Menneskeløget Kzradock/11
XI
Lady Florence. — Abe- og Overmenneske. — Nerveild. — Den kloge Kat. — Haandjærn. — Skalpen. — Bryllupsnatten. — Dolken. — Farvel!
Lady Florence stod i Hulen.
Jeg saa hende straks og genkendte hende straks — hvor skulde jeg kunne andet …
Det var som om alt, Verden derude, Hulen her, rykkede bort og sank sammen langt borte. Jeg saa kun hende, medens Tid og Rum forsvandt. Hvor saa hun skøn ud — som en ung Pige … et Barn, hvis Haand man maa gribe … selve Ungdommen fra Tidernes Morgen med det ufordærvede Skær i sine Øjne.
Men hun var jo ikke ung, og det saa man ogsaa. Hun lignede kun Ungdommen. Men hun lignede ogsaa Alderdommen, skøn af Visdom og Erfaring, der igen skabte en særlig Gennemsigtighed … ja, det var, som man kunde se alle Aldre leve op og dø i hendes Ansigtstræk. Abemennesket og Overmennesket, Slægternes Løb ad Udviklingsstigen spejlede sig som Stemninger i hendes Øjne … aa ja, hun lignede selve den mandlige Drøm om at leve evigt, bygge Livet op fra Trin til Trin, stadig mod ny og mere fuldkommen Skønhed.
Hvorledes saa hun da ud?
Hun var høj og slank og mørk, drengeagtig i sin Slankhed, urolig som fyldt af en hemmelighedsfuld Nerveild. Alt hos hende, selv det sorte Haar og den uendelige Bleghed var af Race, ligesom Blandingen af Blidhed og Grusomhed om hendes Mund og de slanke Hænder med de abnorme, abeagtige Negle. Hun, der bar Præg af mere at tilhøre Døden end Livet, saa ud som en Drøm, en Æventyrerske, en Forbryder …
Jeg saa kun hende … og jeg følte, at hun udøvede sin gamle Magt over mit Sind. Hvem var jeg nu? Var jeg Renard de Montpensier, Overlæge ved en Sindssygeanstalt i Paris? Nej, visselig ikke. Var jeg Kzradock? Idetmindste ikke den Kzradock, der syg og forfulgt levede et Skinliv i en Verden af Skin og Bedrag. Jeg følte mig pludselig helt ung, fyldt af friske Kræfter, af Livslyst og Varme, dumdristig af Forelskelse uden Maal! Blodet strømmede frit gennem mine Aarer, det var, som om mit Haar lokkede sig. Jeg var den vaarfriske … hvad var det, man kaldte mig engang? Var det Methusalem? Var det mig, der var den vaarfriske Methusalem?
Men var det mig, saa var det vel ogsaa mig, der var Kzradock, mig der laa skeletteret her, ti havde der ikke staaet paa Navnepladen: Methusalem Kzradock …?
Da hørte jeg pludselig hendes Røst.
— Det er for tidligt, hviskede hendes blide og indsmigrende Stemme. Det er for tidligt! Hvorfor kunde Romanen ikke vare evigt? Hvorfor kan ingen menneskelig Hjerne bære de Byrder, Naturen paalægger den? Skæbnen har ikke været mig god, ti min Vilje har ikke magtet, hvad den vilde, og derfor er det, der skulde blive Sandhed, kun blevet Løgn …
Jeg kunde ikke lade være … jeg bøjede mig frem mod hende og udbrød med en Stemme, som jeg selv hørte lød som en skælvende Gammelmandsrøst:
— Jeg er ung endnu, Lady Florence!
