Oliver Twist/23
23.
Lidt af en følsom Samtale.
Det var en bidende kold Aften. Det tykke Lag Sne, der laa, var haardfrossen, saa at kun Driverne hist og her i Snevringer og paa Gadehjørner blev hvirvlet til Vejrs, som taagede Malstrømme, af den skarpe og tudende Vind. Saadan en mørk, isnende, uhyggelig Aften kryber Folk, der sidder lunt inden Døre, sammen ved den knitrende Ild og takker Gud for, at de kan være hjemme, medens husvildt og forsultent Udskud lægger sig hen og dør paa aaben Vej og Mark. Lad deres Forseelser have været, hvad de være vil: Staklerne kommer næppe til at slaa Øjnene op i en Verden, der er værre end den, de forlod!
Inde i det Fattighus, hvor Oliver Twist var blevet født, sad Oldfruen, Madam Corney, henne ved Kakkelovnen i sin egen lille Stue og saa' velbehageligt paa et lille rundt Bord, hvorpaa der stod en lille Bakke med alt fornødent til en Oldfrues kæreste Maaltid. Madam Corney skulde til at trøste sig selv med en Kop The, og medens hun nu skævede fra Bordet hen til Kakkelovnspladen, hvor den mindste af alle Thekedler stod og snurrede med spæd Røst, steg hendes indre Tilfredshed saa højt, at hun maatte smile. »Ja,« mumlede hun med Albuen støttet mod Bordet, og hun stirrede tankefuldt ind i Ilden, »vi har sandelig allesammen meget at være taknemlige for, naar vi blot vilde skønne paa det! Ak ja!« Og hun rystede bekymret paa Hovedet, som om hun ynkedes over de forblindede Fattiglemmer, der aldrig vilde skønne paa det. Hvorefter hun stak en Sølvske (hendes private Ejendom) ned paa Bunden af en lille Blik-Thedaase og gav sig til at lave The.
Hvor en Ubetydelighed dog kan bringe vort skrøbelige Sind ud af Ligevægt! Vandet i den lille sorte Thepotte løb over, medens Madam Corney grubliserede, og hun fik skoldet sin Haand.
»Den forbandede Potte,« udbrød hun og satte den hastigt fra sig paa Kakkelovnspladen: »der kan heller ingen Verdens Ting være i det Spektakel! Ingen Mennesker kunde falde paa at bruge den,« — hun gjorde et Ophold, og sukkede saa: »undtagen saadan en forladt Stakkel som jeg! Ak Gud ja!« Hun sank ned paa sin Stol og støttede atter Albuen mod Bordet og grubliserede over sin Ensomhed. Den lille Thepotte og det ene Par Kopper vakte triste Minder om Hr. Corney (der ikke havde været død i mer end 25 Aar), og hun overvældedes. »Jeg faar aldrig Magen!« hviskede hun forknyt, »jeg faar aldrig Magen!«
Om den Bemærkning galdt hendes Mand eller Thepotten, faar at staa hen. Thepotten saa' hun paa, mens hun talte, og straks efter tog hun den og skænkede. Hun havde lige faaet drukket den første Slurk, da hun forstyrredes ved, at der blev banket sagte paa hendes Dør.
»Naada! kom ind!« sagde hun skarpt. »Det er sagtens en af de gamle Kærlinger, der skal til at dø, de dør jo altid, ligesom jeg skal til at spise! Naa, staa ikke der og luk al den Kulde ind! Hvad er der?«
»Ingenting, Madam, ingenting!« svarede en Mandfolkestemme.
»Nej Jøsses!« udbrød Madamen i en langt blidere Tone, »er det Dem, Hr. Bumble!«
»Ja akkurat, Madam!« sagde Hr. Bumble, der var blevet staaende for at ryste Sneen af sin Kavaj og tøre sine Fødder af; han kom nu ind med sin trekantede Hat i den ene og en lille Bylt i den anden Haand. »Skal jeg lukke, Madam?«
Oldfruen betænkte sig undseelig paa at svare, hun vidste ikke, om det gik an, at hun og Bumble var ene sammen for lukket Dør. Af denne hendes Usikkerhed benyttede Bumble sig, og saasom han selv frøs, lukkede han uden videre Døren.
