Matadora/1/12
XII. KAPITEL.
rosken standsede udenfor det gamle Palæ, som Bombatini ejede, og i hvilket der var indrettet en Suite Værelser til Lola Montero, der under sit Ophold i San Sebastian altid var Matadorens Gæst.
Skønt Hugo Hjorth ellers var ret tilbageholdende i sit Væsen, var der idag tændt en Fyrighed i ham, der fik ham til at fare frem med en ham tidligere ukendt Frejdighed, der næsten grænsede til Frækhed efter hans egen Opfattelse.
Han gik ind i Logen til den elegant udstafferede Portner, der til Trods for sin statelige Figur haltede stærkt. Det var en af Tyrefægtningssportens Martyrer, der her havde faaet et lille Levebrød, efter at han var bleven Invalid paa Torospladsen.
— Træffer jeg Skuespillerinden Donna Lola Montero?
Den gamle Tyrefægter saa med et mønstrende Blik op og ned ad Kunstneren, hvis elegante Sommerdragt iøvrigt syntes at gøre et fordelagtigt Indtryk paa det kritiske Tyende, der var vant til at kalkulere Mennesker efter deres Ydre.
— Donna Lola er nok hjemme, sagde han endelig. men hun tager neppe imod paa denne Tid.
— De kan jo forsøge at give hende mit Kort og sige til hende, at jeg meget gerne vilde tale med hende med det samme.
Portneren tog Kunstnerens Kort og saa paa det med et underligt stupidt Udtryk i det store skægløse. Ansigt. Det fremmedartede Navn og det ham ganske ubekendte Land, der var angivet i Hjørnet som Hjemsted, imponerede ham øjensynligt ligesom alt fjærnt og fremmed, man møder paa sin Vej.
Han tog en Sølvbakke, lagde Kortet paa den og forsvandt, idet han med en indbydende Haandbevægelse mumlede nogle overhøflige Vendinger, hvis Blomstersprog stod i skarp Modsætning til den vrantne Tone.
Hugo Hjorth saa sig nysgerrigt om idet lille Rum, hvis Vægge var overfyldte af Billeder, der var klippede ud af det illustrerede Blad Blanco y Negro, og som alle havde taget deres Motiver fra Torospladsen. Bombatinis Skikkelse var dominerende i de fleste af dem, men der var ogsaa Portræter af ældre Berømtheder som Reverti, Bombita og Mazzantini samt af Spaniens største Tyreopdrætter, Hertugen af Veragua.
Hans Navn er udlagt: den, der har set Vand, og han er en direkte Efterkommer af Columbus.
Efter at Hugo Hjorth havde været alene en fem Minuter, kom Portneren tilbage og meddelte, at Skuespillerinden vilde tage mod den Fremmede.
Kunstneren blev derefter overgivet til en liberiklædt Tjener, der ad Trappegange, som var belagt med Marmorfliser og behængt med Malerier, førte ham til en lille Salon. Dens Vægge var bedækkede med gamle Gobeliner, og det øvrige Udstyr bestod efter spansk Skik af talrige svære Silkedraperier i stærke Farver.
Det varede kun et Øjeblik, saa traadte Lola Montero ind i en Art Slobrok, der var helt overbesat med Blonder, og som holdtes sammen om Livet af en tyk, flettet Silkesnor.
Hun hilste med et spørgende Blik paa Kunstneren, der uden at svare med andet end et Buk pakkede Portrætet ud, tog et Billede ned fra et Staffeli og erstattede det med sit eget, som han derefter rettede ind i den bedste Belysning.
Der fløj uvilkaarligt et Udbrud af Beundring over Skuespillerindens Læber. Hun nikkede venligt hen til Kunstneren, der stod i nogen Afstand, kun optaget af at indsuge hendes Træk paa nært Hold.
Saa fordybede hun sig atter med synligt Velbehag i Portrætets Detailler.
Efter at have studeret dem i nogle Minutter, gik hun hen og trykkede paa en elektrisk Knap. En Tjener traadte ind.
— Bed Don Bombatini om at komme herover et Øjeblik.
