haand ane, hvorledes dette vilde ende, og det var ham ubehageligt. Ikke fordi han var bange, men fordi det stødte hans medfødte Dannelse at foretage et Opgør om en Dame paa et offentligt Sted.
Alligevel gik han rask hen til Bordet og sagde:
— Vil I tale med mig, Mester?
— Javel! svarede Bombatini. Det er netop, hvad jeg vil, men helst under fire Øjne, hvis De ikke har noget derimod.
— Det er saa langtfra, at jeg netop foretrækker, at vi taler sammen uden Vidner.
Tyrefægterne vexlede betydende Blikke. Bombatini og Marquien satte sig hen ved et afsides Bord.
Det var de Plane, der først tog Ordet og sagde:
— Mener De ikke, at vi skal opsætte en mulig Strid til anden Tid og andet Sted?
— De tager fejl, Marquis! Jeg ønsker ikke at yppe Kiv med Dem! Ja, havde jeg mødt Dem for en Uges Tid siden paa samme Maade som nu, saa var Hidsigheden maaske løbet af med mig. Men nu er det noget andet, nu er det hverken Dem eller mig, der er første Hane i Kurven, nu er vi begge To bleven stillet i Skygge af denne langhaarede Hundekunstner.
Da jeg mærkede, at Matadora begyndte at blive lidt for varm overfor Dem, saa, var jeg rasende af Skinsyge, og jeg kunde have stødt Dem ned, thi jeg havde aldrig før anset Dem for nogen farlig Rival.
Men saa kom han, Abekatten, og siden den Tid har Matadora hverken haft Blik for Dem eller
