Matadora/1/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 70-74

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XIV. KAPITEL.

M
M

arquis de Plane syntes at have overvurderet sine Kræfter. Et Øjeblik saa det ud, som om de skulde svigte ham, og han forsvandt sammen med Drengen, der klyngede sig krampagtigt om hans Hals, som vilde han kvæle ham.

Nu syntes det imidlertid, som om han havde faaet Fodfæste. Endnu et Par Gange blev han borte mellem de høje Planter langs Flodbredden, saa dukkede Han atter frem og sprang i et Sæt op paa Land. Han drev af Vand, og hans Haar og Skæg var fuldt af Dynd og Straa, han vilde have gjort en komisk Figur, hvis ikke al Komik var forsvundet ved Synet af det lille reddede Barn, som han holdt i sine Arme.

Fra et nærliggende Hus var imidlertid en Kone kommen styrtende. Hun havde grædt og skreget op i en Fortvivlelse, der røbede Moderen.

Nu foer hun hen mod Barnet og dets Redningsmand. Den lille havde lukket Øjnene og havde frygtelige Kvælningsanfald paa Grund af alt det Vand, han havde slugt. Chaufføren, der var kørt hen ad Vejen for at søge Skygge under et Træ, var imidlertid kommen til, og han og Marquien anstillede hurtigt de elementære Oplivningsforsøg, der lidt efter lidt fik Drengen til at slaa Øjnene op.

Moderen, der havde knælet ved Siden af ham, havde grædt af Glæde og udtrykte med Sydboens livlige Temperament sin overstrømmende Taknemmelighed overfor Marquien, hvis Haand hun vedblev at bedække med Kys.

Da dette havde varet noget, trak Marquien Haanden til sig og sagde med klaprende Tænder:

— Min gode Kone, De maa hellere se at skaffe mig nogle tørre Klæder.

— Ja, naar De vil tage til Takke! svarede Konen, medens hun løb i forvejen hen mod Bondehuset, fulgt af Marquien, der rystede sig som en vaad Hund, saa at der stod Straaler af Vand omkring ham idet skarpe Sollys.

Lola Montero havde staaet i tavs Spænding. Nu trak hun et Lettelsens Suk og skævede hen til Matadoren, der var bleven staaende ubevægelig ved hendes Side, men hun sagde ikke et Ord.

Lidt senere kom Marquis de Plane ud af Bondehuset. Han var aabenbart bleven iført den fineste Søndagsdragt, man raadede over: Blaat, stramtsiddende Kostume med ganske kort Jakke og Knæbenklæder, rødt Skærf om Livet, en rød nedhængende Hue og en kvastebesat Plaid til at kaste over Skuldrene.

Lola Montero syntes, at Marquien saa ualmindelig smuk og mandig ud i den gammeldags spanske Folkedragt, men hun sagde ikke noget.

Derimod klaskede Bondekonen Hænderne sammen af Henrykkelse og sagde:

— Hvor det dog var heldigt, at vi havde den Stadsdragt at kunne byde den fine Herre.

Saa slog hun pludselig om i Graad, idet hun tilføjede:

— Herre Gud! I den Dragt stod saamænd Gomez for Alteret med mig, da vi blev gift. Vor Herre være ham naadig i sin Himmel.

Matadoren fik nu pludselig Mælet tilbage.

— Er De Enke? spurgte han.

— Ja, naadige Herre!

Matadoren stak Haanden i Buxelommen og rakte Konen en lille Nævefuld Penge.

— Tag dem til at bøde paa Forskrækkelsen.

Konen vedblev at neje, ude af sig selv af Forundring og Glæde, medens Selskabet atter iførte sig de lodne Kørepelse og steg til Vogns med samme Placering som før.

Saa gik det atter i susende Fart ad San Sebastian til.

Da de havde kørt et Kvarters Tid i Taushed saa Lola Montero pludselig skraat op paa Matadoren fra Siden og sagde:

— Hvorfor blev De egntlig staaende uden at røre Dem, skønt Barnet nær kunde være druknet, og Marquien maaske med.

— En maatte jo ogsaa blive hos Dem, Senorita.

— Hos mig! udbrød Lola Montero spodsk. Nej, véd De hvad, jeg kan saamænd nok passe paa mig selv. Jeg havde sat større Pris paa, om De havde benyttet Lejligheden til at vise mig Deres Mod.

— Mit Mod! svarede Matadoren ikke uden en vis Selvfølelse. Det har jeg vist ofte nok givet Dem Prøver paa, naar jeg til Deres Ære nedlagde Tyren paa Torospladsen.

— Det indrømmer jeg villigt. Men hvorfor ikke ogsaa vise det her. Naar man vil vinde sit Hjertes Dame, maa man ikke blot vise Mod, naar man optræder, men overalt, hvor der møder En Fare. For mig er Modet alt hos en Mand.

— Donna Lola, sagde Matadoren med frembrydende Varme i Stemmen, for Deres Skyld vilde jeg være parat til at vove Livet, saa ofte, De maatte forlange det af mig, og jeg vilde ikke beklage mig, om jeg maatte lade det for Deres Skyld paa Kamppladsen. Men jeg véd ikke rigtig, hvordan jeg i dette Øjeblik skal forklare mig.

Jeg er opdraget mellem stærke, varmblodige Dyr, og jeg elsker alt, hvad der er stærkt og varmt, blodrigt og levende. Jeg elsker det i Kamp som i Kærlighed. Men alt, hvad der er valent og koldt, blodfattigt og slimet, fylder mig med Rædsel. Jeg er bange for en Snog, og en Slange kunde faa mig til at skrige af Frygt og Væmmelse, hvis jeg blev tvunget til at røre ved den.

— Jeg forstaar Dem ikke rigtig, svarede Lola Montero, medens hun skarpt fæstede sit Blik paa Matadoren. Her var jo hverken Tale om Snoge eller Slanger, skønt jeg troede forresten heller ikke, at De var bange for dem.

— Bange! Den Slags Modbydelighedsfølelse har intet med Angst at gøre. Min varme, stærke Natur er imod alt, hvad der er koldt.

— Jeg begynder næsten at forstaa Dem, sagde Matadora med en underlig Klang i Stemmen. Nu kommer jeg pludselig i Tanker om, at De heller ikke gik i Vandet med os andre i Biarritz.

— Jeg indrømmer det ærligt, svarede Matadoren, hvorfor skal jeg lægge Skjul derpaa! Vand har for mig noget frastødende og er min Natur imod.

Lola Montero bøjede sig tilbage i Vognsædet og slog en skraldende Haanlatter op, der fik Marquien til at vende Hovedet om og glemme Styret.

— Han har Vandskræk! En Matador, der har Vandskræk!

Og hun vedblev at le, medens Chaufføren tog Styret for sin Herre, og Bombatini sad stum og saa ildrød i Hovedet, som skulde han faa et Anfald af Apoplexi.