En Rejse i Rødkarenernes Land

by Jens Kristjan Knudsen, med forord af Heinrich von Nutzhorn

J. K. KNUDSEN:
EN REJSE L RØDKARENERNES LAND.
MED ET FORORD AF H. NUTZHORN

SAMT BILLEDER, KORT OG ET FACSIMILE.

En Rejse I Rødkarenernes Land.

SÆLGES TIL FORDEL FOR MISSIONEN I BAGINDIEN.

KJØBENHAVN.
FORLAGT AE Y. PONTOPPIDAN.

1889.

Konrad Jørgensens Bogtrykkeri i Kolding ved H. P. Warberg.

Forord.

Nærværende lille skrift har præsten Knudsen i sommer sendt fra Indien hjem til Danmark for at få det trykt. Da imidlertid adskillige af dets læsere rimeligvis ikke har haft lejlighed til tidligere at sætte sig ind i de her omhandlede forhold og begivenheder, har jeg ment, det var rigtigt at forudskikke nogle oplysende bemærkninger.

Englænderne ejer vel nu omtrent en tredjedel af Bagindien. Når fraregnes handelsbyen Singapoore på en ø syd for halvøen samt distriktet Malakka med hovedbyerne Pulo Pinang og Malakka, udgør Englændernes bagindiske besiddelser hele det tidligere kejserdømme Burma eller Birma, som de stykkevis har tilegnet sig efter tre heldige om end ofte besværlige krige.

Burmeserne måtte nemlig 1826 afstå Englænderne de to store provinser Arakan og Tenasserirn; 1853 måtte de opgive deres frugtbare og for handelen så vigtige provins Nedre-Burma, hvor de tre hovedfloder Irawaddi, Sittang og Salvin udmunder; og endelig 1885 tog Englænderne hele resten, nemlig Øvre-Burma tillige med de Shan-stater, der hidtil havde Været skat

Kort over Bagindien

skyldige til Burma. Burma blev udslettet af de selvstændige staters tal, og kejser Thibav blev indespærret i et forindisk fængsel.

Men mellem Nedre-Burma, Øvre-Burma og Shan-staterne ligger der vest for floden Salvin et höjland, hvor de frie Rød-Karéner bor og endnu har bevaret deres uafhængighed (se kortet foran).

Mange andre af Karénfolkets stammer og klaner bor i forskjellige egne — mest bjergegne — i provinserne Tenasserim, Nedre-Burma og det sydlige af Arakan, og har fra langt tilbage i tiden været undertvungne af Burmeserne, så at de nu, lige som disse deres tidligere herrer, selvfølgelig er blevet engelske undersåtter. Kun ene og alene Rød-Karénerne — således kaldte efter deres klædedragts mest fremtrædende farve — er som sagt endnu deres egne herrer, men deres høvdinger ligger idelig i indbyrdes kiv med hinanden, ligesom de også har bestandige fejder med Shan-folkene, der bor nord og østen for dem.

Disse tre folkefærd i det vestlige Bagindien, Burmeser, Shaner og Karener, er indbyrdes meget forskjellige fra hinanden.

Burmeserne har en forholdsvis ikke ringe kultur, en i flere retninger udmærket industri, en særegen bogstavskrift, der med lidt ændringer har vundet indgang hos andre bagindiske folkeslag, en slags literatur og en ejendommelig bygningskunst. Deres religion er, ligesom Kinesernes, den buddistiske. Shan-folkene, som fra gammel tid har stået dels mider Burmas, dels under Siams overhöjhed, indtager et meget lavere kulturtrin end deres undertrykkere, men er ligesom dem buddister; flere af dem synes at have anlæg som handelsfolk.

Karenerne står gennemgående på et endnu lavere trin end Shanerne. Flere af de Karen-stammer, der bor inde i Burma, har dog optaget Burmesernes sæder, skikke og buddistiske tro, hvilket især er tilfældet med nogle af dem i Tenasserim samt i Rangoon- og Basein-distriktet; enkelte har også af Burmeserne lært noget industri som silkevævning, f. ex. Brækata-Karénerne sydøst for Toungoo. Der er desuden nogle stammer i Toungoo distrikt og længere syd på, hos hvem den amerikanske baptistmission, den romerskkatholske, den methodistiske og andre missioner har begyndt at finde nogen indgang. Medens sådanne Karen-stammer må regnes til dem, der er lidt mere fremmelige end de øvrige, er der derimod andre stammer, der så at sige står på menneskeslægtens laveste kulturtrin, som de sløve Wewa-Karéner og de rovgridske Tsåko-Karéner med deres giftige pile. Spørges der særlig om Rød-Karénerne, må det vel siges, at de indtager et mellemstade; dog er dette kun at forstå sammenligningsvis med andre Karener, så at det bestandig må haves i erindring, at i det hele taget hører alle Karener til de særdeles usiviliserede folkefærd.

Knudsens beretning i nærværende lille bog handler jo, som tittelbladet viser, om en rejse i de uafhængige Rød-Karéners land. Jeg skal derfor i korthed omtale dette folk. Først deres ydre.

Rød-Karénerne bruger, lige som så mange andre usiviliserede folk, en stor mængde prydelser og smykker; men deres klædedragt anvendes der ikke meget arbejde på; den tager sig imidlertid dog særdeles godt ud. Mændene bruger korte, buxer af rødt töj med smalle lodrette sorte og hvide striber i. Såfremt det er koldt, svøber de sig i et hvidt tæppe, der er lidt rødstribet, og som for resten om natten bruges til sengetæppe. På hovedet bærer de en lyserød turban, og dermed er hele dragten færdig, når blot tilføjes, at de går med sølvringe om håndleddene- og i ørene; de sidste kunde på grund af deres form gerne kaldes øredråber. løvrigt har de på ryggen eller over skulderbladene en tatovering, der rimeligvis skal forestille den opgående sol. Kvindernes maleriske dragt er ogsaa i høj grad ukunstlet. Der bruges ikke engang syning til den; thi den består kun af nogle store firkantede stykker töj. Det ene bliver ved hjælp af et kæmpemæssigt glasperle- og metalpladebælte fastgjort omkring livet som et slags skjort; det andet, der næsten tager sig ud som en romersk toga, bliver ved de to hjörner bundet op over den höjre skulder, men gerne således, at den venstre arm er fri; det tredje bæres på armen som et løst sjal, eller også bindes det om livet. Af de to sidstnævnte tæpper er som oftest det ene rødt, det andet sort; undertiden er begge røde. På hovedet bærer kvinderne en stor sort turban, kantet med rødt bånd og med røde frynser; turbanen er bundet om hovedet på en måde, så den for oven danner et tårn. Om halsen hænger en lang kæde, dannet af sølvstænger eller pengestykker, og desuden et dusin eller flere perlesnorer. I ørene har de ligesom mændene sølvringe, men tillige sølvøretolde, der er en tomme eller mere i gennemsnit, men hule;; disse tolde stikkes ind i et hul i ørelapperne, der på grund af ringenes vægt ofte er så lange, at de næsten kan nå til skuldrene. Ganske særegent for kvinderne er, at de lige neden for knæerne bærer store bånd af glasperler og om anklerne store sølvringe.

Rød-Karénernes land deles i Vest-Karenni, som er den mindre part, og Øst-Karenni, som er den største. De vestlige rødkarenske høvdinger, og deriblandt høvdingen Pobia, som oftere i det følgende vil blive omtalt af Knudsen i hans dagbogs-optegnelser, har længe været forbundsfæller med Englænderne ifølge en traktat, der er sluttet for over en menneskealder siden. Derimod har de østlige under deres trodsige og snedige høvding Sålapåh (Sawlapaw) længe været bitre fjender af Englænderne og er vrede på deres egne vestlige stammefrænder, fordi disse har indladt sig på den omtalte engelske forbundstraktat.

Kristelig mission har, som foran sagt, i lange tider været i gang blandt de karénske stammer, der bor inde i Burma under engelsk regimente; men blandt Rød-Karénerne er den først begyndt for få år siden, og det er nogle unge nidkære danske mænd, som her har taget gærningen op. En fynsk husmandssön, Hans Povlsen var ophavsmand dertil, og efter flere års uddannelse drog han tillige med en anden ung Fynbo, Hans Jørgen Jensen, i efteråret 1884 fra Danmark til Bagindien, hvor de i november gik i land i Rangoon og drog derfra op til Toungoo ved Sittangfloden (se det store kort). Efter at have bygget dem et hus »Solbakken« uden for byen Yaddoo tæt ved vestgrænsen af Rød-Karénernes land arbejdede de her et år ihærdigt på at lære det rødkarénske sprog og sætte sig ind i forholdene. I februar 1886 drog de med høvdingen Pobias minde ind i hans hovedstad, der har samme navn som ham selv, Pobia; og her fik de en byggeplads, hvorpå de opførte et bambushus af samme slags som de indfødtes; men allerede den 8. marts døde Hans Povlsen. H. J. Jensen, som nu i den fremmede hedningeverden stod ene og dybt bøjet af sorg, drog tilbage til Toungoo og Rangoon, men rejste dog atter op til Pobia inden den sommers regntid begyndte.

Ved budskabet om Hans Povlsens død havde imidlertid meldt sig en ny arbejder til Karen-missionen, nemlig Jens Kristjan Knudsen. Da det er ham, som er forfatter til den efterfølgende rejseskildring, vil man vel finde det naturligt, at jeg meddeler noget nærmere om denne mand og hans færd uden iøvrigt at komme ind på videre omtale af de øvrige danske Karen-missionærer ved denne lejlighed uden i forbigående. Han er født 1859 i Tvis ved Holstebro og er søn af en bygningshåndværker og husmand, der 1872 drog til Amerika og i løbet af et par år efterhånden fik hustru og børn over til sig. Således har Jens Kristjan Knudsen, fra han var 15 år gammel, levet der ovre og arbejdet med sine hænder ved håndværk og agerbrug, navnlig i Gowen i Michigan, hvor den gang Hans Povlsens sødskendebarn, Hans Jørgen Pedersen var dansk præst. I denne danske menighedskreds fandt han hende, der siden skulde blive hans hustru, en sællandsk pige, Sofie Hansen, som allerede var kommet til Amerika med sine forældre, da hun kun var 1½ år gammel.

Hos Knudsen vågnede tidligt tanken om at blive dansk præst for sine landsmænd hist ovre, og med dette mål for øje tog han foreløbig i efteråret 1882 på Ashland højskole i Michigan, hvis stifter og forstander var den forannævnte præst H. J. Pedersen. Det følgende efterår rejste han til Danmark og tilbragte vinteren på Vallekilde højskole, hvorfra han i foråret 1884 kom til Askov og var her i sommerens løb jævnlig sammen med Hans Povlsen, inden denne rejste til Indien, og var fremdeles elev her den følgende vinter 1885—86. I foråret 1886 fik han sin fæstemø fra Amerika til Askov höjskole. Så var det som sagt, at det sørgelige og uventede budskab om Hans Povlsens død nåede her til, og det varede ikke længe, før han blev enig med Sofie Hansen om, at de begge to vilde drage til Bagindien og tage Hans Povlsens Gjerning blandt Rød-Karénerne op, sammen med Hans Jørgen Jensen. Den 3. august holdt han bryllup og blev den 22de i samme måned præsteviet, hvorefter de i november sejlede med et skib fra London til Bagindien og havde i følge med sig en søster til Hans Jørgen Jensen, Anna Jensen, der forinden havde gjennemgået et kursus i sygepleje.

De kom den 11. Desember (1886) til Rangoon, hvor H. J. Jensen tog imod dem, og mens kvinderne foreløbig blev i Rangoon, drog de to mænd alene op i landet og ind i Vest-Karénni til Pobia, hvor de ankom i de første dage af Januar 1887, og efter at have gjort deres bamhushus i stand til beboelse, hentede de kvinderne der op d. 5. april. Således var de nu i alt fire personer til missionsgerningen der inde.

Det blev en stræng tid for dem. De var ikke tilstrækkelig udrustede med det fornødne til den usunde regntid, og boligen var ikke god, hvorfor de alle blev syge. Den 10. september døde Knudsens førstefødte kun fire måneder gamle Tora. Den 4. oktober døde Anna Jensen. Råde Jensen, Knudsen og dennes hustru var jævnlig sengeliggende.

Høvdingen Pobia havde ved denne tid fejder med Shan-høvdingen i Mobye mod nord (se kortet) og med sin østlige rødkarénske nabohøvding Sålapåh, hvortil kom, at nordligere og vestligere liggende egne foruroligedes af idelige røveriske overfald. Dette gav anledning til, at Englænderne sendte en militærstyrke til disse egne for om muligt at bringe lidt ro til veje samt stifte fred mellem høvdingerne. Efter Pobias opfordring lovede Knudsen, skönt endnu ikke helbredet, dog at følge ham i de første dage af desember til et møde med de engelske udsendinge for at tale hans sag hos dem. Pobia fik da også ved engelsk mægling sluttet en fredstraktat med Shanhøvdingen i Mobye, men ikke med Rød-karéneren Sålapåh, der unddrog sig fra enhver sammenkomst med Englænderne*^[1]).

Vore missionærers sundhed havde fået et knæk, så de alle tre — Knudsen hans hustru og Jensen — måtte bryde op ved nyårstid 1888 og prøve, om de kunde samle kræfter i Toungoo, den nærmeste större by i Burma.

Imidlertid kom i februar en ny udsending fra Danmark til Karen-missionen, nemlig sygeplejersken Andrea Gehlert, en husmandsdatter fra Lindknud sogn i Ribe amt; og da Hans Jørgen Jensen trods sit ødelagte helbred ikke kunde få ro på sig i Toungoo, men higede efter at få missionsgerningen blandt Rød-Karénerne genoptaget inden regntiden, besluttede Andrea Gehlert at ledsage ham ind til Pobia. Han var dog for svag til denne anstrængelse og døde på rejsens syvende dag den 11. april. Således havde gerningen blandt Rød-Karénerne allerede krævet ikke mindre end 4 offre; nu var begge de to mænd døde, som fra først af havde sat sagen i gang, og desuden Jensens søster og Knudsens lille datter.

Knudsen og hans kone var som sagt denne gang ikke dragne med op i landet, men var blevne tilbage i Toungoo, hvor de opholdt sig hele regntiden; det lod til, at manden havde vanskeligere end hans kone ved at komme til kræfter igen. Andrea Gehlert drog ned til Rangoon, hvor hun indtil videre fik plads ved et børnehjem.

Ved regntidens ophør om efteråret, i oktober 1888 ankom imidlertid en ny dansk mand til landet, nemlig den 40 årige Fynbo Rasmus Madsen, som på egen hånd og egen bekostning var rejst der over for at hjælpe til ved Karen-missionen. Knudsen ønskede da på ny at prøve på med denne mands ledsagelse at rejse ind og genoptage missionsgerningen i Pobia, skønt ikke blot hans helbred endnu lod meget tilbage at ønske, men også urolighederne i Karénlandet var tiltagne således, at Englænderne nu for anden gang sendte en militærstyrke ind til disse egne. Begge missionærernes afrejse måtte dog opsættes, indtil Knudsens hustru i desember havde født sit andet barn, der blev døbt den 23. desember med navnet Agnes. Derefter brød de op fra Toungoo juleaften (1888).

Det er denne sidste rejse, Knudsen har skildret i de efterfølgende uddrag af hans rejsedagbog. Det bemærkes, at kortet over Rødkarenernes land og naboegnene er udarbejdet efter en tegning af Knudsen. Billederne er derimod tilföjede uden foranledning fra Knudsens side, men efter opfordring fra forlæggeren til mig. De vigtigste af dem er udførte efter fotografier der ovre fra. Med den foran nævnte engelske militær-expedition 1887 fulgte nemlig en fotograf, som tog disse billeder på stedet, og exemplarer deraf blev kort efter sendte mig fra Hans Jørgen Jensen, der allerede tidligere havde sendt kong Pobias burmesiske brev i original. De øvrige billeder er udførte af V. Jastrau efter studier i Københavns bibliotheker og i det etnografiske museum, ligesom også bogens udstyrelse skyldes ham.

Askov, i september 1889.

H. Nutzhorn.

En Rejse
i
Rød-Karénernes Land

Ved foden af Leichtho bjærgene.

Juleaften 1888.

Nu kom vi da så på rejsen til Pobia alligevel, og det endda oven i købet lille juledag. For 3 dage siden kom de mænd (coolier) fra Yaddo, som jeg fik sendt bud efter. Rasmus Madsen havde opgivet dem, og jeg begyndte at frygte for, at de ikke vilde komme. Men så kom de dog, og glade blev vi. Sofie, ja hun var også glad ved at de kom, om end ikke så glad ved, at jeg skulde rejse. — — — Nå, jeg fik så travlt med at pakke ind i lørdags, ti der var naturligvis ikke tale om, at vente til efter jul, vi er nød til at gå, når vi kan få folk til at følge os.

Så kom søndag, det var igår; da holdt vi gudstjeneste sammen, barnedåb og altergang.

Som sædvanlig i denne tid havde vi det også temmelig koldt i morges og en tung tåge, som vist er usund. Om morgenen kan man nok blive mindet om, at det er ved vintertide og lige ved jul, men når solen så om eftermiddagen brænder en på ryggen, som skulde man steges, så er det vanskeligt at holde sig fortrolig med tanken, at nu er det jul. Folk er gruelig forfrossen af sig her ude i denne tid. Vi kom igennem en hel del burmesiske torper i morges. Alle vegne sad der folk ude under husene og varmede sig ved en ild. Selv hundehvalpe og bøffelkalve holdt sig til ilden, så nær de kunde.

Vi nåde her til foden af den første bjærgkæde øst for Toungoo og Sittang-floden lige til aften. Det er en stræng dagsrejse her til. Rasmus går på sine ben, det holder han nu mest af —, jeg har hesten »Jæppe« med. Han blev temmelig træt og kronjer (hvrinsker), fordi der ingen græs er til ham. Men han dojer det nok, når han bare får dygtig »paddy« (uskallet ris).

Her har vi et godt hus at sove i inat. En eller anden rigmand har ladet det bygge til herberge for rejsende. Jeg har holdt juleprædiken for vore mænd. Den var ikke ret lang. Jeg fortalte dem om ham, som kom her ned til vor jord og blev menneske, for at vi skulde vorde Guds börn. Jeg er jo endnu ikke i stand til på det rødkarenske tungemål at sige så stort, og kan heller ikke nær forstå alt, hvad de siger til mig. De forstår alle rødkarénsk; vi har ni, og deres navne er: Pre-rö, La-væ, Lå-rö, Ka-rö, La-du, Ih, La-rwæ, La-jå og Bja-rö. Pre-rö er fader til La-væ ; de er Rødkaréner og siger, at når der blir fred i landet, vil de flytte der ind at bo igæn. For en 3—4 år siden brændte høvdingen Lu-så-åh deres landsby, og da flygtede de til Yaddo.

Ka-så-blå, juledags aften 1888.

Atter en dag gået, og en dag er vi nærmere vor rejses mål. Først i morges havde vi jo Leichtho bjærgene at komme over. Det forekom os ikke så koldt, som igår, skønt vi var höjere til vejrs, og tåge havde vi ikke. Men da vi kom et stykke op ad bjærgene og kunde se ud over Sittang-dalen, kunde vi se, dér var tåge; den så ud som en tyk, hvid sky. Tågen der nede i dalen er vist skyld i, at man dér føler det så koldt om morgenen, indtil solen ret kommer op og jager den væk. — Ja her nede har vi tåge, først når vi kommer »op«, forsvinder den.

I Leichtho var jeg inde at besøge »herredsfogden«. Han er en Sgau-Karén, men kan tale lidt rødkarénsk, så vi kan nok snakke sammen en smule. Han havde betændelse i øjnene, og jeg gav ham lidt øjenvand til dem. Til gengæld gav han mig et stykke oksekød.

Denne torp, Kasåblå, hvor vi standser i nat, er katholsk; folk er venlige og har ladet os få lov at sove i deres kapel. Det er af bambus og meget lille. Jeg sidder ved alteret og skriver dette. Alteret er også af bambus. På dets bagerste side er opstillet en bambusramme med et stykke rødt klæde i. På klædet er ophængt et lille olietryksbillede af Herrens korsfæstelse. Men denne torp har ellers den mærkelighed for den danske Karen-mission, at det er her, Hans Jørgen Jensen ligger jordet. Ja, det er da et lille stykke uden for byen. Jeg var blandt de forreste, da vi kom her i aften. Straks spurgte jeg en mand, om han vidste, hvor »tsara Joha« ligger jordet. Jo det vidste han da godt, han havde selv kastet graven. Så sendte han en dreng med mig der hen. Jeg havde ventet at finde et kors på graven, men der var intet. Den ligger inde mellem nogle buske, og ingen skulde ane, at her ligger et menneske jordet. En ganske ubetydelig sænkning i jorden er det eneste, som med en smule sikkerhed viser, hvor Hans Jørgens hvilested er. Det var underligt for mig at stå der ved hans grav. Dog Gud ske lov, fordi jeg tör tro, at vi skal mødes igen dér, hvor ingen sky eller skygge skiller, hvor kun fred og glæde har hjæmme.

Yaddo, den 26. desember 1888.

