Juvenals tredje satire

by Juvenal

Endskøndt forvirret ved min gamle vens
afrejse, må jeg dog rose hans beslutning:
At fæste bopæl i det øde Cumæ,
og skænke nok en borger til Sibylla.
Det er døren til Bajæ, og en yndig kyst,
indviet til den kære Rolighed.
Endog foretrækker jeg Prochyta fremfor Subura.
Thi hvilket sted er så usselt og tomt,
at det ikke er værre, i denne grumme by
at gyse over for ildebrand, for huses idelige fald,
for tusind farer og for digterne,
som reciterer i August?
Men mens nu pakkes på en vogn
hele hans indbo, dvæler han lidt
ved den gamle bue og fugtige Capener-Port.
Hvor Numa satte natlige veninder i stævne,
lejes nu den hellige kildes lund og tempel bort
til jøderne, hvis hele ejendom
er et bundt hø og kurv af vidje;
thi hvert et træ må svare folket skat,
og skoven trygler siden Musens flugt.
I dalen, helliget Egeria,
stiger vi ned, og den natur ulige grotte.
langt mere nærværende var kildens guddom, hvis
græsset gik ned til vandet ,
i stedet for at Marmor skæmmede dens egen Sandsteen.
Her tog Umbricius således nu til orde:
Da intet ærligt hverv finder sted i byen,
og flid og møje ingen løn bringer,
og Ens formue er mindre i dag,
end den var igår, og dette lidt selv
i morgen bliver mindre, så er mit forsæt, at
rejse derhen, hvor Dædalus først lagde
de trætte vinger af, mens issens sne endnu
er frisk og alderdommen nylig og oprejst;
mens Lachesis har noget på sin ten,
og jeg kan bære mig på fødderne,
og hånden ikke behøver støttestav.
Farvel, min fødeby! Der kan Artorius og Catulus
leve længe nok! der kan de blive,
som gør sort til hvidt, og har lyst
til at forpagte Templer, floder, havne, og
moradsers rensning, og afdødes jordefærd,
og sælge mennesker ved trommeslag!
Før i tiden var disse folk kun valdhornister,
og savsmuldets tro og faste betrædere,
i byerne bekendte puste-kæver;
nu giver de selv fægte-lege, og
på vink fra folkets vendte tommelfingre
myrder de flink enhver til pøblens lyst;
Og færdige med dette forpagter de
lokummerne – og hvorfor ikke alt?
Det er jo dem, Fortuna løfter op
til værdighed ud af skammen, når hun vil gøre løjer.
Hvad skulle jeg i Rom? Jeg har ikke lært at lyve.
En bog kan jeg ikke rose når den er slet,
og ikke forlange. Jeg forstår mig ikke
på stjerners løb; at love fædres død
kan og vil jeg ikke. Jeg har aldrig
ransaget tudsers indvolde.
At bære elskovs-bud og –gaver til
nygifte koner fra en elsker,
må andre gøre. Ingen tyv skal finde
en hæler i mig; derfor synes ingen
om mit selskab , og jeg agtes som
en rent unyttig krøbling med en vissen hånd.
Hvem elsker nu, som ikke er medvider,
og hvis beklemte hjerte ikke ængstes af
en løndom, som for evig bør forties?
Han tror ikke at være i din gæld,
og har nødig noget at give dig,
som dydig løndom har betroet dig.
Verres synes kun om ham, som Verres, når han vil,
kan anklage. End ikke skyggefulde Tagus’ sand,
end ikke alt det guld, der vælter ud i Havet defra,
agter du så højt, at du derover
mister din søvn , men du modtager ængstelig
forkastelige gaver, fra din mægtige ven
der bestandig er frygtelig.

