Opfindelsernes Bog/Kalk, Cement og Gips.
Indledende Bemærkninger. Hvad vi i daglig Tale kalder Kalk, er egentlig en Forbindelse af Ilt med Grundstoffet Kalcium, og dette Grundstof forekommer i sine forskjellige Forbindelser ganske overordentlig udbredt. Intet andet Stof, Kisel og Lerjord ikke engang undtagne, forekommer i saa vældige Masser, sammenhobede paa et Sted, at alene den Mængde Kalk, som findes opløst i Havvandet, er tilstrækkelig til at umuliggjøre enhver Kappestrid i saa Henseende. Store milelange Aflejringer, hele Kalkbjerge, ofte med en Mægtighed af flere Tusinde Fod, forekomme paa mange Steder af Jorden, og disse Kalkbjerge bestaa væsentlig kun af Kalk og Kulsyre. Den almindelige Kalksten, Marmor, Kalkspat, Arragonit og Kridt bestaar af kulsur Kalk. Gips er Kalk i Forbindelse med Svovlsyre, Apatit og Fosforit er fosforsur Kalk. Alle disse Kalkforbindelser ere under visse Omstændigheder opløselige i Vand, og blive i denne Form optagne i Plante- og Dyreriget, i hvilket sidste det spiller en vigtig Rolle ved Dannelsen af Knogler, Tænder o. s. v.
I Diluviallagene findes blandt Levninger af undergaaede Dyreslægter Tænder af Mammuthsdyr af en uhyre Størrelse, der ere dannede af Kalk, som Dyret har optaget i sit Legeme med de Plantestoffer, hvoraf det har levet. De store Kridtbjerge paa den engelske Kyst, lige som her tillands Møens og Stevns Klinter, bestaa af Skaller af undergaaede mikroskopiske Infusionsdyr, hvoraf der paa en Kubiklinie Kridt kan indeholdes mange Tusinder.
Kalken er ikke blot i og for sig af største Vigtighed for de organiske Skabninger; da den som Base indgaar Forbindelser med Syrer bliver den ogsaa i Stand til at tilføre Dyr og Planter Fosforsyre, Svovlsyre, Salpetersyre og Kulsyre, der alle ere uundværlige Betingelser for det organiske Liv. Store Masser af Kalk anvendes derfor til at forbedre saadanne Marker, der bestaa af tung og fugtig Lerjord.
I den kulsure Kalk forekommer langt mere Kulstof end i hele Plante- og Dyreriget tilsammen, selv om man hertil regner de i Jorden begravede Kuloplag (Tørv og Stenkul), som hidrøre fra undergaaede Planter.
Hvis Kullet i Kulsyren, som indeholdes i den os omgivende Luft, pludseligt kunde udfældes som et Lag af Kulpulver, der bedækkede hele Jordens Overflade, vilde dette Lag knap faa en Tykkelse af 4/10 Decimallinie; alt det Kul, som indeholdes i alle Jordens Dyr og Planter, vilde efter en paalidelig Beregning ej heller kunne danne et tykkere Lag. Det i Jorden begravne fossile Kul, Stenkullet, vilde, selv om man satte det til den dobbelte Mængde af det, der for Tiden tager Del i det vegetative og animale Liv, ikke kunne danne et Lag over hele Jorden af mere end I 1/3 Decimallinies Tykkelse, og desuagtet vilde Vægten af dette Kullag udgjøre nogle og halvfjerdsindstyve Billioner Centner. Naar vi nu erindre, at hvert Centner kulsur Kalk (Marmor, Kridt o. s. v.) indeholder 1/8 af sin Vægt rent Kul, behøve vi blot at tænke os et Kalklag over hele Jordens Overflade af lidt over 8½ Linies Tykkelse for at vide, at der i hele dette kulsure Kalklag findes lige saa meget Kul som i hele Dyre- og Planteriget og Atmosfæren tilsammen. Men den, som blot kjender det allermindste til Sammensætningen af Mineralier og Stenarter, vil uden Betænkning kunne indse, at dette Lag i Forhold til de virkelige Oplag af kulsur Kalk her paa Jorden kun udgjør en forsvindende Brøkdel.
