Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/103

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

89

Saa rejste vi da, Moder, Lili og jeg, tidlig om Efteraaret. Her begynder den lyse Tid i mit Liv; der er næsten ikke mere Mørke i den, end der er nødvendigt til Skygge. Lilis Tilstand foruroligede mig snart kun i ringe Grad; Lidenskaben voldte mig kun en forbigaaende Pine; der forløb et Tidsrum af henved et Aar, jeg vil ikke sige, uden Plet og Lyde, men uden at jeg havde noget Væsentligt at bebrejde mig. Kort sagt, det var et Elysium. — Men nu er jeg i Helvede!

Hvor lykkelige vare vi ikke med og ved hverandre, vi Tre! Min Moder var naturligviis Elskværdigheden selv; jeg var i det Mindste maneerlig; Lili levede øjensynlig op i denne frie Tilværelse, saa fuld af Afvexling og de reneste Nydelser. Stedse kjækkere hævede hun sit smukke Hoved, stedse friere lod hun sit straalende Blik svæve ud over den skjønne Verden; baade legemlig og aandelig udviklede hun sig i en ubeskrivelig Skjønheds Fylde. Hun havde faaet den Vane, nu og da at tage sig til Hjertet; derpaa agtede Ingen; det var kun en ny Ynde hos hende. Et halvt Aar virkede en forbausende Forandring. Kvinden var traadt frem af hende i sin første og fagreste Ungdomsglands, saa frisk og fiin og skjær som en Rose, der nys har udfoldet sig i Morgenduggen. Og samtidig fuldendtes den begyndte Forandring i hendes Forhold til mig. Lige øm og hengiven, holdt hun sig dog i ubevidst Selvfølelse tilbage. Hun var ikke længer den Lille, som kun levede i sine Omgivelser; hun havde fundet et Liv i sig selv,