Matadora/1/8
VIII KAPITEL.
er er Byer i Spanien, som ikke har en Skole, men der er ikke den mindste Flække, som ikke har en Torosplads.
Den er opført af Kommunen, der ejer den og administrerer den under Borgmesterens Overledelse. Sæsonen for Tyrefægtningen der fra Paaske til September, og paa Helligdagene finder de største Kampe Sted, efterat man gentagende forgæves har prøvet paa at indskrænke deres Afholdelse til Hverdagene.
Torospladsen lejes af Kommunen ud til Tyrefægterselskaber, hvis „kunstneriske“ Direktør er Matadoren, der undertiden har en Impresario ved Siden af sig. Denne lønner da Trupens Medlemmer, hvis Antal i Reglen er fra 13 til 16 foruden underordnet Personale, der leveres af den lokale Ejer af Torospladsen.
Hvad en Matador tjener, faar man en Forestilling om, naar man exempelvis hører, at den populære Espada Guerrita 1896 stod for en aarlig Indkomst af 306,000 Pesetas, der var tjent paa 68 Forestillinger eller Corridas, som de med et teknisk Navn kaldes.
Af det øvrige Selskab kaldes Matadoren, hvis Opgave det er til Slutning at nedlægge Tyren, altid med det ærbødige Navn Mæstro, og hører han til de Dygtige i sit Fag, lystres han som en General.
Trupen eller Cuadrilla'en har da ogsaa en Art militærisk Organisation. Den tæller i Reglen foruden Matadoren: 4 Banderilleros, der har smaa piggede Stave, som det gælder om ved et behændigt Trick at anbringe paa hver Side af Dyrets Hals; 4 Piccadorer, der er beredne, og som er forsynede med Lanser, paa hvilke der dog er anbragt en Gummibold et Stykke oppe, for at man ikke ved en Fejltagelse, som et spansk Publikum aldrig vilde tilgive, skal komme til at dræbe Tyren for tidligt; endvidere 4 til 6 Capeadorer, der med deres røde Klæder hidser Dyret og faar det til at forlade sit Bytte, naar det i vildt Raseri har kastet sig over en falden Rytter eller er i Færd med at bringe selve Matadoren i Fare.
Man maa paa Torospladsen i høj Grad stole paa gensidig Hjælp, og Personer, mellem hvem der er Uvenskab, maa derfor efter Reglerne ikke være i samme Kvadrille.
Risikoen er ingenlunde ringe. Der forekommer om Aaret 130 Ulykkestilfælde med 8 à 10 Dødsfald.
Til en fuldstændig Trup hører endelig en saakaldt Puntillero, der giver den saarede Tyr Naadestødet, hvis Matadoren ikke har formaaet at dræbe den. En Corrida, ved hvilken Puntillero'ens Assistance paakræves, betragtes altid som mislykket, og hilses med en Regn af Skældsord fra Publikums Side.
Arenaen er overalt af samme Størrelse. Det er en langagtig Manege, der er 200 Fod i Tværsnit. Den er omgivet af en 5 Fod høj Barriere, bag hvilken Tyrefægterne ved et behændigt Spring kan redde sig ned i en 6 Fod bred Gang, der løber rundt om Manegen. Til denne er der 4 Veje: For Tyren, for Rytterne, for Tyrefægterne og for de døde Dyr, der slæbes ud af et Spand Heste, som piskes frem af røde, bøddelagtige Knægte med blaa Buxer og lange, smækre Pilekviste i Hænderne.
Bag den rundtløbende Gang, i hvilken Tyren undertiden i sin Ophidselse forvilder sig ned og fremkalder Panik, hæver Tilskuerpladsen sig saa højt, at Publikum kan sidde i absolut Sikkerhed.
Denne Tilskuerplads er ofte meget pragtfuldt udstyret med Søjler og Loger som et gammelt romersk Amfiteater. Den største i hele Spanien er den i Sevilla, der rummer 20,000 Mennesker. Den i San Sebastian er kun halv saa stor, men en af de eleganteste, af Hensyn til det fine Publikum, der samles ved det mondæne Badested.
