gelig hver for sig. Hun skal besøge nogle af sine Slægtninge.
— Nej, saamænd om jeg synes. Du behøver virkelig ikke at give mig Forklaringer. Men hvordan skal jeg komme ud af det, medens I er borte.
— Det er netop det, jeg har lovet Senora Carmen at klare. Hun har testamenteret Dig til sin Naboerske. Har Du noget mod det?
— Ikke det fjerneste. Er jeg ikke tilfreds, spiser jeg ude. Naar hun blot gør ordentlig i Stand.
— Det er brillant! Farvel! raabte Komponisten. Og ud af Døren var han.
En Time senere vandrede han i forholdsvis fin Puds med Fløjlsjakke og gule Turiststøvler ad Banegaarden til med Senora Carmen, hvis Ansigt straalede som et Barns af Forventning, Stolthed og Glæde.
I tre Dage turede de rundt i Madrid, hvor Senora Carmen navnlig var vild af Henrykkelse over at se Vagtparaden, der trak op paa Slotspladsen med Musik, Artilleri og blaa St. Jago-Dragoner.
Castella var saa lykkelig ved at være alene med den lille, altid muntre Spanierinde, at han slet ikke fik Tid til at ærgre sig over, at de Papirer, for hvilke han var taget til Madrid, havde vist sig at være temmelig ligegyldige.
Da Castella og Senora Carmen atter kørte hjem og var naaet i Nærheden af San Sebastian, sagde Spanierinden med overstrømmende Taknemlighed:
— Tusind Tak, Don Fernando. Det var en dejlig Tur.