Jeg lejede en mand i aftes til at sætte et hegn omkring H. J. Jensens grav. Det var den samme mand, som sagde, at han selv havde kastet graven. Jeg gav ham 5 rupier for at gjøre det, så meget forlangte han; men så lovede han også at gjøre det allerede i morgen, så jeg håber, det er lavet, inden jeg atter rejser ned fra Pobia.

I formiddags, da vi skulde spise davre, tog jeg sængen hen, hvor vi skulde sidde, for at vi kunde bruge den som stol. Den mand, som bærer den, fulgte efter mig. Jeg satte sængen ned for ved maden. Inden jeg kom videre, sagde manden til mig: »Gå uden om, du må ikke skræve over«. Han var ræd, jeg skulde trine over den stang, som han bærer sængen på. Jeg kunde ikke straks forstå, hvorfor, men så var der en anden, som forklarede mig det.. Manden er om i sine skuldre af at bære, og så er det ikke godt, at nogen triner over byrden. Jeg spurgte forgæves efter, hvorfor det ikke var godt. Men jeg tænker, de har den sære mening, at byrden derved let kunde blive tungere, som om der var fare for, at noget af min vægt skulde sætte sig fast paa stangen og blive siddende, så han kom til at bære noget af mig. Ja det tænker jeg nu bare, ti det eneste svar jeg kunde få ud af dem var: »det er ikke godt«. Dermed måtte jeg lade mig nöje. Og måske var man ikke i stand til at give mig noget bedre. Det går vist tit sådan, at oprindelsen til sådanne overtroiske meninger er gået ad glemme, så man véd kun: »dette er godt, dette er ikke godt«. De »gamle« har sagt sådan og sådan, og de unge tror det er sandt; de ser op til de gamle med ærbødighed, en hel del, — derfor gælder det for os om at vinde de gamle, for da tör de unge meget snarere lade sig vinde.

Vi nåde her til Yaddo omtrent Kl. 3, og i morgen skal vi nok videre, lader det til. Vi bor hos La-ma, den mand, som sendte os coolierne, han er ret flink og vilde have os til at bo hos sig, ellers havde vi gået hen i skolen. I fjor var han med den baptistiske præst Mr. Bunker inde i Pobia; da var han meget syg, og mens Bunker var andre steder henne, plejede Sofie og jeg ham. Det kan han vist huske.

Den 27. desember 1888.

Vi kom afsted fra Yaddo i god tid i morges. Jeg forærede vor vært en tröje og en dåse condenced mælk. Den ene venlighed er jo den anden værd. Han talte om at det var koldt, og jeg kunde nok forstå, at han vilde blive glad ved en tröje. Vi så ellers ikke stort til Yaddo folkene; de plejer ellers at flokkes om os, når vi kommer der. Kan ikke vide, hvad der er i vejen med dem. De, vi så, var for resten venlige nok. Den baptistiske lærer Dadi er inde i Pobia at købe heste, hedder det sig. Måske møder vi ham på vejen, måske ser vi ham der inde i Pobia. Jeg tror nu ellers han har andet for end at købe heste, for jeg så to andre heste henne under hans hus, og dette er én flere, end han har brug for. — Vi kom forbi Solbakken i morges. Ja Solbakken, men ikke Solbakkehuset, som Hans Povlsen og H. J. Jensen byggede, for det er der ikke mere. Grunden ligger der endnu; den gider ingen rokke ved, da den er sat op af sten; den får vist lov at ligge, så længe jorden står, men tømmeret, brædderne og alt det øvrige af huset er væk, ikke en pind er lævnet. Nogle af vore mænd sagde mig, at »vor lærer« (Dadi) har været mester for dette stykke arbejde — at stjæle Solbakkehuset. Det er Hans Povlsens og H. J. Jensens arbejde han har røvet. Det er sagtens også deres missions arbejde han nu er inde i Pobia at røve — om han kan. Gud råder vel for, hvorvidt det skal lykkes ham. Men grunden lader han nok ligge lige som hist ved Solbakken. Grunden gider de ikke rokke ved, de mener ikke det er umagen værd. Men på den grund, som de ringeagter, vil vi med Guds hjælp bygge, og det, så det skal kendes, at den er god, — ja bygge paa »Jerusalem det ny«, og Gud vil sikkert bygge med os.

Så længe og for så vidt baptisterne kun virker for det samme som vi: at få kristnet Gajafolket, vil Gud vist være med dem, men jeg tror han vil være imod dem, når og; hvor de virker imod os. Dog, måske har han en anden opgave for os end at virke blandt Rødkarénerne, og i så fald vil han vel også vise os det; men endnu synes jeg, at kaldet lyder der inde fra.

Rasmus Madsen har i dag fat syet sig et par rødkarénske bukser, hvori han agter at holde sit Indtog i Pobia. Tojet til dem købte han i Yaddo for 12 annas (1 krone), og i dag har han syet dem, når vi har holdt hvil. Et par af vore mænd har hjulpet ham og vist ham, hvorledes det skulde være.

I aften er vi ikke i hus, men ligger på en rismark. Ras

Kristne Padown-Karéner (efter fotografi).

mus og jeg har jo vort telt — men vore mænd har da også tag over sig. De har sat nogle pinde i jorden og lagt nogle stænger over dem. Og der oven på har de lagt noget rishalm. Det er koldt nok her. Skoven er ikke mere så frodig på dette sted, som den vi kom igjennem i går og de foregaaende dage. Bjærgene er mere nøgne og klippeagtige, nede mellem dem er der hist og her ikke ubetydelige dale med rismarker.

Yaddo, den 28. december 1888.

I dag, da vi gjorde holdt for at koge og spise davre, kom læreren, Dadi, fra Yaddo. Jeg spurgte ham, om han så havde fat kjøbt heste. Han svarede lidt forbavset: nej, som om han undredes over spörgsmålet. Han sagde, at han havde været omkring at prædike især mellem Padown-folket, men han havde da også været i byen Pobia. Han lod ikke til at være stolt af sin tur: »Folk vil ikke tro,« sagde han. Det er vel ikke til at undres over, om han ikke sådan uden videre kan få folk til at tro, fordi han kommer rejsende engang og holder en dommedagstale til dem. Det blir vist næppe til noget, uden at vi lever blandt folket og ved den daglige og idelige påvirkning ved samlivet kan få indflydelse på dem. Når vi først kan få vundet deres tillid og agtelse i det små og i det timelige, da får de vel også tillid og tro på ordet om det store og evige, som vi får nåde til at føre. Desuden tror jeg også, at når vi ellers kan tale deres mål ordentligt, de snarere fæster lid til, hvad vi siger, end til hvad en af deres egne kommer rendende i ny og næ og fortæller dem.

Vi har ilet i dag og befinder os nu kun en halv dags rejse fra byen Pobia. Atter i nat ligger vi på en rismark. Nogle af vore Mænd er gået hjem til deres torp, som ligger en mils vej her fra. Resten er hos os. Der er noget helt forfriskende ved en sådan rejse som denne, især når man har en hest at sætte sig på, når man er træt af at gå. Men alligevel er jeg glad ved, at vi nu er så nær rejsens mål.

Her oppe, hvor Skoven er så tynd og ubetydelig, brænder solen temmelig meget, så jeg føler mig ikke altid helt godt ved det. I dag har vi passeret en strækning af fyrreskov. Den er rigtignok tynd og træerne ikke ret store sammenlignet med vore »pines« i Michigan. Klimaet er sagtens ikke det bedste for fyrretrær, jeg tænker det er for varmt og tort det meste af året for den rette slags. At den i det hele taget kan gro her, ligger vel i, at det er godt til vejrs, vel en 5000 fod over havet. Tillige er det jo også lidt mod nord. Der findes nok ellers ikke så lidt fyrreskov i Burma.

Pobia, den 30. desember 1888.

Vi nåde her til byen Pobia i går middags — styrede vor gang til vort gamle hus. Det er i bedre stand, end jeg havde ventet. Taget er nok lidt hullet, men ikke værre, end vi sagtens kan bo her for en kort tid. De brædder, som Hans Jørgen Jensen fik købt i fjor, og som kong Pobia lovede at få båret ind i huset, efter vi var rejste, lå kont her uden for endnu. Om de har taget videre skade af regnen, véd jeg ikke; de ser da ikke ud til det. Desuden ligger her 5 store husstolper og en sjætte et stød nord her for på vejen; disse kan vi måske bruge i det ny hus, som

Kong Pobia og hans følge (efter fotografi).

vi skal se at få bygget. En del af jorden har kong Pobia dyrket i vor fravær; det er vist mest bomuld, han har avlet på den.

Kongen sendte bud efter mig, da han hørte, vi var kommen. Jeg gik så op til ham med et brev fra den ostindiske regerings Chief Commissioner i Toungoo. Kongen tog meget venlig imod mig og rakte mig hånd. Mo-pæ, den indfødte baptist lærer, som har været her, siden vi rejste, skulde; så straks i lag med at læse brevet og oversætte det for kongen. Det indeholdt et svar på et, som kongen havde skrevet angående den krig han havde havt med Mobyé sidste regntid.

Fem okselæs af det gods, som Hans Jørgen sendte her ind i fjor, kort for han selv rejste fra Toungoo, kom den gang her til Pobia og blev sat ind Mopæ's hus. Så længe han selv boede der, stod det der godt nok; men mens han har været i Toungoo, har der været tyve i det — hvad kunde man vente andet, da det stod der i et hus uden döre. Hvad de har taget, véd jeg ikke; Mopæ siger, at der var omtrent 100 pd. sukker, som de har taget, men desuden meget andet. Kongen var meget ked af det, lod det til; men han vidste naturligvis ikke, hvem der har taget det. Han bad mig om at gå hen og se lævningerne. Foruden tyvene har der også været rotter i det, så alle Andrea Gehlerts klæder er ødelagte af disse skabninger, som vi har så stor overflod af her i landet.

Dronningen bad mig også at gå op og se på det töj af vort, som vi satte ind hos hende i fjor, da vi rejste til Toungoo, for rotterne har også været i det. Jeg bad hende om, at det måtte få lov at stå et korn endnu, indtil vi får hus bygget. Ja, det måtte det da så gærne, sagde hun, men hun havde været så ræd for, at jeg skulde blive vred, fordi rotterne har ødelagt det. Jeg bad hende være uden frygt, for hun kunde jo ikke göre for, at rotterne havde gjort sig hjemme der, så jeg skulde intet sige til det.

Her i vort eget hus fandt jeg til min store forundring en kasse, som jeg kunde se var kommen fra Danmark. Den stod skjult under en stor riskurv inde i vort sovekammer. Ved at lette på en fjæl i bunden af kassen kunde jeg se, at der er danske bøger i alt fald på bunden af den. På et blad kunde jeg skelne ordet »Føbe« ; så vidste jeg, at kassen tilhørte Andrea Gehlert. Den er låset, så jeg kan ikke komme i den, da jeg har glemt at få nöglerne med. Men Andrea's »sygepleje-bøger« findes sagtens i den, og da vil hun blive svært glad ved den. Men hvorledes er kassen kommen her i huset? Ja, jeg tvivler ikke om, at den jo har været sammen med det øvrige gods i Mopæ's hus, og at en tyv er rendt med den, men er så bleven ræd for sin dåd, måske ræd for at blive opdaget og har så sat kassen her ind. Men han kunde jo lige så godt have smidt den ude på vejen! Men måske har han fortrudt det og følt det som synd mod os at stjæle vore ejendele. Da han tog den, har han sagtens ment, der var noget meget værdifuldt i den for ham; om han så siden er kommen på andre tanker, kan jeg ikke vide. Måske har han lettet ved en fjæl og set bøgerne, og så banket den til igæn, da han så hvad det var. Dog kunde jeg intet se, som tydede på sligt.

Da jeg kom hjem fra kongen, fandt jeg Rasmus ivrigt sysselsat med at feje og rydde op i den ende af huset, hvor solen skinner mest på denne tid af året. Han mente, vi har havt alt for lidt af lys og sol i vort hus, og at det måske er derfor vi har været syge så meget. Han holder nu af lys og sol og tror, det er sundt for os, at solen skinner på os — på det bare hoved og den nøgne krop. Sådan gör han og befinder sig vel ved det. Lyst kan jeg også godt lide at have det i mit hus, men at have solen til at skinne ind på mig eller at gå ude med det bare hoved midt på dagen, det kan jeg ikke holde til — jeg vilde snart være en død jyde, om jeg gjorde det. Rasmus begyndte allerede på Middelhavet at vænne sig til det, og der begyndte også Englænderne ombord på skibet at advare ham og sige: du får solstik, hvis du ikke ta'r en hat på. Heller ikke siden han kom her ud, har han brugt hat. Han gik omkring i Toungoo foruden hat og barfodet. På rejsen her op smed han desuden tröjen og skjorten, så han havde kun bukser på. Jeg sagde til ham, ikke at han vilde få solstik, men at der var stor fare for det. Han vil nu prøve det, siger han. Jeg undres meget over, at det går godt, og der er vel også mulighed for, at det kan gå galt endnu. Men selv om nu Rasmus Madsen kan vænne sig til at tåle soten, så er dermed dog ikke bevist, at alle andre Evropæere også kan (hvad han ikke er langt fra at mene), og jeg tror, at han i så fald er en meget sjælden undtagelse fra reglen.

Ja, i dag er det så den sidste søndag i det gamle år, og jeg befinder mig atter i det gamle hus, hvor vi har oplevet så meget, som vi kun kan mindes med vemod og sorg, men hvor vi dog også, Gud ske lov, har oplevet en del, som vi altid kan mindes med glæde og tak. Ja vi har vel grund til at mindes det alt sammen med tak til Gud, for han har og vil fremdeles lade det vorde til velsignelse for os. Her i dette hus gav Gud os vor elskede lille Tora — her tog han hende fra os til et bedre hjem — ja, ham ske lov, det tror vi forvist, og der skal vi atter mødes med hende — hvilken glæde! Her udåndede Anna Jensen — stakkels Miss Jensen, siger man i Toungoo og Rangoon; ja det kan vel siges med en smule ret; men også for hende har Herren sikkert gjort det bedste, og hvad vil vi så mere. Han gør alle ting godt.

Jeg vil så gærne leve, det er så tungt at dø; jeg vil så gærne leve og virke blandt dette folk — men aller helst vil jeg dog, at Gud gör med mig, hvad han ser er det bedste. »Bevar mit liv, hold din hånd over mig og dem jeg har kær, og lad vort liv vorde til velsignelse og dig til ære!« Sådan beder jeg og synes jeg må, men prøver tillige af hjærtet at føje til: »Din vilje ske!«

I går var der begravelse her i byen, et af kongens sönne-börn var død. Der blev holdt en farlig stoj med trommer og gong-gonger og andre kling-klang instrumenter. Der blev danset, eller hvad deres tripperi skal kaldes, og der blev slagtet flere okser, af hvilke kødet blev delt ud til folk — også jeg fik min part med hjem. Men jeg synes ikke, jeg havde tid at overvære hele begravelses-seremonien denne gang, ellers skulde I fat en beskrivelse af den. Siden måske.

I dag er der begravelse igen. Det er en fattig kone, som er død, og så blev der kun slagtet en lille gris. Kling-klangen og dansen blir vel i forhold dertil, tænker jeg.

I morges jeg var oppe hos kongen, spurgte jeg ham: »Hvad bestiller Sålapåh?« »Han gör sig færdig til at slås med Englænderne,« var svaret. Den hærafdeling fra fort Stedman, som drager imod ham fra nord, er nat så langt som til Pekun — den by, hvor kong Pobia og Mobyé havde møde med Mr. Hildebrand i fjor, altså en dags rejse her nord for. Kongen spurgte mig, om jeg ikke var bange for Sawlapaw og hans mænd. Jeg svarede: »Nej, jeg er ikke bange. Gud bor der oppe i himlen og uden hans tilladelse kan ingen göre mig det mindste.« Dette svar lyttede han ganske alvorlig til, men andre lo ad det og syntes vist, det var löjerligt, at jeg kunde tro det.

En del af Hans Jörgen's gods, som han sendte her ind i fjor, for han selv og Andrea rejste, gik til Pælavæ eller rettere Prilavæ, som ligger en halv dags rejse her fra mod syd og af Burmeserne kaldes Ngwetoung. Kongen mener, at der er omtrent 6 okselæs der nede. Jeg sagde ham, at jeg vilde der ned i morgen og se efter det. Han svarede: »Nej, du skal ikke gå, jeg skal sende brev der ned, at de skal føre det her op, gå ikke du.« Jeg spurgte ham ikke, hvorfor jeg ikke skulde gå; men jeg. tænker han er ræd for, at noget skulde tilstøde mig — måske Sawlapaw's røverbander. Mopæ blev så sat til at skrive et brev, som blev sendt afsted med det samme.

Jeg har i dag givet kongen den revolver, som han bad mig om at købe til sig. Den var han glad ved. Så flyede han mig en, som Chief Commissioneren en gang har givet ham. Desuden betalte jeg ham 30 rupier, som han havde lagt ud for mig til at betale de mænd, hvis okser bar det gods, som kom her til byen, og af hvilket det meste nu er stjålen. Det lader til, at der endnu skyldes 29 rupier på det. Sådan sagde en mand, som var fra samme Padown-by, som okserne. Jeg er nærved at tro, at det er lögn, for efter andres sigende havde Hans Jörgen betalt dem det halve af deres lön, som var 10—12 rupier for hver okse. Men jeg sagde til manden, at hvis de virkelig havde pengene til gode, måtte de komme her over og få dem — kongen skal så dömme os imellem.

Pobia, den 31. December 1888.

Jeg har idag købt tre gamle huse for 69 rupier, desuden måtte jeg give en rupie i drikkepenge for hvert hus. Ved sådanne större handeler må den der køber altid give drikkepenge, ellers kan handelen gå tilbage. Men når disse er betalt, er den så fast, som havde man papirer derpå. De gamle huse købte jeg for stolpernes skyld, dem vil jeg bruge til vort ny hus; de kan nok stå en halv snes år endnu, og så — kommer tid, kommer råd. Det kan ikke hjælpe at tænke på at få købt tømmer i år, dertil er der alt for megen urolighed i Østkarennee på grund af Sawlapaw's krig med Englænderne. Desuden har jeg købt et stykke jord, som ligger höjere og støder op til det, vi havde i forvejen. Jeg gav 5 rupier for det. Der er vel en halv tønde land. Det er i så lav en pris for Karenerne, dette stykke, fordi de mener, at Kiné (Fanden) har sit sæde der. Manden, jeg købte det af, sagde, at det er intet godt sted at bygge hus af ovennævnte grund. Jeg sagde ham, at Tså-ba-rja(Gud) er storre og mægtigere end Kiné. Det nægtede han; Kiné er den stærkeste, sagde han. Det er vel ikke så sært, at Karenerne tror dette, det må jo se sådan ud for dem. Derfor ofrer de til Kiné, at han ikke skal gore dem fortræd. Tså-ba-rja er god (navnet betyder, så vidt jeg kan skönne: retfærdig og god), han gör dem intet ondt, men på grund af Kiné's magt og vælde, som er större end Tså-ba-rja's, kan denne intet göre for at værge dem mod hins ondskab.

Rasmus har idag lavet en stor kasse, som vi kan komme det meste af vort kram i og låse for, så vi begge kan gå fra huset. Jeg går forresten med feberen i kroppen og føler mig ikke videre godt til pas, uden at den dog rigtig slår igjennem. Sært nok, så snart jeg kom her til huset den første dag, mærkede jeg feberen og følte mig næsten lige så dårlig, som da vi forlod det for elleve måneder siden. Men det går vel over. Kanske kommer det af rejsen.

Der var en karl her i dag, hvis ryg var meget dårlig især over lænderne, hvor den var ikke så lidt hoven, så han kunde ikke rette sig. Jeg skulde naturligvis give ham medisin for det, men jeg havde ingen, som jeg troede kunde hjælpe ham. Han kender den baptistiske missionær Grumb i Toungoo og har været hos ham en tid i fjor. Så blev han lejet til soldat og kom til Mandalay*^[2]) tillige med en slægtning. Han fik gode klæder på og sko. Håret klippede de af ham. Dette sidste var han meget ked af og vilde gærne have noget medisin af mig til at smöre håret med, så det i en fart kunde blive langt igen. Karenerne, mænd så vel som kvinder, har jo langt hår ligesom Shanerne og Burmeserne. Men det er nok langt fra almindeligt, at de holder det rent. Ordentlige kamme har de ikke, så når der blir for mange indbyggere i hovedhåret eller de blir for dvalske, løsker den ene den anden. Det er et syn, man tit kan få se, at en ligger med hovedet i en andens skød, mens der holdes jagt på lusene. Nå, men det var karlen, som havde været i Mandalay, vi kom fra. Hans slægtning døde der oppe, og så fik han selv af en eller anden grund hjemlov. Men inden han rejste der fra, fik en mester i tatoveringskunsten fat i ham og lokket ham til at give sig 3 rupier for at blive smykket med over et halv hundrede røde figurer på arme og bryst. »Inden han begyndte på det, gav han mig en lille sort sten (sagtens opium) som jeg skulde æde. Da jeg havde fået den ned, faldt jeg i sovn og mærkede til intet, inden det hele var forbi. Så vågnede jeg, og da var det først jeg mærkede, at det gjorde ondt, der hvor han havde hugget mig. Da jeg kom her hjem, blev jeg syg og lå længe, og mens jeg var syg, var det, at jeg fik ondt i ryggen.« Således lød hans fortælling. Måske var den »sorte sten« og tatoveringen skyld i hans sygdom. Endnu var den ene arm ikke rigtig kommen sig. Shanerne og Burmeserne er jo meget for at lade sig tatovere, men kun mændene. Nogle af de karénske stammer bruger også tatovering, men i reglen kun meget lidt. Rødkarénerne har således i reglen »den opgående sol«, eller noget, som ligner den, tatoveret på ryggen lige over skulderpartiet. (Se billedet på side 19). Om det for øvrigt virkelig skal forestille et billede af den opgående sol, véd jeg ikke, men tvivler meget derom. Afdøde Dr. Mason mente det.

