En retskaffen Lærers Nidkiærhed for sine Tilhøreres Oplysning

Tilføj links
Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendals Forlag Kiøbenhavn


En retskaffen Lærers Nidkiærhed for sine Tilhøreres Oplysning.pdf En retskaffen Lærers Nidkiærhed for sine Tilhøreres Oplysning.pdf/5 1-29

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

En retskaffen Lærers Nidkiærhed
for sine Tilhøreres Oplysning
forestillet
med Hensyn til vore Dage
i en
Prædiken

over

Matthæi IX Cap. 37 og 38 Vers:
Høsten er stor, men Arbeiderne ere faa. Beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbejdere til sin Høst;

holden

ved St. Hans-Landemødet i Roskilde Domkirke 1791

af

Christopher Schrøder
Provst i Holboe Herred og Præst til Søborg



Kiøbenhavn, 1791.

Trykt paa Gyldendals Forlag.


Bøn.

Hvad er en Dødelig, o herlige Gud og Fader! at du tænker paa ham, og et Menneskes Søn, at du seer paa ham? Men det var din algode Villie, endog før Verden Grundvold blev lagt: At dine Mennesker skulle blive lyksalige ved at udbrede din Lov og Priis af oplyste Siæle, af dydige Hierter. O! du saae af Evighed ned igiennem alle Tiders Række — See nu og i Naade til vore Dage! Vi øine hint dit velgiørende Kald. Lad ingen af os være aldeles følesløse ved det! Forund du, som har Hierterne i din Haand, dine Tienere den Kierlighed og Fortroelighed hos deres Brødre, som kan giøre din Herligheds og deres Oplysnings og Lyksaligheds Høst stor! Og giv ogsaa disse Sandhedens Vidner de Egenskaber, som kan giøre dem værdige dertil! Helliggiør saaledes dit Navn iblandt os, hellige Fader! og lad endog denne mig vigtige Time ikke savne din guddommelige Bistand dertil! O Herre hør! o Herre giør! o Herre, lad Alting vel lykkes!


I en Forsamling som denne, der forestiller et Stifts christelige Kirke, skulde det vel ikke være ubeqvemt at foredrage en af de første og vigtigste Pligter, der paaligger Kirken og især dens Fædre.

I Dage, som vore, hvor man almindelig søger og siger Raad, spørger om og overveier Midler til Menneskenes indvortes Lyksalighed, hvor hver Veltænkende med Friemodighed paastaaer sine Brødres Adel og Hæld ɔ: Oplysning og Friehed, og hvor disse enten af Uvidenhed, eller af Nød Undertrykte sukke om Hæld for slige Bestræbelser; i saadanne Dage skulde det vel ikke være upassende, at høre hans, den største Menneske-Velgiørers Raad, og legge Mærke til hans Opfordring, der havde saa megen Hæld i Følge for Verden, da det er en Pligt, der paaligger alle, men især os, som ere satte i Jesu Disciplers Sted. En Pligt altid, men især da, naar Støvets Børn føle sig i en Giæring, for at udvikle sig af de Skygger, der skiule Sandhed og Lyksalighed for dem.

Opfordringen — (og er noget mere paatrængende end vore Brødres saa dybe Trang?) Raadet — (og kan noget Raad være bedre, end fra den viseste og ømmeste Menneskeven?) lyder saaledes:

Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa, beder derfor &c.

Fra en Embeds-Reise (som Verdens store Lærer,) kom Jesus tilbage fra den Galilæiske Egn med en sørgelig Erfaring. Han var iblandt et Folk, som Gud, Lysenes Fader, havde viist saa nedladende en Omhue for, at Sandheden hos dem skulde blive hidtil bevaret, for fra dem at udbrede sig til Jordens Ender, naar Tidens Fylde kom, og han, Sandhedens Soel oprandt, for at adsprede Spaadommenes og Forbilledernes Skygge. Et Folk, som derfor er udmærket blandt alle Nationer paa Jorden, som Gud har værdiget overordentlige Styrere og Lærere, hvis Lærdomme han stadfæstede med den mægtigste Arm, der havde vedligeholdt dem i deres Fædres Troe og Minde imod to Aar Tusende; der havde saa sandsynlig arbeidet for dem, baade ved at udøve sin Retfærdighed og Barmhiertighed over dem. Et Folk som nu var varslet ved Johannis Omvendelses Daab og Prædiken, at den lovede Messias stod mit iblandt dem, i hvilken alle Guds Forjættelser skulde finde sin Opfyldelse til deres Oplysning, retskafne Dyd og derpaa grundede Lyksalighed. Ja, et Folk, som Jesus, Himmelens Herre og Jordens Lærer, nu selv aabenbarede sig og Sandheden for.

Han kom fra dem, han havde værdiget sine første Mirakler, der vare ligesaa store Præg paa den guddommelige Viisdom og Velgiørenhed som Almagts Kraft.

Iblandt dette Folk havde Jesus forsket efter Sandhedens Virkninger og fundet — Hvad? Ja Mennesker, der trængte til Oplysning, der higede efter Sandheden, da de baade ved Johannis Prædiken og Jesu Lærdomme og Mirakler vare blevne opmærksomme.

