Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet/3die Kapitel. Blandede Eksempler
Tredje Kapitel.
Blandede Eksempler paa de to Typers Forekomst i det
daglige Liv.
Som det blev sagt i Fortalen, er det en Fejl, naar Praktikeren forsømmer at tilvejebringe en vis systematisk Orden i sine Erfaringer. Han maa have de nødvendige Hylder i sin Hjerne, hvorpaa hver enkelt Erfaring har sin Plads og kan henlægges, ellers bliver det hele en uklar og sammenrodet Masse. Men naar han har bragt Ordenen og Sammenhængen dette Offer, kan man for øvrigt godt give ham Ret i, at den fineste Undervisning foregaar i Praksis. Fornuften er i Slægt med Hæmningsvirksomheden (Pag. 53). Hvor den har været, kommer der ofte til at se ud, som om et slemt Vejr var gaaet hen over Markerne, saa mange fine Spidser er der brækket. En Forfatter kan gøre sig saa megen Flid, han vil, saa opnaar han ikke at faa haarfine Ting til at passe ind i hinanden uden Beskadigelser. Han maa være glad, naar han ikke helt ødelægger dem. Han kan bedst mærke det derpaa, at det fremkomme ikke fuldt tilfredsstiller ham. Det ser anderledes ud, end han havde tænkt sig. Altid bliver der en Mængde Ting, der ikke staa, som de skulde, ikke ere betonede paa rette Maade, ja som ved nærmere Gennemsyn maaske slet ikke findes nævnte eller ere komne til at staa i et andet Lys, end de burde. Mangen Gang sukker han ved Slutningen af Arbejdet: »Det var ikke det, jeg vilde,« og i sin Misstemning føler han Lyst til at raabe ud til Læseren: »Men kan du dog ikke nok se, hvad jeg mener?« Der bliver ikke andet for, end at den sidste Appel altid saaledes maa rettes til Læserens Selvsyn. De sidste fine Spidser, som Forfatteren i sin Ubehændighed har brækket, maa Læseren selv rette op. Det er for i øvrigt noget, en Læser saa udmærket kan gøre, ja som man egentlig er berettiget til at fordre af en god Læser, at han skal gøre, Det er først ved slig endelig Afpudsning, at Læseren optager Sagen iblandt sine aandelige Ejendele. Først naar en Læser er kommen saa vidt, at han kan udbryde: »Ja, nu ser jeg nok, hvad Forfatteren mener; men han siger det ikke godt, han fortegner det helt, siger noget andet, end han mener,« først da foreligger der en virkelig Forstaaelse. Fra det Øjeblik af er Forfatteren overflødig og maa helst gaa med sine Værker; thi nu er det ikke nok, at de ikke mere behøves; men de kunne gøre Skade ved deres Mangler. Læseren ved nu bedre Besked, end Bogen kan give.
Der blev sagt om en bekendt Forsker, at han var lige ved at naa Maalet, at der ligesom kun manglede en ganske lille Smule — den sidste Smule, som det imidlertid er saa vanskeligt at faa med. Det kommer an paa, om det overhovedet er muligt at faa samme »sidste Smule« med, naar Talen er om noget nyt, som Hjernerne ikke ere passede til for endnu, og om Fejlen, hvor det mislykkes, saa meget ligger hos vedkommende Forfatter som hos Læseren. Der gives Ting, som Læseren ikke kan faa serveret til Kaffe og Cigar i en magelig Lænestol; men hvorom det hedder: »Vil Du med, saa maa Du virke«. De sidste Spidser, hvori Tilegnelsen ligger, kan egentlig kun Læseren selv rejse. Man kan ikke leve Livet for ham. Det maa han selv gøre.
Men for at naa til dette Selvsyn tror jeg, at der maa stødes til Læserens Selvvirksomhed ved en Art aandelig Botanisering. Han maa omgaas Kildeskrifterne, de upræparerede Originaler, han maa have Lejlighed til at tænke over en Række Tilfælde, hvis Indstilling i Systemet endnu ikke er forsøgt, Tilfælde, hvori man taler om Fænomenet for Fænomenets egen Skyld, ikke for noget Systems Skyld. Kun det kan kalde den Selvundervisning frem (Naturselvet), uden hvilken man aldrig kan komme til at eje en Sag levende.
Nu er det dog ingenlunde Meningen, at jeg vil bringe en hel botanisk Have ind og lægge den foran Læseren. Det har jeg ikke Lejlighed til. Men jeg elsker denne Botanisering — Undervisning af denne Art burde altid indtage en Hovedplads — og jeg vilde gerne, at der i hvert Fald i et Afsnit skulde holdes Plads aaben for slig Syssel. Vinder jeg nogensinde Tid til at komme tilbage til disse Ting, skal det være for at fortsætte og udvide dette Afsnit. Det er alene i denne Form, at Undervisning for »viderekomne« kan og bør meddeles.
Med disse indledende Bemærkninger skal jeg uden anden Kommentar end nu og da en henstillende Bemærkning gaa over til at forestille Læseren en Række spredte Smaaeksempler, som enhver har eller vil have kunnet opleve, og hvis korrekte Fremstilling enhver altsaa vil være i Stand til at kontrollere.
55. Der laa et Nummer af »Illustreret Tidende« paa Bordet
med et Billede: »Nytaarsaften udenfor Skovløberhuset«. Et meget
pænt Billede, hvori man øjeblikkelig fik fat i den Stemning, Tegneren
tilsigtede at fremkalde. Er det nu en Fejl ved et Billede? Saa
meget er vist, at der var noget, der stødte mig i dette, at man
straks kunde se Meningen. Der er noget ved al Hensigt, der gør
En forstemt.
Næste Aften var det Snevejr. Hele Alleen var dækket med Sne, Fliserne skilte sig ikke ud fra den øvrige Vejbane; det hele blev til en stor Brede, som det syntes af meget større Udstrækning end ellers. Det er mageløst, med hvilken Fart Tanken kan løbe hen over en Sneflade. Der er intet, der standser den. Ellers skal den standse lidt ved hver lille Genstand, hver Sten, hvert Græsstraa, ligesom slaa en lille Hvirvel om hver — det sinker og gør Løbet saa tungt. Her er alt glattet ud, saa at den løber som paa Ski. Det giver Ligeløb og Aabenhed. Lyset fra Butiksvinduerne skinnede hyggeligt ud paa Sneen. Jeg følte mig vel til Mode. Pludselig gik det op for mig, at der jo egentlig kun manglede et Par Hjorte og en Jæger i, at det hele var som paa Billedet i Gaar. Det var da pudsigt! Thi nu stod det ganske anderledes. Nu var der ingen Ting, der stødte, ingen Ting, der ærgrede. Men ganske vist — der var heller ingen Ting, der vilde noget; det kom ganske lige imod mig (Ligeløb). I Gaar var der udpræget Tilbagevending (Reproduktion). For Resten forekom det mig, at jeg i dette Øjeblik vilde have kunnet se paa det omtalte Billede uden mindste Ubehag. Jeg kunde i hvert Fald tænke derpaa uden Ubehag. Nu var Stemningen engang bleven aaben i den Retning, Man skal komme aaben til saadan noget. Derfor er det vel at unge Mennesker, i hvem Sindet er aabent, kunne føle sig tiltalte ved æstetiske Paavirkninger, for hvilke vi andre føle Kedsomhed, ja Vammelhed.
56. Lignende Forhold har jeg truffet paa Maleriudstillinger.
Som Ung kom jeg meget paa den Kgl. Malerisamling paa
Christiansborg, hentede der mange af mine bedste Indtryk. Det var tilfældigt,
jeg fandt derop, og de første Stemninger deroppe havde
Tilfældighedens hele Friskhed og Kraft. Siden skadede det noget, at man
vidste, at der var Skatte deroppe; men dog var det ikke anderledes,
end at man godt kunde styre lige hen paa dette og hint Maleri, som
man nu havde erfaret kunde sætte En i Stemning, og virkelig
genfinde Stemningen. Ungdommens Friskhed besejrede Kredsgangens
hæmmende Indflydelse og udvirkede, at alting alligevel endte i
Ligeløb. Saa kom der en Tid, hvor Besøgene bleve sjældnere. Slid og
Slæb trykkede den aandelige Vækst ned. Det var, som om man ikke
kunde tillade sig slig aandelig Luksus mere, som om det ikke rigtig
var Alvor at tænke paa sligt. Kom man saa en enkelt Gang derop,
kunde hin Ungdomskraft ikke bryde igennem mere. Man huskede
godt nok de gamle stemninger, man styrede endnu lige hen imod de
gamle Billeder; men man kan huske saa længe paa en Erindring, at
den bliver ufrisk. Der havde lagt sig en Forgemthedens Aand over
de gamle Venner deroppe, som man ikke formaaede at bryde.
Billederne vare ikke levende mere. Det var altid, som om man levede
tilbage gennem hine gamle Tider paa ufuldkommen Maade, som om
Øjeblikket ikke havde noget selvgyldigt Liv, men tilhørte Sliddet derude. Jeg husker en Dag — der var hengaaet meget lang Tid —
at jeg fandt paa at ville derop; det var Ferie, og det kom mig for,
at jeg trængte til lidt aandelig Bevægelse. Ja, Christiansborg var
forlængst brændt; Billederne vare komne til at hænge paa et nyt
Sted, i en ny Rækkefølge; men de vare der allesammen. Jeg huskede
dem jo saa godt; der hang dette, og der hang hint. Jeg huskede
ogsaa godt de ildfulde Følelser, de engang vakte; men idag var det,
som om intet kunde vækkes mere. Hin Forgemthedens Aand var
bleven saa tyk, at det grænsede til det modbydelige. Det var umuligt
at genoplive disse Følelser. Naar jeg saa paa Billederne, maatte
jeg ordentlig bedrøves over mig selv. »Lever jeg ikke mere, er jeg
gaaet ud?« spurgte jeg mig selv. »Hvor har det Stykke der engang
kunnet fylde mig med Ild. Nu er der ikke en Gnist at hente mere.
Ligegyldigt og uden Fang kan Blikket løbe hen over hele Væggen.«
Ja, det kunde det. Nu og da standsede det ved Hjørnet af en
Ramme, og saa kunde man sidde halve Timer og se derpaa, som
om den var et af Kunstværkerne. Jeg brød mig ikke om at se paa
noget af det hele. »Det kan jo være mig det samme med alle disse
stemninger; hvad komme de mig ved? At der nu har siddet saadan
en solbeskinnet lille Sky paa Himmelen der, kan ret gerne være;
men hvad saa? Hvorfor skal man ase med alle disse Forestillinger.
