.
Hansen bed sig i Pegefingeren.
„Hvis Du vil, Marie, — saa, — ja altsaa gjerne for mig” — sa han i en lav og lidt træven Tone.
„Hvad siger Du, min Ven?” — spurgte hun og vendte sig mod ham, fremdeles snakkende om Udsigten.
„Ja altsaa Du kan be dem, hvis Du har Lyst” —
„Be? hvem? — aah i Aften, — nej slet ikke, Vennen min, — det var bare et dumt Indfald.”
„Nej, men Du, i Grunden har jeg Lyst til det.”
„Ja Gud, hvis Du virkelig mener det —. Aa Ring, — siden De alligevel er ude af Vognen, spør de andre, om de vil ta tiltakke hos os, — men det blir improviseret, — jeg véd skam ikke, om jeg har det bitterste Gran i Huset. — — Kan Du høre for en Glæde der blir, Rikard!”
Det blev en munter Aften. Fru Marie var den rette til at faa den Slags Sammenkomster vellykkede, og R. C. Hansen gjorde altid sit bedste for at være gemytlig, skjønt det egentlig ikke laa for ham. Fruen vidste saa godt som nogen, at det var hende og ikke ham, der gjorde Huset tiltrækkende.
Mens Gjæsterne tog Tøjet af sig og gjorde en Smule Toilette foran Spejlet i Entréen og inde i Maries Paaklædningsværelse, fik hun Lamperne tændt og flytted de blomstrende Planter fra Vinduerne til Dekoration under den store Palme og foran det brede Pillespejl, der naaed fra Loftet til Gulvet uden nogen Konsol med et lidet forgyldt Galleri foran Fodstykket.
Snart var de alle placeret i magelige Sæder med Benene udstrakte paa bløde Skamler; Smaaborde med broderede Klædesbetræk og brogede Fryndser var trukket frem for at staa bekvemme til Bakkerne med Glas og Karafler og til Askebægerne; der var nemlig givet Tilladelse til at ryge i alle Stuerne. De var trætte efter Klatringen i Fjældet, og Ansigterne brændte efter det lange Ophold i fri Luft. De havde været saa muntre og støjende Dagen igjennem; nu faldt der en behagelig Døsighed ned over dem; to og to sad og smaasnakked, næsten hviskende.
„Aa Mejer, spil for dem saalænge, — Bordet skal snart være dækket” — sa Fru Marie, som iled gjennem Stuerne med en Armstage i hver Haand.
En rankvoksen, bredskuldret Skikkelse, med lyst krøllet Haar paa et Hode, der vilde været udmærket smukt, hvis ikke dets Bagside havde været vel flad, rejste sig og gik med en slentrende Bevægelse af Overkroppen hen til Pianoet. Han slog staaende nogle Akkorder an og lod Fingrene i Stormløb fare hen over Tangenterne.
„Hvad skal jeg spille om?” spurgte han ligegyldig og vendte Hodet halvt mod de andre.
„Om Aftenstemning — om Længsel — om Kjærlighed — — om Sarabraaten, — om —” de raabte alle i Munden paa hinanden.
„Om hvad siger De, Frue?” — Han drejed sig helt om og saa paa Constance, der sad i Sofaen med Lorck.
„Jeg sa ikke noget, jeg” — svarte hun og lo.
Han kneb Læberne sammen og blev rød, gjorde en Bevægelse som af Raadvildhed, og satte sig saa paa Pianostolen.
„Spil om os, — om os alle sammen!” raabte Constance.
„Lad gaa, — men en om Gangen, — nu begynder jeg med Dem, Frue!” Han kasted Hodet lidt tilbage og talte ud i Luften, saa at Constance kun saa ham fra Siden, hun blev slaaet af hans smukke Profil. Saa gav han sig til at spille et broget Sammensurium af Melodier, smeltende, bløde og douce, saa et muntert leende Kvidder — saa en Adagio alvorlig og værdig som en spansk Fandango, og saa noget, der lød længselsfuldt klagende som en troubadoursk Elskovssang.
„Laver han alt det paa staaende Pod?” hvisked Constance.
„Han gjør det jo siddende, ser De” — svarte Lorck.
„Ikke vrøvl nu — improviserer han virkelig?”
„Ja Gud bevars,, — sa han i en Tone, som om det ærgred ham. „Sligt et nederdrægtigt Talent, — det er ikke til at holde ud” —
„Skal han ikke bli Musiker?”
„Det er han jo, Frue?”
„Svar ordentligt da! — af Fag skjønner De?”
Lorck trak paa Skuldrene.
„Lad være at dampe mig op i Øjnene” — hun tog Cigaren ud af Munden paa ham og la den bort, „De kan vente med at ryge til siden.”
„Ja Gud bevars” — bemærked Lorck lakonisk.
„Har De nogensinde hørt Mage til Fyr, — det er Synd, at han ikke blir Kunstner” — sa Løjtnant Pallesen, der havde skiftet Plads og nu sad paa en lav Puf tæt ved Constance.
„Hvorfor kan han ikke bli det da?” — spurgte hun.
„Nej Faren, ser De, — han vil, han skal studere Jus, tror jeg — det er jo rent bort i Natten.”
„Nu skal dog gamle Statsraaden ha git sig paa det, hørte jeg forleden” — sa en spidsnæset liden Frøken med en Masse smaakruset Pandehaar og Lorgnet. „Jeg tror nok, han skal til Udlandet for at uddanne sig,” — og hun nikked fortrøstningsfuldt. „Spiller han ikke dejligt, Fru Ring?”
„Det ligger til Familjen” — sa Fallesen — ,,Moren er i Slægt med Ole Bull.”
„Hvor gammel kan han være nu?” spurgte Constance.
„Gammel nok til at forelske sig i Dem” — hvisked Lorck.
„En to — tre og tyve Aar vel” —
„Nej, Løjtnant, han er ældre, det véd jeg bestemt,” forsikred Frøken Schwartz.
„Treogtyve Aar og to Maaneder, minus fire Dage,” foreslog Lorck.
Fallesen og Frøkenen lo ; Constance tyssed paa dem.
Imidlertid blev han ved at spille, og det var lydeligt at mærke, at Musikken mere og mere tog Tilhørerne fangen. Der blev til sidst ganske stille i Stuen; Herrerne førte stedse langsommere Cigarerne til og fra Munden og slog med stilfærdig forsigtighed Asken af, Fru Wleügel lytted med hele Overkroppen, Fru Blom sad med Hænderne foldede i Skjødet og Hodet i en vuggende Bevægelse, og Ring var saa betaget, at han glemte at passe Cigaren og flere Gange paa Taa listed hen til en Lysestage bag en vifteformet Skjærm for at faa Ild.
„Værsgod kom til Bords!” raabte Fru Marie og slog Dørene til Spisestuen op.
Mejer spilled de sidste Takter i et hurtigere Tempo og endte i en styg Dissonnans.
„De fortsætter nok efter Bordet — naar vi ber Dem pænt,” — sa Marie, da han rejste sig.
„Tak, tusind Tak, — mageløst, — udmærket, saa morsomt!” — — summed det rundt omkring ham.
Lorck bød Constance Armen ; de andre fulgte hans Eksempel og førte hver sin Dame til Bords.
„Træk Kniplingen højere op, Constance,” — hvisked Fru Wleügel, der kom bag efter med Stipendiat Feyn, — „Du er for udskaaren, en ser dit Bryst.”
„Mit Bryst! umuligt Tante.”
„Jeg saa ham sidde og stirre i Sofaen. — Ret paa det, før din Mor ser det.”
Sidde og stirre, — uf, at Lorck kunde være saa væmmelig og tænkte han kanske, at hun vidste om det. Hun blev rød og harm, og trak hurtig den hvide Blonde saa langt op, som hun kunde faa den.
„Nu skal vi rigtig slaa os løs,” sa Fru Marie, da Fadene var kommen i Omløb, — „drikke Vin og holde Taler, skal vi ikke?”
„Tak Skjæbne —”, sa Lorck og sukked.
„Nej, véd Du hvad, Marie, lad os nu være Mennesker —”
„Jo, Rikard, for Spøg, forstaar Du, — det kan just være morsomt —”
„For mig gjærne, men altsaa —” han tog sig et hermetisk Rypebryst.
„Værten maa begynde” — — lød det fra flere.
Hansen fyldte sit Glas og opfordred de andre til at gjøre ligesaa.
„Ja, altsaa” — sa han og rejste sig — — „jeg er bleven dømt til at holde en Tale, — jeg siger med Vilje dømt altsaa — for at Selskabet skal forstaa, at jeg ikke gjør det godvilligt og for at de skal være genegne, — jeg siger genegne altsaa til Overbærenhed —” „Hør, hør!” lød det oppe fra Rings Hjørne. „For Resten skal jeg fatte mig i Korthed. Vi har, — derom tør jeg forudsætte Enighed — havt en særdeles fornøjelig Dag, ingen Skygge af Uheld.” — „End Constances Fod da?” afbrød hans Kone ham. — „Naar undtages, at Fru Constance har stødt sin Fod,” fortsatte han. — „Jeg har sat en Stok til,” — indskjød Mejer. — „Og at Hr. Student Mejer har tilsat en Stok,” vedblev Hansen. — „Min Kjole er rent spolert,” raabte Frøken Schwartz, som havde Ring til Bords. — „Nej, ti nu stille,” lød det under almindelig Latter. — „Og at Frøken Schwartz har spolert sin Kjole” — gik Hansen videre med uforstyrrelig Ro —, „altsaa ingen Skygge af Uheld, naar undtages altsaa de nævnte.” — „Og det kalder De at fatte Dem i Korthed” — sa Lorck med et komisk fortvivlet Ansigt. Alle brast i Latter. — Fru Marie klapped i Hænderne og raabte Bravo! — „Saa lad da den arme Mand faa bli færdig en Gang,” sa Constance.
„Ingen Skygge af Uheld, undtagen de nævnte,” sufflered Marie. „Og de er ikke saa faa —” sa Fallesen, som ogsaa vilde ha et Ord med i Laget.
„Har formørket Dagens Glæde,” fortsatte Hansen.
„Hvafornoe — skal vi ha Solformørkelse?” raabte Ring og lo selv saa vældigt, at han ikke mærked, hvor lidet Vittigheden slog an.
„Derfor tænker jeg,” vedblev Hansen, „at vi altsaa er enige om — ja, altsaa at ønske os en ligesaa behagelig Afslutning paa Dagen. („Hør! Hør!”) Ja, altsaa, mine Damer og Herrer, — velkommen til Bords!”
„Hip, hip, Hurra!” — forsøgte Ring og dirigered med Armen. — „Hurra, Hurra!” — lød det med et Par spinkle Røster.
„Hys, hys!” sa Hansen, som havde sat sig og pusted ud, — „vi blir opsagt.”
„Hvordan gaar det med Deres Fod, Frue?” — spurgte Fallesen, der sad ved Constances højre Side.
„Den er vist god igjen.”
„Hvor jeg beklager det,” sa han med et Blik, som var ment paa at skulle gaa hende lige til Sjælen.
„Fyld i Glassene, mine Herrer” — raabte Hansen og slog til Lyd —, „Ring vil udbringe en Skaal.”