Tjeneren forsvandt, og Lola Montero fordybede sig atter i Portrætet, medens hun af og til kastede et stjaalent, mønstrende Øjekast hen paa Maleren, der stod noget forlegen over den vedvarende Taushed.
Døren gik op, og Bombatini traadte ind, bred og sikker, i Tyrefægternes daglige Dragt.
— Min skønne Herskerinde har ladet mig kalde, og jeg iler med at efterkomme Eders Befaling. Hvormed kan jeg være min Herskerinde til Tjeneste?
Lola Montero pegede uden et Ord paa Portrætet, og Bombatini, der ikke havde megen Kunstforstand, men som saa sin beundrende Donnas skønne Træk lyse sig i Møde, svarede, idet han bakkede galant:
— Synet af Eder, skønne Dronning, er i sig selv nok til at gøre en Mand til Kunstner. Her har I faaet en Kunstner til at skabe et Mesterværk, der er Eders Skønhed værdigt. Hvem er Maestroen?
Med et Blik, i hvilket der næsten var et skalkagtigt Udtryk, pegede Lola Montero paa Hugo Hjorth, der ikke havde forstaaet, hvad de to sagde indbyrdes.
Matadoren kastede et ligegyldigt Blik paa Maleren og sagde i en kort, forretningsmæssig Tone:
— Hvormeget koster det Billede? Naa, det er forresten ligegyldigt. De kan selv bestemme Prisen og hæve Pengene hos min Sekretær. Jeg beholder det Portræt.
Hugo Hjorth saa uforstaaende paa Matadoren, og Skuespillerinden rykkede ham til Hjælp, idet hun sagde:
— De forstaar maaske ikke Spansk? Men Fransk? Ja? Don Bombatini meddeler Dem, at det skal være ham en Fornøjelse at købe Deres Billede til den Pris, De selv maatte bestemme.
— Det Billede er ikke til Salg.
— Ikke til Salg? gentog Lola Montero paa Spansk, medens det busede ud af Matadoren:
— Ja, saa forstaar jeg ved Vigen del Carmens hellige Lægge ikke, hvad jeg skal her! Undskyld mig, skønne Lola, men De véd, at vi skal være færdige om 20 Minutter, saa holder Marquis de Plane hernede med sin Automobil, og Præcished er Kongens og Matadorens første Pligt.
Dermed forsvandt Senor Bombatini, idet han lukkede Døren haardere i, end spansk Høflighed tillader, naar man forlader sit Hjertes Dame.
Lola Montero smilede og sagde:
— Undertiden er han lidt utaalmodig! Men det var forresten kedeligt, at De ikke vilde sælge ham Portrætet. Jeg havde gerne beholdt det.
— Hvor kunde jeg sælge Billedet til Don Bombatini! Billedet har jeg jo malet til Dem, og Billedet er Deres.
— Ja, Tak, svarede Skuespillerinden og rakte Portrætet tilbage. Hun var saa vant til denne spanske Høflighedsform, der altid lyder: Det er Deres! naar en Fremmed udtaler Beundring for en Ting.
— Nej, jeg tilbyder Dem ikke Portrætet paa spansk men paa dansk Maner, svarede Kunstneren, jeg beder Dem gøre mig den Glæde at beholde Billedet.
— Det er Alvor?
— Ja, selvfølgelig!
— Og hvad forlanger De af mig til Gengæld?
— At være mellem Deres Beundrere.
— Det skal De have Lov til. Jeg er skabt til et Glædens Syn for Mændene, og jeg tæller allerede saamange mørke Beundrere i mit Følge, at det ligefrem vil være flatterende ogsaa at have en med en saa gylden Blondhed som Deres. Fra idag kan De betragte vort Hus her som Deres og komme og gaa, som De vil. Og nu skal De faa Indvielsesdaaben; det er en Ceremoni, der aldrig foretages mere end én Gang.
Dermed tog Lola Montero Kunstnerens Hoved mellem begge sine smaa, hvide Hænder, holdt det længe, som om hun morede sig over at se, hvorledes dets Kinder brændte, og trykkede saa et langt, varmt Kys paa Hugo Hjorths af Sved iskolde Pande.