Forbryderen/1/3
III.
Næste Morgen vaagnede Raskolnikow sent efter en urolig Søvn, der ikke havde styrket. Han var i en bitter, nervøs, ond Stemning og opfyldt af Had betragtede han sit Kammer.
Det var et lille bitte Rum, fem—seks Fod langt, og gjorde et meget daarligt Indtryk med sine gule, støvede Tapeter, der over alt hang i Laser ned fra Væggen; der var saa lavt til Loftet, at et voksent Menneske altid maatte gaa i Frygt for at støde Hovedet. Møblementet svarede til Værelset; der var tre gamle, itubrukne Stole, henne i en Krog stod et malet Bord, hvorpaa nogle Hæfter og Bøger laa henkastet. Det tykke Støvlag vidnede om, at det var længe siden en Haand havde rørt ved dem. Saa var der en forfærdelig Sofa, der optog næsten hele Væggen og den halve Bredde af Værelset. Den havde en Gang været betrukken med Kattun, men deraf hang der kun nogle Laser tilbage hist og her. Raskolnikow brugte den som Seng. For det meste kastede han sig paa den som han stod og gik og sov uden Sengetæppe, bare med sin gamle Vinterfrakke over sig og med en lille Pude under Hovedet. For at gøre Hovedpuden højere, plejede han gærne at lægge hele sin Beholdning af rent og smudsigt Tøj under den. Foran Sofaen stod et lille Bord.
Det var vist næppe muligt at blive fattigere og elendigere end Raskolnikow allerede var. Og dog følte han sig i sin nuværende Sjælstilstand temmelig godt til Mode. Han havde trukken sig fuldstændig tilbage fra alle og laa som en Skildpadde i sin Skal. Selv Tjenestepigen, der skulde varte ham op, og undertiden kastede et Blik ind i hans Kammer, satte bare hans Sind i Oprør og ærgrede ham. Det er en Særhed, man ofte træffer hos Eneboere, der har bidt sig fast i en eller anden fiks Idé. Hans Værtinde havde allerede for to Maaneder siden hørt op med at levere ham Mad, og hidtil havde han slet ikke tænkt paa at slutte en Overenskomst med hende. Anastasia, Værtindens Pige, var slet ikke misfornøjet med, at Raskolnikow tog Sagen paa den Maade; nu var hun nemlig bleven helt fri for at rydde op og gøre rent hos ham; kun en Gang om Ugen støvede hun lidt af hos ham. Det var hende, som netop nu havde vækket ham.
„Op med Dig!” raabte hun, „hvor længe har Du tænkt paa at ligge dér og sove! Klokken er snart ti. Jeg har The med til Dig! Vil Du have The? — Fy, hvor Du er bleven mager — Du kan vel snart ikke mere hænge sammen.”
Han aabnede Øjnene, foer sammen og kendte Anastasia.
„Er det Værtinden, der sender mig den?” spurgte han, idet han langsomt og besværligt rejste sig op fra Sofaen.
„Værtinden? Jo vist! Nej, det falder hende nok ikke ind!”
Pigen satte sin egen sprukne Thepotte hen til ham med The, der var slaaet anden Gang Vand paa, og to Stykker gult Sukker.
„Her, Nastasia,” sagde han, søgte i sine Lommer — han havde sovet med Klæderne paa — og fandt nogle Kobberpenge, „gaa hen og køb et Franskbrød til mig — og en Pølse — af de billigste.”
„Du skal straks faa Franskbrød, men vil Du ikke heller have Kaalsuppe end Pølse? God Kaalsuppe fra i Gaar. Jeg havde sat den til Side til Dig, men Du kom saa sent hjem.”
Da hun havde bragt Kaalsuppen, og Raskolnikow gav sig i Lag med den, satte Anastasia sig ned i Sofaen hos ham og begyndte at snakke med ham. Hun var fra Landet og meget snakkesalig.
„Praskowja Pawlowna vil klage til Politiet over dig,” sagde hun.
Han saa forbavset paa hende.
„Til Politiet? Hvorfor det?”
„Du vil ikke betale og Du vil heller ikke flytte, saa det er let at forstaa hvorfor.”
