Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

91

til Røsten fra hendes Læber som til en Profetindes Røst, der forjættede mig Velsignelsens Fylde, og blev med hende borte fra Verdens En ganske ny Verden, en Aandens Verden aabnede sig for mit studsende Blik; endog det evige Liv, Fuldendelsen af Alt, begyndte at gaa op for mig. Hvor mange opløftende, salige Timer mindes jeg ikke fra hiin Tid! — Min Gud, hvilken Tid, hvilke Erindringer, — og hvilken Pine!

Jeg begyndte inderlig at blues over mig selv, naar jeg tænkte mig tilbage. Denne Kjærlighed, som jeg saa længe havde følt for Lili, — Kjærlighed var det, men hvilken Kjærlighed! — hun vilde være bleven forfærdet, hvis hun havde kjendt den. Men hun lærte den aldrig at kjende. Vistnok gaves der endnu Øjeblikke, da den gamle glubende Natur igjen gjorde sig gjældende i mig; svimlende af Lidenskab var jeg nærved at tabe Herredømmet over mig selv. Jeg rev hende til mit Bryst og knugede hende med flammende Ild i mine Arme. Eller jeg kastede mig ned for hende, favnede hendes Knæ, kyssede hendes Fødder, under brændende Taarer. Hun blev dødelig forskrækket over denne min Heftighed, og hun greb sig til Hjertet, som om Aanden skulde forgaa hende. Men hun forstod mig ikke; Meningen af alt dette laa altfor langt borte fra hendes kydske Tanke. Hun følte i sin Uskyldighed kun den inderligste Medynk med mig, og tænkte kun paa at berolige mig. Hun gav mig de kjærligste Navne, hvoriblandt dog intet, som kunde opflamme Sandserne; hun