Matadora/1/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 44-48

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IX. KAPITEL.

T
T

yrefægtningen er forbi!

Den store Arena, i hvis Sand der har staaet smaa røde Søer af levret Blod, er omhyggelig bleven skyllet og revet af alle de vise Aber i deres røde Blu ser og blaa Buxer.

Nu er Manegen atter klar, og der lyder atter et Kampsignal, men det har en underlig skrattende, næsten parodisk Klang.

Skal Kampen atter begynde? Paa en Maade! Det er Satyrspillet ovenpaa Tragedierne.

En Tyr, hvis Horn er forsynet med store Gummibolde, saaledes som man ved alvorlige Kampe bruger dem overalt i Portugal, bliver lukket ind.

Den synes kaad og glad som et Føl og bisser omkring, medens den brøler og slaar bagud i overstadig Glæde over atter at kunne røre sig. Fra de billige Pladser kommer Drenge og unge Mænd i deres ofte pjaltede, men ofte ogsaa maleriske Dragter entrende ned, og idet de tager Trøjen af, benytter de den som Capa til at pirke Tyren op. Legen foregaar iøvrigt med stor barnlig Godmodighed. Det er en fast Skik, som man indbyrdes skaffer Respekt, at man ikke gør det unge Dyr — Embolado'en — nogen Skade, men kun morer sig med den. Og Tyren synes næsten paa sin Side at forstaa, at det kun er Spøg; den leger Himmelspræt med de unge Fyre og kaster dem højt op i Luften, saa at de falder ned med et Klask.

Saa farer den videre for at tage en ny Per Næsvis paa sine duppede Horn.

Det brede Publikum morer sig fortræffeligt over denne Spas, der ogsaa af og til kan give Anledning til Udfoldelse af virkelig Behændighed, og Røbelse af mulige Evner for Faget, men det finere Publikum bryder sig ikke om disse Løjer.

Derfor var Lola Montero ogsaa forlængst brudt op og havde bedt Marquis de Plane om hans Arm. De fulgtes nu bag om Torospladsen, hvor der var overfyldt af Mennesker i alle de smaa Restaurationer og Beværtninger.

I Slagterierne, der hørte til Etablissementet, var man allerede ifærd med at partere de sølle, magre Krikker, der var bleven dræbt af Tyrene, hvis Horn havde flaaet Maven op paa dem, saa at Tarmene flød ud. Kødet blev dels solgt til Spotpris, dels kastet i Grams til fattige, forsultne Stakler, der havde samlet sig og sloges om det med griske Miner.

En Moder, der havde et Barn paa Armen, forhandlede ivrigt med en af Slagtersvendene, om han ikke kunde skaffe hende et Tyrehjerte.

— Det vil give ham Kræfter og Mod! sagde hun og betragtede den lille Fyr, hun bar paa Armen, og som saa omkring sig med store Øjne.

Slagtersvenden lovede, at han skulde gøre, hvad han kunde. Han var aldeles ikke forbavset over Anmodningen, thi af den Slags fik baade han selv og hans Kolleger nok, ikke blot fra tarvelige Folk, men ogsaa fra de mest raffinerede Levemænd, der mener, at Ophidselsen i Dødsøjeblikket giver de dræbte Tyres Kød en pikant Smag.

Lola Montero og hendes Ledsager gik ind paa Saddelpladsen, hvor Garderoberne var, for at vente paa Matadoren, Dagens fejrede Helt Bombatini.

Fra et lille Rum hørtes en smertelig Stønnen, der hidrørte fra en af Tyrefægterne, som midt i et Spring var bleven spiddet mod Barrieren af Tyrens Horn, der var gaaet gennem hans Lægmuskel.

Han var nu lagt ind i det saakaldte Enfermeria, der findes paa enhver Torosplads, og i hvilket der foruden et Par Feltsenge og et lille Husapotek staar en Stol til den vagthavende Læge. Denne var nu ifærd med at forbinde den Saarede, der vred sig under Smerterne og bed Tænderne sammen for ikke at skrige højt.