Sammen med ovennævnte karl var der en mand her, som var bleven blind på det ene öje for en måneds tid siden. Der havde sat sig en tyk grå hinde over det. Han havde ikke slået öjet, det var kommen af sig selv. Jeg tænker, det er hvad man kalder »stær«. Dér er mange enojede Rødkaréner her. Mange har fået slået et öje fordærvet, og en hel del har en sådan grå hinde for det ene, nogle har den for dem begge. Hvad er årsagen?

Mens jeg sad og talte med disse to, kom Rasmus hjem.

tattoo

Han havde været oppe i byen og se sig om. Der var så mange kvinder, sagde han, som havde vist ham deres rædsomme syge ben: store gamle sår og hovnhed. Karlen og manden vilde vide, hvad det var, Rasmus sagde. Dette fortalte jeg dem og fik derved atter lejlighed til at sige dem: smid alle de bånd og ringe væk, som I går og slæber på om benene; det stopper blodet, derfor har I sår på dem. Manden havde en lille pige med, hun havde allerede fået noge snore om benene. Karlen sagde da til ham: »tag dem af hendes ben.« Jeg stemte i med: »Du holder jo af din lille pige, du vil da vel ikke, at hun skal få sår på benene, når hun blir voksen.« Nej, det vilde han da ikke — »men

Kvinder med hals- og knæringe (efter fotografi).

nogle mænd har jo også sår på benene, sagde han, hvoraf kommer da det? de går da ikke med snore og ringe om dem.« Det kommer af alt det øl, I Gaja*^[3]) fylder i jer, det er ikke godt. Hvis mænd og kvinder vil lade være at drikke det, og hvis kvinderne vil tage snorene af deres ben, da får I ingen, eller da ikke ret mange syge ben. De shanske kvinders ben fejler jo intet, ingen af dem går med sår på benene, mændene heller ikke. Det er fordi de ingen snore har om dem, og fordi de ikke drikker øl. Hvis jere kvinder ikke vil tage snorene af deres ben, og lade være med at drikke øl, så kan vi ikke kurere dem; vor medisin kan intet nytte.«

Næsten hver anden Karen, som kommer her, vil tigge en tröje af os eller et tæppe. Det er koldt om natten, siger de. Jeg er nødt til at svare dem, at vi umulig kan give hver Gaja en tröje eller et tæppe, det har vi ikke råd til, og det er heller ikke derfor, at vi er kommen her. Og så siger jeg dem, hvorfor vi er kommen. »Men I behøver heller ikke at tigge af os, vil I bare arbejde, så kan I tjæne penge til at købe for. Vi arbejder hverdag, I går og driver det meste af tiden, og så vil I tigge af os, som arbejder! Kom og hjælp os at bygge vort hus, så skal vi give jer Ion, og så kan I købe klæder.« Denne slags tale må jeg tit føre; men jeg siger dem det i al venlighed, jeg skænder ikke på dem, det vilde intet nytte. Og de svarer gærne, at det er sandt, hvad jeg siger. Men stort mere kommer der vel heller ikke ud deraf for det første.

Nyårsdag 1889.

I morges, da jeg var oppe hos kongen, bad han mig om, at jeg vilde rejse op til byen Mobyé og tale med Mr. Hildebrand, som han sagde nu var nat der til. Jeg mente, at han selv burde følge med mig der op. »Jeg rejse op til Bljagu! (det er: lögnhulen, sådan kalder Rødkarénerne byen Mobyé), nej det tor jeg ikke,« svarede han. — »Ja,« sagde jeg, »så må du se at få skrevet et brev, hvori du siger, hvad du vil have sagt Mr. Hildebrand, så skal jeg nok tage der op med det og for resten tale din sag. Men du må skynde dig; ti er Mr. Hildebrand der i dag, så rejser han sikkert videre i morgen.« Kongen mente nemlig, det kunde være tids nok i morgen, men efterkom dog mit råd.

Ved middagstid sadlede jeg »Jæppe« og red op til »slottet« . Brevet var endnu ikke helt færdigt, men det varede da ikke længe. Kongen sendte en mand med mig, som skulde bære et par sængetæpper og lidt mad og for resten være mig til hjælp. Det var en Shan, som snakkede burmesisk til mig, da han ikke kunde rødkarénsk, Vi nåde Mobyé, en time for solen gik ned, heldigvis. Midt i byen standsede min ledsager, nu vidste han ikke vej længer. Så kom der en Shan, som viste mig videre nord på ud uden for byen. Der traf jeg en tolk, en Burmeser, som kan engelsk. Jeg spurgte efter Mr. Hildebrand.

»Han ligger hist ovre ved hær-afdelingen.«

»Hvor ovre?«  spurgte jeg lidt skuffet.

»Der ovre mod øst ved bjærgene. Der er vel 8 å 10 mil der over.«

»Mon jeg kan nå der over til aften?«

»Ja det kan De nok,«  mente han.

Så viste han mig henstil to britiske soldater, som stod lidt borte véd et instrument, som jeg ikke kendte, men som jeg siden fik at vide kaldes en heliograf. Den består af to spejle, runde med et hul i midten. Ved hjælp af den og solen kan de heliografere til hinanden i en ikke lille afstand. Af disse to soldater fik jeg så at vide, at det kun er bagtroppen, som ligger her ved Mobyé. De sejler i små både ned ad floden med fødevarer til hæren. De har kun en halv snes rifler, og disse to Britter er de eneste hvide, som er med her. Jeg lod dem da heliografere til general Collet, at jeg var her med et brev til ham fra høvdingen Pobia og ønskede at vide, hvad jeg skulde göre ved det. Jeg vidste ikke, om brevet var til ham eller til Mr. Hildebrand, men formodede, at det gjaldt dem begge. Der kom svar, at general Collet var ude at slås med nogle Øst-Karéner og var endnu ikke kommen tilbage til lejren. De har havt en varm dag der ovre i dag. Karenerne var tapre og stod godt imod dem. 8 engelske soldater sårede, 2 døde. Manden, som sendte mig det endelige svar, vilde først vide, om jeg kendte brevets indhold og i så fald vilde give ham det til kende, da han så bedre kunde sige, hvad jeg burde göre ved det. Jeg svarede, at så vidt jeg havde forstået, gjaldt det nogle torper, som ligger sydøst for Mobyé, og som hører under Pobia. Der er nok 16 i alt. Disse har sidste regntid havt lidt småhuggeri med Mobyé, og nu frygter de for, at Mobyé-høvdingen skal få de engelske til at straffe dem, skont det efter deres eget sigende er Mobyé, som er skyld i deres krige, da det er hans folk, som har stjålen deres kvæg og derved drevet dem til at forsvare sig. Så kom endelig svaret og det på hoje tid, da solen var ved at sige farvel:

Fra G. H. B arner d, Assistent Gommr.

Til Rev. J. K. Knudsen:
»Superintendenten over Shan-staterne er i dag afrejst
»til Luikaw, og brevet må helst sendes til ham. Det »kan gærne siges Pobia, at ingen vil blive straffet und-
»tagen de, som allerede har hindret eller siden vil hindre
»vor marsj eller prøver på at gøre det. I morgen mar-
»sjerer vi til Luikaw«.
Dette svar fik jeg tolken til at oversætte på burmesisk, så jeg har noget skrevent at vise Pobia, som han han lade en anden oversætte for sig på rødkarénsk.

I aften bor jeg i en bungalow eller zajet, som Burmeserne kalder det slags huse. Men det er et godt hus med vægge-og döre, som kan lukkes; kun er her temmelig store sprækker i gulvet, som jeg skal ligge på, og det trækker koldt op igjennem dem. Men det går vel an. Jeg har havt besøg af tre unge Shaner, som talte rødkarénsk. Der var mange ting, de skulde have at vide af mig. Da de fik at vide, at jeg er en »pongje«,*^[4]) mente de, at jeg også måtte kunne tale burmesisk, indtil jeg forklarede dem, hvorledes det hænger sammen. Så vilde de have mig hen at sove i deres skole sammen med deres pongjier. »Der er måtter på gulvet, og det trækker ikke så koldt op som her, og så har" de et ildsted midt på gulvet, hvor der brænder ild hele natten,« sagde de. Jeg spurgte dem, om deres pongjier vilde tillade mig at sove i samme hus som de. Jo, det vilde der intet være i vejen for, jeg skulde bare tage mine sko af (hoserne måtte jeg nok beholde på) og så min hue, da vilde der slet intet være i vejen, de vilde endog være glade ved at have mig der. Men jeg foretrak dog at blive her og sagde, at en anden gang vilde jeg måske følge deres venlige indbydelse.

Jeg kan ikke just sige, at jeg føler mig helt tryg her i »lögnhulen«, siden den unge høvding i fjor truede med at hugge hovedet af mig en dag, da jeg var her oppe til markedet. Han teede sig nemlig som en rigtig gadedreng og mente, kan skulde have lidt löjer med mig. Jeg syntes dog ikke, at jeg havde tid til at standse for at lade ham grine ad mig og gik uden videre forbi ham. Jeg tænkte desuden ikke på, at han var høvding (son af den gamle Mobyé), han opførte sig langt fra som en sådan. Da jeg nemlig var kommen forbi ham, hørte jeg jo nok, han skældte ud, men jeg gik min gang og lod som ingen ting. Den unge Rødkarén Sha P o var den gang med mig. Siden fortalte han mig, at lapsen havde truet med at skille mig ved mit hoved og give min krop til føde for »ånderne«. Men Sha Po havde sagt til ham, at han hellere måtte tåge sig lidt i agt, for gjorde han mig fortræd, så vilde han få med Englænderne at bestille, det kunde han stole på. Dette beroligede nok fyren i höj grad. Da jeg siden, samme dag, sad i en bod og spiste lidt mad, kom han atter hen til mig og var nok så venlig, og da snakkede jeg lidt med ham, som med de andre, der sad om mig, uden at ane, at han havde truet mig på livet for en time siden, og uden at vide, hvem han var. Det er jo nok muligt, at jeg ikke behøver at frygte ham mer; men hvem véd dog, hvilke tossestreger en sådan uopdragen hvalp kan hitte på.

Der har nok ikke været så lidt småhuggeri mellem Pobia og Mobyé sidste regntid. Pobia-byen ser ud til krig endnu. Den er befæstet med bambushegn. Jeg kan rigtignok ikke skönne, at et sådant hegn kan genne stort mod en fremrykkende fjende. Men sagen er nok, de er börn tilhobe, derfor er deres krig også i forhold dertil.

Min følgesvend var nok ikke beredt på at blive her i nat. Jeg kunde se på ham, at han trængte til noget mad, og så gav jeg ham to annas til at købe for. Lidt brændsel fik vi også købt, og nu ligger han her og fryder sig ved et lystigt bål. — Nu giver jeg mig Gud i vold og lægger mig til hvile.

Luikaw, den 2. Januar 1889.

J

eg har faret viden om i dag og har været i sadlen, næsten fra sol stod op tilden gik ned. Dog har jeg følt mig hel rask; feberen synes at have forladt mig — eller måske har jeg forladt den.

Solen tittede just frem bag bjærgene i øst, da jeg i morges red ud af Mobyé's søndre port. Jeg syntes, det var skammelig koldt; min ledsager havde samme mening, og »Jæppe« rystede af kulde, da jeg sadlede ham. Soldaterne lå endnu godt indsvøbte i deres tæpper, da jeg red bort. Henne på marken så jeg for første gang rimfrost — om ikke just på jorden, så dog på nogle lævninger af rishalm.

Da jeg var nået halvvejs hjem omtrent, kom der nogle Karener rendende ud fra en torp og råbte efter mig. Jeg kunde ikke begribe, hvad de vilde, stod af hesten og ventede på dem. Jo de vilde da bare kigge en smule i »avisen«, med andre ord: vide, hvad jeg havde bestilt i Mobyé, hvad Englænderne tog sig for osv. Jeg fortalte dem dog ikke alt, hvad jeg vidste, men nok til at tilfredsstille dem. Så red jeg videre, og et par mil fra Pobia mødte jeg læreren Mopæ og kong Pobias sön prins Birö. De kom ridende. Mopæ havde i går været ovre mod øst, hvor han havde fået fat på en hest, hvis rytter en indisk soldat i den engelske hær, var bleven skudt gennem hovedet. Hesten var blodig endnu. Mopæ havde dog ikke selv fanget den, men en anden Karen, som så havde bragt den til ham. Nu vilde han til Mobyé for at aflevere den til Englænderne, men opgav det og fulgte med mig tilbage, da han hørte, at de var der ikke, men kun »flåden«.

Jeg fortalte så kongen, hvordan min tur var stået af osv., og at hans brev vilde blive sendt til Mr. Hildebrand. I førstningen vidste ingen, hvad Luikaw var for en by; men så kom et klogt hoved i tanker om, at det er den by, som de på deres mål kalder Seridå. Luikaw er nemlig det burmesiske navn. Efter en del snak, som jeg ikke forstod alt sammen, besluttede kongen, at såfremt jeg vilde følge med ham og nogle flere, så vilde han over til en by ved floden, hvor han mente han kunde få se bagtroppen, når den sejlede forbi. Men desuden havde han også et andet ærende, som jeg først siden ret blev klog på. Jeg var ikke videre glad ved at komme afsted igen og indvendte, at jeg skulde bygge hus.

»Det bygger vi siden,«  svarede han.

»Men kan du ikke godt tage der over, uden at jeg er med; du er jo Englændernes ven og har intet at frygte af dem.«

»Nej, hvis du ikke vil tage med, så rider jeg ikke, jeg tor ikke,« sagde han.

»Min hest er træt,«  indvendte jeg.

»Jeg flyr dig en anden.«

Så mente jeg ikke det vilde være rigtigt at gøre flere indvendinger og slog til. — Mens vi havde snakket, havde Rasmus Madsen lavet en solid davre til sig og mig. Klokken var nu bleven 11, da vi var færdig med den; så jeg mente, at jeg måtte kunne klare mig til aften — kongen lovede næmlig, at vi skulde være hjemme inden »måhe« -— (d. e.: »sol ned«).

Så kom jeg på en stor, stærk hest og afsted. Kongen med det øvrige følge var allerede 2 mil for ude, så jeg måtte ile for at nå dem. Det var godt, jeg fik den hest, for det gik gennem nogle væmmelige mudderhuller, hvor »Jæppe« sikkert ikke vilde været i stand til at bære mig. Da vi kom ud til den by ved floden, hvor vi for godt et år siden blev sat over, da vi drog op til Mr. Hildebrand, var der en grysselig stor forsamling af mænd og kvinder og börn. Uden for byen gik en mængde kvæg. Jeg kunde skönne, der måtte være noget i vejen; folk så ikke glade ud. Nogle trak en stor måtte fræm til kongen og mig at sidde på, og desuden en træmorter (som bruges til at afskalle ris i) til mig, i steden for stol. Der blev så holdt rådslagning, og endelig fandt jeg ud, hvad der var i vejen med alle disse mennesker.

Der oppe mod nord, sydøst for Mobyé, ligger de omtalte 16 torper, som hører under Pobia, og hvor han har en broder og nogle slægtninger. Mellem disse torper og byen Mobyé ligger der nogle, som beboes af Lako- eller Padown folk, og som hører under Mobyé. Nu imorges så snart den engelske hærafdeling var dragen der forbi til Luikaw, kom der en flok mænd fra disse Padown-torper og drev over hundrede af de 16 torpers okser og bøffeler bort, med andre ord: stjal eller røvede dem. De 16 torper var ikke beredte på dette og kunde ingen modstand göre, turde nok heller ikke, men flygtede og medtog af deres ejendele og det tilbageblevne kvæg, hvad de kunde. Nogle mænd var endnu tilbage, næsten alle kvinder og börn var flygtede

Padown-Karéner (efter fotografi).

Nu var de bange for at vende tilbage; men hvis jeg vilde gå med dem hjem og blive hos dem nogle dage, så turde de nok. Det hjalp ikke, at jeg sagde til dem, at Mobyé og hans folk frygtede mig lige så lidt som dem, de troede mig ikke, men mente, at når jeg bare var hos dem, så turde ingen göre dem noget, fordi jeg er »Englændernes ven«, og det lod til, at kongen havde samme underlige mening. Han bad mig om at følge med dem hjem. Jeg var lidt ked af det og ikke fri for en smule frygt for Mobyé's røverbander. Men jeg følte det som min pligt at föje dem. Jeg tænkte som så: det gælder om at stå dem bi, når de trænger til os; det er i nøden man skal kende sine venner, og jeg vil gærne, de skal komme til at se på os som deres venner. Så tænkte jeg desuden, at Gud kan bevare mig også på sådanne steder, hvor der er öjensynlig fare. Når jeg går, hvor hen jeg ser det som min pligt at gå, så vil jeg stole på ham for det øvrige.

De lovede at skaffe mig nok at spise, af hvad de havde, så længe jeg vilde være hos dem, og de lovede at adlyde mig, som kongen bød dem. Jeg skulde være dem i hans sted, selv turde han ikke gå med dem. Jeg skrev så en seddel til Rasmus og fortalte ham, hvorledes sagerne stod, og bad ham være ved godt mod og tænke på mig i hans aftenbon. Seddelen bad jeg kongen give ham og desuden lidt ris, som han trængte til.

Så blev jeg sat over floden tillige med en anden mand, som skulde ledsage mig. På vejen derhen mødte vi jævnlig nogle, som kom drivende med deres okser eller bærende med ris og sligt. I nærheden af torperne var marken oversået med riskurve og andet karénsk bohave, hist og her lå en dynge ris, som de havde spildt i flugten. Enkelte døde bøffeler og svin kom vi ogsaa forbi. Det hele så forvirret og sørgeligt ud.

Karénske våben og redskaber.

I den første torp vi kom til var der en forsamling af mænd og en eneste gammel kone. De holdt rådslagning; men det gik sådan til, at den ene råbte i munden på den anden, så ingen kunde blive klog på noget. Halv fulde var de fleste af dem. De havde drukket godt af øllet, sagtens med de tanker, at de helst måtte skynde dem at få noget af det, mens det var tid, for siden kunde ellers gærne fjenden komme og drikke det for dem. Kan også være, at de havde drukket for at få mod, og fordi de holder af øllet.

Ved nogle landsbyer så jeg flag stukken op i træer eller bambus; nogle af dem var røde, andre hvide. Jeg spurgte hvad det skulde betyde, men fik intet ordentligt svar på det; kun fik jeg ud, at de torper, som havde flag, var sikre mod Mobyé og hans folk; dem turde de intet göre; men at de 16 torper, hvis kvæg var røvet, havde intet flag haft. Kunde de blot få flag, et til hver torp, så mente de sig også sikre. Jeg mente, at flagene intet kunde nytte, men folk havde nu den modsatte mening, og den holdt de på, idet de sagde, ,at de torper, som har flag, har fået dem af Englænderne, og de har heller intet kvæg mistet.

Da der var holdt en del vrövl uden noget resultat, drog et par mænd tillige med mig hen til en anden torp. Her var knap så stor en forsamling, men dog stor nok til at holde sludder og drikke af øllet. Vi kom op på verandaen af et hus, hvor jeg blev skikket ordentlig til sæde, og så blev der snakket og drukket og drukket og snakket i en al verdens tid. Jeg vilde have at vide, hvad de nu vilde göre, og hvad de mente, jeg kunde göre for dem osv. Svaret, jeg fik, gik ud på, at de vilde have flag og et brev fra Mr. Hildebrand; når de fik det, så var alt i sin orden, mente de. Så tænkte jeg, jeg må hellere tage hen til lejren og få fremlagt sagen for Mr. Hildebrand, for her kan jeg intet udrette. Jeg fik så at vide, at vi nok kunde nå Seridå (eller Luikaw) inden aften. Jeg spurgte dem, om de turde følge mig der hen. Ja, hvis jeg turde, så turde de også, men ellers ikke. Jeg vilde så have en halv snes af dem med mig, og iblandt dem en, som kunde burmesisk, og som kunde fremføre deres sag for »den store herre«. Så fik de bud efter én, som kunde burmesisk, han er en halv Shan og halv Karen af herkomst; men foruden ham var der kun to, som turde følge med mig, da det kom

Krig

til stykket, og disse tre var endda ikke dristige ved det, men spurgte mig adskillige gange: »Slår Englænderne os ikke ihjæl?« — På dette svarede jeg bestemt nej og fojede til: slår de jer ihjæl, så slår de først mig ihjæl. Denne iilföjelse hjalp især på dem, også kom vi da endelig af sted, inden det blev alt for silde. Det var ellers deres mening, at vi skulde have ventet til i morgen, men det vilde jeg ikke.