„Fy for Fanden!” mumlede han og bed Tænderne sammen. „Det kommer mig noget ubelejligt. — Men hun er en dum Gaas,” tilføjede han højt. „Jeg vil gaa ned og tale med hende.”
„Ja, hun er dum — lige saa dum som jeg selv; men Du, som er saadan et godt Hoved, hvorfor ligger Du bestandig og driver? Hvad kommer der ud af det? Du læste før med Børn — hvorfor gør Du ikke det mere?”
„Jeg har andet at bestille!” mumlede Raskolnikow mørkt.
„Hvad er det?”
„Et Arbejde....”
„Hvad for et Arbejde?”
„Jeg tænker!” svarede han alvorligt.
Pigen var lige ved at revne af Latter. Hun var en meget lattermild Natur, og lo til hun næsten fik ondt.
„Saa har Du vel tænkt Dig voldsomt mange Penge til?” fik hun endelig presset frem.
„Naar man ikke har Støvler at tage paa, kan man heller ikke gaa ud og undervise. For Resten blæser jeg ad det hele!” — Han spyttede.
„Man skal ikke spytte i sin egen Kaal.”
„Hvad faar man for at læse med Børn? — Kobberpenge! Hvad skal jeg med Smaapenge?” sagde han foragteligt som Svar paa sin egen Tanke.
„Nej — Du vil heller ikke have en hel Kapital paa en Gang.”
Han saa paa hende med et underligt spørgende Blik.
„Ja — en hel Kapital paa en Gang,” svarede han endelig i en bestemt Tone.
„Naa — bliv bare ikke hidsig, ellers kunde man let blive bange for Dig! — Skal jeg saa hente Dig et Franskbrød?”
„Som Du vil.”
„Det er sandt — det havde jeg nær glemt! — Der kom et Brev til Dig i Gaar, da Du var ude.”
„Et Brev — til mig — fra hvem?”
„Ja — det kan jeg da ikke godt vide. Jeg har lagt tre Kopek ud for Dig til Budet; kan jeg faa dem igen?”
„Men saa kom med det! for Guds Skyld, kom med det!” raabte han ivrigt.
Han fik Brevet; det var virkeligt fra Guvernementet R—, fra hans Moder. Han blev hel bleg, da han tog imod det.
Det var længe, længe siden, han havde faaet Efterretning hjemme fra; men nu var der pludselig ogsaa noget andet, der snørede Hjærtet sammen paa ham.
„Gaa saa din Vej, Nastasia!… der har Du dine tre Kopek, men skynd Dig saa at gaa!”
Hans Hænder rystede med Brevet; han vilde ikke aabne det, mens hun var der inde; med dette Brev, vilde han være alene. Da Pigen var gaaet kyssede han Brevet; saa sad han længe og betragtede Udskriften med ømme Blikke, Moderens fine, skraaliggende Haandskrift, som han kendte saa godt og elskede saa højt; hans Moder havde selv en Gang lært ham at læse og skrive. Han sad længe og betænkte sig, som om han var bange for noget. Endelig aabnede han Brevet, et stort, smukt Brev, som vejede to Lod. To Ark Brevpapir var fuldskrevne med Moderens tætte, fine Skrift.
