Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720. Første Del/Tilbageblik
Tilbageblik.
Den Oversigt, vi i det foregaaende have faaet over Enevældens Styrelse i forskjellige Retninger, har forhaabentlig klart vist, hvad den stillede sig som Maal. Det havde været, dels at udvikle og fæstne dens egen Magt, dels at arbejde Land Og Folk i Vejret, først og fremmest for at gjøre Staten stærk, men ogsaa med Tanken om Undersaatternes Vel i og for sig. Selvfølgelig havde der været nøje Sammenhæng imellem disse Hovedsider at dens Virksomhed; men hvor stærkt Kongernes Stræben efter at styrke Rigernes Hjælpekilder end hang sammen med deres Ønsker om at faa større Midler selv at raade over, hvor skinsygt de end vaagede over deres egen Magt, kan ingen uden den største Uretfærdighed frakjende dem enten fædrelandssindet Varme for Staten og Følelse af Pligt imod denne eller Syn paa, at de havde Pligter imod deres Undersaatter. Ligesaa lidt kan man miskjende, at de Mænds Virksomhed, der i det hele havde været Administrationens Bærere, giver mangfoldige Vidnesbyrd om Følelse for Statens og Folkets Vel. Den Mængde af Instruxer og Befalinger til Embedsmændene saavel som af Betænkninger eller Indberetninger fra disses Side, der enten haves trykte eller i endnu langt større Antal findes iblandt Arkivernes utrykte Aktstykker, viser dette klart. Man kan ikke sjælden føle en velgjørende Varme igjennem det stive, kjedsommelige og slet sammenhsengende Kancellisprog, der var ejendommeligt for Datiden.
De Midler, Regeringen havde brugt for at naa sit flersidige Maal, havde været af meget forskjellig Natur. Den havde samlet Magten og Storheden i Kongens Person med Fremhævelse af alt, hvad der kunde kaste Glans over Enevælden, medens alt fjærnedes, der i Fortidens Overlevering stred derimod. Store organiske Reformer vare blevne gjennemførte, hvorved Administrationen kunde blive saa stærk og centraliseret som muligt, og hvorved alle Regeringssager kunde faa en omhyggelig Overvejelse. Beskatningen var kommen til at hvile paa et simplere og paalideligere Grundlag end tidligere, og Lovgivningen havde faaet Enhed, Simpelhed og Klarhed.
Der havde fremdeles fundet en Omdannelse Sted af Forholdet imellem de forskjellige Stænder, ikke blot derved, at Adelen havde tabt sin gamle politiske Magt, men ogsaa idet den var bleven skilt ved sin Skattefrihed og andre store Forrettigheder. Det blev ikke mere Fødselen, men Kongens Vilje, hvoraf den Plads afhang, som man indtog i Samfundet, for saa vidt man stræbte ud over den jævne borgerlige Stilling; Rangvæsenet traadte op ved Siden af Adelskabet. Idet Kongen kunde bruge enhvers Tjeneste, efter som han fandt ham dygtig til den, var ingen Stilling i Staten principmæssig spærret for nogen.
Samtidig med at Enevælden ved at forøge Hær og Flaade vilde give Staten udadtil den Styrke, som den haardt havde savnet i den nærmest foregaaende Tid, og som den endnu stærkt trængte til, arbejdede den indadtil med Iver, dels paa at holde det materielle Arbejde i Gang, dels paa at udvikle det videre i flere vigtige Retninger. Værnet for denne Udvikling skulde en sikker Rettergang, en god Politiorden og bedre Sundhedsforhold være, og ligesom den holdt det for nødvendigt, selv blot fra Statens Standpunkt at fremme Folkets religiøse Udvikling i de givne statskirkelige Former, saaledes vilde den ogsaa, og det for en Del netop med Kirkens Hjælp, udvikle Tugt og sædelig Orden i Samfundet; alt skulde derfor saa vidt muligt bortfjærnes, hvad der kunde være Demoralisationens Støttepunkter, paa den ene Side en ødelæggende Luxus, paa den anden Side Fattigdom og Tiggeri. Med Tanken om at fremme alt dette grundede Enevælden paa mange Omraader en Række Institutioner, der have havt afgjørende Betydning for Danmarks og Norges Styrelse i den hele følgende Tid og i mange Henseender saaledes grebet ind i Livet, at deres Virkninger tydelig kunne spores i begge Lande den Dag idag. Enevælden, det er klart, har i de 60 Aar, hvorom her tales, ikke lagt Hænderne i Skjødet, og det har sin Interesse at se den Sammenhæng, der er imellem dens Behandling af Styrelsens forskjellige Grene, den Enhed, som man kan følge i dens Maade at tage alt paa.