At et Stof, der forekommer saa almindeligt, og som paa Grund af sine kemiske Egenskaber har en saa stor Betydning, tidligt maatte tildrage sig Menneskets Opmærksomhed og maatte blive anvendt paa mange Maader, lader sig let forstaa; som saadant tjener ogsaa den kulsure Kalk i sin naturlige Skikkelse som Bygningssten, lige som de ædlere Sorter, Marmorarterne, af Billedhuggeren anvendes som Materiale til Udførelsen af hans kunstneriske Ideer. Den gjennemsigtige krystalliserede kulsure Kalk, Kalkspat, og især den fuldkommen klare Dobbeltspat fra Island har en ganske særlig Interesse for Fysikeren og Optikeren, idet den afgiver det smukkeste Exempel paa den Egenskab, visse Legemer besidde, at bryde dobbelt de Lysstraaler, som gaa igjennem dem. Om den Betydning, den lithografiske Sten og Kridtet have for Udførelsen af kunstneriske eller mekaniske Ideer, behøve vi kun at erindre. Indenfor den kemiske Tekniks Omraade er Kridtet et bestandigt benyttet Middel til at binde og bortskaffe Svovlsyren, der med Kridt danner en fast, tungopløselig Forbindelse, saaledes f. Ex. ved Tilvirkningen af Druesukker. Næst efter den kulsure Kalk har den svovlsure, Gipsen, fundet betydelig Anvendelse i adskillige Øjemed, og vi skulle derfor tale nærmere særlig om denne. Til en mere udstrakt Anvendelse maa dog baade den kulsure og den svovlsure Kalk undergaa en særlig Behandling, hvorved deres kemiske Natur forandres.
Kalkbrænding. Naar den almindelige kulsure Kalk, Kalksten, udsættes for en stærk Hede, undergaar den en kemisk Forandring, idet den efter Opvarmingen optræder med ganske andre Egenskaber. Hvis Opvarmingen sker i et tæt tillukket Rør, vil Kalkmassen smelte og viser sig efter Afkølingen som en størknet krystallinsk Masse. Ved Indvirkning af en stærk Varme og et tilsvarende ydre Tryk er sandsynligvis det i Naturen forekommende Marmor blevet dannet af den almindelige Kalksten. Hvis der ikke er et saadant ydre Tryk, vil Kulsyren blive dreven ud, og ren Kalkjord bliver tilbage. Ved Glødning i et tillukket Rør gaar ganske vist ogsaa endel af Kulsyren bort, men dog kun saa meget, som kan samles i Røret, indtil der er naaet et vist Tryk, der saa tvinger den endnu ikke frigjorte Kulsyre til at bibeholde sin Forbindelse med Kalken. Den rene Kalkjord, den saakaldte kaustiske Kalk, undergaar ingen videre Forandring ved fortsat Opvarming. Paa Grund af dette Forhold har man i den senere Tid tilvirket Smeltedigler til Platin og andre tungsmeltelige Metaller af saadan Kalk. Den kaustiske Kalk besidder ogsaa andre, basiske Egenskaber, der gjøre den til et i teknisk Henseende vigtigt Stof, og længere fremme i dette Værk ville vi faa Lejlighed til at tale om dets Anvendelse ved Sæbefabrikationen, ved Fremstilling af Belysningsgas, Glas, Soda og mange andre kemiske Produkter. Her ville vi blot meddele, hvorledes den kaustiske Kalk fremstilles ved Brænding af Kalksten som det af Naturen leverede Raamateriale.
Brænding af Kalksten sker enten i Miler ligesom ved Brænding af Trækul eller hyppigere i særlig til dette Øjemed opførte faste Ovne, Kalkovne. De ere meget forskjellige i Form og kunne deles i to væsentlig forskjellige Klasser, eftersom de enten ere bestemte til en afbrudt Drift, hvor hver Fylding brændes for sig, hvorpaa den brændte Kalk udtages, efterat Ovnen er afkølet — eller eftersom de ere bestemte til at være i uafbrudt Gang, idet der stadig fyldes raa Kalksten paa foroven, medens den brændte Kalk udtages gjennem Sideaabninger i Ovnens nederste Del.
Hulrummet i en Kalkovn, der arbejder periodisk, er i Almindelighed cylindrisk eller ægformet. Selve Ildstedet dannes af større Stykker raa Kalksten, der bygges i Hvælving, og herpaa lægges og stables de øvrige til Brænding bestemte Kalksten, indtil hele Ovnen er fyldt. Disse Ovne have i Almindelighed ingen Rist og ere saaledes temmelig ufordelagtige, hvad Omkostningerne til Brændselsmateriale angaar. Brændingen foregaar paa den Maade, at man først anbringer og antænder i Fyrstedet et let fængeligt Stof: Riskviste, Lyng o. desl. Den hurtigt opblussende Flamme opvarmer saaledes lidt efter lidt Kalkstenen, hvorved det bliver muligt at bibringe dem en højere Varmegrad, uden at de falde fra hinanden. Ved at fyre stærkere drives Varmen saa højt op, at de øverste Hvælvingesten i Ildstedet blive hvidglødende; hermed vedblives i 36 til 48 Timer, hvorefter Hensigten er naaet. Hele Ovnens Indhold af Kalksten er da i Almindelighed svundet ind til 5/6 af det oprindelige Volumen. Kulsyren er af Varmen i Ovnen bleven uddrevet og er gaaet bort gjennem Ovnens Aabning, hvorved ogsaa de brændbare Luftarter, der have udviklet sig, ere strømmede ud og have dannet en Flamme, der ofte ligner den, der kommer fra en Højovn.