Nu gik det i sydøstlig retning, og marken var her ligeledes oversået med karénsk bohave. Desuden lå der ligene af to Karener, som de sagde, at Englænderne havde skudt i morges, da de drog der forbi. Men dette nægtes her i lejren, så jeg véd ikke, hvad jeg skal tro. Men de formoder, at det er en eftervirkning fra i går, da de sloges med Karenerne der nord for. Og dette er vel det mest sandsynlige.

Vi nåde her til lejren, lige da solen var gået ned. Jeg spurgte efter generalen, Collet, og fandt ham spankende omkring i lejren. Han er en venlig gammel mand, helt gråhåret og gråskægget. Da han havde hørt mit ærende, sagde han, at jeg hellere måtte gå til Mr. Hildebrand og; tale med ham derom, da sagen nærmest vedkom ham som superintendent. Mr. Hildebrand var inde i sit telt at skrive breve, så blev jeg vist hen til hans assistant Mr. Barnerd, som i går heliograferede til mig. Men snart kom Mr. Hildebrand selv ud. Jeg fortalte ham mit ærende og bad ham selv høre på den mand, jeg har med, og give ham sit svar. Mr. Hildebrand var ikke i det bedste humør og sagde: »Ja, jeg skal nok give ham svar, De skal ikke være bange. For nogle tossestreger! at de mener, sådan nogle klude har noget at betyde eller kan hjælpe dem! Det er bare nogle, vi har sat op ved de torper, som hører under Sawlapaw, og som har sendt deres ældste til os med bud om, at de havde underkastet sig. Og de er sat op, for at vi kan kende byerne, mens vi rykker frem. Men Pobia's byer har vi jo intet med at göre, da de ikke er fjendtlige mod os.« Jeg svarede, at jeg vidste vel, at. flagene ikke kunde beskytte dem mod Mobyé, og at det havde jeg sagt dem; men de troede mig ikke, og så havde jeg ment, at de hellere måtte få det at høre af ham selv. Jeg var bare gået med dem, fordi de ikke turde gå ene. »Ja nu kan jeg ikke hjælpe dem; vi må først hen til Sawlapaw og have ham givet rent på; når vi så siden rejser tilbage til fort Stedman, skal jeg standse her på disse egne, så alle de kan komme til mig, som har sag at føre. Jeg vil se at få gjort ende på deres småkrige og grænse-trætter og bøffeltyverier.«

Jeg gik hen og hentede Shan-Karénen, som sad og holdt min hest. Mr. Hildebrand talte bøst til ham; men han lod sig ikke forknytte, men brugte munden godt, siddende på knæ for ved »herren«. Da Mr. Hildebrand var nogenlunde færdig med ham, sagde han til mig: »Sig til ham, at flag kan de få så mange af, som de vil ha', når de selv betaler

Oberst Sartorius (efter fotografi).

for dem.« Men inden jeg kunde få munden op, sagde han det selv til ham på burmesisk.

Mens Mr. Hildebrand talte med Shan-Karénen, fortalte oberst Sartorius mig (på tysk, for at de andre ikke skulde forstå det), at det var en almindelig mening blandt de »grossen herren« der i lejren, at de tre af hans soldater, som blev skudt der nede syd for Pobia i fjor, da han var der inde, var skudt af Pobia's folk. Da Mr. Hildebrand nu i sidste regntid sendte sin assistant til Mobyé for at jævne trætten mellem denne og Pobia, vilde den sidste ikke give møde, trods alle indstændige anmodninger derom. Siden, da Mr. Hilde-brand selv drog der ned for samme sags skyld og sendte bud til Pobia om at komme, undlod denne dog at give møde. Og nu mener Mr. Hildebrand, at det er, fordi Pobia har en ond samvittighed paa grund af, hvad der skete i fjor. Ja det hedder sig endog, at Pobia skal have solgt soldaternes tre rifler til Sawlapaw. Men Sartorius bad mig derfor at advare kong Pobia i al stilhed og sige til ham, at hvis han vil fare vel, så må han helst give møde, næste gang Mr. Hildebrand sender bud efter ham. — Da vi spiste »dinner« nu i aften fortalte Mr. Hildebrand mig den samme historie, om hvorledes han og Mr. Barnerd var bleven holdt for nar af Pobia (sagen med riflerne nævnte han ikke) og sagde: »Kalder jeg ad ham tredje gang, og han ikke giver møde, så skal jeg nok aflægge ham et besøg, og det så han skal huske det, men det med sorg og bedrøvelse.«

Jeg ligger her ved siden af en Indier — i hans telt — han er landmåler. Glad er jeg ved, at jeg fik lov til at ligge her og ikke behøvede at gå ned til byen og sove i en åben zajét. Lejren ligger tæt nord for Luikaw og lige ved floden, som løber gennem Vest-Karennée, og som her løber lige tæt op til bjærgene mod øst, medens den ved Mobyé er lige ved bjærgene mod vest; den krydser således fra den ene side af slettedalen til den anden. Så vidt jeg kunde skönne, inden det blev mørkt, ligger Pobia lige vest her for, ovre ved bjærgene, vel en 8—10 mil her fra. Ved middagstid var jeg omtrent lige øst for Mobyé.

Hærafdelingen har ligget her det meste af dagen og først nu i aften har de opdaget, at de er nødt til at krydse floden i morgen tidlig (fordi den går så nær ind under bjærgene); de havde ellers ment, at de kunde blive ved langs den østre bred. Ingen af de höje herrer véd, hvor de har fået den mening fra; men ærgerlige er de over, at de ikke har set dem for; ellers kunde de krydset den i dag og derved vunden tid. »Mobyé river«, som Englænderne kalder denne flod, har ellers den ejendommelighed, at lidt syd her for synker den i jorden. Den går nok under bjærgene ud i Salwin-floden.

Her i Seridå eller Luikaw var det, at Hans J. Jensen købte tømmer til sit ny hus i fjor. Manden, han købte og bestilte det af, bor her endnu (om han da ikke er flygtet som så mange andre, men i sidste fald kommer han nok siden igen). Han fik forud 60 rupier for tømmer, som han skylder os endnu. Nu kunde jeg have brug for det, men får vel vente til bedre og mere rolige tider. Det dur ikke at göre forretning her i denne tid, folk tænker og taler kun om krigen. Luikaw hører jo under Sawlapaw. — Denne tur er vel godt for noget, jeg blir da lidt kendt med landet og folket. Jeg håber at vende helskindet hjem i morgen.

Bevar du, o Gud, mine kære, hold din hånd over os alle, og frels os fra alt ondt!

Pobia, den 3. Januar 1889.

J

eg var oppe i god tid i morges, for jeg havde sat mine følgesvende stævne meget tidlig, og desuden hed det sig i aftes, at lejr en også meget tidlig skulde bryde op. En stund gik jeg og spankede om og frøs — der var rimfrost på græsset. Der var også røre i lejren især af de menige; de höje herrer var endnu ikke stået op. Så fandt jeg på at gå hen til et bål, hvor der kogtes te og bagtes fladbrød. Der stillede jeg mig op med ryggen mod ilden. Å, hvor det gjorde godt at få sig varmet! Nu begynder jeg at forstå, hvorfor de indfødte holde så meget af et bål om morgenen. Da solen lige var stået op, så' jeg et gråt hoved blive stukket ud af et telt, og snart kom kroppen, som tilhørte det, eller måske: som det tilhørte. Det var generalen Collet. Han spurte mig, om jeg havde fået te, og da mit svar lød nægtende, sendte han straks sin kok hen efter te og en slags pandekage eller fladbrød af grovt

mel. Lidt efter kom Mr. Hildebrand og gjorde samme sörgsmål. Han vilde have mig til at tage nok en kop, og Xa jeg jo ikke kunde vide, hvornår jeg atter kunde få lejlighed til at få mad, så tog jeg imod hans indbydelse, mens vi stod og drak te, sagde han til mig, at jeg gærne kunde sige til Pobia, at når han (Mr. H.) kom tilbage fra XXst-Karennee, vilde han nok snakke med ham, og da gjorde han klogest i at give møde, for ellers vilde han komme til at fortryde det. Jeg lovede at besørge det.

Mine Karener var ikke kommne endnu, og jeg begyndte at tænke, at de måske var rendt deres vej af bare frygt, dette sagde jeg til Mr. Hildebrand og føjede til, at jeg sagens kom til at finde vej hjem til Pobia ene, hvad der i denne tid er langt mere farligt end vanskeligt især for en hvid mand. Da han hørte det, sendte han en Burmeser ned til byen for at se efter dem. Og et kvarters tid efter så jeg dem komme med sængetæppet godt svøbt om sig.

Så satte vi afsted tilbage samme vej, vi var kommen.

- I dag var folk ude at samle deres ejendele op, det vil lige: mænd var ude, kvinder så jeg ingen af. De to lig lå der endnu. I den torp, hvor vi var sidst i går, vilde man have mig til at tøve; men jeg sagde, at jeg skulde skynde mig over til Pobia for at tale med kongen. Oberst Sartorius havde nemlig sagt til mig, at det vilde være godt, om jeg kunde få Pobia til at sende dem den hest, som har her ovre, og som Mopæ havde bragt her til. Ti ellers kunde det let komme til at hedde sig, at Pobia havde stjålet den. I hvert fald vilde det hjælpe til at stemme e »grossen herren« mildere mod Pobia, hvis denne straks sendte hesten. Og jeg kunde skönne, at hvis hesten ikke blev sendt i dag, så vilde næppe nogen vove at tage over med den i morgen, når hæren var draget videre. Jeg havde altså god grund til at skynde på folk, og det varede da heller ikke mange minutter, inden en anden var færdig til at følge mig videre. Først måtte jeg dog fortælle dem, hvad vi havde fået ud af turen, skönt de, der var med mig, allerede havde fortalt det. Jeg sagde dem, at flagene kunde de få, hvis de vilde købe dem eller töj til dem, men at de slet intet vilde nytte dem. Endvidere, at Mr. Hildebrand vilde standse i denne egn, når han kom tilbage, for at dömme i deres sag med Mobyé. »Han sagde: I må ikke slås og ikke røve og stjæle fra hverandre. Hvis Mobyé røver jeres kvæg, så slår Mr. Hildebrand ham; men er det jer, som røver, så tugter han jer.« Denne fortælling måtte jeg gentage i hver torp, vi kom igennem.

Jeg nåde her til Pobia til middag. Kongen skulde naturligvis også have at vide, hvad Mr. Hildebrand havde sagt. Jeg frygtede for, at han vilde have mig afsted med hesten; men det forlangte han dog ikke, men kun at jeg skulde sadle den, »fordi Gaja forstår ikke at lægge den hvide mands saddel på.« Hesten kom så ganske rigtig af sted, hvad jeg er glad ved.

Rasmus Madsen fandt jeg i god behold; han havde ikke ventet mig så snart, men var glad ved, at jeg kom, for han er ked af at ligge her ene om natten. Der er jo uro i landet, og alle skarnsfolk er naturligvis på færde. Selvfølgelig véd de, at vi ligger her med penge, det kan de sagtens gætte, og så føler vi os ikke så trygge. En aften efter at vi var gået i sæng, mente vi ganske bestemt begge to, at nogen prøvede på at komme ind. Jeg råbte og spurgte: »Hvem der? hvad vil du? se du skrubber af! ellers skyder jeg.« Straks efter hørte vi bambusstumperne knase her uden for, som nogen trådte på dem, og »Jæppe« kronjede, som han altid gor, når nogen går forbi ham. Siden den aften sover vi med spidse øren. Der går mange her og driver omkring med bøsser og spyd, især af Padown-Karéner. Dagen efter fortalte jeg nogle af dem, at »sidste nat« var der nogen, som prøvede på at komme ind og stjæle hos os, og at hvis de kom igen, så skød jeg dem. Dette sagde jeg naturligvis for at skræmme disse, som jeg netop havde mistanke til.

Jeg føler mig hel rask nu igen trods det omflakkende liv. Rasmus har sået lidt salat- og kålfrø nede ved brønden, hvor han let kan vande det.

I eftermiddag var jeg atter oppe hos kongen og fortalte ham, hvad Mr. Hildebrand havde bedt mig om. Kongen svarede: »Til Mobyé går jeg ikke, jeg vil møde ham, hvor som helst han ellers byder mig, kun ikke der. Jeg hader Mobyé af mit ganske hjærte.« Jeg rådte ham meget indstændig til at give møde, når Mr. Hildebrand sender ham bud. »Han er din herre, ikke sandt? han står over dig, derfor må du lyde ham; gör du ikke det, så kommer han her ned og straffer dig. Når du hører, han er i komme, kan du jo drage hen og møde ham, inden han når Mobyé.« Kongen svarede til sidst, at han nok skulde give møde.

Pobia, den 4. januar 1889.

I morges gik jeg op i byen for at se, om jeg kunde få nogle folk til at rive ned af de gamle huse, som jeg har købt. Jeg traf, som sædvanlig om morgenen, folk omkring bålene. Det er koldt, sagde de, og pegede på rimfrosten, som lå på husenes tage. Ved samme lejlighed fik jeg så at vide, hvad rimfrost hedder på rødkarénsk. Omsider fik jeg fire unge mænd til at love, at de vilde hjælpe mig i dag for 8 annas hver. De krympede sig meget ved at komme bort fra ilden, men jeg tog dem så i armene og trak afsted med dem, idet jeg sagde, at når de vilde arbejde rask, så er det ikke koldt. Jeg forhastede mig måske ved at leje dem, for i aften sendte kongen et par mænd her ned og lod mælde, at i morgen skulde der komme folk og hjælpe os. Jeg skulde så give dem tobak og øl, men ingen lön. »Sådan gör vi Gaja«, sagde de. »Når vi har høstfolk, dem giver vi lön; men når vi bygger hus, så hjælper vi hverandre frit, kun får vi kosten og tobak og øl. Hvor meget gav du de fire mænd, du havde i dag?«

»8 annas hver.«

»Det er alt for meget, det er jo to rupier; men for to rupier kan du få 20 mand, mindst, om dagen ved at købe øl og tobak for pengene.«

»Ja jeg ved nok, at det er for meget; men jeg ønsker at få mit hus op så snart som muligt.«

»Ja, derfor siger også tsåpja (d. e. kongen), at fordi du har hjulpen os, så skal vi nu hjælpe dig. Tsåpja sendte dig til Seridå, du gik, du hjalp os Gaja-pu; nu vil vi hjælpe dig. Tsåpja siger: »»Jeg er tsara, tsara det er mig; når I hjælper ham, så hjælper I mig.«« Sådan siger tsåpja.« (Tsara er det rødkarénske ord for »lærer« eller »missionær«).

Pobia, den 5. januar 1889.

Der kom så ganske rigtig en hel del folk i dag. Jeg flyede kongen to rupier til tobak, betelnød og kalk" (så mange dele skal der nemlig her til lands til en ordentlig skrå) og 1 rupie til øl. Da de havde arbejdet en 3 timers tid, havde revet nok et hus ned og båret tømmeret af et hen på min byggeplads, så vilde de ikke mere. Jeg sagde intet til dem om det og tænkte, de kommer nok igen. Men de kom ikke mere i dag.

Englænderne har nok i dag havt en varm dag her ovre øst for; vi kunde tydelig høre dem skyde i morges. Dette satte uro i blodet på Karenerne; en del af dem måtte over at se, »hvorledes det gik med krigen«. Det er ganske rigtigt, som jeg tænkte, inden jeg rejste fra Toungoo, at der er ikke lyst eller ro til at arbejde for den krig, som optager alles sind og tanker og snak. Men det lykkes vel at få

hytter

huset op, og jeg håber det lykkes i tide, så ikke regntiden skal komme for nær, inden vi alle når her ind igen.

Lige for aften kom her en Shan, som havde været ovre mod øst. Han sagde, at 170 af Sawlapaw's mænd er faldne, men kun to af Englændernes. Han kunde ikke blive træt af at fortælle om, hvor hurtigt Englænderne kunde skyde; det var så udmærket; men Karenernes skyden, den var ingen ting bevendt.

I eftermiddag, da jeg var henne hos kongen for at høre hans mening om den sag med de Padown-folk, som bar for Hans Jorgen Jensen, da han sidst rejste op, og som påstod, at de har endnu 29 rupier til gode foruden de 30, som kongen havde betalt dem, så jeg en Shan, som sad og skar noget rødt töj i stykker. Jeg kom til at tænke på de 16 torper, som vilde have flag, og ganske rigtig, nu havde de kjøbt toj til flag, og det var dem her skulde laves, — bare de nu må fri dem fra tyve og røvere, som jo er, hvad de venter af dem. Nå, det var de Padown-folk: kongen mente, det var rigtigst, at jeg betalte dem. Jeg sagde til dem: »Ja, hvis I ikke lyver, så skal jeg nok betale jer.«

»Vi lyver ikke, hvis vi lyver, så frygter vi for Gud i himlen.«

»Frygter I ikke mere for Kiné end for Gud?« spurgte jeg.

»Jo, Kiné frygter vi ogsaa for.«

Jeg mente også det vilde være rigtigst, at jeg betalte dem. Mopæ sagde nok til dem: »Men Hans Jorgen Jensen er jo død, og I har derfor ingen ret til at forlange, at tsara Kanusæ skal betale, hvad den anden skylder jer.« Det indrommede de nok; men det var dog let at forstå på dem, at de havde en følelse af, at hvad Hans Jorgen skyldte dem, det burde jeg betale. Og samme følelse havde jeg.

Pobia, den 6. januar 1889.

I dag har vi holdt søndag for første gang i det ny år. Kongen har brugt den til at få sin brønd ryddet (den eneste her i byen foruden vor, og af hvis vand nok ingen uden han selv har lov til at drikke); det gik under musik og med tre spande, som han lånte af os. Bagefter blev der set i hönseben*^[5]); hvad de så efter, ved jeg ikke; måske vilde hans majestæt kongen se, om vandet skulde bekomme ham vel i det ny år.

Byens øvrige folk har et vandhul i kanten af rismarken lige uden for byen. Også det blev ryddet i dag. Der blev slagtet og spist en liden gris der ude. Sådant noget som svinekød og ris og øl spiser og drikker kongen ikke, og har nok aldrig smagt det — om det nu hænger sammen med hans stand? — i steden for ris spiser han majs, i steden for flæsk hönsekød, og i steden for øl drikker han det klare rene vand, som hans brønd giver ham. Det vilde sikkert være bedre for alle Karenerne, om de afholdt sig fra svinekød og øl, især fra det sidste og i steden drak godt vand, som de sagtens kunde få, ligesom kongen. Jeg tror hverken det er synd eller skadeligt at drikke øllet, for det er meget lidt berusende, men de drikker alt for meget af det; det er det, der er galt. Det er vel næsten sjældent, at de smager vand, og sådant vand, som de i reglen har, vilde måske også göre dem mere skade end øllet.

»Ja, du siger nok, vil nogen måske indvende, at disse drikker for meget øl; men nu, du skal bygge hus, og de vil have øl, så giver du dem det selv at drikke, fordi de forlanger det.«

»Du har ret. Jeg har selv tænkt på det og spurgt: er det rigtigt, at jeg fojer dem? Skulde jeg ikke hellere sige som så: Vil I ikke bygge mit hus, uden at jeg giver jer penge til at købe øl for, så kan I lade være. Så rejser jeg min vej, og så kan I passe jer selv. Men sådan har jeg ikke tænkt at burde sige, og mener det heller ikke endnu. »Skik følge eller land fly«, siger det gamle ord, og jeg tror det passer her, i alt fald at begynde med. Det er nu deres skik at de skal drikke øl, når de bygger hus, og den får vi følge, om de skal hjælpe os med vort. Vi kan ikke godt undvære deres hjælp, såfremt vi siden skal kunne hjælpe dem. For da må vi bo i deres midte, og det kan vi ikke uden hus.«

»Men øllet skader dem jo. Er det da rigtigt at give dem noget, som skader dem, for at kunne komme til at gavne dem?«

»Nej, jeg tror ikke øllet skader dem, hvis de vilde drikke med måde; men de tyller alt for meget i sig af det — sagtens for at det skal virke berusende på dem — det er det, der skader dem, lige som det skader at spise mer end til nødtørft. Men for resten, som jeg for sagde: hvis jeg ikke vilde give dem øl, så blev de hjemme og vilde ikke hjælpe mig med mit hus, men der hjemme vilde de så bare sidde og drikke og ingen ting bestille i steden for at arbejde henne hos mig.«

»Ja, det kan være sandt nok alt det; men vilde det dog ikke være bedre at stole på, at Gud kan få folket til at hjælpe med at bygge dit hus, selv om du ikke gav dem øl? vilde det ikke være mere lig en kristen og mer en kristen værdigt at göre dette i tro på Gud i stort og småt og så for resten gå den lige vej, ikke göre noget, som dog på en måde er urigtigt? Jeg synes, der er for megen beregning hos dig, for megen verdslig kløgt og for lidt af den barnlige stolen på Gud fader, som alting mægter, og som ikke holder af, at vi går krogveje.«

»Å ja, jeg føler det godt selv, at det er småt nok med min tro og min barnlige hengivenhed og stolen på Gud vor fader. Men vor herre har jo selv sagt til nogle, han en gang sendte ud: »Vær snilde som slanger og enfoldige som duer«. Nogen snildhed trænger vi til, — jeg mener, vi får tage folk, som de nu engang er, rette os lidt efter dem; gör vi ikke det, da støder vi dem kun fra os og sætter med det samme en bom for vor virksomhed iblandt dem. Jeg er langt fra vis på, at Gud har så megen magt over folket, så han kunde få dem til at hjælpe os med husbygning, hvorledes vi så end bar os ad. Jeg tror derimod at Kiné's magt er storre over Karenerne her end Guds, og han (Kiné) så' vist gærne, om vi blev nødt til at forlade dem. Vi har al vor snildhed og kløgt så vel som barnlige tro på Gud behov og vel endda en del mere, om det skal lykkes os ved Guds nåde at få vendt op og ned på tingene, så Gajafolket kommer til at bekende tro på Jesus Kristus vor herre i steden for som nu: på Kiné-Kinå.«

Pobia, den 7. januar 1889.