»Ækelt Vejr, Hr. Bumble!« sagde Madamen.
»Nederdrægtigt, Madam!« svarede Bumble, »et rigtig anti-kommenalt Vejr! De kan tænke Dem, Madam, at denne velsignede Eftermiddag har vi uddelt over tyve Brød og halvanden Ost, og saa er Fattigfolk endda ikke tilfredse!«
»Nej, naturligvis!« sagde Madamen og nippede til sin The, »naar er de vel dèt, Hr. Bumble?!«
»Rigtigt, Madam, rigtigt!« forsikrede Bumble. »Der var nu f. Eks.
en Mand, han sad med Kone og stor Familie, og saa gav vi ham et
Brød og et helt 
Ost. Men tror De, han var taknemlig, Madam? Ikke
Spor — ikke Spor af taknemlig! Han forlangte Kul, om det saa bare
var et Lommetørklæde fuldt, sagde han. Vil De nu engang tænke Dem,
Madam: Kul?! hvad skulde han med Kul? Riste Osten maaske og
saa komme rendende efter mer?! Men saadan er de Mennesker,
Madam, og de bliver værre og værre! Det er ikke længer siden end i
Forgaars, saa kom der en Mandsperson — ja, De har jo været gift, Madam,
saa til Dem kan jeg jo godt nævne det — han havde bogstaveligt ikke
saa meget som en Lap over sin Bagdel« (Madam Corney slog Øjnene
ned), »han kom hen til Inspektøren, ligesom der var Middagsselskab,
og sagde, at han maatte have Understøttelse. Han var ikke til at faa af
Vejen, og Selskabet blev ked af det, og saa lod Inspektøren ham faa et
Par Næv'fulde Kartofler og en halv Pægl Havremel. »Hvad skal jeg
med dèt?« siger saa det utaknemlige Bæst, »De kunde lige saa gerne
have foræret mig et Par Jern-Briller!« — »Som De vil,« svarer
Inspektøren og tager det fra ham igen, »men andet faar De ikke her!« — »Saa
gaar jeg ud og lægger mig til at krepere paa Gaden!« siger Bæstet. —
»Aa hvad ?« siger Inspektøren, »De hytter Dem vel nok?!«
»Ha, ha, ha, den var god!« faldt Madamen ind, »den ligner rigtig Inspektøren, synes De ikke, Hr. Bumble?! — Naa og saa?«
»Ja kan De nu tænke Dem, Madam,« svarede Opsynsmanden, »saa gaar Bæstet virkelig hen og lægger sig til at dø paa Gaden! Saa obsternasige er de nu til Dags!«
»Nej nu har jeg aldrig hørt saa galt!« erklærede Madamen forarget. »Men sig mig, Hr. Bumble, synes ikke De ogsaa, at det er galt dette her med at give Understøttelse udenfor Fattighuset?«
Hr. Bumble smilte, som Folk smiler, naar de véd, at de sidder inde med en overlegen Forstaaelse. »Rigtigt anvendt,« svarede han, »jeg siger: »rigtigt anvendt, Madam, saa er Understøttelse udenfor Fattighuset til stor kommenal Fordel. Principet ved den er: at give Fattigfolk justemæn det, som de ingen Brug har for, for saa kommer de aldrig igen!… Naa men« (og han gav sig til at løse op for sin Pakke) »det er nu Embedshemmeligheder, som der ikke skal snakkes om, undtagen, om jeg saa maa sige, mellem kommenale Med-Kolleger!… Se her er lidt Portvin, Madam, som Direktionen beordrede sendt ned paa Sygestuen — ægte uforfalsket Portvin, tappet af i Eftermiddag, saa klar som Glas!«
Han holdt den ene Flaske op for Lyset og rystede den, for at bevise dens Fortrinlighed, satte derefter baade den og dens Kammerat hen paa Dragkisten, lagde et Lommetørklæde sammen, som havde været svøbt om dem, stak det langsomt i Lommen, og tog saa sin Hat og lod, som han vilde gaa.