„Vi kan godt snakke videre for det” — sa Constance halvhøjt, „bare høre efter det sidste Ord, saa vi véd, hvad det er om.”
Fallesen blev helt betuttet af Glæde over, at Constance var saa villig til at indlade sig med ham.
„Gubevars, — det er mere end tilstrækkeligt” — sa han og lo.
„Var det: beklager, De sa?” spurgte Constance.
„Ja, Frue, — jeg sa beklager — men bryd Dem ikke om det, — naar jeg taler med Dem, er jeg rent konfus.”
„Nej, hør paa Ring” — sa Constance og lo, — „Geniets Magt løfter Sindet og forædler Sjælen”, sa han, — hørte De det, Løjtnant Fallesen” —
„Nej, jeg gjorde ikke, Frue, — hvor kan De ogsaa forlange — —. Hvad jeg vilde sagt, — hvis nu Deres Fod havde været daarlig, saa havde De kanske tilladt mig at bære Dem hjem, — jeg er saa stærk, skal jeg sige Dem, — Armmuskler —”
„Det er jo meget bedre at kjøre,” svarte hun og vendte sig fra ham.
Hun lod sine Øjne aandsfraværende glide ned over Bordet og mødte pludselig Mejers Blik, der var hæftet paa hende med et næsten tilbedende Udtryk.
Der gik et lidet Stød igjennem hende, og hendes Hjærte slog et Øjeblik hurtigere. Mejer tog ikke Øjnene fra hende; hun blev forvirret og saa bort, men maatte straks efter undersøge, om han fremdeles betragted hende. Dette gjentog sig et Par Gange; hun følte, at hun rødmed; halvt ufrivillig greb hun sit Glas og nikked til ham; han løfted sig lidt og blev rød helt op til Panden; med en straalende Mine bøjed han sig for hende og tømte sit Glas.
„Hvad er det for Hokuspokus,” sa Hansen, der mens han hvisked med sin Borddame havde set Mejer rejse og sætte sig — „De faar da vente, til han altsaa nævner Navnet.”
Mejer hørte ikke, hvad han sa; han var altfor lykkelig over den stumme Hilsen, Constance havde sendt ham.
„Kaste Deres Øjne paa saadan et Pattebarn,” hviskede Lorck i en ærgerlig Tone.
„Hvad er det, De siger for noget?” spurgte Constance.
„De ser jo, hvor han sidder og stirrer — Øjnene springer snart ud af Hovedet paa ham. — Hvad vil De nu det for — — —?”
„Hys, værsgod hør efter” — svarte Constance med en Hovedbevægelse op imod Ring.
„Paa Ære, tror jeg ikke De har forsét Dem paa Flødefjæset der nede” — begyndte Lorck igen.
„Men saa hold dog op, Lorck” — „Øjnene forraader en Kvinde, om hun elsker en Mand, staar der skrevet, — det havde jeg ikke trot, at De havde saa slet en Smag, fy for Pokker!” Han tømte et stort Glas Madeira.
„Smag! nej hør, véd De hvad, smuk nok er han da ialfald — har De set en saadan Mund — og slige Tænder, og saa som han bærer sit Hode
— har De set paa det, spør jeg om?” „Nej” — svarte Lorck tvært.
„Og saa har han et Blik saa godt og ufordærvet — der er noget uskyldigt over ham.”
„Hm, hm!” sa Lorck bag sin Serviette.
„De skulde ikke bagtale Deres Venner, Hr. Lorck.”
„Bagtale! —Jeg tror min Sandten — jeg spør, om jeg saa meget som har aabnet min Mund?”
„Nej, men De sad og lo, og det er endnu værre.”
„Jeg maa sige, det er haarde Konditioner. — For Resten liker jeg ham godt, jeg, — fælt bra Fyr — men naar De taler om hans Uskyld — — nu ja, — De maa virkelig undskylde. Men enfin, — er De ment paa at dræbe mig nu? Ja, for gaar De hen og forliber Dem i Gutten der, — overlever jeg det ikke.”
Der var noget saa sørgmodig fornøjeligt i Lorcks Tone og Mine, at Constance ikke kunde bare sig for at le. „Sligt som De kan sludre,” — sa hun.
„Jeg opfordrer derfor samtlige Tilstedeværende til at tømme et Glas for den unge begavede Kunstner, den fortrinlige Piano- og Harpespil....” — „Violin,” hvisked Frøken Schwartz — „Violinspiller, Hr. Harald Mejer,” slutted Ring sin Tale.
Mejer fo'r op som en Champagneprop; han havde ikke anet, at alt det vidtløftige Snak, hvoraf han kun havde opfanget Lyden af et og andet ord, gjaldt ham. Skaalen blev imidlertid drukket under Smil og Nik og Buk fra alle Kanter.
Den næste Tale, Ring holdt, var for sin Svigermor, hvem han hæved saaledes til Skyerne, at den gode Dame ikke vidste, hvor hun skulde se hen for Undseelse.
Han blev saa rørt over sin egen Veltalenhed, at Taarerne kom ham i Øjnene; med dirrende Stemme kaldte han hende for sin gode Engel, sit Livs højeste Velsignelse, hvad han ikke vilde betænke sig paa at sige, saasom hun havde bragt hans dyrebare Hustru til Verden og skjænket hende til ham. Og i denne Forbindelse vilde han ogsaa nævne den gamle elskelige Tante Wleügel, hvem han ansaa for sin anden Moder. En Skaal for Fruerne Wleügel og Blom.
Da Desserten var spist, og de mætte Gjæster lagde Servietterne sammen, rejste Ring sig for tredie Gang og vilde tale for Kvinden. Der gik en sukkende Mumlen gjennem de forsamlede. Lorck gav højlydt sin Uvilje til Kjende.
„Der kan Du se, Marie,” —sa Hansen med et unaadigt Øjekast, — „det dumme Paafund! — Du maatte jo vidst, at den Fyren altsaa ikke er til at standse.”
Ring mærked ingenting. Med hævet Glas og anstrængt Mæle holdt han sin Lovsang til Kvindens Pris. Det var om Hjemmets Kvinde, han vilde tale, om den Kvinde, der af Gud var given Manden til Medhjælp; og naar han talte om denne Kvinde, saa var det ikke ud i det Blaa, for nu var det tre Aar siden han havde ladet sig indrangere i Ægtemændenes lykkelige Rækker o. s. v. Først flød det fra ham uden Forsinkelser, men længere henne i Lektien gik det ofte istaa; han stammed og famled og suffleredes fra sine overgivne Naboer med de mest forkerte Ord, som han straks opsnapped, men øjeblikkelig lod falde, naar han mærked, det bar galt i Vej. Da han tre Gange havde gjentaget, at Kvinden var som en Blomst, en Duft, en Følelse, raabte Constance højt leende over Bordet til ham: „Ja, ja, saa drikker vi paa det da!”
Ring satte Glasset fra sig, korsed Armene paa Brystet og spurgte Hansen med fortørnet Mine, om det var med hans Vilje, at hans Kone optraadte som Censor.
Der blev et Minuts pinlig Tavshed. Ring lod sit morske Blik vandre fra den ene til den anden. Fru Blom gjorde Miner over til ham og prøved at slaa det hen i Spøg.
Pludselig brast Ring i Latter. — „Fanden saa godt gjort!” raabte han — „der tog jeg jer pænt ved Næsen.”
De lo alle af fuld Hals; nogle forsikred, at de havde skjønnet det, men holdt gode Miner; andre paastod, at det skulde ingen faa dem til at tro.
„Ja, jeg trode, det var Alvor — det er vist og sikkert,” sa Constance.
„Ja, saa drikker vi paa Kvindens Velgaaende,” sa Ring, og nu var Stemningen stegen saa, at Skaalen, til Trods for Værtens Protest, fik et nifoldigt Hurra.
Man rysted hinandens Hænder og sa velbekomme. Hansen og Marie udveksled det reglementerede Takformadkys. Ring gik hen og bød Constance Haanden; hun rakte ham i Stedet for sin Kind til Kys.
„Ja, som sagt — De er et musikalsk Fænomen, et, et, ja virkelig et Geni,” sa Ring til Mejer — „De maa komme og besøge os — af Dem selv, forstaar De, — hver Aften om De vil — det er Skik hos os, jeg har en Kutter — De maa sejle med mig —. Fanden saa godt like Dem.”
Mejer takked og bukked, og Ring blev aldrig færdig med at trykke hans Haand.
„Hvad skal vi nu ta os til, Dere?” — spurgte Fru Marie og vendte sig til en af de snakkende Grupper i Dagligstuen. „Aa, Mejer, spil for os, til vi finder paa noget.”
Han begyndte paa en Vals af Strauss.
Constance tog Frøken Schwartz om Livet og valsed rundt med hende.
„Ja danse, lad os danse!” raabte de i Kor.
„Din Fod, husk paa Foden din, Constance,” klynked Fru Blom.
„Spisestuen skal straks være ryddet,” sa Fru Marie og gik for at skynde paa Pigerne.
„Hvad skulde De nu faa det i Gang for?” sa Lorck grættent.
„Er De ikke glad i at danse?” spurgte Constance.
„Aa jo, paa Klingenbergballerne gaar det an.”
„Saa gaa derned — der danser man jo hver Aften.”
„Nej, men alvorligt — nu kunde vi ha siddet og talt saa hyggelig sammen derborte i Halvmørket.”
„Det er morsommere at danse” — svarte hun.
I det samme bukked Fallesen for hende og spurgte, om han kunde ha den Fornøjelse.
„Nu har netop Lorck engageret mig —” svarte hun og trak ham hemmelig i Frakken.
„Ja saa den næste da?”
„Det kan vi jo altid tale om?”
„Skal det bety et Afslag?”
„Nej da — altsaa næste Dans med Dem.”
Han bukked og fjerned sig.
„Nu er De da nødt til at danse med mig,” sa Constance leende. „Det var bare for at bli fri ham.”
„Ja Tak, det begriber jeg nok —” svarte Lorck med et Buk.
„Ikke dans, Constance — Du med din Fod!” sa Fru Blom.
„Aa jo, Mor, — nu har jeg saa'n Lyst, skjønner Du.”
Da Valsen var forbi, blev der raabt paa en Francaise.
„Lad mig løse Dem af, Mejer” — sa Fru Blom; „rigtignok spiller jeg ikke som De, men til Dans gaar det nok an.”
Mejer gik lige hen og engagerte Constance.
„Tak, men jeg har lovet mig bort, desværre —” svarte hun.
Han vendte sig mismodig fra hende.
„Men den næste, skal vi ikke danse den næste Dans sammen?” raabte hun efter ham.
Han takked med et forvirret Blik og fjerned sig.
„Hvorfor vil De gaa hen og gøre Hodet kruset paa ham?” — sa Lorck — „synes De ikke, De har nok paa Samvittigheden?”
„Hvad skal det være til, at De gaar slig og griner paa mig, — De er virkelig saa kjedelig.”
Ring var med i Francaisen og gjorde alle Slags Løjer, som hans Dame, Frøken Schwartz paaskjønned ved uafbrudt at le af ham. Han dansed a la Barbersvend, a la Skræddermester o. s. v. og naar han skulde figurere, bøjed han hver Gang det ene Knæ foran Damen og var endda tidsnok tilbage paa Plads igen.