Men til sin Bedrøvelse fandt han, at de Hungrige mættedes ikke, disse Lærvillige fik ikke den sande og sunde Kundskab, de ledte efter. De vare, siger Jesus, i foregaaende Vers, som Faar, trættede af Vilfarelse, uden Hyrde. Ikke fordi de havde jo Skoler, deres Synagoger besøgte Jesus selv, ikke fordi de havde jo Lærere; men Lærere (o! at hine Oldtidens Minder baade hos Jøder og Hedninger skal føde mistænkelige Fordomme mod Lærestanden til denne Dag!) de havde Lærere (heder det,) som forblindede sig selv og dem i Tvetydigheder; som bestred hverandre, isteden for at bekræfte hverandre; som lode de Troens Lærdomme, der trodse Fornuftens Domstoel, adsprede sig i Sekter, som optænkte sig heel forskiellige Meninger om det samme Ord, og tvistedes om Ord, om de endog vare eenige om Meningen. De havde Gudstieneste; men alle hang alene i det Udvortes. Sandselig var deres Gudsdyrkelse, sandselig deres Messias; i ham søgde de alene et Afgudsbillede af en jordisk Konge, Saligheder med Seier og Bytte opstablede paa deres Medmenneskers Nederlag. Sandhed og Afhold var intet, Dyd og Flid til Overflødighed; Siælens Lys og Følelse, det høieste Tilfredsstillende, tillukte man for dem; at et raat, men derfor ikke naturlig dumt Folk, som Galilæerne, fandt ingen Siælemættelse i deres Læreres Hiernespind, at de følte en Foragt for deres slebne Sæder, der savnede sand Dyd, Kierlighed og Oprigtighed; at disse, som Naturens Børn, hungrede efter den nøgne Sandhed, det er begribeligt.

Og at Jesus, naar han fandt et Folk saaledes, der havde den høieste og største Fordring paa Sandheds Oplysning, at hans Hierte ømmedes, hans Iver brændte, at han greb disse Vansmægtede strax under Arme, det see vi i de 12 Disciplers Udsendelse, det høre vi af hans Mund: Høsten er stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

De fleste af os, mine Brødre! ere Lærere, satte til at bestyre Oplysnings Værket iblandt den paa Jorden mindst agtede Mængde Mennesker. Haver end vort Embede, vore Menigheder forhen været iblandt den slebne Hob anseete lige ved Galilæerne, lige med Nazareth, hvorfra man troede intet Fornuftigt og Godt kunde komme[1]; det er da intet ringe Fortrin i vort Embede, at de os Betroede ligne Galilæerne, paa den gode Side betragtede. Disse fulgte især Jesum, disse toge helst imod ham, og os er det, som man betroer sin Samvittighed til Raadførsel.

Men hvad skal vi give Æren, for disse gode og agtpaagivende Siæles Ærbødighed for Religionen? Mon en større Oplysning, en dybere Overbeviisning? Det tør jeg vel ikke paastaae, naar Oplysning, Overbeviisning og Troe skal være noget mere end Hukommelses Liggendesæe i et forgængeligt Kar. Nei, det, hvorfor vi have tabt vores Anseelse, det bliver vor Ære hos den Fornuftige: vore Sæder er ikke saa slebne, saa forfinede, at vi jo kiende Mennesket, og tør uden Fornærmelse raade Mennesket. Vort Liv henflyder ikke i en Ebbe og Flod af Keedsomhed og Adspredelse. Det er i Arbeide og Virksomhed, hvor vi maae have os selv for Øine, og spore altid Velgierninger af Naturens Herre; vore Dage ere eensformige. Den Forskiellighed af Vittighed og Konst, som man beundrer og strax glemmer, forvilder os ikke, ved at giøre Indbildnings-Kraften et Øieblik brusende og et andet Øieblik lade den tom. Stadige gaae vi frem paa Livets Bane, Naturen alene afvexler vore Glæder, og disse ere, som Naturen selv, uskyldige, velgiørende, ordentlige og et Speil paa Faderens Velbehag. Vore Disciple faae Tid at voxe, Tid at modnes, Legemets Kraft følger Sielens Indbildning, Naturen overspendes ikke; derfor er vort Folk sundt og muntert, det er nøisomt, derfor fortvivler det ikke. Den gode Alderdom ligner det svangre Ax, naaer sin Tid, med Tiden hælder mod Jorden, men fuld af Erfaring og Beviis paa Alfaderens Omsorg og Naade. — O, du bedagede Olding! du ærlige og gudfrygtige Bonde! som sidder der, som en anden Adam iblandt din sunde og talrige Børneflok, som deres tryggeste og kierligste Lærer! vidste du nu at tænke Begreber til dine Erfaringer, hvor høi, hvor grundet vilde den Viisdom være, du udsaaede iblandt din børnlige Slægt! hvor skulle disse hige efter dine Fortælninger, som allerede grundede i din Erfaring, de skulle ved en let Prøve giøre dem overbeviiste, de skulle bygge derpaa til en Høide, som Høiskolerne ikke kunne naae. Er da ikke Høsten stor? Og hvad skulle vi giøre, som Arbeidere i den?

Texten opfordrer mig her at vise

Den Iver, vi, som sendte af Gud, skylde vore Brødres Oplysning i vore Dage.

Dette vil jeg forestille

  1. I Kaldet, vi have i vore Dage.
  2. Den Iver, vi skylde Kaldet.
  3. Arbeidet, vore Brødres Oplysning fordrer af os.

I.

Til vor Selvfornægtelse sagde Jesus: Beder Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst. Han var selv den store Sædemand, han nedlagde Sæden til Kundskabs og Lyksaligheds Høst. Hvad Begreber og Erfaring kunde lære os, forædlede han, og hvor høit opsvingede han ikke den menneskelige Tanke til den Guds Plan, som tilsidst taber sig for vore Betragtninger i det Uendelige.

Ville vi følge Sandheds Fodspor, maae vi følge ham; anden Grundvold, dybere, høiere, visere og Gud værdigere kan vi ikke legge, end den, som er lagt. Som Sandheds-Kilde kunde han med Rette sige til vore Embeds-Brødre: uden mig kan i slet intet giøre[2]; og det ei alene i Henseende til Foranstaltningen, men og den opholdende Naade; thi naar En planter, en Anden vander, der det Gud, som giver Vexten[3].

Men han er opfaren, Sandheden haver han efterladt paa Jorden, den ere vi kaldte til at udbrede.