„Kære Rodja!” begyndte Brevet, „det er nu to Maaneder siden jeg sidst skrev til Dig. Jeg har selv lidt under det, og mine urolige Tanker har ikke ladet mig sove mere end én Nat. Men jeg er vis paa, Du ikke er vred paa mig. Du véd jo, hvor højt jeg elsker Dig; Dunja og jeg har jo ingen anden end Dig — Du er alt for os, vort Haab og vor Trøst. Hvor jeg har lidt, da jeg hørte, at Du allerede for Maaneder siden havde forladt Universitetet, fordi Du ikke havde Midler til dit Livsophold, og at det var forbi med dine Timer og øvrige Indtægter. Men hvordan skulde jeg med mine hundrede og tyve Rubler aarlig i Pension kunne hjælpe Dig? De femten Rubler, som jeg sendte Dig for fire Maaneder siden, havde jeg laant af vor Købmand her, Wassili Wachruschin, mod Sikkerhed i min Pension. Han er et godt Menneske, og var i sin Tid en Ven af din Fader. Men da jeg havde overdraget ham Retten til at hæve Pensionen til mig, maatte jeg vente, til jeg havde betalt min Gæld, og det er først sket nu, saa jeg ikke har kunnet sende Dig noget i hele denne lange Tid. Men nu haaber jeg, at jeg atter kan sende Dig noget, ja jeg kan ligefrem sige, at Lykken smiler til os. Grunden skal jeg straks sige Dig. Du gætter vel, at jeg allerede har haft din Søster hjemme hos mig igen i over halvanden Maaned, og at der for Fremtiden ikke mere er noget, der kan skille os ad. Gud være lovet hendes Trængselstid er nu forbi. Men jeg vil fortælle Dig det altsammen i Rækkefølge, for at Du kan faa et klart Indblik i, hvorledes det hele er gaaet til, og hvor meget vi tidligere har holdt skjult for Dig. Da Du for to Maaneder siden skrev til mig, at Du havde hørt, at Dunja skulde være udsat for megen Raahed hjemme hos Swidrigailows, og da Du forlangte at faa rigtig Besked herpaa, hvad skulde jeg saa den Gang svare Dig? Havde jeg sagt Dig den fulde Sandhed, kunde Du let være rejst fra alt og i værste Fald taget afsted til Fods. Jeg kender jo saa godt din Karakter og Tænkemaade. Du vilde aldrig have fundet Dig i, at din Søster blev fornærmet. Selv var jeg fortvivlet, men hvad skulde jeg gøre? Den Gang kendte jeg endnu ikke selv den hele Sandhed. Den største Vanskelighed laa jo i, at Dunja, da hun i Fjor tog Pladsen som Guvernante, fik hundrede Rubler i Forskud paa den Betingelse, at der skulde trækkes noget af hendes Løn hver Maaned, derfor kunde hun heller ikke forlade Pladsen før Gælden var betalt. Men denne Sum — nu kan jeg jo godt tilstaa Dig det, kære Rodja —, var navnlig bestemt til deraf at sende Dig de treds Rubler, som Du den Gang nødvendigvis skulde bruge, og som Du ogsaa fik fra os i Fjor. Det var ikke sandt, hvad vi den Gang skrev, at Pengene var sparet sammen af Dunja. Nu, da al Ting har forandret sig, og med Guds Hjælp til det bedre, nu faar Du Sandheden at vide, saa kan Du ogsaa se, hvor uendelig højt Dunja elsker Dig, og hvad for et ædelt Hjærte hun har. I Begyndelsen var Hr. Swidrigailow meget raa imod hende og behandlede hende uhøfligt og hensynsløst .... Naa, jeg skal ikke komme ind paa alle disse kedelige Enkeltheder, jeg vil ikke sætte dit Sind i Oprør, da det hele nu er forbi. Kort og godt, endskønt Marta Petrowna, Hr. Swidrigailows Hustru, og Husets øvrige Beboere var gode og venlige mod Dunja, var det alligevel en tung Tid for hende, især hver Gang Hr. Swidrigailow befandt sig under Vingudens Indflydelse — en gammel Vane fra Soldatertiden. Men kan Du saa tænke Dig, hvad der senere skulde