„Det utaalelige Dyr” — sa Lorck til Fru Marie i Damekjæden.
„Jeg synes nu for Resten, det klær ham” — svarte hun undskyldende.
„Vær da ordentlig for Fanden” — mumled Lorck halvhøjt til Ring, som et Øjeblik stod ved Siden af ham.
„Det morer dem jo” — svarte Ring og blinked gemytlig til ham.
„De gør mig rent fortvilet i Aften, Frue” — hvisked Fallesen til Constance med forgræmmet Stemme.
„Ikke skab Dem saaledes” — svarte hun modvillig, „det er rent spildt....” Mere hørte han ikke, han skulde frem i fjerde Tur.
„Ikke et Ord har De talt til mig i Aften” — begyndte han igen, „og paa Turen i Dag var De saa venlig” —
„Men saa pas dog paa — det er Dem, som skal frem, Løjtnant!” —
„Han gjør Kur til min Kone, den Tosk” — sa Ring til sin Dame.
„Det gør de jo alle” — svarte hun. „Er De ikke jaloux?”
„Ikke det bitterste — det smigrer mig at se..”
„Men saa pas dog paa, Ring, — det er Eders Tur!” raabte Constance med en munter Latter.
„Har De intet at sige mig til Forklaring, Frue?” spurgte Fallesen og søgte hendes Øjne med et bedende Blik.
„Nej hør, Løjtnant Fallesen — nu blir De mig virklig for plagsom.” — — Nej, saa Gud signe mig Lorck, tænkte hun — han forstaar da at gøre Kur for Spøg.
„Tror De, min Kone bryr sig om dem! — ikke det Gran — hun morer sig bare” — sa Ring, da de atter stod paa Plads.
„Naar man hører Dem, kunde man faa Lyst til at gifte sig, De er saa liberal.”
„Ja, ikke sandt — liberal skal man være, og gemytlig — jeg er gemytlig — ser De — havde jeg en Bror, skulde De faa ham.”
„Hvorfor danser De ikke?” spurgte Fru Marie Mejer, der hele Tiden havde staaet op ad Dørportieren og set paa.
„Jeg kunde ingen Dame faa.” „Stakkels Ulykkelige! — det er De vist ofte udsat for. Aa, spil en Galop, Tante!” raabte hun ind til Fru Blom. „Vil De saa ta til Takke med mig?” — vendte hun sig til Mejer.
„Tak, Frue, til denne Dans er jeg optat.”
Hans Øjne søgte uvilkaarlig Constance.
„Aa, saadan, — De siger som Ridderen hos Ingemann — hende eller ingen.” Hun havde fulgt Retningen af hans Blik.
Da Galoppen begyndte, trak Ring sig tilbage til Hansens Arbejdsværelse, hvor et Par Herrer sad og røg. Dørene stod aabne gennem alle Værelser. Mens Ring sad og drak sine Toddyer, fulgte hans Øjne Constance, der hvirvled afsted med Mejer.
Han var saa stolt af hende; ingen kunde dog maale sig med hende — overalt stak hun de unge Piger ud, og hun var hans, Grosserer Edvard Christensen Rings — hans og ingen andens. Og hun var virkelig saa glad i ham, — hvor villig var hun ikke i den senere Tid bleven til at kærtegne ham, — ja, han var en lykkelig Mand, tænkte han og lavede sig et nyt Glas.
„Nej, se mig til disse Skulkere” — sa Fru Marie, som kom ind til Herrerne, — „huh, for en Røg. Hvem er det, som har gemt sig væk. — Værsgod, kom ind og dans, Rikard! — og De, Løjtnant, — nej, at finde Dem blandt disse.”
Fallesen undskyldte sig med, at han hade Hodepine.
„De er saa sturen i Kvæld, Løjtnant, kom, lad os drikke et Bæger sammen,” sa Ring.
Fallesen skjænked Kognak i et Vinglas.
„Det kan jeg like — det rene Væsen, vor egen Skaal.”
Fallesen tømte Indholdet i ét Drag.
„Se paa Constance — en vakker Kone, Død og Pine, hvad Fallesen?” — og han puffed ham i Siden.
„Jo, jeg skulde tro, — men hvad siger De om Frøken Schwartz — hun er heller ikke afvejen.”
„For flad” — sa Ring med et Grin, — „en Stake ret op og ned.”
„Figuren er dog ganske bra.”
„Udstoppet” — lo Ring — „se paa de spidse Skuldre. Jo, De kan tro, Edvard Christensen Ring narrer De ikke.” — Og nu fordybed de sig i en Passiar om Kvindeskjønhed og kvindelige Forskjønnelseskunster, der endte med, at Ring foreslog Fallesen, at de skulde drikke Dus.
„Du er min Sæl en kjæk Fyr, — Fanden saa godt like Dig, — det er en Skam, saa sjælden Du besøger os, — kom hver Aften — aabent Hus hos os, — er Du glad i at sejle? — En Kutter, Far, stiv som en Dukke —. Jeg véd ikke, hvordan det er, yngre Folk kommer jeg bedst overens med. Se nu Hansen, — saa gode Venner vi er, — han kjeder mig, den Fyren, — mellem os sagt, forstaar Du — Ungdom maa der til.”
Lorck kom ind efter Selters.
„Nu sidder Ring og Fallesen og drikker sig aldeles snyde Kanon fulde,” — sa han til Hansen paa Tilbagevejen gjennem Dagligstuen.
Hansen keg derind og rysted betænkelig paa Hodet.
„Hvorledes fandt De saa Dem selv, Frue?” — spurgte Mejer under en af Pauserne i Galoppen.
„Mig selv? Aa, Musikken mener De! Det var saa nydeligt.”
„Kjendte De Dem igjen?”
„Nej, slet ikke, — der var saa mange Sorter i det” —
„Kjendte jeg Dem — jeg mener saadan rigtig godt — skulde jeg nok gjøre det bedre.”
„Kjendte! — ja pyt, ja, — gad vidst, hvordan det skulde gaa til” —
„Gav De mig Lov til at tale med Dem — saa” —
„Der er ingen, som kjender hinanden —. Tale sammen! — og De tror, det nytter — en kan faa Indtryk, danne sig Forestillinger — længer naar man ikke, og saa er det altid rav ruskende forkjert.”
„Men det var da vel muligt at bli kjendt — — hvis man da ikke med Vilje skjulte sig” —
„Det gjør man altid — ikke netop med Vilje — men skjuler sig —. Hvad er det, som kommer til Syne af os? — Det, som Forholde og Omstændigheder nødvendiggjør eller tillader. — En formes efter de ydre Betingelser — og vel maaske ogsaa efter de indre. Har De ikke lagt Mærke til, hvor ens vi alle er.”
„De ligner ingen anden Kvinde.”
„Aajoda! Livet er en Fabrik, vi kommer alle ud som dets stemplede Produkter.”
„Men der er dog noget individuelt — det som gjør, at en gaar og staar og taler og opfatter paa netop den og den Maner.”
„Aaja vist, men den Forskjel er ikke videre bemærkelig, skjønt jo, jeg sidder og sludrer. Kom, lad os danse.”
„Hvorfor har De ikke spillet oppe hos os?” spurgte Constance, da de atter tog Plads.
„Fordi ingen har bedt mig.”
„Jeg aned det jo ikke! — Den Gang jeg kom paa Baller til deres Forældre, spilled De da?”
„Som andre Guttebørn, der tar Imformation i Pianoklimpring.”
„At Lorck ikke har sagt det, — det var jo ham, som tog Dem med til os den Gang i Fjor — husker De.”
„Ja, men Deres Mand havde bedt mig, jeg havde spillet l'Hombre med ham hos Lorck.”
„De kunde saamæn godt være kommen af Dem selv, — det gjør de hos os, — og det maa De ogsaa. — Vil De?”
„Der er intet i Verden, jeg hellere vil — jeg takker Dem saa meget for Deres Venlighed.”
„Det er da ikke noget at sukke for,” sa Constance og saa nysgjerrig paa ham.
„Jo, for det blir snart forbi, Frue” —
„Skal De til Udlandet?”
„Ja, det er nok Meningen” —
„Saa faar De nytte Tiden og komme rigtig ofte, — jeg glæder mig saa til Deres Spil.”
„Og jeg til at tale med Dem.”
„Ja, pas Dem nu, Folk bliver snart kjed af mig” —
„Nu spøger De” —
„Nej saa min Sandten! — Spør bare Fallesen.”
„Den Nar!” sa Mejer.
De taug begge lidt. Mejer sad og bed i sin Læbe og betragted hende fra Siden med et usikkert Blik.
Constance tog i Lommen og kom til at rive frem en Hanske, som faldt paa Gulvet. Mejer tog den langsomt op. Hun strakte Haanden ud efter den.
„Maa jeg faa Lov til at beholde den?” bad han og saa lidt frygtsom ud.
„Ja, saa gjærne, hvis De virkelig har Lyst” —
Han trykked sine Læber paa den og stak den ind under Vesten.
Nu kom Fru Blom og spurgte, om de ikke skulde afsted. Tante Wleügel var gaat for længe siden.
Constance rejste sig straks og sa Godnat; det gav Anledning til almindeligt Opbrud.
Hansen protesterte, og Fru Marie mente, at de maatte ha kjedet sig skrækkelig, siden de alt vilde afsted. Klokken var for Resten over et.
„Lad os faa en Vals paa Falderebet!” — raabte en Stemme, og i det samme skimtedes Rings Skikkelse i Døren fra Rygeværelset, som var propfuld af en graablaa Tobaksos.
„En god Idé, en Vals til Beslutning,” lød det fra flere.
„I saa Fald ber jeg om den Dans” — sa en ung Herre med en sort Moustache og glatkjæmmet Pandehaar, idet han bukked for Constance.
Det var Hansens yngste Bror, Jurist ligesom han.
„Spil op, Svigermutter” — vedblev Ring, og vilde føre Fru Blom til Pianoet.
„Nej, Mor er træt — saa skal heller jeg” — sa Constance.
Men Fru Marie sad allerede og spilled.
„Nu vil jeg min Salighed danse med min Kone,” buldred Ring og kaved sig hen til Constance med et gravitetisk Buk.
„Forsent, min Ven!” raabte hun og dansed væk med Juristen.
„Foden, husk paa Foden!” maned Fru Blom, og satte sig modfaldent i et Sofahjørne.
Ring blev staaende og saa efter Constance med et halvt fjollet, halvt fortrydeligt Smil.
„Ja, dans med hende, I andre, saa meget I lyster, bare dans, dans, dans,” — sa han og gestikulerte med den ene Arm, „der er dog bare en, som er Edvard Christensen Ring, og det er mig, det —”
„Hvadbehager” — sa en Frue, som sad paa en Stol tæt ved.
„Jeg siger, at der bare er en, som er Edvard Christensen Ring, og det er mig det,” gjentog han.
„Ja, det er vist og sandt” — svarte hun og lo. „Er der kanske nogen, som bestrider det?”
„Det er det samme det, — men jeg siger nu bare, at der kun er en, som er...”
Han drev forbi og afleverte den samme Replik med en halvt truende Mine, først til Lorck, der stod ved Pianoet, og siden til Mejer, der høfligt spurgte, hvad det var, han sa.