»De har en kold Vej hjem, Hr. Bumble,« bemærkede Madamen.
»Ja,« sagde Bumble, »hun blæser, som Ørene skulde gaa af En!« Og han slog Kavaj-Kraven op,
Oldfruen saa' fra den lille Thekedel op paa Hr. Bumble, som imidlertid var gaaet hen mod Døren. Og da Bumble saa rømmede sig igen, som Indledning til at sige Farvel, spurgte hun bly, om han… ikke havde Lyst til at drikke en Kop The.
Øjeblikkelig slog Bumble Kavaj-Kraven ned, lagde Hat og Stok fra sig paa en Stol, og flyttede en anden Stol hen til Bordet. Medens han langsomt satte sig, saa' han paa Madamen. Madamen saa' ufravendt paa den lille Thepotte. Hr. Bumble rømmede sig igen, og smilte saa smaat.
Madamen rejste sig og tog et Par Kopper til henne i Skabet. Idet hun satte sig, mødte hendes Øjne igen det galante Kommenalbuds; hun rødmede — og gav sig til at skænke The til ham. Atter rømmede Bumble sig, denne Gang lidt stærkere end før.
»Er den sød nok, Hr. Bumble?« spurgte Madamen, da hun havde kommet Sukker i.
»Voldsomt sød, Madam!« svarede Bumble. Han saa' stift paa Madamen; og hvis nogensinde en kommenal Embedsmand har sét øm ud, saa maa det have været Hr. Bumble i dette Øjeblik.
Man drak saa Theen. Bumble havde bredt Lommetørklædet ud over sine Knæ, for at han ikke skulde komme til at plette sine Bukser. Medens han spiste og drak, sukkede han af og til dybt, hvilket dog ikke havde nogen skadelig indflydelse paa hans Appetit, tvertimod lod det til at lette ham hans Bevægelser paa The- og Smørrebrøds-Omraadet.
»De holder Kat, Madam, ser jeg,« bemærkede han, og saa' hen paa én, der laa og varmede sig foran Kakkelovnen, med hele sin Familie omkring sig. »Den har ovenikøbet Killinger!«
»Ja og De kan ikke tro, Hr. Bumble, hvor jeg holder af dem!« svarede Madamen. »De er saa kære og fornøjelige, de Dyr, det er ligefrem Selskab for mig, og saa holder de ogsaa saa meget af deres Hjem.»
»Madam Corney,« sagde Hr. Bumble langsomt, og slog Takt til sin Tale med Theskeen: »det er min Mening, at den Kat og de Killinger, der kunde bo' hos Dem og ikke være lykkelige, de maatte være nogle Asener!«
»Nej, Hr. Bumble dog…!« indvendte Madamen.
»Ikke Tale om dèt!« erklærede Bumble og svang Theskeen med en forelsket Værdighed, der gjorde ham dobbelt imponerende; »jeg vilde gøre mig en Fornøjelse af at drukne dem!«
»Saa var De ogsaa en grusom Mand,« sagde Oldfruen oplivet og strakte Haanden ud efter Opsynsmandens Kop. »En rigtig haardhjertet Mand!«
»Haardhjertet?« gentog Bumble. »Haardhjertet, Madam?« Han slap Koppeu, tog om Madam Corney's Lille-Finger og trykkede den, klaskede et Par Gange med Haanden paa sin galonerede Vest, sukkede umaadelig dybt, og rykkede Stolen en lille Smule bort fra Kakkelovnen.