Idag, da Klokken var lidt over fire, var alle Pladser optagne af et uroligt bølgende Publikum, som spiste, drak og snakkede højrøstet i Munden paa hverandre.
I dette Publikum havde Hugo Hjorth og Niels Castella faaet en Plads ligeoverfor Præsidentlogen med den lille glædestraalende Senora Carmen midt imellem sig.
Nede i den lange Gang med Garderoberne var Joseph ifærd med at klæde sin ædle Herre paa. Han var meget optaget og svedte store Dugdraaber, medens han fuldførte denne vigtige Akt. Matadoren skulde nemlig først have to Par tykke Trikotbenklæder udenpaa hinanden, og de skal slutte saa stramt som et Aaleskind uden den mindste Fold. Dette sker ikke blot for at vise Formen, men ogsaa fordi blot den mindste Rynkning i Stoffet kan faa Tyrens Horn til at hænge fast og flaa Kostumet. Over det dobbelte Trikot, der ofte tages vaadt paa for at forøge Stramningen, smyger den blanke Silke sig derefter saa tæt som en Hud.
Joseph var endelig bleven færdig med at klæde sin Herre paa, og Bombatini stod nu i hele sit pragtfulde, guldbroderede Skrud med kødfarvede Strømper og den røde Faja bundet stramt om Livet.
Under Baretten var hans Haar sat op i den saakaldte Coleta, der er ligesaa obligatorisk for Tyrefægtere som Tonsuren for en katolsk Munk.
Han gik nu ind i sit lille Huskapel og knælede for sin Skytspatron: Vigen del Carmen, hvis Billede var anbragt paa et Alter, som var forsynet med en brændende Lampe.
Paa Kirkeuret slog Klokken fire.
En Bifaldsstorm brød løs, medens Borgmesteren traadte ind i Præsidentlogen og viftede med et hvidt Tørklæde.
Der lød et Trompetstød, skingrende og kaldende som Svar.
Bombatini slog en sidste Gang Korsets Tegn for sig. Saa rejste han sig og gik ud for at indtage sin Plads i den opstillede Procession.
Militærorkestret faldt ind med „Habaneraen“ af „Carmen“, og i dobbelt Række skred Tyrefægterne ind paa Arenaen.
Forrest red paa arabiske Hingste to sortklædte Herolder i middelalderlig Dragt.
Derefter kom Espadaen Bombatini, smuk som en Statue og med et Hoved som støbt af lys Bronce.
Saa kom Tyrefægterne og Picadorerne og tilsidst alt Betjeningsrosset, der af Folkevittigheden er døbt monos sabios eller „de vise Aber“.
Tilsidst kom et Forspand af 3 skrammererede Heste, bestemt til at slæbe de døde Dyr ud.
Processionen slog et Sving og marcherede lige mod Præsidentlogen, idet Alle hilste med teatralsk Anstand.
I det samme rejste en elegant klædt Dame sig fra den fornemste Loge lige ved Præsidenten og slyngede med sikker Haand en Regn af Roser hen over Bombatinis Hoved. Matadoren bøjede sig ned, tog en af Roserne, kyssede den og hilste op til Logen, hvor Damen endnu stod oprejst med glødende Kinder og skinnende Øjne.
I dette Nu vendte alle Blikke sig mod Logen. Enhver vidste, hvem Damen var: Spaniens feterede Primadonna, Lola Montero, der som Tyrefægternes Dronning overværede det Skuespil, ved hvilket man aldrig havde set den rigtige Dronning Christina.
Publikum følte Trang til at hylde sin Yndling ved denne hendes første Tilsynekomst paa Torospladsen i denne Sæson.
Alle rejste sig. En Stemme lød: Leve Matadora!
Et tusindgentaget Raab svarede fra hele den overfyldte Tilskuerplads.
Lola Montero havde faaet sin Folkedaab og i Daaben det fængende og fængslende Navn, som alle kunde huske:
Matadora!