Ring slentred videre uden at svare og blev ved med sit.
Pludselig stødte han paa Constance, der af sin Kavaller var bleven ført til Sæde.
„Ikke sandt?” begyndte han — „der er bare en, som er Edvard Christensen Ring, og det er mig det, har jeg ikke Ret?”
„Jovist har Du Ret” — svarte hun og lo forceret.
„Saa skal Du ogsa dan—danse med mig.” Tungen slog lidt Klik. — „Tilla—ader De?” sa han med et Buk for Hansen.
Constance rejste sig straks, og Ring gav sig til at svinge hende som en besat. Det nytted ikke, at hun stred imod og bad ham la være; han blev bare hidsigere; hendes Fødder berørte næppe Gulvet. Hvis nogen havde tænkt, at han havde tat formeget Toddy til sig, saa skulde han vise dem, at de havde gjort fejlt Bestik. Men hvordan det havde sig— han kom til at træde i Constances Kjole og snubled, fægted et Øjeblik med Arme og Overkrop for at holde Ballancen, maatte saa sluttelig give tabt, og rev Constance over Ende med sig. Førend nogen kunde faa Tid at hjælpe hende, var hun oppe igjen, retted paa sine Sløjfer og Garneringer og besvarte Spørgsmaalene, om hun havde stødt sig, med et smilende: „Ikke det ringeste”. Hansen tog et Tag i Ring og hjalp ham paa Benene. Fru Marie havde stanset Musiken og var ilet til, da hun hørte Faldet.
„Vil De ikke spille videre” — bad Ring, mens han pusted som en Hval, „vi var ikke færdige.”
Fru Marie saa ud til at betænke sig.
„Nej, nej!” — lød det rundt omkring — „paa Tide at gaa — ende mens Legen er god —”
„Hvis De nu unddrager mig Deres Omgang, begaar De en Forbrydelse baade mod mig og Dem selv” — sa Fallesen med dybt Mæle til Constance, mens hun stod og tog Tøjet paa ude i Entréen.
Hun brast i Latter og drog sig fra ham. Han stirred efter hende med et Par stive, fortinnede Øjne.
Paa Hjemvejen havde Ring Fru Blom under Armen. Han udvikled for hende, hvilken Trøst han fandt i Tanken om, at der bare var en, som var Edvard Christensen Ring, og at denne ene var ham, ham, der var gift med Constance, og ikke var mere jaloux end som Spaserestokken der. Fru Blom svarte ha og ja, og tænkte, at hvis dette varte altfor længe, blev hun bogstavelig talt ligesaa ør i Hodet som Ring.
Constance kom bagefter mellem Lorck og Mejer. Efter Faldet var Foden begyndt at værke igjen; de gik meget langsomt, og hun støtted sig til Lorcks Arm.
Lorck spurgte, om hun var begyndt at læse „Madame Bovary”, som han havde laant hende og saa kom de til at tale om fransk Literatur.
„Jeg er saa kjed af alle disse letfærdige Kvinder” — sa Constance, „nu kunde de finde paa noget andet” —
„Letfærdige — hvad vil nu det sige?” spurgte Lorck polemisk.
„Løsagtige — usædelige da —, hvis De synes bedre om det.”
„Alle disse Ord er lutter Tomhed, — Fordommens dummeste Kategoriseren.”
„Uf, naar De begynder paa den Manér, er det umuligt at tale med Dem, Lorck. — Skal da alting være lige godt, eller lige slet, — er der da ingen Kvinder, som er usædelige?”
„Jo, de som giver sig hen i Forbindelser uden Elskov.”
„De snakker, som De har Forstand til” — sa hun ærgerlig. „Vi har før talt om dette, det er, som om Pligt og Velanstændighed ikke eksisterer for Deres Begreb.”
„Deres Bornerthed opirrer mig, — De er fuldstændig hildet i de gamle Forestillinger om Dyd og sligt —”
„Men er der da slet intet, som er udydigt eller lastefuldt?”
„Ikke i sig selv. Hvis jeg f. Eks. er min Brorkones Elsker eller slaar min Far ihjel, behøver det ingen Forbrydelse at være.”
„Ti stille med Deres væmmelige Floskler.”
„Alle Gjerningers Værdi bestemmes af Motiverne og af Følgerne” — vedblev Lorck.
„Ja, naturligvis, — nogen Rettesnor for vore Handlinger skal der ikke være, — det er altfor besværligt.”
„Jo, vi skal gaa efter det fornuftige og nyttige.”
„Men naar der nu ikke gives to Mennesker, som har den samme Mening om, hvad der er fornuftigt og nyttigt,” sa Constance og stødte sin Entouscas haardt mod Brolægningen. „Jo, det skulde komme til at se ud i Verden!”
„Ta det med Taal” — formaned Lorck — „værre end det er, blev det vel næppe, og saa var det jo dog Umagen værdt at prøve, om det maaske ikke blev bedre.”
„Han er et græsseligt Menneske” — sa Constance og vendte sig til Mejer, „lar De Dem paavirke af ham, blir De bundfordærvet.”
Mejer lo.
„Aa, det har ingen Fare, Frue, — han er meget værre end jeg.”
„Hører De, hvad han siger, Mejer?”
„Jeg véd ikke, hvad Nils Lorck mener med at være værre end han, men sikkert er det, at jeg anser vor nuværende Samfundsordning for splitter forkjert.”
„Og han gir Kristendommen Skylden for det hele, — der er ingen større Bespotter født af en Kvinde, hvis det da ikke skulde være Kong Satan, men han har jo heller intet feminin til Mor — siger de.”
„Hvorfor er De saa sint paa Kristendommen?” spurgte Constance, og man kunde høre paa Tonen, at hun ikke vented sig noget af Svaret.
„Blandt andet fordi den har lært Menneskene at lyve for sig selv og andre, eller idetmindste at lade, som om alting var anderledes, end det i Virkeligheden er.”
„Hvorledes mener De?”
„Læren passer ikke for andre end en Flok Sværmere uden jordiske Interesser, nogle, som helt ud leved efter dette: Mit Rige er ikke af denne Verden, — og saa har de tat og gjort den til Verdensreligion og ladt, som om der ingen Uoverensstemmelse var mellem den og f. Eks. Pavevælde, Kongedømme, Kejsertyranni, Flertalsstyre, Kvindeemancipation, og Gud véd hvad ikke.”
„Men det kan jo Kristendommen ikke hjælpe for.”
„Men hvad vil den saa, naar den ikke kan bruges til noget af det, som har været eller skal komme uden at bli enten til Latter eller Forargelse, — ja, som sagt, den har degraderet Menneskeheden i en Grad, saa —”
„Hvor kan De nu sige sligt, Mejer” —
„Jo, for den har rejst umulige Krav og forsynet dem med guddommelig Aabenbarings Autoritet. Saa har Staklerne skullet lade, som de har kunnet fyldestgjøre dem — eller stridt for at gjøre det, og saa har de lavet sammen denne Forhaanelse, dette Dogme om Menneskenes Skrøbelighed. — Ja, som den har demoraliseret!”
Han holdt inde og slog ud med Haanden.
„Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,” sa Constance.
„For Eks. nu dette med, ja De undskylder Frue, — dette med Kyskhedskravet. — I gamle Jehovas Tid var det jo bare de ukyske Handlinger, som var forbudt, men saa kom Kristendommen og sa: hvo som ser paa en Kvinde o. s. v. — Skal man nogensinde ha hørt Magen!”
„Ja, og hvad saa?”
„Saa maatte jo Folk gi sig over og tænke som saa: „Din Synd er akkurat den samme, enten Du gjør det eller ej — ja, for begjære, det kan da vel ingen la være. — Skal Du ha Navnet, saa kan Du ogsaa ha Gagnet, og saa gik det, som det gik.”
„Men tror De nu, det var bedre før?” spurgte Constance.
„Ja, det tror jeg, — Jøderne f. Eks. er den Dag i Dag sædeligere, og med Hensyn til kjønslige Udskejelser meget mere afholdende end de Kristne.”
„Sodomah og Gomorrah laa dog i Jødeland,” sa Lorck og lo.
„Men det er nu saa længe siden —” sa Constance tankefuldt.
„Og nu selve denne Kyskhed” — begyndte Lorck, „fy for Pokker, et Paabud, som aldrig har udrettet andet, end at gi nogle Stakkere med svage Hjærner og daarlige Maver ond Samvittighed” —
„Nej fy, Lorck!” raabte Constance.
„Og bragte en Skare forkvaklede Fruentimmer til at lægge Sundhed og Livsglæde som en Blodpenge paa et Alter, der er rejst over Naturens hæsligste Unatur” — fo'r Lorck fort.
„Det er modbydeligt, hvad De siger” — sa Constance med dirrende Stemme og slap hans Arm.
„Ja, saa forvænte er Begreberne, — det finder jeg nu modbydeligt,” ivred Lorck.
„Og saa er det oven i Kjøbet Løgn! ja, i alle Fald, jeg tror det ikke, — alle Mænd skulde være,... Nej saa lavt sætter jeg dem ikke, aldrig i Evighed.”
„Jeg kjender ingen Mand, som vilde være Dem taknemlig for denne Deres Mening,” sa Lorck.
„Da gjør det mig virkelig ondt for Deres Bekjendte,” svarte Constance harm.
„Skynd jer lidt, Godtfolk!” raabte Ring, der havde lukket Fru Blom ind og nu stod ved Gadedøren og vented.
„Men for Resten, som sagt, jeg tror ikke paa det, ikke et Gran.”
„Hvafornoe tror Du ikke paa, Constance” — spurgte Ring med usikkert Mæle.
„Aa, det var ingen Ting,” sa hun kort. „God Nat, Lorck, god Nat, Mejer!”
Hun skyndte sig oven paa og traf sin Mor i Entréen.
„Hørte Du, at Ring var bleven Dus med Løjtnant Fallesen, Constance, eller har de kanske været det før?”
„Nej. — Ja saa, er de blet Dus, — ja det tror jeg gjærne.”
De sa god Nat og gik hver til sit.
Ring syntes særdeles oplagt til at slaa en Passiar af; han blev ved at forsikre Mejer om sit varme Venskab og paalagde ham indtrængende at besøge dem. Til sidst bød han dem op paa et Glas Øl, hvad de dog begge afslog. „Saa kom da, Menneske!” sa Lorck og trak i Mejer, som et Par Gange forgjæves havde søgt at komme løs fra Ring, der stod og holdt ham om Skulderen.
„Nu skal Du jagu gaa op, Onkel Edvard! god Nat med Dig.”
„— Han havde sig en liden Perial i Kveld”, lo Mejer, da de var drejet om Hjørnet,
„Hvem? aah han, det Bæst, han blir altid fuld.”
„Det maa nu ikke være morsomt for hans Kone” — mente Mejer.
„Aa pyt — En vænner sig til al Slags.”
„Er det et lykkeligt Ægteskab, skal tro?”
Lorck stod stille. „Det er Fanden ta mig et fornærmeligt Spørgsmaal!”
„For Dig kanske” — sa Mejer og plired til ham fra Siden.
„Lykkeligt Ægteskab, — at Du for det første gider ta en slig Frase i Din Mund — og med den Idioten! — Fru Constance, — nej véd Du hvad.”