— Hvorledes gaar det med ham, Doktor? spurgte Lola Montero, idet hun gik forbi.

— Det er et grimt Saar, svarede Lægen, stadig bøjet over Patienten. Det kan let vare en Maaneds Tid, inden han atter vil kunne optræde, hvis vi i det Hele taget kan faa lappet ham sammen.

Tyrefægteren stirrede forfærdet op paa Lægen, der næppe selv bemærkede, hvor stærkt et Indtryk hans Ord gjorde paa den Saarede.

Idet Lola gik videre, sagde hun til Marquien:

— Og de Folk, tror De, mangler Mod? Nej, det faar De mig ikke overbevist om. Deres Ord gjorde virkelig et flygtigt Indtryk paa mig i Middags. Men de var som blæste bort, da jeg saa Bombatini træde ind paa Arenaen. Aldrig har jeg set ham saa stolt, rolig og sejrssikker som idag, da han dræbte den sidste Tyr til min Ære.

Marquis de Plane svarede ikke. Han følte, at Øjeblikket og Stedet ikke var gunstigt til yderligere at forfægte de Anskuelser, han for faa Timer siden havde fremsat med saa stor Styrke.

Denne Tavshed syntes at give Lola Montero Blod paa Tanden, og hun tilføjede, ikke uden et vist Drilleri i Stemmen:

— Det forbavser mig iøvrigt, at netop De som Adelsmand kan komme hos Bombatini og modtage hans Gæstfrihed, naar De ikke har højere Tanker om ham som Menneske end dem, De har udtrykt for mig.

— Naar jeg søger Selskab med Bombatini og hans Folk, saa er det fordi jeg, ligesom De, har en til Lidenskab grænsende Interesse for Tyrefægtningssportens Pirring og Hazard, uden at jeg iøvrigt interesserer mig for de Personer, der virker med ligesom Jockeyerne ved Væddeløb og faar Betaling for deres Risiko.

I hele det Milieu er der kun en Person, der drager mig, og for hvis Skyld jeg ofte søger Selskab, der ikke passer mig, en Kvinde, der fylder alle mine Tanker og beruser mine Sanser, en Kvinde, for hvem jeg kunde...

— Tak, De skal ikke fuldføre. Jeg spurgte kun om, hvorledes De kunde modtage Bombatinis Gæstfrihed.

— Den gengælder jeg med Gæstfrihed, og dermed maa den Regning vel være afgjort. Nu paa Onsdag har jeg exempelvis bedt ham til en meget flot Middag i Biarritz, hvor Kong Edwards Kok er bleven engageret. Hvis De vilde gøre mig den Ære at følge med, skulde det ikke blot være mig en Fornøjelse, men endog Opfyldelsen af et af mine kæreste Ønsker. Man kan jo aldrig faa dem ud af Tyrefægternes Tryllekreds.

— Det er ikke umuligt, at jeg modtager Indbydelsen.

— Som sagt, De vilde gøre mig en stor Fornøjelse. Jeg skal være hos Dem med mit Automobil Klokken 3. Saa henter vi Bombatini og kører lige til Biarritz.

I det samme kom Matadoren glad og sejrsstraalende ud af sin Garderobe og gik hen mod Parret. Marquis de Plane bukkede for ham, medens der i hans før saa fyrige Øjne kom det rolige, fløjelsbløde Udtryk, med hvilket han altid mødte en Mands Blik.

Bombatini modtog Lola Montero af Marquiens Arm og steg med hende i den ventende Vogn. Og medens de rullede afsted, medens Raabene jublede imod dem: Leve Bombatini! Leve Matadora! og Espadaen med rund Haand kastede store blanke Pesetasstykker til Højre og Venstre, modnedes den Beslutning hos Lola Montero:

— Naar Bombatini næste Gang beder om min Haand, saa vil jeg slaa til.