Vi ere kaldte. Skiønt Gud har, efterat Grundlaget til Jesu Kirke, som fordrede hans egen overordentlige Bestyrelse, er fuldkommet; skiønt han har overladt det til os Mennesker, at være Kirkens Fosterfædre, overladt det til Meenigheden, under hans Paakaldelse, at vælge Lærere; saa er dog vort Kald lovligt, naar det er ordentligt, og vor Samvittighed i den Sag ikke kan bebreide os.

Men Kaldet er ikke nok til Sagen; vi maae være dygtige dertil, besidde de Egenskaber, det udfordrer, hverken mangle Indsigt eller Tale-Evne, dersom vi skal kunne arbeide i det. Det samme udfordredes for hine vore Forgængere, da Jesus talede Ordene; han udsendte de Tolv, han udsendte dem strax, ikkun til det Ærende, de vare voxne: ved Mirakel-Gave at forkynde Messiæ Nærværelse, ligesom Johannes ved sin Daab og Prædiken beredede Messiæ Riges Vei til dem.

Men endnu behøvede de eendrægtelig at bede. Høiere skulle deres Kald blive: nu gik de som Disciple, siden, naar han var optagen, skulde de gaae som Lærere. Nu kunde de anvise deres Tilhørere til Jesum selv, til hans Gierninger og Underviisning. Ham, de prædikede, havde de selv som Jøder den største Forventning af. Han stod endnu i Anseelse hos de Sandselige, de prædikede ham for. Men deres Forventning skulde slaae feil: hans udvortes Anseelse skulde for en Tid falde, de kiendte ikke endnu nøie og ret nok den Messias, de prædikede. Først efter hans Bortgang bleve deres Øine aabnede, først nu saae de: at det burde Christum at lide og siden indgaae til sin Herlighed[4]. Da bleve de udrustede med overordentlige Gaver, som behøvedes til at prædike for Sandselige, prædike deres Troe paa en Korsfæstet.

Her er den nye Tidspunkt. Længere hørtes ikke, hvad der skulde skee og skeede; men hvad der i Guds store Plan var skeet, alt var fuldkommet, Guds gamle Pagt opfyldt, Fædrenes Haab triumpherede, og Jesus af Nazareth var bleven os af Gud ei allene Retfærdighed ved hans Lidelse, Helliggiørelse ved hans Dyd, men Viisdom ved hans Lære. Dette er den nye Pagtes Lære. For at betyde og udbrede den, maatte de første Lærere, der forhen selv ikke vare bekræftede, overordentlig giøres dygtige, til at være det Nye Testamentes Tienere[5].

Er det under samme Betingelse, at være dygtige, at være kaldte af Gud, vi ere Sandhedens Vidner; saa forandrer det jo intet i Sagen selv, at vor Kald skeer middelbar, det skeer under Guds Forsyn, som tilbedes af os; det skeer efter den af Gud givne Fuldmagt. Det forandrer jo intet i Sagen, at vor Dygtighed erhverves ordentlig, den erhverves dog ved Forsynets omhyggelige Varetægt for sin evigvarende Sandhed. Omstændighederne giorde det Overordentlige paa den Tid fornødent, som vi nu hverken kan eller bør bryste os af.

O! glade og trygge Tanke, at vor Plads paa Jorden er en Virkning af Guds Bønhørelse! Frimodige Tanke, at vi ere sendte af Gud, hans Sandhedstienere, ja Guds Medarbeidere[6]! Men hvor forbindende bliver ikke tillige denne Tanke? thi, til hvad Tieneste ere vi da komne? Er det ringere end til Sandheds, Dyds og Lyksaligheds Fremme? Ringere end til at arbeide paa Siælene, danne Engler af Mennesker? Ringere end for Evigheder, end til at giøre Støvets Børn til Borgere af Himmelen?

Og hvor skal vort Kalds Velsignelse begynde at høstes? Er Høsten her ikke allerede? Ved at danne vore Brødre til oplyste og sædelige, fremme vi deres jordiske Lyksalighed; ved at giøre dem friemodige, som underkastede ikke allene Guds, men en forsonet og medlidende Faders Førelse, giøre vi dem endda lykkelige, naar Jordens Gode forlader dem. Ja ved at giøre dem haabefulde, bekiendte med Evighedens Haab, giøre vi dem lykkelige, endog da, naar de forlade Jorden. Dette er Høsten.

Skulde da ikke dette høie Kald: at vi ere sendte af Gud; denne vigtige Tieneste: at vi ere sendte for at giøre vore Medmennesker for Tid og Evighed lyksalige; ja skulde ikke den kierlige Forbindtlighed: at vi ere en Følge af vore Brødres Trang, en Frugt af deres Bønner til Høstens Herre; skulde alt dette ikke giøre Christi Udraab betydende for os: Høsten er stor.

Jesu Ord var den Gang sagt i rette Tid; men hvor mange ere ikke de Tider, Guds Kirkes Historie baade i det gamle og nye Testamentes Aldere fremviser, hvor Menneskene høiligen have trængt, eller hvor de have vaagnet til en almindelig Eftertanke om deres Trang, hvor Hierterne ligesom eensstemmig have aabnet sig, den ene stemte den anden til Begierlighed efter Lys og Sandhed, og hvor det ønskeligste Gode har været, som en Folkesag; hvor det kunde hede: Høsten er stor.

Gud, der ene har sammenlænket Slægterne, vedligeholdt dem til en høiere Bestemmelse, har ikke ladet nogen Slægt aldeles være uden sit Vidnesbyrd. Men han er Viisdoms Gud, han vil ikke lade sit Ord komme tomt tilbage. Det beroer paa menneskelig Tilbøielighed, at hans Ord og Sandhed giør Indtryk og virker.