„Der er dog noget elskværdigt ved ham” — sa Mejer overbærende, „saa godmodig og spøgefuld.”
„En brilliant Fyr til at drikke og sejle med — men forresten umulig — bare saa grufuld vidtløftig som han er!”
„Er han Højremand?”
„Ja vel, og troende.” Lorck lo.
„Nej Snak! hvor hun maa kjede sig med ham!”
„Ja, det kan Du bande paa.”
„Det er dog Synd, at hun ikke har faat en Mand, som passed bedre til hende.”
„Aa, hvorfor det, — saa havde der jo ingen Fornøjelse været ved hende.”
„Kyniker” — mumled Mejer og faldt i Tanker.
„For Resten, om hun ogsaa havde havt en anden Mand, hun vilde blet ked af ham, — det gjør gifte Folk altid.”
„Saa—aa — Du synes at vide god Besked, Nils Lorck” — „Et Fruentimmer som hun”, —
„Hun er dejlig!” raabte Mejer henreven.
„Ja gu er hun dejlig, og saa brilliant koket.”
„Det er den sorteste Løgn!” udbrød Mejer, „jeg har aldrig set en Kvinde saa fri for Koketteri.”
Lorck gav sig til at fløjte.
„Hun er saa sanddru og aaben i sit Væsen — akkurat som da hun var blottenes ung — jeg husker hende godt, og saa aner hun ikke, hvorledes Mandfolk er” —
„Saa Du alt er færdig i den Grad” — fniste Lorck, „Fanden saa fort hun ekspederer det, — det maa jeg sige er godt gjort” —
„Fanden i Vold!” sa Mejer.
„Hvad Pokker er Du hidsig for, Gut? — En kan da være bekjendt af sin Forelskelse der uden at risikere at komme i Ry for slet Smag i alt Fald. — Jeg for min Del har været det længe” —
Mejer svarte intet.
„Har Du sagt hende det?” spurgte Lorck.
„Sagt! — hvad for noget sagt?”
„At Du elsker hende”
„Din Omtale af Fru Ring er mildest talt usømmelig, Far” —
„Hvor mange Kvinder har Du staat i Forhold til, Mejer — ikke Tøser mener jeg — men Damer?”
„Til ingen” — sa han arrig.
„Saa prøv med Fru Ring, — jeg gir Dig Lov til at konkurrere” —
„Hold Mund, siger jeg, — jeg taaler ikke, at Du taler saaledes om en Dame, som jeg kjender og agter” — sa Mejer skjælvende af Vrede.
„Lad nu de Narrestreger fare, Mejer — Du er et Fæ! Ikke koket, siger Du — i Dag da vi legte Gjemmespil bag Skuret deroppe, stod hun saa klods op efter mig, mens hun lytted og keg med Fingeren paa Munden, at jeg kjendte hendes Legeme, men i det Minut jeg lod mig mærke med det, skvat hun væk som en Staalfjær, med en Mine, som baade hun og jeg havde gjort det af Vanvare.”
„Det skal jeg dø paa, hun ogsaa havde. — Slig en Brutalikus” —
„En Kone, som har været gift i tre Aar — nej Far min, hun vil ægge og opiltre, og til sidst la sig fange, — og det er i Grunden en ganske morsom Leg, hvis det ikke varer for længe.”
Mejer havde Lyst til at slaa ham i Ansigtet, men indsaa, at han kun vilde gjøre sig latterlig ved at give sit Raseri Luft.
„Hun er altfor god til at omgaas en Fyr som Dig” — sa han saa rolig han formaaede — det er hele Sagen” —
„Hun har Skam lige saa stor Fornøjelse af det, hun —. Nu vil hun endelig, jeg skal lære hende l'Hombre, for at vi kan faa en fast Spilleaften, ifjor var det Skak, vi drev paa med. Hun ikke koket!
— den Lidenskab, hvormed hun gir sig hen til alt, hvad vi har for, til Samtale og alt muligt — det er lutter Koketteri — men ikke af den grove Slags — naturligvis.”
„Det er hendes Natur, — hun gir sig hen i Øjeblikkets Stemning. Hun har Evne til det, fordi hendes Sind er rent og uskyldigt, — ja le kun Du, — hun spilled Svartemads med mine Søstre — hun var voksen den Gang —, jeg stod paa Lur i det andet Værelse, — den straalende Glæde og Morskab, som lyste paa hendes Ansigt, — hun var med af hele Sjælen — akkurat som nu.”
„Det er dog noget helt andet” — svarte Lorck og gav sig til at nynne en Melodi.
„Er han aldrig jaloux, hendes Mand?” spurgte saa Mejer.
„Ring, det Fæ! Undertiden naar han har sat diverse Glas Toddy til Livs, betror han mig, at hans Kone er saa kold som en Træstok, men at det alligevel er ham, hun elsker, ham og ingen anden.”
„Tror Du, hun véd, at han sidder og siger sligt?”
„Det gjør hun vist.” — Hun kold! — Hun er lutter Tid og Sanser — et Krater med et fløjelsblødt Grønsværstæppe over —. Død og Pine, naar det en Gang spruder løst! For Resten — hvad jeg ikke kan fordrage er, at hun absolut vil ha alle uden Undtagelse for sin Fod. — Dette Fjot — denne Fallesen, har hun ikke gaat hen og gjort ham aldeles gælen —”
„Gaar Du op med og ryger en Cigar?” Lorck var stanset uden for Huset, hvor han boede.
Mejer lod til at trække paa det.
„Nej forresten, Du, — jeg glemte, Død og Pine — hvad er Klokken?”
„Halv tre” — sa Mejer.
„Saa tænker jeg, hun skal være i et sødt Humør” — mumled Lorck. „God Nat, Du.”
„God Nat” — sa Mejer, og de skiltes.
Han gik videre og tænkte paa Constance. Som nittenaars Gut havde han været forelsket i hende. Det var begyndt den Aften han fik Lov af sin Far til at aabne Ballet med hende. Saa kammeratslig som hun havde været, fortalt saa meget om Livet paa Molde, og flere Gang tat ham op i Smaature. Ak, du gode Gud og Skabermand, hvor havde han været betaget, ligget og digtet om Natten i Sengen, staat op og skrevet Vers og spekuleret paa at skaffe sig Adgang til hende ad de vildeste Veje. Han vilde ikke andet end kaste sig ned for hende, bede om Lov til at kysse hendes Kjole og saa gaa bent bort og aflive sig. Og Herre Gud, som han havde spaseret Dage igjennem i Gaden, hvor hun boede, med havannabrune Handsker og Cigar i Munden. Og den Gang han ringed paa ved Entrédøren, men flygted som en afsindig ved Lyden af Klokken. — Til langt ud paa Vaaren havde han plejet denne Kjærlighed, der leved af at hilse hende paa Gaden, stirre paa hende i Teatret og en Gang følge hende hjem fra et Dameselskab hos Søstrene.
Saa var pludselig hendes og Rings Forlovelseskort kommet; som en knyttet Næve var det faldet ned i hans Drømmes fine Spindelvævsbygning; det uventede Slag havde rystet ham saa stærkt, at han var strøgen afsted til Frognersætren; deroppe i Skogen drev han omkring en skarpkold Vaarnat og anstilled Betragtninger over, hvilken Form for Selvmord det var fornuftigst at vælge. Gjennemblæst og forfrossen havde han saa ud paa Morgenen slæbt sig hjem i en forkommen Tilstand og var bleven sengeliggende i over en Maaned.
„Stakkels Gut, Du havde det ikke for sødt i de Dage” — mumled han halvhøjt, „og saa gik Du hen og fik non til anden Eksamen paa Kjøbet.”
Denne Sygdom skulde da vel aldrig nu gi sig til at bryde frem igjen — —? Bedre, at han ikke havde set hende, — skjønt nu skulde han jo snart rejse, — godt, om han kom afsted jo før jo heller. — Men Gud forbarme sig, hvor var hun dejlig — den Maade hun lytted til ens Ord paa — Hodet lidt paa skjæve, Øjenlaagene sænkede — og saa naar hun svarte og pludselig saa paa En! — Den varme Strøm, som skjød ud af disse Øjne — det var til at bli tosset af. — Og naar hun sad stille hen for sig, alvorlig — næsten tungsindig, og Øjnene saa pludselig strejfed et Ansigt, der betragted hende — det Smil, der da kunde komme, saa mildt og fint og stille, det formelig lyste af Hjærtensgodhed. —
„Koket hun!” Det Svinebæst, den Lorck — han skulde mørbankes —. Og Ring — hvad Slags Ægtemand var det nu for hende —! Han blev saa bundmelankolsk, saa trist og tung i Sind. — Constance stod saa ubeskyttet, saa udsat for smudsige Grams fra alle Kanter — ak, om hun havde været hans, han skulde ha baaret hende gjennem Livet paa sine Arme, holdt hende tæt ind til sit Hjærte
— vogtet og værnet om Skatten, rejst bort til Jordens dejligste Sted — —
„Constance, Constance Blom — hvorfor er Du ikke min — —.” Det gjorde saa pirkende ondt i Næsen, — en Stikken og Strammen.
„Gud forlade mig, gaar jeg ikke her og græder —,” mumled han og tog sit Lommetørklæde frem
„nu har jeg aldrig set Mage til Tosk” — —

Næste Morgen stod de sent op hos Rings. Klokken var næsten ti, da Constance viste sig i Spisestuen, hvor Fru Blom sad og læste i Sofahjørnet.
„Noget saa forsøvnigt” — sa Constance og gisped, — „jeg trode, jeg aldrig skulde faat Øjnene op i Dag. Er det længe siden, Du kom ind, Mor?”
„Nej da, jeg laa saamæn i Sengen til den var næsten ni.”
Lidt efter kom Ring. Hans Øjne var lidt rødsprængt i det hvide, og Pupillerne mattere end sædvanlig. Med et sky Blik saa han fra den ene til den anden, idet han sa god Morgen og tog Plads ved Frokostbordet, hvor Avisen laa ved Siden af hans Tallerken.
„Din Mor maa hen og se „Røverne”, Constance,” sa han med Munden fuld af Æg og Franskbrød — „stormende fuldt hver Aften.”
„Er der ikke sjofelt paa Tivoli?” spurgte Fru Blom.
„Ikke i Teatret, Mor.”
„Der træffer Du saamæn Byens bedste Folk, saa for den Sags Skyld — — nej, men søde Constance — at Du kan la Mysosten se saadan ud.” —
„Det ma være Alette, — her inde skjærer vi jo altid saa pænt.”
„Saa maa Du sige det til hende, — det ser saa stygt ud.”
„Men Gud, Ring, hvor Du har forkjølet Dig,” sa Fru Blom deltagende.
„Intet at bety,” svarte han med Øjnene i Avisen.
„Han er ofte lidt hæs om Morgenen, Du, det gaar over ud paa Dagen,” sa Constance.
„Atter igjen Bedragerier i Banken — det er Fanden til Administration ogsaa.”
Ring havde været inde og hentet sin Pibe.
„Skal jeg saa ta Billetter til i Aften?”
„Til „Røverne”, mener Du? ja, det kommer an paa Dig, Mor.”
„Skulde vi ikke heller holde os i Ro i Aften, nu har vi været sa svært paa Farten.”
