Minona/2/1
Første Capitel.
Ingen Ild, ingen Brand
Kan flamme saa heed,
Som hemmelig Elskov
Den Verden ei veed.
C. Winther.
Over et Aar var forløbet, siden Viggo kom tilbage til Frankrig. Han havde kjæmpet uden at seire, søgt Uden at finde — thi han søgte i Fortvivlelse istedetfor i Tro den guddommelige Trøst, som man kan faae af Religionen, men ikke fravriste den. Han havde søgt sig haabløs, og kjæmpet sig træt. Hans Tilstand lignede Ridderens der har været i Elverhøien, dandset med den fagreste af Elverpigerne, følt hendes brændende Kys, lyttet til hendes Suk og Ord — og seet Høien synke i Jorden ved Morgengry. Men der var en Forskjel, som gjorde Viggos Ulykke virkeligere — hans Elverpige leed under samme Trolddom, fortæredes af den samme „bittre Længsels Ild”, hendes Lidelser var ingen Drøm, men en levende Virkelighed, som ængstede ham Dag og Nat. Havde Viggo liidt alene, vilde han have søgt Trøsten paa en anden Maade, og fundet den — han var ikke den Mand, som en Drøm gjør til Sværmer! Hvis han, som den ulykkelige Elsker i Visen, kunde sige at delt Luedrik, der havde beruset ham, ikke fandtes paa Jorden, saa havde han søgt sin Frelse i det virkelige Liv, istedetfor at jage paa Vei og Stie efter et Phantom, der havde svigtet ham. Men hans Kjærligheds Feeverden stod endnu, han vidste hvor, og et levende, et elskende Hjertes Klage kaldte ham tilbage til den. Som Phønix der selv antænder sin Rede og døer i Flammerne, havde Kjærligheden angrebet Minona; Viggo vidste at hun var syg af Sorg. Ved hver skaansom og forsigtig Hentydning dertil i Helenes Breve, ved den rørende Maade hvorpaa hun selv søgte at skjule sin Tilstand for ham i de faae Linier hun tilføiede, leed han usigeligt. Han kunde maaskee frelse hende fra Døden — ved en Forbrydelse. Denne Tanke var ham for stærk — han undflyede den med Rædsel, og søgte at overtale sig selv til at troe at hendes Sygdom var mindre farlig end Helene ansaae den for, og at hendes egen Taushed var Resignation. Han tænkte med vild Begeistring: Kunde jeg ved Helvedes Hjælp frelse hendes Liv, saa maa jeg med Himlens Hjælp kunne frelse hende uden at begaae denne Forbrydelse. Han vilde storme Himlen, for at bemægtige sig den Lægedom, der kunde lindre Minonas Smerte og skaffe hendes Hjerte Fred — han vilde udgrunde Religionens Gaade, for at finde Forløsningsordet, der kunde frelse hendes Sjæl — istedetfor at søge Lægen, Forløseren, og kalde ham til den Syges Leie. Hvorfor? — Hans Tro var Tvivl, og blev i denne frugtesløse Kamp opflammet til Fortvivlelse. Han saae Livets dybe, grændselese Jammer, og følte at hvis der ingen Frelse var, saa maatte en Djævel være Verdens Skaber. Derved fik han en Slags Tro paa en Slags Frelse, men han søgte den som Middel, ikke som Maal — Minonas Helbredelse var ham vigtigere end den evige Salighed, og han forlangte den formasteligt som et Beviis paa Guddommens Tilværelse „Paa Djævlens Tilværelse har man Mangfoldige Beviser! var det formeget om Gud gav den Ulykkelige eet Bevis paa sin? Har Gud da intet Nei til Helvedes Ja?! Hvorfor gjør han ikke den Stærkeres Ret gjældende? Kan han ikke, eller vil han ikke?” Af den Natur var Viggos Tanker. Saaledes kjæmpede han med Tvivlen, istedetfor at kjæmpe mod den — saaledes undersøgte han, hvor han skulde søge. Han ventede et Mirakel, skjøndt han ikke var forvisset om at Guds Kjærlighed er almægtig.
