Professor Hieronimus

Aa Gud nej — hun fik det ikke til — hun fik det ikke til!
Det var Aften i Atelieret med stærkt Lampelys.
Fru Else Kant stod fortvivlet foran Staffeliet med det graat i graat bemalte Lærred. Nu havde hun holdt paa Nat og Dag i over et Aar, slidt Sjælen ud af Kroppen paa sig, for at faa frem, hvad hun havde paa Hjærte. Men jo længer det led, jo værre det blev. Denne Skikkelse der i Hjørnet, som skulde være Livsangstens Symbol — ha, ha! En stakkels Tomsing af en Fyr med paaklistrede, sorte Vinger — en Maskeradefigur.
Aa Gud, Gud, hvad skulde, hvad skulde hun gjøre! Hun, som dog engang havde kunnet noget, som havde vakt denne dejlige Forbitrelse hos de „pene” i Publikum. Men nu havde det sagt stop. Pludselig stop.
— Ja, hun kunde jo gi sig til at male og male, søde, yndige Billeder med smilende Landskaber og Flitterstasfigurer. Men det kunde hun altsaa ikke.
Bare hun kunde lægge Malingen ganske paa Hylden, aldrig mere røre ved en Pensel. Tænk for en Fred, der da vilde sænke sig over hende. Leve sit Liv optat af disse, hver Dag tilbagekommende Smaapligter, hvis Opfyldelse skabte Tilfredshed for hende selv og Velvære for hendes Kjære. Bli kvit denne utaalelige Byrde, der altid ved Dag og ved Nat laa over hende som en Mare. Og havde hun endda bare havt dette ene, kunde hun git sig ganske hen til sit Arbejde, og i alle andre Forhold ladt fem være lige. Men naar ikke alt i Huset med Barnet og Maden og Stellet og Pigerne gik, som det skulde, led hun forfærdeligt, og anklaged sig selv som den, der var forsømmelig og efterladende.
Nej, der skulde Kjæmpekræfter til for at gjøre Fyldest paa saa mange Omraader. Paulus havde evindelig Ret, da han forbød Kvinder at optræde offentlig. Gifte Kvinder skulde han ha sagt — skjønt nej — de, som ikke var gift, kunde jo bli det.
Aa for en Jammer. Skulde se paa dette forfærdelige Smøreri, der sved hendes Sjæl som Ildsluer. Ha klart og levende i sig, hvordan det skulde være, og saa — —
Denne Kamp mellem det, hun vilde male, og det, hun malte, skabte et Sammensurium af Elende, der grov sig ind i hendes Hjerne, filtred sig om alt, hvad hun hørte og opleved, lammed hendes Energi og knækked hendes Vilje. Gjorde hende dertil saa urimelig og vanskelig at omgaas. Hendes stakkels Mand — saa oprevet og fortvilet som hun var — ja fortvilet indtil Døden, fordi hun maatte, maatte faa sit Arbejde færdigt, og saa sin Uformuenhed frygteligere og sikrere for hver Dag, som gik.
Hun satte sig paa en Puf, foroverbøjet med Albuerne paa Knæerne og Ansigtet skjult i Hænderne, og mens hun rokked frem og tilbage, graad hun med en dæmpet, jamrende Hulken, der af og til afbrødes af en heftig Hoste.
Hvad kunde det ogsaa nytte, om hun kom bort en Tid, hvorom hun af og til havde talt med sin Mand. Hun tog jo sit Indre med sig, sin Kval og Kvide over det ufuldførte Arbejde, sin Længsel efter Mand og Barn, den dejlige lille Gut, som hun ikke kunde undvære en Dag, uden at føle et nagende Savn. Og saa havde hun heller ikke Raad til at rejse, ikke Raad til nogen Verdens Ting, nu, hun saa længe intet havde faat færdigt og intet havde solgt.
Hun følte en Rykning gjennem Baghodet, og retted sig op med et Sæt. Saa strøg hun Haanden varsomt fra Nakken opover, og kneb Øjnene sammen.
Ja, det var jo ikke saa underligt, saa søvnløs, som hun havde vært nu snart i et Aar. Hele Sommeren da hun laa dernede i Schweits med Barnet, havde hun ikke sovet ordentlig en eneste Nat. Ofte ikke faat Blund i sine Øjne fra hun la sig om Kvælden, og til hun stod op om Morgenen, fordi den lille, som hun for Pigens Upaalideligheds Skyld maatte ha hos sig, laa urolig og vælted sig i den lille Jernseng, der hver Gang gav en knagende Lyd. Saa havde hun ligget og læst den hele, lange Nat ved Lampelys, og om Morgenen, naar Gutten var badet og paaklædt, og gik ud med Barnepigen, havde hun lagt sig igjen, og forsøgt at sove lidt, men var som oftest blet forhindret af Dagens travle Lyde. Og saa dette forgræmmende Slid med det store Billede, som hun naturligvis havde ført med sig, og som hun aldrig fik videre og ikke kunde faa videre. Altid hang hun over det, fordi det uafladelig suged hende til sig, og fordi den Sjælslidelse, hendes frugtesløse Stræv voldte, blev endda større, naar hun flygted fra Arbejdet. Og Søvnløsheden var blet ved, hele Vinteren hjemme. Hun var ligesom i Vane med ikke at sove, hun, som netop altid havde trængt saa megen Søvn. Uden Nattesøvn kunde ingen klare sig i Længden. Selv det stærkeste Menneske maatte bukke under. Derfor var hun nu, som hun var. Aa Gud, disse Rykninger, der ligesom kløved Hodet i to Dele, saa hun undertiden havde Trang til at surre Baand fast omkring det. Og ingen Forandring, ingen Udvej til at undslippe. Leve Livet naglet fast til den Marterpæl, hendes Arbejde mere og mere var blet hende.
Hun tørred Ansigtet og blev siddende ubevægelig, mens Blikket stivned i Kummer. Saa kom Hostebygerne igjen, lange, anstrengende, saa at Øjnene fyldtes med Vand.
Sligt et Vrag, hun var blet.
Og hun kunde ha Mod til at optræde som Dommer og Anklager ligeoverfor andre. Kirsten, som hun havde sagt op, fordi hun stjal, og gjort ulykkelig for Livstid, for nu var hun begyndt at drikke for at døve Sorgen. Hendes hjærteskjærende Graad, da hun fik at vide, at det var kommet op —. Hun hørte den i Ørene og saa Pigens hvide, opspilte Ansigt. Og ingen Plads havde hun faat. Hvad skulde der bli af hende? Hun vilde naturligvis gaa til Grunde, og det var hendes Skyld. Aa den arme, arme Kirsten — Jeg bér Dig om Tilgivelse, om Tilgivelse — —
Ja, hvor hun vendte sig hen, og hvad hun end tænkte paa, var det altsammen ondt og tungt, Gutten, som hun ikke kunde faa til at spise nok, og som laa der om Aftenen Time efter Time uden at ville sove. Andre Folks Børn baade sov og spiste, men hun bar sig naturligvis forkjert ad med ham. Saadan i et og alt. Der var intet Lyspunkt — intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig Tid til at gjenvinde sine Kræfter, hun, som havde denne nervøse Hoste, der især om Natten var aldeles desperat, og trætted hende ud, saa hun knapt orked at staa op om Morgenen. Hjernen fik aldrig Hvile. Altid var den i boblende Kog om de samme og samme Grublerier. — At dø var det eneste tiloversblevne. Nedlægge Kampen. Forsvinde fra et Liv, der kun var lidelsesfuldt, og som hun gjorde lidelsesfuldt ogsaa for andre. Det var umoralsk at bli ved med at leve, naar man intetsomhelst duede til, naar man vidste med sig selv, at man kun var til Byrde og Plage for dem, man saa gjerne vilde yde det meste og bedste, og endydermere vidste, at det aldrig blev anderledes.
Det var dog underligt, hvor længe et Menneske, selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, naar det gjaldt om at kaste Byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes Tal. Dybt rodfæset maatte den være, denne Gru for at glide ind i Tilintetgørelsens evige Mørke, siden hun endda blev ved med at slæbe, sig over Dagen, gjennem Natten — over Dagen gjennem Natten.
— Naa ja, men denne sidste Udvej løb jo ikke fra en.
Hun rejste sig hastig, gik hen til Staffeliet og begyndte at male med optrukne Bryn og tæt sammenknebne Læber. Ret som det var, maatte hun holde inde for at hoste. Det gjorde ondt for Brystet og værked i Skulderbladene, og Knæerne var saa matte. Men hun ænsed det altsammen ikke — bare blev ved.
Med ét opklaredes hendes Mine, Øjnene fik et Udtryk af levende Glæde, og hele Ansigtet straalte. Nu fik hun det til — endelig — endelig! Hun la Paletten fra sig, traadte et Skridt tilbage og betragted Billedet.
Pludselig fo'r hun sammen. Var det ikke Gutten? — Hun lytted et Øjeblik og skyndte sig saa gjennem Spisestuen ind i Barneværelset, hvor der brændte Natlampe. Der laa Barnepigen og snorked med aaben Mund, og i den lille Seng paa den anden Væg sad Gutten oprejst med fægtende Arme.
„Søde lille Tage min,” Else bøjed sig over ham og fik ham i en Fart kysset lysvaagen. „Hvad er det, Gutten min? Skal jeg synge for Dig?
„Ja, den om Pussekatten, Mamma.”
Else la Gutten ned paa Puden og dækked ham til. Saa sang hun paa en slæbende Melodi:

Pussekatten ligger under Ovnen

Og klager al sin Nød.

Den har saa ondt i Hoved' sit,

Den tror, det bli'r sin Død.

„Død, hvad er det for noget, Mamma?”
„Det er saa'n som Bedstepappa er.”
„Skal man saa ikke mere komme i Seng om Aftenen og drikke Kakao om Morgenen, Mamma?”
„Nej, for saa er man død.”
„De, som er død, har det godt, De har, Mamma.”
„Nu maa Du ikke snakke mere, men skynde Dig at sove. Husk, det er midt paa Natten.”
„Hvad er Natten for noget, Mamma?”

Glæder eder alle Smaamusene,

For nu er Pussekatten død,

Nu kan I gaa i Spisekammere'

Og spise Smørrebrød.”

„Tog de Ost paa, Mamma?”
„Nej. Men nu snakker Du jo igjen.”
Døren fra Spisestuen gik op, og en høj, bredskuldret Mand med mørkt, skaldet Hode kom ind.
„Pappa!” raabte Gutten, og sad med et Sæt oprejst i Sengen. „Tage er sulten. To Stykker Smørrebrød med Leverpostej, og et med Steg og et med Ost!”
Kant gik hen til Sengen, bøjed sig over Barnet og sa dæggende: „Saa Du er sulten, Pus?” „Gaa nu ind Du og læg Dig,” vendte han sig bønlig til Else. „At Du nu sidder her igjen. — Og Gutten, som Du ikke gir Fred til at sove.”
„At Du vil sige saa'nt Knut. — Jeg, som er saa fortvilet, naar Barnet ikke sover.”
Tage havde staaende oprejst i Sengen slaat Armene om Farens Hals. „Jeg vil ind i Spisestuen med Dig,” sa han indsmigrende.
„Ikke gjøre det,” bad Else.
„Kanske det er ligegodt at trætte ham ud. Saa sover han desto bedre bagefter.” Kant svøbte Teppet om Gutten, tog ham paa Armen og gik ind, med ham i Spisestuen. Der satte han sig ved Bordet med Barnet paa Skjødet, og gav ham Mad.
Else fulgte efter, og satte sig ligeledes ved Bordet.
Tage kom i ypperligt Humør. Han trak Kant i Skjægget, mens han smaasnakked ustanselig og af og til béd i et Stykke Smørrebrød, som han derpaa putted Faren i Munden. Saa havde han faat frigjort fra Teppet den ene Fod og holdt den pludselig op i Ansigtet paa Kant, der var ligesaa henrykt som Barnet.
Else smilte bekymret, og rysted Hodet. „Du ser jo, at han ingenting spiser,” sa hun. Men straks greb saa Tage et Stykke Smørrebrød, og forsikred, at han var meget, meget sulten, og at han vilde spise det altsammen.
„Kan Du ikke gaa ind og lægge Dig, Else?” bad Kant igjen. „Du véd ikke, hvordan Du ser ud.”
„Gaa ind og lægge mig — hvad skulde det være godt for? Sove gjør jeg jo ikke alligevel. Og især nu, da Du sidder der med Gutten!”„Hvorfor græder Mamma?”
„Jo, for Mamma er syg. Stakkels lille Mamma.”
Else gik tilbage til Atelieret og tog atter fat paa at male, mens hun hvert Øjeblik traadte lidt tilbage og stirred paa Billedet med uroligt spørgende Blik.
Gud véd, tænkte hun tvilende, det er vist alligevel ikke blet bedre. Hun var ogsaa saa træt, at hun rysted paa Hænderne. Og saa denne Hoste. Men hun maatte holde paa. Maatte. Imorgen, naar hun stod op, var hun jo endda trættere, og hele Dagen vilde det være op i det samme. —
Knut ogsaa, som ikke kom ind igjen! — Nu sad han der og vented paa, at Barnet skulde falde i Søvn istedetfor ganske rolig at gaa sin Vej, eller da ialfald nøje sig med at vække Barnepigen! Knut talte om hende — de altfor mange Hensyn, hun tog til Barnet, men han var sandelig ikke bedre selv, snarere værre.
— — — Aa, dette Træk ved Munden, dette forfærdelige, opsætsige Træk ved Munden — —! Hun skygged med Haanden for Øjnene og saa paa, hvad hun havde malet. Nu havde hun da faat det til en ren Mumiemaske. — Med Penslen og Paletten i Hænderne tripped hun sagte jamrende op og ned. Saa malte hun igjen, mens Hodet blev glødende hedt, og Sveden sprang frem paa hendes Pande. —
„Nej men Else da,” Knut var kommen ind. Han saa forfærdet paa hende og gik hen og vilde ta Penselen ud af hendes Haand.
„Jeg er jo nødt til at nytte de faa Øjeblikke, jeg syntes, jeg kan arbejde, enten det saa er Nat eller Dag” — hun vristed sit Haandled frit fra hans Fingre. „Sover Tage?”
„Ja.”
Knut gik et Par Ganger langsomt op og ned med sænket Hode. Saa standsed han bagved Else, der stadig malte. Han retted Nakken og syntes at ville sige noget, men opgav det og gik atter op og ned.
„Klokken er halv to, Else. Du véd jo, at denne Natteiver altid kommer, naar Du er som daarligst. Hold dog op for Himlens Skyld. Jeg bér Dig, Else.”
„Gaa Du bare ind og læg Dig, og lad mig skjøtte mig selv. Jeg er forresten slet ikke syg. Det er meget værre med Tage, som hverken spiser eller sover. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om det?”
„Vær nu god, Else,” Knut tog med mild Vold Paletten fra hende. „Du ødelægger Dig, og Du ødelægger ogsaa mig,” han talte lavt, og om de optrukne Øjenbryn laa der et Udtryk af dyb Bekymring.
„Kom nu,” vedblev han, da Else stirred aandsfraværende uden at svare, „Du maa se til at faa sove lidt, — jeg skal gi Dig et Pulver.”
„Aa, hvad nytter Pulvere,” mumled Else. „Ikke om Du saa gav mig 100. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om Barnet?”
Knut vendte sig bort og begyndte atter at gaa paa Gulvet. Else gjentog sit Spørgsmaal.
„Barnet fejler jo ingenting,” sa Knut forpint.
„Du vil altsaa ikke tale til ham?”
„Jo, jeg skal nok. Slaa Dig bare tiltaals.”
„Imorgentidlig straks?”
„Ja. Vil Du saa lægge Dig?”
Else gik bort og satte sig paa Chaiselonguen.
Knut saa lidt paa hende. Saa satte han sig ogsaa et Stykke borte.
Med ét stod Else og malte igjen.
Knut rejste sig og forlod Stuen. Han fik prøve at gaa ind til sig selv og lægge sig. Det var uudholdeligt at se hende staa der og slide sig op.
Efter en halv Times Forløb kom han listende ind igjen i Slaabrok og Tøfler. Else stod fremdeles og malte.
„Uf, hvor Du skræmte mig,” udbrød hun og vendte sig om med et pludseligt Sæt. „Vil Du da gjøre mig rent fortvilet ved at gaa oppe om Nætterne og la det være mig, der hindrer Dig i at faa Ro?”
Knut virred hjælpeløst med Hodet.
„Se lidt paa, hvad jeg har malet iaften,” Sa Saa Else, „og sig, hvad Du synes.”
„Ikke nu. Jeg maa være frisk og klar for at kunne se, og jeg er dødtræt.”
„Naar jeg nu bér Dig saa indstændigt. Jeg skal straks gaa til Ro bagefter.
„Det er netop det, Du ikke gjør,” sukked Knut. Saa gik han hen og betragted Billedet med mysende Øjne. Else stod spændt og vented.
„Ja, jeg véd ikke, Else. Jeg siger Dig jo, at jeg ikke kan se paa denne Tid af Natten. Det er vist godt det, Du nu har malet.”
„Vist — tror Du ikke, jeg kjender Dig? Du skulde meget heller sige din Mening. Aa Gud, aa Gud, saa er og blir det da forgjæves,” hun graad og gik hensigtsløst om i Atelieret, Knut fulgte efter og talte og bad, men hun hørte ikke paa ham.
„Nu skal jeg forresten gaa til Ro,” sa hun omsider, og tørred sit Ansigt, „Nu har jeg intet Arbejde mere. Hvor det dog var godt, at Du sa, hvad Du syntes. Tak for det” — hun tog op fra en Bordskuffe en liden Flaske.
„Hvad vil Du med den?” spurgte Knut, som havde iagttaget hende opmærksomt.
„Ingenting. Lad mig bare være.”
„Nej Else! Giv mig øjeblikkelig Flasken. Jeg véd, hvad Du pønser paa.”
Else saa stivt paa ham. Han stod rolig med Haanden fremrakt og et Blik, der syntes overfyldt af Sorg, og samtidig var saa træt og modløst.
En underlig Mand den Knut. Han havde jo den samme Opfatning af Tilladeligheden i det at ta Livet af sig som hun. De havde tit snakket om det, Og dengang da hans unge Slægtning holdt paa uhjælpeligt at gaa tilgrunde, og hun engang havde sagt, hun var bange for, det endte med, at han skjød sig, havde Knut rolig svaret: „Det vilde ikke være det værste.” Men naar det kom til Stykket, som nu med hende, optraadte han som en almindelig Politibetjent. Det havde han ogsaa gjort engang før, da hun for nogle Aar siden havde syntes, at der ikke var andet tilbage end at dø.
Var det fordi han holdt saa meget af hende?
Ja, han holdt af hende, men altsaa ikke nok til at ville unde hende Døden. Saa havde han heller ikke Mod til at forholde sig som passiv Tilskuer, naar det gjaldt dette sidste, sidste Skridt. „Der maa gribes til Foranstaltninger,” stod han nu og tænkte. „Jeg kan ikke være rolig et Sekund paa Dagen.”
Ja, hvis Foranstaltningerne kunde nytte noget, hvis hun igjen kunde bli som i gamle Dage, kunde sove, arbejde, faa noget færdigt — være glad. — Men det trode ikke Knut, og ikke hun heller. Nej, nej, nej! Hun kunde se det paa ham, at han ikke trode det. Men da var det rent ud lumpent af ham, at han ikke lukked Øjne og Øren og lod hende fare, som hun vilde.
„Det er usselt af Dig,” sa hun.
„Giv mig Flasken,” svarte Knut og saa ubøjelig ud.
„Men hvorfor? Vilde Du nu ikke tænke i dit inderste Indre, naar det først var sket: „Jaja, det var tungt, at det skulde ende saadan, men dog det eneste og bedste? „Nej,” sa Knut.
Else fo'r sammen ved det „Nej”. Der var i hans Tonefald og Mine saa megen Smerte og Kjærlighed og urokkelig Forvisning. Skulde det være muligt, at han ikke syntes, det var bedst, hun døde? Det var, som om en haard Klump inde i Brystet begyndte at smelte.
„Saa skal jeg heller ikke gjøre det,” sa hun sagte. „Men Du maa vise mig den Tillid at ikke ta Flasken fra mig.”
„Det kan jeg ikke. Husk paa disse mange Nætter, jeg har gaaet her og ligefrem kjæmpet med Dig om dit Liv. Hvad véd jeg, og hvad véd Du, hvad der stikker Dig i næste Nu?”
„Men nu maa Du tro mig,” brast det lidenskabeligt ud af Else. „Jeg kan ikke holde ud, at Du ikke tror mig!” Hun kasted sig plat ned paa Gulvet, og graad og hulked højlydt.
„Jaja Else. I Guds Navn, saa tror jeg Dig.”
Else rejste sig op og blev rolig. Flasken la hun tilbage i Skuffen, som hun laaste.
„Vil Du saa gaa til Ro, Else?”
Else vilde svare, men saa begyndte Hosten igjen. Det var som hun skulde slides i Stykker.
„Du maa ikke se saa bedrøvet ud, Knut.”
„Jeg synes ikke, der er synderlig Anledning til andet,” mumled Knut og strøg sig over Panden.
„Nej, din Stakker.”
Langt om længe lykkedes det Knut at faa hende til at lægge sig. Hun klædte sig af med en skræmt Mine og saa sig hvert Øjeblik ængstelig lyttende om. Knut gav hende et Pulver og gik ind til sig selv.
Men neppe havde Else lagt sig til, før hun atter blev overfaldet af Hosten. Hun sad oprejst i Sengen, og det lød tilsidst som hikkende, hivende Krampe.
Der kom disse stampende Hovslag op over Trapperne ind gjennem Entrédøren, som sprang op af sig selv. Hurtig, taktfast gik det. Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette Tog af brune, skjønne Hester, som Else ofte havde set i den senere Tid. Hestenes Hoder og Overkroppe var stive og livløse, og istedetfor Øjne var der store sorte Huller, men de fine spinkle Ben løfted og strakte sig og førte Toget afsted, ind i Spisestuen og Atelieret, ud gjennem Entréen og ind igjen i Soveværelset, taktfast, gjengangerlig uforstyrreligt. Om igjen og om igjen. Og Else sad i Sengen hostende og stirrende og undred sig, men var ikke bange.
Saa pludselig stod Knut der, og Hestetoget var som sunket i Jorden.
„Du faar ta dine Opiumsdraaber,” sa han. „Dette er værre end det værste.”
Men Else vilde ikke. Hun havde tat den foregaaende Nat, og hun turde ikke gjøre for meget af det.
„Saa Du ikke Hestene?” spurgte Else.
„Stuen var fuld af dem da Du kom. Det er da ogsaa sørgeligt, at Du hverken kan se eller høre.”
„Gaa Du bare,” vedblev Else, da Knut ikke svarte. „Jeg er saa vant til at ligge slig.”
„Ja, jeg maa”, svarte Knut, „Jeg falder sammen af Træthed, og imorgen har jeg meget at gjøre.”
„Men det Løfte, jeg gav Dig, om ikke at bruge Flasken, gjælder kun for inat,” raabte Else efter ham. „Saa meget Du véd det.”
Som en Søvngjænger famled Knut ind i sit Værelse og la sig. Han svøbte Tæpperne tæt om sig, vendte sig mod Væggen, og faldt straks hen i en Slummer, gjennem hvilken Lyden af Elses Hoste laa som et Tryk over hans Bryst.
Med ét fo'r han forskrækket i Vejret, sprang ud af Sengen og aabned Døren til Entréen. Der stod Else og iførte sig sin lange Kaabe.
„Hvad er det nu igjen?” spurgte Knut haardt og greb hende om Skuldrene.
„Jeg kan ikke faa Fred,” jamred Else. „Jeg tænker ufladelig paa Kirsten, som vi har jaget. Nu vil jeg hen til hendes Mor og spørge efter hende.”
„Nu paa denne Tid?” „Det er jo midt paa Dagen.” „Ikke tale om det. Øjeblikkelig i Seng med Dig.”
Else vedblev: „Jeg hører stadig det Ord i mit Øre: Du onde Tjener, al Gjælden eftergav jeg Dig, fordi Du bad mig. Burde det saa ikke ogsaa Dig at —”
Knut tog Tøjet af hende, og fik hende omsider til at læge sig.
Og saa faldt hun endelig i Søvn.

