118
VIII.
Om Aftenen i Mørkningen plejede jeg gjerne at liste mig ned til Tante Betty. Saa sad hun sædvanlig hensunken i drømmeriske Betragtninger. Men hun tog mig aldrig ilde op, at jeg forstyrrede hende; dertil havde hun mig for kjær. Saa maatte hun fortælle mig Historier; dertil havde hun en ganske særegen Gave. Jeg er overbeviist om, at de fleste digtede hun, medens hun fortalte. Synderlig Mening var der vel heller ikke i dem; men noget Tiltrækkende havde de altid. Et vist højere Sving var der i dem alle, noget Fantastisk og tillige noget Hjerteligt og Inderligt, som ikke kunde Andet end tiltale den naive Følelse. Af min Tante fik jeg ogsaa den første Religionsunderviisning. At den ikke var dogmatisk, maa være indlysende; hun gik tværtimod den reent praktiske Vej. Ak, ak, disse Indtryk, saa dybe, søde og inderlige, hvorledes kunde de dog nogensinde svinde?
En Aften sade vi i Mørke sammen ved Vinduet. Himlen var klar; Stjernerne funklede med usædvanlig