I morges red jeg op til Shan-byen Nanmekun for at købe ris, da jeg der ventede at kunne få af den hvide; ti selv Rasmus synes ikke om den røde, og han er dog ellers ikke kræsen af sig. Nanmekun ligger et par mil nord her for, og Rødkarénerne, der i reglen har deres egne navne på byer og folkefærd forskellige fra andre folks navne, kalder den ret og slet Pridå, som ikke betyder andet end Shan-torp. Det er dog ikke Shaner eller handelsfolk, som bor der (det rødkarénske navn på Shanerne : Pripu, betyder nemlig: handelsfolk), men vist lige så mange Rødkaréner. Dog bor de ikke imellem hverandre, men Karenerne i en del af byen og Shanerne i en anden. Hvilken del af byen, der er den ældste, ved jeg ikke, men sagtens er det den karénske, ti Rødkarénerne har også et andet navn på Nanmekun, men som de mere sjælden bruger, nemlig No, som betyder en dam eller et sted, hvor der står vand. Navnet Nanmekun bety'der det samme og er sagtens Shan-ernes oversættelse af No. Torpen ligger nemlig et, stykke ude på sletten, hvor der i regntiden står vand. Den shanske del af byen har nogle pongjihuse og en 3—4 pbngjier i dens midte, eller rettere ved dens side.

Lige da jeg var kommen ind i byen, traf jeg nogle folk på gaden, som sad og varmede hænderne over nogle gløder; de fortalte mig, at det var koldt. Men desuden sagde de, at der i deres by ingen hvid ris var at få og viste mig hen til en burmesisk torp, som ligger østen der for. Jeg spurgte dem, om Burmeserne også kunde snakke rødkarénsk. »Ja, selvfølgeligt,« var svaret. Det havde jeg ikke tænkt, at det var en selvfølge; men det er nok muligt, at det kan kaldes så, ti Rødkarenerne gör sig ikke den ulejlighed at lære enten shansk eller burmesisk eller noget andet sprog end deres eget. Derimod synes det, at alle Shaner her i Gajalandet kan snakke rødkarénsk, om end mange af dem udtaler det meget dårligt, da de f. ex. har ondt ved at sige lyden »r«, men udtaler det som »l« ligesom Kineserne. Og nu i dag så jeg, at også Burmeserne, som bor her, gör sig umage for at lære landets sprog. — Og i alle de Padown-Karén landsbyer her imellem og Toungoo, som jeg har besøgt, har jeg truffen på folk, som jeg kunde snakke rødkarénsk med. Selv herredsfogden i Leichtho, som er en Sgau-Karén, kan snakke det, hvad jeg dog først nu på rejsen her op erfarede. Havde Rødkarénerne bare et skriftsprog, da vilde det sikkert ikke vare længe, inden rødkarénsk blev ligeså kendt og almindelig brugt, som sgaukarénsk. Og det er først i den sidste menneskealder, at dette sidste er bleven så almindelig udbredt, nemlig siden missionærerne 'fik--lavet det til et skriftsprog. Nu vil de baptistiske missionærer absolut have, at alle de karénske stammer, som de kommer i berøring med og arbejder iblandt, skal kaste deres eget mål eller mundart over bord og tilegne sig sgaukarénsk. Missionærerne er naturligvis ikke så tossede at mene, at dette kan lade sig göre sådan over hals og hoved; men de börn, som de får i deres skoler, underviser de på det; på dette sprog holder de bön i skolerne, og börnene lærer at synge salmer på det, kort sagt: alt er der sgaukarénsk. Til de gamle er de nødt til at tale på de gamles eget mål, men når et par slægtled er gået bort, så er vist snart også med det samme deres sprog uddød. Det er baptist-missionærernes mål, og for resten også de engelsk biskoppelige missionærers, at alle de forskellige karénske stammer og klaner engang skal vorde til ét folk, med et og samme sprog. (Dog er der også nogle, som arbejder mellem Pwo-Karénerne, og som holder på, at disse skal beholde deres egen dialekt, så der findes også en smule literatur på pwo-karénsk). Målet er jo på en måde stort og skont, men det er dog et sporgsmål, om det er til folkets bedste, at der arbejdes på at nå det. En gang var der kun ét karénsk folk med et og samme tungemål, men det er længe siden, og skont de forskellige »dialekter« tydelig viser, at de er rundne af samme rod, så er de dog nu, mange af dem i alt fald, lige så forskellige som dansk og tysk. En del af dem er hinanden lige så nær som de tre nordiske sprog; — og jeg tror ikke det vilde være heldigt at göre et skriftsprog af hver mundart, mest af den grund, at der er for få mennesker, som taler 'dem. Nogle af dialekterne er der kun et tusind mennesker, som taler. Men der kunde sagtens gåes en mellemvej, bare man kunde blive enige om det, så der blev, lad os sige 5—6 dialekter gjort til lige så mange skriftsprog. Jeg er nu slet ikke i tvivl om, at det jo vilde være det bedste for Rødkarénerne at få et skriftsprog på deres eget mål; men jeg har mægtige modstandere i baptisterne. Var Rød karénerne vågne og elskede deres modersmål bevidst, da fik jeg vel medstandere i folket selv og kunde trøstig blæse baptisterne et stykke på rødkarénsk. Men nu er det desværre anderledes. Dog har jeg ikke opgivet håbet om et rødkarénsk skriftsprog. Nu vil jeg først se at få sproget lært til gavns, så jeg kan bruge det, og imens skriver jeg løs på det. Hvis jeg så, når tiden kommer, da afgorelsen skal ske, kan ojne en udvej, og en sådan vil Gud vise mig, hvis han ser, det er godt, så skal jeg vel ikke være ræd for at sige baptisterne lige ud (eller vise dem), hvad jeg vil. Da vil de blive os mere gramme, end de er nu, for nu har de det håb, at jeg vil gå med dem til at indføre sgau blandt Rødkarénerne. Vi er for få, vi danske her ude, til at udrette noget i den retning, og sendes der os ikke hjælpetropper, da må det rødkarénske sprog nok dø. Det er ikke Rødkarénernes sprog, vi er sendt her ud for at frelse fra undergang, det er folket, som skal frelses, det véd jeg nok, og det er herren Jesus Kristus som frelser. Men det har dog så umådelig stor betydning for et folk, at det beholder sit eget modersmål. Og hvis vi danske kristne mennesker ikke kan have medynk med et folk, hvis mål stræbes efter livet, og få lyst til at stå det bi og hjælpe det til at beholde sit bedste eje, så véd jeg ikke noget andet folk, som kan. Mon der da ikke skulde være så mange kræfter at undvære der hjemme, så nogle kunde komme her ud og hjælpe os at frelse det rødkarénske sprog fra undergang? Hvem véd, om ikke dette er noget af det væsentligste, vi danske kristne har at udrette her ude. Men sendes der os ikke hjælpetropper, da ser jeg ikke rettere, end at det rødkarénske sprog må dø. Ti mens jeg underviser på rødkarénsk i én skole, vil da baptisterne undervise på sgau-karénsk i ti. For som sagt, begynder jeg først at holde skole, og det på rødkarénsk, så vil baptisterne få grulig travlt med deres sgau. Og de vil ban-sætte mig, de vil kalde mig en djævel, de vil sige til folk: hellere ofre til Kiné, end have noget med ham dér at göre. De vil kort sagt gore mig alt det onde, de kan, og de siger nok med jesuiterne: bare målet er godt, så gör det ikke noget, hvordan midlerne er; så jeg kan vente det værste af dem. Jeg vil naturligvis ikke påstå, at alle baptister er sådan, men jeg véd, at nogle af dem er sådan, og disse »nogle« er blandt dem, som kan nå mig. Ja, det er tungt, det er usselt, at vi missionærer her ude sådan er hverandres fjender, for mig er dette det aller tungeste. Kunde vi bare få lov at virke i fred på den måde, som vi ønsker, da synes jeg, alt andet vilde være let at overkomme. Men dette kævleri og nid er tit nær ved at få mig til at ønske, at jeg aldrig var kommen her ud. Hvorfor ikke rejse her fra og lade baptisterne ene om Karénerne? (ja de blev jo dog ikke ene om dem, selv om vi rejste). Svar: fordi jeg ikke kan se rettere, end at vor herre har en gerning her for os at øve, en gerning, som vi ikke sådan uden videre har lov til at rende fra.

Folk her i byen har ellers havt et slags jagt gilde her i dag. De har været oppe mellem bjærgene og har fanget 3 harer og nogle fugle. De skyder dem ikke af frygt for at skyde hverandre, men kaster sten og træstumper efter vildtet og dræber eller lammer det på den måde. Jeg blev i eftermiddags budt hen at smage på øllet, og da j eg havde lyst til at se, hvad de tog sig for, og hvad slags vildt de havde fanget, så gik jeg der hen. Inden for et hegn sad et par hundrede mænd og drenge på jorden og snakkede og sludrede og var som sædvanlig på den tid af dagen omtrent halv fulde, mens nogle enkelte kvinder gik og skænkede øl for dem, de vældige jægere. Uden for hegnet var resten af kvinderne og hornene. Henne ved en side sad en mand og stegte en höne, hvis ben var bleven eftersete for at tage varsler af dem og stukne op på en stump bambus. Omme ved en anden side sad et par og slagtede en stor fed hare, mens to andre harer lå og ventede på samme behandling. Hist henne, hvor hönsebenene var stukken op, hang 3 fugle, én langhalset og en tynd en, der ikke så ud til stort, en anden lille bitte en, ikke stort större end en spurv, en tredje lidt större, som de kaldte tu-bui, som er deres navn på turtelduen, — dette var al den fangst, de havde gjort. Den skulde nu deles i ganske små stumper, så hvert hus i torpen kan få sin del af fangsten. Så meget og ikke mere kunde jeg få ud af dem angående jagtgildet. Hvorfor de holdt det, hvorfor hvert hus skulde have sin part af fangsten, hvorfor de så' i hönseben, og hvad de så' efter, det kunde jeg ikke få ud af dem. Men det får jeg vel siden.

fangsten

Pobia, den 8. januar 1889.

I går havde folk jo jagtgilde, så der var da ikke tale om, at nogen kunde få tid at hjælpe os. I dag har der dog været nogle her og har båret hen af de gamle huse. Men det blir kun til lidt med dem, og til middag holder de helst op; så er de trætte, siger de. De snakker meget om deres træthed, og for en del er det vel sandt, men for en del er det kun snak og kælen for deres medfødte dovenskab. Jeg siger dog ikke stort til dem om det, både fordi jeg holder ikke af at snakke om det, og fordi jeg ikke tror, det vilde gavne synderligt. Rasmus synes, folk er alle halvdøde, han synes, de er så sløve, og der er alt for lidt liv i dem, og det har han vel grund til. Han ser ingen börn lege her. Alle andre steder i verden, hvor han har været, har börnene kunnet, lege, og det, mener han, er et godt tegn; men her ser han dem gå som gamle mennesker og med klædet (d. e. sængtæppet) op for munden til langt op på formiddagen og fryse. Nå, det han gærne være, at börnene er ikke rigtig börn, ligesom de gamle er ikke rigtig voksne; men kan også gærne være, at vi ser börnene sjælden lege, fordi når vi er i deres nærhed, så er de gærne optagne af at studere os. Sløve er de næsten alle, både gamle og unge i det hele taget (der gives selvfølgelig undtagelser) og meget mere end Shanerne og Burmeserne; men den egentlige grund dertil, tror jeg, ligger i levemåden: for meget drikkeri, for meget svineri, for mørke og usunde huse. — Ja de trænger i sandhed til at løftes —, Gud giv os nåde til at være hans tro tjænere og villige redskaber i dette arbejde!

Rødkarénske kvinder fra byen Podia (efter fotografi).

Pobia, den 9. januar 1889.

Vi er nu så vidt med arbejdet på huset, så vi ikke kan gore stort mere, uden folk kommer og hjælper os. Der skal nu først stikkes en masse huller i jorden til at sætte stolperne i, og dem kan vi ikke selv lave, for jorden er gruelig hård nu i denne törre tid, og de må ikke være större, end at stolperne lige kan gå ned i dem, ellers kan disse ikke stå for vinden. For Karénerne er det ikke så vanskeligt et arbejde, med den øvelse og de indretninger de har til det, men for os vilde det næsten være uoverkommeligt. Jeg gik da op til prins Birø i aften og sagde til ham, at jeg ønskede folk i morgen, og bad ham sende bud til dem om at komme. »Jeg må have mit hus op nu,« sagde jeg, »får jeg det ikke bygget nu, så må jeg rejse her fra, for siden kommer regnen, og så kan jeg ikke hente min hustru og mit barn her op. Hvis I Gaja-pu ønsker at have os iblandt Jer, så må I hjælpe mig at bygge hus, ellers kan vi ikke være her. Vil folk have tobak, vil de have øl, vil de have ris, vil de have en gris, når de skal bygge mit hus, nu vel, det skal de få alt sammen; men jeg vil have, at de skal komme i morgen.« Jeg stod nede på jorden og holdt denne tale for prinsen, mens han sad oppe på sin veranda. Jeg var kommen i tanker om, at det vilde vist være godt at tage ham på denne måde for en gangs skyld, og jeg var desuden lidt træt af deres evindelige svar: »I morgen kommer vi«. Prins Birø kan jeg godt lide, der er noget rart mildt og venligt ved ham, som tiltaler mig. Næppe var jeg færdig med min tale, inden han sprang ned ad trappen, i det han sagde: »Hen og snak med den gamle (kongen) om det!« For ham holdt jeg samme tale. Han betænkte sig en smule, så sendte han Birø og nogle andre ud med bud til folk om at komme i morgen og bygge hus til tsara. — Rasmus har havt lidt feber i dag. Jeg tror han udsætter sig for meget for solens brændende stråler midt om dagen.

Pobia, den 10. januar 1889.

Der kom så ganske rigtig nogle folk i dag, og de fleste af stolperne står nu i jorden en alen dybt. De 6 store stolper, som Hans Jörgen købte i fjor og fik slæbt hjem, skal stå midt ad huset og bære tagrygningen. De er så store, så der hehøves ingen stolper midt i stuerne som vi ellers er vant til, men som ikke er videre bekvæmt.

Rasmus har været meget syg i dag af feber og ligger og' klager sig endnu i aften. Han er ræd for at tage medisin, da han ingen tro har til den; men nu har jeg fået ham til at tage en dosis kinin. — Jeg har heller ikke været rigtig vel i dag, min mave er i uorden, det er nok den friske komælk, jeg mangler; men forandring på kost og vand og klima kan jo sagtens volde en smule ulæmpe, uden at det har stort at betyde. I morgen er jeg nok rask igen — ja med Guds hjælp.

Pobia, den 11. januar 1889.

Også i dag kom der folk og hjalp til med huset. De får deres øl og tobak, så rneget de forlanger. Kongen siger til, når der skal købes noget, det har jeg bedt ham om at göre, for jeg véd jo ikke, hvor meget og hvad der skal købes; men det kænder han så godt. Han sidder selv og hjælper til, han laver f. eks. bindsler af bambus til at binde taggræsset fast med. Vi fik de store stolper i jorden i dag. Det var et strængt arbejde, mente folk; sådanne karle var de ikke vant til at tumle med.

Rasmus har atter været meget syg i dag. Han tror, det er især vandet, som er dårligt, skönt vi ryddede brønden en af de første dage, vi var her, (og vandet smager udmærket), og skönt han ikke drikker det, uden når det er kogt. Jeg er nu overbevist om, at den uhyre store forandring på temperaturen i løbet af dögnet især er skadelig for vort helbred og er dets værste fjende, som vi skal göre vor flid for at modstå ved hjælp af klæder om natten og skygge om dagen. — Jeg har været rask i dag, kun lidt mat.

Pobia, den 12. Januar 1889.

Det var ellers meningen, at Karénerne skulde gjort deres arbejde ved huset færdigt i dag, men der kom ikke ret mange, og så nåede vi ikke mere end at få køkkenet nogenlunde beboeligt. I aftes gav jeg kongen penge til en galt, som han skulde lade købe. Den kom de da også ganske rigtig slæbende med i morges — en, som havde kostet 12 rupier. Foruden den fik de ris for 7 rupier og øl og tobak med hvad dertil hører. Så holdt de gilde med alt dette i dag, og med arbejdet gik det kun småt.

Jeg fik nogle til at hjælpe os med at flytte vort kram her op i køkkenet, da det var færdigt; og jeg er glad ved at vi nu er nåede så vidt, resten kommer nok med tiden. Vi var nødt til at flytte med det samme, da vi havde revet taget af det gamle hus og lagt det bedste af det her over på dette. Hans Jörgen sendte kongen 40 rupier til at købe taggræs for, en måneds tid inden han og Andrea gav dem på vej her ind. Kongen havde også fået købt noget; men da H. J. ikke kom, saa tog folk det i brug, ellers vilde kvæg og rotter dog have ødelagt det, siger de. De er villige til at give mig noget nyt i steden; men endnu er det ikke den rette tid, da det er at få. Mopæ brugte nok det meste af det til sit hus, og det har han givet mig lov til at tage igen, da han nu er i færd med at bygge sig et nyt hus og ikke mere bor i det gamle.

Søndag den 13. januar 1889.

»Husk på hviledagen og hold den hellig.« Men folk blev jo ikke færdige med huset i går, så lidt som med grisen og risen osv., og da de er hedninger og ikke husker på hviledagen, så kom der atter nogle i dag for at fortsætte, hvor de andre slap i går. Og jeg mente ikke, det vilde være rigtigt at forbyde dem at arbejde, skönt jeg selv følte trang til hvile. Jeg tog det så selv med ro og lod folk arbejde, idet jeg bare viste dem til rette. Jeg syntes disse arbejdede bedre i dag end de, vi havde her i går, og jeg syntes de var mere venlige og medgörlige; men måske det kom af, at det var søndag, at jeg syntes det. — Rasmus har havt det temmelig godt i dag og har ikke havt feber, men han klager meget over mathed.

Pobia, den 14. januar 1889.

I dag har jeg så været ene om arbejdet med huset, og med undtagelse af den smule tag, som endnu mangler, må vi nu se at göre resten færdig selv. Karénerne kan ikke hjælpe os mere. Et söm kan de til nød slå i, men en sav kan de ikke bruge. Der er ikke en eneste tømrer at få i hele landet, så var vi ikke lidt kræng på fingrene, fik vi vel ikke gjort mere ved det og kunde da med det samme sige farvel til Gajalandet. Der hører andet til at være missionær her ude end boglærdom i alt fald for os, som begynder her. Godt er det for mig, at jeg fra dreng af er vant til at bruge værktöj og arbejde i træ og på anden måde.

Kongen sendte i dag brev til Dr. Bunker i Toungoo. Med det samme fik jeg et med til Sofie.

Pobia, den 16. januar 1889.

Jeg havde i flere dage så småt gået og tænkt på, at jeg vist helst måtte tage en tur der ned syd på til Prilavæ eller Ngwetoung, hvor resten af Hans Jörgen Jensens og Andrea Gehlerts gods blev ført til ifjor forår. Kongen skrev jo nok der ned for en tid siden og bød dem at komme her op med det, men det gik, som jeg tænkte; det blev ikke til noget. Og nu havde jeg brug for flere skruer og som til huset og ventede at finde en del af den slags blandt krammet, såsom Hans Jörgen jo havde i sinde at bygge, da han rejste her op. Da jeg derfor i morges vågnede, tog jeg den beslutning at rejse der ned i dag, hvis jeg kunde få en mand til at følge mig. Ti da jeg sidst talte med kongen derom, sagde han: »Rejs du nu kun der ned, nu

Et brev fra kong Podia til Poulsen, ført i pennen af kongens skriver i det burmesiske sprog.
(Efter originalen).

er der ingen fare.« Jeg løb så hen til den samme mand, som för var med mig der nede: Såbi, eller rettere Sobi. Han var også villig til at følge mig i dag. Da jeg kom hjem, var Rasmus i færd med at bage pandekager, og da jeg havde fået min del af dem til livs (de var ret gode), kom vi af sted. Forrige gang, da jeg var der nede for at købe condenced mælk til Tora, var jeg syg, men måtte dog gå på mine ben, der næppe kunde bære mig. I dag var det helt anderledes: jeg var rask og havde oven i købet en hest at ride på. Den gang fik jeg feber, mens jeg sad der nede, og havde svært ved at vinde hjem, i dag mærkede jeg intet til den gæst. Den gang fik jeg kun 2 dåser mælk med mig hjem, og de led endda af ælde, i dag fik jeg 3 med mig hjem, og de var gode, og jeg kunde fået mange flere, om jeg havde villet, for der var nok af dem blandt Hans Jörgens gods.

