som smukke „Francisco“ var bleven døbt paa Plakaten. Skønt det var mig, der var Opfinder af Numret, hundsede og sjoflede han mig. Han sagde Du til mig, skældte mig ud og forlangte, at jeg skulde kalde ham Mester. Mit Arbejde var ækelt og væmmeligt, fordi Dyrene skulde holdes skjulte og derfor udsendte en ulidelig Stank i det Rum, i hvilket de var lukket inde. Det var mig umuligt at faa Penge af ham, skønt han selv svælgede i Overflod og altid havde et forfærdeligt Damekommang. Naar jeg kom med Indvendinger, svarede han blot:
— Hold Mund, dit Stinkdyr! Du og din hæslige Yngel fylder mig med Væmmelse. Forstaar Du ikke, hvad det er for en Nedværdigelse for mig som Kunstner, at jeg skal optræde med et saadant Udskud af Menneskeheden, som Du er. Husk paa, at det er mig, der har taget Dig op af Skidtet!
Jeg tænkte ofte paa at tage Hævn over den dumme, indbildske Fyr. Men han havde fuldstændig faaet mig i sin Magt, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulde gøre med mine Rotter, naar jeg ikke havde ham. Thi alt i alt havde jeg det dog hos ham bedre, end medens jeg flakkede om paa Markederne, hvor jeg nu atter skal til at tjene mit Brød.
Men alligevel er jeg glad over at være sluppen bort fra „smukke Francisco“, og jeg føler en sand Glæde ved den Hævn, der har ramt ham.
Med disse Ord, der lyste af ond Fryd, forlod den ækle Pablo os. Den unge Medarbejder, der