Klokken 10 den næste Morgen var Knut hos Huslægen og Vennen, Dr. Tvede.
„Nu maa Du sige, hvad der skal gjøres,” sa Knut. De havde snakket en Stund frem og tilbage om Elses Tilstand.
Dr. Tvede svarte ikke straks, bare saa paa Knut med sine milde, dybtliggende Filosoføjne.
„Der er foreløbig kun ét at gjøre,” sagde han saa. „Vi maa skaffe hende Ro. Hun maa hjemmefra og paa et Hospital. Andre Steder er der ikke den Ro, hun skal ha.”
„En eller anden privat Klinik?” spurgte Knut tøvende.
„Tror Du din Kone vil finde sig i at bo sammen med en Bunke hysteriske Fruentimmere?”
„Aa nej — naturligvis —”
„Vi har jo Professor Hieronimus. Han er den bedste, og for ham har hun Respekt. Hun har læst en af hans Afhandlinger og flere Gange talt til mig om ham.”
„Hun skulde altsaa indlægges paa Hospitalet under ham?”
„Ja. Naar han har skaffet hende Ro og haft hende der en 8—10 Dage, siger han Dig, hvad der skal gjøres. Jeg indsér ikke, at der er noget andet at raade Dig til. Jeg skal skrive en Seddel, gaa med den til Hieronimus paa Hospitalet. Du træffer ham nu. Tal med ham, og tal saa med din Kone. Hun maa naturligvis selv ville.”
Knut. stak Sedlen til sig og gik.
Der var dog et Haab i dette.

Knut sad ved Frokosten.
„Jeg spiser nu ikke, Mamma,” forsikred Tage, der sad ligeoverfor Else med en stor Spisesmække om Halsen, og stak til Spejlægget og det smaatskaarne Kjød paa sin Tallerken. „Jeg gjør det nu ikke alligevel. Jeg gjør ikke.”
„Naar Du ikke vil spise, saa kan Du gaa fra Bordet,” sa Knut med en Bevægelse, som om han vaagned op. Han trykked paa Bordklokken, og Barnepigen kom ind og fik Ordre til at gaa Tur med Tage.
„Jeg har talt med Tvede idag,” sa saa Knut. „Har Du noget imod at lægge Dig ind paa Hospitalet hos Professor Hieronimus?”
„Har Tvede virkelig fundet paa det af sig selv?” spurgte Else, og der kom et næsten fjendtligt Udtryk i hendes Øjne.
„Ja, han har. Nu gjælder det bare, at Du vil?”
„Jo, jeg vil gjerne,” svarte Else, mens hendes øjne langsomt fyldtes med Taarer. „Jeg maa med Magt rives bort fra mit Billede, ellers kan det gaa galt. For jeg er jo altsaa ikke normal.”
„Bli dernede nogle Dage,” fortsatte Knut. „En halvanden Ugestid i det højeste. Det vilde Du vel sagtens kunne finde Dig i?”
„Jeg kan finde mig i alt, bare jeg faar Fred og Ro. Lidt Puslearbejde kunde jeg vel sagtens ta med. Skitserne til „Børnenes Julebog” f. Eks. ?”
„Naturligvis. Saa faar vi høre hans Mening, om Du bør ta til Schweitz en Tur, eller lægge Dig paa Landet lidt.”
„Det skal bli godt at faa tale med en Mand som Hieronimus. Forklare ham, hvordan jeg har det i ét og alt. Du maa gaa ned til ham endnu idag.”
„Jeg har alt vært der.”
Else blev lidt blegere i Kinderne.
„Hvad sa han?”
„Han havde ikke Tid, men bad mig komme igjen Klokken tre og ta Dig med. Han gjorde et udmærket Indtryk, rolig og betænksom. Forresten ligned han en Lægprædikant i sin luvslidte Overfrakke. Men det var vel Hospitalsdragten. Vær saa parat præcis halv tre.”
Else gik ind i Atelieret og saa paa sit store Billede. Galt og umuligt var og blev det —. Hun krymped sig sammen under den fortærende Smerte over egen Hjælpeløshed, der stadig fyldte hendes Indre, og som hver Gang hun stod foran Billedet ganske tog Magten fra hende. — Intetsigende, uden Liv, meningsløst, Det var, som om en stor klam Haand greb om hendes Hjærte, saa hun kun med Møje kunde trække Vejret.
Om hun forsøgte endnu en Gang, nu i sidste Øjeblik, da hun havde opgit alt og skulde flygte fra det —. Tænk, om det kunde lykkes! Hun syntes, hun havde læst eller hørt om lignende Tilfælde. Fik hun bare noget af det til, Udtrykket i Øjnene f. Eks.? Hun vilde faa Haab og Mod og nye Kræfter.
Ilfærdig begyndte hun at male, men det varte ikke længe, saa kasted hun Paletten og vendte sig bort. Saadan gik det jo altid. Hvor mange Gange havde hun ikke i vanvittig Trang til at vælteSorgen fra sig og fatte nyt Haab tænkt, at netop nu var Øjeblikket, da Aanden vilde komme over hende, men altid havde hendes Anstrængelser vært forgjæves. — Nej, hun maatte bort, bort fra altsammen, fra Arbejdet, fra Mindet om arme Kirsten, fra Synet af Tages Vantrivsel. Det skulde rigtig bli godt at komme ned til Hieronimus.
Ja — fik hun nu bare slippe for at tænke paa Billedet, at hun ikke kom til at sidde dernede og male og male, og se foran sig, hvordan det skulde være, og brænde efter at begynde paa nyt. Men hun vilde gjøre alt for at skyve Tankerne fra sig, sove sig Helbred og Kræfter til under Freden og Stilheden dernede. Otte—ti Næters Søvn vilde gjøre Underværker.
Hun løfted Blindrammen med det store Lærred ned fra Staffeliet og stilled det op mod Væggen med Bagsiden ud. Saa gik hun ind i Barneværelset og eftersaa Tages Tøj. En Bluse, hun havde i Arbejde, mangled Knapper og Snore. Den gjorde hun færdig, samled i en Bunke Linned og Strømper, som skulde repareres af Barnepigen, og la alting pænt tilrette, hvorpaa hun satte sig ved Bordet med det tunge Hode hvilende i Hænderne, Øjnene føltes svidende stive af den lange Søvnløshed, det snurred i Panden, og hun kjendte en pludselig Svimmelhed. Uvilkaarlig greb hun efter Støtte. Mat og dødsens søvnig lod hun Armene falde ned paa Bordet og Ansigtet paa de sammenlagte Hænder. — —
— — Der var underlige Lyde omkring hende, tunge Sukke og en ensformig Sutren, blandet med Rassel af visne Blade. Hun vilde løfte Hodet for at se, hvad det var, men kunde ikke faa det op, alt det, hun stred og sled. Endelig lykkedes det. Hvad er dette, tænkte hun. Der var saa stort omkring hende, og saa højt til Loftet, og Lyset var graaligt blegt, som af fjernt og diset Maaneskin. Og der langs Væggene stod Senger i Rækker med hvide Lagen og nedstukne Tepper, under hvilke der laa Mennesker, som var stivt udstrakte, og som jamred sig. Alt imellem letted de Hoderne og bad med hjærteskjærende Stemmer om, at de stramme Tæpper skulde løses, men ingen svarte. Ved Siden af den høje, smale Dør midt imod stod en Skikkelse med bundne Hænder i lang hvid lysende Kittel og fastholdtes til Væggen af et tykt, mørkt Reb, der var surret om Livet. Øjnene var opspilet, uden Pupiller, med store fremstaaende Hvider, og ud af Munden hang, en lang begfarvet Tunge. Else vilde rejse sig, men det var hende umuligt at røre et Lem. Stiv af Rædsel stirred hun paa Døren. I et Par Spring vilde hun kunde naa den. Men hvis den nu var laaset, og der ingen Nøgle sad i —. Ja, den var laaset, og uden Nøgle, hun saa det tydeligt. Da følte hun sit Legeme bli til en lam Masse, og hun begyndte at glide ned af Stolen, men i det samme aabnedes Døren lydløst, og 4 Mænd kom stille ind, bærende mellem sig en lang lys Kiste med et bueformet Halvtag oppe ved Hodegjærdet. Halvtagets Aabning fortil dækkedes af en Glasrude, og gjennem denne saa Else et Menneskehode, der laa paa skjæve med et indfaldent udslukt Ansigt, hvis Farve syntes blysort mod Kistepudens hvide Betræk. I samme Øjeblik vidste hun, at det var Knut, og at han var død. Kjæmpende for at faa Lyd udstødte hun et Skrig, lod sig falde næsegrus mod Gulvet og vaagned.
Hun fo'r op fra Stolen midt frem i Stuen, hvor hun blev staaende og saa sig om med forvildede Blikke.
Døren fra Spisestuen blev stilfærdigt aabnet, og hendes Mand stak Hodet ind. Ude af sig selv mod oprakte Arme, højt hulkende styrted Else imod ham, rev Døren helt op og kasted sig om hans Hals.
Knut havde Møje med at faa hende beroliget. Han vilde, hun skulde lægge sig paa Chaiselonguen i Atelieret — der var endnu 5 Kvarter til de skulde gaa, men Else klynged sig skælvende til ham og trygled ham om ikke at forlade hende et eneste Øjeblik. Omsider fik han hende til Ro paa Chaiselonguen, hvor hun blev liggende med vidaabne Øjne og stirred og stirred paa Drømmens Syn, mens hun om sig følte som en Verden af Rædsel og Elendighed. Tit havde hun tænkt, at hun var det mest forpinte Menneske paa Jorden. Nu dukked det op i hendes Forestilling, at der for Menneskenes Børn gaves Lidelser og Pinsler af anden og grufuldere Art end hendes. Ved hver mindste Lyd fo'r hun sammen, og rakte ræd Haanden ud efter Knut, som sad med en Bog i en Lænestol tæt ved.