Se nu det Stykke der fra 1848, hvor de køre i Holstenskvogn; nu
skulde man begynde at føle gammelt ved det. Næh! Jeg forsikrer,
jeg gør det ikke. Saa lad mig før hedde en Filister. Der er noget,
jeg oprøres imod derved. Naar man har naaet en vis Alder, er man
ikke længer oplagt til at gaa og følge alle de Anvisninger paa
Følelse, Folk kan finde paa at hænge op. Hvorfor i al Verden
skulde man gøre det, gaa og krybe ind i alle disse »Skind«, hvoraf
hver enkelt jo kun er en Begrænsning for Tanken. Hvor det ordentlig
er en Vederkvægelse at nøjes med at se paa Rammerne. Underligt
nok faldt det mig slet ikke ind at gaa. Saa satte jeg mig i en af
de behagelige bløde Sofaer, der staar, lagde Hovedet tilbage og kunde
i lange Tider se paa en eller anden Gesims, et gammelt Stykke
forgyldt Ornament el. l. Hvor det var dejligt! Hvilken Fred kunde
der ikke komme til Stede i Sindet! Hvor vidunderligt, saaledes at
lægge Verden bort, ret som om man var død og borte, og det var
et forbigangent Standpunkt, da man havde noget med Livet at gøre!
Hvad har man til syvende og sidst med det at gøre? Med Alderen mindre og mindre. Se den Aftenlysning der paa Billedet; med den
har man at gøre. Det er, som om den gik langt ud over det
nærværende, bort fra Tiden og Øjeblikket, som om den hang der paa
Væggen og levede sit eget Liv uden at bekymre sig om Mennesker.
Den tykke lille hvide Sky dér — hvor er den nydelig! Ih! Men det
var jo den, jeg før ikke gad se paa. Hvordan kunde det være?
Jeg maa ikke ret have lagt Mærke til den. Og se nu der! Hvilken
sælsom Frihed for Sindet ligger der ikke i de lange fine Slørskyer
ud over det blaa Hav og de gamle Ruiner fra Tider, hvorom man
vistnok slet ikke gør sig nogen ret Forestilling! Den Kyst kan jeg godt
lide — vistnok fra Capri eller saadan et Sted — blaa Bjærge i
Baggrunden — det er, som om man hørte Bølgerne skylle imod Land.
— En gammel Mutter med sin Kop Kaffe! — Nej se, hvor det
Maanelys der spiller koket i Andemaden! Og saa det gamle Hus fra 1848,
hvor de køre i Holstenskvogn. Ak ja! Det var andre Tider end
dem, vi nu har. Men se, se! Det var jo det Billede, der for lidt
siden irriterede mig saa stærkt, Hvordan kunde dog det være? Man
ligesom forbavsedes over at se Tingene fra en ny Side, mærkede ikke,
at den gamle Bevægelse fra Fortiden paany havde listet sig ind i
Sindet, ikke som Opkog af gamle Erindringer, men som et selvgyldigt
Øjebliksliv. Nu gik man aaben imod Tingene, før mødte man dem
lukket. Det giver den Forskel i Verdens Udseende.
Men da jeg kom ud og gik hjem over Kongens Nytorv, var det helt mærkeligt, som Træer, Huse og Brolægning saa forandrede ud — saa lyse, friske og rene i Konturerne! Det forekom mig, at jeg saa et meget større Stykke af Torvet, end jeg ellers plejede at kunne rumme i et Synsfeldt; det hele syntes mig mere at ligne et Maleri end Virkelighed. Det kunde ordentlig vække min Opmærksomhed, at disse Figurer her rørte sig; det kunde de ikke paa Billederne. — Paa Østergade mødte jeg en pæn Mand, hvem det var nødvendigt at give en tilsvarende Hilsen. Det var modbydeligt. Nu mærkede jeg først, at jeg var kommen ud i det daglige Liv igen.
57. En mørk Vinteraften i Fygevejr gik jeg op og ned ad
Gulvet i Ventesalen paa en lille Landstation imellem Slagelse og
Næstved ventende paa Toget. Dengang vi kom kørende, kunde vi
langt ude fra Vejen se Lyset fra Stationen skinne med
imponerende Fylde. Man forstod straks, at det ikke var Lys fra et Husmandsvindue; men at det var et Kulturfænomen. Nu, vi vare komne
her, var Indtrykket ikke saa mægtigt, navnlig ikke i Ventesalen. En
Petroleumslampe kastede et alt andet end stærkt Skær over det
kedelige Stationsbohave og over de vaade Spor af Snestøvler paa Gulvet;
henne ved Døren havde der efterhaanden dannet sig en fuldstændig
Sø. Jeg gik i Staa ved Glasdøren ud til Banen. Hvor det var
indholdsløst det hele! Udenfor Stationen var der vistnok til den Side
nøgen Mark; men man kunde ikke se det i Mørket. Der var aldeles
sort at se ud. Vinden bar lige paa, og det susede i Dørsprækkerne
med en Lyd, som godt kunde vække Forestillingen om, at man var
tilsøs. Der vilde godt have kunnet være Hav derude, uden at det
havde kunnet ses. Jeg afbrød hurtig denne begyndende
Fantasibevægelse: »Nu skulde jeg vel begynde at tænke mig store, sorte
Bølger arbejdende derude, og Skibstovværk uhyggelig tudende i
Vinden. Nej, jeg gør saamænd ikke. Naar jeg ser paa de Døre der,
ønsker jeg jo kun at blive fri for dem; men saa bør jeg ogsaa lade
Fantasien hvile og kun betragte dem som Fænomener. Ellers rykker
de mig jo straks paa Livet. Nej, sus kun Storm! Godvillig vil jeg
ikke have noget med det hele at gøre.« Saa kom jeg til Næstved.
Sneen fygede langs hen ad Perronen. En lille Dreng gik og raabte
med noget, der var dækket af Papir; jeg syntes, det var Synd, at
ingen købte af ham i den Kulde. »Hvad har du min Dreng?«
spurgte jeg. Han saa ganske forbavset paa mig, raabte
»Frokostkurve« og gik videre, uden at jeg heller standsede ham; thi det
kunde jeg ikke godt købe. Med en Følelse af Afmægtighed overfor
Livets Haardhed og Tryk saa jeg over imod Stationsbygningen, som
Toget holdt lidt ud fra. Smaa Sneskyer svævede som lette
Skikkelser forbi Lygter og Hushjørner og opløste sig. Der var ikke
noget at gøre ved det hele. Man kunde lige saa gerne ganske stille
se paa det. Et stærkt Lysskær fra Vinduerne faldt ud over Perronen
og Banen i Sneen. Det fangede Blikket en lille Smule, holdt
Opmærksomheden et Øjeblik tilbage. Folk larmede og stræbte omkring;
det fangede ogsaa. Et Øjeblik syntes jeg, at Vinden holdt inde, saa
at der blev lunt og stille henne ved Lysene, som derved mere kom
til at beherske Stemningen. Overraskende paakom der mig et
Glimt af Hyggelighed midt i al denne øvrige Uhygge. Det var,
som om jeg vendte mig om og greb efter denne Følelse, og nu
forekom pludselig det hele mig vidunderlig skønt. Hvad det var, som var skønt, havde jeg ikke Spor af Tanke om; men der var noget,
der kom mig yndigt for. Det var, som jeg vilde udbryde: »Her er
endnu et Korn, der har Værdi, naar man kunde faa fat i det; men
det er umuligt.« — »Det vilde være umuligt,« tænkte jeg siden, »at
afmale et saadant lille Træk«. Jeg forsøger det alligevel her; men
jeg indrømmer, at det ligner ikke. Om Læseren skal kunne gætte
Meningen efter denne Tegning, vil udelukkende bero paa, om han har
været i lignende stemninger selv. Ellers forstaar han mig ikke.
Dog vil Historien altid kunne bruges til at belyse, at Modgang giver
Ligeløb. at en frastødende, haabløs Omgivelse bringer En til at give
Slip paa Reproduktionen og derved retter En fremad. Omvendt,
hvorledes blot det mindste Læ bag en Stationsbygning bringer Folk
til at gaa i Kredsgang igen. Det er noget, Folk ligesom med Magt
skal holdes fra. Man elsker Reproduktionen simpelt hen paa Grund
af dens mageligt erhvervede stærke Virkninger. Kun Modgang
reproducerer man ikke. Ubehagelig Mad holder man ikke af at faa
to Gange; det kan være nok med den ene. Derfor er det vel
sagtens, at Naturen er nødt til at føre saa meget af den Vare. Var
det Musik og Blomster altsammen, bleve vi alle siddende i den mest
intensive Kredsgang. Nu driver Storm og Snefog os fremad.
58. En anden Gang, en livsfrisk Sommerdag med Sol og
Byger, var jeg kommen ud til Søborghus Kro. Skønt denne Kro
ligger saa nær Byen, er det ikke enhver Københavner, der kender
den, og navnlig kender han ikke Vejen dertil fra Frederiksberg
norden om Byen forbi Bellehøj og Utterslev. Den er endnu komplet
landlig med Korn og Græs; men det landlige ligger ligesom i Kamp
med det byagtige. En rigtig Overgangsvej. Ret som jeg kom til
Kroen, blev jeg sulten, og da der paa den anden Side af den saas
lange, nøgne, som det syntes næringsløse Vejstrækninger, følte jeg
mig draget som af en magnetisk Kraft, gik ind i Haven og fandt et
hvidt nyhøvlet Bord imellem nogle temmelig voksne Kyllinger, idet
jeg i Forbigaaende bestilte noget Kaffe af en Pige. For et Bysbarn
lyder et Hanegal af en halvvoksen Kylling komisk — denne hæse
Stemme! Jeg skulde ret til at nyde dette Fænomen, da der pludselig
kom en af Dagens vældige Byger, der bragte alt Fjerkræ til at
flygte ind i et nærliggende, lukket Lysthus. Lidt efter, da det
begyndte at regne igennem Træerne og dryppe paa Bordet, hvor jeg sad, indsaa jeg, at Kyllingerne — erfarne som de vare paa Stedet
— havde handlet klogt, rejste mig og gik bagefter, fulgt af en
grim, næsten med Grævlingeben forsynet Hønsehund, der i
Forventning om en Bid stadig holdt Øje med mig. Vort Komme i
Lysthuset bragte stor Forstyrrelse, idet samtlige Kyllinger troede det
nødvendigt at forlade Huset, hvad der, da der kun var een Indgang,
maatte ske umiddelbart forbi de indtrædende. Det er altid
forekommet mig, at der er noget ved halvvoksne Kyllinger, der minder
om unge Piger. Hvilken Spektakkel de kunne gøre! Da Lejligheden
var ryddet, satte Hunden og jeg os ned og spiste Frokost. Der var
ikke meget at dele, og da Hunden tilsidst indsaa dette, lagde han,
formentlig især i Misfornøjelse over at være bleven budt et
Sildeskind, sukkende Hovedet lige ned i Gruset imellem Poterne. Stundom
saa han ganske idiotisk ud af Øjnene, stundom løftede han, naar en
eller anden Lyd hørtes, kløgtigt paa Ørene. I saadanne kloge
Øjeblikke forekom han mig at være ringest, saa knyttede hans Interesse
sig til en eller anden Gaardskarl, en Hest el. l. Naar han derimod
saa rigtig idiotisk ud, var der noget i hans Blik, der udsagde, at
han havde hele Universets uendelige Dybde for sig, som han ikke
forstod det mindste af; det kunde vi snart blive enige om; thi det
gjorde jeg heller ikke. Naar han saa saadan ud, kunde jeg ikke
lade være at give ham en Bid; thi jeg følte, at vi vare Kammerater
i samme Situation og i Grunden vist ikke saa forskellige, som man
tror og siger. Over for hans Klogskab følte jeg kun Ringeagt:
Hundeklogskab, Hundeoverlegenhed! Den lignede ganske
Menneskenes. I denne Naturomgivelse — under denne store, hvælvede
Himmel — syntes intet mig saa modbydeligt som Klogskab.
