110
Fyrsten, den bedste Herre af Verden, saa godt som levede af at tjene sine gode Venner.
Et Par Dage senere havde Fyrsten den Fornøjelse at kunne meddele mig, at den stakkels Francesco Patelli var løsladt af Fængslet.
Men jeg havde for bestandig faaet Nok af Napoli. —
Hermed endte Historien. Er det ikke sandt, hvad jeg sagde, at der kommer underlige Ting for Dagen heri Helvede? — Det Samme tænkte Man i Kaffeselskabet. Det var længe siden, Man havde tilbragt saa behagelige Timer med hverandre.
Erindringerne strømme uafladelig ind paa mig.
Hvad der gjennem hele mit Liv aldrig randt mig ihu,
efterat det var skeet, staaer pludselig her lyslevende
for mig, i saa friske Træk, som om jeg kun havde sovet
en Nat derpaa. I mine Barndomserindringer spiller
Tante Betty en Hovedrolle. Naar jeg kommer til at
tænke paa, hver meget hun var for mig, medens jeg var
lille, er det livagtig, som om Taarer skulde komme mig
i Øjnene. Men de komme naturligviis ikke. Dog var
det ikke mig, som isærdeleshed nød Frugten af hendes
Selvfornægtelse. Det var min Fader, og for hans
Skyld min Moder. Og den udstrakte sig til Alle, til
Enhver af dem, hun levede sammen med. Hun gjorde
sig efter Omstændighederne til Alles Tjenerinde, endog
de Ringestes. Hun sad mangen Gang oppe om Natten,
forat de stakkels Tjenestepiger kunde gaa tilsengs; det
