Matadora/3/3
III. KAPITEL.
et blev tidlig Sommer det Aar. Allerede i Slutningen af April stod Træerne i Løvspring, og Skovbunden var saa hvid som Sne. I Ørstedsparken knoppedes og grønnedes det, medens Tulipanerne begyndte at brede deres brogede Tæppebed og Kastanietræerne at tætne deres brede Kroner.
Niels Castella, der fra sine Vinduer kunde følge Naturens frembrydende Væxt fra Dag til Dag, gjorde i sit Hjerte sin By en Undskyldning for alle de slemme Tanker, han havde næret om den. Nu, da Solen atter var brudt frem, da København i Vaarens første Glans begyndte at næbbe sig ligesom Svanerne dernede paa Resterne af den gamle Stadsgrav, nu voxede ogsaa hele hans gamle Kærlighed frem til hans Fødeby. Komponistens Humør blev lysere, medens han daglig foretog smaa Udflugter i Omegnen til alle de kendte Steder, til hvilke Adgangen nu var saa let og bekvem.
Da han den 1. Maj om Morgenen læste Bladene henne paa Kaféen til Frokost, mødte der ham tilmed en Overraskelse, der satte hans Humør endnu højere op.
I Referaterne af anden Ophængning paa Charlottenborgs Foraarsudstilling, mødte der ham kun ét Navn, det var Hugo Hjorth.
Overalt var man enig om, at der her var et eklatant kunstnerisk Gennembrud. Siden de Dage, da vore store Malere sendte deres Folkelivsbilleder hjem fra Rom, havde vi ikke i dansk Kunst set et Billede, i hvilket der var udfoldet en saadan teknisk Dygtighed, en saadan malerisk Kraft og et saadant Kompositionstalent som i det efter hjemlige Forhold næsten kæmpemæssige Maleri: Matadora og Tyrefægterne.
Dertil kom, at Emnet var saa nyt og overraskende, Behandlingen saa varm i Farverne, og Sceneriet saa broget, at her var al Udsigt ikke blot til en stor kunstnerisk Sejr, men ogsaa til en Publikum-Sukces.
Og denne gjaldt selvfølgelig ikke mindst Matadora.
Hvem var denne pragtfulde, sydlandske Kvinde med de straalende Øjne og den slanke, spænstige Skikkelse. Nogle af Bladene var allerede paa Sporet i deres Smaarubriker for Indiskretioner. Man fortalte, at Matadora havde spillet en Rolle i den unge Kunstners Liv under hans Ophold i Spanien.
Men hvilken Rolle? Ja, det vidste man ikke bestemt, men en Journalist indskød dog, at derom kunde Hugo Hjorths Rejsekammearat, Komponisten Niels Castella, sikkert fortælle baade det ene og det andet.
Følgen blev da, at Komponistens Dør ikke stod i Løbet af Dagen. Saadan blev han bestormet af Interviewere. Og da han var en naiv Mand, der altid havde Hjertet paa Tungen, saa fortalte han til alle Pressens Herrer om de Eventyr, han havde oplevet i Spanien sammen med sin Ven og Tyrefægterne. Den næste Dag strømmede alle Blade i København over af de mest fantastiske Beskrivelser af den skønne Kvinde, der havde givet Hugo Hjorth Lov til at benytte hendes Person som Model. Da de illustrerede Tidender tilmed bragte Gengivelser af Billedet, og dette udkom baade i Fotografi og Olietryk, saa var Matadora og Tyrefægterne i Løbet af kort Tid ligesaa kendt som Fru Jerichaus Danmark eller Tuxens Susanna.
Da Hugo Hjorth kom hjem i Slutningen af Maj Maaned, var han derfor allerede en berømt Mand, der blev omringet og lykønsket den Dag han første Gang mødte paa Charlottenborg-Udstillingen for at tage sit eget Billede i Øjesyn.
Der var dog ogsaa Kammerater fra gammel Tid, der lod ham vide, at de oprigtig talt havde ventet noget mere af hans Talent end dette Stykke Folkekomedie paa Lærred. Der var efter deres Mening ikke Kræsenhed nok i de anvendte Midler, men Hugo Hjorth var uhøflig nok til at sige, at han ønskede at vente med at give dem Svar, indtil han en Gang havde set dem selv præstere noget.
Overalt hvor Hugo Hjorth bevægede sig frem, ledsagedes han af den lille Komponist, der hilste ligesaa flittigt som sin Ven, og indkasserede Halvdelen af den vakte Interesse. Og Folk, der altid véd saa god Besked, stødte til hinanden og sagde:
— Det er de to, der har kendt Matadora.
Og Damer blev staaende med aaben Mund og stirrede efter dem, medens de sagde:
— Gud hvor det maa have været spændende!
Men da de to Venner i nogle Timer havde badet sig idet Berømmelsens og Nyfigenhedens Bad, der virker saa stimulerende første Gang, men senere gør mindre og mindre Indtryk, kom Trangen op for dem begge til at unddrage sig alle disse ligegyldige Menneskers Begloen og Spørgsmaal, og at faa talt ud med hinanden om, hvad der var passeret hver af dem under Adskillelsen.
Særlig brændte Niels Castella efter at faa Besked baade om Matadora og ikke mindst om Senora Carmen.