Klogskab bygger paa Lukkethed og Tilbagevending; men hvor uskøn er en saadan Tilbagevending til sig selv ikke over for den saa at sige uendelig aabne Natur! Se Solstraalerne, hvor de spille og glimre i det vaade Græs og paa Blade! Man føler Milene ud til alle Sider. Og fra denne Uendelighed tør saadanne Skabninger et eneste Øjeblik afgrænse sig og tro, at de indenfor deres egne Dimensioner kunne rumme noget. En Skabning er en Afgrænsning af Naturen; men deri ligger just dens Svaghed, dermed bliver den billedlig talt med det samme stødt ud af Paradiset. Kun ved en fuldstændig Aabenstaaen til alle Sider kunne vi komme tilbage til Naturen igen, faa Del i dens store Dimensioner og store Liv. Nu er det Tørvejr igen; Hanekyllingerne staa og gale ude i den vaade, solbeskinnede Havegang. Nu maa Vi ud og bruge Tiden til at aabne os for Naturen.
Det Blik, som Hunden i Søborg satte op, ser man ikke hyppig hos Mennesker; dertil staa de Naturen for fjernt. Kan være, at en og anden i ensomme Timer i sit Hjem sidder og ser saaledes hen for sig; men træder nogen ind ad Døren, retter han sig hurtig, og ingen faar det at se. Dog kan man træffe det ude paa Landet blandt Naturbørn; det har altid virket paa mig med en ejendommelig Magt. Jeg husker engang, jeg sad og hørte paa et Foredrag. Taleren stod midt i en levende Udvikling, han var kommen ind paa ved Omtalen af en By i Spanien. Lige overfor sad en af Livslyst struttende ung Knøs med sin gamle Fader, der just den Dag var kommen hen for at se til ham. Der var en mærkelig Modsætning imellem de to. Mens Sønnens hele Blik og Holdning lige indtil Maaden, hvorpaa han spærrede sine Ben ud i en stærk Stilling, udtrykte noget af dette at ville gaa paa egen Haand, der altid stemmer til Modvillie, fordi man føler, hvor ynkværdig menneskelig Selvstændighed er, saa hvilede Blikket med Fred ved den gamle. Det var en mager lille Bondemand, paa hvis Pande, der ligesom af Vane perlede af Sved, selv naar han sad ganske stille, Slid og Slæb havde sat dybe Furer. Engang imellem aftørrede han den med sit røde Lommetørklæde. I den duvede Stilling, hvori han sad, saa han ud, som om han aldrig kunde tænke paa at ville være noget selv, som om Livets Alvor havde lært ham, at der var dybere Ting at tænke paa end sig selv. Dette her opfattede han øjensynligt som en Art aandelig Leg; men naar han ligesom langt nede fra saa op imod Taleren, udtrykte hans Blik en ubegrænset Tillid og Forvisning om, at det sagte jo sikkert var til Ungdommens Bedste. Dette om Spanien kunde han jo ikke opkaste sig til Dommer om, men at der hørte stor Dygtighed til at staa der og tale, kunde enhver forstaa. Der kan i et saadant aabent Blik være noget aldeles betagende. Man føler, at denne Mand, der ingen Ting er og slet ingen Ting vil være selv, staar i et langt dybere Forhold til det store Naturliv end alle disse Kloge omkring ham tilsammen. Man kunde have haft Lyst til at klappe ham. Et saadant trykbetynget, aabent Blik kan i et eneste Sekund lære En mere Brodersind og Kærlighed til Næsten end de længste Prædikener. Det er Naturen, der prædiker sit Evangelium ud derigennem paa uendelig fuldkommen Maade. Man forstaar i et Nu, hvorledes vi alle ere Parthavere i det samme store Arbejde, og hvorledes denne gamle trofast gør sit meget bedre end vi andre. Der er noget i dette aabne Forhold til noget større — ligegyldig om vedkommende klarer sig, hvad det er, eller ikke — der uvilkaarlig fænger Beskueren. Han føler, at han staar over for noget, der maa betragtes med det allerstørste Hensyn, jeg kunde fristes til at sige med Ærefrygt, føler, hvor usselt han vilde komme til at staa, hvis han hævdede sit Selv over for slig Aabenhed, og han skynder sig med at lægge Selvet ned for ikke at tage Skade ved at blive den store. Hvor Reproduktion mødes med Ligeløb, maa den altid skyndsomst træde til Side, hvis den ikke vil lide et aandeligt Nederlag.
Tit har jeg følt noget lignende over for Børn. Der lyser ogsaa noget af det samme ud af dem, som vi saa hos denne Gamle, noget af dette underlig broderlige. Saa snart man ser et Glimt deraf hos Næsten, kender man ham og omfavner ham, selv om han er aldrig saa lille og fattig. I Reglen ses kun det personlige, dette Skillerum imellem Sjælene, der stemmer til Ringeagt, hvor det træder frem, som avler Kiv, Strid og Forbandelse til alle Sider.
Spørgsmaal til Øvelse: En Elev vil fotografere hin gamle Bondemand. Har han Lov til det? Jeg mener absolut nej. Han vil ikke kunne gøre det uden at tage Skade selv. Det er Tilbagevending paa et ganske særlig farligt Punkt. Man har Lov til at nikke venligt til saadan en gammel Stridsmand og i Forbigaaende give ham et broderligt Haandtryk, og det endda kun for saa vidt som man er ganske sikker paa at kunne gøre det virkelig aabent og ligeløbende (uden æstetisk Kredsgang af nogen Art, Overlegenhed el. l.). Men saa skal man lade ham gaa og danne sit Led i den store Naturaabenhed, der ikke taaler Tilbagevending over for sig. Da Loths Hustru rendte sig og saa tilbage, blev hun til en Saltstøtte. Jeg vil gaa meget videre: Det er et stort Spørgsmaal, om han kan fotografere en højtidelig og stemningsfuld Naturomgivelse uden at tage Skade derved (jfr. »Om størst Udbytte af Sjælsevner« Eks. 114).
59. Hvad man kan faa en synderlig Afsmag for i vor Tid, er
Ord. En ny Idé fødes intuitivt, altsaa uden Ord. Saasnart den er sat
i Ord eller System, er den nyfødende Udvikling afsluttet, og hvis man da
ikke passer paa at gaa fremad, men begynder at gaa Kredsgang om, hvad man har fundet, gaar det hele i Forraadnelse. Det er denne
Fordærvelse af det indre Nyliv, der saa hyppig knytter sig til Ord, disse
Reproduktionens Værktøjer. Jo færre Ord, der kan bruges om en Ting,
desto bedre. Jeg havde en gammel Lærer, der oprindelig havde været
Smed og aldrig talte meget. Et »Naah« og et Nik var det meste, der
kom fra ham; men hans Tavshed var af større Betydning for vor
aandelige Udvikling end samtlige de Veltalenhedsstrømme, vi fik
andensteds. Der er noget, der ikke kan siges, men maa praktiseres ind i
Folk (Mødres Indflydelse paa Børn), og dette »noget« var der i hans
Undervisning. Han kunde paa en ejendommelig Maade gaa den
lige Vej og faa andre til at følge efter, uden at der blev sagt noget
derom. En Gang skulde han lære os om visse Talforhold, der
uvilkaarlig tilfredsstille Øjet, naar de ere til Stede i en Bygning eller
lignende, »De ved det godt« sagde han om Arkitekterne; »men de
siger det ikke,« og det var, som om han i Maaden, hvorpaa dette
blev sagt, vilde udtrykke en væsentlig Ros. Jeg har senere tit
maattet tænke paa disse kantede Ord. I det, som man ved, men
ikke siger, ligger vort bedste Liv. Naar man har sagt det, er
det ikke langt fra, at man med det samme har ødelagt det.
Naar der ikke er et inderste Liv i et Menneske, som han ikke taler
om, duer han egentlig ikke. Det er det, der skal bære ham, og,
hvor underligt det lyder, er det til syvende og sidst det, han virker
mest med; thi det kan ses paa ham; det skinner ud igennem ham,
gennem hans Handlinger, hans Blik, hans hele Væsen; ja, har han
en Dag vundet talrige Venner ved et Foredrag, kan det godt være,
at det ikke nær saa meget er ved det, han har sagt, som ved
det, han ikke har sagt. En af vore fineste Tænkere har ytret, at
han kunde have stort Udbytte af at tale med en gammel Husmand.
Jeg tænker, han stod og opdagede noget i den gamle, som denne
vidste, men ikke sagde, en og anden gammel Sandhed, som
Menneskeheden er født med, men har glemt, eller maaske har talt saa
længe om, til den er bleven ødelagt. For dem, der have en
tilstrækkelig fin Opfattelse, skal Træer og Stene være de allerfineste
Lærere, man kan udvælge sig:
Vi sprang ned til Fjorden, vi stirrede med
Den askegraa Bauta, hvor gammel den stod;
Hun stod der end ældre, sa'e ingen Ting;
Men stensatte Hauger laa rundt i Ring.
(Bjørnson.)
Stundom, naar man havde været ude om Aftenen og talt ivrig op med de andre om, Gud ved hvad, kunde Træerne paa Hjemvejen se ganske stille paa En. De sagde ingenting; men man skammede sig som en Hund. Det var Reproduktionsselvet, der luskede af for Ligeløbsselvet.
Jeg husker saa klart, da Løvet faldt i Fjor. En Frostvejrsnat tog det sidste. Om Morgenen, vi kom ud, laa det der altsammen. En vemodig Stemning kommer over En ved at se disse Masser af grønne Blade ligge, det sidste, det sidste. Hvor ser det dejligt ud, som det ligger i Overflod paa Jorden. Men nu gaar det fra En. Det var, som om Begivenhederne kom En for hurtigt, som man endnu ikke rigtig havde faaet set paa disse Blade i Aar. Man burde have passet Tiden; nu er det for sent. Nu staa de nøgne Grene og rage op i Luften. En sær Fred er der kommen over dem. Der er intet mere. Saa længe der var et eneste Blad tilbage i Træet, var der Uro i Sindet; man tænkte endnu paa Aarstiden, gik og saa efter, hvad der var tilbage. Nu er der ligesom intet at tænke paa. Naar Aftenen kom med Lygteskin, kunde der være noget sælsom roligt ved at gaa og se paa alle disse mørke, nøgne Grene i den endnu milde Luft. Man kunde gaa og aabne sig for Intetheden i en egen Hvile. Det var, som om der laa en Slags Rigdom i dette, at der intet fandtes, som om de tomme Grene lærte En derom. En egen ren Undervisning, ganske anderledes rig end den, man faar af Mennesker. En Mand gik forbi og vendte sig om: »Er det ikke D. F.?« udbrød han, »Kender de mig ikke? Jeg er Hansen, deres gamle Elev«. Vi stede og talte lidt. Jeg fulgte ham op ad Alleen. Han fortalte, at han havde været sindssyg, siden vi saas sidst. Nu var han kommen sig igen og havde faaet lidt Arbejde med nogle Blade. Han haabede nok, han skulde klare sig, naar han blot maatte beholde Helbredet. Jeg fulgte ham hen til en Sporvogn i Runddelen; gik saa tilbage. Hm, ja saa! En stor, klar Stjerne lyste imellem de nøgne Grene. Mennesker kunne nok yde Bidrag til Undervisning af ovennævnte Art; men de gøre det finest, naar de tale om eet og uden at vide det vidne om noget andet, som de ikke sige et Ord om.