Da de var ved Hospitalet, mangled Klokken et helt Kvarter paa tre, hvorfor de drev op og ned i en Sidegade, begge to nervøse og spændte, og Uden at tale noget videre.
„Hvad er Klokken nu?” spurgte Else.
„Der er kun gaat 7 Minutter.”
„Er det muligt!”
De gik videre, og Tausheden blev kun afbrudt, hvergang Else gjentog sit Spørgsmaal om Klokken. Knut svarte stadig med det samme, at der kun var gaat nogle faa Minutter.
„Aldrig har jeg vidst, at et Kvarter var saa langt,” udbrød Else. „Men tror Du ikke, at Uhret dit staar?”
Knut rysted Hodet, og Else gav sig til at tælle indvendig. Hvergang hun kom til 60, skulde der være gaat et Minut, og saa begyndte hun forfra.
„Nu véd jeg da, at Klokken er tre,” sa hun med ét og standsed.
Der var endnu 4 Minutter tilbage, men nu kunde de begynde at gaa ind, mente Knut.
De kom gjennem Hospitalsporten og passerte en Del store gruslagte Gaardsrum med indhegnede Anlæg, hvor Bedene var sorte og muldede, og Træerne brune og vinternøgne. Da de havde naaet det inderste Gaardsrum, pegte Knut paa et mindre toetages Stenhus, der laa lidt borte fra de andre lange Bygninger, og sa: „Der er det.”” Else tilkasted Knut et Blik, der spurgte, om han ikke syntes, hun var modig, og gik rask op ad den lille Trappe ind i Gangen, hvor der paa Døren tilhøjre stod skrevet et Bibelsprog, som Else omhyggelig studerte.
„Skal vi banke paa?”
Knut banked paa og da ingen svarte, aabned han Døren og lod Else gaa foran sig ind.
Det var et aflangt skummelt Rum, med bart Gulv, gule Bænker langs Væggene og en stor Spyttebakke fremme paa Gulvet. I Værelset befandt sig to Mandspersoner, en Bonde, som sad foroverbøjet, med Hænderne nede mellem Knæerne og Hodet dybt ludende, og en yngre Fyr, der ligned en Haandværker eller Skolelærer med et gulsmusket, sygeligt Ansigt og en Mængde uklippet, vissentørt Haar.
Knut og Else satte sig paa Bænken ligeoverfor Haandværkeren, der syntes fordybet i en Avis, som han holdt udfoldet mellem Hænderne. Lidt efter gløtted han sky op fra Bladet, og da han mødte Elses Blik, der betragted ham, smilte han halvt forlegen, halvt hoverende, som vilde han sige: De forstaar da vel, at det ikke er for min egen Skyld, jeg sidder her.
Der var stille i Værelset. De eneste Lyde var de dybe Sukke fra den ludende Bonde, hvergang han spytted, hvad han tidt gjorde, og skjønt han hverken forandred Stilling eller løfted Hodet, traf han dog altid midt i Spyttebakken, som stod mindst en Alen borte fra ham.
Døren fra Gangen gik op, og en lang Mand med hjemmegjort Værkensfrakke, smalt tætklippet Hode og Uldsjerf om Halsen traadte ind. Else fik Hjærtebanken og saa spørgende paa Knut, men forstod straks, at det ikke var Hieronimus. Manden blev et Øjeblik staaende og saa sig om, saa gik han paa Tæerne langsomt hen i Værelsets fjerneste Hjørne og satte sig med Ryggen tæt op mod Krogen.
Der gik endnu nogle Minutter. Haandværkeren læste i Bladet, Bonden sukked og spytted, og Munden i Krogen sad stiv og stille som en Støtte.
Da hørtes fra Trappetrinene udenfor lette løbende Skridt, som fortsattes inde i Gangen. Døren blev hurtig aabnet, og ind kom en vims og spinkel Herreskikkelse med et koldt, blegt Ansigt uden Skjæg og glatkæmmet Haar. Han gik tværs over Gulvet uden at se til højre eller venstre, og gjorde i Forbifarten Tegn til den ludende Bonde, der havde rettet Ryggen og nu stod op fulgte den Vimse Herre ind i Sideværelset.
„Nej, er det saadan han sér ud,” hvisked Else. „Men jeg syntes ikke, hans Klær var luvslidte.”
Knut smilte og hvisked tilbage: „Ikke disse”.
Lidt efter kom Bonden ud igjen fra Sideværelset, og paa Dørtærskelen stod Hieronimus. Han saa et Øjeblik skarpt paa Else, vinked saa næsten umærkeligt med Hodet til Knut, der rejste sig og gik ind til ham.
Hvem var det dog, Hieronimus' Blik minded Else om? Hun grunded over det, og saa kom frem for hendes indre Øjne et Menneske, der var bedrøvet og talte indtrængende, og lidt efter et hvidt Slips under en spids Hage og noget vandkjæmmet Haar og saa endelig en Prækestol. —
En Prækestol? — — Ja, nu havde hun det! —
Den unge Teolog, hun havde truffet for mange Aar siden i Onkelens Præstegaard, og som havde præket en Gang Onkel var forkjølet. Ja, ham var det — dette fromme fanatiske Menneske, hvis Øjne havde et Udtryk, som om han gik og sørged over Verdens Synd, og ikke alene sørged, men tillige var fuld af Nidkjærhed og Vrede paa Vorherres Vegne. Hun havde ofte talt med ham om religiøse Ting, og var kommen til at holde af ham, fordi han var saa ærlig, og hans Sind saa rent. Guskelov for det ikke var et usympatetisk Menneske, Hieronimus minded om, siden han nu engang slet ikke ligned, hvad hun havde tænkt sig. Og Guskelov for hun havde fundet ud, hvem det var, han minded om, saa havde hun da ikke ogsaa det at gruble over.
Knut kom tilbage, og saa gik Else ind til Hieronimus. Han sad sidelæns ved et Skrivebord, tilbagelænet i Stolen med det ene Ben kastet over det andet og holdt mellem Hænderne en liden Gjenstand, som han vendte og drejed. Med en svag Hodebevægelse tilkjendegav han Else, at hun skulde ta Plads paa en Stol ved Hjørnet af Skrivebordet.
„De har det nok ikke rigtig godt,” begyndte Hieronimus med en spids, bleg Stemme og betragted hende ufravendt.
„Nej,” fik Else med Møje frem.
„De er plaget af Søvnløshed,” fortsatte Professoren og gjorde et lidet Ophold — „Deres Sind er meget nedtrykt” — atter Ophold — „Deres Mand fortæller mig — naa, ja, kort sagt, De har det ikke godt Vel?”
Else vilde svare, men kunde ikke for Graad, hun bøjed Ansigtet ned over Muffen, som hun pressed for Øjnene.
„Deres Huslæge mener, at De burde være her lidt paa Hospitalet. Det har De vel ikke noget imod?” Den sidste Sætning kom fort, og idetsamme retted han sig i Stolen.
Else rysted Hodet.
Professoren rejste sig, aabned Døren, og vinked til Knut.
„Deres Kone kan komme herned i Eftermiddag. Om en Time f. Eks.”
„Aa nej, ikke før i Aften,” bad Else.
„Hospitalsreglementet tillader ingen at komme ind efter Kl. 6.”
„Ja, ja, Kl. 6 da.”
„Saa faar hun med sig en Vadsæk med de nødvendige Toiletsager og noget Linned,” henvendte Hieronimus til Knut, „Intet videre. Paa Kontoret vil De faa vide, hvilken Kautionssum der forlanges og Prisen for første Pleje.”
Else havde forskjellige Ting paa Hjærte, som hun gjerne vilde vide Besked om, men Hieronimus havde allerede aabnet Døren til Venteværelset og de sa Farvel.
„Uf ja,” sa Knut og sukked, da de gik over Gaardsrummene. „Bare det nu er det rette, vi gjør.”
„Hvorfor skulde det ikke være det rette?” svarte Else frejdig, men blev idetsamme underlig benauet over sin Mands tvivlraadigforpinte Mine.
„Ja, vi faar haabe det,” sa Knut og sukked atter.
— De havde spist til Middag, og Else gik inde i Soveværelset og pakked sin Vadsæk.
Knut kom med et Par Bøger. „Det er nok for det første,” sa han.
„Ja tak. Du kan jo altid bringe flere, naar Du besøger mig —. Skjønt for saa kort en Tid” —
„En 8—10 Dage i det højeste,” sukked Knut. „Er Du saa færdig?”
Lidt efter havde Else faat Overtøjet paa. Hun gik ud i Kjøkkenet og tog Afsked med Pigerne og bad dem være snille mod Tage. Saa kom hun tilbage og løfted Gutten op i sin Favn, mens hun kjæmpende mod Graaden lovte at komme snart igjen for at fortælle Historier og lege med ham.
„Nu maa Du komme, Else.”Else kyssed Barnet atter og atter. Saa satte hun det fra sig og hvisked Farvel. —
Drosken kjørte ind gjennem Hospitalsporten over de store Gaardsrum og holdt udenfor den nederste langstrakte Bygning. De ringte paa Gadedøren, men fik af en Dame, som lukked op, at vide, at de gik galt. Dette var Herreafdelingen, og de maatte om Hjørnet til den anden Indgang og gaa ovenpaa.
Her var ingen/ Forhindringer. Gadedøren var uaflaaset og den rummelige Trappegang oplyst af Gasblus. Ovenpaa var der kun én Dør og den ringte de paa. Straks lød der Skridt og Raslen af Nøgler. Knut trykked Elses Haand. Han var noget bleg og sa ingenting.
Laasen blev drejet om, og Døren gik op. Der stod en høj Dame med et fint blegt Ansigt, i Sygeplejerskernes nette Dragt og et stort Nøgleknippe hængende udenpaa det graahvide Gummismækkeforklæde.
„Fru Kant? Værsgod. Lad mig ta den,” hun rakte Haanden ud efter Vadsækken.
„Jaja, Farvel da, Else,” sa Knut med bævende Stemme og kyssed hende.
„Jeg vil ikke ind. Her er jo laaset, som var det et Fængsel,” Else traadte uvillig nogle Skridt tilbage.
„Bryd Dig ikke om det, Else. Den yderste Dør maa jo dog være lukket.”
„Kommer Du imorgen?” Else nærmed sig modstræbende Døren.
„Ja, Else.”
„Sikkert?”
„Ja. Farvel.”
„Farvel.” Hun gav sin Mand et sidste Blik og vendte sig til Damen, som var blet staaende paa Tærskelen med Vadsækken i Haanden.