Kalkovne til uafbrudt Drift, af hvilke der i Fig. 204 gives et lodret Gjennemsnit, ere langt mere brændselbesparende end de førstnævnte. Ovnschakten dannes her af Murene dd og ee; derimellem findes et smalt Rum, som fyldes med Aske. En saadan Indretning er meget hensigtsmæssig, idet Ovnen derved lettere kan udvides af Varmen, ligesom ogsaa Reparationer af dens indre Dele lettere kan foretages. Udenom disse Schaktmure opføres en Mantel AA for at afgive Plads dels til Arbejderne, dels til Oplagene af Kalksten og Brændsel, hvilket sidste samtidig tørres der ved den Varme, der udstraaler fra Ovnen. Aabningerne h til Indfyringen ere tre eller fem i Tallet og ligge rundt omkring Ovnen i en Højde af 13½ Fod over Ovnbunden B. Ilden gaar gjennem Kanalen b ind i det indre af Ovnen. Under Risten ligger Askerummet i, hvorfra Asken gjennem Kanalen z føres til et større Rum E for at blive samlet der.
Naar der skal stikkes Ild paa en saadan Ovn, bliver den nedre Del op til C fyldt med Brænde, som derpaa antændes. Dette sker for at give Ovnen en foreløbig Opvarming, hvorved der opnaas den nødvendige Træk. De paa Siderne anbragte Ildsteder ere imidlertid uvirksomme. Naar Ovnen er bleven opvarmet, sættes Ildstederne h i Virksomhed, Ovnschakten fyldes indtil Ildstedernes Højde b med allerede brændt Kalksten; derefter fyldes raa Kalksten paa, som, alt som den nedenunder liggende brændte Kalk tages ud ved a, synker ned gjennem Ovnens glødende Del. En saadan Kalkovn har ofte en Højde af 40 Fod, og undertiden stabler man endda Kalkstensblokke yderligere 4 Fod op over Ovnens Aabning; disse sidste blive derved allerede noget opvarmede og synke ned gjennem Schaktaabningen, naar den færdigbrændte Kalk tages ud forneden. Det vil let forstaas, at Brændingen kan uafbrudt gaa for sig, saalænge man har raa Kalksten og Brændsel, og for saa vidt Ovnen ikke tager nogen Skade.
Da den i Naturen forekommende Kalksten ikke altid har samme kemiske Sammensætning, idet der ofte deri findes indblandet Bestanddele, som ved Opvarmingen forandres i og for sig, eller som, naar de ere blandede med Kalkstenen, ofte komme i Smeltning, er den brændte Kalk, der udtages af Ovnene, ofte af højst forskjelligartet Godhed.
Ren kulsur Kalk giver efter Brændingen, naar den læskes med Vand, en fed Grød, saakaldt fed Kalk. Ofte indeholder Kalkstenen kulsur Magnesia og ligner da Dolomit, en Mineralart, som bestaar af kulsur Kalk og kulsur Magnesia, lige mange Atomer af hvert. Kalk, der indeholder 20 — 25 Procent af sidstnævnte Stof, kan ikke faa den sædvanlige Anvendelse: den er for mager. Et Indhold af Kisel er ogsaa uheldigt, da den kiselsure Kalk, som opstaar ved Brændingen, danner et smeltende Glas, der med den øvrige Kalk sintrer sammen til store Klumper. Dette er ogsaa den almindelige Aarsag til den saakaldte dødbrændte Kalk, som ikke lader sig læske, naar den overgydes med Vand.
Kalkens Læskning. Den ulæskede Kalk benyttes i mere eller mindre opløst Tilstand til mange tekniske Formaal. Den udrøres i dette Øjemed med Vand: læskes. Naar Kalken kommer fra Ovnen, er den naturligvis fri for Kulsyre og Vand; men til det sidstnævnte Stof har den rene Kalk en stor Affinitet. Det indgaar derfor ogsaa med Vand en kemisk Forbindelse og danner Kalkhydrat, hvoraf en ringe Del opløses i Vand og danner Kalkvand. Ved at optage Vand forøges Kalkens Volumen betydeligt: det kvæller op.
Læskningen sker i Almindelighed ved langsomt at overgyde hele Kalkmassen med Vand. 100 Dele Kalk optage ved Læskningen omtrent 32 Dele Vand, hvorved der frigjøres en betydelig Mængde Varme. Kalken opvarmes og falder hen i et fint, ganske tørt Pulver, som, naar det yderligere udrøres i Vand, danner Kalk mælk, hvoraf den almindelige Murkalk tillaves.