vise sig? Dette Vrøvlehoved havde længe været forelsket i Dunja, men havde skjult det under en Maske af Plumphed og Ringeagt. Det kan ogsaa være han skammede sig over at han, en ældre Mand og Familiefader, endnu skulde lide under en saadan Letsindighed, og at han var vred paa Dunja derfor. Det er jo ogsaa rimeligt, at han ved Haan og Raaheder søgte at skjule sine sande Følelser over for andre. Men tilsidst kunde han ikke længer beherske sig og var fræk nok til at gøre Dunja vanærende Tilbud. Han lovede hende Guld og grønne Skove, han vilde forlade alt for hendes Skyld, og, hvis hun vilde, enten rejse med hende til et andet Gods eller til Udlandet. Du kan tænke Dig, hvad hun led! Hun kunde ikke med det samme forlade hans Hus, for det første for Gældens Skyld, for det andet for at skaane Marta Petrowna, som straks vilde have fattet Mistanke. Hun vilde derved vække Splid i Familien og samtidig gøre sig selv til Genstand for en Skandale. Der var ogsaa andre Grunde, der gjorde, at Dunja ikke kunde forlade sin Plads de første seks Uger. Du kender jo Dunja og véd, hvor klog hun er, og hvilken Karakterstyrke hun har. Hun taber ikke Modet, selv om hun bringes til det yderste, og hun er for overlegen til at tabe Fatningen. For at skaane mig, skrev hun ikke engang det hele til mig, skønt hun og jeg al Tid har vist hinanden Fortrolighed. Men saa kom Løsningen ganske uventet. Marta Petrowna stod en Gang paa Lur efter sin Mand, da han nede i Haven tiggede Dunja om at bønhøre ham. Marta Petrowna havde taget fejl af det hele og beskyldte Dunja for at være Skyld deri. Der blev opført en frygtelig Scene i Haven. Marta Petrowna vilde intet høre; hun slog endog til Dunja, teede sig som en Gal og endte med at sende Dunja hjem til mig paa en Bondevogn. Alt, hvad hun ejede, Linned Klæder og det hele blev pakket sammen imellem hinanden og kastet op paa Vognen. Og saaledes forhaanet og fornærmet maatte Dunja paa en aaben Vogn i en øsende Regn køre de sytten Werst, der var hjem til os.
Hvorledes skulde jeg saa kunne svare paa det Brev, jeg for to Maaneder siden fik fra Dig? Jeg var fortvivlet! Sandheden turde jeg ikke skrive — den vilde bare gøre Dig ulykkelig, oprørt og forbitret, og hvad vilde Du saa kunne have udrettet? Kanske styrte Dig selv i Fortræd. Dunja vilde heller ikke have det. Men jeg kunde heller ikke fylde et helt Brev med tom Snak, mens saa tung en Sorg trykkede mig. En hel Maaned havde Bysladderen travlt med denne Begivenhed. Det gik saa vidt, at vi ikke mere kunde gaa i Kirke, saadan summede denne Tisken og Hvisken om vore Øre; man talte ganske højt om det i vor Nærhed. Vore Bekendte gik af Vejen for os, de hørte op med at hilse paa os, og jeg fik fra sikker Kilde at vide, at nogle unge Mennesker vilde oversmøre vor Gadedør med Tjære, saa Værten paa Forhaand bad os om at flytte. Alt dette var Marta Petrownas Skyld; hun gik rundt og bagtalte Dunja. Hun kendte jo hele Byen og kom den Gang næsten daglig herind. Hun holder meget af at sladre og tale om sine mest private Anliggender, og især kan hun ikke blive træt af at rive ned paa sin Mand — en meget styg Vane for Resten — saa havde hun i meget kort Tid faaet udspredt sin Historie, ikke alene over hele Byen, men ogsaa i Omegnen. Jeg var bleven helt syg, Dunja var langt modigere; Du skulde bare have set, hvordan hun stadig trøstede mig. Hun er en Engel! Vore Prøvelser fik dog omsider ved Guds Naade og Barmhjærtighed Ende.