Else gik fort forbi Damen ind i en lang Gang, oplyst af Gasblus, som sad højt oppe paa Væggen. I det samme blev Døren luket med et Smæld, Nøgleknippet rasled, og Laasen drejedes to Gange rundt.
Det gjøs i Else.
„Det er jo ligesom alle andre Entrédøre,” sa Damen forklarende og saa paa Else med et forskende Blik.
Else gik tøvende ned over den maattebelagte Gang. Paa den ene Side stod der under de høje Vinduer gule aflange Borde, gule Træstole, og her og der Potteplanter i Naturborde. Paa nogle af Stolene sad der kvindelige Skikkelser i løst, blaat Bomuldstøj. En havde Armene korslagt og saa sløvt hen for sig. En anden stirred Else nysgjerrigt og uvilligt i Møde, og en tredje sad ludet over et Strikketøj. Paa den anden Side af Gangen var der Døre med lange Mellemrum.
Else blev ved at gaa, til hun naaede den brede fløjdør for Enden af Gangen.
Da drejed hun Hodet og sa til Damen, som var Stanset et Stykke oppe: „Hvor skal jeg være?”
„Her, mente Professoren,” Damen aabned en af Dørene paa Langvæggen.
Else vendte om og traadte ind i et rummeligt, halvmørkt Værelse med et bredt Vindu midt imod.„Hvorfor er her to Senge? Skal her bo andre end jeg?”
„En Dame, en gammel rolig Dame. Hun er saa stille, at man véd ikke af, om hun er der eller ej.”
„Men har man da ikke et Værelse for sig selv paa første Pleje?” udbrød Else. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen,” hun gik ilsomt op og ned paa Gulvet, En pinlig Beklemmelse overfaldt hende. Disse Væsner derude paa Gangen, hvis Tøj ligned Fangedragter, Vinduerne, der med sine høje Skodder minded om dem, hun havde sét i de tyrkiske Haremer, de højtsiddende Gasblus, som man maatte ha lange Stiger for at naa, det raslende Nøgleknippe udenpaa den høje Dames kolde Gummiforklæde — alt foruroliged og opirred hende.
„Nej, vedblev hun heftigt. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen. Jeg maa ha et Værelse for mig selv.” Hun blev ved at vandre op og ned paa Sivmaatten, der løb fra Døren til Vinduet, og hun gjentog stadig det samme, mere og mere ophidset: „Jeg maa ha et Værelse for mig selv.”
Pludselig opdaged hun, trykket ind i Hjørnet af Chaiselonguen bag Bordet, en bitte liden, smal og sammenkrøben kvindelig Skikkelse, der fulgte hende med et udslukt Blik.
„Er det hende der?” spurgte Else brat og stansed foran den høje Dame, som opmærksomt iagttog hende. „Jeg vil herfra straks! Straks paa Øjeblikket, hører De!”
En yngre Sygeplejerske var kommen ind. Hun saa et Øjeblik paa Else og veksled derpaa nogle Ord med den høje Dame, som hun kaldte Frøken Stenberg.
„De kan ogsaa godt faa være for Dem selv,” sa nu Frøken Stenberg rolig. Hun forlod Værelset og gik, fulgt af Else ned til den brede Fløjdør, foran hvilken Else før var stanset. Her stak hun Nøglen ind, vred den rundt i Laasen, skjød Dørens ene Halvdel ind i Væggen, gik et Skridt, og stod saa foran nok en Fløjdør, hvis ene Halvdel
hun ligeledes skjød ind, hvorpaa hun sa til Else:
„Kom De kun.”
Else var hurtigt gaat gjennem begge Døre, som Frk. Stenberg omhyggelig trak til og laaste,
og de befandt sig nu atter paa en Gang af samme Bredde og Længde som den forrige. De samme høje Vinduer, de samme gule Borde og Stole, de samme Skikelser i løst blaat Bomuldstøj. Kun var der flere Døre paa Langvæggen, og de stod allesammen aabne. Gasblussene højt oppe sad i Staaltraadsbure anbragt i firkantede Væghuller, et over hver Dør. Der fandtes hverken Potteplanter eller Gulvmaatter, og Indtrykket, Else fik, var endnu mere nøgent og fængselsagtigt end paa den forrige Gang.
Paa en af de gule Stole sad en ren liden gammel Kone i hvid Natkappe med lyseblaa Øjne i det blide, blege Ansigt. Hun holdt sine skrumpne Hænder foldede om et hvidt sammenlagt Klæde, mens hun godslig snakked med sig selv. En ganske ung Pige med et guldblast, dødtræt Ansigt gik paa hvide Uldsokker langsomt svinglende frem og tilbage. Det brune afklipte Haar strutted ud til alle Kanter, og Hænderne var stukket ind i Trøjeærmerne. Hendes store Hode luded snart forover, snart til Siderne, som var det altfor tungt, mens hun frygtsomt skeled til Else uden at stanse sin Gang. Da hun mødte Elses Blik, gjorde hun surmulende Grimaser og skjulte Ansigtet bag den løftede Arm. I en af de aabne Døre stod en ligeledes ganske ung Pige paa Taaspidserne med de hævede Arme i en Halvrunding om Hodet. „Nattergalen”, hvisked hun, da Else gik forbi. Pludselig slog hun nogle høje klare Triller, hvorpaa hun gav sig til at hulke hysterisk.
„Her,” sa Frk. Stenberg og traadte indenfor en af de aabne Døre.
Else fulgte efter og blev staaende med et stivt og stirrende Blik. Midt i det aflange Rum stod der en Jernseng og ved dens Hovedgjærde et lidet gult Natbordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe paa Væggen.
„Her kan De være alene for Dem selv,” vedblev Damen.
„Men det er jo som i et Fangehul,” udbrød Else, da hun omsider fik Mælet. „Ingen Møbler eller nogen Ting. Ikke engang en Stol til at sidde paa.”
„Det behøves heller ikke,” svarte Frk. Stenberg. „De kommer til at ligge.”
„Ligge!” Else var nær ved at le. „Skal man ligge, naar man ingen Ting fejler?”
„Hvorfor er De saa kommen her?” spurgte Frk. Stenberg strengt.
„Ligge,” gjentog Else og lo nu virkelig. „Hvorlænge om jeg tør spørge? En hel Dag kanske?”
„Det kommer an paa. Hvis De er meget rolig, slipper De maaske med en Uge.”
Else vendte hende indigneret Ryggen. Frk. Stenberg stod jo og gjorde Nar af hende. „Er der da ikke et bedre Værelse,” spurgte hun, idet hun gik ud paa Gangen, og saa ind i de øvrige Rum med de aabentstaaende Døre. De var alle nøjagtig ens, en Seng midt paa Gulvet og et lidet Natbordskab. I en af Sengene laa et gammelt udtæret Væsen med et pergamentgult Mumieansigt og indsunkne Øjne. Hun løfted langsomt Armene, da Else viste sig paa Tærskelen og fremstammed noget, der lød som en Anraaben om Barmhjærtighed. I en anden Seng sad et yngre Fruentimmer med vilde, skræmte Øjne og Armene slynget om de optrukne Knæ. Hun rokked med Overkroppen og udstødte en dump Lyd.
Celler, gik det pludselig op for Else. Hun var altsaa paa Celleafdelingen. Men det var der jo ingen Mening i.
„De ser, her er ens overalt,” lød Frk. Stenbergs Stemme bag hende. „De har faat det eneste Rum, som ikke er optat.”
„Men her kan De dog umuligt ville anbringe mig,” sa Else. „Det er jo Celler, og jeg er ikke sindssyg.”
„Naa ja, vi faar at se.”
„Kan jeg ikke faa tale med Professoren?”
„Jo, imorgen tidlig. Reservelægen kommer i Aften. Men gaa nu ind til Dem selv, her maa De ikke bli staaende.” Frk. Stenberg tog Else ved Armen og førte hende ind i Cellen. „Nu maa De klæ af Dem.”
„Ja, De mener vel bare Overtøjet?”
„Nej, De skal i Seng.”
„Nu Klokken 6! Men hvorfor?”
„Det er Reglementet.”
„Jeg er aldrig vant til at gaa i Seng før efter 12. Aa, lad mig faa være oppe.”
„Det er umuligt, De maa være i Seng, til Stuegangen kommer.” Frk. Stenberg traadte hen til Else og tog Hatten af hende. I det samme lød der Støj og et stygt Skrig, og en Skikkelse i Chemise og Nattrøje fløj paa plaskende bare Fødder forbi den aabentstaaende Dør.
Frk Stenberg løb ud paa Gangen og tog haandfast om Skikkelsen, der sparked og skreg og slog fra sig. En ung Sygeplejerske kom til og hjalp. Hun var firskaaren med tætte kraftigeLemmer, havde røde, runde Kinder og et elskværdigt Ansigt.
„Jeg skal nok magte hende alene,” sa hun til Frk. Stenberg og lo fornøjet. „Saa, Madam Hoff, vær nu rolig, i Seng med sig — saa, saa, ingen Kunster.” Hun klemte sine Arme fast og varsomt om den syge Kvinde, og slæbte hende ned over Gangen.
„Frk. Stenberg!” kaldte en forskrækket Stemme etsteds fra, og Frk. Stenberg skyndte sig af Sted.
Else gik ind i sin Celle og gav sig til at trave paa Gulvet. Hvad var dog dette for et Sted, hun var kommen til? Hun pressed Hænderne mod de feberhede Tindinger, og onde Taarer fyldte hendes Øjne. Og her skulde hun være i hele Nat, mellem gale. Mellem gale altsaa! Knut kom først imorgen, og til da maatte hun holde ud. For det lod ikke til, at de vilde slippe hende ud igjen. Men kanske naar Reservelægen kom? Han vilde naturligvis straks sige, det var en Misforstaaelse, og bringe hende andetsteds hen. Bare dog Professoren selv var kommen. Aa, hvor hun længtes efter at faa tale med ham. En hel Nat paa dette Sted! Hvordan skulde det dog gaa hende? Gudskelov, at hun havde tat Hostedraaberne med, saa kunde hun da skaffe sig lidt Søvn. Hun famled febrilsk i sin Kjolelomme og fik fat paa en liden Flaske, som hun tog Proppen af og førte til Munden.
I samme Øjeblik kom den firskaarne Sygeplejerske, som Frk. Stenberg havde kaldt Thorgren, farende, greb Else bagfra om Armene, og søgte med Magt at aabne hendes Hænder. Else stred imod. Saa var ogsaa Frk. Stenberg der. Med et fast Tag la hun sin Arm paa Elses Skulder og sa myndigt: „De maa øjeblikkelig klæ Dem af i mit Paasyn. Øjeblikkelig!”
Thorgren knapped op Elses Kaabe, som hun febrilsk rev af hende, mens hun hvisked noget til Frk. Stenberg, der ivrig befølende klemte sine Hænder allevegne rundt paa Elses Klær. Else, der uformærket havde faat puttet Flasken tilbage i Lommen, saa forfærdet fra den ene til den anden, mens hun med Ryk og Bevægelser søgte at værge for sig. „Hvorfor gjør Dere saadan med mig?” sa hun indigneret.
„Hvad var det, De havde i Haanden?” skjændte Thorgren med en af Vrede dirrende Stemme, mens hun ilsomt hægted op Elses Kjoleliv med Bevægelser af Fingrene, som om hun gramsed efter noget inde paa Brystet. „Hvor har De gjort af det?”
„Kan jeg ikke faa Lov at klæ af mig selv,” sa Else og brast i Graad. „Jeg er ikke vant til, at man saadan river og slider Tøjet af mig.”
„Saa maa De heller ingen Kunster gjøre,” svarte Frk. Stenberg. „Hvad var det for en Prop, De tog op herinde?”
„Det var jo mine Hostedraaber,” hulked Else. „Jeg vilde tat nogle for at faa sove.”
„Ja, det kjender vi nok. Kom med dem straks,” Frk Stenberg klemte atter sine Hænder omkring Else.
„Kan jeg ikke faa Lov at beholde dem, Frk. Stenberg. Jeg hoster saa om Nætterne. Min Doktor har git mig dem.”
„Her faar De hvad Medicin, De trænger. Frem med Flasken øjeblikkelig.”
Else udleverte Flasken.
„Kan De se,” nikked Thorgren og slap endelig Else.
„Klæ Resten af Dem,” sa Frk. Stenberg. „Men kan Dere ikke gaa ud? Jeg vil helst være alene.”
„Gaa De, Thorgren, jeg skal selv passe paa.”Atter lød der Skrig og Spektakler paa Gangen, og Thorgren forsvandt hastig.
Frk. Stenberg stilled sig med Ryggen op mod Væggen. Den ene Haand klemte hun fast om Elses lille Flaske. „Jeg er nødt til at være her, indtil De er kommen i Seng, Fru Kant,” snakked hun i en mildere Tone. „Naar De er saadan, saa —. — Det er ingen Manér at komme her med hemmelige Opiumsdraaber.”
„Hvorfor staar disse der og glor paa mig?” Else vendte sig mod den aabne Dør, hvor flere af Skikkelserne i det løse, blaa Bomuldstøj nysgjerrigt havde stillet sig op.
„Det er bare Patienter.”
„Kan De ikke lukke Døren, Frk. Stenberg?”
„Det er imod Reglementet.”
Else klædte af sig og la Stykkerne paa Sengens Fodende. Saa spurgte hun efter sin Vadsæk.
Frk. Stenberg tog Klædningsstykkerne over Armen og gik med dem, mens Else krøb sammen paa Kanten af Sengen, skjælvende og hostende i det bare Linned. Hun støtted Albuerne paa Knæerne og Ansigtet i Hænderne og græd fortvilet. Saa hørte hun sagte Puslen og en blidt snakkende Stemme. Hun løfted Ansigtet. Der stod den rene gamle Kone og den unge Pige med de hvide Uldsokker og det tunge Hode et Skridt borte og betragted hende. Da Else saa op, gjorde Pigen den forrige Grimase og skjulte Ansigtet bag Armen, mens hun fornærmet svajende med Overkroppen vendte Ryggen til. Men den gamle rene Kone traadte tæt hen til Else, luded sig ned til hende og hvisked blidt: „Han holdt saa meget af Kaal min Svigersøn, og saa var det det, at jeg skulde passe de smaa, for jeg heder Bedstemor — ja saamæn, og Kaalen stod der og surred paa Komfyret, men jeg kunde aldrig spise mere end 3—4 Skefulde. Nej, aldrig mere. Men jeg har nogle Penge i en Sparekassebog, min Svigersøn hented af dem — Hvorlænge er der nu til den 11te?”
„Den har nylig vært,” sa Else.
„Nej, ja saa. Jo han holdt saa meget af Kaal, min Svigersøn, men her har vi det saa rent og godt. Det er et dejligt Sted at være paa, men Kaffe faar vi inte.”
Nu kom Frk. Stenberg tilbage og rakte en Natkjole til Else. „Hvad skal De her, Bedstemor,” sa hun saa og tog den gamle Kone ved Armen og den unge Pige ved Haanden og førte dem ud, hvorefter hun straks kom tilbage og overvogted Else, mens denne iførte sig Natkjolen og gik i Seng med Strømperne paa.
„Faar jeg ikke min Vadsæk?” spurgte Else.
„Nej, den blir i min Varetægt.”
„Men der er saa mange Ting, jeg skal bruge — Min Uhrnøgle — har de ogsaa tat mit Uhr?”
„Her er det forbudt at ha noget som helst.”
„Skal Døren staa aaben om Natten ogsaa?”
„Baade Nat og Dag. Det er Reglementet,” Svarte Frk. Stenberg og gik ud.
Else stak Hænderne under Nakken og saa ud paa Gangen, hvor den unge Pige med det tunge Hode stadig gik langsomt og svinglende frem og tilbage, og hvorfra der hvert Øjeblik lød Smæld af Døre og af Vinduer, der smækkedes i, blandet med Lyden af trampende Skridt, der gik og kom. Lyset fra det flimrende Gasblus i Staaltraadsnættet smerted Else i Øjnene, og Hostebygerne kom af og til.
Pludselig lød der et gjennemtrængende Skrig, og derefter en rasende Banken ledsaget af en skingrende Talestrøm. Else rejste sig op i Sengen, Hjærtet slog højt af Angst, og hun raabte paa Frk. Stenberg. Saa hørte hun ilsomme Skridt ude paa Gangen, og en Dør blev stængt og aflaaset, mens den rasende Banken gjentoges, ledsaget af en ustanselig Strøm af Skjældsord.
Lidt efter kom Thorgren ind. „Hvem er det, som støjer slig?” spurgte Else.
„Det skal De ikke bryde Dem om. Læg De Dem bare rolig ned. Men det der, maa jeg faa,” Thorgren tog fat i Elses Haarbaand og vilde løse det op.
„Men hvorfor dog” — Else søgte at fjerne Thorgrens Haand. „Saa falder Haaret ned over Ørene og gjør mig saa varm i Hodet.” Men Thorgren paastod, at hun skulde ha Baandet. Else kjæmped og bad for sig.
„Ja, vent nu til Frk. Stenberg kommer,” sa tilslut Thorgren.
„Er hun den øverste?” spurgte Else.
„Ja, hun er Overassistent.”
„Fru Kant vil ikke af med sit Haarbaand,” sa Thorgren til Frk. Stenberg, som idetsamme traadte ind.
„Jamen maa jeg vel ikke gjerne beholde det!” udbrød Else.
„Det er imod Reglementet. Men nu kan vi vente, til Reservelægen kommer.”
Else la sig ned igjen paa Puden og grunded og grunded. Hvad var dog dette for noget? Baade Frk. Stenberg og Thorgren havde sét ud, som om de beviste hende en Naade ved at la hende beholde det stakkels Haarbaand. Og da Frk. Stenberg gik, blev Thorgren staaende med Haanden paa Hovedpuden tæt ved Haarbaandet. Enten maatte de ha Morro af at ærte hende, eller de var rent ud Idioter.
Efterhaanden forsvandt de blaatøjsklædte Skikkelser fra Gangen og nogle gik og ordnede og satte til rette.
Saa, kom Reservelægen, en rank 30aarig Mand med varm gulladen Teint, mørkt Helskjæg og klare flegmatiske Øjne, iført en lang hvid Lærredsfrakke og fulgt af en ung Fyr i samme Dragt. Han hilste venligt Godaften og satte sig paa en Stol, som Frk. Stenberg stilled frem, mens den Unge blev staaende og saa alvorsfuld ud. Else klaged sin Nød og fortalte opbragt, at de havde slidt og revet Klæerne af hende.
Reservelægen veksled et Blik med Frk. Stenborg og sa saa: „Tag det roligt, Fru Kant.”
„Men denne kategoriske Behandling! Hvorfor skal jeg være mellem gale?”
Reservelægen smilte overbærende: „Vi kan da ikke straks begynde at individualisere.”
„Alting har de tat fra mig,” ivred Else. „Og nu siger de, at jeg ikke engang maa beholde mit Haarbaand!”
Reservelægen betænkte sig og saa atter paa Frk. Stenberg. „Hvor langt er det?” sa han saa.
Else løste Haarbaandet af og rakte ham det.
„Vi klipper det over i to. De kan vel hjælpe Dem med Halvdelen?”
„Ja værsgod, hvis det kan fornøje Dem!” svarte Else med en foragtfuld Betoning. Hun syntes, Reservelægen var ikke klogere end de andre.
Haarbaandet blev skaaret over, og Else fik tilbage den korteste Stump, som hun vikled om sin Fletning, mens Reservelægen gav Besked om Sovemikstur, hvorefter han forsvandt, fulgt af den alvorsfulde Fyr.
Der laa Else, fuld af Vrede og kvalfuld Forbauselse over, at Reservelægen ikke havde sagt, at hun skulde flyttes, og end ikke vist den ringeste Indignation over den Behandling, hun havde vært udsat for. Men imorgen kom Professoren og — Knut. Aa Gud, Gud, bare Natten var overstaaet. —
— „Mit Navn er Frk. Hansen — jeg er Sygeplejerske og skal ta Deres Temperatur,” sa en dæmpet Stemme.
Else, som havde lukket Øjnene for det flimrende Gasblus over Celledøren midt imod, aabned dem vidt, og saa et Par store, skjønne, blaa Øjne i et mildt Madonnaansigt, omgit af brusende, gyldent Haar, bøje sig over hende.
„Aa, lad mig slippe,” bad hun. „Jeg er saa træt.”
„Nej, kjære Frue, jeg er nødt til at gjøre det. Det er bare et Øjebliks Sag, og det gjør ikke ondt.”
Else havde Lyst til at slaa Armene om Frk. Hansens Hals og be hende bli der hele Natten. Hendes milde Ansigt og varsomme Maade gjorde saa godt. Men Frk. Hansen nikked blidt og gik
Saa kom Frk. Stenberg og rakte Haanden til Godnat: „Jeg vil gjøre alt for Dem, Fru Kant” — hun strøg hende over Haaret. „Bare De er rolig og god.”
„Tak,” mumled Else og saa forhærdet frem for sig.
Nu var der ganske stille. Gasblussene var nedskruet, og en ung, fintbygget Dame med en svær, blond Nakkeknude gav Else Sovemikstur.
„Hvor her er mange Sygeplejersker,” sa Else forundret. „Er det Dem, jeg faar mest med at gjøre?”
„Ja om Natten, saalænge jeg har Vagt. Om Dagen blir det Thorgren, som De før saa.”
„Er her stille om Nætterne?”
Sygeplejersken smilte: „Nej Fru Kant. Paa denne Afdeling er der aldrig stille. — Der hører De selv.”
Nogle vældige Smæld, som om noget haardt med Kraft blev kastet i Gulvet, lød ind til dem, og sygeplejersken løb ud.
Else havde følt de haarde Smæld som legemlig Smærte. Hun satte sig hændervridende op i Sengen, medens hun lytted til den jamrende Klage, der var fulgt efter Smældene. Klagen kom fra en gammel, brudt og pibende Stemme, og ind imellem hørtes den unge Sygeplejerskes beroligende Tyssen.
„De skulde lægge Dem ned, Fru Kant,” sa Sygeplejersken lidt gnavent, da hun efter en Stunds Forløb kom tilbage. „Her maa De ta det, som det falder.”
„Men Du gode Gud, hvorfor skal jeg være her!” Else rakte de fast knyttede Hænder op over sit Hode.
„Ja, hvorfor er De kommen her?” sa Sygeplejersken ligegyldig.
Else begyndte ivrig at fortælle om, hvordan det var gaat til, men saa mærked hun, at Sygeplejersken ikke hørte paa hende, og brød af med et: „Hvad hedder De?”
„Frk. Suenson.”
„Hvem var det, som larmed derude?”
„Kalder De det for at larme?” Frk. Suenson lo saa smaat. „Det er bare Sengehestene, hun smider i Gulvet, et ældgammelt, skikkeligt Skind, som er saa ussel, at hun ikke kan taale Sengklærene. Hun er forresten saa sød og rar, og fantaserer altid om lille Alma. Det maa vel være hendes Datter.”
„Aa Gud, aa Gud!” raabte pludselig Else forfærdet og kasted sig halvvejs ud af Sengen for at gribe fat i Frk. Suenson, der vendte Ryggen til Døraabningen: En lang hvid Skikkelse, indsvøbt i el Uldtæppe, og med mørke Haartjafser hængende udenfor Natkappen, stod der og skar Ansigter.
„Naa da,” sa Frk. Suenson ærgerlig og skyndte sig hen til Skikkelsen, som hun førte bort.
Else la sig tilbage i Sengen og graad stille.
Lidt efter kom en undersætsig, sorthaaret Kandidat i hvid Lærredsfrakke og satte sig hos Else. Han begyndte at udspørge og undersøge hende.
„Er der ikke nogen, som vil gjøre Dem ondt?” spurgte han.
„Nej,” svarte Else og bed sig i Læben for at stagge Graaden. Hun kunde ikke forstaa, hvad han mente, men fortsatte dog: „Der er ingen, som vil gjøre mig ondt. Mener De kanske hernede?”
„Forfølger og efterstræber Dem? Ikke?” vedblev Kandidaten i forstaaelsesfuld Tone.
Han tror, jeg er gal, tænkte Else og vendte Hodet bort.
Kandidaten blev ved med at banke hende paa Brystet og lytte med et Rør, mens han spurgte og spurgte. Endelig var han færdig.
„Er De derude, Frk. Suenson!” raabte Else halvhøjt, da Lyden af Kandidatens Skridt var døet hen paa Gangen.
„Ja, jeg sidder her og læser,” Frk. Suensons lille lyse Hode kom et Øjeblik tilsyne ved Døraabningen. „Nu maa De sove, Fru Kant.”
Sove, tænkte Else. Hvordan skulde det være muligt, hun, som selv under de gunstigste Forhold havde saa vanskeligt for det, og som stadig bag i Halsen følte denne sammensnærpende Kildren, der tvang hende til at hoste.
Knut skulde vide — —
En sugende Længsel efter Mand og Barn overfaldt hende. Det var som et smærtefuldt Sting i Kjærtet og som en kvælende Byrde over Brystet. Hun kunde vanskelig aande.
Saa, med ét lød der et dundrende Slag, vilde Skrig og en rasende Skjælden. Det forekom Else, at det var umiddelbart under hendes Seng. Hun fo'r op i heftig Angst.
„Frøken Suenson, Frøken Suenson,” kaldte hun.
„Hys, det er bare dem dernede,” sa Frk. Suenson, som gispende kom ind. „Her er saa lydt. Læg Dem kun rolig ned, de kan ikke gjøre Dem noget.”
„Er der da gale nedenunder ogsaa?”
„Ja, det er Mandsafdelingen. Tse — de er da ogsaa rent forstyrret iaften.”
Skrigene og Slagene blev højere og stedse mere rasende. En præked med gjennemtrængende Røst og udstødte Eder og Forbandelser.
Else klamred sig til Frk. Suenson og gjemte Ansigtet hos hende. „Er der da ikke nogen, som snaker godt for dem, liksom heroppe?”
„Det nytter ikke. Det er Delirister, som maa rase ud. Saa, lille Fru Kant, vær ikke bange, De forstaar jo nok, at ingen af dem kan komme her op.”
„Ja, jeg véd det nok — jeg véd det nok,” Else la fuld af Angst Hodet bagover og virred med det. „De er naturligvis indelaaset liksom vi. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg er saa bange! Aa Gud, Gud!” Hun kasted sig atter ind til Frk. Suenson.
„Bare De vilde sove, Fru Kant. Hør, nu er der lidt roligere.”
„Han præker jo endda lige frygteligt.” „Tilsidst holde han vel op. Saa læg Dem nu ned. Føler De Dem slet ikke døsig efter Miksturen?”
„Ikke Spor.”Frk. Suenson la Tepperne tilrette over Else. „De har Strømperne paa,” sa hun overrasket. „Hvordan kan det være gaaet til?” Hun vilde trække dem af.
„Jeg vil helst beholde dem paa, for jeg er saa iskold paa Fødderne.”
„Det har De ikke Lov til, Fru Kant. Jeg forstaar ikke — Og Strømpebaand — lange sorte Strømpebaand” — Frk. Suenson saa bestyrtet ud.
Else satte sig op i Sengen og trak Fødderne til sig. „Ja, Strømpebaand,” sa hun. „Hvad ondt er der i Strømpebaand?”
Frk. Suenson saa paa Else, og hendes unge, lyse Ansigt fik en usikker Mine. „Nej,” sa hun saa, „jeg tør ikke andet, Det er min Pligt at være mistroisk.” Hun greb hastig efter Strømpebaandene.
Mistroisk? Else saa fortabt ud. „Hys, hvem er det, som kommer?”
„Det er Reservelægen, som gaar Natstuegang.” Frk. Suenson dækked Else til. „Nævn ikke noget om Strømpebaandene,” hvisked hun. „Thorgren blir ulykkelig, hvis det kommer op.” Hun gik ud paa Gangen, hvorfra Else hørte sagte Tale.
Saa kom Reservelægen listende ind og udtrykte sin Beklagelse over, at Else ikke sov, skjønt Klokken var over 11.
„Ikke mere!”
„Se nu at falde til Ro. De skal faa noget mere at sove paa.”
Da Reservelægen var gaat, gav Frk. Suenson Else endnu en Portion af den rødbrune, ildesmagende Mikstur, og saa var det atter Strømpebaandene, som Frk. Suenson febrilsk forlangte udleveret.
„Men hvorfor, hvorfor?”
Svaret lød forblommet. Endelig gik der et Lys op for Else. De var bange for, at hun skulde ta Livet af sig.
„De har jo ogsaa villet tømme en Opiumsflaske,” sa Frk. Suenson. „Og vi er blet underrettet om at passe paa Dem.”
Else blev liggende maalløs. Derfor havde altsaa Frk. Stenberg og den lille firskaarne Thorgren faret over hende, som var hun en Forbryderske. Og derfor Scenen med Haarbaandet og Reservelægens Blikke til Frk. Stenberg. Knut havde altsaa sagt det til Hieronimus. Ja, naturligvis. Skjønt Gud gi, han havde ladt være. Hun følte sig oprørt og ydmyget, som havde hun paa et offentligt Sted faat en ufortjent Tugtelse.
„De kan tro, her forefalder lidt af hvert mellem Aar og Dag,” vedblev Frk. Suenson. „Og sker der noget galt, er det os Sygeplejersker, som har Ansvaret. Thorgren var helt hvid af Forskrækkelse ved Tanken om, hvad der kunde ha hændt.”
„Ja, nu forstaar jeg det altsammen,” mumled Else.
„Men forresten er alt mig ligegyldigt; imorgen er jeg her ikke mere.”
„Tror De?” sa Frk. Suenson og saa tvilende ud.
Et vildt Skrig skar skingrende ind til dem.
„Saa, nu har hun Krampe igjen,” udbrød Frk. Suenson og fo'r ud paa Gangen, hvorfra Else hørte hende bakse med nogen, mens Skrigene blev voldsommere og ligned Rallen.
Else kunde ikke holde ud at ligge stille. Hun rak frem af Sengen og, kjæmpende mod en Trang til selv at skrige, ud paa Gangen, hvor hun saa Frk. Suenson trække afsted med en hylende Kvinde, hvis stive Legeme i den flængede Chemise slæbte henad Gulvet. Saa forsvandt de i en af Cellerne.
Else satte sig paa Kanten af en Stol og pressedHænderne mod Hjærtet, der hamred, som vilde det ud af Brystet. Det varte længe, saa sagtnedes Skrigene, og Frk. Suenson kom atter tilsyne. Hun fo'r lidt sammen, da hun fik Øje paa Else og sa uvilligt: „Men Gud er det Dem, Fru Kant! De maa aldrig staa ud af Sengen, aldrig. Hvis De gjør det, er jeg nødt til at klage over Dem, og saa blir der tat Forholdsregler.”
„Vær ikke sint,” bad Else og rakte Haanden ud. „Jeg vidste ikke, at det var forbudt, og jeg var saa angst, at jeg maatte.”
„Tror De, her blir stille nu da?” spurgte Else, da hun atter laa i Sengen.
„Jeg har jo sagt Dem, Frue, at her aldrig er stille paa denne Afdeling.”
Hun havde neppe talt ud, før der nedenunder paany begyndte en Rasen og Larmen værre og vildere end før.
Else var ved at fortvile.
„Aa bliv herinde, snille Frk. Suenson! Bliv endelig herinde.”
„Nej, nu skal jeg ud og ha min Middagsmad. Vi sover jo om Dagen, naar vi har Nattevagt, saa maa vi spise om Natten.”
„Hvad skal De ha i Nat?”
„Suppe og Kjød.”
„Aa, giv mig lidt med.”
„Det tør jeg ikke.”
„Men jeg er saa frygtelig sulten. Jeg kunde ikke smage Smørrebrødet, de før satte ind til mig. Bare en bitte, liden Smule. Der er jo ingen, som faar vide det.”
Men det var forgjæves. Frk. Suenson forsikred bedrøvet, at hun ikke havde Lov til det.
Og hun havde heller ikke Lov til at være saa meget derinde, tilføjed hun.