Murkalk (Mørtel) er en Blanding af Kalkmælk og Sand, i Almindelighed i Forholdet 1 til 3, alt efter Kalkens mere eller mindre gode Beskaffenhed. Naar den faar Tid til at blive fast, har den stærk bindende Kraft og egner sig derfor fortrinligt til Bindemiddel mellem Bygningssten eller til Afpudsning af Bygninger. Den almindelige Murkalk antager allerede efter nogle Dages Forløb en vis Grad af Haardhed, men sin største Fasthed faar den først efter lang Tid som Følge af en Mængde, endnu ikke fuldkommen bekjendte kemiske Processer af dens egne og af Atmosfærens Bestanddele, der kunne fortsætte sig gjennem Aarhundreder.
Hydraulisk Kalk. Cement. Der gives kalkholdige Mineraller, med ganske andre Egenskaber end Kalk. Hvis disse brændes paa samme Maade som almindelig Kalksten og derpaa røres ud med Vand og Sand, faar en saaledes beskaffet Murkalk den Egenskab at hærdes under Vand. Paa Grund af denne Ejendommelighed ere de af stor Vigtighed ved Byggeforetagender under Vand. Disse Mineralier have en bestemt kemisk Sammensætning og indeholde foruden kulsur Kalk dels fri Kiselsyre, dels Kiselforbindelser, af hvilke kiselsur Lerjord (det almindelige Ler) er den mest karakteristiske og nødvendige.
Almindelig Murkalk kan man ogsaa gjøre hydraulisk ved forskjellige Tilsætninger. Saadanne kaldes Cement, og hertil egne sig saavel de i Naturen forekommende Mineralier som de Forbindelser, der frembringes ved Kunst. Til de i Naturen forekommende Cementer kan regnes; den porøse Stenart fra Andermach, Puzzolanjorden fra Puzzuoli tæt ved Neapel og Santorinjorden fra Øen af samme Navn; de ere alle af vulkansk Oprindelse. Paa disse har Naturen allerede udført Glødningsprocessen, medens Materialierne til de kunstige Cementer først maa underkastes en saadan.
I Slutningen af forrige Aarhundrede begyndte man Forsøgene paa kunstigt at eftergjøre de naturlige Cementer, og dette lykkedes Eddystone Fyrtaarnets berømte Bygmester John Smeaton. Smeaton opdagede i Nærheden af Bristolkanalen et Slags lerholdig Kalksten, som efter at være brændt hærdedes under Vand og udviste en betydelig bindende Kraft. Men Lerindholdet var for ringe, og det deraf indvundne Cement kunde ikke erstatte den dyre Puzzolanjord ved Bygningen af det ovennævnte Fyrtaarn. Smeaton tog da et andet Slags Kalksten fra Barnow, som indeholdt 22 Procent Lerjord; det blev blandet med dets halve Vægt Affald af Jernmalm og med en Fjerdedel grovt Sand. Af dette Cement blev den berømte Bygning opført. Et Indhold af Jern er indenfor visse Grænser særdeles fordelagtigt, og den lerjordholdige Kalkstensart, som forekommer flere Steder langs Themsens Bredder, og som, senere ved Smeatons Opfindelse, af Parker blev forarbejdet til Cement, det saakaldte Romancement, indeholder en ikke ubetydelig Mængde Jernhalvandetilte, hvoraf Cementen har den bekjendte brungule Farve.
I Aaret 1796 fik Parker Patent paa sit Cement og anlagde den endnu bestaaende Fabrik, som drives under Firmaet Parker, Wyatt & Komp. Denne Fabrik forarbejder sit Raamateriale paa følgende Maade: Lerstykkerne brændes i en Kalkovn, indtil de begynde at sintre sammen; efter Afkølingen blive de malede til et fint Pulver og kunne i denne Form fortrinligt anvendes til hydraulisk Kalk. I lang Tid blev det Romancement, som fremstilledes af den saakaldte Shappysten, udelukkende anvendt i England, og de mest storartede Bygninger, saasom Themstunnelen, Londons Skibsdokker, Børsen, British Musæum m. fl. ere opførte heraf. Senere, da Raamaterialet ikke længere vilde strække til, tog Ingeniøren James Forst den jern- og manganholdige Mergel, som forekommer paa Kysten af Essex, og tilvirkede deraf et ganske godt Cement. Andre Forsøg fulgte efter, og talrige Patenter bleve udtagne; men den største Fremgang havde en Murer i Leeds, Joseph Aspdin, som efter flere Aars Forsøg opfandt det berømte Portlandscement.
