Sex Observationer om Lære-Kunstens rigtige og frugtbare Øvelse i Ungdommens Undervisning
Imprimatur
C. Bartholin
Dedikation[redigér]
[i]
Eders Velbyrdighed tage ikke ilde op, at jeg ved følgende smaa Observationer tager mig Anledning, at opvarte Eder. Thi ved det I mig u-bekiendte en Tid efter anden har bevist store Velgierninger, har I selv givet mig Aarsag til, at jeg Eder nu igien saa dristelig besværer. For at bekiende, at jeg haver Eders store odhed at takke for min og mine Sagers Conservation, som, det Gud veed, sigter til det gemen Beste. Jeg haver intet derimod at tilbage give uden allerydmygste Taksigelse. Vil derfore underdanigst bede Eders Velbyrdighed, at I dermed af de U-taknemmeliges Liste gunstig vil udslette mig. Saasom det i Philosophia, som
[ii]
Hos Eder er i største Priis, agtes god Betalning for Velgierninger, at kiende sig skyldig. Dog tilstaaer jeg, at mig for over-raabende Avindsyghed, Misundelse og Sladder ej tillades at lukke Munden op, for at fremsige Eders Velgierninger: at og de flere, til hvilke de og kunde strække sig, kand vide, hvor meget de Eders Velbyrdighed ere pligtige. Men som det gandske Fæderne-Land til Eders ævig-varende Hukommelse taknemmeligst erkiender, at det er i en stor Gield hos Eder, har I nok af slig Betalning. Saa jeg paa det allerydmygste begierer, at I med mig i paatrængende Fornødenhed haver Taalmodighed, til Avind faar ædt sig selv op, og Bagvaskere Munde nogenlunde stoppes. Kiedes dog ikke ved her efter at giøre vel, Velbyrdig Herre, og hindre fremdeles, at Misundelse i sin Furie og Forbittrelse ej stiger for højt op, at forstøde og undertrykke u-afvidende og u-forhørt
Og tro Forbedere
Kiøbenhavn 10. Jun. 1707.
Hans Whitte
[iii]
Fortale til Læseren[redigér]
Værdes at hidkaste Øjnene, gunstige Læsere, som hidindtil med andres Øjne har seet, og med andres Øjne hørt, hvad jeg af Guds Naade til det gemene Beste om Ungdommens Undervisning skrevet og disputeret haver. Skrækkes ikke der ved, at jeg formedelst misundelig Bagvaskelse ilde staar afmalet hos Eder. Efter den falder aldrig, om mand de Allerbestes Exempler vil eftersee, nogen retmessig Kiendelse. Thi i det ringeste skal begge Parter høres, inden den rette Dom kand vorde afsagt. Vel er det mig en ringe Ting, at jeg dømmes af eders eller nogen menniskelig Dom. Men som jeg i min Samvittighed befinder, at Guds Æres Udbredelse og det gemene Beste der ved hindres og tager Skade, skal det være langt fra mig, Gud give fremdeles der til Kraft og Styrke! at udlade noget, som hielper til at fremme det Forsæt, hvorudi Gud selv allene hidindtil med Raad og Daad mod mange ja mægtige og listige Efterstræbere og Avindsmænd har giort Bistand. Vel har jeg nu paa syvende Aar anvendt ald muelig Flid paa de Unges Undervisning, ja og tilforn beflittet mig paa, at opsøge iblant saa mange den rette og jenneste Vej. Hvor ved jeg også mangt og meget har observeret, som hid intdil endogsaa efter offentlig Opbydelse ved magt er blevet staaende. Men som Gud
[iv]
Er allene den, der til samme Forsæt at begynde for syv Aar siden mod mange Fra-raadere har skyndet mig, i det samme af mange Vanskeligheder udreddet og i at tiene det Gemene der ved, synderligen styrket, da bør Ham allene Ære for alt hvad, som der af videre kand komme Guds Menighed og Fæderne-Landet til Gavn og Beste. Saasom jeg og i mit Hierte er forsikkret paa, at Gud, som har begyndt den gode Gierning, skal og fuldkomme den; Saa mig aldrig i det Kald, som jeg af Gud og den Høje Øvrighed er sat udi, skal feile Villie, Raad og Midler til at fremme Ungdommens og det gemene Beste. Videre vil jeg ikke der om denne Sinde tale, saasom der dog, maa skee, skulle findes de, der paa min Bag, som hidtil, skulle bieffe derimod, at jeg ej har eller kand i Gierningen holde det, jeg i Ordene har ladet mig forlyde med. Hvilket jeg saaledes optager, som jeg for Svig og Bedrægerie blev beskyldt. Hvorudinden jeg en hver paa det allerydmygste vil have ombedet, at hand først efterseer, hvad jeg har sagt (til hvilken Ende alt hvad jeg har skrevet efterhaanden Ord fra Ord i det Danske Sprog skal komme ud) og saa, om det ikke hidindtil til yderste Prikke er efterkommet. Jeg dømmer ikke selv, men siger bart ud, at jeg har en god Samivttighed, og det saa meget mere, som jeg veed, at alle de, hvis Børn fra første Tid hid til er kommen fra min Haand, har været og endnu er, med min Flid fornøjede. Hvor paa jeg holder det for et fast Bevis, at ej allene Vel-ædle og Høy-fornemme, men endogsaa Hæderlige og Høj-Lærde Mænd, hvilket mit Levnet og Lærdom hos dem i tre Aars Tid noksom var bekiendt,
[v]
Sender deres Børn fra Tronhiemb i Norge, to hundrede Mile her fra liggende, hid til mig i Kiøbenhavn, hvor det koster dennem fire gange saa meget, som, om de vare hiemme hos dem selv eller i Nærværelsen. Skulle nogen af dem blevet fixered, da troer jeg nok, at den eenes Skade advarede den anden. Men, som nu de samme, hvis Børn jeg for min Bort-rejse til Kiøbenhavn mod deres Ønske og mange Løfter var nød til at qvittere for tre Aar siden, begierer, at de her i Kiøbenhavn maa komme under samme Information, kand jeg jo billigen tænke, gunstige Læsere, at den var dem fornøjelig, ja jeg kunde og der ved have Aarsag at sige, at den var god nok, hvis jeg ikke viste, at den af længere Erfarenhed meget er forbedret. Dog undrer jeg ikke paa, at I af saa hæftig Misundeligheds Øre-tuden Over-ilede, først vil see Eder for, hvorledes Folk her paa Stæden bliver fornøjede: Men vil derimod ydmygst bede, at I, naar det skeer, ej vil undre paa, at jeg ogsaa saaledes seer mig for, at saa mange Aars Arbejde, Sved og Bekymring, som jeg ved Guds Naade har udstaaet uden ringeste Lettelse af Publico, nogenledes vordes erlagt. Saasom Guds Ord tilholder, at en Arbejdere er sin Løn værd. Hvorved Skylden gandske henfalder fra mig paa mine af Avindsyghed befængede Bagvaskere: naar det, maa skee, vil falde en deel af dem besværligt, som der ved for længe har ladet sig opholde. Hvad sig ellers disse faa Blade anbelanger, da beder jeg en hver paa det allerydmygste, hand dem i den Mening vil optage, som en hver fornuftig, der ej af Avind er forgivet, kand see, at jeg dem selv med-
[vi]
deeler det almindelige. De indeholde ikkun et gandske kort Indhold paa Lære-Kunstens Bud, hvor efter alt det mere retter sig, som til videre Oplysning Tid efter anden, nest Guds naadige Bistand, i Moders Maalet skal komme for Lyset. I midlertid skal mit ønske være, at Guds sande Kundskab, gode Sæder og nyttige Videnskaber i de Unges Hierter og Sind saaledes maa fæste Rødder, voxe og tiltage, at Guds Meninghed kand blomstres, og det gandske Fæderne-Land opkomme i fuldkommen Flor og Velstand.
