Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

sit Brød i sit Ansigts Sved. Dette usle Brød, hvormed han tilfredstiller sin Hunger, dette jammerlige Tyndtøl, hvormed han slukker sin Tørst, — hvilket Herremaaltid holder han dog ikke i Sammenligning med os! Alene dette, at have noget Virkeligt at bide i, at lade noget Virkeligt skylle igjennem Halsen, hvad det saa end er, — hvilken Vellyst!

Er det ikke den uforlignelige Helt Achilles, som i Skyggernes Rige bedrøvelig udtaler, at han heller vilde være den elendigste Daglejer paa Jorden end en Konge og Helt uden Lige i Underverdenen —? Det er kun Hedningeviisdom; men hvor fuldkommen er den dog ikke! Ak, hvor sandt, hvor sandt! Jeg for min Deel vilde heller henslæbe min Tid i Verden under de ynkeligste Kaar, undertrykt og betrængt paa enhver Maade, fuld af Bekymring, Savn og Møje, ja endog ligesom med Livet i Hænderne, — tusinde Gange heller vilde jeg dette, end indtage den anseeligste Stilling, give den mest respektable Rolle heri Helvede. Iblandt de utallige Daarer, som Verden opelsker, gives der dog ingen større end dem, der tage Livet af sig selv, idet de forudsætte, at værre, end de have det, kunne de i alt Fald ikke faa det. Jo tilvisse, hvad de end i Verden maa lide, de kunne faa det meget, meget værre. De ville længes tilbage efter deres gamle Kaar; som om de havde været de allerlykkeligste. Bød Man dem endog ti Gange ringere og værre, med Henrykkelse vilde de