Portlandscementet, paa hvis Tilberedning Aspdin fik Patent, tilvirkes ved at brænde en der i Egnen forekommende almindelig Kalksten og derpaa blande den nøjagtigt med en lige Mængde Lerjord. Naar Massen er gjort plastisk med Vand tørres den og brændes i en Kalkovn, hvorefter den males. Portlandcementet forekommer i Handelen som en grøngraa, fint pulveriseret Masse og har faaet sit Navn deraf, at Farven ligner den i England til Bygningsmateriale meget anvendte Portlandsten.
Efter en anden Fremgangsmaade brænder man Lerjord, som har været udsat for Havvandet, nøjagtigt blandet med Kridt (Pasley), og efter Pettenkofer vilde mange naturlige Mergelarter, som i Bajern forarbejdes til Cement, give en meget bedre Vare, hvis Massen før Brændingen var bleven gjennemtrukket med en Kogsaltopløsning. Dette Forslag grunder sig paa, at det i England anvendte Havler er blevet saltholdigt ved Havvandet, der har trængt sig ind i det.
Portlandscementet indeholder alkaliske Bestanddele, hvilket ikke er Tilfældet med Romancementet, som derimod har et større Indhold af kaustisk Kalk. Forløbet ved Hærdningen er det samme ved begge Slags Cement og beror paa Dannelsen af et Dobbeltsalt af kiselsur Kalk og kiselsur Lerjord.
Om end Roman- og Portlandscementet ere de første Handelsartikler i i denne Branche, findes der dog Cementfabriker allevegne, og denne Tilvirkning udgjør en betydelig Handelsgren. Cement fra Stettin, Bonn, Ulm, Kassel og flere Steder have alle vundet et godt Navn.
Cementets Egenskab: hurtigt at blive haardt og dets store Modstandskraft gjør det meget skikket til at anvendes til Fremstilling af kunstige Sten, især saadanne, som i forskjellige Former og Farver anvendes til Udsmykning af Bygninger, til Mosaikgulve o. lign. Der findes allevegne saadanne Fabriker til Fremstilling af »Kunststen« ikke blot i dekorativt Øjemed men ogsaa til Tilvirkning af Stenrør, Stenkar og saadanne Artikler, som i Almindelighed forfærdiges af Stenhuggere. Vi ville imidlertid ikke opholde os ved Omtalen af alle de mange forskjellige Bestanddele, som benyttes til Fremstillingen af saadanne Masser, der faa Udseende af Marmor eller andre Stenarter, og som kunne antage en smuk Politur.
Svensk Cement tilvirkes af Alunskifer, som brændes og males til et fint Pulver og forekommer i denne Form i Handelen under Navn af Alunskifermel. Naar det skal bruges, blandes det meget nøjagtigt med nylæsket Kalk og derefter med rent, grovt Kvartssand; derpaa gives den ønskede Konsistens ved Tilsætning af Vand, og det benyttes strax. Det svenske Cement tørrer temmelig langsomt og kan ikke taale strax at udsættes for Vandets Indvirkning. Man plejer derfor i Reglen at tilblande noget Portlandscement, hvad der i høj Grad befordrer Tørringen.
Vargøcement er en Blanding af brændt Alunskifer og Kalk i nøjagtigt afpassede Forhold. Det forekommer i Handelen som et fint Pulver.
Dansk Cement tilvirkes i flere Fabriker. I 1853 havde kun et bornholmsk Fabrik og Fredens Mølles Fabriker Prøver af dette Fabrikat paa Udstillingen, men senere er der opstaaet flere Fabriker; saaledes blev der f. Ex. i 1868 anlagt en Cementfabrik »Hertha« i Ringsted, der som Raamateriale benytter et Mergellag ved samme By, der indeholder omtrent 80 Procent kulsur Kalk. Paa Bornholm findes en Cementsten, der er i nær Slægt med det egentlige Cement, idet den som saadan giver et Produkt, der kan benyttes til Murværk i fugtig Jord og i Luften men derimod ikke i rindende Vand. Den Cement, der kunstig tilvirkes paa Bornholm og paa »Fredens Mølle«, faas ved at sammenælte brændt Kalk og Ler; Massen tørres og brændes derpaa i en almindelig Kalkovn.
Gips er svovlsur Kalk. I Naturen forekommer det for en ringe Del opløst i alle Vande, i større Masser indsænket i Bjerg, i Gange, dels som hele Bjergstrækninger som paa den søndre Side af Harzen, hvor Naturen har dannet en milelang Mur af Gips. Gips er opløselig i Vand, saaat 1 Del opløses i 445 Dele Vand ved 14° eller i 420 Dele Vand ved 20,5° C. Heraf skulde man tro at kunne slutte, at Gipsens Opløselighed i Vand stiger med Temperaturen; men dette er saa lidt Tilfældet, at endog den opløste Gips ved Kogepunktet for Størstedelen udfældes og plumrer Vandet. Saavel ved Harzen som i Pariserbækkenet forekommer Gipsen i saa faste Lag, at den er bleven anvendt til Bygningssten, og de fleste gamle Huse i Paris ere opførte heraf, hvad der let kjendes af deres sorte, forvitrede Udseende.