Hvor sikkert kan vi slutte, at det har været til rette Tid Propheterne ere opvakte. At deres Ankomst har saavel været en Følge af Folkets Trang, som en Varsel, at Gud vilde besøge sit Folk, og altid en Paamindelse, at benytte sig af Tiden, det læse vi overalt af deres Udraab til Folket.

Og at det var saadan en Tid i Jesu Dage, hvor Folket ikke alene trængde, men hvor deres følte Trang vilde giøre Oplysningen frugtbar, det see vi i den Forklaring, Jesus selv giør over Textens Ord: fra Johannis den Døbers Tid af indtil nu, siger han: indbryder Guds Rige med Vold, og de, som giøre det Vold, bemægtige sig det[7].

Man kan ikke vel give Aarsag, hvorfor een Menneske-Alder mere end en anden, een Slægt almindeligere end en anden er stemt til den ellers saa almindeligen medfødte Tilbøielighed, at ville vide, hvad man troer og at føle sit Værd.

Man kan ikke angive Aarsagen, uden man havde Indsigt nok til at kiende alle de Springfiedre, der give vor Forstand og Tilbøielighed saa almindelig en Bevægelse, og man var vidtudseende nok til at opdage alle de sammenstødende Begivenheder i Verden, som Forsynet bestemmer til denne Spendekraft. Men at saadanne Giæringer jo have været udbrudte, og ved Folkets forenede Iver have paa kort Tid taget stærke Skridt, og det ikke altid til det Bedste; det kiende vi med Bedrøvelse i Østen, og glæde os ved her i Norden.

Men jo mere fremmede vi ere for Oprindelsen, jo tvetydigere Udfaldet vil blive paa saadanne Giæringer: jo større Kald have vi, som sendte af Gud til Religionens og Sandhedens Fremme, at passe paa Høstens Tid.

II.

Den Opmærksomhed, vi skylde Kaldet. Naar Folke-Iver brænder, da er den som Ilden, saa uformærkt antændt, saa hastig udbredt og vanskelig dæmpet; men vi kan og legge dette til, at den sædvanlig lader sig drive af Vinden. Det heder derfor rettelig til os, da at passe paa, ikke udsætte vor Omhue til bedre Leilighed, ikke lade sig det være nok at følge Strømmen, ikke rolig alene trække i de gamle Seeler; troe vi, Sommeren er nær, naar Træet udskyder Blade; bebude os Lysestraalerne Solens Opgang; have vi travelt, knap Tid, meget og meget vigtigt at forrette; saa er det vel sand Ligegyldighed, at legge sig tilbage at sove. Da Evangelii Lysestraaler begyndte at beskinne Jorden, da raabte Apostelen: vaag op du, som sover[8]. Er det et mindre Kald til vort Hierte, naar vor Tid, vor Pligt, vor Embeds-Nytte, kan have saa stor Indflydelse paa Forsynets Time, til en lykkelig Vending for vore Brødre? Maae vi ikke da være lutter Øie, lutter Opmærksomhed? O man sige da ikke:

  1. Det er farligt at begynde paa, Lyset skader vore betrængte Brødre.
  2. Det vedkommer ikke vort Kald, vi ere aandelige Tienere.
  3. Det er for tidlig, vi skal oppebie Guds nærmere Time.

At igiendrive disse ømme, ydmyge og forsigtige Modsigelser med den fulde Styrke, tillader Tiden ikke. Hver udfordrede en heel Tale. Tillader mig alene at berolige mig selv, og forsvare vor Opmærksomhed og Embeds-Iver.

a) Det er farligt, at begynde paa Oplysningen, siger man. En Tanke vi have Aarsag at betragte, da den opfordrer os for vor Samvittigheds og den største Mængde af Folkets Domstoel.

At giøre vore Brødre mere ulykkelige end de ere, ved at lære dem at kiende deres Vilkaar, at oplyse dem om deres menneskelige Rettigheder, og derved friste dem til at forsvare sig i dem; at være Oprørere, Roligheds Forstyrrere, Stiftere til den største Lande-Ulykke, som er Folkets Uenighed med sig selv — Hvo gyser ikke ved denne Tanke? Var dette en Følge, en uudeblivelig Følge af Oplysningen, saa kunde man have Aarsag til at frygte: og var der Aarsag til Frygt, var det bedst at krybe i Hulen med Elias[9].

Men hvad er det vores Opmærksomhed skal gaae ud paa? Er det andet end den uskyldige, den sande og velgiørende Oplysning. Det er ikke Overtalelse for Indbildningskraften, ikke Opfordring til en blind Samvittighed, ikke det der pirrer Lidenskaberne. Det er Oplysning om Gud, om hans algode Plan, om Menneskets Bestemmelse, dets Rettigheder og Pligter; jeg igientager det: Rettigheder og Pligter, som for hver Stand, hvert Menneske staae i saa retfærdig en Ligevægt mod hinanden. Vi spørge nu alene: Er der ved denne Oplysning noget Ondt eller noget Godt? Og vi tabe Vægtskaalen af Hænderne, saasnart vi prøve, og strax erfare, at enhver Sandheds Udvikling for hvert Menneske giver dette Udslag: Herre jeg er ringere end alle de Miskundheder og al den Trofasthed du beviser dine Tienere[10].

Saadan en salig Erkiendelse, den skulde vi dølge af Frygt, af øm Frygt, for at den vilde bedrøve vore Brødre, af forsigtig Frygt for at den vilde give Selvraadighed baade Mod og Vaaben! O Nei! det er ved at føle sit Selvværd, den Elændige oplives og giøres virksom, det er ved at indsee sin naturlige Forpligtelse, den Vilde bedst tæmmes. Nei mine Brødre! at legge et Slør over disse Sandheder, det er at berøve vore Brødre deres Lyksalighed, og at sætte dem ud af Stand til at forarbeide den. Og hvad Onde kan lignes ved dette? Hvad Synd veier mod denne? Er det en hellig Sætning: At vi ikke maae giøre Ondt, at der kan komme Godt af[11]; saa lærer Grunden hertil gandske tydelig, at vi bør giøre Godt, hvor og naar vi kan, og overlade Guds bestyrende Forsyn Udfaldet.

