Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/137

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Han var nu bevæbnet med en blank Toledoklinge, som en af Tyrefægterne efter Aftale havde rakt ham, medens de andre holdt Tyren i Aande i et Hjørne af Arenaen, for at den ikke skulde genere Matadoren.

Bombatini hilste først op til Præsidenten.

— Hys! Hys! Han vil tale lød det fra alle Sider, og i Løbet af nogle Minuter sænkede en Dødsstilhed sig over den før saa larmende Forsamling.

— Hr. Præsident! raabte Bombatini med høj Røst. Vor stolte Arena er bleven misbrugt og skamskændet af en elendig Humbugsmager og Gøgler!

Et vældigt Hyl hilste disse Ord, men Bombatini gød atter strax med en Haandbevægelse Olie paa Bølgerne og fortsatte:

— Tillad Hr. Præsident, at jeg paa Stedet aftvætter denne Skamplet.

Hele Publikum rejste sig som én Mand og jublede. Kun Marquís de Plane trak sig saa langt tilbage som muligt i sin Loge uden at applaudere: Dette var ikke efter den fælles Aftale, der kun var gaaet ud paa, at Bombatini skulde afsløre Tordalkado.

Medens et formeligt Uvejr af Hatte og Cigaretter haglede ned, saa' Marquien, hvorledes Matadora med skinnende Øjne betragtede Espadaen, der nu atter syntes helt at have erobret hende.

Bombatini gjorde en takkende Kompliment til alle Sider. Saa raabte han efter vanlig Skik Kampraabet op til Præsidentens Loge:

— Hr. Præsident, ærede Herskaber! Saa dræ-