Bordet, som de sad ved, var som sagt uheldigvis rundt. Idet nu Hr. Bumble lidt efter lidt flyttede sin Stol ikke bort fra Bordet, men bort fra Kakkelovnen, kom han stadig nærmere og nærmere hen til Oldfruens Stol. Tilsidst rørte endog de to Stole ved hinanden. Dersom Madamen var rykket til højre, vilde hun være blevet stegt af ilden, dersom hun var rykket til venstre, vilde hun være faret lige ind i Favnen paa Hr. Bumble. Som den kloge Kone, hun var, forudsaa hun sikkert i et Nu disse Følger, og altsaa blev hun siddende og skænkede blot Hr. Bumble en ny Kop The.
»Haardhjertet, Madam?« sagde endelig Bumble igen og saa' hende ind i Øjnene, mens han rørte om i sin The. »Er De haardhjertet, Madam?«
»Jøsses!« udbrød Madamen, »det var da et løjerligt Spørgsmaal af en Mand, der ikke er gift! Hvorfor spørger De, Hr. Bumble?«
Hr. Bumble drak sin Kop ud til sidste Draabe, tyggede den sidste Mundfuld Brød, børstede Krummerne af sit Skød, tørte sig om Munden, og gav nok saa frejdigt Madamen et Kys.
»Men Bumble dog!« hviskede den omsigtsfulde Madam (som var i den Grad forskrækket, at Stemmen næsten gik fra hende). »Jeg skriger, Bumble!«
Dertil sagde Bumble ingenting, han lagde blot langsomt og værdigt Armen om hendes Liv. — Saasom Madamen iforvejen havde sagt, at hun vilde skrige, maatte denne nye Dristighed naturligvis have tilskyndet hende yderligere til at gøre det. Men der blev ingen Brug for det, thi i det samme bankedes der hastigt paa Døren. Øjeblikkelig fo'r Bumble behændigt hen til Vinflaskerne og gav sig til ivrigt at støve dem af, medens Madamen skarpt spurgte, hvad der var. Det fortjener at fremhæves som et mærkeligt Vidnesbyrd om, hvorledes en Overraskelse pludselig kan ophæve Virkningerne af selv en stor Forskrækkelse, at Madamens Stemme helt havde genvundet sin vanlige Barskhed.
»Aa om Forladelse, Madam,« sagde et gammelt hæsligt Fruentimmer og stak Hovedet ind ad Døren, »men gamle Sally er lige ved at dø.«
»Ja hvad kommer det mig ved?« spurgte Madamen bistert. »Tror du maaske, jeg kan holde Liv i hende?«
»Aak Gud nej, Madam,« svarede den Gamle, »dèt kan ingen, der er ingen Hjælp mere! Jeg har set saa mange Mennesker dø, jeg vèd nok, naar det er ved at være forbi. Nej men hun er saa urolig; og naar Krampen engang imellem ikke har hende — for hun drages ellers haardt! — saa siger hun, at der er noget, hun maa have aabenbaret for Dem; før kan hun ikke dø!«
Madam Corney mumlede en Del Skældsord angaaende gamle Kærlinger, der ikke engang kunde dø, uden at de skulde plage deres Foresatte. Saa hyllede hun sig ind i et tykt Sjal, bad Hr. Bumble vente det Øjeblik, hun var borte, befalede den Gamle at rubbe sig og ikke være hele Natten om at hinke op ad Trapperne, og fulgte bagefter hende. Hun havde et meget surt Ansigt paa og skældte hele Vejen.
Da Hr. Bumble var blevet ene, bar han sig lidt underligt ad. Han lukkede Skabet op, talte Theskeerne, vejede Sukkertangen i Haanden, undersøgte omhyggeligt en Sølv-Flødekande, om den ogsaa virkelig var ægte, satte derefter sin trekantede Hat paa tvers paa Hovedet, og polkerede yderst værdigt fire Gange rundt om Bordet. Derpaa lagde han Hatten fra sig, stillede sig skrævende hen, med Ryggen op til Kakkelovnen, og lod til i sit stille Sind at foretage en omhyggelig Vurdering af alt Bohavet i Værelset.