— Det er ikke sandt … lød hendes Svar. Fik du ikke syv Befalinger til at tale og har du ikke kæmpet mod min Vilje som en Løve? Er du ikke blevet sindssyg og graahaaret, er du ikke blevet Overlæge paa et Sindssygehospital blot for at trodse mine Befalinger. Og du kalder dig ung! Hvor er Ringen, jeg gav dig? Hvor er du selv, hvor er din sande Natur? Du var selve Ungdommen, og jeg gav dig min Kraft, men hvorledes har du ikke misbrugt den til at skabe Forvirring og Tvivl. Men nu er ogsaa det altsammen forbi! Det Barn, vi skulde have sammen, er en Hallucination, Sandheden er et anatomisk Præparat, der ligger her, ja selv min glade Hund er døvstum …
Og hun pegede paa Skelettet:
— Sandheden ligger dér, raabte hun. Sandheden er en Forbrydelse … Jeg har villet det saaledes. Hvad Yvonne og Alice ikke anede, før Mordet fandt Sted i rue Vaugirard, det tror jeg at have begrebet. Men før jeg dør, skal du vide, hos hvem du kan erfare, hvorledes alt dette er gaaet til. Det er de to gamle Damer, der ejer Forklaringen. De har indespærret Ulysse Vanil paa et Tagkammer og til Selskab har de givet ham den gamle Hankat, du ved Aftenstid kan se sidde i Tagvinduet med de runde Øjne vendte mod Maanen. Denne Kat er saa klog, at den kan udtale enkelte menneskelige Ord; læg vel Mærke til, hvad den siger, det har sin Betydning … Og nu Farvel!
Hun løftede Armen mod Loftet og knugede noget usynligt til sig. I det samme sprang Mr. Wells hen imod hende, han havde set en Dolk, der glimtede i Luften. Han greb hende om Haandleddet og holdt fast:
— I Lovens Navn jeg arresterer Dem, Lady Florence, skreg han. Tror De virkelig, at De ustraffet kan skaffe Dem selv af Vejen i denne Sag, der er af en enestaaende Hemmelighedsfuldhed. Jeg anklager Dem herved for to Mord, for Indbrud og for hypnotisk Paavirkning. Hjælp mig, Dr. Renard de Montpensier, hjælp mig at holde hendes Hænder, medens jeg lægger Haandjærnene paa, ti hun er stærk som selve Vanviddets Gudinde.
Jeg stod ved Mr. Wells Side, da Lady Florence pludselig stampede tre Gange i Gulvet. Øjeblikkelig kom den døvstumme Hund farende. Den kastede sig over Mr. Wells og rev ham omkuld, saa han faldt paa tværs af Skelettet, og idet den spændte sit varme Gab over hans Strube, ventede den kun paa en Befaling fra sin Herskerinde for at bide til.
Men Befalingen kom ikke. Hun stod længe og betragtede Mr. Wells, saa sagde hun:
— Han skal ikke dø endnu. Han fortjener at faa Sandheden at vide. Hvor den vil blive ham pinlig, hvor han vil dø af Latter, naar han erfarer den. — Men lad os gøre ham uskadelig, lad os give ham Haandjærnene paa, lad ham prøve det kolde Jærn, som han havde tiltænkt mig! Hvor jeg under denne amerikanske Detektiv det godt — se, hvor hans Haar glor rødt, ligner det ikke Blod! Jeg lærte i Amerika af en gammel Indianer, hvorledes hans Forfædre skalperede deres Fjender. Jeg har aldrig haft Lejlighed til at benytte mig deraf … før nu! Jeg vil have hans røde Skalp, det skal være min sidste gode Gerning i denne Verden. — Jeg vil skalpere ham.
— For Himmelens Skyld, udbrød jeg, gør det ikke! Det vil kun føje en ny Forbrydelse til de øvrige …
— Paa ingen Maade, svarede Lady Florence. Hvad løber disse Folk og snuser efter. Hvad skal vi dog med disse idiotiske Detektiver, der skriver bindstærke Detektivromaner og ophidser Publikums Fantasi paa en sindssyg Maade. Jeg sætter Pris paa, at Privatlivet holdes helligt! Allerede fra Samsons Tid hed det, at Styrken sad i Haaret. Det maa vel ogsaa gælde Detektiver. Lad os derfor skalpere dem, naar Lejlighed gives. … Go on!
Jeg hørte en klagende Lyd i Luften. Var det Aandebarnet, der græd? Kunde det ikke taale at se Blod? Jeg ved det ikke, men det var maaske saaledes. Ti idet Lady Florence løftede Dolken, stødte hun med den frie Haand noget usynligt tilside. Hun bøjede sig ned og skar med en usædvanlig hurtig, voldsom og hensynsløs Bevægelse et cirkelrundt Snit. Jeg hørte Mr. Wells stønne og jamre sig, udstødende et rædselsfuldt Skrig, da Lady Florence pludselig greb i det røde Haar og flaaede det af ham i to paa hinanden følgende Snuptag. Det var forfærdeligt at skue, og jeg blegnede, mine Knæ begyndte at ryste. Og jeg var ved at besvime, da jeg saa den røde Paryk frigjort i Lady Florences Hænder.
