Matadora/3/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 196-199

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V. KAPITEL.

U
U

middelbart efter at jeg havde talt med Lola Montero paa El Pardo-Promenaden, tog jeg hjem igen for at arbejde videre paa mit store Maleri.

Det Blik, med hvilket Donna Lola havde set paa mig, da hun talte om San Sebastian og mindedes Torospladsen, havde hos mig fremkaldt Billedet af Matadora i hele hendes ejendommelige, kraftige og æggende Skønhed.

Det var med det Udtryk, at hun fik mit Hjerte til at banke stærkere, og min Haand til at ryste som i Feber under Arbejdet.

Jeg sled i det fra Morgen til Aften i Atelieret, hendes Træk stod uafbrudt for mig, og de blev skønnere og skønnere, ligesom forklarede gennem min egen Kunstnersans, jo længere Tid, der gik.

Men skønt jeg tydeligt mærkede dette, og som Kunstner glædede mig derover, saa følte Mennesket i mig dog en Længsel bort fra Fantasibilledet mod den levende Kvinde af Kød og Blod.

Jeg var lige ved atter en Dag at stryge Arbejdstøjet af mig og flyve til Madrid, da jeg tilfældigt kom til at læse en Notits i et Blad.

Det meddeltes der i en Korrespondance fra Hovedstaden, at det i derværende Teater-Kredse vakte stor Opsigt, at den bekendte Skuespillerinde Lola Montero daglig tog Undervisning i Tyrefægtningskunsten.

En Interviewer havde opsøgt hende i hendes Palæ og spurgt hende, om Rygtet talte sandt, og om man kunde vente at faa Fornøjelsen af at se hende optræde paa Torospladsen i Madrid.

Skuespillerinden havde svaret, at det forholdt sig rigtig nok med Undervisningen. Hun mødte hver Morgen hos den berømte Espada Espartero, der var godt tilfreds med hendes Fremskridt.

Selvfølgelig havde Journalisten strax opsøgt Espartero, der havde udtalt sig i de højeste Lovord om sin Elev.

— Jeg havde aldrig troet, sagde Espadaen, at det skulde være muligt for en Kvinde at optræde som Matador paa en Torosplads. Jeg troede ikke, hun vilde have Mod, Ro og Sikkerhed nok, eller at Føring af Klinge overhovedet kunde forenes med den Bygning hun har faaet fra Naturens Haand.

Lola Montero har forbavset mig. Hun har en Løvindes Mod, en Tigers Smidighed og en Panters Ynde.

Da Intervieweren udtalte sin Glæde over, at Madrid i næste Temporada skulde have den Glæde at se et saa skønt Fænomen paa Torospladsen, svarede Espartero med et Suk:

— Lola Montero eller Matadora, som hendes Beundrere forlængst har døbt hende, vil desværre ikke komme til at debutere her i Madrid.

Jeg har forgæves forestillet hende, at enhver ægte Matador maa have sin Daab i Spaniens Hovedstad. Hun svarer mig stadig med sit mest fortryllende Smil, at hun i Madrid vil vedblive at være Skuespillerinde.

Paa Torospladsen vil hun kun optræde i sin Sommerferie. Hvis hendes trofaste Publikum vil se hende i Arenaen, maa det selv opsøge hende.

— Og hvor skal Debuten da finde Sted?

— I San Sebastian umiddelbart efter Paaske!

I San Sebastian! Nu forstod jeg pludselig Lola Monteres Ord til mig om, at jeg, hvis jeg blev ved det spanske Badested til Paaske, skulde faa den rigtige Matadora at se.

Jeg havde tidligere vaklet i min Bestemmelse om, hvorvidt jeg skulde tage hjem eller blive. Nu var min Beslutning taget. Jeg vilde overvære Matadoras første Optræden.

Da vi naaede op mod Paaske, forekom det mig i min Utaalmodighed, som om Dagene blev dobbelt saa lange som ellers og fulgte langsommere efter hinanden. Jeg blev ogsaa grebet af Frygt for, at Lola Montero i et pludseligt Lune skulde opgive den Plan, der var født af en flygtig Kaprice.

Saa en Morgen, da jeg gik ud for at begive mig til mit Atelier, saa jeg paa Gadehjørnerne de første, mægtige Plakater, der forkyndte, at Aarets Temporada vilde blive aabnet med en enkelt Optræden af den berømte Skuespillerinde Lola Montero fra Madrid som kvindelig Matador.

Kendsgerningen, der tidligere havde haft Rygtets vage Form, vakte enorm Sensation ved Badestedet.

Den Eftermiddag, da Forestillingen skulde finde Sted, var der udsolgt til sidste Plads mange Dage i Forvejen, og det forhøjede den Glans, der stod om Lola Monteros Skikkelse, at hele den enorme Indtægt ifølge Programmet skulde gaa til Understøttelseskassen for tilskadekomne Tyrefægtere.

Publikum var udsøgt. I en af de fineste Loger saas Jenny Patterson, der lader til at leve meget lykkeligt med sin beundrede „Kusk fra Coimbra“, og som iøvrigt nu er bleven Baronesse, idet den tidligere Matador har købt en italiensk Barontitel for det amerikanske Guld.

Nogle paastod endog, at de i Logen havde set et Glimt af Kong Alfons' ungdommelige Gaminprofil, idet Majestæten var mødt incognito.

Nu lød Signalet! I Spidsen for Kvadrillen gik Espartero, idet han ligesom beskyttende lod sin Arm hvile paa Skulderen af sin skønne, kvindelige Elev, hvis pragtfulde Skikkelse i det stramme, maleriske Kostume fremkaldte et Udbrud af Beundring fra Mængden, ikke mindst fra Damernes Side.