Langsomt sneg Natten sig frem. Hver halve Time omtrent saa Frk. Suenson ind til Else, hvem hun altid fandt med vidtaabne Øjne.
„Nu har her været stille i næsten halvanden Time,” sa Frk. Suenson, som atter kom ind. „Og alligevel har De ikke sovet.”
„Hvad er Klokken nu?”
„Lidt over 5.”
Der blev travelt paa Gangen. Døre og Vinduer reves op med Smæld og klirrende Støj, Borde og Stole blev skubbet til Side, og der blev vasket med klaskende vaade Klude. Else følte hver Lyd som Rykninger gjennem Hjærtet, mens Gasblusset over Døren flimred i Trækken værre end før, Og sved i hendes forvaagede Øjne.
Frk. Suenson bragte Else Haandklæde og Vand i en bitte liden Vaskeskaal.
„Lad mig faa mit Tøj, saa jeg kan staa op,” bad Else. „Jeg er saa træt af at ligge.”
„Saa fik jeg nok Professoren paa Nakken,” sa Frk. Suenson afvisende.
„Men min Sæbe og Kam og Tandbørste?”
„Det har Frk. Stenberg. De faar hjælpe Dem uden idag,” Frk Suenson slog op Cellevinduet med en lang Stang, og gav sig ilfærdigt til at sæbevaske Vindusposten og Vægpanelet og Døren, mens Else for at naa Vaskeskaalen laa paa Knæ i Sengen og frøs i Trækken, saa Tænderne klapred.Saa skulde hun frem af Sengen, mens Frk. Suenson redte den, og saa fik hun Te og nogle Stykker Smørrebrød, hvorefter der kom en Kone med en Vandspand og vasked Gulvet, Gasblussene blev slukket, og et graat Dagslys fyldte Cellen. Tilsidst gik Frk. Suenson og fejed Gulvet med en Kost paa lang Stang.
„Gjør De selv rent i alle Cellerne?” spurgte Else.
„Ja,” sa Frk. Suenson stakaandet, mens hun fejed og fejed. „Det eneste, vi slipper, er at vaske Gulvene. Og saa skal Patienterne ha Te, og de fleste af dem maa vi vaske og rede og hjælpe med alt muligt.”
Frk. Stenberg gik Morgenrunde i Cellerne. „Haaber, De har sovet godt,” sa hun til Else uden at høre paa Svaret.
„Saa vil jeg sige Dem god Morgen, Fru Kant,” Frk. Suenson rakte Haanden.
„Hvor De dog maa være træt,” sa Else og betragted hendes unge fine Ansigt, der var graat, med Indsig i Kinderne.
„Ja, jeg er saamænd. Nu har jeg vaaget i 7 Nætter, saa har jeg 7 tilbage. Det er 14 Dage ad Gangen.”
Else blev overfaldet af en lammende Mathed, og sank hen i en Dvale, hvoraf hun hvert Øjeblik skræmtes op. Patienterne var roligere nu, men der var uafladelig Lyde af Døre, der gik, af Vinduer, der klirred og slog, af trampende eller knirkende Skridt, af Nøglerassel og af Menneskestemmer, og hver eneste Lyd blev gjennemtrængende og brutal i dette nøgne, resonnanceopfyldte Rum, og sendte rislende Strømme af Is og Ild gjennem Elses Legeme.
Efter nogle Timers Forløb kom endelig Hieronimus fort og letbenet i hvid lang Lærredskittel fulgt af 5—6 Kandidater og Studenter, der i deres hvide Antræk minded om Bagersvende. Hieronimus tog plads paa en Stol ved Sengen, mens det hvide Følge stilled sig op i en Halvcirkel et Skridt borte. Bag dem stod Frk. Stenberg og lille Thorgren med Hænderne paa Maven, og saa ud som højtidelig tilsagte Vidner.
Hieronimus følte Elses Puls og gjorde hende nogle almindelige Sygespørgsmaal, som hun besvarte med Enstavelsesord, mens hun led under de hvide Fyres nysgjerrige Stirren.
Hvorfor skal der staa saa mange Mennesker der?” spurgte hun uvilligt.
Det er Læger,” sa Hieronimus. „Lider De af Obstruktion?”
Istedetfor at svare gav Else sig til at jamre over Nattens Oplevelser, og sa, at hun ikke kunde holde ud at være der.
„Har hun ikke sovet?” vendte Hieronimus sig til Frk. Stenberg.
„Sovet?” gjentog Else indigneret.
„Naa ja, saa kan De sove nu,” sa Hieronimus kort og rejste sig.
„Nej, det kan jeg ikke! De har ogsaa tat Tøjet fra mig, og nægtet mig at staa op!”
Hieronimus gik mod Døren, og Følget veg ærbødig til Side.
„Faar jeg ikke Lov til at tale med Dem?” raabte Else.
Hieronimus vendte sig halvt om. „Ikke lige straks,” sa han og slog ud med Haanden. Saa forlod han Cellen fort og letbenet, som han var kommen, fulgt af sine hvide Drabanter. Else talte Minutterne, mens hun Time efter Time ihærdig vented paa Hieronimus. Thorgren Bragte hende Te og bart Smørrebrød, det samme, hun havde faat om Morgenen, og bøjed sine rødmussede, altid smilende, Kinder ned over hende med Hænderne stukket ind mellem sine Knæ: „Det blir ikke saa slemt, lille Fru Kant. Bare De er rolig. Vi skal nok bli gode Venner, skal De se. Nu maa De spise.” „Jeg kan ikke.”
„Aa jo lidt — ikke?” hun la Hodet paa skjæve og smilte endda mere.
Ogsaa Frk. Stenberg kom og snakte venligt, og bad hende spise. Men Else rysted Hodet og bare vented paa Professoren.
Ude paa Gangen ved det gule Bord, som stod lige foran Elses Døraabning, sysled en af de hvide Herrer med nogle høje, klare Apothekerglas, som han fyldte med forskjellig farvet Vand. Den unge Pige med det tunge Hode og de hvide Uldsokker vandred som den foregaaende Aften svinglende frem og tilbage, og gamle rene Bedstemor kom nu og da tilsyne, pludrende og nikkende.
Tiden gik, men Hieronimus viste sig ikke. Og heller ikke Knut. Febrilsk lytted Else efter Skridtene derude fra, om hun ikke skulde kunne kjende sin Mands.
De syge havde forlængst tat fat med at larme igjen. Skingrende Hyl, vilde Hvin, Sparken, Trampen, Skjælden og Smælden brød hvert Øjeblik ind til hende. Else begyndte at skælne det Udtryk, hver enkelts særskilte Jammer havde.
— Der blev bragt Middagsmad, og Else fik vide, at Klokken var 3. Fortvilet brast hun i Graad. Saa kom Knut altsaa ikke den Dag. Besøgstiden var jo mellem 11 og 12.
Mens hun graad, kom Frk. Hansen med Madonnaansigtet, og spurgte til hendes Befindende. Thorgren havde fri den Eftermiddag, og Frk. Hansen var i hendes Sted. Else brød ud i højrøstede Klager. Frk. Hansen tog begge hendes Hænder, trykked dem kjærligt, og hvisked: „Jeg har saa ondt af Dem, Fru Kant, og vil Dem saa vel, og derfor ber jeg Dem indtrængende om at være rolig. Jo taalmodigere og stillere De er, jo snarere faar De det bedre. Her nytter det ikke at klage. Det blir bare værre da.”
„Men de kan da umulig ville la mig ligge her én Nat til,” græd Else. „Det er jo at gjøre mig gal.”
Frk. Hansen saa bedrøvet paa hende med sine store, skjønne Øjne, der minded om liden Karin i de svenske Folkesange, og sa ingenting.
„Tror De ikke ganske sikkert, Professoren siger, jeg skal flyttes, naar jeg faar talt rigtig med ham?”
Frk. Hansen rysted Hodet. „De skal heller ikke vente Deres Mand, Fru Kant. Paa denne Afdeling faar ingen Besøg. Tys” — Frk. Hansen la Pegefingeren paa Munden og gik, idet Frk. Stenberg kom ind.
Frk. Stenberg vilde ha Else til at spise. Det gik ikke an, at hun laa der uden at ta Næring til sig. Resolut tog hun Else under Armene, og satte hende op i Sengen, stilled saa Bakken paa hendes Skjød.
Det var Vandgrød uden Sukker, med Melk til I at dyppe i, og en bitte liden, smal Rødspætte, der flød i smæltet Smør.
Else sank nogle Skefulde af Grøden, men Rødspætten lugted gammel, og da hun tog en Bid i Munden, maatte hun spytte den ud igjen. Den havde en ond Smag, og var kogt uden Salt.
Eftermiddagen slæbte sig hen. Else laa i dump Fortvilelse, mens Længslen efter Mand og Barn atter kom over hende. Aldrig havde hun vidst, at Længsel kunde volde en saa kraftig fysisk Smerte. Det var, som om Knut og Tage beggeto laa usynlig paa hendes Bryst og knuged hende sønder og sammen. Lille Tage! Hvordan mon han havde det nu? — Ak, om hun kunde faat et Glimt af ham at se, om det saa skulde vært langt borte fra det fjerneste Fjerne. — —
Vinduerne blev smækket op paa Gangen og i Cellerne. Else krøb sammen under Tæppet for at hytte sig mod Trækken.
Efter en halv Times Forløb blev der atter lukket, og saa kom der nogen trampende paa Gangen, og satte med korte Øjebliks Mellemrum noget fra sig, der haardt smældte mod Væggen. Samtidig blev Skodderne slaat for Vinduerne, og et gult Lys flød ind. Straks efter fik hun Forklaringen paa de trampende Skridt og de haarde Smæld. Det var en Mand med en Stige, som tændte Gasblussene over Celledørene.
Saa med et vimsed Professor Hieronimus ind. Han var i Overfrakke og Spaserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det Hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik der som en Straale af Haab igjennem hende.
„Gudskelov, at De kom,” sa hun.
„Jeg haaber, De befinder Dem bedre nu,” begyndte Hieronimus med sin spinkle, blege Stemme.
„Nej,” sa Else, „hvordan skulde jeg dog kunne det? Her er saa skrækkeligt.”
„Skrækkeligt! Her er tværtimod meget rart.” — Hieronimus' Tone var belærende. „De skal bare synes her er rart, saa er her ogsaa rart. De har været daarlig i det sidste — ikke?”
„Jo,” svarte Else. „Men her kan jeg ikke bli bedre.”
„Det har nok ikke vært saa godt mellem Dem og Deres Mand. Har De ikke noget at klage over, noget at bebrejde ham?”
„Nej,” hvisked Else, og overvældedes af Graad. „Er han en god Ægtemand, en omhyggelig Far? Har han ikke git Dem Grund til Skinsyge?”
„Nej. Det er en udmærket Mand i alle Retninger,” fik Else fremstammet. „Men han havde lovet at komme idag.”
„Han har ogsaa spurgt til Dem,” sa Hieronimus og talte endda fortere end ellers.
„Hvorfor kom han da ikke ind til mig?”
„Han maatte ikke for mig. De faar jo noget at sove paa, ikke?” Hieronimus gik mod Døren.
„Maatte ikke — men hvorfor? Kommer han i morgen da?” Hun sad oprejst i Sengen og raabte efter Hieronimus.
„Nej, ikke imorgen,” lød det fort og koldt fra Hieronimus.
„Naar da?”
„Vi faar at se.” Hieronimus var borte.