De reneste Gipsarter ere aldeles hvide og forekomme i smukke gjennemskinnelige, ofte temmelig store Krystaller og danne da Marienglas. Men ofte er den grovere Gipssten et besværligt Stof at komme til Rette med, især naar den i fint pulveriseret Form paa mangehaande Maader skal anvendes i Farvetekniken og Papirfabrikationen, hvor den anvendes for at give Papiret større Glans og Masse. Urene Gipsarter have ofte en brudt, marmorlignende Tegning og blive dels derfor, dels fordi de let lade sig bearbejde, anvendte, ligesom Marmor, til mange Slags Gjenstande. I naturlig Tilstand indeholder Gipsen Vand ɔ: den er et Hydrat. Anhydrit, et Mineral, der ligeledes forekommer i Naturen, er derimod vandfri, svovlsur Kalk.
Ved Opvarming kan Gipsen befries for sit Indhold af Vand men bibeholder dog stedse, ligesom brændt Kalk, en Bestræbelse efter atter at forbinde sig med den samme Mængde Vand og efter at gaa tilbage til sin oprindelige Form. Det er paa denne Egenskab, at dets tekniske Anvendelse beror. Det vandfri, pulveriserede Gips udrøres i Vand, saaat det danne en Vælling, som kan hældes i Forme; den størkner da til en fast sammenhængende Masse.
For at Gipsen kan blive anvendelig i dette Øjemed, brændes Gipsstenene, paa samme Maade som den kulsure Kalk, enten i særlig dertil opførte Ovne eller ogsaa i opvarmede almindelige Bagerovne, i hvilke den brændes i lange Jernblikpander med lave Kanter. Men da Gipsstenen slipper sit Krystallisationsvand ved en Temperatur, som ligger under Rødglødhede, og da Erfaringen viser, at den brændte Gips besidder størst bindende Kraft, naar den ikke har tabt hele sit Indhold af Vand ved Brændingen, er en omhyggelig Regulering af Temperaturen en Hovedbetingelse for at kunne fremstille en god Gips.
Paa flere Steder brænder man derfor ogsaa helst Gipsen ved Nattetider, da det er lettere i Mørket at iagttage den Farveforandring, som indfinder sig, naar Temperaturen nærmer sig til Glødhede, hvilken Temperatur ikke maa overskrides.
Overhedet Gips taber sin Evne til atter at optage Vand: den er dødbrændt.
Naar Gipsstenene ere brændte, knuses og males de til et fint Mel. Til finere kunstneriske Gjenstande foretrækker man at pulverisere ren Gipssten før Brændingen og derpaa ophede Gipsmelet enten i Jernkjedler eller paa Jernplader under bestandig Omrøren, et Arbejde, som Billedhuggere og andre gipsforbrugende Kunstnere ofte forrette med egen Haand, og hvortil de da i Almindelighed anvende Mel af Alabast eller Marienglas.
Naar man skal anvende pulveriseret Gips til formede Gjenstande eller Billedhuggerarbejder, rører man Gipsmelet sammen med rent Vand i et med Olie bestrøet Kar, for at Gipsen ikke skal klæbe fast til Karrets Vægge, idet man passer paa, at den saaledes dannede Gipsvælling bliver ensformigt gjennemtrængt af Vandet, og at der ikke dannes Luftblærer deri. I Stedet for rent Vand kan man ogsaa bruge en svag Limopløsning, sur Mælk eller andre Vædsker og saaledes bibringe Gipsmassen en bestemt ønsket Farve, større Haardhed, Klarhed eller andre Egenskaber. Den saaledes tilberedte Gipsvælling gjøres tyndere eller tykkere, alt efter det Øjemed, hvori den skal anvendes. Til Figurer og Aftryk, som skulle gjengive Originalen skarpt og nøjagtigt, gjør man Massen mere tyndflydende, da den saa størkner langsommere og faar bedre Tid til at trænge ind i og udfylde de fineste Fordybninger.
Gipsforme. Skal Gipsen fremstilles i en saadan Form, at det ligner en flydende, smeltet Metalmasse, kan man ved Modellering og Formning i Gips følge de samme Regler, som vi allerede have omtalt ved Støbning af Kunstfrembringelser. Naar Modellen gjøres af Vox, afformes den ved fortsat Overstrygning med Gips, indtil man har faaet en tilstrækkelig tyk Skal, som kan tjene til Form for Støbningen; Voxmodellen udsmeltes derpaa ved Opvarming, og hvis Formen skal anvendes til flere Afstøbninger, skjæres den med en fin Sav i saa store Stykker som muligt, som for hver Støbning sammenkittes med en tynd Gipsvælling.