Det var i det hele en dejlig tur i dag: nok af solskin, dog ikke for varmt, som det ellers gærne er, og lærkesang og spurvekvidder. Ja, det er ikke første gang, jeg har hørt lærken synge her oppe i Gajalandet, men det er første gang, jeg skriver om det. Her lige ved Pobia hører vi den ikke, ej heller helt ude i rismarken, hvor der den meste tid af året står vand. Pobia ligger for höjt for lærken, og rismarkerne for lavt. Men mellem Mobyé og Pobia og Prilavæ ligger der nogle strækninger, som synes at passe den. I den törre tid af året ligner det nemlig det almindelige agerland der hjemme i Danmark. Og lærken synger akkurat som der hjemme; jeg han ikke høre, der er nogen forskel, og så vidt jeg har kunnet se, er hun grå og ser ud som lærken i Danmark. Det er dejligt at høre hende synge her ude, vel især fordi det minder mig om min barndoms tid der hjemme, da jeg gik ude på heden i Jylland og vogtede får. Når hun da holdt sig lige over mit hoved og sang og fulgte med mig, når jeg gik, så forekom det mig, at hun kendte mig, og at det var for mig, hun sang så liflig. Hun var min bedste ven og kammerat, når jeg gik ene der ude på Jyllands hede de lange sommerdage, og da kom jeg til at holde så meget af hende. Derfor var det mig en stor glæde at møde hende her ude. Og spurvene, ja de ligner også dem der hjemme på et hår — eller fjer. De kan sidde i hundredvis i et træ og kvidre og sladre, så det er en lyst at høre på dem. Man kan blive hel glad derved.

Nå, vi kom så til Prilavæ, vist den störste Shan-by og købstad i Gajalandet. På burmesisk hedder den Ngwé-Toung. Om der bor andre end Shaner i byen, véd jeg ikke; men det så ud til at være shan-huse, alle dem jeg så. Shanerne bygger nemlig deres huse lidt anderledes og bedre end Rødkarénerne, så man kan gærne strax se, om det er Shaner eller Karener, som bor i huset. Der findes så at sige kun en eneste gade i Prilavæ, og den er lige, mærkeligt nok. Husene ligger med enderne ud mod gaden; men man ser dem ikke rigtigt, inden man kommer ind i dem, ti mellem enden af huset og gaden findes der altid en smule skur eller bod, hvor hver ejer har udsalg af salt, tobak, törflsk, messing-söm, knive, tröjer, shan-sukker og deslige. Disse skur vansyner byen og de forholdsvis konne og gode huse. Gaden, ja den er ikke brolagt, ej heller holdes den ren, hvad den godt kunde holdes i den törre tid af året. Men så vidt er end ikke Shanerne nåede i kultur, skönt de er langt videre end Karenerne. Hist og her lå der ved siden af gaden en mögdynge, som var törret, og som sagtens skulde bruges til brændsel. — Det varede ikke længe, inden min ledsager, Sobi, fik opspurgt en af de mænd, der havde noget af det gods, som jeg var efter. Det var en gammel snu ræv, som listigt nok begyndte at spörge, hvor meget han skulde have i bærelön osv. Jeg vidste intet om det; dog dette sagde jeg ikke, men blev ved at dreje på talen, til jeg fik ham til at tilstå, at han havde fået det halve af sin lön forud, og at der skyldtes endnu 5 rupier på hvert okselæs. Jeg blev så fulgt op i huset for at se de 3 okselæs, som han havde. Det stod, så vidt jeg kunde se, urørt i kurvene og i den bedste orden. Jeg vilde have gamlingen til at bringe det her op i morgen, men det kunde han bestemt ikke, for der var ingen okser hjemme nu, og de kommer først hjem om en 3 ugers tid. »Hvor er da jere okser henne,« spurgte jeg. »De er ovre i Bopodå«, var svaret. Hvad de bestilte der ovre, kunde jeg ikke blive klog på. Men Bopodå er ellers Sawlapaw's hovedstad (som hedder Sawloung på burmesisk). Rødkarénerne kalder Sawlapaw: »Po-rö-gwæ-ge-å, han som bor i Bopodå«. Det rimer jo, og jeg tænker, det er begyndelsen til en sang om ham. Po-ro er sikkert hans rette navn, gwæ-ge-å tror jeg er et øgenavn, men jeg kan ikke tyde det. Alle nyhederne om Porögwægeå synes at være forstummede i den senere tid; vi hører intet til krigen, og hvorledes det går med den.

Resten af godset fandt jeg, og i samme gode orden som det første. De lovede også til sidst at komme med det her op i overmorgen — jeg håber, de holder ord.

På hjemrejsen i eftermiddag så jeg et bevis på, at börnene her kan lege. Det var nogle hyrdedrenge, som gik ude i marken og vogtede kvæg. De forslog tiden med at trille med nogle lerkugler, som de naturligvis selv havde lavet. Om selve legen kan jeg ingen oplysninger give. Men det glædede mig at se dem bruge tiden på den måde. For det er ellers tit, når jeg ser dem der ude i marken, at de sidder i skyggen af et træ eller af et tæppe, som de har sat op på et par spyd. Og det har forekommet mig, at de tilbragte tiden mest på denne måde, når de vogtede kvæg. Selve vogtningen består nemlig ikke i stort andet end at se efter, at ikke kvæget blir stjålen eller løber sin vej. Mange torper har det sådan, at de i forening lönner en mand for at vogte alt deres kvæg. Om morgenen går han gennem byen og lukker kvæget ud af de indhegninger, der er sat op omkring de enkelte huse, og driver det der fra ud i marken. Men i de fleste torper er det dog så, at hver mand har en til at se efter sit kvæg. Det er da gærne en dreng, enten hans egen son eller en, han har arvet eller måske köbt. På den måde har de det her i Pobia. Derfor får vi gærne det svar, når vi snakker om skole: »Vi kan ikke undvære vore börn til at gå i skole, de skal vogte kvæg og hjælpe os med vort arbejde.« — At det ikke er nogen sund opdragelse, drengen får der ude i marken, er jo let at indse. Megen rådden snak høres der i hjemmene om aftenen, og megen dårlighed øves, sjælden eller aldrig noget godt, og ude i marken fortsættes det blandt drengene om dagen. De störste fører naturligvis an og leder de mindres opdragelse, eller rettere: neddragelse. Hvilken slægt må det ikke blive til, om der ikke blir sat en stopper for ondet! Og er det at undres over, at folket er sunket så dybt, som det er, at det er svagt og sygeligt både på legem og sjæl? Det er ikke krigene nær så meget som usædelighed, der er skyld i, at Karénerne er et svagt og affældigt folk, blandt hvilket døden gör rig host. Jesus Kristus og ingen anden kan læge og oprejse dem og frelse dem fra undergang og udslættelse af jorden. Men Gud ske lov, fordi han kan.

Pobia, den 18. januar 1889.

Det var altså i dag, at godset skulde komme fra Prilavæ; men det kom ikke, og ked er jeg over det —, men det kommer vel siden. — Jeg føler mig grulig træt i aften, skönt jeg slet ikke har arbejdet mere strængt i dag end ellers. Det blir kun til lidt for mig. Jeg kan ikke sådan arbejde, som jeg kunde for 2 år siden, da jeg kom her ud. — Det er da også usselt, at her ikke er en eneste tømrer at få i hele landet. — Vi får nok tage det med ro og så lempelig, så vi han holde det ud. — Rasmus er nu temmelig rask igen. Han er til stor hjælp for mig. Bare han må blive ved at være rask.

Pobia, den 19. januar 1889.

I morges gik jeg op til dronningens hus og rodede op i vort kram, som vi har stående der endnu, og var da så heldig at finde nogle skruer og söm, som var der fra i fjor, så nu kan jeg arbejde videre med at lave döre og luger. Sammenføjningen af disse sker nemlig ved hjælp af den slags skruer, som man bruger til at skrue i træ. Det slags træ, vi har her, er nemlig sådan beskaffent, at det flækker, når man slår som i det, så jeg er nødt til at bore huller i det og så bruge skruer i steden for som de fleste steder. — Vi arbejder stadig på huset. Nu har vi lagt gulv, og jeg har lavet 3 döre. Könt blir ikke noget af det, for brædderne, vi har, er både vinde og skæve. De er ikke savede, men flækkede ud af træstammen og så jævnede lidt med øksen hist og her, men meget lidt, og jeg har ikke tid og kræfter til at bruge hövlen stort på dem. Væggene er dels af bambus og dels af brædder. Bambusvæggene på det gamle hus har vi brugt her, men da dette hus er et par fod höjere, så har vi måttet øge med brædder for oven. For at holde bambusvæggene sammen med stolperne er der slået en liste uden på, så sömmene går ind i stolperne. Det er en fordel ved at have træstolper, at man da kan få væggene sömmede fast, hvorimod, når det er bambusstolper, må de bindes til dem, fordi som ikke kan holde i bambus. Hvis da en vil ind i huset, kan kan bare tage sin kniv eller sit sværd og skære båndene over, så kommer han let ind, hvor meget vi så låser.

Huset vender i syd og nord. Det er i alt 52 fod langt og 16 bredt. Ved sydenden er 10 fod veranda, dernæst en stue, som er 12 fod og så sovekammer af samme störrelse. Dernæst kommer Andrea Gehlerts stue, som er 10 fod, og længst mod nord hendes veranda, 8 fod. Ud mod vest har vi køkken i en sidebygning. Nærmest ind til huset i denne sidebygning og med döre til stue og sovekammer er der en lille spisestue på 8 X 11 fod. Dernæst og længst ud mod vest kommer kogestuen med ildsted. Den er 12 X 11 fod. Gulvet ligger 5 fod fra jorden. — Dagligstuen er nærmest bestemt til studere- og modtagelsesværelse. Når jeg har min arbejdsstue der, så kan jeg så let tage imod Karénerne, når de kommer og vil se til os eller tale med os. Verandaen er nærmest for Karénerne at sidde og ligge på. For de holder meget af, at der er et sådant sted, hvor de kan hvile dem, når de kommer til os. For at vi kan få lov til at sidde og spise i fred, er det nødvendigt, at vi har en særlig stue dertil. Den er nu bleven temmelig lille, men vi er jo også kun små folk. Karénerne er meget nysgerrige og vil helst rende over hele huset og rode op og snuse i alt; men det skal de ikke have lov til, for det har hverken de eller vi godt af. Som regel skal de ikke have lov til at komme længere end på verandaen og i dagligstuen. Andrea vil jo være »selve«, som hun siger, det vil sige, hun vil spise for sig selv og i det hele leve for sig selv. Derfor har hun fat sin egen veranda, så hun kan have et sted til fremmede. Når hun nu får sit eget køkken og badekammer, så synes jeg nok, liun må kunne klare sig et års tid, til vi kan få mere bygget.

Pobia, søndag den 20. januar 1889.

Der stod en mand tæt her uden for i morges og huggede brændsel. Rasmus og jeg sad på verandaen, for at solen kunde skinne på os; for det var koldt. Rasmus sad desuden og klimpede på sin fiol. Med et ser jeg M op æ og hans kammerat (for han har en anden kristen fra Yaddo, ;som er hos ham) komme gående, Mopæ med en stor, tyk bibel under armen. Han råbte hen til manden, som huggede brændsel:

»Ikke arbejde i dag, det er søndag, har jeg ikke sagt det så tit.« »Vi Gaja, vi arbejder, I kan hvile, om I vil.«

»Nej I bør ikke arbejde i dag heller, det står i denne bog.«

Han er imidlertid kommen op ad trappen til os. Så siger han til Rasmus: »Spil!« Til mig siger han: »Er det ikke også søndag i dag?« Jo det mente jeg da.

»Så laver vi ikke hus, vi pløjer ikke eller gör andet unødvendigt arbejde uden for huset sådan som han der henne.«

»Nej jeg hviler i dag, for det har vor herre givet mig lov til. Men så længe Gajapu ikke er kristne, må de gærne arbejde for mig.«

Pobia, den 22. januar 1889.

Både i går og i dag har Rasmus ligget syg igen. Han mener, det vilde være godt, om han kunde få noget rigtig komælk. Af den condencerede har vi nok, men den lider han ikke mere. En ko kunde vi sagtens få, men de er alle så vilde her. Ovre mod øst, siger de, kan vi få kør, som ikke er så vilde, men dog ingen, som er vant til at blive malket. Vi kunde jo prøve på at vænne en til, men det vilde sikkert vare en god stund, førend det lykkedes. Og hvorledes skal vi få en ko passet? Her er ikke græs, så vi kunde töjre den. Den skulde være sammen med byens andre kør; men når den selv ikke er her fra byen,, så får vi ingen til at passe den, fordi den vilde rende hjem. Selv om her var græs til den, så den kunde stå öjret, så vilde den dog blive helt tummelumsk af at stå ene og så meget des mere vild. Jeg er naturligvis villig til at købe en ko til Rasmus, når og hvis han vil have mig til det, men han ser selv ingen udvej til at få den passet, så lidt som jeg. Og kun lidt håb er der om at få så meget mælk af den, så det kan nytte ham stort. Det er langt fra at være malkekvæg, det vi har her til lands. En ko, som nylig har kælvet, har man tit ondt ved at se yveret på, så lille er det, følgelig kan der næppe være synderlig mælk. — Rasmus har tabt modet og blir her vist ikke, han har intet håb om at kunne leve her et år til ende — og han advarer mig mod at blive her. Jeg var henne hos kongen i eftermiddags, han sendte nemlig bud efter mig, for at jeg skulde se et par af de mænd, som havde fåt af det taggræs, som han købte til Hans Jörgen Jensen i fjor.

Ved siden af kongens egentlige hus ligger der et skur, et slags nattely for rejsende (det var dér, Hans Povlsen sov, da han første gang var i Pobia), men som kongen også benytter til avdientssal og rådsal og skriverstue og — hvem kan sige alt. For tiden bruges det desuden til fængsel og sygestue. Der ligger en gammel mand dér med lænker på.

»Hvad har han forbrudt?«  spurgte jeg kongen.

»Å, der er nogle folk i samme landsby, som han er fra, der har stjålen 2 bøffeler og en stud.«

»Hvad skal der nu göres ved ham?«

»Hans landsby skal løskøbe ham og derved betale de to bøffeler og studen.«

»Hvor meget skal den give i løsepenge?«

»160 rupier.«

»Men hvis byen nu ikke løskøber ham, hvad gör du så vel ham?«

»Så løser jeg ham ikke.«

Med dette sidste svar måtte jeg nöjes, så ufuldstændigt som det var. Der skulde vist været svaret: »Så sælger jeg ham.« Men et sådant svar holder hs. majestæt ikke af at give mig, for han véd nok, at Englænderne bruger ikke den fremgangsmåde, ej heller tillader den. Men deres kriminallov gælder jo ikke her i Gajalandet endnu, så han er vel nødt til at følge den gamle.

I samme skur ligger der en mand, som for et år siden blev skudt i den höjre hofte, da der var krig mellem Mobyé og Pobia. Kuglen sidder endnu i hoften, og han kan ikke gå, — det flyder ud af såret. Jeg tör ikke prøve på at hjælpe ham, men rådte ham til at rejse til Toungoo — han kan nok tåle at ride — men tvivlsomt er det, om han følger mit råd. Ja sikke tilstande her i landet! sikke forhold: småtyverier, småkrige, småslavehandel, småtteri alle vegne, — drukkenskab og sygdom. Og for alle deres sygdomme ved de intet andet råd end at ofre til Kiné-Kinå. Er det ikke usselt: der findes ikke en gang en eneste »klog kone« i hele landet!

Pobia, den 23. januar 1889.

Jeg lejede nogle okser i går til at hente Hans Jörgens gods i Prilavæ. Jeg var ræd for, at det vilde vare for længe, inden Shanerne vilde komme med det. Vi tog så der ned i dag. Rasmus var endnu syg, men mente nok, han kunde være ene; han var oppe, da vi rejste.

Da vi var kommen et stykke der ned ad, så jeg en død hund, som var bunden fast til det øverste af en seks fod höj bambusstang. Kragerne havde travlt med at tære af den. Et lysteligt syn! Hvad skulde det betyde? En af mine ledsagere oplyste mig om, at hunden var ofret til Kiné.

»Hvorfor er den ofret til Kiné?«  spurgte jeg. »Jo, der er en, som er syg, og så har han ofret den for at blive rask.«

»Men kragerne æder den jo, er Kiné da i kragerne?«

»Nej, men vi siger, de er hans forældre.«

»Blir så den syge sund, når Kiné har fat hunden?«

»Det véd man ikke. Måske blir han rask, måske ikke. Vi véd det ej.«

»Hvorledes ser Kiné ud? ligner han et menneske, eller hvad er han lig?« »Det véd man heller ikke, ingen har set ham, han færdes altid i mørket, ingen ser ham.«

»Men hvorledes véd I Gaja da, at det er ham, som gör eder syge?«

»Vi véd det ikke, men vi tror det, for sådan siger de gamle.«

Vi fik så godt nok krammet læsset på okserne og kom på vej hjem ad igen, uden at noget mærkeligt skete. Men paa vejen her i mellem og Prilavæ er der en ström, som ikke er ret bred, men dyb og rivende, så man ikke kan vade over den uden et enkelt sted, hvor det endda går til midt på livet. Det var mig næsten en gåde, hvorledes okserne skulde komme over den med læs på. Et par steder findes der smalle broer over den; de består af kun en enkelt planke, som jeg ikke rigtig kunde tro, at okserne kunde gå over på, skönt mændene på mit spörgsmål derom sagde, at det var der intet i vejen for. Jeg tænkte, jeg vil dog se, om også det går godt, og tog derfor samme vej hjem som de. Jo de forreste okser kom godt nok over; det lod til, de var vante til at holde tungen lige i munden; men så kom der en ung en, som var bange og vilde göre omkring på planken, men ved den øvelse gled den uden for med et ben og væltede på ryggen ned i den dybe, stride ström. Læsset kom altså ned først til held for studen, for ellers havde han sikkert druknet, men nu skiltes han ved sin byrde og havde snart hovedet oven vandet, svømmende af alle livsens kræfter. Men han prøvede på at svømme op ad strömmen, hvad han dog ikke var i stand til, og Karenerne stod såmænd ganske stille uden at göre mine til at hjælpe dyret, indtil jeg råbte til dem, at de hellere måtte se at få fat på rebet og hjælpe studen op, hvis ikke de ønskede at se den druknet. Så kom der på en gang liv i dem. Det var åbenbart, at de for bare skræk hverken vidste ud eller ind. Dyret fik de da op, men så var endnu læsset tilbage. Den længste af dem søgte at finde det ved at gå ned ved siden, idet han holdt sig fast i buskene på brinken. Men han kunde ikke nå bunden, og strömmen var alt for strid. Træer eller bambus var der ingen af i nærheden, så vi havde intet at føle os for med. De spurgte mig, hvor meget læsset var værd. »A, en halvtreds til treds rupier, jeg véd ikke så nöje endnu.« Så meget! det var da forskrækkeligt, hvad skulde de gøre? Også jeg frygtede for, at vi fik det ikke mere; men endnu skulde der göres et alvorligt forsøg. Langt borte kunde jeg öjne en bambus-gruppe og sendte så en af dem hen at hente et ror. Det varede ikke så farlig længe, inden han kom igen og havde endog været så betænksom at hugge et par grene af så langt fra stammen, at de dannede hager. En halv snes alen længere nede ad strömmen fandt vi omsider læsset og fik det halet i land, og nogen videre skade havde det ikke taget. Heldigvis var der bundet godt over kurvene, så varerne kunde ikke trimle ud af dem. — Også ved denne lejlighed så jeg, at Karenerne er börn i karakter: de taber let besindelsen og er rådvilde, når det gælder at være rådsnar. Havde jeg ikke været der, så er jeg temmelig vis på, at både okse og læs havde gået tabt. — Ja, de er börn, og barnlige er vel også en del af dem; men det er let at skönne, at flere er barnagtige. Der er kun få gode börn iblandt dem. Men det gælder vel om at se på dem med så lyse öjne som muligt og at se særlig efter det bedste hos dem, se at få öje på det; for det er jo det, Vorherre vil have tag i, det er det, hans ånd vil lutre og rense hos så mange, som giver den lov og rum. Ja, Gud give os sind og hjærte til at søge stadig efter det bedste hos dem og til at få öje på det! Der er nok til at mørkne vort blik, så vi kun ser det mørke og skæve hos dem. Det kan være godt nok at have öje for det skæve, som jeg engang hørte en rose sig af, at han havde; men man fristes så let til kun at kige efter det, og da ser man i regelen kun skævhed alle vegne. —

Her hjemme fandt jeg Rasmus meget syg og helt modløs. Dagen havde været ham uendelig lang, og nu iaften snakker han om, at natten er som et helt år for ham. Det er strængt for ham at ligge syg, så meget mere, fordi han vist sjælden har kendt sygdom for her i Pobia.