„Vi faar at se, vi faar at se,” blev det ved at suse for Elses Øren, mens hun uafladelig knytted Fingrene sammen og løste dem igjen. Aa hvor det gnaved derinde i Brystet.
„Her er et dejligt Sted at være paa,” Bedstemor stod foran Sengen med de rene, magre Hænder foldet om det hvide, sammenlagte Klæde, og rysted sit gamle Natkappehode som i taknemmelig Undren. „Saa rent og godt; men vi faar inte Kaffe — nej, vi gjør inte.”
„Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, men det maatte jo være hans Spøg. — Ja naturligvis, naturligvis. Else blev ved med at slynge Fingrene sammen saa haardt, at det knaged i Ledene.
Men spøge paa et saadant Sted? — Paa denne Afdeling, som de kaldte det. — Og Hieronimus — han saa ikke videre spøgefuld ud. Og desuden saa vidste han jo, at hun ikke kunde ha godt af at ligge der og — —. Nej Spøg var det ikke.
Nej, men han vilde kanske sætte hende paa Prøve — se, hvor taalmodig hun kunde være.” Aa nej Snak, det var jo dog ikke en Opdragelsesanstalt, hun var kommen ind paa.
Men hvis nu Hieronimus tog sin Opgave saadan? Hvis han gik omkring med en brændende Trang til at hjælpe og reformere, skaffe tilveje Resultater, der skulde hensætte Menneskene i Beundring og være for ham selv en Spore og et Bevis for, at han fortjente det Navn, han havde? Hans Maade og Udseende var saa paafaldende pædagogisk — og teologisk? — Nej, men han var da ikke saa ung, at han handled ud fra Drømme og Teorier. Livet maatte vel ha belært ogsaa ham om, at det eneste det gjælder om at vide, det er, at man ingenting véd. „Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, nu vidste hun det! Han vilde overraske hende imorgen med, at Knut pludselig skulde staa i Cellen. Ja, saadan var det, saadan var det.
Men Du gode Gud, hvor uforsvarligt alligevel at handle saaledes med hende. Hvis han havde sagt at Knut kom imorgen, saa kanske hun havde faat sove inat, men nu. — Nej, Hieronimus var ikke saa klog, som hun havde tænkt.
Og nu havde hun Natten for sig. Natten — Natten. — Endnu en Nat paa dette Sted.
„Naa Fru Kant, hvordan gaar det?” Else fik et gemytligt Dask paa Armen af Reservelægen. „Misfornøjet med Tilværelsen, hvad?”
Hvor er de dog brutale disse Folk, tænkte Else, men saa opfanged hun et medlidende Glimt i Reservelægens flegmatiske Øjne, og gjorde ham stiltiende Afbigt.
„Nu skal vi nok faa Dem til at sove inat,” sa Reservelægen. „De skal faa dobbel Portion.”
„Det fik jeg ogsaa igaaraftes!”
„Nuvel, saa faar De tredobbel. Bild Dem forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulde være i Vejen? De ligger jo godt, og har det udmærket i alle Henseender. Jeg kigger ind til Dem, naar jeg gaar Natstuegang.”
Frøken Hansen tog bort Bakken med Aftensmaden, Te og bart Smørrebrød, som Else ikke havde rørt.
„Hvor det dog er Synd, at De ingenting spiser,” sa hun.
„Jeg kan ikke faa det ned,” svarte Else.
Saa blev der gjort i Stand til Natten, og alt gik til nøjagtig som den foregaaende Aften. De blaatøjsklædte Skikkelser forsvandt fra Gangen. Gasblussene skruedes ned, Frøken Stenberg gik Aftenrunde i Cellerne, og Frøken Suenson indfandt sig til Nattjeneste.
„Hvordan har De havt det idag?” spurgte hun.
„Forfærdeligt,” sa Else og greb begge hendes Hænder.
„De var saa vis paa, at De ikke skulde være her idag,” sa Sygeplejersken og smilte sørgmodig. „Kan De se? Forresten havde jeg tænkt, at De var blet flyttet.”
„Hvordan tror De, Natten blir, Frk. Suenson?”
„Som sædvanlig, naturligvis. Her er Deres Sovemikstur.”
„Kan jeg ikke faa slippe for at ta det? Jeg sover saa ikke alligevel.”
Sygeplejersken holdt Miksturen hen til Elses Mund. „De maa aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.”
— — Saa begyndte Rædslerne fra den foregaaende Nat. De samme Hyl og Hvin, de samme Smæld og Slag, den samme rasende, af umenneskelige Brøl gjennemflængede Skjælven og Banden fra Deliristerne nedenunder. Else sad hvert Øjeblik oprejst i Sengen og stred med sin Angst, Hvergang Frøken Suenson saa ind til hende, følte hun som en Lise, og bad hende altid om ikke at gaa fra hende.
Klokken lidt over 11 kom Reservelægen.
„Naa, De sover ikke?”
„Professoren sa, at min Mand ikke kom imorgen heller,” sa Else. „Tror De ikke, det var hans Spøg?”
„Slaa Dem nu bare til Ro, Fru Kant. Hvad vil De være saa utilfreds for? „Utilfreds! Men forstaar De da ikke, at jeg pines tildøde her?”
„De skal værsgod sove. Saa pines De ikke.” „Sove! Hør, hvor de hujer og hyler. Og er her et øjeblik stille, saa ligger jeg og hoster.”
Hvad er nu det for en Indbildning? Lad mig forresten undersøge Dem.” — Reservelægen tog frem et Lytterør, Magen til det, den undersætsige Kandidat havde brugt paa hende den foregaaende Aften.
„De har fortrinlige Lunger. Ingenting ivejen. Kom nu bort fra det Paafund med Hosten.”
„Men saa send Bud hjem og spørg min Mand! Eller spørg Frøken Suenson. Tror De, jeg ligger og lyver for Dem?”
„Naa, naa, naa, godt Ord igjen. Nu skal De faa mere at sove paa.” Reservelægen fjerned sig.
„Nej, jeg vil ikke ha det!” raabte Else. „Skaf mig blot Ro, saa sover jeg. Miksturen gjør det bare være!”
„Hun er jo rent forstyrret,” mumled Reservelægen og skyndte sig afsted.
En stentung Fortvilelse sammensnørte Elses Bryst. Hun saa paa det høje Vindu, der med sine Bittesmaa Ruder virked, som var det jerntilgitret, og hun tænkte paa alle de laasede Døre, som Stængte for dette forfærdelige Fængsel. Hun kunde ikke græde, hun orked ikke at tale til Frk. Suenson, der atter var inde og hældte Sovemikstur i hende, og mildt og venlig dækked hende til. Bare hun havde været troende og kunde ha bedt til sin Barndoms og Ungdoms Gud. Det vilde ha bragt Fred og Fortrøstning. Hjærtet svulmed ved Erindringen om de mange Gange, hun før i Tiden havde fundet Trøst og Styrke i Bønnen. Taarerne kom strømmende varme, husvalende, og hun folded uvilkaarlig Hænderne: Aa Jesus, hvorfor var han dog blot borte fra hende! Saa husked hun paa, hvad Jesus havde lidt, hvorledes han uden en Klage var gaat i den forsmædeligste Død, og paa det ophøjede Eksempel til Taalmodighed i Lidelse, hans Liv og Død var for alle Mennesker, hvad enten de trode eller ikke trode.
Der faldt en dulmende Ro over hende. Øjnene lukkedes, og hun var lige ved at slumre ind, da et hvinende Skrig skræmte hende op. Lyden trængte som en bred og iskold Kniv gjennem hendes Rygmarv. Hun sprang frem paa Gulvet og raabte paa Frøken Suenson, men saa husked hun paa, at det var forbudt at staa op og skyndte sig tilsengs igjen.
Spektaklerne blev ved. Naar den ene holdt op, tog den anden fat, og nedenunder var de som besatte. Else følte sig efterhaanden liksom knust og søndermaset, Tilsidst var det, som om al Larmen og alle Skrigene foregik inde i hende. Det sled i hendes Legeme, snurred og bobled i Hodet, og undertiden ved et pludselig eller særligt skingrende Skrig var det, som om hun sank dybt, og saa langsomt løftedes op igjen. Men et Gode var der: Saalænge hun hvirvledes rundt paa disse Bølger af Angst, hosted hun ikke.
Ligesom den foregaaende Nat blev Patienterne noget roligere henad Morgenen, og straks begyndte Else at hoste.
Og saa tænkte hun paa Professoren. Hun kunde ikke forstaa, at han, som var Læge, og til hvem hun havde henvendt sig for at søge Raad og Hjælp, lod hende ligge her, udsat for disse sjælesønderrivende Rystelser. Han vidste jo, hvor søvnløs hun havde vært, og hvor vigtigt det var, at hun fik Ro til at sove. Hun blev behandlet fuldstændig paa samme Maade som de gale, og for hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være paa en Straffeanstalt.
„Nej men Fru Kant, nu trode jeg da, at De sov,” Frøken Suenson havde listet sig ind og stod foran Else.
„Selv om her et Øjeblik er stille, saa har jeg jo denne Hoste,” svarte Else.
„Det har jeg saamæn ikke lagt Mærke til. Her er jo saadan Spektakel.”
„Kommer Professoren imorgentidlig?”
„Nej, det er Reservelægen. Professoren kommer først til Aften.”
Atter faldt Fortvilelsen stentung over Else. En hel Dag til skulde hun altsaa være her. Dødtræt, fortumlet, uden Mulighed for at faa en, om end aldrig saa kort Blund paa sine Øjne, indesluttet af disse Mure, gjennem hvilke intet Bud og intet Skrig kunde naa til nogen udenfor. Ligge udstrakt paa dette haarde Leje, hvor hun ingen Hvile kunde finde for de mødige Lemmer, stirre frem for sig gjennem den aabne Dør ud paa Cellegangen og de blaatøjsklædte Skikkelser. Og Knut skulde ikke komme, ikke hele Dagen. Hun havde ogsaa spurgt Frøken Suenson, om det kunde være tænkeligt, at Professoren havde spøgt eller vilde overraske hende, og Sygeplejerskens Svar havde tat bort al Tvil. Aa Knut, Knut! hvorfor lod han dem handle saaledes med hende! — — Men kanske Hieronimus virkelig trode, at hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, saa han kunde jo ikke vide det. Hvor underligt forresten, at han ikke gav sig bedre Tid for at komme til Klarhed over hendes Tilstand — om det virkelig var nødvendigt at holde hende i Celle. For uden tvingende Nødvendighed blev man jo ikke anbragt her.Eller kanske han trode, hun havde villet ta Livet af sig med de Opiumsdraaber? De andre havde jo trot det, men nu vidste de Besked. Hun havde omhyggelig forklaret Sammenhængen baade for Reservelægen og Frøken Stenberg, og de havde naturligvis fortalt Professoren det. Nej, Else vidste hverken ud eller ind.
Men naar nu Hieronimus kom imorgen Aften, skulde hun tale indtrængende med ham. Og roligt. Se til at faa bortfjernet den Misforstaaelse, der nødvendigvis maatte være tilstede. Saa kunde hun da idetmindste være sikker paa, at dette var den sidste Nat i Celle. Hun klynged sig krampagtig til denne Tanke. Hun blev ved at gjenta og gjenta alt, hvad hun vilde sige, hun lærte det udenad. Hun tænkte sig, hvad Hieronimus vilde svare, og hun formed hans Ord i omhyggelige Sætninger. Hun fik Taarer i Øjnene af Længsel efter ham, af Godhed for ham, denne Mand, der var saa klog og saa human, hvis Liv og Kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans Medmennesker, dem, han ikke vidste, hvad godt han vilde gjøre. Ja, imorgen Aften, imorgen Aften vilde Forløsningen komme. Hun vilde faa et roligt Værelse paa et andet Sted, hvor hun intet kunde se og høre til al denne Larm og Jammer, hvor hun kunde leve fredeligt som Rekonvalesent med en af disse gode Sygeplejersker, og daglig faa tale med Hieronimus. Taalmodighed, Taalmodighed — denne Dag gik vel ogsaa. Det gjaldt at samle alle sine Kræfter og al sin Energi paa det at ville holde ud, til Hieronimus kom.