60. Mærkelig er den aabnende Indflydelse, det nye har paa
Sindet. Det kan være det tarveligste ny f. Eks. en taabelig Mode
bestaaende i, at man hænger en Tournure paa Bagen, saa gribes den med Begærlighed, saa længe den er ny, det kan være de
skrækkeligste Lærdomme eller Kunstretninger — blot de ere nye, er der straks
en Mængde med. Denne Sans for det nye maa ingenlunde forkastes;
den bunder vistnok i hvert Fald i mange Tilfælde i en vis Sans for
Ligeløb, Vammelhed ved gammel Kredsgang. Det nye maa jo ifølge
Sagens Natur altid medføre Ligeløb. Hvor ældre Baner mangle, kan
der ikke være Tale om Genbrug af dem, altsaa heller ikke om
Kredsgang. Det nye maa altid rette En frem efter og derved forfriske
Sindet. Men selvfølgelig ligger der ingen Værdi i Nyheden, hvis
ikke Ligeløbet er af den Beskaffenhed, at det kan holde sig, hvis
man styrer ind i den første den bedste Bane, der efter kort Tids
Forløb viser sig at være en cul de sac. Betingelsen for, at et lige
Løb skal kunne holde sig, er, at der virkelig er Vej fremad, at
Banen er naturstemmende, tilrettelagt af Naturens Haand. Er den
ikke det, vil man være i Kredsgang, og det hele være gammelt, inden
imorgen. Man kan begynde med det smukkeste lige Tilløb, saa gaar
det En hurtig som det tynde Søm, der krogede sig ved at gaa i
Væggen (Pag. 54). Man taler om at bryde nye Baner; men har
Naturen ikke brudt dem i Forvejen, kommer Folk ingen Vegne.
Den Fortjeneste, et Menneske kan indlægge sig paa den Maade, er
saare ringe og indskrænker sig egentlig til, at han lader være med at
gaa paa egen Haand, nøjes med at følge de simple Baner, Naturen
lægger lige for ham. De ere de eneste, der kunne holde sig ny. En
naturstemmende Bane kan holde sig ny, saa længe det skal være; de
Unges Kærlighed til det andet Køn er trods alt, hvad der i
Aartusinder er sunget og skrevet derom, endnu den Dag i Dag »immer
neu».
61. En ung Ingeniør har meddelt mig, at han under Arbejdet
med Tegninger og Projekter kunde have en Følelse af »Ly«, der
stod i afgjort Modsætning til den Stemning, han havde paa
Forretninger i Marken.
Det er meget rigtigt. Det er i Grunden ikke andet end det samme, Turgénjew fortæller os i Jægerhistorien (Eks. 19), den gamle Forskel imellem Lukkethed og Aabenhed. Arbejde ved et Projekt har nærmest Plads i den lukkede Type. Det lyder underligt, at Arbejde kan være andet end udførende; men det gaar med Arbejde, som det gaar med ethvert paa Livstrøm beroende Fænomen, det har to modsatte Former, en aaben og en lukket — Strømmen kan enten gaa lige eller i Kreds — Arbejde og Arbejde er to Ting. Der gives Arbejde, hvormed der ikke er forbunden nogen nævneværdig Udførsel, Arbejde, hvorved den samme Lire bestandig drejes, og hvorved men langt mere trættes af Mangelen paa Udførsel (Trang til Adspredelse) end ved Afgivelsen af levende Kraft. Man tør vel endog sige, at den allerstørste Del af det daglige Livs Arbejde hører til dette Kredsarbejde. Ved virkelig Udførselsarbejde mærker man ligesom en Ild indvendig. Naar Arbejdet en Dag gaar rigtig rask fra Haanden, naar det ligesom griber fat af sig selv, avler en egen fængende Stemning, saa har men denne Slags for sig. Saa er der Udførsel, saa kan man blive træt af virkelig Afgivelse af levende Kraft. Men ved hvormeget af det, vi til daglig kalde Arbejde, gaar det saa varmt til? Det meste udføres ret lunkent af det daglige løbende Oplag af levende Kraft, af den som Betingelse for Liv bestandigt løbende Kredsstrøm, hint Svinghjul (Personen, Pag. 49), der regulerer Gangen af det daglige Maskineri ved at optage det løbende Indfang fra Omgivelserne og til passende Tid igen afgive den til det løbende Forbrug. Med andre Ord: Det er Reproduktionsvirkning, Arbejde med levende Kraft, der har været rundt engang for, Personlighedsarbejde, Personlighedstænkning, Personlighedstale.
Ved virkeligt Udførselsarbejde er der ingen Personlighed. Alt gaar med, Reserven maa i Ilden. Man kan indvende: Hvorledes kan det da være, at der ved sligt »varmt« Arbejde kan være saa god Regulering, som der faktisk er? Der er jo netop en Fart i Arbejdet, som man ellers ikke kender. Ja det hænger sammen med Tilstedekomsten af en ny regulerende Faktor, Legemet. Det tærede man ikke paa ved hint Kredsarbejde. Vævene ere Forraadskamre, som der til daglig ikke tages videre til, saa længe Regulatoren kan besørge Udgiften. Men naar Svinghjulets Indhold af levende Kraft er fortæret, maa Vævene rykke frem. Man kan tydelig mærke, naar der gøres Angreb paa dem; det er, som om der blev sat Ild paa dem. I Virkeligheden foregaar der en Proces, der minder om en Antændelse. Man kan ikke saadan uden videre gaa hen og tage levende Kraft af Vævene; der skal noget fængende til, en Idé, noget, der rigtig griber En, en Selvovervindelse el. l. Med Aarene bliver det vanskeligere at finde sligt Fængstof. Man bliver tungere, tykkere og vanskeligere at sætte Ild i. Dog er der enkelte, der kunne bevare en egen Evne til at faa Gang paa disse Forraad. Der er Mennesker, hvis bedste Eje er denne Ild, som paa Grund af den kunne føle sig opfyldte med en forunderlig Glæde ved blot det at leve — fjernt fra saa vel Regulatorerne omkring dem som Begivenhederne i Verden overhovedet. Det er Folk, der forstaa at leve, som leve det Liv, Naturen oprindelig har bestemt for Mennesker. Det er en stor Fejl, at man ikke passer sin Ild bedre, end man gør. Det er en af den dannede Klasses allerstørste økonomiske Forsyndelser (et Hovedpunkt i Økonomilæren). Tag Din Stok, Læser, og gaa Dig en lang Tur ud i Landet, til Du rigtig faar sat Ild paa Vævene, og læg Mærke til, hvor Du kommer til at føle Dig som et andet Menneske! Du svarer mig, at Du har ikke Tid. Ja, der have vi det. Det har jeg heller ikke. Derpaa strander alting. Men økonomisk Synd er det, og vistnok har man intet ret Begreb om, hvilke aandelige Tab der lides, Individ for Individ hele Verden igennem paa denne Maade. Folk leve kun halvt. Man har ikke Tid til at leve.
62. At det sædvanlige daglige Arbejde er af lukket Natur,
kommer paa en pudsig Maade frem i følgende lille Eksempel. Naar jeg
Vintermorgener stod tidlig op, mens de andre sov, kunde der som
Rest af Nattens Hvile være en behagelig Stemning af Aabenhed,
mens jeg klædte mig paa. Det er en Aabenhed, der er som en
Mimose saa følsom; ved den allermindste Berøring bliver den sarte
Plante beskadiget og lukker sig. Natlampens hvirrende Flamme er
behagelig at se paa; man tænker intet derved. Alt som Ildtungen
snart hopper lidt op og ned, snart bevæger sig til den ene eller
den anden Side, føler man, at der er intet, som kalder. En lang
Skygge, som Randen af Glasset kaster paa Væggen, og som stadig
er i Bevægelse, skader heller ikke den aandelige Hvile. Mærkelig
nok, at Tankevirksomhed ikke generer f. Eks. Tanken om, at den
omtalte Skygge maa have Hyperbelform som Skæringen imellem en
retstaaende cirkulær Kegle og et lodret Plan. Dejligt er det, at
man ikke behøver at haste. Alt som man langsomt drejer de sæbede
Hænder omkring hinanden, staar man, som man sov. Men man
sover langtfra; man hviler. Egentlig et lykkeligt Øjeblik med en
sjælden Fred i Stemningen. Man er kun ikke oplagt til at tale
derom eller tænke derpaa. Saa træffer det sig, at Blikket falder paa en lille Æske med Lampevæger, der staar ved Siden af
Natlampen med fransk Udskrift: »Veilleuses 1. Qualité«. Snese Gange
har jeg, mens jeg stod og vaskede mig, læst paa den Æske uden
at tænke videre derved. Idag ved jeg ikke, hvorfor der ved Synet
af disse Bogstaver gennemfor mig et ubehageligt Stik, saa jeg
øjeblikkelig saa bort derfra. Mimosen kunde ikke taale det. Hvorfor
mon? Ja, det maa jo altsaa have forstyrret Aabenheden. Om det
nu var, fordi det var Fransk, at man derved mindedes om et
Koketteri med det udenlandske, der har stærke Stænk af Reproduktion i
sig, eller det var, at det overhovedet var ubehageligt at læse. Det
kom mig for, at der i al Opfattelse laa en Lukning. Man kan ikke
henvende sig paa en Ting uden ligesom at lukke sig over den.
Henvendelsen bestaar jo netop i, at man kommer tilbage til Tingen igen,
altsaa i Andengangssynet. Dertil kommer, at ethvert Arbejde, selv
det mindste, kræver en vis Anspænding; men al Anspænding er
umulig uden Tillukning. Man kan ikke samle Spænding i en
aaben Beholder. Under almindelige Forhold føler man det ikke,
fordi man jo altid har en Del Spænding oppe — nok til at læse
paa et Æskelaag; men her i denne Sovestemning, hvor alle Sluser
og Døre stode aabne, var der saa at sige slet ikke nogen Spænding.
Her kunde man ikke engang læse, uden at man maatte »samle sig«
først. Jeg formoder, at det nærmest var det, der var saa
ubehageligt.
63. Jeg har hørt Folk sige, at de ved at se paa det Liv, der
rørte sig rundt om i vore Dage, kunde blive grebne af en
ejendommelig Kvalme, at vor Tid var en Periode, i hvilken alle gode
Borgere maatte trække sig tilbage og holde sig hjemme. Hvorledes
det end maatte forholde sig hermed, saa er det sikkert, at der er
meget lidt Ligeløb i Tiden. Naar man har lagt en moderne Forfatter
fra sig og i Tilgift fulgt en eller anden Strid i Avisen, har været paa
Kafeen og hørt, hvorledes unge Levemænd kunne kalde paa en Opvarter,
eller i en Forsamling har haft Lejlighed til at beundre, hvorledes
vore fremragende Mænd paa Aandens Omraade kunne tale formfuldendt
med bred og klangfuld Stemme i Følelsen af deres Intelligens og
Betydning, naar man har gaaet en Tur ned ad »Strøget«, har været til
Protestmøde eller til Middag hos Konsulens paa Landstedet, kort sagt, naar
man har faaet et Pust af den Duft, der staar over Samfundet, kan man gribes af en Følelse, som om noget snørede sig sammen i Mellemgulvet.