— Det var et hæsligt Arbejde, sagde Lady Florence, let balancerende paa sine slanke Ben … men det lykkedes! — Lad os give Detektivens Paryk til den døvstumme Hund!
Hun kastede Skalpen paa Gulvet og stampede Hunden derhen. Med indædt Raseri kastede Bæstet sig over den og fortærede den bogstavelig talt med Hud og Haar, saa ikke det allermindste Spor at gaa efter blev tilbage. Men næppe havde Dyret sat den sidste Bid tillivs, før den begyndte at snuse rundt i Hulen, som om der var noget at opdage; Parykken var aabenbart hurtig gaaet den i Blodet.
Selv Lady Florence smilede ved dette Syn. Med alle Tegn paa Ligegyldighed saa hun Blodet blande sig med Taarerne paa Mr. Wells Kinder, skønt han raslede med Haandjærnene for at vække hendes Opmærksomhed. Hun stod som i dybe Tanker. Pludselig førte hun begge Hænder op til Haaret, løste det og lod det falde i en mørk, tungsindig Strøm ned over Skuldrene. Det var saa svært og tungt, at det dækkede hendes Ansigt som en Hætte. Hun strøg det tilbage og udbrød:
— Husker du? Hvad Nat var det …? Sig mig det, hvis du husker det?
Hun bøjede sig imod mig, og hendes Haar rørte mine Kinder. Og atter følte jeg mig som før, vaarfrisk og ung, lykkeligt legende med denne unge Kvinde og med min Skæbne. Jeg saa midt inde i alt det mørke Haar hendes røde Mund, forunderlig fristende og skøn. Og jeg stønnede:
— Det var Natten mellem den 3die og 4de Maj …
— Husker du?
— Ja.
— Det var vor Bryllupsnat.
— Det var samme Nat … aa, husker du det forfærdelige … da Politiet om Morgenen trængte ind i rue Vaugirard og saa Alice og Yvonne ligge udstrakt paa Gulvet … Det var Alice, der døde først, hun havde faaet Snittet over Halsen. En forfærdelig Nat … og det var vor Bryllupsnat, Florence.
— Ja, hviskede Lady Florence, min Ven. og nu er Barnet tre Aar.
— Vort Barn?
— Ja, vort stakkels Barn … har du aldrig tænkt paa det? Har du glemt, at det blev Resultatet af vore Kampe, dette stakkels ingenting, som andre vilde smile af, men som for mig er den grusomste Alvor. Hvorfor lystrede du mig ikke og blev i din Drøm? Nu staar jeg her og skal svare dig, naar du spørger: hvad er der kommen ud af alle de Farer og Genvordigheder, jeg har gennemgaaet? Hvad har min Sjæl skabt, da den fandt din? Forklaringen paa Gaaden maa du søge andetsteds, men Resultatet tilkommer det mig at vise dig. Og jeg skal gøre det. Jeg skal vise dig vort Barn … men det vil koste mig min sidste Kraft. Se nu efter … lyt og se!
Det var som om hun kastede alt sit Haar over mit Hoved, jeg mærkede som et Vingesus, der slog ned over mig, og jeg fornam Duften fra hendes Hud og hendes Haar. Saa blev alt stille, og jeg følte et usigeligt Velbehag, der fik mig til at lukke Øjnene. Da jeg atter slog dem op, stod der et lille Barn ved hendes Fødder, et lille treaars Barn, der med store uskyldige Øjne saa i mine.
— Er det en Dreng? hviskede jeg.
— Naturligvis er det en Dreng, svarede hun. Kan du ikke se det? Og det er vor Kærligheds Barn, som jeg selv nu ser for sidste Gang. Læg Mærke til hans uskyldige Øjne, hvor de dog ligner dine. Vil du ikke tage ham i dine Arme? Vil du ikke lege lidt med ham?
— Hvad hedder han?
— Han hedder Renard.
— Er det sandt?