Den første Observation[redigér]
[1]
Det hielper allermest til Lære-Kunsten lykkeligen og med Frugt at øve i de unges Undervisning, at baade Læreren og Discipelen først og med skyldig Ærbødighed ærer og dyrker den meget gode og store Gud, som er alle gode Tings Fremmer, dernæst indbyrdes mod hin anden efterkommer deres Pligt og Skyldighed.
Som disse tvende Ting ere de beste Behielpninger til Lære-Kunstens lykkelige og frugtbare Øvelse, saa beflitter en god Skolemester sig paa af ald Magt ej allene selv at frygte Gud med et oprigtigt Hierte, og i alle Maader forholde sig mod sin Discipel efter sin Pligt og Skyldighed, men giør og sin yderste Flid for, at indplante en sand Gudsfrygt i Discipelen, og komme ham til at efterleve hans Pligt
[2]
og Skyldighed imod sin Lærere. Saasom hand vel veed at intet til Nytte kand udrettes uden Guds Hielp, hvilken baade styrer Skolemesteren og giør Discipelen beqvem, flittg og dygtig til at fatte: og at den kand ikke vente sig nogen Hielp oven fra, som ikke idelig paakalder Gud, og efter hans Befalning i sit Kald giør sit Embede. Skolemesteren og Discipelen maa endelig med sammenføyed Flid stræbe, dersom alting skal gaa vel til. Men efterdi den er vankundig i alle Ting som intet har lært, da skal den unge Siæl i Tide i Guds sande Frygt oplæres. Thi i den Jord, som endnu er foruden Ukrud eller dermed ej synderlig begrod, oppipper best den levende Gudsfrygtes Sæd. Jeg siger Levende: Det er ikke nok, at mand idelig fører til Erindring det ypperlige: Frygt Gyd. Thi der ved kand den, der ikke har lært det, dog ingenlunde vide hvad hand skal giøre. Den unge skal i Tide lære at kiende sin Elendighed og Guds Naade, at hand dreven af hin henflyer til denne, af hin fatter Had til Synden, af denne Kiærlighed til Gud, som er den beste Rod, hvor af alle Dyder voxer. Hand skal lære at betænke Guds Nærværelse, saa skal hand skye det onde. Hand skal lære at erkiende at alt got gives ham af Gud ald Godheds villige og mægteige Givere, paa det hand ej med Munden allene (som hand skulle giøre, dersom hand ej var oplært) men end og af Hiertet kand takke den meget gode og store Gud for alt got, og retteligen bede ham om alle gode Ting saa vel aandelige som legemlige. Hand skal lære at overveje Guds Viisdom og Menniskens Daarlighed, at hand af den første kand lære at temme sin Attraa, af den anden at adlyde Guds Villie, af begge Dee-
[3]
le at hænge ved den Gud, som saaledes opvækker, fremmer, styrer og ender de Gudfrygtiges Idrætter og Lykke, at de Ting, som synes at være dem fordervelige, fører til en god Ende, naar alle Ting tiener dem til gode, som frygter Herren. Men at de smaa Gudsfrygtes Gnister, som ved denne Gudelige Undervisning og hellige Sagers idelige Læsning og Forklaring ere antendte, ikke skal udslykkes, maa en Skolemester tage sig vare for, at Barnet ikke forderves ved ond Omgængelse, (hvor af lettelig meget ont kand drages) og flittig inqvirere efter hans Forhold, hvor om paa et andet Stæd vidtløftigere handles.
Hvad sig det andet er angaaende, da hielper det usigelig meget til Lære-Kunstens lykkelige og frugtbare Øvelse, at Skolemesteren og Discipelen forholder sig mod hin anden, som deres Pligt og Skyldighed tilsiger paa begge Sider. Thi hvad giør ikke Discipelens Ærbødighed og Lydighed mod Skolemesteren, dersom den paa Kiærlighed og Frygt, ligesom de beste Støtter, er fæstet og grundet? Qvintilianus taler her om meget herligen i den II. Bog IX. Cap. om Undervisningen. Denne Pietetet, siger hand, hielper meget til Studering, thi saa skal de baade gierne høre og troe det, som bliver sagt, og tragte efter at være lige; ja derforuden glade og fyrige komme sammen i Skolen. Naar de bliver rettede, skal de ikke vredes; naar de blive rosede skal de glæde sig: med Flid skal de fortiene, at de høit elskes. Thi ligesom det er Skolemesterens Pligt at lære, saa er det Discipelernes at vise sig lærvillige: ellers er det ene intet uden det andet. Hvilken Myndighed at en Skolemester kand have, skal han
[4]
og selv giøre hvad ham tilkommer. Hand maa være Gudfrygtig, flittig og ærbar, at Discipelerne kand have et Exempel at efterfølge, af hans Adstadighed anledigede. Hand maa være from, taalmodig og beleven, at de, af hans Høflighed bevægede, kand disbedre efterfølge ham og være lydig, naar hand byder. Thi af Adstadighed kommer Frygt, og af Høflighed foraarsages Kiærlighed. Her taler igien meget vel den berømmelige Mestere Qvintilianus i den II. B. om Underv. II. Cap. Hand maa, siger hand om Skolemesteren, tage en Faders Hierte imod sine Discipler, og tænke at hand kommer i deres Stæd, af hvilke Børnene antvordes hannem. Hand maa hverken selv have Laster, ej heller taale dem. Hand maa ej være haard i sin Strænghed, ej heller i sin Belevenhed gemeen; ikke heller maa der af det første avles Had og af det andet Foragtelse. Hand skal tale meget om det, som er got og skikkeligt. Thi jo tiere hand paaminder, jo rarere kommer hand til at straffe. Hand maa ingenlunde være hastig, dog skal hand ikke dølge de Ting, som bør rettes. Enfoldig i at lære, taalig i Arbejde, heller idelig end umaadelig. Hand skal gierne svare dem, som spørge ham. Dem, som ikke spørge, skal hand af sig selv tilspørge. Hverken skal hand være avindsyg, ikke heller giøre formeget af det, naar hand skal rose Disciplernis Stil: fordi det ene føder Kiedsomhed til Arbeide, det andet Sikkerhed. I at bedre det, som skal rettes, maa hand ikke være bitter og ingenlunde megen til at spotte; thi det jager mange fra sit Forsæt i Studeringer, at nogle saaledes skielder, som de bar et Had.