Dejligt er det da at staa og se paa en lille rask Vandstrøm ude i
Bakkerne, naar den skyller ned ad en stejl Skraaning. Hvilken
Friskhed og Fart! Alene Lyden er saa fornyende. Det er, som om
Sjælen aabnede sig imod den og løb med. Der er ikke Plads til
Kredsgang over for sligt Ligeløb. Hvor ejendommelig fremmed synes
man ikke, vor Tid staar over for Naturen og dens hele Tankegang!
Og saa besynderligt netop paa et Tidspunkt, da man er utilfreds
med dens Modsætning. Hvad Grund have hine gode Borgere til at
trække sig ind i deres Skal og sørge over Tidens aandelige Ruin.
De kunne jo bare gaa herud. Her er ingen Ruin. Det er, som
man ikke syntes, at her var aandeligt Liv at hente, som om
det var en gammeldags Betragtning. Naturen hører til hint gamle,
der altid bliver nyt, (Eks. 60). Det aandelige Liv kan udvikle sig
saa ildelugtende, det vil, saa er den lige frisk med den samme rene
Luft, det samme dejlige Lys som altid. Du Misfornøjede, som tror
at kunne vælte Skylden for Din egen Sygelighed over paa Samfundet
med den Paastand, at det ikke er Mennesker, der leve nutildags,
betragt det hele som en ubehagelig Drøm og kom herud, saa skal Du
se noget, der endnu lever virkelig, paa gammel Vis. Og det er
tilmed det, hvormed Du alene har at gøre.
Dog er der stor Forskel imellem Landboere og Bymennesker paa dette Punkt. Landboerne ere kendelig paavirkede af at være saa nær ved Naturen, der hver Dag taler til dem om Ligeløb. Og saa have de Dyrene. Det er sikkert rigtigt, at det i hvert Fald i vore Dage er sundere at omgaas Dyr end Mennesker. Dyrene lære os Ligeløb, Mennesker Kredsning. Navnlig vil en stor By altid udvikle Kredsning. Det Liv, der rører sig der, er rigtig noget, der kan kredses om, en Hilsen af Vekselmægler T., et Pust af en fin Parfume i Forbigaaende, det sidste nye chic etc. etc. — ja egentlig er det ikke saa meget hver Enkelthed for sig, der optager En, som Samfundslivet i det hele. Det kan aldeles hinde Bymenneskers Tankegang. Det kan en god Kjøbenhavner holde ud med at kredse om gennem en hel Levetid i fuldstændig March paa Stedet. Naar man staar ovre paa Heden og ser ud over Landet uden anden Underholdning end et brægende Faar i Nærheden eller en Brokfugl, saa er der ikke noget at kredse om. Det viser altsammen udad.
64. Men nu Historie da, der tilsyneladende staar saa langt fra Naturen. Er den lutter Tilbagevending og Kredsgang? Nej, paa ingen Maade! Naar Historien udøver den mægtige Indflydelse, som den har paa vort Sind, naar den mere end mangen anden Viden formaar at rive En med sig, saa er det netop, fordi den kan sætte En i Ligeløb. Alt, hvad der tager det personlige Selv med sig, giver eo ipso Ligeløb (Eks. 16). Vi saa ved Naturen, at fordi en Vej er gammel og ofte brugt, behøver den ikke at føre i Kredsgang. I Historien træffe vi atter noget af det gamle, der altid kan blive nyt (Eks. 60). Det gaar med Historie, som det gaar med at leve i gamle Minder. Det er man ogsaa straks tilbøjelig til at erklære for Tilbagevending og Kredsgang; men det behøver ikke at være Tilfældet. Naar Talen er om Baner, der have en saadan gennemgaaende Betydning i et Menneske, at Bevægelsen deri er »født«, hver Gang, den kommer frem, saa have vi et Ligeløb, hvad enten Banen er gammel eller ny. Paa lignende Maade gaar det med saa mange af vore ofte gentagne Følelser, f. Eks. Forældres Kærlighedsfølelse over for deres Børn. Selv om den gentages tusinde Gange, er den »født« hver Gang paany. Folk, der ikke selv have Børn, dømme tit uretfærdigt derom. For dem faa slige Bevægelsesfænomener let et Skær af Reproduktion, grundet paa, at de ikke have gennemgaaende Baner paa dette Punkt. Det vilde blive Reproduktion hos dem.
At der ved Siden heraf altid bliver megen Tilbagevending og Kredsning i den historiske Syslen, kan paa den anden Side heller ikke benægtes; men den er af en egen værdifuld Art. Det vilde føre ind paa Artsbegrebet (Vurderingslæren), at omtale det her, det kunne vi ikke; dog skader det ikke at holde en Sidevej aaben paa dette Punkt, at henlede Læserens Opmærksomhed paa de yderst forskellige Arter (Kvaliteter), hvori baade Ligeløb og Kredsning kunne optræde. Man har Ligeløb lige fra de allerringeste dyriske Drifter til de højeste Livsytringer, Sjælen formaar at frembringe, og paa ganske lignende Maade gaar det Kredsning. Saaledes som vi ældre mest kende Kredsning — under Slid og Slæb og Interesser for Penge og Vinding — er den intensiv og haard. Smaa, tæt sammenrullede, benhaarde Nødder (Nøgler), ingen kan knække, Personligheder, som ingen hverken løber med eller drejer. Men Kredse kunne være af større og finere Art. Naar man en Dag uventet støder paa et smukt Indtryk — lad det være et Musikstykke eller lignende — og man ikke er bleven altfor gammel og tør, kan man ligefrem mærke dem vokse, mærke, hvorledes de svinge videre og videre ud. Hvem kender ikke det Fænomen fra Ungdommens Dage? Det er en af de vidunderligste Fornemmelser, der kan komme i et Menneske. Folk kunne sidde stille og stirre hen for sig ved at tænke derpaa. Det er, som om Centrifugalkraften blev større som Følge af den større Hastighed, og derved Udsvinget større, som om noget løftede sig, som om Brystkassen fyldte mere, og der kom mere Luft ind. Saa have vi disse store, vide Kredse, som jeg beskrev ved Kalø (Eks. 35). Jeg tænker mig altid en halvoprullet Uhrfjeder, der i Spiralform staar og svinger, snart lidt videre ud, snart i mindre Vindinger. Saaledes er Kredsningen hos de Unge. I den Form er den baade nydelig og berettiget i hvert Fald hos dem. De skulle leve og dertil udfolde en vis Kraft; men Kraft kan kun faas ved Kredsning. De maa nødvendig kredse; ellers vilde de aldrig kunne have levende Kraft paa Lager til at sætte ind paa et Spørgsmaal. Men Kredsene ere saaledes levende, at de ethvert Øjeblik kunne opløse sig, snart i en Latter, snart i en fin Tankevending. Saadan skal det være. Paa den Maade lides der intet økonomisk Tab ved Kredsningen. Kredsene ere kun midlertidige Hvileophold for den levende Kraft, hvorfra den før eller senere bryder ud igen, mens man i Mellemtiden har haft stor Nytte af den til Reguleringen. Det er først, naar Opholdene blive permanente, naar Kredsene begynde at forbene sig til haarde Nøgler, at den levende Kraft er tabt for Livsudviklingen.
Men hvor nydelig Kredsning kan tage sig ud, og hvor meget man maa skatte den i slige Former, saa maa den ikke forveksles med Ligeløb. Kredsning giver aldrig Udførsel. Før Kredsene fuldstændig aabne sig og kaste sig ud i Uendeligheden, før kommer den levende Kraft ikke bort fra Individet. Dertil skal der Ligeløb; kun den rette Linie gaar i det uendelige, det naar Cirkelen ikke, selv om den bliver nok saa stor.
65. Det vil forstaas, at en Botanisering bliver baade
utilfredsstillende og vanskelig, naar man saaledes som her kun maa se paa
en bestemt Slags Planter. Og egentlig er den misvisende for Læseren;
thi i den fri, Natur ser det ikke saaledes ud; der træffes alt i broget
Uorden, Bevægelsesfænomener, Artsspørgsmaal, Økonomi, Erfaringer,
individuelle Betragtninger og Meninger imellem hinanden. Maaske det
til Slutning kan være tilladt at gaa lidt uden for Snoren og anføre et Par slige brogede Eksempler, dels for at have saadanne repræsenterede
i Samlingen, dels fordi de muligen kunde anspore en eller anden yngre
Læser til at gaa videre paa egen Haand i Retninger, vi her maa forbigaa.
Af Hensyn til Omfanget maa det gøres rent aforistisk.
Der er faa Ting, der give Anledning til saa brogede Betragtninger som almindelige Begreber, Begreber som Sandhed, Alvor og Selvstændighed. Man har netop Lov til at kalde dem almindelige, fordi de omfatte saa meget.
Sandhed har ligesom ethvert paa Livsstrøm beroende Fænomen to Former, en aaben og en lukket, man kunde fristes til at sige en feminin (fødende) Form og en maskulin. Strømmen kan gaa lige eller i Kreds.
Naar man almindelig taler om Sandhed, mener man i de allerfleste Tilfælde den aabne Form. Det er f. Eks. i den Betydning, Ordet bruges, naar det i Livsøkonomien hedder, at man skal leve i Sandhed. Sandhed og Aabenhed komme derved nær ud paa et. Hvad man føler som Sandhed, kan ingen undlade at aabne sig imod og omvendt er det, et Menneske med hele sit Sind kan aabne sig imod — selv om vedkommende er Ildlænder, og hans Forestillinger ere iklædte de taabeligste Former — altid i Forbund med en vis Sandhed. Man maa sige »en vis«; thi ved nærmere Eftersyn viser det sig, at der er mange Arter af aaben Sandhed. Naar en ung Pige danser med sand Lyst, er det selvfølgelig Sandhed; men det er en anden Art Sandhedsfølelse end den, hvormed en Haandværker staar over for et Arbejde, der optager ham fuldt ud, og den er atter artsforskellig fra den Hjertesandhed, et Menneske kan føle i sit Hjem i sin Familie. Ja, der er endnu flere Arter. I disse tre Eksempler støtter Sandhedsfølelsen sig paa konkrete Fang, hvad der ifølge det foregaaende (Pag. 32) giver subjektiv Udførsel (konkret eller subjektiv Sandhed); men der er en Sandhed, der knytter sig til Intetfanget, og hvorved den levende Kraft gaar bort til objektiv Udførsel (Livssandhed, objektiv Sandhed). Man kan t. Eks. anføre den religiøse Sandhedsfølelse. — De nævnte Arter ses let at være af meget forskellig Værdi. Hvad det i første Linie gælder om for et Menneske, er at finde den aabne Sandhed i alle Arter: Aabenhed i Sand Glæde, Aabenhed og Sandhed ved Arbejdet, Aabenhed i Hjemmet og Aabenhed over for det ubekendte. I saa Henseende ere vi langt tilbage. Derimod ere vi vidt fremme med Hensyn til en hel anden Sandhed, der passende kunde kaldes Fornuftsandheden eller den nøgne Sandhed. Den er af lukket Natur. Naar et »fornuftigt« Menneske vender sig bort fra Dans og Leg som fra Daarskab, saa lukker han sig for noget. Og naar han forkaster Religionen med den Motivering, at Naturvidenskaben lærer ham Umuligheden af Mirakler, og at han vil leve i Sandhed, saa er denne Sandhedsform atter af lukket Natur. Men ogsaa ved den lukkede Sandhed støde vi paa Artsforskel. De to nævnte Eksempler ere artsferskellige. I det sidstnævnte Tilfælde er Sandheden af en højere, abstrakt Art (Livssandhed) end den, hvormed Manden vendte sig fra Dansen (konkret Sandhed).