Følgerne af Oplysningen kan heller ikke være saa befrygtelige, at vore Brødre derved skulde mismodiges. Vi have neppe Aarsag at rose os saa meget af vore lykkeligere Vilkaar, der tilmaale os et Skingode for det sande. Ære, Magt, Formue, hvor lette flyve disse Ord, mod Rolighed, en god Samvittighed og Nøisomhed. Alle Ting borge vi af dem, vi kalde fattige og elendige Hænder, Fødder, Øie, Styrke. Det eneste Vederlag, Opdragelse har givet os, (om den og har givet os det) er et modnere Brug af Sielens Kræfter. Giv Bonden det samme, og lad ham lære at kiende sig selv som Naturens lykkelige Barn, og han foragter de andre Stænders Flitterguld, han bytter ikke. Han vil erkiende deres søvneløse Nætter, deres Opmærksomhed, deres Ansvar for hans Bedste; hans Selvværd vil giøre ham hans Pligter vigtige, og snart vil han erfare, at det er disses Opfyldelse, der giør ham æret, elsket og tilbringer ham Livets Gode.

Hvorfor have vi da mindre Grund til at haabe end at frygte? Er det ikke Kald til Haabet, at vi vide: kan og vil Gud endog af det Onde vende Alting til det Bedste; saa meget mere skal han krone sine Menneskers dydige og kierlige Bestræbelser, og da skal vi først, som Deeltagende i vore Brødres Fremme, kunne frydeligen sige: han giorde det vel altsammen[12].

b) Men har jeg end maattet forsvare Oplysningens Haab, mere med jordiske end himmelske Grunde: mere med at vise vore Brødres Lykke derved i Tiden end i Evigheden; det er skeet, fordi Tvivlsmaalet antaster den gode Sag fra denne Side. Og hvo tvivler et Øieblik paa, at jo Oplysningen er Sæden til Dyden, og Dyden er Lyksaligheden baade for Tid og Evighed.

Vi kan derfor ikke, fordi vi ere aandelige Arbeidere sige: Hvad kommer det os ved?

Forsynet, der dannede evige Tilværelser for sine jordiske Dyrkere, har sat et saare ukiendeligt Skiel imellem Tid og Evighed for vore Siele. Han, som beredte os Plads hisset, paa ham ere vi lagte af Moders Liv her[13]. Han vor Gud er den uforanderlige Gode, der lader Alting i Tid og Evighed sammenvirke under et Forsyn.

Hvad er da den Forskiel, vi giøre paa Himmel og Jord, paa vor timelige og evige Lyksalighed? Jorden maae jo være Værkstedet for Himmelens Borgere, Staterne for Religionen; med den staae og falde de.

Kunde vi da giøre vore Brødre aandelig lykkelige, uden at deres timelige Lyksalighed jo derved ogsaa fremmes? Kunde vi arbeide paa deres Siele, uden at de jo allerede her skulle finde en Forsmag paa den Lyksalighed, Kundskab og Haab, Dyd og Sædelighed frembringer. — Lad os kun udbrede Religionen, men lære den virksomme og giørlige eller den sande Religion: om vore Hensigter ikkun ere aandelige, Virkningen vil tillige blive legemlig lyksalig. Vi sige derfor ikke: det er ei vort Kald; det, der giorde Jesum ivrig, var, at Galilæerne vare som Faar uden Hyrde.

Ved Sindbilledet af Hyrde, forestilles i Østen enten Fyrster eller Lærere. Lad hine Jordens Ophøiede bære den Omsorg for Herrens Hiord, ved borgerlige Indretninger og Love at understøtte og retfærdiggiøre vort Embede, vi blive dog Arbeiderne; og hvilken Stand kunde og burde bedre være det i Oplysningen.

Vores Opdragelse under oplyste, erfarne og offentlig prøvede Lærere, maae dog altid kunne giøre vor Dømmekraft, vore Læregaver dygtigere, end dem man søger ved Flyveblade. Øvelse kan ikke mangle, Kald og Ansvar ere Hverdags Vækkere. Og jeg siger ikke for meget, vore Menigheders Fortroelighed berettiger os til at adsprede Fornuftens Taager og udvikle Hiertets skiulte Vraaer, ved et jevnlig og altid velgiørende Lys.

Hæld os, mine Brødre! Ere vi vor Menigheds Raad, have vi vundet deres Tillid; men Vee os, dersom vi misbruge den, eller bruge den ikke.

Da er vor Ligegyldighed allerede nok til at giøre vore Betroede mistænkelige mod de bedste Raad. Og hvor meget mere, dersom vi ryste paa Hovederne, giøre Sagen betænkelig. De bedste Planer vil da mislykkes, og Jesus klage: Arbeiderne ere faa. Derimod ere vi Guds, saa blive vi og en god, en velindrettet Stats heldigste Medarbeidere. Og hvor raaber da ikke vort Fædreneland, vore Brødre til os: Nu er den beleilige Tid, nu er Lyksalighedens Dag. Derfor hastede Jesus: Beder Høstens Herre, som det lyder i Texten, at han udsender Arbeidere til sin Høst. Det kan derfor langt fra ikke hede:

c) Det er Tidsnok, vi vil oppebie Guds nærmere Time.