Kunde vi blive staaende ved disse store almindelige Træk, vilde det blive et overvejende lyst Billede, vi vilde faa af Styrelsen, selv om vi kun lidt sympathiserede med forskjellige Enkeltheder i Kongernes Færd og Levevis og overhovedet ikke følte os imponerede af deres Personligheder. Men — for her slet ikke at tale om, hvor vidt det overhovedet var godt og ønskeligt i politisk Henseende, at Enevælden i den Grad blev drevet til sin yderste Spids, som det skete 1660 og 1661 — saa har selve Udviklingen af de Styrelsesgrundsætninger, vi i det foregaaende have fulgt, ladet os se alvorlige Skyggesider.
Som den stærke Fremhævelse af Kongedømmets ophøjede Glans let maatte friste til Smiger og Trællesind, saaledes forøgedes denne Fristelse ved den Vægt, der ganske naturlig blev lagt paa at vinde Yndest hos Kongerne personlig eller hos saadanne Mænd, der havde deres Øre. Hvor nødvendigt det end var, at Adelen styrtedes fra sin høje Plads, var det dog langt fra, at dette gav Sikkerhed for, at nu blot Dygtigheden kom til at gjælde. Der var Fare for, at Udueligheden vilde faa Lejlighed til at brede sig i Læ af Kongernes Yndest og Hofintriguer, og Rangvæsenet med sine forskjellige Grader af Fornemhed maatte let skabe et Forfængelighedsvæsen, der kun altfor godt gik sammen med Trællesindet.
Og saa den Mangel paa Evne til at røre sig frit, der maatte blive en nødvendig Virkning af Enevælden! Naar allerede Tilintetgjørelsen af, hvad der var levnet af Selvstyrelse, viser os det, saa træder det endnu stærkere frem, idet Kongerne, som vi have set, gjennemførte en Styrelse, der ved idelig at lade Tvangen følge Beskyttelsen i Hælene og ved sine Regulativer om stort og smaat indtil Yderlighed ordnede al Virksomhed fra Undersaatternes Side. Vi have set den Mistro til det frie Arbejde, der laa bagved dette, drive dem til i Landboforholdene for Danmarks Vedkommende at udvikle disse videre paa den fra Fortiden givne uheldige Grund saaledes, at der skabtes et for Bondestanden truende Afhængighedsforhold mellem dem og Herremændene. Ved Handel og Haandværk støttede den samme Mistro Gjennemførelsen af et strængt Lavsvæsen med alle de Kjævlerier, som vare en naturlig Følge deraf. Dette i Forening med Opfattelsen af, at der burde vaages over, at Fortjenesten ved Arbejdet blev saa ligelig som muligt, maatte let kunne sætte Skranker for Foretagelsesaanden, og det strængt overholdte Beskyttelsessystem paalagde den store Del af Befolkningen et alvorligt Tryk til Gavn for en lille Kreds Industridrivende og Kjøbmænd.
Reguleringsaanden førte endelig Enevælden til idelig at gribe ind i Folks daglige Liv, langt ud over, hvad ydre Orden og nødvendigt Hensyn til Sædeligheden krævede, den vilde hovmesterere over, hvorledes Folk brugte deres Penge, fastsætte, hvorledes de skulde gaa klædte, hvor mange Gjæster de maatte have, hvorledes de skulde lade sig begrave o. s. v. Intet Under, at den da ogsaa stræbte at regulere, hvad Folk skulde tro, og hvad de skulde tænke, eller i det mindste, hvad de maatte læse og skrive. Statskirken og Censuren slutte sig som fuldstændige Paralleller til alle de øvrige Tvangsbestemmelser. Der laa i alt dette Farer, som truede Udviklingen af et frisk, natnrligt Liv hos Folket.