Nu hvilket folkeslag
som er mest velkomment for vore rigmænd,
og hvilke jeg især nu søger at undgå,
må jeg skynde mig at fortælle dig,
og end ikke undseelse mig holde skal tilbage.
Qviriter! Jeg kan ikke lide denne græske by,
Skønt bærmens mindste del er achæisk.
For længst i Tiberen flød syriske Orontes,
og førte sprog, og sæder, og skalmeier med sig,
og skjæve hakkebrædder, og udenlandske trommer,
med skøger, som står tilfals ved Circus
Afsted, hvem finder smag i syrisk skøge med
sin brogede hue! Se, Qvirin, den Bonde nu,
Med Snyltekjole paa, at strippe om,
Og Bære Seiers-Tegn om sin indsmurte Hals.
Fra høien Sicyon kom én, en anden fra
Amydon, én fra Samos, og en Dito
Fra Andros, Tralles, eller Alabanda,
Og strømme til Esquiliæ, og Høien, som
Er kaldet efter sine Vidier, og
I store Huses Indvold de sig trænge ind,
For Herre der engang at blive selv:
Et hurtigt Snille, fræk Dumdristighed,
Og dygtigt Mundlær til at snakke Fanden selv
et Øre af. Hvad gier Du mig for saadan Karl?
Han bragte hid til os alt, hvad Du vil:
Han er Grammaticus, er Rhetor, Geometer,
Er Maler, Salvesmører, Fugletyder,
Er Linedandser, Læge, Hexemester:
Han Alt forstaaer; og, om Du byder det,
Til Himmels flux en sulten Grækling farer.
Kort sagt: Han ikke Maurer var, og ei Sarmat,
Og Thracer ei, som Vinger lagde an,
Men født midt i Athen.

