Matadora/2/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 79-82

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

I. KAPITEL.

P
P

icadorerne er Torospladsens sorte Faar. Overalt, hvor Tyrefægterne møder frem i Flok sammen, kan man være sikker paa, at det er en Picador, der fører Banden og giver Tonen an.

I modsætning til Torospladsens øvrige Folk, der er fint skabte og undertiden af en næsten kvindagtig Ynde i Fremtræden og Bevægelser, er Picadoren den udprægede Type paa en Mand. Han er stor og stærk af Bygning, han taler en egen halvraa Jargon, en Art Kaudervælsk, der gaar under Navnet calo. Han er den første Mand til at svinge et Bæger, til at slaa en Næve og til at rydde en Danseplads for en sortøjet Piges Skyld.

Paa Torospladsen er han Prygelknaben, der faar de fleste Knubs uden ofte at modtage nogen Anerkendelse i Form af Applaus eller en Skylle af Appelsiner og Cigarer som den, der saa ofte falder over Matadorens Hoved.

Picadoren møder i Arenaen til Hest. Men Du gode Gud, hvad er det for en Hest! Don Quichotes Rosinante er en vælig Araber mod de Kuler, der udleveres til Picadorerne.

Det er usle Krikker, der har slidt sig Spat til paa Gadernes Stenbro foran Drosker og Sporvogne; deres Ben er saa stive som Stylter, og deres Kroppe saa radmagre, at end ikke Pølseslagteren vil byde paa dem.

Paa saadan et Udgangsøg rider Picadoren, bevæbnet med sin Landse, ind i Arenaen, iført stramme, gule Læderbuxer med Benskinner, en kort gul Jakke med Sølvbesætning og en mægtig, bredskygget graa Hat. Ofte lyder der et Svup. Det er Tyren, der tager den magre Rallike paa Hornene og kaster den op i Luften, saa at Rytteren farer langt bort. Han ligger da næsten som et Lig, og Tyrefægterne maa se at faa Dyret fjærnet fra ham ved at svinge med deres røde Klæder, indtil man atter kan faa Picadoren stablet paa Benene.

Undertiden bestiger han atter Hesten, af hvilken Indvoldene maaske hænger ud, saa at de bliver smudsige af at slæbe i Sandet. En af de vise Aber klipper dem i saa Fald af med en stor Sax, og det magre Dyr stolper videre, næsten som om det følte Lettelse.

Undertiden maa man bringe Rytteren i Sikkerhed bag Barrieren, naar hans Hest er dræbt. Han bevæger sig paa Jorden næsten som en Skildpadde. Thi Sagen er den, at hans Benskinner er jærnbeslaaede, at hans Skuldre og Albuer er udforede og hans Hatteskygge af halvanden Tomme tyk Filt. Alt, for at han ikke skal slaa sig i Faldet.

Men ofte sker det dog, at han kommer til Skade, især naar Hesten falder oven paa ham, og Tyren derefter maltrakterer baade ham og Ralliken, indtil man kan faa dens Raseri ledet i en anden Retning.

Saadan var det gaaet Lopez. Han havde ikke blot brækket det ene Ben paa tre fire Steder, saa at det igen var voxet sammen i en Bue, men han havde ogsaa faaet hele den ene Side af Ansigtet flænget af et spidst Tyrehorn. Fra Halsen og op over Kinden havde han en ildrød Flænge, der under Sammenvoxningen havde trukket det ene Øje frem, saa at det gloede ondskabsfuldt og blodskudt.

Efter Ulykken havde endel af Tyrefægterne skillinget sammen, og man havde lejet en saakaldet Posada til den tilskadekomne Kammerat. Posada'en var en lille Kneipe, der bar Navnet: „Den blaa Drue“, og som blev søgt selv af fine Folk og af Turister, fordi man vidste, at Tyrefægterne holdt til her, og nok saa meget, fordi Vinen var excellent.

Værtshuset bestod af en lille Skænkestue, der var fyldt med Plakater og Billeder fra Torospladsen og Arrangementer af billige Papirvifter med bloddryppende Optrin i skrigende røde og blaa Farver.

Udenfor var en stor Loggia, der helt var dækket af tæt Løv, og for Enden af den en lav Mur med et Teglstenstag, over hvilket man havde en pragtfuld Udsigt ned over Byen og Havet.

Idag var der usædvanligt Liv oppe i Lopez' Posada, og Værten, der stadig humpede rundt i en Art Picador-Dragt, — thi den rigtige Uniform turde han ikke mere bære, — blussede over hele sit tykke Ansigt, i hvilket det onde Øje lyste af en uhyggelig Glæde. Der var tømt mangen Porron, et ejendommeligt formet Glas, der som en lille Kande med Tud tillader at hælde Vinen højt oppe fra ned i Munden uden at Læberne berører Randen. Dette Glas har vist egentlig hygiejnisk Oprindelse; at drikke en Porron er nu en Art Sport, som hos os i gamle Dage at tømme Velkomsten, uden at noget Skilt faldt af.