„Ja, saa i Morgen da,” foreslog Ring og flytted sin Kaffekop hen til Bordet ved Sofaen, hvor han satte sig.
„Da er vi udbuden, husker Du vel.”
„Og paa Fredag skal vi i Teatret,” sa Fru Blom.
„End Lørdag da?”
„Paa Lørdag skal vi intetsteds hen.”
„Saa siger vi altsaa Lørdag.”
„Tag Tobaksskrinet med Dig, Constance,” hun skulde ind efter Aftenavisen.
„Lad mig faa Piben, saa skal jeg stoppe den,” sa hun og tog den ud af hans Haand; „jeg kan godt.”
Ring saa efter hende med et taknemligt Blik.
„Synes Du ikke, Constance ser godt ud om Dagene, Du — hun gaar og skinner som en Sol — og vakker! — Da vi blev gift, var hun ingen Ting mod nu” — han gned sig i Hænderne, hjærtefornøjet — „og saa er hun saa elskelig, at det staar efter.”
„Ja, Gud ske Lov,” sa Fru Blom.
„Vi sidder her og fryder os over Dig,” sa han da Constance kom tilbage, „for Resten var vi enige om, at Du havde tabt Dig svært.”
„Saa—aa,” sa hun og rakte ham den stoppede Pibe, „det var jo lejt for mig — det.”
„Tak, Kjæresten min,” sa han glædestraalende og drog hende ned paa sit Knæ.
Hun la den ene Haand paa hans Skulder, og han tog og kyssed den anden.
Constance saa drømmende hen for sig.
Saaledes var det at være en lykkelig Hustru — ja, det vil sige — saaledes bar en lykkelig Hustru sig ad — og der sad den lykkelige Hustrus Mor og glædede sig over, at Datteren var saa forgudet. Et stille Velbehag kom over hende — hun gled ind i Forestillingen om, at hun var lykkelig — at hun elsked —; men hun var ligesom saa uendelig langt borte fra det altsammen, over i en anden Verden —. Et dunkelt Barndomsminde stod for hende — en Dame i graa Silkedragt med rød Strudsfjer paa Hatten havde siddet paa Verandaen derhjemme og drukket Selters med Bringebærsaft af et Glas paa høj Fod og talt med fremmed Akcent om en anden Dame, som blev dadlet, og saa var disse Ord falden, som Constance husked saa tydelig: „Saa skrev jeg til hende: Klag ikke over at være alene med den Mand, som elsker Dig over alt i Verden, for det er selve Paradiset.”
„Ja, men hvis hun nu selv ikke havde elsket?” tænkte Constance.
Rings Læber flytted sig op paa Halsen, paa Øret, paa Kinden og Munden. Hun lukked Øjnene for at fortsætte Drømmen om den lykkelige Hustru, men en gnavende Lede greb hende. Men nu vilde hun ikke la sig mærke med det — det var Synd for Ring, som var saa glad, han kunde jo ikke forstaa det, og saa for Morens Skyld.
„Skal Du ikke paa Kontoret i Dag, maa jeg spøre?” sa hun og rusked ham i Øret.
„Hvem tænker paa Kontoret med saadan en Kone.”
„Der kommer en lillebitte Mus,” begyndte han, som havde han et Diebarn paa Skjødet.
Constance slog ham over Fingrene.
„Hvad tror Du Fuldmægtigen tænker?”
„Fuldmægtigen kan rejse til Bloksbjerg — der kommer en liden bitte Mus. — For Resten Du, vi skal huske at be ham engang — han vil sætte Pris paa det.” —
„Hvad skal I ta jer til i Formiddag, Smaapiger?” spurgte han, da, han endelig stod med Hat og Stok færdig til at gaa.”
„Smaapiger! — den Ring, den Ring,” lo Fru Blom.
„Bare der ingen Visitter kom, saa fik vi læse højt,” sa Constance, „saa smaat det gaar med at komme igjennem „Kvinden paa Tjele”, Du.”
„Ja, ja, vær nu snille Børn, saa skal jeg ha noget godt med hjem til jer.” Han kyssed paa Fingeren og gik.
Om Eftermiddagen laa Constance paa Sofaen i Kabinettet med Blyvandsomslag paa Foden. Den havde gjort ondt fra om Morgenen af, men hun havde ikke villet vedgaa det. Til sidst havde Fru Blom beskyldt hende for at halte og paastaaet, at hun vilde se selv. Ved Undersøgelsen viste det sig da, at Anklen var stiv og ophovnet.
De havde alle tre havt en lang Middagslur hver paa sin Sofa, og havde drukket Kaffen inde hos Constance, som de plejed. Ring var gaat paa Kontoret igen, og Tusmørket begyndte at falde paa.
Fru Blom sad i en lav Lænestol ved Vinduet og strikked.
„Vil Du ha Lampen tændt, Constance?” spurgte hun.
Der kom intet Svar.
„Ja, saa min Sandten, er hun ikke falden i Søvn igjen,” smaalo Fru Blom efter at ha lyttet til det rolige Aandedrag.
Hun lagde Strikketøjet ned i Fanget og satte sig magelig tilrette; hun havde tabt en Maske og kunde ikke se at ta den op igjen.
Lidt efter ringed det.
„Se saa, hvem er nu det?” mumled hun.
„Hvad sa Du, Mor?” spurgte Constance og var med et lysvaagen.
„Den, som havde dit Sovehjærte, Barn.” Constance smilte; det var Morens Svaghed at bilde sig ind, at hun led af Søvnløshed.
„Ja, værs'go, baade Fruen og Fru Blom er hjemme,” hørte de Alette sige, idet Døren til Dagligstuen blev aabnet.
Fru Blom gik den indtrædende i Møde.
„Aa, er det Dig, Marie,” sa hun livlig og dasked hende paa Skulderen efter først at ha hilst god Aften i den stive Tone, man bruger til en fremmed.
„— Constance siger Du? — naturligvis er hun Invalid, det var noget, jeg vidste.”
„Værsgod, kom her ind — jeg kan ikke høre, hvad I snakker om,” raabte Constance.
Fru Blom tændte Lys i begge Stuerne og stilled en massiv Lampe med pletteret Fod hen paa det lille, med broncegul Silkeplyds monterede Bord ved Siden af Constances Chaiselongue.
„Du tar vel af Dig og slaar Dig til Ro, Marie,” sa Constance.
„Oprigtig talt, det var Meningen, men siden Du er daarlig —”
„Jeg tror Du vil, — at jeg ligger her i Stedet for at sidde paa en Stol, gør vel ingen Fortræd.”
„Men Rikard kommer ogsaa.”
„Ja lad ham bare det — han skal være velkommen, med mindre han slaar sig vrang og forlanger, jeg skal gaa omkring og være Opvartningspige.”
„Du da!” lo Marie og tog af sig.
„Se saa, der er en til,” sa Fru Blom, de hørte Marie snakke med nogen i Entréen; hun var gaat ud med sit Tøj. Straks efter kom hun ind med Fru Wleügel.
„God Aften, Tante — ta bare af Dig med det samme, for Du er vel ment paa at bli,” raabte Constance imod hende.
„Saa Du har maattet gi Dig over i Dag,” sa Tanten og rysted paa Hodet „ser Du, vi fik Ret — det var nu ogsaa ufornuftigt at danse. Har her været Doktor?”
„Nej, er Du gal, Tante! — Det er ingen Verdens Ting — jeg ligger her ene og alene for Mors Fornøjelses Skyld, forsikrer jeg Dig. Er Du kommen ind fra Landet saa sent?”
„Jeg tog ind med Tolvtoget —, blir i Byen i Nat.”
Næppe var Fru Wleügel kommen til Sæde, før der atter blev ringet.
„Her blir folksomt i Kvæld, skal I se,” sa Constance og lytted efter.
„Hr. Lorck spør, om der er nogen hjemme,” hvisked Alette efter at ha lukket Døren forsigtig bag sig.
„Ja, vist er vi hjemme,” sa Constance, „lad ham bare komme, hvad gør det, Mor” — hun vendte sig til Fru Blom, der ivrig havde rystet paa Hodet.
„God Aften!” Lorck stod bukkende for dem.
„Hvad for noget, — Sygestue, med Visitter og Medikamenter og alt muligt.”
„Aa, det er bare lidt Blyvand til Foden,” sa Constance.
„Er det virkelig efter Faldet i Gaar, — det har vel ikke noget videre paa sig?”
„Hele Ankelen er opsvulmet,” sa Fru Blom. — „Naturligvis, — det maatte den jo.”
„Lad mig se paa det — det er ikke sikkert, at Blyvand er det rette,” sa Lorck og nærmed sig.
Constance var straks villig.
„Det behøves ikke,” sa Fru Blom og traadte imellem. „Naar der ikke er Hul, er Blyvand godt — saapas Dokter er jeg da.”
„Naa ja, som De vil, — uden at broute af mine Doktorkundskaber — Mediciner er jeg nu alligevel, og hvad er det man siger om, at det smager dog altid af Fugl.”
„Sæt Dem ned, Lorck,” sa Constance, „naar Ring og Hansen kommer, kan De faa en l'Hombre.”
Lorck rakte Fru Marie Haanden og takked for i Gaar. Saa faldt de alle i Snak om Gaardsdagen og opfrisked en Mængde Enkeltheder, som de ikke havde havt tilstrækkelig Tid til at more sig over i Øjeblikket, men som de nu under Latter nød desto bedre.
„Hys, det ringed,” sa pludselig Constance.
„Det er vist Rikard,” mente Fru Marie og saa paa sit Uhr.
„Vær stille, saa vi kan høre paa Stemmen, hvem det er,” sa Constance og la Fingeren paa Munden.
„Ikke en Lyd,” hvisked Lorck.
„Aa nej, saa min Sandten om der var nogen,” sa Fru Blom.
„Hys, hys, denne Gang hørte I det vel,” sa Constance triumferende, da Klokken straks efter lød med en Hæftighed, som var man bleven utaalmodig af at vente. „At den Alette ikke lukker op?”
„Kanske hun er gaaet efter noget til Aftens,” hvisked Fru Blom og rejste sig.
„Nej, lad nu Lorck, Mor, han har yngre Ben.”
Lorck var allerede henne ved Døren.
„Er vi hjemme?” spurgte han sagte og kom et Par Skridt tilbage.
„Det kommer an paa, hvem det er,” svarte Constance, „lad Døren staa paa Klem, saa skal vi gi Lyd, hvis vi vil ha dem ind.”
De andre lo dæmpet.
„Det er Mejer,” rapporterte Fru Marie ind i Kabinettet; hun stod lyttende midt i Dagligstuen.
„Mejer skal slippe ind,” raabte Constance, saa de hørte det ud i Entrén. „Frit Lejde for Mejer!”
„Frit Lejde for Mejer,” gjentog Marie leende.
„Aa, bi et Øjeblik, mens jeg bytter Omslag,” sa Fru Blom, hun stod bøjet over Constances Fod.
„Se saa — nu maa I gjerne komme,” tilføjed hun straks efter og lagde Slumretæppet til Rette over hende.
„Gjorde han Vanskeligheder?” spurgte Constance med et Blik paa Lorck, da Mejer havde hilst og taget Plads i Halvrundingen om Chaiselonguen.
