har ladet min Tjener Joseph læse de alenlange Røverhistorier højt for mig, ja! Du behøver ikke at smile, Carlos, Du er vist ikke mere klog paa den sorte Skole end som jeg! Hvad er det dog for en Bunke Pladder! Lad gaa, at de gør Reklame for den Humbugsmager, den langhaarede Gøgler, jeg tjener jo ogsaa noget ved det, skønt jeg ved Vigen del Carmens store Taa hellere var fri for de sjofle Penge.
Men er der nogen Grund til, at de samtidig overfalder os og formelig gør Nar af os, fordi vi paa den efter Fædrene nedarvede gode spanske Skik bruger vor blanke Klinge. Nej! der er snart ikke mere Respekt for noget i dette Land!
En Bifaldsmumlen lød, men næsten i det samme blev der ganske stille. Marquis de Plane kom op ad Stentrappen.
Tyrefægterne begyndte at skotte til hinanden. Bare der ikke blev Ufred! Bombatini var i Krigshumør, og alle vidste, at der var kommet Fjendskab mellem ham og Marquien for Matadoras Skyld.
De to Mænd havde ikke set til hinanden i den sidste Uges Tid. Et Ord kunde være nok til at faa Blodet til at flyde. Det saa da ogsaa ud, som om Marquien vilde til at prøve paa at gaa ubemærket forbi ind i Skænkestuen, da han saa Matadoren; men denne raabte ham an:
— Halløj, Marquis! Gener Dem ikke, kom bare med til Bordet. Jeg har netop et Par Ord, jeg gerne vilde sige Dem.
Marquien blev lidt bleg. Han kunde paa For-