Man har altsaa Sandhed i to modsatte Betydninger eller Former, saa indbyrdes forskellige, at hvad det ene Menneske kalder Livssandhed, kan det andet kalde for Livsløgn, og under hver af disse to Hovedformer have vi igen en hel Del indbyrdes meget forskellige Arter, der maa vurderes paa forskellig Maade. Det synes indviklet.
Det er den lukkede Gruppe, der i vore Dage aldeles har indtørret Folk. Har man paa den aabne Sandheds Omraade muligen nu og da været for lidet hensyntagende til den aandelige Udvikling, som man ikke ustraffet kan slaa en Streg over, saa ere Følgerne til Ulykke for Samfundet heller ikke udeblevne. Man er kommet ned paa et Minimum. Nutildags kunne Folk neppe engang mere more sig i Sandhed. Det er ikke nogen Overdrivelse, at der i vor Tid lever Mennesker, der ikke have set aaben Sandhed siden deres Barndom — som Børn have vi alle set den. Deres Tid — den eneste de have — gaar hen, uden at de egentlig nogensinde have aabnet sig for noget. Det er ufatteligt, hvilken Nøjsomhed der eksisterer i saa Henseende. Man betragter denne Fattigdom som noget, der nu engang skal være. Der gives Mennesker, der overhovedet betragte det som usandt at aabne sig. De leve i en jævn lunket Lukkethed, saa længe det kan gaa, og naar det ikke kan gaa længere, gøre de op med en eller anden aandelig Fallit, ved hvilken de komme til den for dem overraskende Erfaring, at man ikke kan leve paa »Sandhed«. Det er ikke saa sært; thi deres Sandhed er den lukkede. Og man kan ikke leve paa Lukkethed.
Alvor kan være ensbetydende med Sandhed, men kan ogsaa helt udelukke Sandhed. Der gives en Alvor, man kan blive saa forunderlig ked af; det er den, der almindelig præger sig paa Ansigterne af Gæster i et Restaurationslokale. Naar man i et Provinshotel ser en Hotelgæst sidde ved Vinduet med Avis, Sodavand, Cognak og Cigar, hørende paa den uden for paa Torvet opstillede Regimentsmusiks Præstationer, kan der i hans overlegne, alvorsfulde Mine ordentlig være noget aandeligt nedtrykkende. Er det et Menneske? Denne Alvor er af afgjort lukket Art. Der synes ikke at være Tale om at aabne sig for noget. Men der er andre Arter af Alvor. Der er f. Eks. den, man har ved sit Arbejde under det daglige Slid og Slæb. Den er i Reglen ogsaa lukket, hvis det ikke er noget, der særlig optager En; men den er artsforskellig fra den foregaaende og ikke saa lidt mere respektabel. Ogsaa den kan man for Resten blive ked af. Tit kan det falde en ind: »Hvad er det dog for noget, man gaar her og slider Tiden hen med for ramme Alvor, sidder og bilder sig ind at interessere sig for i Møder og ved Forhandlinger, fylder den korte Tid med, Gud har givet En! Skulde det ikke være ganske anderledes Opgaver man havde for den eneste Gang, man lever. Det er ikke Alvor for en alvorlig Mand at gaa rundt i slig Trædemølle.« Her spiller Ordet Alvor igen; hvad vil det sige andet, end at der her er Tale om flere Slags Alvor? Saa tænker man igen: »Hvor kan det være ligegyldigt, hvad Borgergerning man tager sig til over for den eneste Opgave af alvorlig Interesse, der ligger for enhver, den Opgave, der bringer en til at forstad, at Personen er intet, over for hvad det drejer sig om, den Opgave, som man bringe ethvert tænkende Menneske til at se bort fra alt andet, ikke fordi den er ængstende — den er tvertimod saa forunderlig lys og forhaabningsfuld — men fordi den er saa vigtig og mærkelig!« Her spøger Begrebet Alvor paany. Nu er det imidlertid tydelig, at der tales om en aaben Form. I det at optages af noget »for Alvor« er der Aabenhed. Det er »strakt« Virksomhed. Det er en Alvor, man ikke kan »blive ked af«, om end man let glemmer den, fordi man ikke kan holde sig paa slig abstrakt Højde. Men der er endnu mange flere Slags: En kan blive stemt for fuldstændig ramme Alvor ved den raslende Lyd af en Silkekjole med Duft af fin Parfume — det er ogsaa en aaben Form, men af en ringere Art — en anden ved Talen om de sjællandske samvirkende Landboforeninger — der har nu han sin Alvor — en tredje kan fuldstændig vindes ved et venligt Ord, som han nu engang anser for den eneste Værdi, Verden »for Alvor« har at byde. Det er lutter forskellige Slags. Stundom kan Folks Alvor stemme En til Ringeagt, som naar man mærker, at det virkelig har alvorlig Betydning for en Mand at opnaa en eller anden Titel eller Ære, til andre Tider til den dybeste Ærbødighed, som naar man ser en gammel fattig Mand, tynget af Livet, staa og se ubestemt ud for sig med et Udtryk, som om han ikke ansaa det for Alvor at hæfte ved noget.
At der ved dette er Tale om meget forskellig Værdi, er indlysende. Ejendommeligt er det med Hensyn hertil at iagttage en hos mange Mennesker forekommende Undseelsesfølelse ved, at andre skulle se, hvad der kan stemme dem til aaben Alvor, hvorledes Folk med Omhu kunne dække over dette ømme Punkt, nogle ved at lade, som om intet kunde stemme dem til Alvor, andre ved Anlæggelsen af hin Restaurationsalvor, der saa rart dækker over, hvor Folk have deres sande Liv, ved kun at vise Død udad imod Beskueren. Det er øjensynligt, at man har en instinktmæssig Følelse af, at de forskellige Slags Alvor kunne betegne forskellig indre Værdi, og at man kan blotte sig ved at vise, til hvilken Slags man hører. Det kan man ogsaa. Man kan blotte sig til Skindet. Men Selvet burde aldrig være anderledes, end at man kunde vise det frem for enhver. Det kan den gamle Mand oven for gøre med Ære.
Selvstændighed er et Begreb, som der køres besynderlig rundt med, og navnlig er den Maade, paa hvilken man ved dette Begreb kan blande Aabenhed og Lukkethed sammen, næsten interessant. I Reglen anses Selvstændighed for en Dyd, og selv om man, naar Dyden gaar højt hos Næsten, undertiden nok kan blive lidt betænkelig og komme Skriftens Ord i Hu om Selvfornægtelse og Ydmyghed, saa finder man sig dog sjælden foranlediget til at foretage nogen egentlig Adskillelse imellem forskellige Slags Selvstændighed, og navnlig kunde det ikke falde En ind andet end at prise enhver Form, naar det gælder En selv. Selvstændighed, synes man, er det, der giver En Personlighed. Naar man kan fortælle Folk, hvad »jeg« altid siger, hvad der nu er »mit« Princip etc., har man Følelsen af at være en selvstændig Personlighed. Et Menneske, siger man, skal ikke lade sig trække rundt af andre, men skal forstaa selv at danne sig en Mening: »Hellere lade sig flaa end krybe i andres Skind, om det saa var den romerske Kejsers.»
Den Begrebsforvirring, som hersker paa dette Punkt, skyldes paa let forstaaelig Maade igen Mangelen paa Skel imellem en aaben og lukket Form, hvortil kommer det Uheld, at Ordet Personlighed, som man paa ovennævnte Maade altid blander med Selvstændighed, ikke er skarpt defineret i Sproget. Snart taler man om Personlighed i en videre Forstand, hvorved den paa lignende Maade som alle de i det foregaaende omtalte »almindelige« Begreber kommer til at omfatte to Former, en aaben og en lukket (indre og ydre Personlighed), snart i en snævrere Forstand, i Betydning af den lukkede Form alene (saaledes er Ordet forstaaet her i Bogen, fordi det antoges at være mest i Overensstemmelse med Sprogbrug). Slig Usikkerhed i Sproget begunstiger selvfølgelig Sammenblandingen. Hvis nogen angriber Personligheden i snævrere Forstand, kan man være sikker paa, at Forsvarerne deraf komme frem med Egenskaber, der tilhøre Personligheden i videre Forstand (Naturselvet) o. s. fr.
Hvad vel alle snart kunne blive enige om, er dette, at man ikke skal have andre Mennesker til at vise sig Vej til Naturselvet. Med det skal man være i »selvstændig« Forstaaelse uden Mellemmænd, saa at man baade handler og tænker efter, hvad det lærer En, trods alt, hvad der rundt om kan siges. Man skal have sit eget Øre til Naturen. Men dette at staa aaben for Naturselvet er saa langt fra at stille sit personlige Selv frem, at det tvertimod er at stille det tilbage. Ens eget Selv er i Virkeligheden ogsaa en af de Personer, man ikke skal lade sig trække rundt af. Det er meget rigtigt, at man ikke skal krybe ind i andres Skind; men der hører en ejendommelig Kortsynethed til ikke at forstaa, at man heller ikke skal krybe ind i sit eget. Hvorfor i al Verden skulde det være bedre end de andres? Det er i Reglen meget værre, fordi den Kredsning, der ikke engang har været uden for Vesten, aldrig har haft Lejlighed til at blive tæmmet det mindste.
Der kan være noget mistrøstende ved slig aandelig Uorden. Og navnlig bliver den pinlig, naar man kommer ind paa Opdragelsens Omraade, naar man hører de faa, der finde det Umagen værd at vejlede Ungdommen i slige Retninger, anbefale den Selvstændighed uden at tænke paa, hvilke modsatte Ting der kan komme ind under dette Begreb, og hvilke Giftstoffer der kan indpodes i Ungdommen ved Konfusien paa dette Omraade. Kan man ikke paa det allernøjagtigste udrede disse Forhold, saa er Ordet Selvstændighed et saa farligt Ord, at man burde gaa uden om det i en stor Bue. Det burde man for en Sikkerheds Skyld allerhelst altid gøre, saa meget mere som Selvstændighed i den gode Betydning er en Ting, der kommer af sig selv, naar den kommer, og som det i en sjelden Grad er overflødigt at tale om. Lærer man den Unge at aabne sig for Naturselvet, saa behøver man ikke at frygte for, at han eller hun »skal krybe i andres Skind«, thi saa falder Talen om andre Mennesker og deres Meninger bort af sig selv. Man har ingen Brug for dem, og det kan fornuftigvis ikke falde nogen ind at »krybe i deres Skind«, al den Stund man slet ikke har Brug for »Skind«. Det eneste, der naas ved at tale til de Unge om Selvstændighed, er Fare for en Misforstaaelse af den alleruheldigste Art. Nej, lær dem Ligeløb og Aabenhed, saa falder Resten af sig selv. Saa træder det personlige Selv tilbage af sig selv, mens Naturselvet vokser i dem, som det skal. Saa kommer Sandheden af sig selv til os, ellers bliver det os, der gør Forsøg paa at komme med Sandheden, et Forsøg, der aldrig krones med Held — det, man kommer med, bliver ikke ren Sandhed.