[5]
Den anden Observation[redigér]
Lære-Kunstens fornemste Forretninger ere at oppollere Nemmet, Judicium og Hukommelsen; thi den giør først, at Disciplerne begriber hvadsomhelst der læres: for det andet, at de beholder, hvad de har begrebet.
De fleste Kunster og Videnskaber tager en stor Skade af en deel forhen fattede Indbildninger, hvilke mærkeligen hindrer, at Sandhed ikke lykkeligen kand opspores. Fra samme onde er ikke heller den ædle Lære-Kunst undtagen: thi den plejer gemeenligen betages sin rette Function, hvoraf kommer, at, efterdi den af Frugten ikke skilles fra noget Fuskerie, en meget stor deel lader sig nøje med Navnet, og naar de (efterdi de ikke har Tingen i sig selv, jeg mener Kunstens rette og fuldkommen Videnskab, uden hvilken den ikke er nogen Kunst) intet kand udrette, da skylder de paa det kleine Nemme, det u-beqvemme Judicium og den svage Ihukommelse. Dette er den vrange Opinion, som har ført meget ont over det gandske menniskelige Kiøn. Thi hvor mange har den vel jaget fra Boglige Kunster? Hvor mange har den ladt efter sig i Drek og Mørke? Vi vil derfore ej lade os af den videre fixere; eftersom ingen, der har sin Fornuft, har saa seent et Nemme, at hand jo kand fatte Videnskaberne, og ingen er saa dum og taabelig, at hand jo ved Lære-Kunsten saaledes kand
[6]
rettes, at hand bliver meget artig. Hvilket endskiønt det paa et andet Stæd vidtløftelig bevises, saa vil jeg dog paa dette Stæd udskrive Qvintiliani herlige Erindring, som findes i hans II. Bog om Undervisningen i det andet Cap. Det er et falsk Klagemaal, at faa Mennisker har faaet Magt at begribe de Ting, som læres, men at de fleste spilder sin Møje og Tid ved Nemmets Seenhed. Thi tvertimod skal mand finde mange, som ere baade gesvinde til at optænke og færdige til at lære, fordi det er Mennisket naturligt, at ligesom Fuglene fødes til Flyven, Hestene til Løben og de vilde Dyr til Grumhed; saa er og Sindets Drift og Vindskibelighed os egentlig tilhørende: hvor af mand troer at det himliske Sind haver sin Oprindelse. Men efter Naturen fødes ikke Menniskene mere dumme og u-beqvemme til at lære end u-sædvanlige og vanskabte Legemer: men disse ere gandske faa. Det kand være en Bevisning, at det tegner sig meget hos Børn, hvilket, naar det døer ved Alderen, da er det klart nok, at Naturen har ikke feilet, men Fliden. Jeg kand ikke heller forbigaae den gyldene Plutarchi Erindring om Børne-Tugten, hvilken hand dog selv applicerer til Sæderne: Jorden, siger hand, er af Naturen god, men, naar den ikke i Agt tages, bliver den ufrugtbar: og jo bedre den er af Naturen, jo slemmere bliver den, naar den af Forsømmelse ej dørkes. Men er nogen haard og ubeqvem mere end tilbørligt, da giver den dog herlig Frugt, naar den bliver dørket. Men at den, som giør Profession af Lære-Kunsten, kand oppolere Nemmer, Judicium og Hukommelsen, da bær hand mest Omsorg for, at Disciplen kand begribe det, som læres, og beholde det, hand har begrebet, samt føre det til Brug. Thi de, der snarligen fatter det, som bliver sagt, siges at have et skarpt Nemme, men de, som troeligen beholder det, de har fatted, siger mand at have en
[7]
ypperlig Hukommelse; hvoraf, naar der til kommer Øvelse, Judicium fødes. Thi naar Tingenes klare Idea er indtrykt i Hiernen, da kand Sindet selv om dennem letteligen dømme. Men efterdi den fierde, femte og siette Observation udtrykkeligen viser, paa hvilken Maade de Ting som bliver sagte, kand begribes, beholdes i Hukommelsen og falde under Judicium; da giøres ey videre fornøden at sige, end at det samme kommer tit igien saa vel i Sprogene, som Videnskaberne (hvilket dersom Discipelen engang ret har lært, da kand hand siden det allevegne) og at Forstanden selv formaar mere, naar den ikkun haver med saa u-bekiendte Ting at giøre. Hvor af det kommer u-feilbarligen, at saa vel Nemmet i at fatte, som Hukommelsen i at beholde, og Judicium i en hver Ting at bringe for og føre til Brug, tager til og forøges, naar de u-bekiendte Tings Tal tager af og fomindskes. Jeg vil ej tale om, hvor stor Færdighed og Klygtighed Nemmet, Hukommelsen og Judicium af den idelig Brug bekommer.
Den tredie Observation[redigér]
At de Ting, hand lærer, kand begribes, fremsætter den, som rigtig kand Lære-Kunsten, faa Ting hver gang, og lader Discipelen selv igientage det samme, indtil saa længe hand faar begrebet det, dog troer hand ikke, at det er begrebet, med mindre Discipelen færdig kand
[8]
Giøre Regenskab derfor en liden Tid, efter at det blev sagt.
Til Begribelsen udkræves først at faa Ting fremsættes hver gang. Der om taler Antonius le Grand meget vel Inst. Philosoph. part. I. cap. XX. 3. Hvad sig det første, siger hand, er angaaende, da udkræves der, at mand sætter ald Hastighed til side, giver Agt paa den foresatte Ting og beskuer den ligesom med indvortes Øjne.Til hvilket hielper, dersom vi betragte en Ting allene paa en Tid, at vores Forstand ikke skal splittes ad de forekommende Tings Mængde, og, naar den giver Agt paa mange Ting, blive mindre til en hver i sær: Thi naar der kommer mange Ting fore, da bliver mand confunderet. Og ligesom de, der kaste deres Øjne paa Engene, hvor der ere adskillige Farver, fornemmer ikke Farvernes Underskiedlighed, som finders der udi, men beskuer alle Ting under en Farves Skin; saa kand de ikke, som paa en Tid betænker adskillige forekommende Ting, give Agt paa en hver, men det er fornøden, at alle Ting udi deres Sind i fleng forblandes. Hidhen hører de Lærdes fornødentlig Erindring om at lære først de Enfoldige Sager, hvilken skal flitteligen i agt tages. Thi i de sammensatte er der, med mindre mand først har lært de Enfoldige, flere u-kiendte Ting, end Discipelen kand fatte.
