79
mig endnu lige ind i Sjælen. Aldrig i Evighed vil jeg kunne glemme dette Blik med den fugtige Glands, der halv var Smiil og halv var Taare, dette tungsindige og dog saa forjættelsesrige Blik, der til enhver Tid kunde smelte mit Hjerte.
Man tillægger i Almindelighed Kreolinderne et lidenskabeligt, lunefuldt, egenvilligt Væsen. Intet var fjernere fra Lili end dette. Vistnok, en glødende Natur havde hun; men det var en ligesaa mild som dyb Glød, der ikke trængte til heftige Udbrud, men opløste sig i indre, velgjørende Varme. Hvad Lune var, kjendte hun sletikke. En meget bestemt Villie derimod havde hun med Hensyn til Alt, hvad hun ansaae for Ret, hvad hun meente, at Sandheden eller Kjærligheden fordrede af hende. I alt Andet var hun Føjeligheden selv. Egenkjærlighed var hende ganske fremmed. Hengivelse var hendes Væsens Lov og Trang. Arme Barn, uheldigere kunde hun ikke have truffet det! Hun var falden i med et Menneske, som var lutter Egenkjærlighed og intet Andet.
Hun var ligesom idel Hjerte. I en mere udviklet Alder udtalte Lægerne den Formening om hende, at hun havde en organisk Fejl i Hjertet; nogle sagde, at hendes Hjerte var for stort. Intet var mere troligt end dette. Aldrig har jeg kjendt nogen Sjæl saa følsom, saa let at røre som hendes. Alting gik hos hende op i Ømhed, og Kjærlighed var det Eneste, hun forlangte. Der behøvedes ofte kun et kjærligt Ord, ja