Vi have vistnok set, at Ansvaret for disse Ensidigheder og Skyggesider langt fra uden videre kan væltes over paa de souveræne Konger. Som Adelsvældens Tid havde kjendt Statskirke og Censur i den videst tænkelige Grad, saaledes havde Beskyttelse og Tvang raadet paa det materielle Omraade, Bonden havde af Hensyn til Herremanden ikke kunnet røre sig frit i sit Arbejde, Lavsvæsenet havde hersket i Byerne, og Statsmagten havde stræbt at fastsætte Folks Maade at leve paa, deres Maaltider og deres Klædedragt. Under en tilsyneladende fri Forfatningsform var der paa alle Punkter af Samfundsordenen Træk af Tvang, der pegede hen imod Enevælden som deres Konsekvens. De havde for en stor Del ingen Mening, naar der ikke var en kraftig Statsmagt for oven, som kunde skaffe dem Gyldighed. Det var ikke blot ved Udbredelsen af visse statsretslige Doktriner, at Enevældens Indførelse var forberedt, men hvor forskjellig den end var fra den Forfatning, som den fortrængte, hvor stærkt den end maatte omdanne den hele Styrelse, kunde den bygge paa meget, der allerede var foreskrevet, paa Forhold, som længe havde havt Gyldighed, paa Grundsætninger om Ordning af Handel og Vandel og om Statsmagtens Myndighed overfor den enkelte, om hvis Rigtighed ingen havde Tvivl og som ganske stemmede med dens eget Væsen. Overgangen fra den tidligere Tid til Enevælden har derfor i de Forhold, der laa den overvejende Del af Befolkningen nærmest, været langt lettere, Springet ulige mindre, end man tænker sig, naar man blot ser paa Forfatningens Form. Oven i Kjøbet fulgtes lignende Grundsætninger rundt omkring i de fleste europæiske Lande med Hensyn til Statsmagtens eller andre Autoriteters Myndighed overfor den enkelte Statsborger.
Men derfor er det dog lige godt klart, at Enevoldskongerne med Iver have grebet, hvad der laa rede for dem, og stræbt at gjennemføre det endnu mere. Det hele Reguleringsvæsen har ogsaa ligesom faaet et skarpere Præg ved den royalistiske Stemning, der indtil Yderlighed udviklede sig under dem og næredes af dem.
Det Billede, vi have søgt at danne os af Enevældens Regeringssystem i dens første 60 Aar, er imidlertid ingenlunde tilstrækkeligt til, at vi deraf kunne gjøre os en Forestilling om den Betydning, dens Styrelse har havt for den senere Tids Historie. Vi kunne ikke blive staaende ved at se, hvad den har stræbt at naa. og hvilke Veje den har fulgt for at komme til sit Maal, det er ikke nok at følge dens Forordninger og Bestemmelser i de forskjellige Retninger; vi maa tillige fæste Blikket paa, hvorledes det gik med Gjennemførelsen af det, den fastslog, og med dens Kamp imod de Vanskeligheder, som paa mange Punkter optaarnede sig for den, hvor vidt Kongerne ifølge deres Personligheder vare skikkede til at udføre den Gjerning, de havde paataget dem, kort sagt, i hvilken Grad det lykkedes Enevælden at løse de Opgaver, den havde stillet sig. Paa enkelte Omraader, særlig hvad Forsvarsvæsenet angik, vil dette vistnok være klart af, hvad der allerede er blevet udviklet. Fremstillingen har naturlig ført dertil, det vilde ellers have været nødvendigt, at splitte det fra hinanden, der hører sammen. Men det meste og vigtigste, som i saa Henseende har Betydning, staar endnu tilbage. Det vil blive Opgaven for det andet og sidste Bind af dette Skrift at fremstille dette, at vise, hvor vidt Enevoldskongerne i det her omhandlede Tidsrum naaede at vinde Styrke for dem selv og Staten, hvilken Arv de i saa Henseende efterlod den følgende Tid.