En af kongens sonner er død i dag. Durø hed han. I fjor var han tyk og fed og så' rædsom forædt ud. Jeg husker godt, at jeg tænkte den gang: »du blir vist ikke gammel, prins.« Hans öjne så' ud til, at han gik med en leversygdom. Det er vist ikke sundt at mæske sig her til lands. — For en halv snes dage siden, da vi havde folk til at arbejde på huset, sagde kongen til mig, om jeg ikke havde nogen medisin, som kunde give åbning. Hans son var syg, og han mente, han trængte til noget af den slags medisin. Jeg gik hen og så til manden. Jo, der lå han inde i et mørkt hul, som mere lignede en svinesti end en menneskebolig. Ved siden af ildstedet lå han og stönnede. Hans moder, dronningen, sad ved hans side. Jeg følte på hans puls. Han havde lidt feber. Jeg spurgte om hans sygdom: hvorlænge og hvorledes. En tre måneders tid havde han ligget der. Jeg gruede: tre måneder i et sådant hul! Han var bleve-n blind, siden han kom til at ligge. Det så ud for mig, som at det gule lag, der i fjor sad på det hvide af öjnene, nu var groet hen over hele öjet og derved havde lukket for lyset. »Om jeg ikke kunde kurere hans øjne?« Nej, det kunde jeg da ikke. Så vilde de have medisin for åbning, og så vidt jeg kunde skönne, vilde det ikke skade ham at få en dosis; men jeg sagde dem, at jeg troede ikke, det kunde göre ham rask. Prins Biro, som var med mig der henne, sagde så: »Om lidt skal vi hente medisinen, hvis vi ønsker, han skal tage den«. Kongen spurgte mig ud, da jeg kom tilbage. Jeg sagde ham min mening, at jeg troede ikke, prinsen kunde leve ret længe. Lidt efter kaldte kongen ad mig igen. Han sad her tæt uden for på en træstamme med et par kyllingeben i hænderne, som han lige havde rådspurgt. »Hvis din medisin skulde give ham for stærk afføring, har du så en anden, som kan standse det?« spurgte han mig. »Jo, det havde jeg da; men han behøvede ikke at være ræd for, at den, jeg gav ham, skulde virke for meget.« Godt, så vilde han nok, at prinsen skulde tage den. Han havde altså set efter i kyllingebenene, om pet vilde være godt for den syge prins at tage min medisin. Men det lod jo til, at de havde ikke givet ham rigtig besked. — Hen på eftermiddagen kom prins Biro igen og bad om den anden medisin, som kunde stoppe. Jeg svarede ham, at det var for tidligt endnu, »vent til i morgen, hvis han da har for stærk afføring, så kom igen; men endnu er det ikke for meget.« Dermed lod han sig noje og kom da heller ikke igen næste dag. — Siden har jeg ikke set den syge prins, men jævnlig spurgt til ham og stadig fået det svar: »han er syg endnu«. — Øl og flæsk og driveri med hvad dermed følger har ødelagt ham. Kongens sönner tager desværre ikke efter deres fader i det stykke. — Foruden prinsen er der død én til her i byen i dag, nemlig en datter af den mand, hvis okse faldt i vandet. Jeg synes, der er snart aldrig andet end dødsfald og begravelser her i byen. Det ser næsten ud til, at befolkningen skal dø ud.

Pobia, 24. januar 1889.

Hvornår trænger en Karen til som?

Når han er død.

Kongen kom i morges og bad mig låne ham 400 söm.

»Fire hundrede som! nej, så mange har jeg ikke.«

»Så to hundrede.«

»Jeg har dem ikke, jeg har måske fyrre til halvtreds. Men hvad skal du med så mange som?«

»Min son er død, véd du vel nok; der skal laves kiste.«

Jeg kunde og kan endnu ikke forstå, at der kan gå fire hundrede som til en ligkiste. Jeg lod ham få halvtreds, skönt jeg dårlig kan undvære dem, da jeg ikke fandt et eneste som blandt H. J.s gods, mærkelig nok. Det går tit på, at én kommer og tigger som af os eller kjøber dem, når en slægtning er død, men de plejer dog at kunne nöjes med höjst en snes. Men det skal vel være en grumme fin kiste, en sådan prins skal i. Jeg tror nu forresten ikke, det er til selve kisten, der skal bruges som, for det er kun fattigfolk, der slår en kiste sammen af brædder, hvorimod de, som har råd til det, får en af en udhulet træstamme. Mange har et træ stående på roden, som de ikke vil sælge for aldrig det. Hvorfor ikke? Jo, det er bestemt til en kiste for dem, når de er død. Og så går de der år ud og år ind og ser på det træ, som engang skal vorde deres ligkiste.

Både sidste nat og i aften holdes der musik der henne i anledning af prins Durø's død, en rædsom musik, — for nervøse folk er den hel forskrækkelig. Og den går hele natten: ding-dang, ding-dang, bum-bom bum-bom. Desuden skydes der med bøsser. Deres begravelsesgilder ligner meget Burmesernes; de har også musik ved en sådan lejlighed, men af en anden slags, mere kunstig, men ikke synderlig bedre at sove for om natten. — Jeg kommer jævnlig til at tænke på de gamle Ægyptere ved al den festlighed, naar en er død, og ved al den stræben, som de fleste lægger for dagen efter at kunne få en flot og ordenlig begravelse, naar de dør. Det ser næsten ud, som er dette det vigtigste ved hele livet og det eneste, de lever for. Men de burmesiske folkefærd hører vist også alle til Kams æt. Faraonerne gik jo også og så' på den pyramide, som de engang skulde sættes ind i, så på, hvorledes den voksede år for år og satte en ære i at få den så stor som muligt, ja levede vel i grunden ikke for andet. — De buddistiske pagoder minder så meget om pyramiderne i Ægypten. Og de fleste af dem påstås jo at gæmme lidt af Gaudama Budda's jordiske levninger. Sådanne pagoder er for buddister særlig hellige; til sådanne gør de valfarter, og ved sådanne holder de fester. Så mindes man derved om kostrene både i den ældre og yngre tid, hvor der gemmes på stumper af vor herres kors eller lidt af det hul, som det stod i osv., man mindes om valfarterne til den hellige grav. Ja, der er meget i hedenskabet, som minder om noget, der findes i kristenheden og omvendt, og der kunde gores mangfoldige sammenligninger. Men til syvende og sidst, når man ser sig rigtig for, vil man nok finde, at det er menneskene, som ligner sig selv i deres hang til at forgude døden i steden for livet og til at dyrke skabningen i steden for skaberen, og at det er ikke kristendommens skyld, når der er folk, med kristentöjet på, der i deres færd minder om hedningerne.

Pobia, den 25. januar 1889.

Kongen sendte bud til mig i morges og bad mig komme derhen til sig. »Mit barn er sygt, kom op og se på det.« Han fulgte mig op ad trappen til sit hus og kaldte ind ad dören på et kvindemenneske, som passede barnet. Barnets moder, en af kongens medhustruer, så vidt jeg kunde forstå, er død. Så havde det fået en shansk kone til amme. Den lille prins er 5 måneder gammel. Han er meget lille og mager, og jeg frygter for, at kongen også snart mister ham.

Prins Durø er ikke jordet endnu og skal først jordes på søndag. Der holdes en farlig stöj med trommer og bækkener både dag og nat og næsten uafladelig. Der danses og drikkes, og der stødes majs — efter musik. Det lader til, at folk fra andre torper kommer med gaver i form af ris og majs. I dag har jeg set flere okselæs komme. Jo, der skal nok være "en stor begravelse — bare ikke de går hen og dør allesammen, for det er en farlig sag at holde et lig så længe her ude. Men det vil de ikke tro. —

Rasmus er ringere i dag end i går. Han har ikke stort feber mere, men føler sig så umådelig træt og mat og spiser kun ganske ubetydeligt.

Pobia, den 26. januar 1889.

I morges fik jeg at vide, at den lille spæde prins, som jeg blev hentet til i går, døde allerede i aftes. Medisinen havde de ikke givet ham, hvis jeg ellers forstod den shanske amme ret. Han skal nok jordes ved siden af sin moder, så det blir ikke her i byen. — Mopæ skal til Toungoo, og med det samme en mand med nogle elefanter, — der er udsigt til, at Rasmus kan komme til at sejle på en af disse. Han er lidt bedre i dag, og hvis han ellers kan tåle at sidde og gynge på en elefant, så tænker jeg ikke, der er noget i vejen for at lade ham rejse.

Pobia, søndag den 27. januar 1889.

Der var en mand her i formiddags og vilde sælge mig en sten-perlekrans. Perlerne var tildannede af brogede sten og meget net tilslebne. Et par af dem var så store som små hönseæg, resten var mindre, nogle endog så små som kirsebær. Nogle lignede æg på formen, andre var mere langagtige, andre kuglerunde. Kransen var omtrent 4 fod i omkreds, så den vejede adskillige pund. Prisen var ikke mindre end 160 rupier. Jeg skulde jo have at vide, hvad den skulde være god for, da manden så uhyre gærne vilde have mig til at købe den; ti gå og bære på den kunde jeg da ikke, sagde jeg. Han forklarede mig da, at den var til at hænge op i huset: den »pro'r«, sagde han. Det vil sige: den skærmer, beskytter. Når den hænger i et hus, brænder det ikke af, f. eks. — Når en Karen skal til Toungoo eller skal göre noget, som ikke er helt dagligdags, så ser han i reglen først efter i kyllingeben, om det er godt at göre det eller ej, eller med andre ord, om ånden vil skærme dem, hvis de gör det. Karenerne tror nemlig, at enhver ting har sin ånd. Nogle af ånderne er store og hersker over andre, som er mindre. Det er især de store ånder, som det gælder om at stå sig godt med. En stor sten har en stor ånd, ligeledes et stort træ, især hvis det er dygtig kroget og grimt, damme, søer, et stort bjærg osv. Nogle af ånderne er gode, andre er onde. En dags rejse øst for Toungoo, når man kommer halvvejs op ad det første bjærg, ligger der en vældig stor klippeblok, som i form minder meget om skroget af et skib og ligger med »bagstavnen« lige ud til stien. Om denne sten siger Karenerne, at den pro'r, eller vel rettere: dens ånd. Når de går forbi den, sætter de jævnlig en bambusstang op til den, sagtens for at støtte den, at den ikke skal glide, for den ligger, som om den let kunde glide ud over stien. De gor det selvfølgelig, for at ånden, som bor i stenen, skal skærme dem. Når de har sat stangen hen, siger de: »A pro la« — den skærmer. Ånderne var oprindelig menneskers ånder, sådanne menneskers nemlig, som er kommen af dage på en eller anden unaturlig måde. Deres ånder er nemlig domte til at leve på sådanne steder og får ikke som andres lov til at leve i underverdenen. Disse ånder gælder det om ikke at fornærme, hvad uhyre let kan ske, da de er usynlige. Man kan let komme til at træde på deres kram eller på anden måde komme dem for nær, uden at man selv véd af det, og så forårsager de, at man blir syg. Og den eneste udvej og redning er ved sonoffer til den fornærmede ånd at søge at formilde den.

I aftes havde jeg det ikke videre godt. Feberen tog et tag i mig og holdt ud en tre timers tid. Jeg halvsov, imens det stod på, men engang imellem blev jeg vækket ved en rædsom skyden og hujen og musik. Det var jo alt sammen til ære for prins Durø, som ikke var kommen under jorden endnu. For Karenerne var det vel lojer, men ikke for mig. De har en lille messing kanon, en snes tommer lang, som de lader med krudt. Så lægger de den ned på jorden og stikker en lunte til den. Et par sekunder efter fænger krudtet, og kanonen farer baglæns en 10—12 alen, idet eksplosionen sker. Den laver et rædsomt rabalder. Men sidste nat var det desuden ganske forfærdeligt, som de slog løs på bækkenerne; det lød, som havde de et tusend stykker af dem, og som om de gjorde deres bedste for at slå dem i smadder alle sammen. Det kunde næsten få hårene til at rejse sig på mit hoved at høre på dem, og jeg var lige ved at tro, at det var deres hensigt at jage alle onde ånder ud af landet, Men de gode ånder vilde vist flygte først. Da jeg i dag spurgte dem ad, hvorfor de holdt en så grulig stöj sidste nat, var der ingen, som kunde give mig svar derpå. Sagen er nok, de véd det ikke selv, — det hører nu en gang med til en sådan begravelse — hvorfor? ja det har man glemt, som så meget andet.

I dag blev han så jordet, den prins. Jeg havde jo en anelse om, at det skulde gå for sig ved middagstid, og ved den tid hørte jeg da også en ganske ualmindelig støj der henne, og tænkte, nu må det vel være tid, om jeg skal have noget af hans henfart at se. Vi bor her tæt ved en af byens porte, netop den, som toget skulde drage ud af. Der henne ved porten ser jeg da to pongjier (buddistiske munke) og en 6—8 andre Shaner. Straks efter ser jeg prins Birø komme, trinende ud af porten. Han ser noget vist på en af Shanerne, snapper en bambusgren og giver ham et rap over ryggen med den. Shanen sætter af sted ind ad porten og prins Birø og jeg bag efter. Et stykke inden for porten står en snes Shaner og bærer på kisten med den døde prins i. Nogle af dem vil til den ene side med kisten, andre til den modsatte, alt under hujen og skrål og vanvittige fagter, mens trommer og bækkener lyder med fuld kraft. Jeg stiller mig op ved en side for at se på dette skuespil, der minder mig om en pongjis begravelse. Lidt efter kommer dronningen gående, hun skal nok være i spidsen for toget; hun går og synger en klagesang. Efter hende følger der flere, og endelig er da Shanerne bleven enige om at gå til samme side med kisten og følger efter. Kisten består af en udhulet og net tilhugget træstamme. Låget er ikke lagt på endnu, men kisten er dækket godt til med tæpper. Dog er det bedst at holde sig i god afstand fra den — det er ikke så underligt, at nogle af Shanerne skal drives til at bære på den. Hvorfor er det ikke Karener, i alt fald nogle af dem? A, jeg tænker, Karenerne vil helst være fri for at bære, især fordi den afdøde prins er gemt noget længe. Så sætter de Shaner til det, disse tor jo ikke sige nej, da de er Pobias undersåtter og bor i hans land. — Lidt uden for porten går de i stå med kisten og sætter den ned. Prins Birø, der nu var kommen op på en elefant, som er med i følget, kommer i en fart ned og får fat på en bambusgren. En del af Shanerne har forladt kisten og forstukken sig i mængden. Dem søger han nu op, et par andre hjælper ham. Når han får öje på en, giver han ham et rap; Shanen farer så hen til kisten — og snart er toget atter i gang. Det ser i grunden ud som börnestreger alt sammen. En del shanske kvinder og börn er med i følget; de er net påklædte og rene og næsten en hel modsætning til Karenerne. — Elefanten er læsset med gods, som prinsen skal have med i graven. Foruden driveren sidder der en anden mand oppe på den. Snart begynder de at så betelnødder ud over følget. De kaster dem helst så langt bort som muligt. Sikke löjer! Både börn og gamle får travlt med at samle dem op. De farer omkring mellem hverandre under grin og latter. Det gælder jo om at få så mange som muligt, og så kappes og skubbes-man. Hvem har ikke set lignende löjer der hjemme i juletid med pebbernødder! — men her ved en kongelig begravelse — hvad synes I! — En gang imellem knalder der et bøsseskud lige midt i følget. Nogle af kvinderne farer sammen — »u, det er da også rædsomt« — jo folk her ude har også nerver, — men ellers er også det löjer, ja

prins Durös begravelse

det er næsten helt morsomt med et sådant rabalder ganske uventet. — På vejen derud ligger der en bomuldstråd, den når lige fra byen og ud til graven, over en mil. Jeg får at vide, at den er lagt der, for at den døde ej skulde tage fejl af vejen der ud. Han er sagtens der ude for længe siden, eftersom det allerede er fjerdedagen siden, han gik over i den anden verden. En del af følget med kisten og elefanten gör en lang omvej mod vest; det er for at komme uden om en dyb rende, som vandet har lavet i regntiden. Men tråden går lige over renden og den korteste vej, og samme vælger jeg at følge tillige med en del flere. Begravelsespladsen ligger omtrent lige syd for byen. Den ligger på åben mark . uden hegn. Man kan se den langt borte, fordi der ved hver grav er oprejst et lille hus, som står på fire pæle omtrent fem fod fra jorden. Det første jeg så af Pobia, da jeg kom her for to år siden, var »kirkegården«. Den blir man først vår, når man kommer vest fra; den er atter det sidste man ser, når man forlader byen: grave. Men jeg havde aldrig været ved den for i dag. Der var god tid til at tage den i öjesyn, inden ligtoget kom, fordi det gjorde den lange omvej. Nu så jeg da, hvad de små huse ved hver grav er til. Også ved den søndre ende af prins Duro's grav var der bygget et sådant hus. Taget, som var overklistret med kulørt og forgyldt papir, var endnu ikke sat på, men lå ved siden af det. Væggene var kun en fod höje. Nogle var i færd med at fylde ris og majs i det. En mand stod der oppe og tog imod det, mens andre langede det op til ham. Da huset var fuldt, blev taget sat på. Det så helt kinesisk ud med al, den flitterstads. Jeg så ingen af de andre huse så fint smykket, men dette var jo også til en prins. — Jeg kom til at tænke på Hans Povlsen; for Hans Jorgen har fortalt mig, at hans kiste blev smykket på samme måde. Det var Shaner, som gjorde det. De mente naturligvis at göre ham en ære dermed. — Men de andre huse var fyldte med majs og ris, ligesom dette nu — eller havde været det, for rotterne har naturligvis tæret af det. Disse huse er altså kornlader for de døde. Jeg giver mig i snak med en, som sidder ved min side, og får at vide af ham, at der nede under jorden, hvor de dødes rige er, der er det akkurat som her på jorden, dér spiser og drikker man ligesom her, man plöjer og sår og høster, kort sagt, alt er nøjagtigt som her." Derfor er det også, at jeg ser plove og harver og riskurve, spinderokke, kurve fulde af bomuld, potter og pander og alt sligt, som hører til karénsk bohave, strøet omkring på kirkegården: man har givet de døde disse ting med, for at de kunde have noget at begynde med i den anden verden.

Ligtoget nærmer sig, dronningen er allerede kommen tillige med flere kvinder, som synger klagesange. Jeg forstår ikke, hvad det er, de siger; men det lyder da meget klagende og sørgmodigt, så det skal vel være klagesange. Ser man på dem, får man dog ikke indtryk af, at det er hjærtesorg for dem. Og når de standser en gang imellem, ler og spøger de — nej de sørger vist ikke meget dybt. Toget har ellers gjort holdt der henne, men nu skal de .af sted igen. De skaber sig som var de tossede. Der er sprungen tre af Shanerne op på kisten, hvor de står og danser, mens resten under hujen og skrig traver af sted hen imod graven med dem. Jo, det ser ud til dyb sorg det hele. Man blir langt fra hyggelig til mode ved at se og høre på dem. Messing-kanonen har de da også fået med og bruger den flittigt så vel som bøsserne. Låget til kisten ligger ved siden af graven, det skal ikke sættes på, inden kisten er kommen ned. Dette sidste tager tid. Jeg går imens lidt til side for ikke at få for meget af stanken. Et kvarters tid efter ser jeg én begynde at hugge noget af låget. Det er lidt for langt. Omsider er det passet til og sat på. Man begynder at lange ned af alle de varer, som prinsen skal have med sig. En mand står nede i graven og tager imod dem. Der er ris og majs, kogt og ukogt, kød og flæsk og »curry«. Der blir også langet ned en del kurve og potter, som er tilbundne, og hvis indhold man derfor ikke kan se. Nogle af dem er forskrækkelig tunge, ser det ud til; der er sagtens penge i dem. Dér kommer en stor rand potte; for oven er det bomuld, som stikker frem; men noget ganske andet må der være på bunden af den, for det koster dem en svær anstrængelse at få den ned uden at lade den falde. Plovjærn blir der også smidt ned, hakker og økser osv. Og en splinterny solskærm! ja, for der nede i underverdenen har man jo også brug for den slags ting så vel som her. Da så endelig alt godset er kommet ned, begynder de at rage jord ned over det alt sammen, uden så meget som at lægge en måtte over det. Stakkels prins Durö! hvorledes skal han dog finde rede på sine ejendele, sådan som de roder dem sammen for ham! — Da graven er halv fyldt, blir elefanten kaldt til, den skal nemlig trille nogle store træstammer ned oven på. Jeg tænker, det er for at ingen skal grave ned og stjæle pengene, hvad ellers en eller anden sagtens kunde fristes til. Så blir der rejst en höj bambusstang med et tolv fod langt og to og en halv fod bredt, hvidt flag i toppen. Den rejses i gravens søndre ende. Derpå fyldes graven med jord, og så er — prins Durö jordet. Mens det hele ved graven har stået på, har der stået en kvinde ved den ene ende af den og sunget. Jeg tænker hun er den afdødes enke. »O Durö, o Durö!« kom stadig igen i hendes sang. Hun lo og fniste ikke, når hun holdt op, sådan som de andre, der sang klagesange; men hun var helt alvorlig. Ved gravens nordre ende er der nok en grav. Den er til Durö's hest — for han skal også have sin hest med sig. Denne grav er kastet således, at hesten let kan gå ned i den ved den nordre ende. I den modsatte ende er der banket en pind ind til at binde hesten ved. Her ligger også en dynge majs og ris. Hesten trækkes der ned og bindes. Den er dygtig sulten. Den foræder sig i majsen og risen og dør om nogle dage. Også elefanten skal ofres. Den skal bindes ved et træ. »Kommer der så ingen og tager den?« spörger jeg min sidemand. »Jo, pongjierne i Mobyé siger, at de vil have den.« »Vil da kongen tillade, at de tager den?« »Ja vist vil han det, han vil ikke have den mere alligevel.«

Pobia, søndag den 3. februar 1889.