For det andet udkræves til Begribelsen, at de samme faa u-bekiendte Ting fremføres med levende Røst. Her om taler Plinius i sin anden Bogs tredie Epistel saaledis: Den levende Røst, som den gemeenlig kaldes, har langt større Kraft, thi endskiønt de Ting, som mand læser, ere skarpe, saa sidder de dog dybere i Sindet, hvilke den Talendis Udsigelse, Aasyn, Gebærder og Fagter tilfæster. Saa og Qvintilianus om
[9]
Undervisningen i den første Bog det tredie Capitel: Den levende Røst, som den gemenlig kaldes, søder bedre, og fornemmelig Skolemesterens, hvilken Disciplerne, dersom de ere ret underviste, baade elsker og frygter. Derfore skal de Ting, hvorudi er nogen Sammenhæng og Orden, med levende Røst læres, at de tilfulde begribes, før Discipelen bemødes med at lære dem uden ad. Herimod plejer mand gemenligen grovelig at forsee sig, i det at Børnene, naar ikkun gandske faa Ting i Lectiens foregaaende Forklaring ere begrebede, fatter ikkun det blotte Ord, saa vel i de Regler, der høre til Sprog-Kunsten, som Videnskaberne. Hvilket er en stor Forsinkelse i deres Studeringer. Men at enhver Ting klarligen kand fattes, udkræves.
For det tredie, at de greenligen tilkiende gives: Hvilket med saa stor Agtsomhed bør i Agt tages, at, om endskiønt Disciplerne ikke strax kand fatte Tingene selv, sa skal dog en hver Betydelighed, som der ved bør agtes, flitteligen itygges. Thi i Sandserne gaae alle Ting langsom frem, hvilke, naar de rigtig kommer Forstanden fore, hasteligen opspores: Saa at den gandske Ting bliver kundbar, naar en hver Tings Betydelighed omsider er itygget. Saa vel til en hver Betydeligheds u-fuldkommen Fattelse, som den ganske Tings fuldkommen Begribelse hielper.
For det fierde, at mand igientager 1. en hver Udsigelse, nemlig, dersom den bemærker noget, som er Discipelen u-bekiendt, omendskiønt intet vist kand af den allene samles. Thi saadanne Udsigelser skal alleneste beholdes i Hukommelsen, indtil saa længe den gandske
[10]
Ting kand begribes: thi da, om noget tilforn feiler, udslukker lettelig det større Lys det mindre, jeg mener den u-fuldkommen Sententzernes Fattelse, ved hvilken den gandske Ting er bleven kundbar. Derfore skal Discipelen igientage enhver Udsigelse, som Skolemesteren fremfører om u-bekiendte Ting, indtil han færdig udsiger den; hvilket de straxen giøre, som ret ere øvede, endskiønt mange Udsigelser fremføres. 2. Skal hand flere Udsigelser, som saaledes er i tygget, efter haanden føye sammen, indtil saa længe hand kand udsige dem tilhobe, til den betegnede Tings fuldkommen Begribelse. 3. Skal dog ikke Skolemesteren troe at Tingen er begrebet, med mindre Discipelen efter en liden Tid, naar noget andet er kastet imellem, selv kand opregne en hver Ting redelig.
Sandelig inte er saa vanskeligt end og i de vanskeligste Videnskaber, dersom ikkun Sproget, som de læres i, er bekiendt, hvilket en flittig Skolemester paa denne Maade jo kand itygge et Barn, end og det dummeste. Her kand beqvemmelig erindres, at de ere grove og gandske u-forfarne i Lære-Kunsten, som ere formeget hastige, og tillader ikke, at Disciplerne fremsiger fuldkommeligen de Ting, som ere sagte, men lader sig nøje med, at de saaledes har lært Tingene, at de kand oplæse een eller to Stavelser og nogle Ord, naar mand siger dem Resten. Thi de har intet til Nytte begrebet, uden hvad de kand giøre rigtig Regenskab for, saa vel i det sidste som første; ikke heller skal noget Svar antages for got, med mindre det er uden ald Stønnen, saa vel i det først som sidste.
[11]
Gloserne samt Declinationerne og Conjugationerne, som ikke har nogen naturlig sammenhæng, bør baade af Discipelen, imedens hand læser over, og Skolemesteren, imedens hand hører, og fuldkommeligere med levende Røst itygger dem, nestendeel paa samme Maade handles, om hvilket der tales vidtløftigere paa et andet Stæd.
Den fierde Observation[redigér]
At det kand beholdes i Hukommelsen, som Skolemesteren veed at Discipelen har begrebet, lader hand ham ikke alleniste læse det samme over i Bogen, men hand fordrer ogsaa (ikke saa meget, som det kand oplæses efter en Bog Ord for Ord, men mest, som det er i Lectiens foregaaende Forklaring foresat) Regenskab der for, to gange, eller, om det giøres fornøden, tiere, og det hver Dag, indtil saa længe hand er vis paa, at Discipelen fuldkommeligen har lært det.
Det, som har nogen naturlig Sammenhæng, bør, ikke at det skal læres, men at det, siden det er lært ved den levende Røst, kand beholdes i Hukommelsen, overlæses i Bøger. Lad det læres Ord fra Ord uden ad. Jeg samtykker det med visse Vilkor: thi det er
[12]
Meget nyttigt, dersom Sproget, som det læres i, er bekiendt (ikke heller skal mand altid troe sit eget Moders Maal) dersom Discipelen har lært den rette Maade at lære uden ad paa, og dersom Judicium ved Spørgsmaal, som om den samme Ting paa adskillige Maader giøres, bliver skærpet: at Barnet ikke, naar det ikkun eftertænker de blotte Ord, skal sinkes og i Meningen forvirres. Eller vilde jeg gierne, at Senecæ Ord maatte eftertænkes, som af hans anden Epistel saaledes lyder: Den Mad gavner ikke og kommer ikke til Legemet, som strax efter den er taget, spyes ud igien. Intet forhindrer mere Sundheden, end Medicamenternes idelig Forandring. Det Saar kand ikke heeles, hvor til adskillige Medicamenter forsøges. Den Plante fæster sig ikke, som tit omsættes etc. Derfore raader Qvintilianus i sin første Bog om Undervisningen det første Capitel saaledes. Ikke heller maa mand være saa daarlig, at mand lider paa den første Hukommelse, at igientage og tit itygge skulle nok være saa tienligt. Og strax derefter sig hand: Det er u-troligt hvor stor Ophold Læsningen lider ved formegen Hastighed. Men da først er en Skolemester vis paa, at Discipelen det, som hand har lært, beholder i Hukommelsen, naar hand kand efter nogle Dage, siden hand sidst har læst og hørt det, giøre rigtig Regenskab derfor.
Den femte Observation[redigér]
Foruden dette, saa snart en Skolemester kand vide, at det, som er sagt og lært, retteligen er begrebet og fæstet i Hukommelsen
[13]
giør hand sit beste med, at Discipelen kand judicere og dømme om de Ting, hand har lært, det er, føre dem til Brug, saa tit fornøden giøres, hvilket hand udretter med Spørgsmaal, som paa adskillige Maader om den samme Ting giøres, og andre til Brugen hørende Øvelser.