Naar man vil afforme meget store Modeller af Ler, hvis Masse kun med stort Besvær kan fjernes fra den hule Form og forhindrer Formens Deling med Saven, anbringer man, inden man begynder at lægge Gipsen paa, en Traad saaledes over Modellen, at den deler samme i to passende Halvdele. Efterat Gipsmassen er lagt paa, trækkes Traaden gjennem den endnu ikke fuldstændigt størknede Gipsform, som saaledes skjæres i to Stykker, hvis gjennemskaarne Flader bestryges med Olie for at forhindre, at de atter skulle klæbe sammen.
Ved Afformning af Modeller, som ikke tillade, at de ødelægges, kan man kun tildels bruge den ovenfor omtalte Fremgangsmaade, nemlig kun paa saadanne Dele af Modellen, som tillade en Deling af Formstykket med en Traad i to Halvdele, der hver for sig kan løsnes fra sit Underlag. Afformning af det menneskelige Legeme, Arme, Hænder o. s. v. gaar, efter Sagens Natur, bekvemmest til paa den Maade, at den til Afformning bestemte Del først befries for Haar, som ellers vilde fæste sig i Gipsen og volde Smerte ved Aftagningen, derpaa indgnides godt med Olie, hvorefter den belægges med en Gipsgrød. Man maa her passe godt paa, at den Del, der skal afformes, faar behørig Understøttelse, for at Musklerne ved Overanstrengelse eller Slappelse ikke skulle komme i nogen Virksomhed, medens Afformningen foregaar. Man vil ogsaa nu tage en Traad over Modellen for at kunne skjære Formstykket i to Hoveddele, men i Almindelighed er dette ikke tilstrækkeligt. Hyppigere maa Formstykket skjæres i flere Dele, og man forbereder denne Operation ved, at man med en Trækniv (Poussertræ) gjør passende Indskjæringer i Gipsmassen, medens den endnu er blød, indtil man er kommen tæt ind til Huden eller Modellen. Efterat Gipsen er bleven fuldstændig haard, drives tynde Trækiler ind i disse Indskjæringer, hvorved Formen sprænges paa den tilsigtede Maade i Stykker, som senere ved Støbningen bindes sammen med Snore. Fugerne mellem disse Stykker vise sig siden paa Afstøbningen som ophøjede Sømme, der i Almindelighed faa Lov til at blive siddende, for at det støbte Billedes Troskab ikke skal lide ved en mindre behændig Afpudsning.
Naar man vil afforme store Statuer, afdeles Figuren ved endel lodret paa dennes Overflader anbragte Skiferstykker eller olierede Kortblade i en Mængde smaa Celler, hvori Gipsvællingen hældes. De enkelte Formstykker skilles temmelig let fra hinanden, og naar de skulle samles, bærer man sig ad paa samme Maade, som nys er omtalt.
Gipsens Støbning kræver altid en Støbeform, hvor Gipsen ikke bliver hængende paa Siderne, og hvor Formstykket efter Hærdningen let kan tages ud. Hvis Støbeformen ogsaa er af Gips, maa den inden Støbningen bestryges godt med Olie. Det forstaar sig af sig selv, at der ligesom ved Metalstøbningen maa sørges for at den Luft, der findes i Formen, kan finde en Udvej. Gipsvællingen maa ikke være for tykflydende, da den i saa Fald ikke udfylder alle Formens fine Huller og Fordybninger. Naar den begynder at størkne, passer man paa at vende Formen og hælder den endnu flydende Del af Massen ud, hvorved man kun faar et tyndt Gipsovertræk i Formens Indre. Hermed fortsætter man, indtil Overtrækket har faaet den forønskede Tykkelse.
Ved Afstøbning af meget store Gjenstande, navnlig saadanne, som man ikke vil have støbt i flere Dele, og hvis Form man vanskeligt kan vende paa den omtalte Maade, driver man ved Hjælp af Centrifugalkraften Gipsvællingen ind i alle Formens Hulheder, idet man stiller den op paa en roterende Plade, der efter Behag kan gives en stærkere eller svagere omdrejende Bevægelse, eftersom de Dele, som skulle udfyldes, ligge fjernere fra eller nærmere ved Rotationsaxen.
For at betage Gipsfrembringelser den tørre Farvetone, der, ligesom ved Sager af blødt, gjennemskinneligt Marmor, giver dem et koldt og dødt Udseende, kan man imbibere dem med smeltet Stearin eller Parafin. Denne Fremgangsmaade kan dog kun benyttes ved mindre Figurer. Derimod kan man ved Neddypning i Opløsninger af Lim, Allun eller Borax paa en mere formaalstjenlig Maade hærde saadanne Gipsafstøbninger, som skulle udsættes for atmosfæriske eller andre ødelæggende Indvirkninger.
