Matadora/3/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 182-186

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II. KAPITEL.

J
J

ens Thomsen og Niels Castella kom tilbage til København en Dag i Midten at Oktober.

Hvilken Forandring! Vejret var raakoldt, Stormen rystede Boulevardernes smaa Træer, og ruskede dem i de spinkle Kroner.

Regnen faldt tung og tæt, og der laa et dybt Mørke over Byen, som syntes grim og hæslig i det triste Vejr. Folk trippede forsigtigt mellem Pytterne i Asfalten og gemte sig under deres Paraply, saa at de to hjemkommende end ikke havde set et Ansigt, der venligt nikkede dem i Møde.

Den praktiske Jens Thomsen med det stærke Humør lo blot og sagde ud gennem sin opsmøgede Krave:

— København er s'gu ikke køn i Regnvejr.

Men Niels Castella var ved at græde. Han mærkede, at hans Tøj var altfor tyndt, og at han rystede af Kulde. Han sukkede med graadkvalt Stemme:

— Aa, hvor jeg dog vil komme til at længes efter Solen!

Og Længselen blev stærkere for hver Dag, medens Regnen vedblev at falde dryssende over Byen, og Stormen lavede Hvirveldans med Støv, Papir og gulnede Blade.

Niels Castella sad trist oppe i sin lille Lejlighed, der var indrettet hyggeligt og gammeldags i et af de ældste Huse paa Nørreboulevard. Idet Hus havde ogsaa hans Forældre boet; men da han var Dreng, saa han fra Vinduerne lige ind under Voldens Træer, og der havde han dannet sig en fuldstændig Eventyrverden. Men nu var den forsvundet, og hans Fantasi var ikke mere stærk nok til at trylle den frem.

I fordums Dage, før han havde været ude at rejse, da havde han altid i de mørke Øjeblikke følt sig tilfreds i sin lille lune Rede, saasnart han havde faaet tændt Lampen og sin lange Pibe.

Enten havde han sat sig hen ved Skrivebordet og kradset noget ned, medens han af og til kastede Blikket op paa det store, melankolske Portræt med de døde Øjne. Portrættet var af Beethoven.

Eller ogsaa var han gaaet hen til Klaveret, hvor Noder og Hæfter var stablet op i hele Favne, og havde sat sig til at fantasere over et eller andet gammelt Tema, der under Formiddagens Undervisning var faldet ham ind.

Og hjalp intet af dette, saa lagde han sig paa sin lille Sopha og drømte med lukkede Øjne om, at han en Dag vilde komme ud at rejse: Til Syden, til Varmen, til Solen!

Og nu havde Rejsen været. Hans Livs lykkeligste Øjeblikke var rundne. Kun Længselen imod dem og en knugende Sikkerhed for, at det aldrig vilde lykkes ham at opleve dem mere, var nu tilbage.

Undertiden kunde Niels Castella da overfaldes af formelig Fortvivlelse og sidde i timevis med Hovedet i Hænderne. Naar saa alt forekom ham sortest, dukkede ud af Mørket et lille venligt Ansigt med barnligt Udtryk og Brunhed af Sydens Sol; og Senora Carmens gode, bløde Stemme lød i hans Øre:

— Vent blot! Det bliver nok godt.

Saa følte Niels Castella sig altid roligere, og saa fik han fat i Pennen, der spruttede saa utaalmodigt over Papiret, som havde ogsaa den Rejselyster.

De store Dage var, naar Svaret paa disse Skrivelser indløb. Men der var ofte længe imellem, thi den lille Senora Carmen indrømmede selv, at hun var meget daarlig til Pennen.

I de lange Ventedage søgte Niels Castella da undertiden lidt Afvexling henne hos á Porta, hvor Kliken i sin Tid var mødt for at faa en Sludder ved en Kop Kaffe eller spille et Parti Domino.

Men Kliken var opløst. De gamle Ungkarle var gaaet i Hi alene eller med Mage.

En Dag var han dog saa heldig at træffe Jens Thomsen. Men han havde meget travlt:

— Vi Folk, der har kastet os over det praktiske, har ikke Tid til hverken at drive eller at drømme. Vi arbejder, og vi tjener Penge, det er den bedste Medicin mod Gnavenheden og alle de moralske Tømmermænd. Jeg er altid glad og fornøjet, og til Foraaret stikker jeg allerede af igen, uden at jeg behøver at narre min Mave for noget. Og Humøret sidder i Maven min Ven! Men nu har jeg for Resten ikke Tid til at sidde og sludre mere. Jeg skal ud paa Fabriken!

— Paa Fabriken! vrængede Niels Castella. Hvor det lyder forfærdelig poesiforladt. Du føler ogsaa selv som en Spidsborger og Ærkefilister. Det kommer altsammen af, at Du ikke er Kunstner mere!

Men nu blev Jens Thomsen, der altid lo af al Ting, ligefrem ond, og han slog i Marmorbordet, saa Domino-Brikkerne dansede:

— Er jeg ikke Kunstner mere. Det er det ægte Snobberi! Kun Folk, der driver den halve Tid af deres Liv bort, og mere eller mindre ingen Nytte gør i den anden halve Del, kun de er Kunstnere. En Mand, der bestiller noget, og som prøver paa at gøre sig nyttig i Samfundet, han er en Stræber, han kan ikke regnes med i de Gudbenaadedes Lag! De Gudbenaadede! Herre Gud, I er en Samling sølle Skrog de fleste af Jer. Men jeg er ikke Kunstner.

— Det gør mig ondt, at Du tager mine Ord saa voldsomt. Jeg mener kun, at Du har mistet Kunstnerens barnlige Naivitet.

— Det kan der maaske være lidt om. Saa barnlig som Du, er jeg i hvert Fald ikke. Men tror Du altid, at den Naivitet er en Fordel?

— For en Kunstner, absolut ja!

— Naa, det skal jeg huske ved Lejlighed.