Naa, nu var det altsaa Morgen. Dørene smælded, og Vinduerne sloges op, og Trækvinden suste gjennem Cellen. Konen med Vandspanden og Vaskekluden rumsterte paa Gangen, og Frøken Suenson fo'r til og fra, i endeløst Hast, bragte Vaskevand og Te, hjalp Patienterne og gjorde rent i Cellerne. Frk. Stenberg gik rundt og saa til Patienterne, og alt var som den foregaaende Morgen.
Else laa stille paa Puden med lukkede Øjne og Hænderne foldet over Brystet, Trætheden kjendtes som en Lammelse i Legemet, og det snurred og isned i Blodet. Ak, om hun kunde faat en halv Times Slummer. Men det var umuligt. Enten skreg de syge op, eller der var Skridt paa Gangen og Nøglerassel og Lyd af Døre, som lukkedes op og sloges i. Men iaften, iaften naar Hieronimus kom — —. Nu var Klokken vel otte, fra otte til tolv var fire, fra tolv til halv syv var elleve og en halv. Elleve og en halv Time! — —
Ja, Herregud, det var vel ikke saa farligt.
„Hvordan gaar det, Fru Kant?” Det var Frk. Hansen med Madonnaansigtet, som spurgte.
„Spørg mig ikke, snak ikke til mig,” sa Else mørkt. „Dere er jo allesammen lønnet for at pine mig.”
„Kjære, lille Frue, vi vil alle saa gjerne gjøre det bedst mulige for Dem. Tro mig, det er sandt”— hun bøjed sig helt ned til Else og saa kjærligt paa hende.
„Aa, men jeg er saa forfærdelig forpint,” sa Else med Øjnene fulde af Taarer. „At ligge her og vilde, hvor haarrejsende forkjert det hele er. Og være magtesløs.”
„Ja, det kan jeg saa godt forstaa. Men lad Dem ikke mærke med det, Alting her blir udtydet som Sindssygdom. De skal bare være rolig, rolig og god.”
„Jeg er jo rolig. Jeg ligger jo her saa stille som en Mus.”
„Bare De kunde vinde Professoren. Han er saa udmærket mod dem, han kan lide.”
„Mod dem, han kan lide!” sa Else forbauset. „Men de er jo syge og gale, de, som er her.”
„Ja, ja, ja. Jeg raader Dem, fordi jeg holder af Dem. Vil De ha „Berlingeren”? Den tør jeg nok la Dem læse.”
„Nej Tak. Jeg vil hellere ha Dem. Sæt Dem ned og tal med mig.”
„Det tør jeg ikke. Jeg er paa den rolige Gang og kom kun ind et Øjeblik for at se til Dem. Nu maa jeg gaa.” —
— En stor dorsk Flue surred ustanselig henne over Dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjennem Staaltraadburet om det slukte Gasblus, hvor en smal Solstribe spilled i Regnbuefarver. Else fulgte dens Bevægelser med sine trætte Øjne og tænkte paa, hvor dum den var, som ikke ganske roligt satte sig et Sted og vented, til Vinduet blev lukket op. Saa kunde den jo flyve ud og ha sin Frihed. — Frihed — aldrig var det faldt hende ind, for en Verden af Lykke det Ord rummed. I Forgaars gik hun frank og fri omkring, uden at føle Taknemmelighed for det, Saa var det da evindelig sandt, at alle Goder først fik sin rette Værdi, naar de var tabte. Pludselig gjorde Fluen højre om og fløj lige mod hendes Seng, og i næste Nu saa hun den dale ned over sit Ansigt. Med Rædsel slog hun fra sig og traf Fluen, der faldt laa Gulvet, hvor den krøb om og forsvandt.
Da Stuegangen kom, bad Else om Lov til at staa op.
„Hvad vil De op for?” spurgte Reservelægen. „De har det jo meget bedre i Sengen.”
„Men det er jo oprørende, naar jeg ingenting fejler. Hvordan skal jeg dog faa Tiden til at gaa! Nu har jeg ligget her i 40 Timer, og ikke et Blund har jeg faat paa mine Øjne.”
Reservelægen saa spørgende paa Frk Stenberg, der som sædvanlig var tilstede ved Stuegangen.
„Nej, Fru Kant vil ikke sove,” spøgte Frk. Stenberg. „Hun har ogsaa hostet noget, hører jeg.”
„Jaja, det kommer vel. Kun Taalmodighed. Godmorgen Frue.” Saa gik Reservelægen ud paa Gangen til det gule Bord, hvor han sysled med de høje Apothekerglas.
„Nu hørte jeg Dem hoste, Frue,” sa han med ét og kom ind igjen til Else. „De skal faa noget Hostesaft.” Saa fik hun Hostesaft og Frokost, bart Smørrebrød med Te, som hun neppe rørte.
„Nu blir her vistnok Ro en Stund,” sa Frk. Stenberg og tog Frokostbakken. „Se nu til at faa Dem en Blund.”
Else vendte sig mod Væggen og begyndte næsten straks at døse hen. Men et Øjeblik efter fo'r hun sammen ved en sagte raslende Lyd ude fra Gangen. Lyden kom igjen og igjen med korte Mellemrum, og i den uvante Stilhed blev den skarp og gjennemtrængende. Tilsidst letted Else sig op paa Albuen og keg ud paa Gangen. Der sad Frk. Stenberg og læste Avisen.„De er da ogsaa et vanskeligt Menneske,” sa Frøken Stenberg; siden, da Else svarte nej paa hendes Spørgsmaal, om hun heller ikke nu havde sovet.
Da Timerne havde slæbt sig hen, fik Else Middagsmad, Vandgrød og kogt Fisk, nøjagtig det samme som den foregaaende Dag. Hun kunde kun synke et Par Mundfulde.
Ud paa Eftermiddagen hørte hun jamrende Graad og klynkende Snak i Cellen ved Siden af.
„Hvem er det, som græder derinde?” spurgte hun Frk. Stenberg, da denne saa ind til hende.
„En, som skal til Sct. Jørgen.”
„Vil hun ikke?”
„Vil? Det vil de aldrig.”
„Stakkels arme Menneske! Tænk at bli sendt til Set. Jørgen”. — Else gjøs.
„Det er saamæn ingenting. Paa Sct. Jørgen har de det udmærket.”
„Skal saa hendes Celle staa tom?”
„Nej, vi venter en ny Patient. Derfor maa den anden flyttes. Til Sct. Jørgen rejser hun først imorgentidlig.”
En halv Time senere kom den nye Patient. Det lød for Else, som var der Slagsmaal derude. En skingrende Kvindestemme skreg fortvilet, skjændte og trued, mens de tumled om og slæbte en nedad Gangen.
„Hvem vover at røre ved mig!” hørte Else. „Jeg skal slaa alle dem, der kommer mig nær, sønder og sammen! Hvor er min Mand, Carl, Carl! hjælp, hjælp, frels mig, hører Du, Carl! Aa Gud, aa Gud! Mor, Mor! I har ikke Lov til at ta Tøjet af mig! La mig være, la mig være!” Det holdt længe paa. Omsider blev det stille. Saa hørte Else den skingrende Stemme kalde: „De Dame derude!” og spørge efter Professoren, og da Frk. Stenberg havde svart, skreg Stemmen: „Ja, I Kan tro, jeg skal klage for Professoren. Han er da vel en dannet Mand, som véd, hvad man skylder en Dame!”
Else frøs af Skræk og Medlidenhed. Ak, ja, Professoren. — Bare han dog kom engang.
Endelig kom han, fulgt af Frøken Stenberg. Som den første Morgen gjorde han Else nogle almindelige Sygespørgsmaal, og vilde gaa igjen, men Else bad om at maatte faa tale alene med ham.
„Om et Øjeblik,” han vimsed ud saa fort, at den lange, hvide Kittel flagred ham om Benene. Nogle Minutter senere kom han tilbage og satte sig ved Elses Seng.
„Jeg vilde saa gjerne forklare Dem det med Opiumsdraaberne forleden Aften,” begyndte Else, og saa fortalte hun det hele omstændeligt og endte med at sige: „Hvis Professoren vil spørge min Mand, saa skal De høre, det er sandt, at jeg af og til har tat Opiumsdraaber for Hosten. Der er intet andet, som har hjulpet.”
„Naa ja, men her faar De ingen Opiumsdraaber,” sa Hieronimus hurtig med sin tørre, tynde Stemme, der lød som kom den fra et sygt Bryst.
„Nej, naturligvis,” sa Else ydmygt og forfjamsket.
„De maa i det hele taget lære at subordinere Dem,” fortsatte Hieronimus i tilrettevisende Tone. „Begyndelsen lover ikke godt. Der bragte De med Dem Bøger og Tegninger og en hel Del Gjenstande, som De ikke har Lov til at have. Det var stik imod Aftalen. Jeg sagde udtrykkelig: noget Linned og en Smule Toiletsager — intet videre.”
„Jeg forstod det ikke saaledes,” stammed Else, „ja, det vil sige, jeg fik ikke Tid til at spørge. Og min Mand vidste det heller ikke. Han gav mig selvBøgerne og lovte at bringe flere, naar han kom.”
„Hum,” sa Hieronimus med en spodsk Trækning om den tynde skjægløse Mund.
„Han tror, jeg lyver,” tænkte Else forbauset. „Professoren kan jo spørge min Mand,” sa hun med en Stemme, der skjalv af tilbagetrængt Krænkelse. „Forresten kan jeg aldeles ikke holde ud at være her — bare det, at jeg umuligt kan faa sove.”
„Saa—aa, hvorfor ikke?”
„Tænk, at komme fra sit rolige, gode Soveværelse.”
Professoren afbrød tørt og skarpt: „Den Ro, De har lavet paa Deres rolige Soveværelse baade for Dem selv og for Deres Mand, er det nok ikke værdt at tale for højt om — hvad?”
„Men saa har jeg da sovet lidt om Morgenen, ialfald —”
„Det forekommer mig, Deres Mand sa, at De var bleven ved med at gjøre Scener til Klokken 7—8 om Morgenen.”
Else følte sig fladslaat over denne Hieronimus' Maade, der satte hende paa Anklagebænken, og tog hende i Forhør. „Saa efter Klokken 8 da,” sa hun med dirrende Læber. „Men her er aldrig Stilhed hverken Nat eller Dag.”
„De tager fejl,” sa Hieronimus kort. „Patienterne falder ofte til Ro, Timer ad Gangen”
„Timer! Nej, ikke Timer,” svared Else, „og saa er her jo anden Slags Støj.” Hun talte om de smældende Døre og de klaprende Vinduer og om Gasmanden, der tramped, og Skridtene, der gik, og om det altsammen.
Hieronimus fo'r op fra Stolen og var i et Nu borte i Døraabningen.
„Frøken Stenberg!” kaldte han.
Frøken Stenberg kom øjeblikkelig tilstede.
„De véd, jeg saa ofte har sagt, at her skal tages Hensyn og være Ro ogsaa paa denne Afdeling,” sa Hieronimus strengt. „Patienterne klager ofte over Døre, som smælder, og Vinduer, som slaar.”
„Det er Pigerne, Hr. Professor.”
„Jeg har kun Dem at holde mig til. De maa faa Pigerne til at lystre. Det er Deres Sag.”
„Jeg kan skam ikke, Hr. Professor.”
„De skal. Og nu Vinduerne — er der Kroge, som mangler?”
„Ja, der mangler nok Kroge et Par Steder.”
„Det er dog for galt. Saadan en Uorden! Hvorfor siger De ikke til?”
„Jeg har skam sagt til, Hr. Professor.”
„De behager ikke alene at sige til, men ogsaa staa inde for, at det blir gjort. Forstaar De?”
„Jo, Hr. Professor.”
„Saa er det Gasmanden. Gaar han med Støvler?”
„Ja, jeg tror nok, han gaar med Støvler, Hr. Professor.”
„Han skal bruge Tøfler. De har at paase, at han bruger Tøfler og gaar stille.”
„Jeg skal nok sige det til ham, Hr. Professor.”
„De skal staa inde for alt dette. Det er Deres Bestilling. — Hvordan var det saa med Fru Kant? Hun gjorde jo store Spektakler, da hun kom?”
„Aa, det var nu ikke saa slemt, Hr. Professor.”
„Var det ikke slemt,” bed Hieronimus af. „Vist var det slemt. Jeg véd det jo ogsaa fra Reservelægen.”
„Men jeg har jo forklaret Dem,” begyndte Else, der havde rejst sig op i Sengen og saa paa Professoren med store Øjne.
„Nej, det var virkelig ikke saa slemt,” kom Frøken Stenberg hende til Hjælp —
„Hvorfor lod De hende da komme paa den urolige Gang?” sa Hieronimus skarpt og affejende.
„Hun havde saa meget imod at dele Værelse” —
Hieronimus lod hende ikke tale ud. „De behøver ikke at undskylde Dem. Det var rigtigt, hvad De gjorde. Naa, siden har der jo ikke været noget,” han vendte sig for at gaa.
„Skal jeg blive her en Nat til!” raabte Else angst og bønfaldende. „Aa nej, Hr. Professor, De maa ikke la mig bli her en Nat til!”
„Jeg tænker, De lar mig om at bestemme, hvor længe De skal bli her,” svarte Hieronimus med skjærende Kulde.
„Faar jeg ikke se min Mand imorgen? Aa jeg ber Dem, Hr. Professor!”
Hieronimus, der allerede var ved Døren, vendte sig om og sa i mildere Tone: „Saasnart De kan taale det, Frue. Tro mig, jeg ønsker ikke at pine nogen længere end nødvendigt. Desuden — det er da ikke værdt, at han ser Dem, mens De ligger her.”
Saasnart hun kunde taale det! Hvad maatte hun ikke taale og udholde paa dette Sted Nat og Dag. Else sank tilintetgjort tilbage paa Puden og brød ud i en saa voldsom Hulken, at det var, som Brystet skulde sprænges. Frøken Stenberg, der var gaat sin Vej med en mut Mine, kom tilbage og satte sig hos hende.
„Saa, saa, kjære Frue. Ikke græde saa forfærdelig — saa, saa, bare jeg kunde gjøre noget for Dem.”
Else rejste sig op paa Knæ. Saa kasted hun sig om Halsen paa Frøken Stenberg, og saasnart hun for Hulken kunde faa Magt over sin Stemme, sa hun: „Om Forladelse, Frøken Stenberg, om Forladelse, fordi jeg klaged over Støjen og det” — det kom i afbrudte Stød. „Jeg vidste ikke, at det var Dem, som skulde ha Skjænd, og jeg vidste heller ikke, at han var saadan. Aldrig skal jeg gjøre det mere.”
Frøken Stenberg klapped hendes Haar og kyssed hendes Kind og forsikred, at det skulde hun ikke bryde sig om. Bare lægge sig pent ned og være rolig og taalmodig.

Hvor var hun sød og snil, Frøken Stenberg. Else, som havde tænkt, at hun gik omkring paa dette Pinens Sted uden Følelse for Ofrenes Elendighed, og nu havde hun netop, da Else havde voldt hende Ubehageligheder, vist Kjærlighed og Deltagelse. Aldrig skulde Else glemme hende det!
Forresten de andre ogsaa. Den buttede Thorgren med de røde glade Kinder. Hele Dagen var hun af og til kommen hen til hende og havde talt muntert og venligt, og paa alle Maader søgt at vise sit gode Sindelag, ikke at tale om Madonna-Hansen, hvis store Øjne lyste af Godhed og den inderligste Medlidenhed. Og saa Frøken Suenson, Nattevagten, som ved sin blotte Tilsynekomst virked lindrende paa Elses Kvaler. Gudskelov for Sygeplejerskerne. Tænk, om de havde vært som Hieronimus! Hun havde forøvrigt Fornemmelsen af, at de instinktmæssig ikke vilde røbe den gode Forstaaelse, der var mellem dem og hende. Saasnart Hieronimus kom tilbage, blev de stive og strenge at se til. Det var i det hele tat, som om Atmosfæren frøs til Is, straks han bare viste sig.
„De maa endelig se til at vinde Professoren,” sa de allesammen til hende. „Om vi saa bærer Dem paa Hænderne, nytter det til intet, hvis han er imod Dem.”
„Vinde Professoren,” grubled Else. Var hun
da ikke et lidende Menneske, der med Tillid var bleven betroet i hans Hænder? Om hun havde vært aldeles sindsforvirret, gal, desperat, umulig at styre — kunde hun saa derfor være „imod” hende?
Neji, hun forstod det ikke. Og hvorledes skulde hun bære sig ad med at vinde Professoren? Hun havde jo ingen Opsætsighed vist, kun grædt og klaget sin Nød. Og hendes klage havde vært som et Skvulp paa Oceanet, sammenlignet med den Lidelse, hun allerede havde gjennemgaat. Skulde hun anstille sig ydmyg og angerfuld, lægge sig paa Maven for denne Mand, der syntes saa tyrannisk, gebærde sig som et Kryb af en Undersaat, der trygler Majestæten om en uforskyldt Naade? Nej, og tusende Gange nej! Ikke om hun saa skulde brændes paa Baalet!
Men om hun nu alligevel søgte at „vinde” ham, som de sa? Appellere til hans Hjærtelag og Medfølelse. Han maatte jo dog være i Besiddelse af begge Dele. Ellers havde han vel ikke følt sig som den rette Mand paa dette Sted, hvor Opgaven fremfor alt var at være human og forsigtig, søge saavidt muligt at forstaa og gjennem Forstaaelsen Virke nyttigt og beroligende paa de syge.
Hans Væsen var jo vel kun en Maske, som han af en eller anden Grund fandt det hensigtsmæssigt at anlægge. I Morgen tidlig, naar han gik Stuegang, fik hun prøve igjen.
I Morgen tidlig. En hel Nats Forfærdelser skulde ligge mellem nu og i Morgen tidlig. Altsaa, endnu en Nat paa dette Sted. Det blev den tredje.
Nu blev Tage bragt til Sengs der hjemme. Aa Gud, Tage, Knut, Hjemmet — hvor det gjorde ondt i Hjertet. — Hun vred sine Hænder, og trykked Ansigtet dybere ned i Puden. Lille Tage, monstro han spurgte efter hende? Og Knut. Hvad tænkte Knut? Syntes han da ikke, det var frygteligt, at han ikke fik se hende? Han havde jo lovt saa vist at komme — en indeklemt Stønnen undslap hende.
„Her er Deres Sovemikstur, Frue.”
Else letted sig op paa Puden, og tog Miksturen, som Frøken Suenson gav hende.
„De ser saa rolig ud iaften. Har De det bedre?”
Else rysted paa Hodet.
„Har De ikke sovet idag?”
„Nej. Jeg har opgit at sove. Jeg har opgit alt,” hun skjulte Ansigtet ved Frøken Suensons Bryst, og graad, saa hun rysted.
„Iaften var jeg nu saa vis paa, at De var bleven flyttet,” sa Frøken Suenson. „De passer ikke paa denne Gang. Hvad siger Professoren?”
„Professoren er et Uhyre,” graad Else.
„Saadan maa De ikke sige, Frue! Professoren er en udmærket Mand. Men De maa endelig se at vinde ham.”
„Ja, ikke sandt?” sa Thorgren, som var kommen ind og nu stod ved Siden af Frøken Suenson med Haanden paa Elses Skulder, som hun kjærlig rysted. „De skal bare se for et Stjerneskud, der falder, naar De har vundet Professoren.”
I Cellen ved Siden af havde den nye Patient holdt paa med at skrige og skjænde og fortvilet kalde paa Carl. Nu gav hun sig til rasende at dundre løs, mens hun bandende forlangte, at der skulde aabnes.
„Er hun lukket inde?” spurgte Else.
„Ja, hun er saa balstyrig. Hun render hvert Øjeblik ud paa Gangen, og siger, hun vil hjem.”
„Ja, hun blir nok god,” sa Thorgren og lo.
„Uh,” sa Else gysende. „Hun maa jo slaa sine Hænder til Blods.”
Saa holdt Bankningen op, og de hørte Lyden af et Legeme, der tungt klaskedes mod Gulvet, hvorefter der lød en hylende Krampegraad.
„Vil De ikke gaa lidt ind til hende?” spurgte Else.
„Det er bedst, hun raser ud. Hun har faat saa meget Kloral, at det varer vist ikke saa længe.” „Godnat, lille. Fru Kant,” Thorgren rakte Haanden og klapped Else paa Kinden. „Godnat, Suenson.”
„Sovemidler hjælper jo ikke,” sa Else, da Thorgren var borte. „Se nu paa mig, det er, som jeg tar Vand.”
„Ja, det er ogsaa mærkværdigt med Dem, Fru Kant.”
„Plejer det ellers at nytte?”
„Ja, naar det ikke er Deliriumspatienter. Men dem gir vi det heller ikke.”
„Sover de da aldrig, Deliriumspatienterne?”
„Jo, naar de første 3—4—5 Nætter er forbi.” — — — Timerne var gaat. De syge havde larmet og skreget, som de plejed, og Deliristerne havde om muligt teet sig endnu vanvittigere end de foregaaende Nætter. Til Patienten i Cellen ved Siden af havde Else den sidste Times Tid intet hørt.
Pludselig begyndte en at udstøde en langstrakt Tuden, ustanselig, ustanselig. Det lød dumpt og hult, som kom det fra noget levende Begravet.
„Frøken Suenson! Frøken Suenson!”
Frøken Suenson kom ind til hende med Munden fuld af Middagsmad.
„Hvem er dette?” spurgte Else med et Ansigt, der var stivt af Skræk.
„En ganske ung Pige.”
„Hvorfor tuder hun saadan?”
„Ja, Gud véd.”„Hvor hun maa lide!”
„Nej. Hun véd ikke af sig. Naar Reservelægen kommer, faar hun sagtens en Morfinindsprøjtning.”
„Kommer Reservelægen snart?”
„Ja. Klokken er straks halvtolv. Han maa være her nu,” Frøken Suenson gik ud til sin Middagsmad.
Else satte sig op i Sengen og lytted efter Reservelægens Skridt, Hun var greben af en jagende Uro, som den idelig fortsatte, dumpe Tuden hidsed op til en sanseløs Angst, Hvor kunde det Menneske dog holde ud at tude saadan! Hvor havde hun Kræfter og Aande til det? Aa Gud, Gud, for en Afgrund af Elendighed at være her.
Saa hørte hun Reservelægen komme stille gaaende ude paa Gangen og veksle nogle hviskende Replikker med Frøken Suenson.
„Godaften Frue. Stadig ligge aarvaagen?”
„Hvor kan De tænke, jeg kan sove?” sa Else ophidset. „Nej, kom nu ikke med dette Snak om, at jeg skal sove og bør sove. De kan jo dog ikke mene det!”
„Hvad skal man svare Dem?” Reservelægen trak paa Skuldrene.
„Hør paa denne Tuden og hør paa Deliristerne dernede, og om et Øjeblik begynder hun derinde i Cellen og alle de andre! Aa Gud, Gud, jeg blir gal!”
„Ikke være saa ilter, Frue.” Reservelægens halvt bebrejdende, halvt dæggende Tone oprørte Else, men hans stilfærdigmedlidende Mine virked forsonende.
„Jeg maa ta mig sammen med al min Kraft,” vedblev Else i vaandefuld Hast, „for ikke at gi mig til at hyle og tude omkap med de andre.”
„Ja, De er jo temmelig hysterisk.”
„Hvordan skal man kunne bli af at være her?” fo'r Else fort, mens hun vred sig i Pine. „Det er uforsvarligt, uforsvarligt. Jeg, som skulde bort fra mit Hjem for at faa Ro og Hvile!” „Alle den Slags Patienter kommer jo her,” sa Reservelægen, og søgte at lægge som tyssende Venlighed ind i sin Stemme. „Det kan jo ikke være værre for Dem end for andre.”
„Alle den Slags Patienter!” raabte Else. „Gud Hjælpe da den Slags Patienter! Men hvorfor faar min Mand ikke se mig? Hvad tror De, han vilde sige, hvis han var tilstede her?”
„Det er jo ham selv, som har lagt Dem ind her. Han har vel anset det for nødvendigt.”
„Der er ingen, som har lagt mig ind her. Jeg er gaat af mig selv, fordi jeg selv har valgt det. Men havde jeg vidst, hvad jeg nu véd —. Og det samme gjælder min Mand. Jeg paastaar, at han ikke har anet, hvordan jeg skulde faa det. Og hvorfor skal han ikke faa Anledning til selv at se og høre? Ligge her. — Her! Og under en Mand som Hieronimus. Gud forbarme sig!” „Han er den bedste, vi har,” sa Reservelægen. „Men hvorfor tillader han ikke min Mand at se til mig?” Hvert Træk i Elses Ansigt dirred i Ophidselse. „Kan De forstaa det, og vil De forsvare det?”
„Professoren er bange for at udsætte Dem for Sindsbevægelser. Det er da let nok at forstaa.”
Else lo. „Sindsbevægelser! At faa se min Mand vilde da være en Sindsbevægelse af glædelig Art, mens det, jeg her udsættes for” — hun holdt inde og skjulte Ansigtet i Hænderne.
„Slaa Dem tiltaals, Frue,” sa Reservelægen, og la sin Haand paa Elses Skulder. „De skal se, det gaar bedre, end De tror.”
Hans milde Stemme og inderlige Tonefald vakte Elses Haab. „Vil De be for mig hos Professoren?” spurgte hun og saa fortvilet paa ham. Reservelægen nikked.
„Og sige, at De synes, han bør la min Mand komme?”
„Ja, naar der er gaaet nogle Dage. Godnat, Frue. Ta det nu roligt.”
Ta det nu roligt — —. Hvad var dog det for Slags Mennesker? Læger kaldte de sig — Bødler burde de hedt. Hvordan skulde det dog gaa hende? Hvorlænge vilde Kræfterne holde ud? Else laa atter paa Puden og udgjød disse ætsende bitre Taarer, hvoraf hun i de sidste Dage havde fældet saa utallig mange. Hun følte det, som laa hun dybt nede paa Bunden af en Brønd, over hvilken der kunde lægges Laag hvad Øjeblik som helst. Aa nej, men det maatte ikke ske — maatte ikke. Hun vilde arbejde sig opover, helt opover, saa hun idetmindste fik Hodet op over Kanten.
Naar nu Professoren kom i Morgen tidlig, vilde hun sige saadan og saadan. Saa blev han rørt og forstod, hvad hun led, og talte venligt og sa, at hun straks skulde faa et andet Værelse. Ja naturligvis, dette var der jo ingen Mening i. For han gik jo ikke ud paa at gjøre hende gal. Hvis hun nu havde vært det, de kaldte sindssyg eller bare mindre klar i Hjærnen, saa vilde hun kanske troet, at han gik ud paa at gjøre hende gal. Men Gudskelov, saa ilde var det dog ikke fat med hende.