Skal vi giøre alt det Gode, vi kan, den Stund vi have Tid, da maae vi vist nok ikke udsætte Tiden. Vi vide ikke, hvad der skal skee i Morgen[14]; og Brødre, hvad er eders Liv! Skal vore Bestræbelser hente al sin Hæld og Velsignelse heroven ned fra Lysenes Fader; saa tilkommer det ikke os, at bestemme Tiden, som Faderen har sat i sin egen Haand. Maaskee, naar vi ivrigst bede, meest vente, Guds Time, det beleiligste Øieblik for det Heele, er endnu ikke kommen. Og maaskee, slaae vi os til Rolighed, han vil komme og finde os sovende. Vaager derfor, thi I vide ikke Timen, naar Herren kommer[15].

Ja, haver vor Slummer ingen anden Fare, den vil vist have denne, at dersom vi ikke arbeide paa Oplysningen, vil Vantroe, Overtroe, Lidenskaber og Bedragere arbeide paa Løgn, og disse Sandhedens Fiender udstrøe Klinten iblandt Hveden, medens Arbeiderne sove[16]: — Den vil have denne, at naar Høsten er forbi, kommer Vinteren, og vor Tid er spildt, vort Arbeide da forgiæves. Lysets og Sandhedens Foragt indhentede altid Mørke: Fængsler iblandt Hedninger og Afgudsdyrkere fulgte Jøderne paa Propheternes Forskydelse; Forstyrrelse og Udelukkelse paa Jesu Forskydelse. Hint papistiske Mørke blindede Jorden, da Apostlernes rene Lære blev blandet.

Er det umuligt, at vor Tids Giæring jo kan lede os til kraftige Vilfarelser? Er der noget saa daarligt, at jo det menneskelige Hierte kan ønske sig det, og underkiøbe Forstanden til at retfærdiggiøre sine Ønsker? Hvo veed da til hvilken Afgrund denne Hvirvel af Folke-Idræt skal styrte os? Er det afgiort, at vi evig skal staae faste, ubevægelige, uden vor egen Omsorg? Hvortil da disse Vink i vore Dage, der anspore os til at befæste os end mere? Ja er det dog ikke Tid engang i Menneske-Alderen at udvikle vore Begreber mere, giøre Sandheden tydeligere, og vise Overenstemmelse imellem Naturen og Aabenbaringen nøiere? Skylde da vi ikke dem, hvis Ledere og Lærere vi ere, som Zions Vægtere, at vaage for dem, og anvende vor Opmærksomhed til at giøre dem Høstens Tid ret nyttig! Og hertil ansee vi

III.

Det Arbeide vore Brødres Oplysning fordrer af os.

Det er Arbeide, Guds Kirke trænger til. Forslag, Planer udrette intet, uden Udøvelsen; disse vidne kun til Mistrøstelse om, at vi kiende vore Mangler, at vi vide Herrens Villie, men giøre ikke derefter. Det er Arbeidere derfor, Høstens Herre skal bedes om.

Vi have som Lærere forskiellige Navne, forskiellige Ansvar, ja Arbeidet er saavel som Lønnen ikke heller lige deelt imellem os; men alle maae vi dog arbeide til eet Maal.

Han (Høstens Herre), som nedfoer, og efterat have ved sin Forsoning dyrekiøbt, ved sin Lærdom grundfæstet sig en Menighed, opfoer han, siger Paulus, beskikkede nogle til Apostler andre til Propheter, nogle til Evangelister og andre til Hyrder og Lærere, til at forrette Embedet til Kirkens, Christi Legems Opbyggelse, indtil alle komme til lige Overeenstemmelse i Troen og Guds Søns Kundskab, at de Hellige ikke længer skulle være Børn, der drives efter hver Lærdoms Vind, men vi alle blive i Erkiendelse en fuldkommen Mand til Christi Kirkes fulde Floer og Størrelse[17].

Her see vi Guds og Christi Hensigt med vort Embeds-Kald; men lad os kaste et granskende Øie ud over vor Klodes Borgere, for at tænke os deres Begreber om Sandhed, og Overeenstemmelse i Begreberne. Den Glæde vil dette Syn give os, at det selvgiorte, det farlige Mørke (farlig fordi det byggedes paa Religionens Grundvold selv) det tager med mægtige Skridt af, saa vi ikke slumre i den samme Drøm som for nogle Aarhundrede; — Men have vi derfor opfyldt Guds Hensigt, er Jorden derfor kommen til den Modenhed, hvorfor vi ere sendte? Ja lad os kaste Øiet paa vor egen Stat. Lad os prøve Stænderne iblandt os (saavidt ere vi komne, at Hykleriet for Gud og Menneskene har tabt sin Maske. Det er kun hemmelig, offentlig tør det ikke belønnes.) Og et lykkelig Skridt er det, at vi kan tale som vi tænke, og underkaste os Sandheds og Folkets Domstol. Men ere vore Ord Tolk for vore Tanker, hvor langt staae vi ikke tilbage i Overeenstemmelse i Begreber? Hvad fattes os ikke, naar vi see til den største Hob! den haver enten ingen Begreber om Sandheden, eller meget blinde, høisttvetydige. — Her er nok at arbeide paa, inden Guds Hensigt opnaaes.

Ja, hvo veed, hvor mange, og ligesaa hyppige som mange Omveltninger Sandhedens Sag skal tage iblandt os, inden den fuldkommen seirer, inden alle og enhver, med Overbeviisning sværge dens Fane? Bør vi ikke da i det ringeste Arbeide paa, at Skylden skal ikke være hos os, at Blindheden, Mørkheden og Dommen skal ikke begynde fra Guds Huus[18].

O! saa er Sandhedens Strid aldrig farlig, aldrig saa farlig som Løgnens Fred; den lader os slumre hen i Uvidenhed, Blindhed ja Mørkhedens Gierninger. — Men det beroer paa Menneskene, især Sandhedens Vidner, at den rette Ledesnor aldrig tabes ganske af Sigte. Bør da ikke de, som ere kaldte til at vaage over den Reenhed og Rethed, være aarvaagne. Bør ikke vi være ligesaa flittige, som hine Aarvaagne, til at fremlokke Lyset i Hytterne, som blændes og omtvistes paa Talestolen.