Og disses Purpur jeg
Ei skulde flye? En saadan Karl nu skulde
Forsegle forved mig? paa bedre Hynde strakt
Ved Bordet ligge, som kom hid til Rom
Med samme Vind, som Figener og Blommer?
Betyder det da intet, at vor Barndom
Har aandet Aventiner-Luft, og næret er
Med de sabiniske Oliven?-
Den i at smigre ret udlærte Yngel
Patronens dumme Snak berømmer og
Hans stygge Ansigt, ja! og ligner Krysterens
Den lange Storkehals ved Hercules’s,
Som holdt Antærus oppe langt fra Jorden;
Hans hæse Stemme roser, skjøndt den er
Saa fæl, som Mandens er, der bider Hønen.
At rose dette kunde vi og finde paa
Men ikkun dem man troer, - ikke sært:
Kan nogen Gjøgler bedre spille Thais,
Og Kone-Rollen, eller Doris uden Kyse?
Man hører Qvinden selv at tale, ikke Masken,
Og troer Alt under Maven jævnt og tomt,
Og at man ei en Mand men Qvinde seer.
Dog ei Antiochus og ei Demetrius,
Stratocles ei, med kjelne Hæmus, der
Beundring fandt. Den hele Nation er Gjøgler.
Du leer? Han skogger høit, og holder paa sin Mave.
Han knap din Taare seer og svømmer udi Graad,
Skjøndt han er hjerteglad. Hvis Du om Vinteren
En Smule Varme fordrer, kryber han i Pelts;
Og siger Du: hvor det er hedt! han sveder.
Nei vi maa give tabt; ham Prisen bør,
Som baade Dag og Nat kan tage Maske paa,
Og færdig er at kaste Kys med Fingren,
Med: Bravo, Herr Patron! naar denne ræber høit,
Og pisser lige ud, og Væden, kastet
Af Skaalen, klasker i det gyldne Bækken.
Ham intet helligt er og sikkert for hans Brynde:
Ei selv Huusmoderen, ei Jomfru Datteren,
Ei skjægløs Fæstemand, ei forhen kydske Søn:
Hvor disse ikke ere, der kalfatrer han
Patronens egen Bedstemoder; thi
Han Husets skandaløse Krøniker
Udfritter, for at kunne frygtes siden.
Og da vi tale nu om Grækerne,
Gaa deres Høresale kun forbi, og
Lad Dig en Skurkestreg fortælle, som
En Mand af Velten har bedrevet.
Det var en Stoiker, som dræbte Bareas,
Angiveren sin Ven, sin Lærling gamle Lærer,
Opdraget paa den Kyst, hvor førstegang
Gorgonisk Hestes matte Ving sank.
Nei ingen Romer kan sig nære her.
Hvor en Protogenes og Crimarch og Diphilus
Regjere, hvilke, efter dette Folks
Medfødte Feil, med Ingen en Patron
Vil dele, men ham altid have heel.
Thi naar en Draabe de af deres græske Gift
I Herrens aabne Øre have dryppet,
Flux jages jeg paa Dør, og spilt er alt
Mit lange Hoveri. Ei mindre nogensteds
Man agter Tabet af en tro Client.
Og for at sige det reent ud: hvad Tjeneste,
Opvartning er her for den fattige Client,
Om han end stræber kappeklædt ved Dagens Gry
At løbe, da nu Prætor driver selv
Sin Lictor, og befaler ham at ile stærkt,
Fordi de rige Enker alt for længst er’ oppe,
At ei Albina eller Modia
Hans Herr Collega først skal byde en god Morgen?
Her den Fribaarnes Søn paa venstre Side gaaer
Af Slaven, thi han er rig; thi denne give kan
Calvina, hvad en Oberst faaer i Gage,
For hende en og anden Gang at kramme.
Men Du, om kappet Skjøges Ansigt Dig anstaaer,
Betænker Dig, og ikke vove tør
Chione ned at tage fra sit høie Sæde.
Fremstil i Rom et Vidne, saa gudfrygtigt som
Den phrygiske Gudindes Vert; lad Numa selv
Fremstaae, og han, som reddede den skjælvende
Minerva ud af Templets Flammer:
Det første Spørgsmaal bliver om hans Penge,
Det sidste om hans Dyd og Charakteer:
Hvormange Slaver føder han? Hvor meget Jord
Er han vel Eier af? Hvor mange og
Hvor store Fade sættes paa hans Bord?
Jo flere Penge En udi sin Kiste har,
Des større hans Credit. Om Du end svor
Ved Samothracernes og vore Altere.
Som fattig Mand Du troes at lee af Guderne,
Og disse selv Dig at tilgive det.
Ja fattig Mand enhver her giver stof
Til Spottegloser, hvis hans Rokelor
Er sliden eller revet, hvis hans Kappe er
En Smule sulket, og hans ene Sko
Med sprukket Læder gaber, eller
Den nye grove Risp i det tilsyede Saar
Paa flere Steder hæsligt griner!
Det værste ved den haarde Fattigdom
Er, at den Mennesket gjør latterlig.
Bort, raabes der, med dig, om du har nogen Skam!
Herop! Herop af Ridder-Hyndet du,
Hvis kun for Ruffer-Drenge, Kippe-Yngelen.
Her klappe Trommeslagerens og Fægtemesterens,
De pyntelige Junkere!
Saa Otho fandt for godt, den Nar, som skjelned os.
Naar vælges fattig Mand til Svigersøn,
Som Pigens Pakkenelliker ei veier op?
Naar sættes Fattig ind til Arving? Naar
Blev af Ædilerne i Raad han taget med?
De fattige Qviriter burde sig for længst
At vandre ud tilhobe sammensvoret.
Den sjeldent kim i Veiret, hvis Talent
Af trange Kaar nedtrykkes. Men i Rom
Især hans Stræben heftig Modstand finder.
Dyrt usselt Herberg er, og dyre Slave-Maver,
Og tarveligste Aftensmaaltid dyrt.
Af Leer at spise man sig skammer, skjøndt
I Hast forflyttet hen til Marser og Sabiner
Fornøiet med en blaa og grov Kasket,
Ved saadant vilde man ei skamme sig.
Paa mange Steder i Italien,
Det kan ei nægtes, ingen kommer i
Sin Toga, førend han er død. Selv naar
Paa græsbegroede Skueplads en Fest
Man helligholder, og bekjendte Efterspil
Paa Scenen atter kommer frem, og Bondeglut
Af Skræk sig dukker ned i Moders Barm
Ved Synet af den blege Maskes Gab:
Der alle bære en og samme Dragt,
Man ingen Forskjel seer paa Loger og Paterre:
For øverst Magistrat den hvide Trøie er
Som Embeds-Hædersdragt tilstrækkelig.
I Rom man over Evne pynter sig,
Og mere end er Nok: man stundom tager af
En fremmed Casse. Moden nu saa vil.
Thi her vi alle ere Don Kanuder.
Med eet Ord sagt: I Rom er alting dyrt.
Hvad gier Du, for engang at faae den Lykke
Herr Cossus at opvarte? for et Øiekast,
Med sammensnærpet Mund, af Herr Vejento?
En Yndling rager Skjæg, En anden Haaret offrer
Og Huset vrimler strax af Kager til at sælge:
Min Herre, vær saa god! forsmaa ei denne Kage!
Saaledes nødes vi Clienter til at yde
Til smukke Slaver Skat, og spække deres Pung.