Men den første Betingelse for, at Eleven skal komme til at gaa lige, er selvfølgelig, at den voksne selv faar Rede paa disse Forhold. I saa Henseende er det lidet trøstende at se paa den aandelige Maskerade, der stilles an i Samfundet. Ingen viser Naturselvet frem; alle have en tyk Ham af Personlighed over. Hvor er det egentlig modbydeligt! Her ser man vore første Mænd gaa omkring, den ene med værre Ham end den anden, saa at selv deres egne Venner og Tilhængere maa trække paa Skulderen og smile med Udbrudet: »Det ligner ham«, Er der ikke ligefrem noget naturforhaanende deri, at se et Menneske saaledes gaa omkring dybt indhyllet i sit eget Skind, med sine egne knortede Aandssærheder, sin egen Kortsynethed, sin egen Stædighed og Sikkerhed? Hvornaar skulle vi dog komme ud over at anse sligt for tilladeligt eller endog at prise det som en Dyd, lære, at der kun er et stort fælles Liv til, og at vi ved personlig Selvstændighed og Individets Hævdelse kun afgrænse os derfra, trække mere eller mindre hæslige Skyer for Solen? Hvornaar skulle vi lære, at et Menneske intet har af sig selv, intet er af sig selv og derfor kun er ægte Menneske, naar han intet vil være?
Det er, som om denne Maskerade endog forplantede sig over paa Genstandene, paa Huse, Gader og Vogne (Bager Jensens gule Vogn, naar den med sin smagløse Bemaling drejer ind ad Porten), som om det gav hele Tilværelsen en Bismag. Overalt, hvor man vender sig, smager det af »Ham«. Dog ikke Træer. Skoven ikke, Havet heller ikke. Ja, hvor kunde Tilværelsen blive ren, naar alt dette »hammede« blev renset ud!
66. Morsommere er det at studere de blandede Følelser, der kan
spores hos Folk over for Begrebet Personlighed, hvorledes man, trods det Afguderi, der almindelig drives med Selvstændighed og
Personlighed, alligevel tit er alt andet end velvillig stemt imod Virkningerne
deraf. Det er, som om Folk ikke rigtig vidste, hvad de vilde, paa
dette Punkt, som om et sundt Instinkt paa en drilagtig Maade
modsagde dem alle Vegne. Man er ikke i Tvivl om at hædre Mennesker,
der ere i Besiddelse af Personlighed, man udvælger sig Venner og
Omgang iblandt Personligheder, taler om Opdragelsens Betydning
med Hensyn til Udvikling af Personligheden hos de Unge, som om
det var det ideale Maal; men alligevel er man midt under alt dette
paa Nakken af hinandens Personligheder paa alle mulige Maader.
Man er alt andet end fornøjet med dem. Og er Reproduktionen,
denne Selvfølelsens Bærer, egentlig ikke altid i Miskredit
overalt, hvor der virkelig rører sig en alvorlig og dyb aandelig
Bevægelse? Lad os tage et Eksempel som Religion. Der er faa
Steder, hvor Personligheden kan optræde saa mægtig som paa
det religiøse Omraade. Apostolisk Myndighed og Kraft kan bringe
Folk til billedlig talt at kaste sig næsegrus paa Jorden. Men
samtidig er der neppe noget, der i den Grad frister til bitter Modstand.
Man har baade stegt og ristet Folk paa denne Konto, hvor man
kunde komme til. Men det ikke er, fordi den religiøse Bevægelse i
Følge sin Natur maa og skal være aaben og ligeløbende, og en
instinktmæssig Følelse siger En, at disse Egenskaber ikke høre hjemme i
Personligheden? Man føler sig ægget til at bestride Folks Ret til at
være Personligheder paa dette Omraade. Jeg sætter det Tilfælde, at
En med fremtrædende Personlighed vilde komme og lære En Aabenhed;
man vilde jo dog faa Lyst til at slaa ham. Det er af de Ting, der
ikke kan gøres, og i Forsøget derpaa ligger der en Forhaanelse imod
noget, man holder helligt. Mon det ikke ogsaa for en Del er Grunden
til det ejendommelige religiøse Had imod anderledestænkende? Man
mærker Gentagelsens dybe Spor hos Modparten (hos sig selv overser
man dem) og har en instinktmæssig Følelse af, at her er noget, der
er fjendtlig imod det aabne Ligeløb, der skulde være Religionens
Hovedegenskab. Hvor der virkelig mærkedes Umiddelbarhed, maatte
selv en Soltilbedelse opfylde En med Ærefrygt. Der gives Folk, der
have en egen Gave til at kalde religiøs Aabenhed frem i andre alene
ved deres Ærlighed og Oprindelighed. Saadanne Mennesker komme selv
Hedninger til med aabne Hjerter. Intet Menneske kan falde paa at
hade eller vende Ryggen til Ligeløb; han føler sig draget dertil. Tit kan et ubevidst Tonefald, et Blik el. l. være af større Indflydelse
end de længste Prædikener, berøre en Livsstræng i Mennesket, saa
han tændes og forfærdes over, hvad han er gaaet forbi og Dag efter
Dag har tabt.
En lignende tvivlsom Yndest synes Kredsning og Personlighed at nyde over for et Begreb som Kærlighed. Man har noget, man kunde kalde at blive siddende i Kærlighed, naar Tilhængere af en Sag knytte sig med saadan Varme til Ideer eller Personer, at de blive utilgængelige for al anden Følelse. Det vækker altid Væmmelse hos andre. Man føler, at Aabenheden er tabt, det, der netop skulde udgøre Fænomenets Hovedværdi.
Eller Digtekunst. Bliver man ikke her altid ilde berørt, hver Gang man mærker, Reproduktionen stikke sin Fod frem? Der er iblandt Digtere en Mængde, der ikke ere i Stand til at se paa en Solopgang, uden at den har passeret Snese Gange rundt i deres Hjerne. De holde sig aldrig i Kurs. Man bliver vammel derved. Andre reproducere Mennesker (udenlandske Ideer o. l.), atter andre reproducere sig selv. Lige ilde smager det Folk overalt.
Ligesaa med Malerkunst. »Gjorte« Malerier ere noksom bekendte. Det er Malerne selv — det vil sige de gode af dem — der have opfundet Udtrykket.
Og Skuespil. Hvor er en Skuespiller, der er ligeløbende i sit Spil, ikke uimodstaaelig (Rosenkilde)! De ringere reproducere; men Folk ynder dem ikke; man mærker »Hensigten« og forstemmes.
Overalt hvor vi staa over for Fænomener, der ifølge deres Natur kræve Aabenhed, synes Personligheden egentlig slet ikke at staa i høj Kurs hos Folk. Det gælder Selv det enkelte Menneskeliv. Har et Menneske ved Fødsel eller Bedrifter vundet et vist Ry, saa at han betragtes af andre med Forventning (Aabenhed), maa han helst ses lidt paa Afstand. Kommer Folk ham saa nær, at de faa hans daglige Færd og Vaner at se og navnlig mærker, at han ogsaa er et Menneske, taber Glansen sig. Personligheden stikker Foden frem. Tit kan navnlig sunde Naturmennesker faa en vammel Bismag ved at komme Storhed paa altfor nært Hold. De skatte Jævnheden højere. Dog er det en Fejltagelse at tro, at de ikke ogsaa træffe Personlighed i Jævnheden. De stille blot der ikke saa store Fordringer. Ja, man behøver ikke at gaa længere end til det gamle Eksempel, et naivt og barnligt Væsen hos en ung Pige. Er det virkelig i Følge med Aabenhed og Ligeløb, saa finder man det smukt, og saa holder Folk af hende; men er det »bevidst«, saa ve hende.
67. Hvor aandelig Umodne skal vindes for en Sag, skal det
efter Sigende være nødvendigt at betjene sig af Reproduktion, ikke blot
fordi Tingen skal siges hundrede Gange; men fordi det er nødvendigt
at gaa frem med Larm og Brask og Hurraraab — ellers kan Indtryk
ikke gøres paa den raa Natur. Undertiden kan man for en Periode
selv finde et saadant Behag i Larmen, at man tror virkelig at leve et
Førstehaandsliv, naar man yder sit rigelige Bidrag til Støjen. Særlig
gælder det de smaa Eftersnakkere (Epigonerne); de kunne især med
synligt Velbehag bore sig dybere og dybere ned i Reproduktionen og
brede sig i den. — Men lærerigt er det at lægge Mærke til,
hvorledes man i Længden altid bliver vammel ved slig Støj og
lægger den af.
Larm og Brask ere altid sikre Kendetegn paa Reproduktion. Store Virkninger naas kun ved Gentagelse. Ser man en Mand slaa ud med Armene i Henrykkelse over en smuk Udsigt, saa kan man med temmelig Sikkerhed slutte, at han er en Reproduktør. Ligeløbende Førstehaandsvirkninger kunne ikke være saa stærke. Hvis Manden virkelig havde levet paa første Haand, vilde Indtrykket ikke have været stærkere, end at han godt kunde have gaaet forbi Stedet uden at tænke videre over det. Maaske det vilde have meldt sig, naar han var kommen et Stykke forbi, ved at han kom til at tænke: »Hvad var det, jeg saa dér? Det var i Grunden kønt«. Stærkere er Førstehaandsliv ikke. Resten er »gjort«. Der er dem, der kunne blive rasende over en saadan Paastand; men jeg har grundet Anledning til at tro, at selve deres Raseri er »gjort«. Klinker man med dem og siger »Skaal«, ere de ikke aldeles utilbøjelige til selv at smile.
Kender Du det, at der kan være bestemte Steder paa en Vej, hvor man altid faar Lyst til at tænde en Cigar. Inden Sortedamsgade blev forlænget forbi St. Hansgade, greb jeg mig stadig i, at jeg kort efter at være kommen fra den brede Gade ind paa den smalle, fredelige Dossering halede min Tobak op af Lommen. Det er Steder, der ere i Besiddelse af aandeligt Indhold, uden at der er blevet sagt noget derom endnu, og som man af den Grund endnu kan nyde uden at gaa i Kredsgang. Tit kan det være, at man ude paa en tarvelig Markvej, der fordringsløst bugter sig forbi en Stenbunke, kan befinde sig ejendommelig vel, uden at man ved hvorfor. Det er, fordi Stedet er i Besiddelse af Evne til at tale til Sindet, uden at det endnu har faaet borgerligt Prædikat af Skønhed. Man nyder Paavirkningen i Ligeløb. Saa kan det ske, at en Maler finder Vejen og lærer Folk at se Skønheden, hænger den op for os og sætter officielt Stempel paa den. Det kan være godt nok; men — der er alligevel noget, der er forbi. Næste Gang, man kommer der, kredser man rundt i hans Baner. Han har spist, hvad der var af Umiddelbarhed, og reproducerer nu for os. Saa kunne vi faa det.