Her anseer jeg ikke alleniste Judicii Øvelse, saa vidt, naar nogle Ting klarligen ere fattede, da andre som ikke ere kiendte, hvis Maade er den samme, ved fremsatte Spørgsmaal kiendes samt ved Brugen (for Exempels skyld: Versionens og den Grammtiske Analysis i Sprogene) fuldkommeligen plantes i Hukommelsen og bliver til en Vane. Hvilken Judicii Øvelse Begribelsen u-feilbarlig maa foregaae. Men jeg agter ogsaa den Judicii Brug (thi her gielder den Bemærkelse mest) af hvilken Discipelen kand om de Ting, hand tilforn har lært, endskiønt nogen Tid er gaaen imellem, dømme, hvad som beqvemmeligst kand svares til Spørgsmaal, som kunde foresættes, men i Stil hvad som helst kand bruges. Hvor til fornødentlig udkræves, at det beholdes i Hukommelsen, som Discipelen har lært, den Ting angaaende, i hvilken Judicium er occuperet. Thi efterdi Judicium hænger af de Tings agtsom Eftertænkelse, som der handles om, da maa saa vel det, som bør vides om de samme Tings Væresle og Beskaffenhed, som deres Omstændigheder af Fornødenhed være bekiendte. For Exempels
[14]
Skyld: Et Barn har begrebet eller haver rigtig i Hukommelsen, hvad for Kiendemerke der er paa Declinationerne i det Latinske Sprog (nemlig Genitivi og Dativi Endelser) og at det Ord puer haver i Genitivo pueri. Naar der nu spørges, til hvilken Declination det Ord puer henhører, da spørger jeg, desom hand ikke kand svare, hvad hand efter tænker, naar jeg spørger, hvad fro Declination et Nomen er, og paaminder ham, at hand seer hen til Genitivi og Dativi Endelse. Naar hand derfore seer hen til Genitivi Endelse i det Ord pueri, da seer hand lettelig, at det er den anden Declination, fordi det endes i Genitivo paa i. Efter at der er bekiendt, at de Endelser A. AS. ES. IS. X hos de Latiner hør genus fæmininum til, og at det Ord pietas endes paa AS (thi dette maa ogsaa et Barn lære) naar der spørges, hvad genus det Ord pietas henhører til? Dersom hand ikke kand svare, da spørger mand hvad hand eftertænker, naar mand spørger om, hvad genus et Nomen er, og minder ham, at han seer hen til Ordets Endelse, og agter efter, om der er nogen Endelse, som hør genus fæmininum til. Naar det er eftertænkt, seer hand letteligen, at det Ord pietas er fæminini generis. Ligeledes: Mand har lært i Natur-kynderie-Kunsten, at Lyset føres til Øjet, naar et skinnende Legeme kommer Himmel-Luften, hvis Partikler ere trinde, til at bevæges, saa at, naar disse smaa trinde Partikler nest hos det skinnende Legeme bevæges, saa bevæger straxen den eene den anden (saasom de over alt rekker paa hin anden) indtil dem, som ere nest vort Øye, af hvilke den Seene, som gaar fra Øjet til Hiernen, og fornemmelig foraarsager Sy-
[15]
nens Sands, og saa bliver bevæget, og med det samme meddeeler Siælen, som i henseende til Sandsen har sit Sæde i Hiernen, den Bevægelse. Mand veed ogsaa at Lyden ved Luftens Hielp hart ad paa samme Maade kommer til Øjet [sic]. Herforuden veed mand og, at naar et Stykke skydes af, da seer mand før Ilden og Røgen, end mand hører Lyden af Skudet. Vil mand nu, at Disciplen, som veed dette tilsammen, skal dømme enten Lyden føres ved Himmel-Luften eller Luften, da minder mand ham, at hand eftertænker Lyden og Lyset, samt den Maade, paa hvilken de føres, naar et Stykke bliver løset, af hvilket der kommer baade Lys til Øjnene, og Lyd til Ørene. Der af seer hand, at der maa endelig, fordi mand seer før Lyset, end mand hører Lyden, være en hastigere Materie, som fører Lyset, end den, som fører Lyden: thi det skeer ligesom i samme Øjeblik, men ikke denne. Her vilde jeg gierne, at hand ledsaget af disse Bevægelsers flittige Eftertænkning skulle komme frem med saadan Instantz, at den hastigere Lysets Bevægelse rettere tilskrivis den Hastighed, som de Instrumenter der i Øjet giør Synen, haver frem for Hørelsens Redskab. Hvilken Instantz hand selv løser, naar hand med Agtsomhed eftertænker Synens og Hørelsens Redskabs Beskaffenhed og den Underskiedlighed, som er i de Bevægelser, ved hvilke Lyset og Lyden kommer for Øjnene og Ørene. Vil jeg igien såørge om den tykkere eller tyndere Luft fører Lyden, da paaminder jeg ham, om fornøden giøres, at hand betænker hvad den tykkere Luft er, nemlig Damp, som stiger op af Jorden, hvilken ikke saa lættelig trænger sig igiennem de mindste Huller i Lege-
[16]
merne, og at Lyden igiennem de mindste og u-synlige Huller i Veggen uden Ophold til os kand føres. Hvor af hand letteligen slutter, at den tykke Luft, som ikke trænger sig igiennem de mindste Huller, ikke kand føre Lyden, som der igiennem trænger sig.
Men at Discipelen kand føre sig til Brug det, hand har lært, naar hand læser, for at forstaae Tingene fuldkommeligen, og naar hand skriver, for at give Meningen rigtig tilkiende, da skal Judicium øves ved Analysi efter Sprog-Kunsten og Oversættelse, saa vel af det Latinske Sprog paa Moders Maalet, som af Moders Maalet paa det Latinske. Saa at hand ikke alleneste eftertænker Tingene (som er højligen fornøden) men end og Ordene: ikke alleneste, som de blive fremsatte (thi saaleds, maa skee, Discipelen ikke har lært dem før) men og saasom de ere kiendte i de Eenfoldige og andre, som er af lige Beskaffenhed, og saasom deres rette Mening og beqvemme Brug af Sammenhængen kand fornemmes. At en Discipel kand lære, naar hand taler, at føre sig til Brug det, hand har lært, og discurrere vel om alting, skal hand ledsages til en hver Tings nøje Eftertænkelse ved adskillige Spørgsmaal, som paa adskillige Maader om den samme Ting giøres. En Skolemester maa ikke være fornøjed, om Discipelen saaledes har lært en Ting, at hand alleneste kand svare til et Spørsmaal, som om samme Ting fremsættes: thi hand bør vide af alle Spørsmaal, paa hvad Maade de blive foresatte, at kunde udrede sig. For Exempel skyld: Jeg er er [sic] ikke fornøyet med, at jeg saaledes har lært Barnet, hvad Beskaffenhed der er
[17]
ved genus, at det, naar mand spørger, hvad for nogle Ord ere masculini generis, fæminini, neutrius, da kand svare: De som bemærker en Mands Person eller endes paa ER. IR. OR. OS. US. IL. OL. UL. AN. IN. ON. Ere masculini generis &c. Men jeg øver ham derforuden til at svare uden Stønnen til alle saadanne Spørsmaal: Hvorledes endes masculina? hvorledes fæminina? hvorledes neutra? hvor af kand mand see hvad for nogle ere masculini generis, hvad for nogle fæminini, og hvad for nogle neutrius? Hvilke Endelser høre masculinum, hvilke fæmininum, og hvilke neutrum genus til? Hvad Forskiel er der imellem genera? Hvor paa kiender mand, hvad genus det eller det Ord er? det Ord pater cujus generis? liber, cujus generis &c. Saaledes skal en hver Regel i alle Videnskaber handles. Men at Discipelen i slig tilfælde skal med Agtsomhed eftertænke de Ting, som tilforn ere blevne ham bekiendte, da maa hand selv til det, hand har svart, fremføre Aarsagen af de Ting, som hand har lært, hvor ved hand kand styrkes, dersom hand svarer ret: hvis ikke, kand ham overbevises U-eftertænksomhed, saa hand der ved foraarsages med større Agtsomhed at udsøge og udfinde det rette. Her til hielper meget de Regler, som plejer læres i Discurrere-Kunsten om den Stæd af Beskrivelsen; Dersom en hver Ting i Reglerne, Beskrivelserne og dislige accurat, som sagt blev, vorder giennemgaaet.
