erlægges i Courantsedler, og derfor fik denne Bank aldrig nogen Betydning, men dens hele Liv var en yderst kummerfuld Tilværelse. Den gamle Courantbank, hvis Opgave det ifølge Forordningen af 24de Juni 1791 skulde have været at indløse de da i Omløb værende Courantsedler (ca. 18 Mill. mod en Contantbeholdning af neppe 1 Mill.) blev tvertimod fremdeles benyttet som en »Pengefabrik« for Regjeringen, ja selv Speciesbanken, hvis Sølvbeholdning Regjeringen havde »laant», var allerede i 1799 kommet saa vidt, at den hverken kunde gjøre Udlaan eller indløse sine Sedler. Saalænge Danmarks Handel og Velstand havde blomstret og suget Næring af den gunstige Stilling, Landet som neutral Magt indtog, gik alting nogenlunde, men med 1807 kom de magre Aar, og jo mere Regjeringen benyttede Seddeludstedelsen for at bøde paa Finantsernes jammerlige Tilstand, jo mere faldt Sedlerne i Værdi, saaledes at en Rigsdaler Courant, der egentligt skulde gjælde for 9 Mk. 12f Sk. Rigsmønt ikke var mere end 10 Sk. værd. I 1812 var Seddelgjælden løben op til 142 Millioner og Statsgjælden var paa samme Tid omtrent 100 Millioner. Nu var der ikke længere nogen Redning: Staten maatte erklære sig fallit. Ved en Forordning af 5te Januar 1813 blev der oprettet en ny Bank under Navn af Rigsbanken, og denne skulde indløse de courserende Sedler med 1 Rigsdaler Rigsbank for hver 6 Rigsdaler Courant, altsaa omtrent med 10°/0 af deres oprindelige Værdi. Private Gjældsforpligtelser bleve samtidigt hermed omskrevne i Rigsbank efter et vist af Regjeringeu fastsat Forhold, der var forskjelligt alt efter Gjældens Ælde. Dette var dog ikke det eneste Tab, som tilføiedes Landets Borgere af en slet Finantsbestyrelse. For at skaffe den nye Bank et solidere Grundlag end de gamle og tilveiebringe en Art Sikkerhed for de af den udstedte Sedler, blev der paalagt samtlige Eiere af faste Eiendomme her i Landet den
