Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Resten syntes han ikke at ofre nogensomhelst Opmærksomhed.

Han var iført en kort, sort Fløjels Jakke og paa Hovedet havde han en rød Røghue, hvis Kvast bølgede omkap med hans lange mørke Lokker, der faldt ham helt ned over Skuldrene.

Paa Bordet stod Rester af Vin og Mad. Efter Antallet af Tallerkener og Glas at dømme, saa det ud, som om han havde taget godt til sig. Han gjorde da ogsaa Indtryk af at befinde sig i bedste Velvære, medens han laa der og smøgede nogle smaa gule Straacigaretter, der udsendte en tyk, blaa Røg. Af og til nippede han til en lille Kop, stærk Mokkakaffe, der stod paa et Divanbord,ved Siden af ham.

Da Tjeneren traadte ind, saa Tordalkado forbavset op, som om han ikke var vant til at blive forstyrret, og Tjenerens Væsen tydede ogsaa paa, at han ikke var helt sikker paa, hvordan hans Opførsel vilde blive optaget. Han rakte imidlertid forsigtigt en Bakke med et Brev hen til sin Herre, der støttede sig halvt paa den ene Albu og med tavs Forundring læste Indholdet af Skrivelsen.

Saa rejste han sig helt op og sagde:

— Luk hende ind, men saa forsigtigt som muligt, at det ikke vækker Opsigt. Lad hendes vente paa mig i Buddha-Værelset.

Gnomen forsvandt, og Tordalkado tømte sin Kaffekop, hvorefter han gik ind i et Sideværelse.

Den underlige, spidsnæsede Tjener, hvis grønne Frakke stank endnu modbydeligere inde i Huset end ude paa Torospladsen, lukkede imidlertid op