tier, havde forlovet sig, rigtig ringforlovet sig, med en Tyrefægter. Saa dog hellere en forarmet fransk Adelsmand med et klingende Navn.
Der blev strax sammenkaldt et Familieraad under Forsæde af den gamle, halvt apoplektiske John Patterson.
Familieoverhovedet sad i en Rullestol. Hans skarpe, graa Øjne syntes at sprudle Ild under de hvide, buskede Bryn ved Tanken om den Skændsel, der var overgaaet Slægten. Alle de tilstedeværende skælvede under dette Blik, der hvilede paa hver enkelt med et Udtryk, som vilde det gøre den paagældende medansvarlig for, hvad der var sket.
Alle var enige om, at der ikke kunde være Tale om et saadant Parti under nogensomhelst Betingelse, og der afsendtes et ide skarpeste Former affattet Kabeltelegram til den gamle Miss Patterson. Mod hende rettedes alle Bebrejdelserne. At lille Jenny ikke var klogere, det fik være sin Sag, og det var maaske tilgiveligt, men at gamle Tante Viktoria —! Nej, det var for galt. Hun maatte jo være begyndt at gaa i Barndommen.
Da Tante Viktoria modtog Telegrammet fra sin strenge og mægtige Broder John, var hun derfor lige ved at faa et Slagtilfælde.
Men Jenny kastede blot et Blik paa Telegrammet og sagde:
— Aah pyt! hvad bryder jeg mig om det.
Næste Dag var hun forsvundet til Tante Viktorias ubeskrivelige Forfærdelse. Men hun var ikke løbet bort med sin Tyrefægter. Den Slags Ting indlader en amerikansk Millionærdatter sig ikke