Imidlertid gjorde Minonas Sygdom saa hurtige Fremskridt, at der ikke længer var Tvivl om at hendes Liv var i Fare. I lang Tid havde Helene vægret sig ved denne Tanke, og Lægen, der saae den Dødsangst hvormed hun ventede hans Dom svarede ubestemt og gav Haab om at hendes Helbredelse var mulig, men vilde afhænge af hendes Sindsstemning. Men den hectiske Rødme og Øinenes unaturlige Glands vidnede snart uimodsigeligt om den skrækkelige Sygdom, hvis Offer hun skulde blive. Helene havde forsøgt ethvert Middel til at adsprede og opmuntre hende, men den stakkels Pige leed mere ved disse unyttige Anstrængelser end ved de kvalfulde Timer, hun tilbragte i Ensomheden. Den Bevidsthed, at hendes Kjærlighed i Verdens Øine gjaldt for en Synd gjorde hende sky og ængstelig, og den Tanke, at den maaskee var ugjengjældt gjorde hende undseelig. Der gaves Øieblikke — naar den Gaade, hvorpaa hun grundede var nærved at forvirre hendes Forstand, og det Spørgsmaal der altid holdt hendes Aand i Bevægelse, brændte paa Læberne — da hun kunde have kastet sig i Helenes Arme, og sagt: Hvorfor maa jeg ikke elske harn?! — saa var det Kvindens, ikke Søsterens Følelse, der holdt hende tilbage, thi den kjendte hun ikke. Hun taug, og trykkede Pilen dybere i Hjertet. Men i Ensomheden, naar Livet vilde gjøre sin Ret gjældende, naar Haabet og Kjærligheden tilhviskede hende den Trøst: at hun var elsket — saa reiste den hensvindende Livskraft sig stedse paany til Kamp, saa begyndte Aanden atter sin pinlige Virksomhed. Ogsaa hun søgte uden at finde. Hun søgte i Guds Ord, i Philosophernes Skrifter, i Digternes Fremstillinger af Menneskelivet Svar paa det Spørgsmaal, hun ikke turde udtale, men overalt saae hun kun den Vished bekræftet, at hendes Kjærlighed var Synd — intetsteds hvorfor den var det. Overalt blev det anseet for en Selvfølge at ingen tvivlede derom. Undertiden frygtede hun sig selv, og tilregnede sig det som en stor Synd at hun manglede den Bevidsthed, der syntes at være begrundet i Naturen, og naar hun tænkte paa den Magt, den udøvede over Viggo hvis han havde offret hende for dens Skyld, tænkte hun at han maatte hade og afsky hende, hvis han kjendte hendes Følelse. I et saadant Øieblik takkede hun Gud for den Sygdom, der snart maatte bringe hende Døden. Men naar hun i Tankerne gik tilbage til deres Barndom, og erindrede hvor fremmede de altid havde været for hinanden, sagde hun til sig selv: Vi var jo dengang Søskende, men Slægtskabet hindrede os ikke i at gaae hver sin Vei — og dog skulde det Baand være stærkere end den levende Kjærlighed, der forener Mand og Kvinde? Jeg elskede ham ikke fordi han var min Broder — havde han lignet Moder, vilde jeg altid have afskyet ham! Jeg elskede ham, som en Pige elsker den Mand, der giver hendes Hjerte Livet, og hendes Liv Lyset! Er det Synd — er Gud Kjærlighed, og Kjærligheden fordømt? Nei — Døden fordømmer Livet, Mørket fordømmer Lyset — og Verden skyer Lyset, fordi den staaer i Dødens Sold. Derfor lader den sig regjere af et dunkelt Magtsprog, som ingen forstaaer, men som enhver underkaster sig af Feighed — man vil heller offre sit Liv i Løndom, end aabenlyst tilkjæmpe sig det — for ikke at fordømmes af den blinde Mængde! Man skyer Livet af Frygt for — at døe. Men Viggo hører ikke til disse Slaver! han, der allerede som Dreng kjæmpede saa mandigt imod det han ansaae for Uretfærdighed — vilde han ikke som Mand kjæmpe for sin Kjærlighed? vilde han kaste den i Styx, for at gjøre sig Døden til Ven? Nei — har han forladt mig — saa elskede han mig ikke, som jeg elskede ham! Og ved denne Tanke, der var endnu haabløsere end den forrige, sank hendes Sjæl udmattet tilbage i Fortvivlelse.