Hr. Swidrigailow, der tydeligt nok fortrød den Uret, der var tilføjet Dunja, og havde Medlidenhed med hende, gik i sig selv og gav sin Kone klare og tydelige Beviser paa Dunjas Uskyldighed. Han viste hende et Brev fra Dunja, som hun allerede havde skrevet til ham før Scenen i Haven for at undgaa mundtlige Forklaringer og hemmelige Sammenkomster. Hun havde i dette Brev bebrejdet ham hans uværdige Opførsel; hun havde forestillet ham, at det var skammeligt af ham, der havde Hustru og Børn, at ville gøre en ung, værgeløs Pige ulykkelig. Med ét Ord, kære Rodja, Brevet var saa smukt og ædelt skrevet, at jeg ikke kunde læse det uden at briste i Graad: Hun nævnede ogsaa Tjenestefolkene, der vidste meget mere end Hr. Swidrigailow anede. Marta Petrowna sagde, at hun følte sig som lynslaaet. Om Dunjas Uskyldighed var hun nu fuldstændig overbevist, og allerede næste Dag, en Søndag, kom hun styrtende lige ind i Domkirken, kastede sig paa Knæ og bad med Taarer Himmeldronningen om Styrke til at bære denne nye Prøvelse og gøre sin Pligt. Uden at sige et Ord i Forvejen kom hun fra Kirken lige hjem til os, fortalte os grædende alt, omfavnede Dunja og bad hende om Tilgivelse. Og selv samme Dag lød hun rundt i Byen og fortalte alle og enhver om Dunjas Uskyldighed og om hendes beundringsværdige Opførsel; hun foreviste Dunjas Brev, ja hun lod det endog afskrive — noget, der efter min Mening virkelig var unødvendigt —. Paa denne Maade foer hun rundt i flere Dage; der var nogle, der ligefrem beklagede sig over, at hun havde forbigaaet dem — hun maatte skrive en Fortegnelse, for ingen at glemme; man ventede hende i hvert Hus, og man vidste i Forvejen, naar hun vilde komme og læse Brevet op. Ved saadanne Forelæsninger kom der ogsaa Folk, som allerede havde hørt Brevet hjemme hos sig selv eller andetsteds. Efter min Mening var meget i dette overflødigt, men det ligger nu en Gang i Marta Petrownas Karakter at overdrive alt. Imidlertid gengav hun fuldstændig Dunja sit gode Navn og Rygte, og hele Skammen ved denne Historie kom til at gaa ud over hendes Mand og blev siddende paa ham som et uudsletteligt Brændemærke. Jeg har næsten ondt af ham; man har været altfor slem imod denne Nar.
Dunja fik straks Tilbud fra flere Familier om at undervise deres Børn, men hun afslog dem alle. Alt dette er Skyld i den Begivenhed, hvorved vort Liv forhaabenligt nu vil tage en hel anden Vending. Du skal vide, kære Rodja, at Dunja har faaet et Ægteskabstilbud, som hun ogsaa har taget imod. Jeg skynder mig at underrette Dig derom. Rigtignok blev det afgjort, uden at vi først indhentede din Mening, men jeg haaber ikke Du vil blive vred paa mig eller din Søster, naar Du hører, at det var umuligt at vente, til vi kunde faa Svar fra Dig, hvad Du af Begivenhedernes Udvikling selv vil kunne indse. Og som fraværende kunde Du heller ikke have dømt om Sagen. Han hedder Peter Petrowitsch Luschin, han er en fjærn Slægtning af Marta Petrowna, som selv har interesseret sig for Planen, og han er allerede Hofraad. Marta Petrowna sagde os, at han ønskede at gøre vort Bekendtskab, altsaa blev han indbudt, drak Kaffe hos os og sendte os næste Dag et Brev, hvori han særdeles høfligt friede til Dunja og bad om hurtigt og bestemt Svar. Han er meget optaget, og en ivrig Forretningsmand, skal snart rejse til Petersborg, saa hvert Minut er kostbart for ham. Vi blev naturligvis meget forbløffede over dette uventede Frieri og talte sammen om det en hel Formiddag. Han er en paalidelig Mand, sidder i gode Kaar, har to Embeder og ejer allerede