Hvo frygter Huses Fald i kølige Præneste,
Og i Volsinii blandt skyggefulde Bjerge,
I simple Gabii, paa Tiburs høie Hald?
Vi boe udi en By, som staaer pa smalle Fløiter
For største Deel. – Saaledes Opsynsmanden støtter
Det ravende, og kliner gamle Sprækker,
Og derpaa beder os, skjøndt Faldet overhænger,
At sove i Guds Fred. Nei! der vil jeg leve,
Hvor ingen Ildebrand forstyrrer Nattero.
Ucalegon alt raaber Brand, og flytter
Sit Boskab ud; alt ryger Loftet under dig,
Og du ved ej deraf. Når Ildens Skræk
Begynder nedenfra, da brænder sidst
den, som af blotte Tagsten dækkes
for regn, hvor kælne duer lægger æg.
En seng, til Procula for kort; og seks
små drkkekar, hans skænks pryd; en lille skål
og Chiron baglæns under samme marmor;
En gammel kiste fuld af græske skrifter,
hvor Molbo-mus de skønne digte gnaved: -
Se det var Codrus’ hele ejendom;
Og det var såre lidt, hvem kan nægte det?
Og dette hele intet mistede den stakkel.
Men hvad som fylder hans ulykkers mål
er: når han nøgen går for at tigge brød,
ham ingen gier at bide eller brænde.
Men hvis Asturicurs palads afbrænder i det samme,
hver frue skiden går, hver stormand udi flor,
og prætor selv tingstille straks påbyder.
Ved sådan lejlighed ynker vi byens skæbne,
ved sådan lejlighed forbander vi alle ilden.
Endnu det står i brand, og een alt løber hen,
og byder marmor til og pengehjælp;
en anden skænker nøgne hvide støtter af
Euphranor eller Polykletus; en tredje
de asiatiske templers gamle prydelser;
en fjerde bøger, skabe og en halv Minerva;
en femte penge i massevis.
Og Persicus, den rige barneløse mand,
i større velstand kommer nu end før,
og ikke uden grund mistænkes for,
at han har svedet sin egen gård af.
Hvis du fra Circus kan løsrive dig,
i Sora, Fabrateria og i Frusino
du kan det bedste hus dig købe for
det, du i leje gier for mørke i et år.
Her du en have har, og brønd, men ikke dyb,
hvor uden vindes hjælp du mageligt øser
det vand, som du på spæde planter gyder.
Med spaden udi hånd din smukke have dyrk,
af hvilken du et måltid rede kan
for hundred pythagoriker. Det siger noget,
på hvert et sted, i hver en afkrog sig
at have gjort til herre af – én firben.

Her mange syge til døde våge,
men deres sygdom kom af ufordøjet spise,
som ligger hård og tung i hidsig mave.
Naar fik man søvn i nogen lejebolig?
I staden koster søvnen mange penge:
Det sygdoms årsag er. De mange vognes færdsel
om snævre gaders hjørner; æsel-stimlen
og æseldrivere og disses skrig og skænden
kan bjørnes og søkalves søvn forstyrre.
Naar en forreting kalder, lader stormand sig
igennem folkets åbne vrimmel bære,
og farer over hoveder
på sin Liburners høje skuldre frem,
og undervejs han læser, skriver, eller sover;
thi bærevognens lukkede vinduer
indbyde ham til søvn; og dog han kommer først:
En bølge foran standser vores fart;
og bagved folkets stimmel presser vore lænder.
Her vanker albuestød, og der et puf
af bærestængerne. En med en bjælke mig
for panden render, og en anden med en tønde.
Til læggen skarnet når; jeg trædes af
platfodet pøbel, og i mine tæer
soldatens støvlesøm hænger fast.

