53
havde jeg ogsaa en stærk Villie til at tøjle dem med, og min Moders Klogskab inspirerede mig til at ville.
Da jeg var nogle og tyve Aar gammel, døde min Fader; han havde ikke ladet see et Smiil, siden Tante Betty døde; der var Ingen i Verden, som kunde muntre ham mere. Min Moder drog sig tilbage, og formaaede nu ganske, som hun kaldte det, at afcirkle sig. Jeg blev i en ung Alder optagen som Deeltager i Firmaet under min Farbroders Ledelse. Kort efter faldt jeg i en haard Sygdom.
Her kommer jeg til eet af de mørkeste Afsnit i mit Liv. Det er vel kun et lille Parti, flygtig henkastet, ligesom en Blyantskizze paa en Lystvandring; men det indeholder Kilden til eet af de bittreste Nag, hvoraf jeg lider. Blev jeg end i alle andre Henseender tvættet reen, denne mørke Plet vilde blive tilbage.
Da jeg atter kom mig af Sygdommen, var jeg ubeskrivelig svag. Det var i Forsommeren; Lægen sagde, at jeg maatte paa Landet. Men ligesaa svag, jeg var, ligesaa vranten, lunefuld og vægelsindet var jeg bleven. Jeg vidste i Grunden ikke, om jeg gad eller ikke gad. Paa vort Landsted havde jeg ikke Lyst til at tage ud; Eensomhed og Stilhed vare i alt Fald en Hovedbetingelse, og de fandtes ikke der. Tilfældigviis gjorde et Lune Udslaget. Forrige Sommer havde vi gjort en Udflugt til Søkysten. Fra denne Tuur fremstillede sig for min Erindring et lille, venligt Huus, liggende dybt inde i Skoven, saa eensomt og stille, som om Freden selv der