Hun gav sig til at tænke paa alle de forskjelligartede Pinsler og Kvaler, saa mangfoldige Mennesker i Tidernes Løb havde maattet lide i Verden, dem, der havde vansmægtet i underjordiske Fængsler, unge, uskyldige Piger, der var bleven mishandlet og brændt som mistænkt for at være Hekse eller Hekses Haandlangere, de mange Russere og Russerinder, der for sine politiske Anskuelsers Skyld var bleven dømt til Døden og henrettet, Religionsforfølgelsernes mange tusende Ofre, og de skindøde, der var bleven levende begravet, og en uendelig Medlidenhed med alle Jordens ulykkelige fyldte hendes Bryst. Hvad betød hendes Lidelser mod disses?
Hendes Indre blev mildt og stille. „Om en liden Stund skulle I se mig” — havde Jesus sagt til Disciplene engang. Ja, en liden Stund skulde hun være her, men saa om en liden Stund kom Knut og udfried hende. Sikkert. Andet var utænkeligt. Hieronimus bare lod, som han vilde være saa haard. Hvorfor skulde han ville hende ondt? Hun havde jo aldrig i Verden truffet ham før, og aldrig gjort ham nogetsomhelst. Og selv om hun virked frastødende og usympatetisk paa ham, saa var det jo ingen Grund for en Mand som Hieronimus. Tværtom, dobbelt varsom vilde han saa være.Ja Reservelægen havde Ret. Hun skulde ta det roligt. Nu var ogsaa denne dumpe Tuden blet svagere. Senere paa Natten faldt kanske ogsaa Deliristerne til Ro, og saa blev det Morgen, og saa kom Professoren. Gudskelov, nu havde hun Hodet oppe over Brøndkanten.
„De sover ikke?” det var Frøken Suenson, som kom listende ind.
„Fik hun saa Morfinindsprøjtning?”
„Ja. Nu falder hun snart i Søvn. — Reservelægen er rar at tale med. — Ikke?”
„Jo. Han ser snil ud.”
„Men De maa ikke la ham mærke, at De er urolig eller ophidset, Frue. Jeg forstod, at han syntes, De var daarligere i Aften.”
„Daarligere,” — sa Else uvilligt, „hvorledes daarligere?”
„Ja saadan” — Frøken Suenson førte Pegefingeren til Panden.
Else vilde til at synke ned igjen paa Bunden af Brønden, men saa tog hun sig sammen, og jog Tankerne bort. Frøken Suenson havde naturligvis misforstaaet. Det var umuligt, at Reservelægen kunde tyde hendes saa berettigede Klager som et Tegn paa Sindsforvirring.
„Fortæl mig lidt om Dem,” sa Else og la sig med Haanden under Kinden om paa Siden for bedre at kunne se Frøken Suensons fine og lyse Ansigt. „Er De glad ved at være Sygeplejerske?”
„Ja saa glad, saa glad. Nu har jeg vært det i 5 Aar, og ikke en Time har jeg fortrudt det. Det eneste, som gjør mig ondt, er Tanken paa min søde gamle Far, „Du har et trist Liv, min Pige,” siger han altid, og saa sukker han saa tungt og stryger mig over Haaret.”
„Jeg synes dog, det maa være frygteligt at bakses med disse rasende Mennesker. Er De ikke bange? Eller var De det ikke i Begyndelsen?”
„Nej. Aa jo, jeg var vel nok af og til lidt forskrækket i Begyndelsen. Men man vænner sig til det. Saa har man jo ogsaa undertiden Glæde af det, som nu med Bedstemor. Hun er saa sød og taknemmelig. Og den gamle derinde, hun, som smider Sengehestene i Gulvet. Et Par Gange har det hændt, at hun har slaaet Armene om min Hals, naar jeg har staaet bøjet for at pusle hende, og da har hun hvisket: „Tak Alma, hvor Du er sød.” Hun ta'r mig altid for den Alma, som hun fantaserer om. Og det er dog meget af saadan en syg og udpint gammel Stakkel,” Frøken Suenson Smilte rørt og lykkelig.
„Hvad heder hun, den gamle Dame?”
„Fru Fog.” —
„Tror De, Professoren er en snil Mand?” spurgte Else. „Snil?” „Ja, et godt Menneske, mener jeg.” „I Gud ja! Det tror jeg rigtignok. De skulde bare vide, hvordan han kan være, naar det er nogen han kan lide.”
„Holder De f. Eks. af ham, Frøken Suenson?” „Holder af ham,” Frøken Suenson gjentog forskrækket Spørgsmaalet, som var den Tanke, det Indeholdt, altfor formastelig. „Holder af ham? Jeg har saadan en umaadelig Respekt for ham, ja Ærefrygt.”
„Men tror De ikke, han kunde være ond mod dem, han ikke kan li?”
„Ond mod dem, han ikke kan lide?” hun vendte og drejed paa Ordene. „Nej, men han er saa stræng, aa saa stræng, saa stræng. Jeg skjælver af Angst, naar han viser sig paa Gangen, ja, jeg skjælver en hel Time i Forvejen, for jeg er saa bange for, at ikke alt er, som det skal være. Engang mens han gik Stuegang, opdaged jeg, at der om Sæbestykket derude i Krogen paa Vaskeservanten havde viklet sig et Haar. Ja saadan som jeg rysted fra øverst til nederst. Jeg turde ikke gaa hen og ta Haaret bort, ikke røre mig af Pletten, og jeg er vis paa, han saa det. Han ser alt. Hvis jeg havde et Hul paa Spidsen af Strømpefoden, er jeg vis paa, han kunde se det tværs gjennem Skoen.”
„For Reservelægen er De ikke saa bange. Er De vel?”
„Nej, Reservelægen,” Frøken Suenson, hvis Ansigt, mens hun talte om Professoren, havde havt et ængsteligt Udtryk, smilte lettet — „han er jo saa elskværdig.”
„Bare det snart var Morgen,” sukked Else.
„Ja Klokken er straks 4.”
„Gudskelov.”
Idetsamme hørte de Lyden af nøgne Fødder, der sprang paa Gulvet i Cellen ved Siden af, og straks efter dundrende Slag paa Døren og angstfulde Skrig.
„Aa Gud, nu begynder hun igjen!” raabte Else, og satte sig hastig op i Sengen. „De maa ikke lukke op, for saa kommer hun kanske her ind.”
„Nej, vær De blot rolig.”
„Hvem er hun?” spurgte Else.
„En ung Fru Syverts, meget køn.”
Straks efter fo'r en Skikkelse i Chemise og kort Trøje med bøjede Knæ, saa hun næsten sad, og med unaturlige lange Skridt og stærkt svajende Arme forbi den aabne Dør. Sygeplejersken løb øjeblikkelig ud.
Fru Syverts i Cellen ved Siden af blev ved med at dundre paa Døren, udstøde Skrig, tigge og trygle om, at der skulde lukkes op, fortvilet kalde paa Carl og true med Professoren. Else holdt Hænderne stramt om sine Tindinger. Inde bag Panden var der noget, som trykked paa, og det kjendtes, som om Hodet skulde revne.

Saa kom Skurekonen, og Vinduerne blev smækket op. Frøken Suenson bragte den sædvanlige Smule Vand i et bitte lidet Fad af gulhvid Fajance.
Mens Else laa paa Knæ i Sengen og vasked sig, og Frøken Suenson gjorde rent i Cellen, smutted en Skikkelse i kort Chemise, paa nøgne, hvidt skinnende Ben hastig indenfor Celledøren, hvor hun stilled sig op og stirred paa Else. Hendes Ansigt var gjennemsigtig blegt, Øjnene mørke og straalende. Det sorte brusende Haar runded sig om en smuk formet, klar og aaben Pande og faldt i en lang Fletning frem over den ene Skulder.
Else blev betat af dette hvide Ansigts Skjønhed. Hun betragted hende spændt.
„Hvor hun er yndig, den Kvinde der,” sa Skikkelsen med udtryksfuld, underlig tilsløret Stemme, og pegte paa Else. „Hvor hun er yndig,” gjentog hun drømmende, „og hvor hun ser ulykkelig ud.”
„Gaa ind til Dem selv, Fru Syverts,” sa Frøken Suenson, der som sædvanlig i aandeløs Hast sæbevasked Cellepanelet.
„Til mig selv — ja, lad mig komme hjem til mig selv,” det lød saa skjærende sørgmodigt. Pludselig stamped hun voldsomt med Foden og skreg rasende: „Jeg er en hæderlig Kvinde, siger jeg dem! Jeg vil være en hæderlig Kvinde, og derfor blir jeg ikke her, ikke en Time, ikke et Minut længere! Tror I, jeg vil være mellem sligt Forbryderpak?” hun stamped og stamped med sin nøgne Fod, og bandet stygt. „Her er jo ikke et eneste ordentligt Menneske!”
Frøken Suenson lod Vaskekluden falde ned i det skummende Sæbevand, og gik fort hen, og tog fru Syverts i Armen.
Ikke lukke mig inde!” raabte Fru Syverts angstfuldt bedende. „Ikke lukke mig inde!”
Men saa maa De heller ingen Støj gjøre,” Sygeplejersken trak af med hende.
„Carl, Carl, Carl! hjælp mig, frels mig!” lød det sønderrivende, og saa blev det stille.
„Har De laaset hende inde igjen?” spurgte Else da Sygeplejersken kom tilbage.
Nej. Jeg fik hende tilsengs, og lod Døren staa paa Klem.”
En Stund efter, da Else var færdig med sit Toilette, og laa alene i Cellen, kom Fru Syverts fygende ind igjen. I et Par Spring var hun henne hos Else, løfted Sengetæpperne, og vilde op til hende.
„De er en Mand,” hvisked hun gjennem de hvide sammenbidte Tænder. „Lad mig komme ned til Dem! Tror De ikke, jeg ser, De er en Mand?”
Else rejste sig forfærdet overende, og søgte at støde hende bort.
„Jeg tar Dem med Magt,” hvæsed den syge Frue. Hun greb Else haardt om Armene, og tvang hende saa let, som om hun havde vært et spædbarn tilbage paa Puden. Saa satte hun, uden at slippe Jerntaget om Elses Arme, den ene Fod op i Sengen.
Else udstødte et Raab om Hjælp, og FrøkenSuenson kom straks tilstede og rev hastigt Fru Syverts bort.
„Hun blev bange, sikken en, hun blev bange!” raabte Fru Syverts og lo, mens Sygeplejersken gik med hende.
Else fik et Anfald af Krampegraad. Hun putted Hodet helt under Tæppet og bed i Lagnet, for at ingen skulde høre det. Heftige Rykninger i Nakken trak liksom Baghodet i Folder, det hamred i Tindingerne, og inde bag Panden trykked det paa, og trykked paa. Og saa sled og rev det i Brystet, og Smerten fo'r ustanselig som en krumbugtet Orm lige op i Halsen paa hende.
Langt om længe kom Frøken Stenberg og gav hende Vand.
„Se til at fatte Dem, nu har vi snart Stuegangen. Det nytter ikke, at De gir Dem over.”
Men Else blev ved at græde. „Jeg vil bort, bort, bort! hjem til Knut og Tage!” skreg det uafladelig inde i hende, og Tanken paa disse kjære gjorde omsider Graaden mildere og stillere.
„Fortæl mig nu, hvad De græder for?” Frøken Stenberg satte sig paa Sengekanten og tog Elses Haand.
„Jeg længes saa forfærdelig hjem.”
„Det maa De faa Bugt med. Giv Dem nu trygt over i Troen paa, at det er det bedste for Dem at være her.”
„Nej,” svarte Else heftig. „Det er en stor Fejltagelse, at jeg er kommen her. Min Mand vilde være fortvilet, hvis han vidste Besked.”
Saa fik Else atter at høre, at det jo var hendes Mand, som havde lagt hende ind her, og at hun dog maatte ha fejlet noget, siden hun var kommen her.
Ja, sa Else, fejlet noget havde hun, men gal havde hun ikke vært. „Har De mærket nogen Galskab hos mig, kanske?”
Nej. Men det kunde man jo aldrig vide. Der var saa mange Arter Galskab og Sindssyge, De, som syntes mest kloge, var ofte de værst angrebne — og naar man var kommen her, saa —
Else saa paa Frøken Stenberg med et jammerfuldt Blik. „Jeg maa jo fortvile,” mumled hun og vendte Hodet bort. — — —
Hun laa i halv bevidstløs Tilstand med uhyre høje, grønskede Mure tæt omkring sig. Foroven hælded Murene sammen, saa der kun var en ganske liden firkantet Aabning, og denne var dækket af et Staaltraadbur, i hvilket der sad en Gasflamme. Et blegt Tusmørke flød ned langs de grønskede Vægge, og hun hørte dæmpet Sus