„Det var ikke frit,” svarte Mejer med et Smil.
„Jeg maatte jo vente paa Parolen,” sa Lorck.
„Men Mejer hørte jo til fra i Gaar, kunde De nok vide. De skulde ha vovet at vise ham væk!”
„Se saa, nu ringer det igjen.”
„Denne Gang er jeg vis paa, det er Rikard,” sa Marie, og straks efter viste det sig, at hun havde Ret.
„Hvad er det, Alette spør om, Mor?”
„Hun vil vide, hvor mange der skal dækkes til. — Ring er kommen og har én med sig — siger hun, de er i Entréen.”
„Lyt efter, hvem det er, Lorck,” sa Constance.
Lorck vilde rejse sig, men Mejer kom ham i Forkjøbet.
„Jeg skal bande paa, det er Fallesen,” sa Lorck.
„Uf nej, ikke band,” bad Fru Wleügel.
„Jo ganske rigtig — det er Løjtnanten, kan jeg høre,” sa Mejer og kom ind igjen.
I det samme gik Døren op og Ring og Fallesen traadte ind.
„Vil De bare sætte Dem ned igjen, Mejer,” sa Constance utaalmodig og pegte paa den nærmeste Stol — ellers faar jeg Fallesen der.”
Mejer gled ned paa Sædet — hurtig som et Lyn.
„Det kan jeg like,” sa Ring efter at ha hilst paa Gjæsterne. „For en hyggelig Forsamling! — Hvad tyller I det skidt Punsch i Jer for — kom ind til mig, skal I faa noget andet.”
„Men først drikke Te,” indvendte Constance.
Ring gik og satte Cigarer og Askebægre frem paa Bordet inde hos sig selv, gav sig derefter til at ransage Bufetten og stilled Kognakskarafler, og Selters med Glas paa en stor Bakke.
Ved Aftensbordet, da Fru Blom havde skjænket Te og lavet til, hvad Constance skulde ha, vilde baade Lorck og Mejer bringe det ind til hende, mens Fru Blom forsikred, at hun godt kunde gjøre det selv. Slutten blev, at de alle tre tog hver sit og gik med.
„I har glemt Salt,” raabte Constance, og som en Vind var Fallesen der med det.
„— — Hvis nogen kunde sige mig, hvad det er de vil, disse Radikalere, denne sammenløbne Flok af al Slags Bærme,” sa Hansen og fortsatte Dispytten fra Maaltidet inde hos Constance.
„Ja, hvis nogen bare kunde det,” sekunderte Fru Marie.
„Men det har jeg altsaa aldrig været i Stand til at faa Svar paa,” vedblev Hansen; han stod og balancerte paa Hælene og tog et Tag med begge Hænder i Ryggen af en Lænestol, som fulgte hans vuggende Bevægelse.
„Det vil jeg gjerne tro,” sa Lorck ironisk.
„Ja hvorfor det?” spurgte Marie.
„Deres Mand er saa grov, Frue, — han bruger Betegnelser, som en ikke kan svare paa,” svarte Lorck i en Tone, som om han klaged sig.
Constance og Mejer gav sig til at le.
„Ja, hvad Navn skal man altsaa give Folk, der ene og alene arbejder paa at nedbryde Respekten for, ja, for altsaa det bestaaende,” ivred Hansen.
„Ja det er nu virkelig sandt, ogsaa,” sa Ring, „de gjør ikke andet end rive ned paa baade Kongen Og Øvrigheden — den stakkels Kongen, som ikke gjør en Kat Fortræd, — det er en pøbelagtig Trafik.”
„Det var min Salighed et sandt Ord,” sa Fallesen. „Tak for det, Ring.”
„Og Religionen da” — indskjød Fru Marie — „det er nu det allerværste.”
„Ja for det undergraver al Ting,” mumled Fru Wleügel.
„Og fordærver baade Sjælen og Legemet,” tilføjed Fru Blom.
„Øvrigheden?” sa Lorck, „tør jeg spørge, regner De ikke Stortinget til den lovlige Øvrighed, Hr. Højesteretsadvokat?”
„Stortinget?” gjentog Hansen i en prøvende Tone.
„Og hvem er det, som arbejder paa at undergrave Respekten for det?” spurgte Lorck.
„Ja slig som Stortinget nu er sammensat, er det ikke bedre værdt,” svarte Hansen.
„Der er ingen Øvrighed uden af Gud — staar der skrevet” — faldt Mejer ind.
„Ja, men i de Tider havde de ikke den Slags Institutioner, for Pokker! Tror De, de tænkte paa dette folkelige Djævelskab den Gang kanske?” udbrød Ring. — „Det vilde nu ogsaa været for meget forlangt.”
„De havde vist ikke hverken Højesteret eller saadan noget heller,” raabte Constance.
„Ikke hold med dem,” formaned Fru Blom.
„En loyal Mand kan ikke andet end altsaa foragte det nuværende Storting,” sa Hansen med Vægt og gynged stedse ivrigere frem og tilbage.
„Nej, det véd Gud,” sa Fru Marie.
„Det synes nu Højre og handler derefter,” svarte Lorck, „men saa skulde de heller ikke fortænke Venstre i, at det ogsaa gjør efter sin Overbevisning.”
„Venstre!” raabte Ring, „nej det er Fanden til Forskjel.”
„Alt hvad Venstre vil er fordærveligt for Samfundet i Bund og Grund. — Du store Gud — hvis det altsaa fik Magten,” sa Hansen og vendte sine Øjne mod Loftet.
„Hvad f. Eks. er fordærveligt?” spurgte Mejer.
„Hold Mund, Fæ!” mumled Lorck, „svare slige Idioter.”
„Ja bare f. Eks. dette med Statsraadssagen,” docered Hansen, „faar de den gjennemført, betyder det Kuldkastelse af hele Forfatningen, hverken mere eller mindre.”
„Ja saa kan vi jo lave en ny da,” sa Lorck idet han satte sig.
„Ja sæt dem til at gjøre det, altsaa disse Bondekøterne der nede i Stortingssalen, saa skal De se for en dejlig Suppe de faar ud af det,” sa Hansen hidsig.
„Vor Herre bevare os for, at det skulde komme saa vidt!” udbrød Ring. „Aa nej, De har snart grasseret sig færdig nu, — Partiet har vist for meget af Klumpfoden frem, Landet er blet skræmt, — næste Gang blir der Højrevalg over hele Linjen. — Pas nu paa.”
Lorck og Mejer lo.
„En rask Profeti den,” sa Lorck.
„Som De skal se altsaa slaar ind,” forsikred Hansen. — „Det vil gaa, som han sa, han, Folkeforføreren, at naar Bonden vaagner — saa vaagner han til Reaktion.”
„Folkeforføreren?” sa Constance, „hvem er det?”
„Bjørnson, naturligvis,” svarte Lorck.
„Uf, han!” sa Fru Wleügel med en Grimace, som Fru Blom og Marie gjorde efter.
„Han er lovlig længe om det i alt Fald,” mente Mejer.
„Om hvad? aa, vaagne, — ja — desværre altsaa — disse stakkels Bønder er jo saa let at ta ved Næsen, men faar de først Øjnene op, saa —” Hansen vendte atter Blikket mod Loftet.
„Ja, Bønderne maa man bare ha ondt af, men Sverdrup og Jaabæk — ja, at ikke Lovens Straf kan ramme saadanne, — saadanne —” Ring holdt inde, som søgte han efter Ord.
„De som altsaa véd, at deres Virksomhed, — ja man kan sige, har til Formaal at lægge Landet øde” — supplered Hansen — „ja hvis ikke det er Kjæltringer altsaa — saa véd ikke jeg.”
Lorck fløjted ganske sagte og tændte sig en Cigar.
„Hvor kan De dog bekvemme Dem til at bruge Skjældsord om politiske Modstandere, Hr. Advokat,” sa Mejer opfarende. „Dannede Mennesker skulde dog ha et vist Begreb om noget, der heder en Mands ærlige Overbevisning —.”
„Aa, overbevise mig her, og ærlige mig der,” buldred Ring, „vi har Retten og Sandheden paa vor Side — det er det, det kommer an paa —”
„Og Historiens Vidnesbyrd, Retsvidenskabens Resultater, de lovlige Institutioner og altsaa alt, hvad der har Hævd i Samfundet,” fuldførte Hansen.
„Og det maa jeg rigtignok sige,” sa Ring, som nu havde faat Vejret igjen, „at jeg ikke trode selv den vildeste Venstremand var fræk nok til at nægte, at Sverdrup i det mindste er en Skurk.”
Lorck brast i Latter.
Mejer blussed af Vrede og vilde svare, men mødte i det samme Constances Øjne; hun la hurtig Fingeren paa Munden.
„Og Du kan gjerne ta de andre med,” sa Hansen, „Fyre som Bjørnson og Brun med Konsorter skulde mildest talt altsaa landsforvises.”
„Ja, for det er dem, som opvigler Masserne,” sa Fru Marie.
„Ja, Gudbevars — og underminerer paa alle Kanter,” ivred Hansen.
„Og saa denne Bjørnson, denne Stodderpave, som til og med vil ta Troen fra Folk,” udbrød Ring og tog sig et Slag rundt Bordet. „Jeg spør bare, om Troen kan være til Skade for nogen?”
„En Fyr, som har skrevet „Kongen”,” satte Fallesen i, „kan man vente andet af en slig Majestætsforbryder!”
„Men hvis nu det, De tror, er galt,” indvendte Mejer.
„Hvem siger det er galt?” fo'r Ring op. „Og selv om der ogsaa er dunkle Ting — et Menneske kan da ikke vente at forstaa sig paa det overnaturlige, vel? — Der staar jo noget om, at Forstanden er formørket. — Og hvor skal vi hen — spør jeg Dem — naar der er Fare paa Færde, hvis der ingen Vor Herre skal være? — Nej, Mejer Far, det gaar ikke det med at undvære Forsynet. — De er ung endnu, men bi nu bare, til De kommer op i Aarene.”
„Ja, Gud, hvor det er sandt,” sukked Fru Blom.
„Der maa være noget, som altsaa Menneskenes Kritik ikke kan naa,” sa Hansen med værdigt Alvor, „noget, som saa at sige holder sammen paa det hele, baade det, vi altsaa ser og det, vi ikke ser, — begynder man at grave og rydde der, — ja saa svigter al Ting under vore Fødder.”
„Og naar en nu skal dø,” — vedblev Ring med blødere Stemme, — „saa skulde jeg da tro, det maa være godt at kunne lægge sig hen i Jesu Navn og haabe paa, at der venter os noget bedre bag efter.”
„Ja, jeg skulde tro det,” sukked Fru Wleügel.
„Ikke det alene,” sa Fru Marie, „men tænk at skulle gaa gjennem Livet uden Religionens Støtte. Ja, jeg forstaar ikke, hvorledes nogen kan holde det ud. — Nu de fattige, f. Eks. — Ja saa véd Gud er jeg vis paa, at Bjørnson er en af Antikristerne, som der staar om i Biblen.”
„Det er derfor jeg er saa gal paa ham,” sa Ring. „Jeg vilde ønske, Vor Herre snart vilde ta den Fyren.”
„Det blev nok en anden, som tog ham,” mumled Hansen.