Denne evige Strid uden Resultat tærede saameget paa hendes Kraft, at hun tilsidst blev vant til at betragte Døden som en Trøst. Alt andet tvivlede hun om: Gud, fordi han fordømte Kjærligheden — Kjærligheden fordi den ikke kunde gjennemskue Dommeren og frigjøre sig fra et uretfærdigt Herredømme — Livet, fordi det var i Dødens Vold — men Døden troede hun paa. Tidt saae hun Med sorgfuld Tilfredshed i Speilet, hvorledes Sygdommens hurtige Fremskridt havde forvandlet hendes Ansigt, der engang var saa blomstrende — da begræd hun sin Ungdom og Skjønhed, der aldrig mere skulde glæde hende selv og andre. Da betragtede hun angersfuldt Helenes blege og lidende Udseende, og søgte ved en Ømhed der lignede Tilbedelse, at gjøre sin Uret mod denne elskede Veninde god igjen. Helene sørgede bittert over at hun havde mistet sin Pleiedatters Fortrolighed, men gjorde hende ikke engang i sit Hjerte mindste Bebreidelse — og naar Minona grædende anklagede sig selv fordi hendes Sygdom gjorde hende egenkjærlig, tænkte Helene: Hun er en Engel! hun sørger mere over den Lidelse hendes Sygdom foraarsager mig, end over sin egen. — Men den stakkels Pige bebreidede sig sin Ulykke som en Synd, fordi en Anden leed derved, og al den Ømhed hvormed hun søgte at trøste Helene, forekom hende selv uægte: Hvis jeg ikke var saa svag og egenkjærlig, vilde jeg ønske mig Livet for hendes Skyld! Hun elsker mig høiere end sig selv — og jeg kan trøste mig ved det, der gjør hende ulykkelig.
Saaledes var Minonas Tilstand, da Helene endelig besluttede at skrive til Viggo, og bede ham om at komme tilbage. Af dette Brev, som jeg vil meddele Læseren, seer man bedst hvorledes hun bedømte Minona.
Skovhuset den 15de October 1840.