en Del Formue. Han er rigtignok allerede over fem og fyrretyve Aar, men ser ret godt ud og gør et behageligt Indtryk paa Damerne; i det hele taget er han et net og dannet Menneske, bare lidt lunefuld og storladen; men det er maaske noget, man ikke ser, naar man lærer ham nøjere at kende. Jeg beder Dig derfor, kære Rodja, ikke fælde for hurtig Dom over ham, naar Du muligvis om kort Tid træffer sammen med ham i St. Petersborg; han vil maaske ikke ved første Øjekast falde i din Smag. Dette siger jeg kun af Forsigtighed. For at bedømme Menneskene rigtigt, maa man forsigtigt og lidt efter lidt lære dem nærmere at kende, for ikke at gøre Fejltagelser, som man maaske senere vil fortryde. Peter Petrowitsch er efter alt at dømme et meget agtværdigt Menneske. Ved sit første Besøg hos os sagde han, at han havde bestemte Grundsætninger, men at han, som han udtrykte sig, i mere end et Spørgsmaal delte „vor yngre Generations Anskuelser og hadede alle Fordomme”. Han talte en hel Del, lod til at være lidt forfængelig og at syntes godt om, at man hører opmærksomt paa ham. Naa, det er jo tilgiveligt. Jeg forstod ikke det halve af det, han fortalte, men Dunja forklarede mig, at selv om hans Kundskaber ikke var overvældende store, saa var han dog en fornuftig og efter al Sandsynlighed en brav Mand. Ja, Du kender jo din Søsters Tænkemaade, Rodja; hun er en karakterfast, klog, taalmodig og højhjærtet Pige, skønt hun let lader sig henrive. Det har jeg let Beviser paa. Naturligvis kan der hverken fra hendes eller fra hans Side være Tale om egenlig Kærlighed. Men Dunja er ikke alene en fornuftig Pige, hun er ogsaa god og ædel og vil pligtskyldig gøre den Mand lykkelig, som ogsaa paa sin Side vil bestræbe sig for, at hun faar det godt. Og det har vi endnu ikke Grund til at tvivle om, skønt det ikke kan nægtes, at hele Historien er gaaet noget hurtigt. Han er jo desuden en meget beregnende Mand og vil let kunne indse, at hans egen huslige Lykke vil blive stærkere, jo lykkeligere hun bliver. Og med Hensyn til Uligheder i Karakter, Vaner eller forskællige Meninger — noget, som tidt findes selv hos de lykkeligste Ægtefolk —, har Dunja sagt mig, at hun ikke frygtede for, at dette skulde give Grund til Uro og at hun kunde læmpe sig efter ham i meget, hvis Forholdet mellem dem i Fremtiden blev grundet paa Ærlighed og Retsindighed. Det forekom mig ogsaa, at han i Begyndelsen var noget kort for Hovedet, men saadan er vel hans Natur. Ved sit andet Besøg, da Dunja havde givet ham sit Ja, sagde han for Eksempel, at han allerede før han havde lært Dunja at kende, havde tænkt paa at ville gifte sig med en ærbar Pige; men hun maatte ingen Medgift bringe, og det maatte helst være en Pige, der havde levet i smaa Kaar. Manden burde aldrig have noget at takke sin Kone for, mente han; det var bedre, naar Konen maatte være Manden taknemlig for hans Velgærninger. Han udtrykte sig maaske nok i en lidt finere og høfligere Form — jeg husker ikke saa nøje, hvorledes Ordene faldt. Det var bare saadan en løs henkastet Ytring i Samtalens Løb, uden nogen bestemt Hensigt. Alligevel stødte det mig dog lidt, og jeg talte senere til Dunja om det; men hun blev bare lidt ærgerlig og sagde: „Ord og Handling er to Ting,” og det kan hun jo have Ret i. Før Dunja bestemte sig, laa hun vaagen hele Natten, og da hun troede jeg sov, stod hun op og gik til den lyse Morgen frem og tilbage i Værelset. Endelig knælede hun ned foran Helgenbilledet og bad længe og inderligt. Om Morgenen sagde hun mig, at hun havde besluttet at give ham sit Ja.
