Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

haardt straffet. Aldrig har jeg nogensinde forsømt, før jeg gik ind i Arenaen, at knæle for den hellige Vigen del Carmen og love hende tolv Voxlys eller en Sølvgenstand, hvis hun vilde beskytte mig. Men idag glemte jeg det for min Hævns Skyld.

Pater Vincenso smilede ikke, han sagde alvorlig og bebrejdende:

— Det var en stor Synd af Dig, min Søn, men alligevel tilsiger jeg Dig naadig Forladelse.

Et roligt Drag lagde sig over den Døendes Træk. Saa berettede Pateren ham til Døden, medens alle Tyrefægterne knælede og slog Korsets Tegn for sig. Mange af dem græd.

Dyb Stilhed herskede, da Bombatini uden Klage drog sit sidste, dybe Suk, der udaandede den Smule Kraft, han havde tilbage.

Pater Vincenso forlod tavs det lille enfermeria, medens alle bøjede sig dybt og modtog Velsignelsen.

Da den fromme Mand var gaaet, traadte den ældste Tyrefægter hen til Baaren og sagde:

— Mester Bombatini! Du var en Helt, og Du fandt Heltens Død. Vi beklager Dig ikke, saa lidt som vi beklager den Soldat, der falder sejrrigt paa Valen.

Vi véd, at Du altid havde denne Død for Øje, og at Du ikke frygtede den, at Du kun havde Rædsel for at blive en af vor stolte Stands Invalider.

Din Død var smuk, fordi Du døde for at redde den besmittede Torosplads Ære, og fordi Du døde