Det vilde være overflødigt her at udmærke vort Arbeide. Min Tale skulde være Opvækkelse og ikke Underviisning. Tillader derfor, at jeg alene pæger paa de Gienstande, som vore Dage anvise os Arbeide paa: Det er Religionen og Kirkens Indlemmede.

a) Det er Religionens, den himmelske Sandheds Varetægt mod Lidenskabernes Fralokkelse, og Fornuftens selvkloge Tvivl.

Religionen er noksom befæstet. Det var en Skam, skulde vi endnu behøve Undergierninger, Aander og Syner, for at tilfredsstille, ikke vor oprigtige Sandheds Kierlighed, men vor Indbildningskraft. Vi vaage derfor over denne guddommelige Aabenbaring, som saa oplyser og tilfredsstiller Sandhedsforskere; men vi vaage ikke med Bandstraalen i Haanden eller med Bitterhed, ikke med Særsindighed i Ord og ubetydelige Meninger. Seieren bliver dog altid Sandhedens. Men hvor megen Tillid af Menneskene taber den ikke, ved vor myndige Paastaaenhed? Dog maae vi heller ikke være saa troeskyldige, at alt nyt glimrer for os. Da Menneskene sædvanlig ere yderlige, holder Sandheden gierne Middelveien, og derfor bestaaer altid.

Lige galt er det, at tilbede de gamle Meninger saaledes, at vi fordømme al Oplysning, fordi den er nye; derved standser Lyset, derved foragtes vi — og vort Embede. Men ligesaa galt er det, at opgrave Fritænkerens Urne, for at krone hans Hoved med Egeblade: derved giøre vi os ikkun mistænkte for en Letsindighed, der ikke prøver alle Ting, og udvælger det Bedste. Store Gamaliel! din Sindighed være os alle et Exempel! din Lære være os en Regel! Menneskenes Handel falder hen af sig selv; men Guds Handel kan vi ikke tilintetgiøre[19].

Men denne Sindighed maae ikke udklække Efterladenhed, vi maae ikke være lade, hvor Flittighed udkræves[20]. Religionen er som Sæden: den skal saaes, saaes i Menneskenes Forstand og Hierte, skal den velsignes.

b) Her have vi altsaa i Religionens og Sandhedens Ærende at arbeide paa dens Indlemmede, Gamle og Unge.

De Gamles Overtroe, (ja at jeg og i Bondestanden kan opgive Vantroe) deres fordærvede Meninger, Fabler, Sædvane og det Hang, de have til ikke at bære sig anderledes ad end deres Fædre, det maae vist nok udryddes, men med Varsomhed, da der er meget Godt deri, naar det bliver ret anviist, men luger man lige for Haanden, oprykker man Hveden med Klinten, og da bliver det Vantroe imod alt.

Hvorledes vi skal giøre det, udfordrer ligesaa megen Eftertanke. Vore offentlige Taler — ja møiefulde Taler, ved at jage fra Kirke til Kirke, for at igientage det samme Foredrag, ak! maaskee de have for mange Tilhørere ingen varigere Virkning end Klokkens Klang! de fremlokke et Suk; men Forstanden, Forraadskammeret for det guddommelige Kald, Raad, Trøst og Veiviisning, kan af denne sammenhængende Lære næsten intet modtage.

Hvor meget har ikke vore Catechisationer forud i Nedladenhed, Tydelighed og Overbeviisning til Sandhedens sunde Mening? Og dog taber denne herlige Underviisningsmaade saa meget, da Tiden dertil er allerede forsvunden ved de saa strængt befalede Forretninger, Folket trættet og gaaer bort: den taber, da den er anseet mere som en Undersøgelse end Underviisning, og man troer det er Skam at lade sig tilspørge: ja den taber, da det er ikke den Uvidende, den til Raadførsel trængende, men Læreren der spørger. O! saaledes er der Mangel i alle Ting, og derfor let at opdage den.

Men Hæld den, der kan og maae oprette Manglerne? Ja, i meget maae og kan vi: det beroer paa os selv at afhielpe meget. O, vor hele Omgang bære Jesu Billede! Jeg er sagtmodig og ydmyg af Hiertet[21]. Vi aabne os derved Adgang til vore Brødres Fortroelighed; vort Raad, Trøst og Veiledelse staae da ufortrøden og kierlig aaben for dem, naar de vil komme! vore Velgierninger og vor Uegennytte lokke dem! vore Erfaringer overbevise dem! vore Samtaler muntre dem! ja vore Bøger være dem en glad og nyttig Tidsfordriv hiemme. Og ligesom hele Skarer holdte sig nær til Jesum, skal vi heller ikke være fremmede for vore Menigheder; naar vi ikkun følge hans Fodspor og i alt viser Pauli Exempel: Ikke at vi ville herske over deres Troe, men være Medhielpere til deres Glæde[22].

Men skulde dette Haab, dette for Staten, ja Jorden og Himmelen saa glade Haab slaae feil, fordi Undertrykkelse havde betaget vore Brødre, disse i saa lang Tid Værgeløse, Mod og Lyst: Eller fordi deres, ved en Opdragelse som Trældyr, indgroede Træghed næsten var uovervindelig: Eller fordi Mistanken til deres Oversatte, giorde dem mindre fortroelige med os: O mine Brødre! vort Arbeide, vor Bestræbelse har da retfærdiggiort os: Vi have vor Løn tilbage. Vist nok vil det nedslaae os, at vi selv neppe paa Jorden høste vore Idrætters Frugt; men ere vi mindre en Paulo forpligtede, at legge Grundvolden, som en anden skal bygge paa[23].