Jeg har allerede omtalt, at Peter Petrowitsch nu skal rejse til St. Petersborg. Han har vigtige Forretninger derinde, og han vil nedsætte sig som Advokat. Han har allerede længe befattet sig med Processer og Retssager, og det er ikke længe siden han har vundet en Sag. Han skal ogsaa til St. Petersborg fordi han har et vigtigt Anliggende at frembringe i Senatet. Saaledes kan han ogsaa i flere Henseender være Dig til Nytte, og vi, det vil sige Dunja og jeg, er allerede bleven enige om, at Du allerede kan betragte din Løbebane som begyndt, og din Fremtid sikret. O, ja, hvis vi virkelig kunde haabe det! Det vilde være et Held, som vi maatte betragte som et synligt Vidnesbyrd om Guds Barmhjærtighed. Dunja sværmer for disse Tanker. Vi lod et Par Ord falde derom til Petrowitsch; han svarede dog lidt forsigtigt og sagde, at han naturligvis vilde faa Brug for en Sekretær, og at han heller gav denne Plads til en Slægtning end til et vildfremmed Menneske, forudsat at Vedkommende var i Besiddelse af de nødvendige Evner dertil (som om det var muligt, at Du ikke skulde være Pladsen voksen!). Desuden var han ogsaa bange for, at dine Studier ikke gav Dig Tid til ogsaa at arbejde paa hans Kontor. Saa blev der ikke talt mere om det den Gang, men Dunja har ikke tænkt paa andet i flere Dage og været ivrig med at lægge Planer, hvori hun gør Dig til Medarbejder eller muligvis Kompagnen i Peter Petrowitschs Forretning, saa meget mere som Du jo ogsaa har valgt den juridiske Løbebane. Jeg er af samme Mening som Dunja og deler alle hendes Planer og Forhaabninger, thi selv om Peter Petrowitsch intet Løfte har givet endnu — hvad han jo heller ikke godt kunde, da han ikke kender Dig —, saa er der alligevel Sandsynlighed for vore Planer. Dunja er overbevist om, at hun vil opnaa alt hos sin tilkommende Mand. Du kan nok forstaa, at vi har været meget forsigtige med at røbe vore Planer og Forhaabninger over for Peter Petrowitsch, og især om, at Du skulde blive hans Kompagnon — han vilde sikkert se haanligt eller koldt paa saadanne Ideer. Og lige saa lidt har hverken Dunja eller jeg med et eneste Ord berørt det, vi saa sikkert haaber paa, nemlig at han sammen med os vil hjælpe Dig med Penge til Du har endt dine Studier. Vi har ikke talt om det, fordi det jo er noget, der vil falde af sig selv, og fordi han sikkert selv kommer og tilbyder det, uden at vi behøver at spilde et Ord derpaa (skulde han vel ogsaa kunne afslaa Dunja noget), saa meget mere som Du jo paa Kontoret vil blive hans højre Haand og altsaa ikke modtager denne Hjælp som en Gave, men som en Løn, der tilkommer Dig. Saaledes vil Dunja have det ordnet, og jeg er fuldstændig af samme Mening. For det andet har vi ikke talt om det, fordi jeg gerne vilde have, at I ved Eders første Møde skulde være saa vidt muligt hinandens Lige. Da Dunja omtalte Dig til ham, svarede han, at man først maatte kende et Menneske nøje, før man kunde danne sig en Mening om det.
Véd Du, hvad jeg har tænkt, min kære, dyrebare Rodja, rigtig overlagt det med mig selv? Jeg vil ikke bo sammen med dem efter Brylluppet, men vedblive at leve for mig selv. Det er ikke af Hensyn til Peter Petrowitsch, men et personligt, maaske et gammelkoneagtigt Indfald. Jeg er overbevist om, at han er ædel og finfølende, og at han vil opfordre mig til at blive hos min Datter, og naar han til Dato ikke har talt et eneste Ord derom, saa er Grunden naturligvis, at han anser det som en Selvfølge; men jeg tager alligevel ikke mod Tilbudet. Jeg har mere end én Gang bemærket, at Svigermødrene sjælden er særlig velset af Mændene, og Gud fri mig for at falde nogen til Byrde om end aldrig saa lidt. Jeg vil ogsaa helst være helt ubunden saa længe jeg endnu har et Stykke Brød, som er mit, og Børn som Dig og Dunja. Derimod vil jeg gærne bo i Eders Nærhed, saa vidt det er muligt. Ja, nu skal Du høre det bedste, Rodja — det har jeg gæmt tilsidst. Saa maa Du altsaa