Ren Nydelse gaar ikke længere end til, at man befinder sig vel uden Ønske om at sige det, hverken til sig selv eller andre. Kulturlivet fører bort derfra. Man er saa gennemsivet med dette, hvad nu Hr. A. eller Hr. B. vilde sige i et saadant Tilfælde, og hvorledes man selv skal udbrede sig derover, at man glemmer selve Oplevelsen derfor. Alt er Omverdenen og atter Omverdenen. Det er en Samfundssygdom, der især hærger Ungdommen.
Engang var jeg af Skæbnen sat midt ud paa en Landevej i Jylland i 14 Graders Kulde. Sneen sang under Støvlerne for hvert Skridt, og en stor Pilealle, jeg nærmede mig til, var saa behængt med Rim, at den lignede en hvid Skov. Solen stod op bag ved den og skinnede imellem Grenene, saa at de kom til at se ud som forgyldte. Jeg befandt mig usigelig vel ved at se det; men til at gaa ud over dette Velvære følte jeg mig ligesom for træt. »Nu skulde jeg vel begynde at lamentere over dette indvendig og tænke ved mig selv: Hvor det er dejligt! Hvilken Renhed! Hvilken Skønhed! Nej, jeg gør ikke. Det maa for mig være, hvad det vil; det er mig ganske lige meget.« Men det var rart at gaa paa den Vej.
Saaledes skal det være. Skønheden skal ikke paavirke os anderledes, end til at man befinder sig vel i den. Resten er Reproduktion, hvorved man egentlig driver Gæk med sig selv. Man arbejder Indtrykket op til tidobbelt Styrke og indbilder sig, at det er saa stærkt i Virkeligheden. Det er løgnagtigt. Og det værste ved det hele er, at en umiddelbar Renhed gaar tabt. Der er ligesom nogen Blasfemi med i Spillet. Dersom Guddommen pludselig kunde lade sig til Syne i Skyerne, vilde det dog ubetinget være Blasfemi at give sig til at reflektere over Storheden af saadan et Syn, Men saa er det ogsaa Blasfemi at møde med Reproduktion over for store Naturindtryk, over Havets Mægtighed og Tordenens Rullen. Jeg hørte engang en gammel Bonde blive i høj Grad opirret over en drengeagtig Ytring, der faldt i Anledning af et Tordenskrald. Man forstaar saa godt hvorfor. Man stemmes umiddelbart over for et saadant Indtryk; al Reproduktion er en Unaturlighed paa sligt Sted og dermed en Modbydelighed. Men saa kan man blive saadan ved. Store og smaa Naturindtryk; hvor er Grænsen? Hvadder gælder for de store, maa ogsaa gælde for de smaa. Saa kommer man til, at det overhovedet er naturforhaanende at møde Naturen med andet end Ligeløb, Aabenhed og Selvunderkastelse. Det er ejendommeligt at lægge Mærke til, hvilken medfødt Sans der kan spores hos mange Mennesker i saa Hensseende. Reproduktionens Hjem bliver til alle Tider Stuerne; kommer man ud under aaben Himmel, stemmer Folk Selvtonen ned.
68. Underligt, som Folk leve lidt med sig selv! Der gives
Mennesker, der ikke engang kunne le, uden at de skulle le til nogen.
Latteren har for dem ingen Værd, uden at den drives i Fællesskab.
Det er en økonomisk Fejl. Man skal kunne smaale ved sig selv
uden at sige det til nogen. I det at se til andre ligger noget
tilbagevendende, der afbryder Ligeløbet. Egentlig er denne »Smaaleen
ved sig selv« slet ikke Latter. Den er som et lille Lyn af Strømmen,
idet denne springer fremad. Lad den blive ved at gaa fremad i
Ligeløb! En Lægprædikant talte engang om, at man skulde give
Gud alting. Det var ikke nok at give ham Æren; han skulde have
alting i den Grad, at han fik os selv med. I det Øjeblik En saa
hen til sig selv, gerne vilde gøre sig gældende, frygtede for, at Naboen
skulde løbe ham over Ende som en Ubetydelighed o. s. v., gav han
ikke Gud, hvad Guds er. Det er ejendommeligt at se, hvorledes
denne Grundtanke ikke blot gælder paa det religiøse Omraade, men
gaar igennem hele Livsøkonomien. Læren om Udførsel peger afgjort
hen paa, at et Menneske ikke lever for sig selv. Man har sikkerlig
ikke Lov til at beholde den levende Kraft, man finder i Naturen,
til Kredsning og Selvdannelse efter eget Tykke. Den skal udnyttes,
Arbejdsmængden afgives videre i Ligeløb. Faar man en lille Indtægt,
skal man ikke se til nogen og le den bort. Naar Synet af Sneflokke,
der falde skraat ned forbi den mørke Skov en Frostdag, fylder Dig
med stille Bevægelse, saa maa Du ikke bruge denne Bevægelse til
at leve selv for. Den skal gaa videre i Ligeløb. Om Du vil sige, at den skal lede vor Tanke til noget højere, eller at den skal gaa
til Storarmeen, eller hvad Udtryk Du vil bruge, er mig ganske
ligegyldigt; den vil nok finde den Vej, den skal. Blot at den ikke gaar
i Selvdannelse og forbliver der og spildes. Det er ikke tilladt. Det
gør Dig til et Snyltedyr i Naturen, der suger Kraft ud af Naturen
til Dig selv. Bevægelsesmængden skal bestandig fremad (Fremfang).
Det er en af de Ting, man lærer, efterhaanden som man bliver ældre. Efterhaanden som man kedes baade ved det ene og det andet, fristes man mindre og mindre til at lade sin Bevægelsesmængde gaa i Peder eller Povl. Efterhaanden som Folk faa det ene og andet Fang huggede af, miste den ene og anden af de Venner, de havde Lyst til at le med, og som deres Tanke stadig vendte tilbage til, lære de at se mere lige ud. Saa kan det ske, at Du som gammel staar uden for dit Hus og ser paa Aftenstjernen, naar den sidder stærkt lysende paa denne ejendommelige, pragtfulde, mørkeblaa ligesom fløjelsagtige Grund, der kan danne sig paa Overgangen imellem en lyseblaa Aftenhimmel og den mørke Nathimmel. Det er, som Fænomenet talte til Dig om stærkt levende, men ikke nærværende Ting, og Du staar længe og ser derpaa. Men Du har ikke i Sinde at sige det til Nogen.
Dog maa alt dette selvfølgelig ikke forstaas saaledes, at den enkelte skal beholde de Erfaringer, han gør, for sig selv. Et er at kaste sin Bevægelsesmængde ud for alle Vinde og et andet, at enhver er pligtig at aflevere alt, hvad han finder, paa en saadan Maade, at det kan blive vejet og sigtet, at det, der duer deraf, kan komme andre til Gode.
Paa sidstnævnte Maade ere Folk imidlertid alt andet end meddelsomme. Her komme vi tilbage til vort Udgangspunkt. Her er det, vi savne Levelæren, hin omtalte Sparebøsse, hvori enhver kunde kaste, hvad han fandt, og hvorved de unge kunde blive skaanede for selv møjsommelig at maatte gøre alle deres Forfædres Erfaringer om igen lige fra Grunden.
Lad os slutte med paany at bringe dette Punkt i Erindring og dertil føje en lille Historie, der — greben lige ud af Hverdagslivet — kan tjene til at belyse Lægfolks Tanker og Stemninger paa dette Omraade.
69. Jeg kom til at sidde i Kupé med en ældre Handelsrejsende,
og det kom paa Tale, at jeg var Lærer. »Ja, Kundskab er en god Ting,« sagde han. Den sætter En i Stand til at leve et stærkere
indre Liv, og det er det, det skorter paa. Man er afskaaren
fra altfor meget af Mangel paa Kundskaber. Det er mine bedste
Timer, naar jeg faar fat i mine »Forfattere«, som jeg kalder dem.
Jeg har altid en hel Del derhenne i Kufferten, og naar jeg kan faa
en ledig Time, saa siger jeg til saadan en: »Kom nu min Ven
og fortæl mig noget«! Og saa fortæller han mig alt, hvad han ved,
paa den allerbedste Maade, han kan — og gaar det mig for hurtigt,
saa beder jeg ham blot tage det om igen, og saa tager han det om
saa taalmodig, saa længe, til jeg forstaar det. Ja, er det ikke herligt?
Men hvad have vi lært? Intet! Nogle Ramser i en Katekismus og
en Bibelhistorie. Ikke En har saa meget som sagt: »Det skal Du
gøre for at blive et Menneske«. De siger, kære, at man skal have sligt
fra Hjemmet. Ja, det er godt nok. Men man har ikke Tid til at
være det for sine Børn, som man skulde. Man kan ikke. Alt gaar
op i dette: Kampen for Tilværelsen. Og saa den ulivsalige Luksus!
Hele denne Skal af Humbug, Ungdommen vokser op i og faar sin
Paavirkning igennem; den tommeste Skal — Visitter og
Chokoladeselskaber — og den kan man sandelig ikke faa væk. Nej, det er
godt nok at sige, Hjemmet; men Hjemmet kan virkelig i de neste
Tilfælde ikke. Men burde saa ikke Skolen træde til og sige: »Kunne
I ikke, saa skulle vi hjælpe Eder«. Var det formeget forlangt. Men
hvad faar man der? Ikke et Ord. Ikke saa meget som den
tarveligste Leveregel. Saadan en stor Dreng, han har megen Forstand, naar
blot der blev talt til ham. Men der bliver knap sagt til ham, at
han ikke maa lyve. I hvert Fald ser han Løgn og Humbug florere
til alle Sider, uden at en eneste tager Ordet derimod. Se, hvad er
nu Handel? Ja, jeg lyver ikke — det gør jeg ikke; men gælder det
dog ikke om at stille alt frem saa gunstigt som muligt. Og hvad
er saa Øjemedet? At faa fat i Næstens Penge, at faa mig til at
købe noget, der maaske ikke er det halve værd af, hvad jeg giver
for det. Og naar jeg saa er ruineret — ja, saa er det en Handel.
Det er i Grunden væmmeligt. Ja, saadan er det nu i Handelsverdenen.
Og er det bedre andre Steder? Løgn og Humbug altsammen. Ingen
Ting indenfor Vesten. Nej, det er Synd, som alt faar Lov at gaa. Hvor
vi trængte til at faa hele vort højere Skolevæsen omordnet! Jeg
ved meget godt, at det er lettere sagt end gjort; men De maa dog virkelig ogsaa indrømme mig, at der ikke gøres det mindste. Men
derfor er alt, som det er.«
Toget holdt stille i Skive, og jeg hørte min Rejsefælle give en Hotelkarl Besked om at telefonere til Viborg om et opvarmet Værelse. »Naar jeg nu kommer til Viborg,« sagde han, »saa skal jeg have mig »en Time«. Man maa bøde paa de uheldige Forhold, saa godt man kan.«