Lorck rejste sig pludselig og slog med et Smæld Asken af Cigaren.
„Ja for mig maa han saamæn gjerne bli tat hvad Dag som helst,” sa han.
„Det mener De ikke,” raabte Fru Marie.
„Jo, for han er mig ikke radikal nok, Frue —”
„Nu har jeg aldrig hørt saa galt,” sa Fru Wleügel og Fru Blom i Munden paa hinanden.
„Der er ingen af dem, som duer,” vedblev Lorck. „Hvad er det, de vil for noget? Nogle skidt Reformer, som de knapt nok har Mod til at vove sig frem med. — Alt skulde omkalfatres fra Grunden af.”
„Nej, véd De hvad, dann hört alles auf,” sa Hansen overlegen.
„Er det Revolution De vil ha, De da?” spurgte Fru Marie.
„Ja, hvorfor ikke? — Denne Linkeleren dernede i Nummer 22 blir vi Skam lige nær af.”
„De skulde rejse til Rusland, De, Lorck,” sa Hansen, der vil De passe bedre.”
„Og blive Nihilist,” tilføjed Marie.
„Ja, det var Skam ikke saa tosset,” svarte Lorck lakonisk.
„De vil da vel ikke forsvare Nihilisterne og?” spurgte Fru Marie, og saa rædselsslagen ud.
„Han!” raabte Ring og lo, „tror De han skyr noget!”
„Nihilisterne — Menneskehedens største Martyrer, Jordens ædleste Blodvidner!” raabte Lorck.
„Han er jo gal altsaa, den Fyren,” sa Hansen ud i Luften.
„Nihilisterne har jeg intet imod,” henkasted Mejer, „men selve Princippet har jeg ikke rigtig Fidus til paa Grund af dets bibelske Oprindelse.”
„Nu tror jeg Fanden rider Jer begge to,” sa Ring.
„Tør jeg spørge, hvorledes De altsaa begrunder det, ja De undskylder, — det Galimatias med den bibelske Oprindelse?” spurgte Hansen med et overbærende Smil.
„Hvad siger De nu f. Eks. om Syndfloden, Hr. Advokat? Jehovah er jo Historiens første og vældigste Nihilist — ikke rettere jeg skjønner.”
Et enstemmigt Raab af Forbauselse og Indignation stansed ham.
„Han fandt Tilstanden paa Jorden forkastelig,” vedblev Mejer, „han var ikke tilfreds med Stellet, og saa sopte han væk Mennesker og Dyr og alt hvad som paa Jorden fandtes. Er det ikke Nihilisme det, spør jeg?”
„Og endda der stod, at alt det, som var skabt, var saare godt,” udbrød Lorck.
„Ja, det har naturligvis bare været Ironi,” bemærked Mejer.
„Og det vil De virkelig komme med!” raabte Hansen. „Straffedommen, som altsaa den Almægtige maatte sende over Jorden for Menneskenes Ryggesløsheds Skyld. Nej, hør véd De hvad — skal det være en Vittighed, saa er den mildest talt usømmelig.” —
„Nu faar I min Sandten ikke Lov til at disputere længer,” raabte pludselig Constance og satte sig helt over Ende. „Hvad er det for en Splidagtighedens Aand, som er faret i Jer?”
„Det var Lorck, som begyndte,” sa Fru Marie.
„Nej, det var Skam Hr. Advokaten,” indvendte Mejer.
„Jeg tror nu, det var Ring,” sa Fallesen.
„Men saa hold dog Fred, Folk, saa vi kan høre, hvad Constance siger,” raabte Ring.
„Nu spiller Du og Hansen Whist med Marie og Fallesen, Mejer sætter sig til Pianoet, og Mor og Tante faar skjøtte sig selv,” instruerte Constance.
„Jeg skal snart hjem,” bemærked Fru Wleügel.
„End Fætter Lorck da, Constance, hvad skal vi gjøre med ham?” spurgte Ring.
„Han, den gudsforgaade Knægten, skal bli under mit Opsyn. Slipper vi ham ind mellem Jer andre, gjør han bare Ugagn.”
„Brillant!” sa Ring. „Kom nu. Højre om, Marsch!” kommanderte han.
„Sligt Humør der er i Ring, Du,” sa Fru Wleügel til sin Søster — de sad i Dagligstuen og strikked — „altid saa godslig og munter.”
„Ja, han er mageløs,” svarte Fru Blom, „men jeg synes nu, han gjerne kunde forby Lorck og Mejer at føre slig styg Passiar. Det er ikke noget for Constance at høre paa.”
„De mener nu vist ikke saa meget med det, Du — jeg tror, det er mere for at gjøre sig til.”
„Ja, Gud véd, Ungdommen skal jo være saa fritænkerisk,” sukked Fru Blom.
„Derfor var jeg saa glad for, at Constance fik Ring, Du; jeg mærked jo straks, at han var en Mand med Respekt for Religionen. — Du husker, jeg skrev det til Dig.”
„Ja, Ring — han er fuldstændig i sin Barnetro.”
„Ja, Gud ske Lov for baade Constance og Marie — de har da været heldige for saa vidt,” sa Fru Wleügel.
„Især er det godt for Constance,” bemærked Fru Blom bekymret— „for hun trænger til Støtte.”
„Du mener da vel ikke, at hun er smittet af det nymodens.”
„Nej, Vor Herre bevares! Men somme Tider høres hun saa venstreagtig, og her forleden sad hun og gjorde Nar af Job, sammen med Lorck, og saa sa de, at Satan havde væddet med Gud om Sjælen hans, liksom Mefistofeles i Faust. — Sligt er jo bespotteligt.”
„Og saa grebet, som hun var, da hun gik til Konfirmationen,” sukked Fru Wleügel.
„Ja, det var nu for meget af det gode. — Laa hun ikke der og gjorde Bønner i Sengen og nynned Salmer, — jeg stod ved Døren og lytted, og en Gang jeg talte til hende om det, faldt hun mig hulkende om Halsen og sa, at hun var saa fortvilet, fordi hun ikke følte sig i Samfund med Gud. — Et Barn paa seksten Aar — det var rent uhyggeligt.”
„Men saa gik det jo ogsaa over, da hun kom ned til mig. — Det var en heldig Idé. For Resten, sligt plejer nu aldrig at vare,” sa Fru Wleügel.
„Nej, Gudskelov, — ja, for det var nu virkelig en forfærdelig Tid — tænk Dig til, hun rendte omkring paa Bibellæsninger og Opbyggelse, og de simpleste Bønnemøder. Du kan tro, hendes Far var i et Humør —”
„Hansen paastaar nu altid, at de, som overdriver sin Religiøsitet, er Hyklere og Kjæltringer —”
„Men det er noget Snak af Hansen,” afbrød Fru Blom.
„Ja, det var netop det, jeg vilde sagt,” ivred Fru Wleügel.
„Nej, men eksalteret, — ja, sligt er jo den rene Galskab, Du.”
„Det er nu for Resten besynderligt alligevel,” indvendte Fru Wleügel, „for der staar jo det, at vi Mennesker skal forarbejde vor Salighed med Frygt og Bæven uafladelig. — Det er jo en vigtig Sag, ser Du.”
„Men der staar ogsaa: „Værer altid glade,” Du,” sa Fru Blom overbevisende, „og Jesus selv gik i Bryllup, og Luther var med paa baade Dans og andet, saa Du ser, Birgitte, at der er nok af Steder at holde sig til.”
„Men det er nu ofte lidt vanskeligt” — svarte Fru Wleügel. — „Saasnart en er saa ulykkelig at bruge sin Forstand, gaar det rent rundt, ja ialtfald for mig.”
„Men saa har vi jo dette Ord om at gi Fornuften fangen under Troens Lydighed, Birgitte.”
„Ja, Du har nu altid været saa from, Du Emma — Ak ja, ak ja, — hvad er vi Mennesker — en faar gjøre, hvad der er Ret — —.”
„Aa, spil mere!” raabte Constance, da Mejer gjorde Mine til at rejse sig.
Pianoet stod inde i Dagligstuen paa skraa lige ved Døren til Kabinettet. Constance kunde se Tangenterne og den Spillendes Hode og Bryst. Hver Gang hendes Øjne faldt derhen, mødte hun Mejers Blik. Han begyndte straks paa noget nyt, da hun bad ham.
„Aa hør, Lorck, byt Skjærmen om,” bad Constance. — „Tag den store røde, som ligger inde paa Buffeten; denneher er saa kort, Lyset skjærer mig i Øjnene.”
„Lilleslem!” raabte Fru Marie, og kom løbende ind i Kabinettet. — „Sligt et Held, som Fallesen og jeg sidder i! Hvad bestiller I her?”
„Hører paa Musikken først og fremst,” sa Constance.
„Og instruerer om Spadille, Manille og Ponto dernæst” — tilføjed Lorck, som sad med et Spil Kort bredt ud over dét lille Bord, han og Constance havde mellem sig.
„Nu er det os, som skal sammen, Marie!” raabte Hansen.
En Stund efter gjorde Fru Wleügel sig færdig til at gaa. „Vær nu forsigtig om Foden din, Constance — jeg har endnu Mindelser om den Ankel, jeg vrikked for mange Herrens Aar siden. Doktoren vil, jeg skal gaa med Stok. Godnat, Godnat!”
„Gaa ind og vær femte Mand, Mor,” sa Constance, da Fru Blom havde fulgt sin Søster ud. — „Du er jo saa glad i en Whist. Ring, Mor vil være Femtemand!”
„Det skal være Slut paa Rummelen, siger Hansen,” raabte han tilbage og kom til Syne i Døren, „jeg faar dem ikke til at begynde paa en ny Rubber, de Tværdrivere.”
Hansen og Marie sa Godnat. Fallesen og Mejer gjorde Mine til at følge Eksemplet.
„Hvad Fanden, I har da vel ingen Hast,” sa Ring og puffed Løjtnanten ind igjen, hvor de havde spillet Kort. „Klokken er jo ingenting.”
Fru Blom fulgte Marie ud og hjalp hende Tøjet paa.
„Det var godt, vi kom til Kortbordet,” sa Fru Marie, „jeg kunde se paa Rikard, at han var temmelig oprørt. — Han er nu ogsaa fæl til at snakke, den Lorck.”
„Det undrer mig bare, at slige Fyre kommer til Folk,” svarte Fru Blom.
„Der er ogsaa mange, som taler om, at Ring lar Constance omgaas ham saa meget, — ja, for jeg skal sige Dig, han har saa løse Principer om Kjærlighed og alt muligt. — Og saa skriver han i „Dagbladet”.”
„Han vanker jo ogsaa hos Jer, Marie,” — sa Fru Blom med en lidt stram Mine.
„En sjælden Gang, Tante, i rigtig stort Selskab. — I Gaar var det nu Ring og Constance, som havde tat ham med.”
„Med Ring er han nu i Familie — ser Du.”
„Aa pyt, for den Sags Skyld! Nej, men han er morsom, skjønner Du. — Alle Damer er rent forhipne efter ham. — Det er nu i Grunden en Skam.”
„— Taler om Constance, siger Du.” Fru Blom havde set grundende hen for sig. — „Det er saamæn Ring, som altid vil ha fat i ham.”
„Ja, det vil han jo i alle, Tante.”
„Constance er sandeli