— Renard! Han er opkaldt efter sin Fader. Han hedder Renard de Montpensier … — — Ikke sandt, hedder du ikke Renard? henvendte hun sig til Drengen.
— Jo, svarede denne.
Det gav et Sæt i mig:
— Men saa forstaar jeg igen ikke et Muk. … Er jeg da Renard de Montpensier eller er jeg Kzradock? Hvorfor hedder denne Dreng ikke Kzradock …?
En frygtelig Mistanke gennemfor mig, og jeg spurgte:
— Er det da ikke min Søn?
Lady Florence rystede sine Lokker og svarede mut:
— Det vil jeg da haabe, det er! Men helt sikker i min Sag er jeg ikke … for nu skal du høre ......
Da blev jeg rasende som aldrig før. Jeg følte Varmen stige op til Pandeskallen, og jeg kogte næsten af Raseri, da jeg raabte:
— Naa, saa du ved ikke Besked! Og det skal jeg staa og høre paa. Du ved ikke om vor Kærligheds Barn er vort! Du ved maaske til syvende og sidst ikke, hvem jeg er. Om jeg er Kzradock eller Renard de Montpensier eller en tredie eller en fjerde? Du søger blot en Fa'r til dit Aandebarn. Vi har haft lykkelige Timer sammen. Men alt hvad der er fulgt efter har været Ulykke og Vanvid. Du har gjort mig til et Løg, til en Methusalem, til en Kzradock. Tør jeg nu spørge om, hvem jeg er, og hvorfor jeg er her? Du har gjort mig til en Storforbryder og en Massemorder, du har indespærret mig i en Galehuscelle. Jeg fandt mig i alt for vor Kærligheds Skyld. Men Fader til en andens Aandebarn vil jeg ikke være. I vore nyromantiske Tider, hvor hver Mand er enten Forbryder eller Detektiv, kan meget hænde! Men dette er for meget af det gode, og nu vil jeg vide Besked. Hvem er jeg, hvem er du, og hvad er Meningen med det hele .. svar mig, det gælder Livet, det gælder vor evige Salighed. Lad mig komme ud af denne Helvedshule, hvor alt er Mord og Galskab, ud i Guds frie Natur, hvor Solen skinner. Men sig mig først: hvem er jeg; hvem i Djævelens Skind og Ben er jeg?
Der blev en Pause, hvori jeg hørte Drengen ved vore Fødder raabe: — Fa'r og Mo'r … Hvorfor skænd's I saadan?
Jeg gav den forbandede Unge en knaldende Lussing … og saa begyndte han at flæbe saa højt, at man ikke kunde høre Ørenlyd … Først da jeg havde dunket ham tilstrækkelig oven i Hovedet, blev han pludselig usynlig og stille.
Men nu kan det nok være, at Ladyen var vred. Hun rasede som en Furie, hun trak Dolken frem og stak med den i Blinde tilhøjre og tilvenstre. Og tilsidst raabte hun:
— Du vil vide, hvem du er … tror du jeg ved det, gamle Idiot! Og hvad kommer det forresten mig ved? Du maa spørge dig for et andet Sted … Jeg er Lady Florence og nu forlader jeg Skuepladsen for det tragiske Rollefag. Du kan jo prøve at faa opsøgt de to gamle Damer, der skal du nok faa Sandheden at vide. Men pas paa Øjnene! … Jeg gider ikke leve mere, du har jo efterhaanden gjort mig fuldkommen til Grin … mit Talent har du ødelagt, det er paa Tiden, at jeg nedlægger min Tryllestav. Hvad nytter det, at jeg skalperer en Detektiv, naar jeg dog beholder dig tilbage! Du begynder Gud hjælpe mig at kede Publikum, der forlanger endnu flere Mord og Mystifikationer end jeg ved din Hjælp kan præstere … Nej, jeg vil ikke mere. Jeg dør og lader dig tilbage med et Aandebarn, en skalperet Detektiv, et Skelet og en døvstum Hund. Der er nok endnu at gøre for dig. … Farvel!
Og hermed stak Lady Florence Dolken i sit Hjerte og styrtede om paa Ryggen. Hun var død. Jeg gyser endnu ved at tænke paa, hvorledes hun saa ud … var det virkelig hende, jeg havde ofret mit Liv for! O, I Guder!