Efterdi Judicium herligen ved ovenmælte midler kand dannes, da vil jeg forbigaae andre Maader, som det kand øves paa, nemlig Analysin efter Discurrere-
[18]
Kunsten, sampt Øvelser udi Tale-Kunsten, og alleniste erindre, at som Nemmet, Ihukommelsen og Judicium ere indviklede og sammenbundne med hinanden, da, som Judicium hielper Begribelsen og Hukommelsen, skal og Begribelsen og Hukommelsen saaledes hielpe Judicium, at hvad som Skolemesterne nøddes til at sige sine Discipler, naar de ej selv veed det, enten det er i Spørsmaal eller Oversættelse, det skal de med en flittig Igientagelse itygge, som i den tredie og fierde Observation blev viist. Thi dersom Discipelen af sig selv ej kand udfinde, hvad hand skal judicere om Tingene, da kommer hand paa den Maade ihu, hvad og hvorledes Skolemesteren der om har judiceret: saa at hand det kand lære, og, naar fornøden giøres, selv føre sig det til Nytte, og efterfølge hans Maade at judicere paa.
Den siette Observation[redigér]
Ikke heller er en god Skolemester fornøjet med, at hand saa grundelig har lært Discipelen en hver Ting for sig selv; thi alle Ting, som et Barn har lært, og troligen lagt paa Hukommelsen, kræver hand tit, dog med Mildhed, Regenskab for.
Som saadan Examen kand bringe Barnets Nemme, Judicium og Hukommelse til god Fuldkommenhed, saa er der intet, som hindrer, at den jo aldsom tiist kand holdes. Thi paa en Maaneds Tid læres ikke mere til gavns, end det paa en eniste Time kand
[19]
Læses op, med mindre meget der af, fordi det ikke ret nok er fattet og indplantet i Hukommelsen, behøver Igientagese [sic]. Og omendskiønt det, som Discipelen har lært (hvilket dog, naar alting er ret lavet, meget Skiælden skeer) undertiden, naar nogen Tid er gaaen imellem, synes ligesom det var borte; saa bliver det dog alligevel kundbart, saa snart det ikkun engang tilkiende gives. Saa at det, naar det ikkun to gange igientages, ganske og aldeles er bekiendt. Disciplerne bør derfore en Time om Ugen saaledis examineris, at de kand synes at have lært Videnskaberne fuldkomne, og ikke lippet af en hver af dem noget lidet. Her maa Barnet vænnes til at svare fuldkommeligen til det, som spørges, og, naar et eniste Spørsmaal giøres, fremføre alt hvad der henhører til Tingens Forklaring. For Exempels skyld; Efter at Barnet har har [sic] lært Nominis Natur og dets Forretning i Talen, samt Deeling til Adjectivum og Substantivum og disses Beskrivelse: da skal hand vide, saa snart der spørges ad hvad Nomen er? eller: hvad mand bør agte om Nomen? at føre greelig og færdig frem alt hvad der er at agte om Nominis almindelige Beskrivelse, dets Deeling til Adjectivum og Substantivum samt disses Beskrivelser, Egenskaber etc. Hvilket hand lettelig naaer, dersom hand altid føjer de u-bekiendte Ting, som hand nyligen har lært, med de bekiendte. Ved slig Øvelse sparer mand ikke alleniste Tiden, ved det mand for mange Spørsmaal forskaanes, men Barnet vænnes og til at føre en god Discurs om alle Ting.
[20]
Den syvende Observation[redigér]
Det, som i Lære-Kunsten ved andres Studeringer at dirigere af Fornødenhed agtes, udkræves ogsaa i Studere-Kunsten for dem, som sine egne Studeringer retteligen til Guds Ære, det gemene beste og sin egen Nytte og bestandig Fornøjelse, agter at indrette.
At det er en Kunst rettelig at studere, skal vel neppe nogen kunde negte, som ikkun maadeligen vil hensee til den ved Studeringernis rigtige Indrettelse følgende Vanskelighed. Formedelst hvilken en Deel maa søge andres Raad, en Deel giør sig vel Umage, kommer dog silde og vanskeligen, ja alsomtiest aldrig til nogen grundig og fuldkommen Lærdom, en Deel sætter sine Studeringer gandske til side. Da dog den gode Gud har givet saa vel den eene, som den anden, Fornuft og Forstand til at lære det, som tiener til sin Æres Udbredelse samt sin Menigheds Opbyggelse: og Boglige Kunsters Lys, Gud være Ære! i vore Tider saa klarligen er optændt, at vi uden ald Hinder paa en Times Tid kand komme efter det, som andre i mange Aar ikke uden megen Sved og Møje har opfundet. Hvad er derfore Aarsag til, at, dog en god og fuldkommen Lærdom endogsaa i disse Tider ej allevegne er at finde? Monne det ikke komme deraf, at faa kand studere rettelig, naar dog de fleste ere i den Tanke, at det ej er saa stor Kunst, de jo kand vide den.