Se nu engang, med hvilken røg
de mange sportelkurven hente sig:
Vel hundrede gæster, hver hans køkken følger.
Ej Corbulo såmange store fade bar,
såmange ting på issen stablede,
som denne stakkels slave bærer der
med stiv nakke, ilden viftende
i løbet op, så mangen lappet trøje splittes.
Hist skælder på en vogn den lange fyr,
og på en anden kranen slæbes frem;
de høje toppe nikke, folket truende.
Når vognen vælter, som ligurerstene bærer,
og over skarerne sit bjerg udøser,
hvad bliver de kroppe til? Hvem samler op
de ben og lemmer? Hvert et lig er knust,
forsvundet som et pust. Imidlertid
det andet tyende i huset ubekymret
tallerkener skurer, blæser ilden op,
indsalver skraberne, og fylder sydekanden,
og laver viskeklæder til. Med dette
nu tjenerne har travlt. Derimod
hin sidder alt ved floden skælvende,
som kylling, for den sorte Færgemand,
og håber ikke over dyndet Å
i Charons båd at komme, da han ej,
den stakkel, i sin mund en skilling har at give.

Betragt nu nattefarer af en anden slags:
Se himmelhøje huse, fra hvis vinduer
nedslængte potteskår og brudne kar
de forbigående på hjerneskallen træffe:
Se, hvilke dybe sår de slå i stenene.
Den dorsk må være, som går ud at spise,
før han sit testamente har gjort.
Thi Døden truer dig, idet du går forbi,
af hvert om natten åbent vindue.
Bær derfor hos dig selv det tarvelige ønske:
At de vil nøjes med at døbe dig
med den udslagne kammerpottes lud.
Den drukne kåde laps, som ingen traf,
han kunne øve sine næver på,
går af sit gode skind, og bringer natten hen,
ligesom Achilles, som sørger over vennen:
Snart ligger han på mave, snart på ryg.
Kan han da ikke anderledes sove?
Nej! Slagsmål visse folk behøver for at sove.
Men, skønt af vin og ungdom hed, dog lømmelen
ej kommer den for nær, hvis følgeslæng,
skarlagenkappe, mange fakler
og kobberlygte råber: Varsko! Plads!
Men mig, hvem månen plejer at følge hjem,
og lygtepråsen, som jeg deler af i tommer,
foragter han. Hør til vort slagsmål dog
indledningen, ifald det slagsmål
kan kaldes, når du prygler mig, og jeg
kun får prygl. Han stiller sig for mig,
og byder: Stå! Jeg bliver nødt til at adlyde;
thi hvad er der at gøre, når en rasende
og stærkere, end du, vil tvinge dig?
”Hvor har du været henne?” råber han;
”Hvis sure vin, hvis bønner er det,
du strutter af? Med hvilken skrædder har du spist
dit snitteløg og lammehoveder?
På øjeblikket svar! hvis ej, du får en hæl.
Hvor holder du dig op? Du vistnok er en Smaus!”
Du må nu svare noget, eller tie helt,
det er det samme; de prygler dig alligevel,
og næste morgen sender de dig en stævning.
Så fattig mand er fri. For hug og nævepuf
han takke må, og ydmygst bede, at
han derfra slippe må med et par tænder.
Og endnu mere har du at frygte for:
Når alle døre er lukkede til,
når krambodskæderne ej rasler mere,
da kommer han, som vil udplyndre dig.
En stimand også ofte pludselig
mod dig fremspringer med sin dragne dolk.
Når de pomptinske sumpe og galliner-skoven
med væbnet magt man holder ryddelig,
de stimle alle hid som til et hyttefad
. Hvor er den esse eller ambolt til,
hvor ikke tunge slavelænker smedes?
Så meget jern til kæder bruges, at
det er at frygte for, at det tilsidst
til plov, til spade og til hakke fattes skal.
O! lykkelige vore oldefædre!
Og lykkelige hine oldtidsdage,
da under fortids konger og tribuner
af fængsler Rom ej havde mere end et!

End flere grunde kunne jeg tilføje;
men vognen venter, solen daler; jeg må bort;
Hør! Kusken kalder med sit piskesmæld.
Lev vel! og tænk på mig! så ofte Rom
til dit Aquinum giver dig tilbage,
for at forfriske dig; da lad mig hente fra
mit Cumæ hen til Eders Ceres og Diana.
Velstøvlet jeg da skal indfinde mig
I Eders kolde land, og hjælpe dig,
hvis du mig ej forsmår, til at satirer skrive.

Fra Juvenals udvalgte Satirer, oversatte og forklarede af Oluf Worm, København, 1838, s. 10-49.