Her er da nok en Gienstand for vor Oplysnings-Arbeide? Det er Ungdommen. En Gienstand, som naturlig maa lykkes. Det er ikke mueligt at betragte den uden Varme; thi her er vort Haab, vor Glæde, vor Roses Krone for vor Herre Jesu Christo i hans Tilkommelse[24]. Han den kierligste Menneskeven beskiæftigede sig endog med smaa Børn. Er deres Anbefaling mindre til os end til hans Disciple: Lader de smaae Børn komme til mig[25].

Vor Beskiæftigelse med dem er den bedste Skole for os selv; her lære vi at kiende os selv, hvad vi have været, de gode Træk, hvorfra vi ved Verdens Omgang ere udartede, og den Hiertets Oprigtighed og Eftergivenhed, hvortil vi igien skal danne os. Vor Beskiæftigelse med dem er den naturligste Fornøielse, da vi ligesom selv voxe i Fuldkommenhed, daglig føle vor Løn ved at see dem tage til.

Ja den er, hvilken et levende Haab for den tilkommende Tid! I disse, der skal besætte vor Plads igien paa Jorden, skal vi leve op igien, vort Minde bevares, vor Ihukommelse blive til Velsignelse.

Men kan det vel skee ved at behandle dem som Dyr, der lære at snakke, ved at foresætte blot deres Hukommelse visse Sandheder at lære, ved at undersøge, hvor hurtig, hvor troe denne dyriske Evne har været? O Hæld være vore Børnevenner! der rørte vor Opdragelses Daarlighed, og gav denne tørre Bygning et Stød til Fald! dem der arbeide paa Redskaber til at lette vort Arbeide i Bøger, der danne Talen, men med Talen fremlede Fornuftens Brug: Bøger, der røre Hiertet, men røre det uden Tvang, der indaande Følelser med Fornøielse, og paanøde Dyder som Livets Glæder. Ach maatte disse fornuftige, disse menneskekierlige Opfindelser ikke saa længe hindres, ikke saa længe overveies, indtil de glemmes!

Kan da den tilkommende Slægt undskylde sig? Ja kaste vi disse Midler bort, og ikke selv arbeide med dem. Vi skal jo medarbeide til vore Brødres Glæde, vi skal jo være deres Hælds Anvisere. Tie vi, skal vi endnu hænge i den gamle Læremaade? Saa vil de bedste Opfindelser være frugtesløse.

Selv hint velgiørende Baand paa vor Ungdom, den over et halvhundrede Aar prøvede Confirmations Handling, vil ikke giøre Daaren klog. Hvor meget skal kunne læres paa et Fierding-Aar? Hvor meget, naar Bogen er over læg Mands Fatte-Evne? Og Læsningen en Tvang? Det eene følger det andet. Ja, hver Bog er uforstaaelig og derfor tung, for den der aldrig øvedes i at læse med Eftertanke.

Hæld, Fred og Velsignelse omgierde derfor vor faderlige Regiering, som sørger saa viseligen for sine Undersaatters tilkommende Opdragelse, ved at danne dem oplyste, øvede og i Vilkaar lykkeligere Lærere! Gid dette store Anlæg til Guds Riges Fremme, til at give Verden fornuftige Christne, tænkende Mennesker, ikke mislykkes, ikke hindres ved udvortes Ufred, indvortes Usamdrægtighed, Mishæld, eller noget, som kan fortiene Navn af Sandheds og Lyksaligheds Forfølgelse! Hæder og Folkets Agt, lønne Guds Kirkes Bestyrere og Raadgivere, at de ikke trættes af Utaknemmelighed og Sandheds Forfølgelse! Ja Herren, Høstens Herre, hvis almægtige Gierning det er alt; thi I ere Guds Ager, Guds Bygning, vi ere kun Medarbeidere i Guds Tieneste, hans Haand være med os alle, enhver i sit Kald, paa sin Plads! Den oplyse og bevæge alle Guds og vor gode Sags Modstandere, at de maae gaae i dem selv og frygte! Den give Guds Kirkes Forsvar det sande Heltemod, der aldrig lader sig af Svaghed bringe bag Lyset, men ubevægelig strider for Gud, for Religionen, for menneskelig Lyksalighed og derfor for os! Ja den opmuntre os alle, at Høsten aldrig maae fattes troe og hældige Arbeidere til Guds herlige Kundskabs Oplysning i Jesu dyrebare Exempel! Amen.


  1. ↑ Joh. 1, 47.
  2. ↑ Joh. 15, 5.
  3. ↑ 1 Cor. 3, 6.
  4. ↑ Luc. 24, 26.
  5. ↑ 2 Cor. 3, 6.
  6. ↑ 1 Cor. 3, 9.
  7. ↑ Matth. 11, 12.
  8. ↑ Ephes. 5, 14.
  9. ↑ 1 Kong. 19, 9.
  10. ↑ 1 Moseb. 32, 10.
  11. ↑ Rom. 3, 8.
  12. ↑ Marc. 7, 37.
  13. ↑ Psalm. 22, 11
  14. ↑ Jac. 4, 14.
  15. ↑ Matth. 24, 42.
  16. ↑ Matth. 13, 25.
  17. ↑ Ephes. 4, 10. 11. 12. 13.
  18. ↑ 1 Pet. 4, 17.
  19. ↑ Apostg. 5, 38.
  20. ↑ Rom. 12, 11.
  21. ↑ Matth. 11, 29.
  22. ↑ 2 Cor. 1, 24.
  23. ↑ 1 Cor. 3, 10.
  24. ↑ 1 Thess. 2, 19.
  25. ↑ Marc. 10, 14.
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=En_retskaffen_Lærers_Nidkiærhed_for_sine_Tilhøreres_Oplysning&oldid=40644"