[21]
Men da er Sygdommen paa det hæftigste, naar Patienten ej finder Smerten, og da er der ej stor Forhaabning tilbage, naar hand ej holder fornøden at bruge Midler. Videre tillader mig ej mit Forsæt at tale her om paa denne Tid, nu det ikkun er gandske kortelig at vise hvorledes det, som i Lære-Kunsten agtes, ogsaa haver sit Stæd i Studere-Kunsten. Hvad sig de i den første Observation om Lære-Kunsten forekommende Erindringer, til Studere-Kunsten at applicere, anbelanger, da tviler jeg vel ikke paa, at jo den største Deel er vitterligt, at intet til Nytte, besynderligen i saa vanskeligt og ypperligt et Verk, kand udrettes, med mindre Gud med sin Naade kommer vor Skrøbelighed til Hielp, og vi selv dernæst af ald Magt stræber efter, at efterkomme vor Pligt og Skyldighed i vore Studeringer. Ikke dismindre er vor Natur i det gode at efterkomme, og os selv at styre saa skrøbelig og forsømmelig, at det onde, før vi veed Ord der af, gandske har indtaget os, og vor onde Attraa og Begierlighed aldeles har faaet Overhaand, saa vi blive saa forblindede og i det gode magteløse, at vi silde seer vor egen Ulykke, og alsomtiest aldrig kand redde os derfra. Best er det derfore fra Begyndelsen at holde sig i sit Kald og Embede, og ej lade U-stadighed, formegen Omængelse, Forsømmelse, Dovenhed, Drik, Dobbel og andre derved følgende U-Dyder faa ringeste Indpas. Thi raadner Kiødet først, at der kommer Orme udi, da duer det ikke meget siden. Enhver holde sig til sine Studeringer stille og indgetaagen fra Selskab, hvor af følger intet got, men tit meget ont. Og i det ringeste forsættes derved den
[22]
dyrebare Tid, som ej for Guld kand tilbage kiøbes, paa adskillige u-nyttige Besøgelser at imodtage og erlægge. Hvad sig ellers Gemytter at kiende angaar, det kand mand med mindre Skade lære, end mand skulle blande sig i manges Omgængelse, om mand ikkun ellers nøje vil eftersee daglig Forfarenhed. Hvilket jeg, som det falder for vidløftigt, denne Tid vil forbigaae, og alleniste erindre: at, dersom mand ej forsømmer i hver Morgen og Aften Bøn, som i stadig Troe udøses, at tage Gud til Raad og Hielp, da kand mand være vis paa en god og ønskelig Fremgang i sine Studeringer. Hernest skal mit Raad, den første Observation angaaende, være til alle dem, som sine Studeringer rettelig vil indrette. 1. At de i det ringeste hver Morgen og Aften læser et Capitel i Bibelen, fornemmelig hvor Historien beskrives, og dennem saaledes, at de, hvad de har læst, fuldkommeligen lærer, som i følgende Observationer vises klarligen. Thi ved Guds Ords flittige og idelige Læsning virker den Hellige Aand i os Troen og en sand Gudsfrygt, som er Visdoms Begyndelse. 2. At de altid holde Regenskab med sig selv, og forud sammenregner Tiden med det, de skal lære, og saa fuldkommeligen holder over sig selv, som det var over andre, at de rigtig giør hvad de sig for hver Dag, uge og Maaned forud retteligen, som affølgende sees, har foreskrevet. De skal lidet profitere ved, at de ere blevne fri fra Skole-Disciplinen, dersom de saaledes ved Ledighed og sit Kalds Forsømmelse giver den os arme Mennisker medfødte Selvraadighed Tømmen, at de under U-dyders Tyrannie henslæbes. Af den anden Observation tager den som legger sig ef-
[23]
ter Studere-Kunsten dette til Efter-Tanke, at hand ingenlunde lader Modet falde, om et eller andet i hans Studeringer i førstningen falder hannem vanskeligt. Thi ved stadig Flittighed overvindes alting. Var der i Studeringer ingen Vanskelighed, da var der ej heller for de Studerende nogen Ære og Berømmelse at forvente. Ingen indbilde sig, at hand ej kand overvinde den Vanskelighed, for sit Nemmes, Ihukommelses eller Judicii Svaghed, thi jo mere mand lærer, jo mere forøges og tiltager de, naar mand ikkun lærer rettelig. Mand kand vel ikke negte, at jo mangt og meget for een er vanskeligt at begibe og beholde, som for en anden er let: men jeg har ej kundet finde og troer ikke heller, at andre skal kunde finde anden Aarsag til den store Underskiedlighed, end at een ikke saa vel har lært de fornødne Sager, som en anden, eller ogsaa ej har lige Flid og Agtsomhed. Men lad ikkun den, som alting falder saa vanskeligt, lære Fundamenterne, fatte Lyst og Stadighed til sit Tøy, og med Flid efterleve Lære-Kunstens Bud, saa hand begriber det hand læser, og beholder det hand har begrebet. Det er: altid lærer og ladrig glemmer (thi det er alle Kunsters Egenskab, at de slet intet giør forgieves, naar de ere rigtige) hvad gielder, alting skal falde ham lige saa let, som en anden. Skulle nogen finde sig u-beqvem for sine slette Fundamenter at komme fort i Studeringer, da kand ham intet bedre Raad gives, end at hand i Tide lader sig af andre undervise (med mindre hand, som jeg meget tviler paa, naar hand intet har lært i Ungdommen, tiener til andre Professioner og vil slae sig fra Bogen) paa det at Guds Menighed og Fæderne-Landet i sin Tid ej med ham, til hans
[24]
Egen største Skade og Fordærvelse, skal blive bedraget.
Ved den tredie Observation om Lære-Kunsten, agtes i Studere-Kunsten. 1. At det er u-forbigængelig fornøden for den, der studerer paa en Videnskab, tilforn rigtig at kunde det Sprog, hvorudi Videnskaben fremsættes, om hand vil tænke til at giøre nogen Forfremmelse. Som derfor det Latinske Sprog er det, hvorudi Videnskaberne paa Academiet læres, da maa mand derudi, om mand ej tilforn er, giøre sig perfectioneret. Hvor til mand, om ej alt formeget feiler, beqvemmelig kand komme, dersom mand rigtig antegner de Ord og Meninger, hvorudi mand ej strax kand finde sig, naar mand læser i en Auctore, og dem rigtig lærer og i rette Tid igientager, samt derforuden ej gaar fra et Capitel, førend mand det tilfulde forstaar, og fuldkommen har lært, hvad mand derudi ved første Læsning ej fandt sig i. I de Videnskaber, hvorudi mand før har lært noget, agter mand ligeledes de u-bekiendte Ting, og lærer nogel af dem til gavns, før mand gaar til de andre. I de Sprog og Videnskaber, som mand ej har lært noget udi tilforne, skal mand agte det selvsamme, og derfor ikke blive kiede, at mand ej paa en Tid kand sluge alle Ting. Hvorom jeg med Tiden videre skal erindre ved en anden Leilighed. 2. Som den levende Røst har saa stor Kraft, maa de, der ved Studere-Kunsten agter at komme til Fuldkommenhed, ingenlunde forsømme Professorernes Lectier: ej heller maad de blues ved hos andre at spørge sig for om det, de selv ej saa vel kand finde sig udi. Det er skammeligt og flux skadeligere at blive et Drog og en Sinke, hvad heller
[25]
Undseelse eller Storagtighed der til er Aarsage. 3. Det er en overmaade stor Hinder i at begribe de Ting, hvorved mange u-bekiendte Betydeligheder skal agtes, at mand vil lære alt sammen paa een gang. Der kand tit og ofte forekomme et eller andet, gandske u-bekiendt, hvilket paa en heel Side, ja et heelt Blad i de Bøger, mand læser, foresættes. Vil mand nu læse det tilsammen igiennem paa en gang, og ikke ret observere og legge paa Hukommelsen en hver Betydelighed, da glemmer mand een imedens mand seer paa en anden, og kand saa u-mueligen ikke begribe den heele Ting, saasom mand ikke veed tilsammen rigtig alle Betydeligheder, som der ved er at agte. Det er derfore højlig fornøden. 4. At mand med Agtsomehd igientager alle ubekiendte Ting saaledes at mand kand fatte enhver Betydelighed for sig selv, og den gandske ting tilsammen, som den tredie Observation om Igientagelsen lærer. Dog skal nøje agtes, at mand ej saa meget repeterer Ordene, som sagte ved sig selv mediterer paa, og langsom eftertænker de Ting, som ved Ordene betegnes. Det kand ikke noksom udsiges hvad Fordeel saadan rigtig Meditation tilbringer i Studeringer. Det gielder ikke at læse heele Blade, ja sluge heele Bøger op, men at eftertænke en hver Ting grandgivelig, og med Agtsomhed og Langsomhed overveje det mand læser, er ligesaa nyttig for den der vil voxe og tiltage i Lærdom og Viisdom, som at tygge og fordøje Maden, for den, der vil have et friskt og ført Legeme. Af alt dette sluttes lettelig, at mand ej paa een Tid bør studere paa mere end een Videnskab og det i en god Auctor, indtil mand den vel og til gavns har fordøjet.