Som Industrigren drives Gipsstøberi særlig i Italien, hvorfra utallige Afstøbninger af ældre eller yngre plastiske Kunstværker sendes rundt til alle Jordens Lande. Overhovedet tør man nok sige, at disse Gipsvarer have en stor æsthetisk Betydning for Verden, idet Gipsen er det eneste Middel til at mangfoldiggjøre Arbejder, om hvis Udseende hverken Beskrivelse eller Tegning kunne give nogen rigtig Forestilling. Uden Gipsens Hjælp vilde Studiet af den antike Kunst med sin uforlignelige befrugtende Kraft blive højst besværligt, da det kun kunde ske paa de Steder, hvor Levningerne af de gamles Arbejder opbevares i Original; ja en sammenlignende Undersøgelse vilde blive saa godt som umulig, da de forskjellige Kunstværker, der ere opbevarede fra Oldtiden, ere spredte omkring i Samlingerne; ved Hjælp af Gipsafstøbninger kan en saadan nu let iværksættes med forholdsvis ringe Bekostning.
Stuk eller Gipsmarmor bruges til Overtræk til Søjler, Vægge eller saadanne Ornamenter, som man vil give et marmoragtigt Udseende. Det faas ved at røre brændt, fint malet og god Gips sammen med en svag Limopløsning.
Vil man have et hvidt Gipsmarmor anvender man ufarvet Lim (saaledes det ægte Husblas, der faas af Størens Svømmeblære); ønsker man det derimod farvet, indblander man forskjellige Metalilter f. Ex. Halvandetiltehydraterne af Jern, Mangan, Kobber o. s. v. Marmoreret faas Stoffet ved en passende Blanding af de forskjellige Farver. Det saaledes dannede Marmor kan, naar det er blevet tilstrækkelig fast, erholde en smuk Politur.
Gipsens Egenskab i tør Tilstand at kunne opsuge en Mængde Vand, som atter gaar bort ved Tørring, anvendes, som vi allerede have set, ogsaa i Porcellænfabriker, hvor man benytter Gipsforme, ligesom ved adskillige andre tekniske Arbejder, hvor vanskeligt tørrende Sager, saasom Stivelse, Pressegjær, Druesukker o. s. v., skulle befries for deres sidste Indhold af Vand. Dette sker ved at brede dem ud paa store, tørre Gipsplader, der hurtigt indsuge det overflødige Vand.
Baryt og Strontian ere to Jordarter, som i kemisk Henseende have stor Lighed med Kalkjord. De ere ligesom denne Ilter af metalliske Grundstoffer (Barium og Strontium) og forekomme i Naturen dels i Forbindelse med Kulsyre, dels og hyppigere i større Masser i Forbindelse med Svovlsyre som Tungspat (svovlsur Baryt) og som Celestin (svovlsur Strontian).
Baryt- og Strontiansaltene have længe fundet Anvendelse i Pyrotekniken til at frembringe prægtigt farvede Flammer. Barytsaltene give en straalende grøn, Strontiansaltene (navnlig det salpetersure) en glimrende rød Farve.
Pulveriseret Tungspat anvendes ofte i Stedet for Gips som Tilsætning til Papirmasse og finder paa Grund af sin store Vægtfylde god Afsætning hos Papirfabrikanterne. Paa Grund af sin Klarhed anvendes det endvidere til Dækfarver og som Bestanddel i visse Glas- og Stenvarer.
En meget smuk hvid Farveartikel, som er Gjenstand for en betydelig Tilvirkning, er det saakaldte Blanc fixe eller Permanenthvidt, som fremstilles ved Fældning af svovlsur Baryt. Tilvirkningen heraf er dog temmelig vanskelig, da man som Raaemne som oftest blot har Tungspat, og da større Masser af kulsur Baryt (Witherit), der langt lettere kan bearbejdes, kun forekommer i England. Da man i Farverierne ved Fremstillingen af den meget anvendte eddikesure Lerjord nu ikke mere anvender eddikesurt Blyilte (Blysukker) sammen med svovlsur Lerjord, for at disse Salte kunne bytte Syrer, men i det Sted bruger eddikesur Baryt, er herved en vid Mark aabnet for Barytens Anvendelse til Farvestof. Klorbarium er et virksomt Middel mod Stendannelse i Dampkjedler, hvor man er henvist til Brugen af gipsholdigt Vand.
Det ser endvidere ud til, at Baryten vil komme til at gjøre Blyilte Pladsen stridig paa Glastilvirkningens Omraade. Den lader sig lige saa godt blande i Glasmassen, og da den samtidig giver Glasset en Evne til at modstaa Sønderbrydning og Forvitring, vil det vistnok ikke vare længe, inden den faar almindelig Anvendelse i denne vigtige Industrigren.