Bombatini var i et Spring sat over Barrieren ind paa Arenaen. Han havde ikke i Haanden som sædvanlig sin blanke Klinge, men en kort Øxe, hvis skarpe Blad flimrede i Lysskæret. Hurtig sprang han som en vild Indianer, der svinger sin Tomahavk, lige løs paa den lille Tribune og gav den med voldsom Kraft to Hug, saa at den sprang i to Dele.
I det samme hørte man nogle underlige, pibende Lyde, og ud gennem Podiets Aabninger væltede som Myrer af en aabnet Tue nogle ækle, smaa bæltede, rotteagtige Dyr, der udsendte en hæslig Stank, som var det Giftbylder, der havde faaet Ben.
Bombatini traadte et Skridt tilbage fuld af Væmmelse, medens de hæslige Kryb pilede afsted ind mellem Benene paa den ventende Flok Køer, dér løftede Halerne i Vejret og brølede af Forskrækkelse.
— Slaa dem ihjel! Slaa dem ihjel! skreg Bombatini, ude af sig selv af Ophidselse. Luk alle Udgangene!
De vise Aber begyndte en vild Jagt paa de smaa Utysker, der hist og her satte sig til Modværge og viste deres skarpe Tænder i de lange spidse Snuder. Hver Gang en af de ækle Rotter kom i Nærheden af Tyren, pustede og snøftede den, som havde man kildret den i dens spilede Næsebor.
De vise Aber havde nu omtrent faaet slaaet alle Bæltedyrene ihjel med deres Pilekæppe.
Tyren, der atter følte sig kæk, sænkede Hornene og for lige løs paa Tordalkado, der havde