Ved den fierde Observation er det, efter de Studerendes adskillige Capacitet, adskillige Ting at agte i Studere-
[26]
Kunsten. De som i Skolen udi Sprogene og Videnskaberne grundelig og vel ere oplærte, har ej saa megen Møje for at beholde i Hukommelsen det, de læser: saasom de tilforn der af haver den største Deel borte, endskiønt de selv ej kand mærke eller vide det. Ikke dis mindre er det for en hver gandske nyttigt, at hand efter Observationens Tilhold eftertænker alt hvad hand tilforn har læst. Kand hand det, da udkræves der ikke stor Tid, som dog ej er forgieves spilt. Thi jo mere hand mediterer paa det, hand veed, jo dybere Rødder fæster det, og jo grundigere bliver hans Lærdom. Jeg vil ikke tale om adskillige ny og nyttige Observationer, hvilke slig Meditation tit og ofte kand foraarsage. Mand bør derfore ej alleniste hver Aften eftertænke hvad mand har lært om Dagen, som Peripatetici og Cicero har giort, hvilket jeg en anden Stæd beviser, men endogsaa tage sig nogle visse Timer om Dagen, paa hvilke mand saaledes efterseer og betænker det, som mand nyssen har begrebet, at mand det anden Dagen, uden at see i Bogen, rigtig kand erindre: og nolge andre, i hvilke mand saaledes pønser paa det, som paa bemælte Maade, uden at see i Bogen, anden Dagen forekom Hukommelsen, saa at det igien rigtig uden Bogen forekommer, naar fire Dage ere forbi, siden det sidst blev læst eller hørt. Saa haver mand da tre visse Tider fornemmelig at studere i hver Dag. Den første for at begribe og lære det mand ej har læst tilforn. Den anden at legge det paa Hukommelsen, som mand har begrebet. Den tredie at plante det fuldkommelig og beholde i Hukommelsen, som mand nylig nogenledes har bragt der til. Naar mand saaledes indretter sine Sager og alting herudinden, som sagt er, gaar rigtig til, da kand mand altid lære
[27]
noget: og vil mand derforuden agte den siette Observation, hvorom straxen videre, da skal mand aldrig glemme det, som er lært. Det har derofre aldres intet at sige, om alting i førstningen synes at gaa langsom frem; thi paa den Maade bliver der, jo længere mand kommer frem, jo mindre Vanskelighed: Saasom meget af det forige tit igienkommer, og er da til ingen Hinder, naar det paa een Stæd vel er lært. Foruden dette bør mand vel betænke, at, naar lidt legges til lidt, og intet tages fra, da bliver der af paa det sidste en stor Mængde. Naar den der har samlet meget og intet vel forvaret, staar en arm Stakkel blot og ælendig tilbage. I den femte Observation om Judicii Øvelse ved Brugen, ere flere Ting for den Studerende at agte, end mit Forsæt hos disse faa Observationer om Lære-Kunsten tilstæder at opregne: hvorfore jeg ikkun saa kortelig vil erindre: 1. At de Øvelser, hvorved den Studerende exercerer sit Judicium, ere fornemmelig Declamationes, Disputationes saa vel Opponendo som Defendendo, saa og Discurser i andre Tilfælde, Studeringer angaaende. 2. At som Judicium bestaar i Tingenes og Omstændighedernes nøje Eftertænkelse, da maa alt det, som er at agte ved den Ting, mand haver for, tilforn rigtig være i Hukommelsen, saa at ingen god Declamation og rigtig Disputatz af nogen kand skrives og holdes, som ej haver Grund i de fornødne Videnskaber. 3. At mand hvad som foretages saa Maade, rigtig overvejer og vel betænker Tingene, før mand for Ordene giør sig nogen Tanke, og ej agter det nok, at mand i slig fald kand lappe noget sammen af det, mand fra en eller anden Bog etc. kand faa sammnenraget. 4. At mand altid ikke allene eftertænker, naar mand kommer
[28]
for sig selv, hvad mand har hørt af andre paa Disputatzer i Discurser eller andre Tilfælde, og legger det, som er nyttigt der af paa Hukommelsen, samt overvejer, om det ikke kunde være bedre, nættere og beqvemmeligere: men endsaa hver gang efter mand selv har opponeret eller responderet paa Communitetet eller andre Stæder, nem talet eller discurreret med nogen, eftertænker alle Ting og nøje efterseer, hvad den, mand hafde med at bestille, og mand selv sagde og svarede, hvorledes et eller andet kunde paa een eller anden eller begge sider bedre og beqvemmeligere været sagt og svaret. Thi paa denne Maade skal mand til en anden gang lære letteligen at udfinde de samme Ting og andre dislige, som der efter igien kand forekomme. Det samme bør i ald Omgængelse nøje observeres, saasom det mere, end nogen skulle troe, hjelper til Forsigtighed. Ved den siette Observation erindre sig den Studerende, at hand to eller i det ringeste een gang om Ugen recolerer og igien mediterer paa det, hand tilforn har læst og studeret paa. Hvor ved hand fuldkommelig kand beholde alt det, hand har lært. Vel betænkende, at vi veed ikke mere end vi haver i Hukommelsen. Det er en gandske let Sag, naar mand kommer ikkun der ved i Vane. Saasom mand i een Times Tid meget vel kand oversee det, som en heel Maanet er indsamlet. Naar alting ikkun i sin rette Orden er henlagt og forvaret.