Kjære Viggo! det er med et tungt Hjerte, jeg bereder mig til at sige Dem noget, som jeg maaskee for længe har skjult for mig selv og for Dem! Jeg har kjæmpet til det Yderste for det Haab at Minonas Sygdom skulde være en Følge af den Tungsindighed, der i den senere Tid har behersket hende. Jeg troede det var Religionsscrupler, der tyngede hendes Sind, thi jeg traf hende ofte læsende i Bibelen, og hos Franks er det flere Gange hændet at hun pludselig, naar vi talte om religieuse Spørgsmaal, har blandet sig i Samtalen med en lidenskabelig Iver og med en Dybsindighed der er forbausende hos en ung Pige der, som hun, har følt mere end tænkt, og levet mere end læst. Men der laae en bitter Tvivl i hendes Ord, ikke alene om Skriften, men om Guds Retfærdighed, og en Mistvivl med Hensyn til Kjæeligheden selv, som kun slet harmonerer med hendes rene, tillidsfulde og uskyldige Hjerte. Jeg frygtede, da hun har læst saameget i den senere Tid, at hun har indviklet sig i Philosophien uden Styrke til at gjennemskue den, men hun er saa indesluttet og undgaaer saa ængsteligt enhver Samtale med mig om disse Ting, som hun var bange at jeg skulde vide hvad der foregaaer i hendes Sind. O, Gud! jeg aner det værste. Døden — er den Gaade hun vil gjennemtrænge. Jeg maa sige det: den er hende nær! hendes Kinder blusse af hectisk Rødme — hendes Øine — Dommen staaer skrevet i dette overnaturlige Blik. Jeg veed det nu: Sygdommen afhænger ikke af hendes Humeur, men hendes Humeur afhænger af Sygdommen — og Lægen har sagt idag at der ikke er meget Haab om at den kan helbredes. Nu forstaaer jeg hende! hun skjuler sin Sorg for mig, at jeg ikke for tidligt skal faae Aarsagen til den at vide. Hun vil lide og kjæmpe alene — lad hendes Englesjæl da trøste sig ved den Tanke at hun letter mig denne tunge Strid!
Jeg veed at De har meget at bebreide mig; jeg burde for lang Tid siden have talt alvorligere og omstændeligere med Dem om hende; men dels har jeg selv saalange — jeg mangler Minonas Sjælsstyrke! — altfor længe holdt Visheden fjern fra mine Tanker, dels har jeg givet efter for hendes indstændige Bønner om „ikke at forskrække Dem.” Nu vilde det være samvittighedsløst at tie! Nu er det Tid, ikke længer at misbruge den syge Piges hensvindende Kraft, men selv at understøtte og trøste hende i den tunge Strid. Gud give mig Styrke til denne Gjerning, om det end bliver den sidste jeg udfører i dette Liv! —
Og nu, kjære Viggo, behøver jeg vel ikke at bede Dem om at komme tilbage. Minona veed ikke at jeg skriver derom, thi hun vilde afholde mig derfra fordi hun troer at De lider mindst ved at være fraværende, men jeg er vis paa at De bedre end nogen anden vil være istand til at trøste hende. Hun elsker Dem saa høit!
Deres
Helene Aagesen.
Otte Dage efter at Viggo havde modtaget dette
Brev, ankom han til Danmark, og efter nogle Timers
hurtige Kjørsel nærmede han sig den velbekjendte Skov.
Ved Alleen steg han af Vognen og lod den kjøre ind i
Præstegaarden, imens han selv langsomt gik hen ad den
lille Skovstie Han søgte forgjæves at gjøre sig stærk
— Synet af dette Sted hvor han havde gaaet saa ofte
med Minona, og Tanken om den Forandring, der var
foregaaet med hende siden den Tid overvældede ham.
Han saae sig om med et haabløst Blik — Efteraarets kolde Liigpragt skjar ham i Hjertet. — Pludselig følte
han sin Skulder sagte berørt af en lille Haand, og idet
han skjælvende af Bevægelse vendte sig om, stod Minona
for ham mere forandret end selv hans Hjerteangst havde
afmalet hendes Billede, og dog sig selv tro i
Dødskampen. Hun havde ikke lært, som Naturen, at smile
koldt og ligegyldigt i Døden — hendes Ansigts smertelige
og sorgfulde Udtryk var en levende Protest mod den
Sygdom, hun var et Offer for. Viggo trykkede sagte
hendes Udtærede Hænder, idet han betragtede hendes
Ansigt med en Blanding af Rædsel og usigelig Ømhed.