vide, min kære Dreng, at vi muligvis om kort Tid atter vil være forenet efter en næsten treaarig Skilsmisse! Det er aldeles afgjort, at Dunja og jeg kommer til St. Petersborg. Tiden véd vi endnu ikke bestemt, men det bliver snart, maaske allerede om en Uge. Det kommer an paa, hvorledes Peter Petrowitsch indretter det: saa snart han selv er kommen til Hovedstaden vil han sende os nærmere Underretning. Han vil af forskellige Grunde holde Bryllup snart — hvis det kan lade sig gøre allerede inden Fasten; men skulde denne Frist være for kort, saa lige efter Mariæ Himmelfart. Hvor jeg glæder mig til atter at skulle trykke Dig til mit Hjærte. Dunja er ogsaa helt ude af sig selv af Glæde og sagde i Spøg, at alene af den Grund kunde hun have giftet sig med Peter Petrowitsch. Er hun ikke en Engel? Hun skriver ikke til Dig i Dag, men hun beder mig sige, at hun har saa uendelig meget at tale med Dig om, saa meget, at hun ikke har Mod til at tage Pennen i Haanden — hun vilde ikke kunne faa alt sagt alligevel. Skønt vi maaske snart ses, vil jeg dog i Dag sende Dig saa mange Penge, jeg kan. Nu, da alle og enhver véd, at Dunja skal giftes med Peter Petrowitsch, er ogsaa min Kredit stegen, og jeg véd bestemt, at Wassilij Iwanowitsch nu gærne laaner mig indtil 75 Rubler paa min Pension, saa jeg i alt Fald kan sende Dig 25, ja maaske 30 Rubler. Jeg vilde gærne have sendt endnu mere, men jeg er bange for Rejseudgifterne, uagtet Peter Petrowitsch var saa god at ville bære en Del af Udgifterne ved vor Rejse til Hovedstaden. Han vil nemlig sørge for Befordringen af vort Rejsegods og den store Kuffert — vist nok gennem en Bekendt. Vi maa dog ogsaa tænke paa vor Ankomst til St. Petersborg, hvor vi ikke kan opholde os uden Penge i Lommen. Vi har udregnet al Ting paa det nøjeste. Rejsen selv koster ikke stort. Hjemme fra og til Jernbanen er der ikke mere end 90 Werst, og for alle Tilfældes Skyld har vi allerede truffet Aftale med en Bonde-Fragtmand. Derfor rejser vi nok saa fornøjet paa tredie Plads, saa jeg haaber vi kan sende Dig 30 Rubler.
Men nu maa det være nok — jeg har allerede skrevet to hele Ark fulde; nu er der ikke Plads til mere. Men der var jo saa meget at fortælle. Lev vel, kære Rodja, til vi om kort Tid genses og omfavner hinanden, og tag imod den inderligste Velsignelse en Moder kan sende sin Søn. Bliv ved at elske din Søster Dunja; elsk hende saaledes som hun elsker Dig, og husk paa hun elsker Dig inderligt, elsker Dig højere end sig selv. Hun er en Engel, men Du, Rodja, Du er alt for os, vort Haab og Fortrøstning. Naar bare Du er lykkelig, er vi det ogsaa. Rodja, beder Du endnu ligesom tidligere, og tror Du paa Skaberen og vor Frelsers Godhed! Jeg er bange for, at den nu, moderne Vantro ogsaa skal have listet sig ind i dit Hjærte! Er det Tilfælde, saa vil jeg bede for Dig. Kan Du endnu huske, min kære Dreng, hvorledes Du som Barn, den Gang din Fader endnu levede, sad paa mit Skød og fremstammede din Bøn, og hvor vi alle den Gang var lykkelige? Lev vel, eller heller: paa Gensyn! Jeg omfavner Dig saa inderligt, saa inderligt og kysser Dig utallige Gange.
Næsten hele Tiden, mens Raskolnikow læste, var
hans Ansigt vædet af Taarer, men det var blegt,
krampagtigt fortrukket, da han havde endt, og et
ondt, bittert Smil spillede om hans Læber. Han
trykkede Hovedet ned i den gamle, tynde Hovedpude
og laa længe, længe hensunken i Grublerier. Hjærtet
bankede voldsomt og hans Tanker stormede frem og
tilbage. Endelig blev dette Bur ham for lummert
og trangt — baade Øje og Tanker søgte større
Spillerum. Han greb sin Hat og gik ud. Denne
Gang var han ikke bange for at møde nogen; han
tænkte ikke engang paa det. Han tog Vejen langs
W—prospektet hen imod Wassilewsky-Øen. Men
efter gammel Vane drev han afsted uden at lægge
Mærke til Vejen, hviskende og talende højt med sig
selv, at de Forbigaaende saa forbavset paa ham —
mange troede, han var fuld.