Sidste uge havde jeg feberen meget slemt, især de første dage. Feberen kommer gærne ikke ene, men har flere følgesvende med sig, sådan som diaræ og lignende. Det minder så meget om sommeren 87. Rasmus lå også det meste af tiden og var meget dårlig. Begge var vi yderst modfaldne tillige. Det er en af feberens værste følgesvende, tor jeg sige, modløshed. Kunde vi bare holde modet oppe, da vilde feberen ikke tage nær så hårdt på os og vi vilde meget lettere og hurtigere komme over den. Men det synes næsten helt umuligt at se andet end gråt og mørke, så længe man har spor af klimatfeberen i kroppen. Modet er væk, håbet slukket, alt er mørke. I reglen er man vis på, at man skal dø inden mange timer. Hvem der ikke kender det, kan måske synes: det er usselt og fejgt sådan at tabe modet for en smule sygdon, — men det er noget, man ikke kan göre for. — De første dage tog jeg nogle dosis kinin af den almindelige störrelse, men da de ikke lod til at ville virke, så fordoblede jeg dem, hvorved det lykkedes at få feberen brudt, så den ikke kom igen. Imidlertid var kongen jævnlig i lag med mig for at få mig til at følge sig ned syd på, hvor Mr. Hi Idebrand havde budt ham møde sig. Jeg vilde også gærne med ham der ned, fordi jeg håbede at få se lægen og få noget medisin af ham for min spleen (milt), som jeg kunde mærke var bleven alt for stor igen.

Fredag morgen skulde vi så af sted. Jeg var forskrækkelig mat og havde svært nok ved at få sadlet min hest, men syntes dog, jeg vilde give mig på vej; hvis jeg så ikke kunde holde det ud, kunde jeg endda vende om. Rasmus, mente nok, han kunde være ene nogle dage.

Jeg holdt det da ud, skönt det var meget strængt for mig, — og feberen blev heldigvis borte den dag; havde den kommen, så vilde jeg næppe holdt det ud. — Hen imod aften kom vi til Mr. H.s lejr. Det var en dag, for vi ventede det, da vi drog hjemme fra. Under vejs der ned fik vi først at vide, at hær-afdelingen nu var i færd med at drage mod nord og vilde komme forbi Pobia. Mr. Hildebrand var syg, så vi fik nöjes med hans assistant Mr. Bernard's ord, hvad kongen ikke var videre vel til freds med.

Vi sov der i nærheden fredag nat. I går morges slog vi følge med hæren, som skulde stanse ved Prilavæ (Ngwé-Toung). Jeg tænkte at nå her hjem til i aftes, og da vi kom til Prilavæ, tog jeg en hvil i en zayét for at samle kræfter til resten af vejen. Så red jeg videre, men uden for byen standsede jeg ved lejren for at tale med lægen. Han vilde da have mig til at blive hos sig den nat, fordi det vilde blive for strængt for mig at rejse helt hjem. Mit telt og mine fødevarer var jo nu på vej hjem; men han havde plads nok og mad nok, og så slog jeg mig til robes ham, hvad jeg trængte hårdt nok til. Så snart jeg i morges havde fået te, red jeg hjem ad; det var ikke rigtig bleven lyst endnu, og en tyk tåge lå over marken, så jeg havde lidt vanskeligt ved at finde frem i førstningen. »Benrap« kunde bedre klare det end jeg; han havde nok på fornemmelsen, hvad retning vi skulde. Og nu det gik hjem ad, kan det nok være, han var rap på benene. Det var for resten en dejlig morgentur så frisk og oplivende — og jeg havde det så godt, som jeg ikke i lang tid har haft det.

Her hjemme, ja her sad Rasmus og havde været så syg og haft det så dårligt, mens jeg havde været borte. Han kom ikke af "sted til Toungoo sidste uge, fordi manden med elefanterne forlangte 30 rupier for at tage ham med ned, og det syntes han var for meget og besluttede da at vente, til jeg kunde komme af sted. Han har dog fortrudt, at han ikke tog med alligevel.

Et par timer efter at jeg var kommen her hjem i morges, begyndte hæren at komme. Den skulde jo her lige forbi, og lægen standsede da for at se til Rasmus, hvem jeg havde fortalt ham om. Han sagde ikke stort om ham, kun at han vilde give ham noget medisin, som kunde hjælpe ham lidt til kræfter. Hæren ligger her nord for ved Nanmekun, og jeg har i eftermiddag været der oppe efter medisinen til Rasmus. — Jeg hilste også på Mr. Hildebrand i morges, da de red her" forbi, og talte et par ord med ham. »Jeg hører, De har haft feber igen«, sagde han, »hvorfor rejser de dog ikke bort her fra! Landet her er fuldt af feberluft. Jeg har haft feber på hele denne tnr.« Jeg forklarede ham da, hvorfor jeg er her, og at det var hensigten, at jeg vilde hente min hustru her op, men at jeg nu var i tvivl om, hvad jeg skulde göre, eftersom jeg ikke selv kan være her en måned til ende, inden feberen har ruineret mig. Han rådte mig indstændig fra at prøve på at bo her, han var vis på, det vilde aldrig gå godt. — Han mener mig det godt med, hvad han siger; men det er ingen let sag sådan at rejse fra, hvad man har lidt og stridt for, uden endnu at kunne öjne nogen frugt af det. Dog, »hvad kan det nytte, at vi ligger her syge eller dør her?« som Mr. H. siger. Klimaet blir ikke sundere af det; folket blir ikke kristne af det; der blir ikke bedre for muligt kommende missionærer at være her. Havde vi bare kræfter og helbred som for to år siden, da kunde vi måske döje det her, nu vi kan få et godt hus og rigelige fødevarer; men vort helbred er skrøbeligt nu, derfor frygter jeg. Og Andrea Gehlerts er vist ikke stort bedre. Tjænestefolk kan vi ingen få af. Ikke en gang en til at se efter mine heste har jeg kunnet få. Af Burmesere eller Indiere kan vi heller ingen få til at tage her op; vi skal göre al ting selv, enten vi er syge eller raske. Så længe vi er raske, kan vi vel overkomme det, men vi kan ikke vente at undgå at blive syge (nu er det den sundeste tid på året, og dog har jeg havt feberen så hårdt, som jeg skøtter om det), og i sådanne tider kan vi nok trænge til hjælp. I det mindste skulde vi dog have nogen til at passe koen og hestene. Bare ikke Karénerne var så dovne, så fik vi vel tjænestefolk. Men til deres dovenskab kommer desuden den omstændighed, at de trænger ikke til at tjæne, de har nok at spise og mange klæder behøver de ikke.

Pobia. den 4. februar 1889-

Jeg har siddet inde det meste af dagen. Jeg føler mig så mat og desuden så oppustet i maven, akkurat som i sommeren 1887, da vi alle led af noget som lignede vand sot. Også nu er mine ben og mit ansigt hovnet, men dog ikke nær så meget som den gang. For resten har jeg siddet og tænkt frem og tilbage over, hvad jeg skal göre, om jeg skal beslutte mig til at tage ned til Toungoo for at blive der nok et år, eller om jeg skal vove, hvad der forekommer mig at være voveligt: at tage Sofie og Agnes og Andrea her op. Jeg kan ikke andet end frygte meget for, at det bliver døden for nogle af os, om ikke for os alle, hvis vi tager her op. Dog véd jeg godt, at Gud kan bevare os. Men er det hans vilje, at vi skal udsætte os på denne måde? Er det ikke for meget hastværk? Hvorfor ikke give tid og se, om vi kan få nogen hjælp i retning af tjænestefolk? og om vi ikke, især jeg, kan blive stærkere?

Pobia, den 5. februar 1889.

Rasmus har haft det lidt bedre i dag, men sin medisin vil han ikke tage endnu. Jeg føler mig meget mat og har ikke kræfter til nogen ting. Var vi bare i Toungoo! Spörgsmålet: hvad skal jeg så beslutte mig til at göre, plager mig også. Rasmus er nu så vis på, at jeg bor beslutte mig til at blive i Toungoo et år endnu, ja han mener, her er slet ikke til at leve. Måske. Jeg tror ikke her er så usundt. Hvis man ellers selv var stærk og havde alt, hvad man trænger til, så tror jeg ikke, der vilde være stort i vejen for at leve her. Når jeg føler min mathed og min oppustede mave, så synes jeg ikke, jeg tvivler om, hvad der er rigtigst for mig at beslutte mig til. Men når jeg tænker på missionens fremtid og baptisternes indtrængen, så er det, jeg fristes til at blive her. Nok et års fravær kan skade og sinke meget. Hvor vilde det ikke være let for mig, om jeg havde en biskop eller pave, som jeg kunde lade afgöre, om jeg skal blive her eller ikke. Jeg vilde da lade ham råde — blev vel nødt til det — og slap derved for megen tvivl og for ansvaret (?). I sådanne tider kan man få en smule begreb om, hvorfor papismen hyldes af så mange. Det er så let og mageligt selv at slippe for ansvar og vælte det over på en anden. Jeg foretrækker dog en rigtig god og ældre forstandig ven at rådføre mig med frem for at stå under en pave.

Pobia, den 7. februar 1889.

I middags fik jeg et brev fra en kaptajn Jackson, som ligger her oppe nord for ved Nanmekun. Da han ikke kan stort burmesisk og havde lidt forretning med Pobia, så bad han mig at hjælpe sig til rette. Han er nemlig ingeniør og laver kort over landet. Nogle mil her vesten for ligger en höj bjergspids, som han i lang tid har havt öje på — han kunde se den helt ovre fra Sawlung, Sawlapaws hovedstad. Den vilde han nu op på for at få udsigt over landet, og det var for at få vejvisere af kong Pobia at han nu ønskede min hjælp. Jeg tog da op til Nanmekun, hvor jeg traf kongen med en hel stor forsamling om sig. Men da det allerede havde lykkedes Jackson at göre ham forståeligt, hvad han ønskede, så var der intet videre for mig at göre. Kongen var ellers lige ved at skulle af sted op til Mr. Hilde-brand, som ligger et par mil denne side Mobyé, og havde sendt bud til ham om at komme. Kongen vilde have mig med, hvad jeg ikke følte mig videre oplagt til. Men jeg kunde ikke godt slippe fri, og da Jackson tilbød mig sin hest til turen, så indvilligede jeg — jeg var nemlig til fods, og der var ikke tid til, at jeg kunde få hentet min egen hest. Da kongen og hans øvrige følge var til fods, så nåde jeg til lejren en times tid inden de.

Jacksons hest var rask til bens og ligner i dette stykke dens forrige herre, Sawlapaw nemlig, for den var hentet ovre hos ham og tilhører nok egentlig med rette ham. Men da han brugte sine ben så godt, da Englænderne nærmede sig hans by, at de slet ikke fik ham at se og trods al deres søgen ingen steds kunde finde ham, så fik han jo finde sig i, at de holdt hus med hans ejendele, som de fandt for godt. De var lige ved at lave hans slot til et »luftkastel« og havde allerede boret huller i söjlerne for at stikke dynamit-toldene der i, da en slægtning af Sawlapaw i sidste öjeblik blev synlig, villig til at gå ind på Englændernes betingelser, og blev indsat som regent i Øst-Karénnee med den engelske regering som overhöjhed.

Det var svært, så den engelske lejr nu var svunden ind, siden jeg sidst så' den. General Gollet er nemlig rejst videre ad fort Stedman til og har medtaget det meste af styrken. Mr. Hildebrand har jo lidt forretning her, inden han kan forlade landet. Det er særlig kævleriet mellem Mobyé og Pobia, som han på ny skal se at jævne lidt ved. Han førte samme tale til mig i dag som sidste søndag, nemlig rådte mig til at forlade landet, fordi her er så usundt, efter hans mening. Jeg spurgte ham om, hvorledes fort Stedman var i så henseende. Der er det også usundt, sagde han, fort Stedman er opgivet, da soldaterne der stadig er syge og lider især af diaræ; til næste regntid skal de have deres station et andet sted; hvor det bliver, véd de ikke endnu. — Vi må altså også med det samme opgive håbet om at få forbindelse med den civiliserede verden over fort Stedman. Men desuden er der også længere her fra til fort Stedmand, end jeg havde tænkt, nemlig 4 dages rejse op ad floden. Og der fra til den nærmeste station på jærnbanen er der 10 dages rejse. Efter hvad jeg nu véd, kan jeg skönne, at vi får aldrig gavn af den del af jærnbanen, som går nord for Toungoo. Ti selv om der findes nærmere stationer end Toungoo, så er bjærgene her imellem så stejle, at det næppe vilde betale sig at tage den vej.

- - - - - - - - - -

Det var mørkt inden jeg nåde her hjem. Rasmus var meget dårlig. Bare han snart kan komme sig så vidt, at vi kan rejse ned til Toungoo. Jeg trænger selv hårdt til at komme under lægebehandling.

---

Pobia, søndag den 10. februar 1889.

Sha Po, min rødkarénske lærer i fjor i januar og sidste regntid, har været med hæren som tolk. Nu har han fået hjemlov, da expeditionen er til ende. Han sagde forleden, at han vilde vente og følge med os, når vi rejste ned til Toungoo; men i morges kom han her og sagde, at han ikke vilde vente længere, da han ikke kan være i fred for kongen. Denne vil stadig sende ham så til et sted og så til et andet, og det kan selv en Sho Po blive ked af. Kongen lader til at have den mening, at vi kun er her som hans tjænere og helst ikke skulde bryde os om andet end stå på pinde for ham, være hans skrivere og håndlangere så vidt muligt. Og det er uden tvivl af sådanne egenkærlige grunde, at han har sat sine folk til at bygge hus for os så vel som for Mopæ. Denne kan jo skrive burmesisk, og jeg er helt vis på, at dette er den eneste grund, hvorfor kongen har »kaldt« ham, som han siger, han har: han skal nemlig være skriver for kongen og er det. Men hvem kan vel undres over, at det er noget sådant, som har fat kongen til at kalde Mopæ?—Dr. Bunker véd godt det og indrömmer det.

Jeg har nu besluttet mig til at rejse ned og blive i Toungoo til næste år, da jeg frygter for, det vilde gå galt med os her næste regntid. Måske min beslutning ikke er, som Vorherre vilde haft den, og måske vil vore venner der hjemme i Danmark ikke være videre glade derved — det er jo en skuffelse for dem som for os —, men jeg har gjort, hvad jeg trode var rigtigst.

Pobia, den 11. februar 1889. Det synes nu at gå lidt fremad med Rasmus. Han spiser nu temmelig godt, siden han begyndte at tage regelmæssigt af sin medisin, der for det meste består af jærn og kinin. Men han er meget mat og kan ikke holde ligevægten, når han går.

Jeg har pakket mine bøger ned i kurve i dag for at få dem ført til Toungoo, da jeg er bange, rotter og mus skal ødelægge dem for os, hvis jeg lader dem blive her. Jeg har lejet okser af kongen til at bære dem, og de skal af sted en af de første dage. Yaddo, søndag den 17. februar 1889.

I forgårs rejste vi fra Pobia. Goolierne kom en dag tidligere, end jeg havde ventet dem, så vi kom lidt hovedkulds afsted. Rejsen tager hårdt på Rasmus — jeg undres over, at han holder det ud så godt, som han gor. Han rider på »Jeppe«. Heldigvis fandt vi Hans Jorgens gamle saddel i Pobia, som, hvor rådden den end er, dog gor god gavn nu.

Vi kom her til Yaddo et par timer for aften. Jeg havde tænkt, vi kunde sove i skolen oppe i byen; men så hørte jeg, at baptistpræsten Bunker er her, og så kunde jeg nok vide, at alle pladserne er optagne - for han kommer ikke ene. Så tog vi her ned en halv mils vej uden for byen ved bækken. Og det er behageligere at være her end oppe i byen, hvor der er overflod af hunde, svin og lopper samt nysgærrige folk og sådanne, som vil rapse, når de ser deres snit.

Vi havde ikke været her ret længe, inden Dr. Bunker sendte bud til mig, at han gærne vilde se mig. Jeg svarede, at jeg nok skulde komme op til ham. Lidt efter kom et andet bud fra ham, ved hvilket han indbød mig til at spise til middag med sig i aften. Jeg svarede, at jeg snart skulde være der. Det lød nemlig på, at maden snart var færdig. Da jeg kom op til byen, mødte Bunker mig. Venlig og smilende som altid. Hvad der særlig trak mig der op, var håbet om at få høre en smule fra mine kære i Toungoo, som jeg jo ikke har hørt fra siden jeg rejste. Bunker havde sidste uge fået brev fra plantageejer Petley i Toungoo, og da var alt vel der nede.

Jeg tænkte, at Bunker var ene; men da jeg så kom hen, hvor han bor for tiden, mødte vi frøken Anderson, den svenske pige, som kom her ud lige for jul fra Amerika, hvor hun har levet, siden hun var en halv snes år gammel, og hvor hendes forældre bor. Hun kom her ud for at tage del i missionsarbejdet — og er naturligvis baptist. Hun synes at være en rigtig rar kvinde og godt begavet. Foruden hende er her også en ældre dame, Miss Eastman, som har været her ude i mange år. Disse tre har nu en månedstid været på visitatsrejse omkring i menighederne.

Toungoo, den 22. februar 1889.

Vi nåede her til Toungoo i forgårs ved middagstid. Det kneb hårdt for Rasmus, især til sidst, og han havde ondt nok ved at holde sig fast i sadlen. Mine kære fandt jeg i bedste velgående, Gud ske lov! Hvor Agnes dog var vokset! — Sofie var færdig og beredt til at rejse til Pobia. Hun vidste jo ikke noget om min beslutning: ikke at tage derop, og det var en stor skuffelse for hende, at vi skal blive her nok et år.

Andrea Gehlert havde havt feber og ellers været syg, og hun havde derfor opgivet at følge med til Pobia. Hun havde skrevet til Rangoon til methodisterne og spurgt, om de havde plads til hende; og i morges rejste hun der ned. Hun var svært glad ved, at vi ikke skulde til Pobia, fordi hun ikke trode sig stærk nok til at følge med os, og syntes dog ikke, hun ret vel kunde blive her nede, når vi rejste.

Rasmus rejste nu i aften til Rangoon, for derfra at drage videre til Danmark. Det gör os ondt for ham — han er meget modfalden, hvad vel ingen kan undres over. Han rejser jo her fra med nedbrudt helbred uden at have fået stort ud af sit ophold her.

Fru Sofie Knudsen med lille Agnes (efter fotografi).

Sofie og jeg er så her ene tilbage med vor lille Agnes — Gud ske lov for hende! — Han velsigne og bevare os alle og hjælpe os til at leve vort liv af hans nåde og til hans ære!

Vignet

1. *) Denne engelske expedition og Knudsens rejse med Pobia til fredsforhandlingen har jeg for nylig givet en skildring af i septemberheftet af månedsskriftet »Danskeren«.
2. *) Det forrige kejserdomme Burmas hovedstad, nord på ved Irawaddyfloden.
3. *) Kødkarénerne kalder sig selv „Gaja"; hvorimod navnet „Karéner" er et øgenavn, som andre omboende folk har givet dem.
4. *) Det burmesiske udtryk for en gejstlig mand; men Burmeserne og ligeledes Shanerne er buddister.
5. *) Hönseben bruges til at tage varsler af.

Oplysning om Billederne.

Titelbilledet, tegnet af V. Jastrau.
Knudsens portræt, efter fotografi fra Toungoo.
Side II: Kort, tegnet af H. Nutzhorn.
» l: Efter tegning af V. Jastrau.
» 7: Efter fotografi.
» 10: Ligeledes.
» 16: Efter tegning af V. Jastrau.
» 19: Ligeledes.
» 20: Efter fotografi.
» 26: Efter tegning af V. Jastrau.
» 29: Efter fotografi.
» 31: Efter tegning af V. Jastrau.
» 33: Ligeledes.
» 35: Efter fotografi.
» 38: Efter tegning af V. Jastrau.
» 43: Ligeledes.
» 52: Ligeledes.
» 54: Efter fotografi.
» 60: Efter det originale brev.
» 72: Efter tegning af V. Jastrau.
» 83: Ligeledes.
» 98: Fru Knudsen og barnet efter fotografi i Toungoo.
» 99: Kort efter tegning af Knudsen.