„Her er forandret siden Du var her sidst! da var de
Træer grønne, hvis Blade nu ligge visne paa Jorden”
— sagde hun med bevæget Stemme. „Vend dig ikke
bort! du tænker paa mig, der selv er allermest forandret
— ikke sandt? Det forekommer mig som jeg grønnedes
ifjor med disse Træer — jeg var ung og rask og
lykkelig i deres Ungdom, og inden Løvet faldt — blev jeg
syg. Hvorfor vilde du komme herhjem og see denne
Jammer?” Viggo svarede med dyb Bevægelse: Kan det
undre dig at jeg vil være hos dig til det sidste, ifald
jeg skal friste den Ulykke at miste dig? „Det havde
været bedre for dig, ikke at see mig igjen! saa havde
du beholdt det gode Indtryk fra den lykkelige Tid da vi
første Gang saae hinanden — og jeg i ringere Grad
følt Dødens Forbandelse: at mine Ord, mit Blik, selv
Lyden af min Stemme volder dem Smerte, der før har glædet sig over mig. O, det er saa haardt!” hun skjulte
sit Ansigt i sine Hænder og græd heftigt.
Tal ikke saaledes Minona, min dyrebareste Pige! vil du forskyde dem, der elske dig, fordi din Sygdom volder dem Sorg? troer du da vi sørgede mindre, fordi vi sørgede langt fra dig? Hvis du skal dø — det Gud forbyde! — vilde du da helst dø ubegrædt? O, lad os ikke saa smaaligt tale om „mit” og „dit” i Sorgen! — Hvorfor vil du kun tænke paa Døden, og tænke saa haabløst derpaa? — Minona saae hurtigt med funklende Øine op til ham og udbrød med Heftighed: „Svæk ikke Indtrykket af dine første gode, velsignede Ord med Hverdagstalemaader om Døden, som om den var en Overgang fra Parterret til Galleriet! De Mennesker, der betragte Døden saaledes, veed ikke hvad det er, at leve! Du taler om Trøst — troer du selv derpaa? kan du nævne mig anden Trøst end den at Lidelsen ikke overlever Livet? — Saa maa du fatte min Følelse, og ikke byde mig de forslidte Talemaader om et Liv efter dette — en ny, evig Dødskamp. Vil du trøste mig, saa trøst mig med Døden! O, tilgiv mig!” vedblev hun med taarefulde Øine. „Jeg har kun Døden tilbage — lad mig ikke ogsaa komme til at tvivle om den!” Der var en saa rørende Smerte i hendes Tone, at Viggo følte hvor umuligt det vilde være ham at aflede hendes Opmærksomhed fra disse mørke Forestillinger. De gik tause henad Veien, til de kom til Stenten ved den Plads hvor Skovhuset laae; her støttede Minona sig udmattet til et Træ idet hun saae sig om med et sorgfuldt Blik. „Hvorfor vilde du komme her igjen?” gjentog hun med klagende Stemme. „Kjender du dette Sted? det var her jeg første Gang saae dig, den lyse Sommerdag, da Roserne blomstrede paa Buskene derhenne — iaar har ingen plukket dem! — Jeg husker saa godt hvorledes her saae ud — der var Varme i Solskinnet, og Liv i Naturen — Sommerfuglene flagrede omkring Blomsterne, og Græsset skinnede som Fløiel. Du siger jeg skal vende mine Tanker fra Døden — see, det er Døden som har forvandlet denne Scene omkring os! — Kan jeg glemme det — glemme den Tid, som var, den Lyksalighed hvori jeg har levet og aandet? Naar Vinteren kommer, bliver det godt igjen, men paa en anden Maade: saa svøbes Liget i sit hvide Lagen — og al dens Lidelse er begravet i Glemsel. Det er Dødens Trøst. — Der kommer Helene! trøst hende, hvis du kan, forson hende med den Vished, vi ikke længe kunne skaane hende for — hun har liidt meget for min Skyld, og vil lide endnu mere inden det er forbi.” Med disse Ord nærmede hun sig med et mildt og kjærligt Smiil tilligemed Viggo Helene, der kom dem imøde fra Huset, og forlod dem derpaa for i Ensomhed at bekjæmpe den Bevægelse, Gjensynet havde bragt hendes Sind i.