Matadora/2/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 104-108

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VI. KAPITEL.

O
O

ppe hos Lopez i „Den blaa Drue“ havde der i disse Dage været meget livligt. Den gamle Piccadors uhyggelige Ansigt straalede af Vin og Velvære, han havde aldrig tænkt sig, at den hypnotiske Tyrefægter skulde give saadan et Liv i Forretningen.

Men Sagen var, at Tyrefægterne, hvis Popularitet for Øjeblikket var i Dalen, søgte op til Lopez for i Fred og Ro indbyrdes at kunne drøfte det store Spørgsmaal, der optog alle og ikke mindst Torospladsens Folk: Er dette Humbug eller ikke?

Disputerne gik hidsigt fra Morgen til Aften, og Vinen flød omkap med Ordene.

Idag var selve Bombatini mødt op. Han var i sit mest edderspændte Humør, hvad der dog heldigvis gav sig Udslag i, at han formelig strøede Penge omkring sig af Ærgrelse. Et stort Selskab havde derfor samlet sig om Matadoren saa tæt som en Fluesværm paa et Stykke Sukker. Man talte højt i Munden paa hverandre, og Bombatini udbrød indigneret:

— Det er dog nogle elendige Bladsmørere! Jeg har ladet min Tjener Joseph læse de alenlange Røverhistorier højt for mig, ja! Du behøver ikke at smile, Carlos, Du er vist ikke mere klog paa den sorte Skole end som jeg! Hvad er det dog for en Bunke Pladder! Lad gaa, at de gør Reklame for den Humbugsmager, den langhaarede Gøgler, jeg tjener jo ogsaa noget ved det, skønt jeg ved Vigen del Carmens store Taa hellere var fri for de sjofle Penge.

Men er der nogen Grund til, at de samtidig overfalder os og formelig gør Nar af os, fordi vi paa den efter Fædrene nedarvede gode spanske Skik bruger vor blanke Klinge. Nej! der er snart ikke mere Respekt for noget i dette Land!

En Bifaldsmumlen lød, men næsten i det samme blev der ganske stille. Marquis de Plane kom op ad Stentrappen.

Tyrefægterne begyndte at skotte til hinanden. Bare der ikke blev Ufred! Bombatini var i Krigshumør, og alle vidste, at der var kommet Fjendskab mellem ham og Marquien for Matadoras Skyld.

De to Mænd havde ikke set til hinanden i den sidste Uges Tid. Et Ord kunde være nok til at faa Blodet til at flyde. Det saa da ogsaa ud, som om Marquien vilde til at prøve paa at gaa ubemærket forbi ind i Skænkestuen, da han saa Matadoren; men denne raabte ham an:

— Halløj, Marquis! Gener Dem ikke, kom bare med til Bordet. Jeg har netop et Par Ord, jeg gerne vilde sige Dem.

Marquien blev lidt bleg. Han kunde paa Forhaand ane, hvorledes dette vilde ende, og det var ham ubehageligt. Ikke fordi han var bange, men fordi det stødte hans medfødte Dannelse at foretage et Opgør om en Dame paa et offentligt Sted.

Alligevel gik han rask hen til Bordet og sagde:

— Vil I tale med mig, Mester?

— Javel! svarede Bombatini. Det er netop, hvad jeg vil, men helst under fire Øjne, hvis De ikke har noget derimod.

— Det er saa langtfra, at jeg netop foretrækker, at vi taler sammen uden Vidner.

Tyrefægterne vexlede betydende Blikke. Bombatini og Marquien satte sig hen ved et afsides Bord.

Det var de Plane, der først tog Ordet og sagde:

— Mener De ikke, at vi skal opsætte en mulig Strid til anden Tid og andet Sted?

— De tager fejl, Marquis! Jeg ønsker ikke at yppe Kiv med Dem! Ja, havde jeg mødt Dem for en Uges Tid siden paa samme Maade som nu, saa var Hidsigheden maaske løbet af med mig. Men nu er det noget andet, nu er det hverken Dem eller mig, der er første Hane i Kurven, nu er vi begge To bleven stillet i Skygge af denne langhaarede Hundekunstner.

Da jeg mærkede, at Matadora begyndte at blive lidt for varm overfor Dem, saa, var jeg rasende af Skinsyge, og jeg kunde have stødt Dem ned, thi jeg havde aldrig før anset Dem for nogen farlig Rival.

Men saa kom han, Abekatten, og siden den Tid har Matadora hverken haft Blik for Dem eller mig. Vi to er dog begge rigtige Mænd, lad Matadora foretrække hvem af os, hun vil, og lad os saa senere afgøre den Sag, som man fra gammel Tid har afgjort den Slags Affærer i Spanien. Men skal vi foreløbig holde sammen for at frelse hende fra det Skabilkenfjæs?

Marquis de Plane rakte Matadoren sin Haand og sagde:

— Det glæder mig, Mester, at høre Dem tale saadan. Det er fornuftige Ord! Vi maa udfri Donna Lola af den Mands Vold. Jeg tror, at han har hypnotiseret hende.

— Ja, det er netop det samme, jeg mener. Jeg har haft mine Spejdere ude, og de meddeler mig, at Matadora ofte besøger Utysket tre, fire Gange paa én Dag. Hun lukkes ind ad en hemmelig Dør og bliver ikke sjælden hos ham i flere Timer. Men hvad mener De, at vi skal gøre, og hvordan tror De, at vi skal gribe Sagen an?

— Vi maa først og fremmest se at blive klare over Hovedspørgsmaalet: Er her Tale om Humbug eller ikke. Jeg tror absolut det første.

— Jeg ogsaa, selvfølgelig!

— Ja, helt selvfølgelig er det nu ikke. Man har Exempler paa, at det menneskelige Blik kan have en ganske ejendommelig og uforklarlig Magt. Er dette virkelig Tilfældet med Tordalkado, saa ser jeg ingen Udvej. En Mand, der kan faa en rasende Tyr til at stikke Halen mellem Benene blot ved at se paa den, han kan ogsaa faa Magt over en Kvinde, der tilmed er ganske optaget af ham. Jeg tror imidlertid slet ikke paa Tordalkados saakaldte hypnotiske Evner, og naar jeg sagde, at han har hypnotiseret Donna Lola, saa vil jeg dermed kun sige, at hun har ladet sig dupere i den Grad af ham, at han, saa at sige fylder hele hendes Sind og alle hendes Tanker. I saa Fald gælder det blot om at aflure ham hans Trick og umuliggøre det. Glipper hans Middel til at jage Tyren paa Flugt og gaar denne til Angreb paa ham, vil han sikkert vise sin sande Natur: Fejghed!

Ser Matadora først, at han ikke har Mod, er Trolddommen brudt, thi Mod er den eneste Egenskab, hun værdsætter hos en Mand, og ud fra den mener hun, at alle de øvrige danner sig.

Matadoren nikkede og sagde næsten med en Art Bitterhed:

— Jeg kan høre, at De kender Donna Lolas Karakter til Bunds. Men nok om det, hvordan skal vi gaa til Værks?