86
saa maa sige, ætheriske Meddelelser; men kun saa meget forunderligere var det for mig, og gjorde saa meget dybere Indtryk Paa mine Sandser. Det var mig en unævnelig, men rigtignok langtfra hellig Glæde at kunne sige: — Dette uskyldige, hellige Pigevæsen tilhører mig! Det er mig, som engang skal bringe hende til at føle, at ogsaa hun er Kjød og Blod, et Barn af Verden! —
Jeg kom tilbage og saae hende endelig igjen. O Henrykkelse! Min Forventning blev endog overgaaet! Der stod hun for mig, slank og fiin og smægtende, ubeskrivelig yndig, med let rødmende Kind og dybt nedslagne Øjne, det unge Bryst heftig bevæget, lige paa Grændsen af den jomfruelige Alder, endnu ikke femten Aar! Men i samme Nu, jeg udtalte hendes Navn, slog hun de mørke Øjne ivejret, og fæstede paa mig et Blik saa straalende af Glæde og Ømhed, at det gjennembævede mit Inderste. Det var kun eet Blik; men det sagde mig Alt. I næste Nu laa hun i mine Arme.
Skal jeg kalde det en lykkelig Tid, som nu oprandt for mig? I alt Fald var den ogsaa fuld af Pine. Naar jeg saae Lili for mig, var det mig livagtig, som om jeg atter læste hendes Breve; dog var Nydelsen uden Sammenligning større. Men Tilfredstillelse var der ikke deri; det maatte jeg snart under den daglige Omgang komme til at føle. Hendes Iid var saa himmelvidt forskjellig fra min; det fornam jeg endog, naar jeg henrykt favnede hende som min egen. Det samme Barn som før, kun mere udviklet, hengav hun sig ligesaa
