paa. Hun var blot taget et lille Svip over Atlanterhavet.
Og uden saa meget som at blinke for Familiens Rædsel, den gamle Pengefyrste John Patterson, gik hun lige ind til ham og satte sig ved Siden af hans Rullestol. Hun var iført en stramtsiddende lysegraa Silkerobe med Krave og rødt Slips, en stor, graa Tyrefægterhat og Valmuer i Haar og Bryst. Hun bragte et Pust af Friskhed, Natur og Frejdighed ind ide beklumrede Værelser, og da hun havde siddet en halv Time ved Siden af Rullestolen, havde den gamle John Patterson overgivet sig. Jennys sidste Trumf havde slaaet Alt af Marken.
— Enten Tyrefægteren eller — hun vilde skyde sig selv en Kugle gennem Hovedet med denne lille blanke Revolver, som hun altid bar hos sig paa Rejse.
Men én Betingelse stillede den gamle John Patterson uvægerligt, „Kusken fra Coimbra“ skulde holde op med at være Tyrefægter og forlade Torospladsen for bestandig. Man kunde saa mulig senere købe en italiensk Barontitel til ham for at bøde lidt paa Mesalliancen, og saa kunde Parret foreløbig opholde sig nogle Aar i Paris, indtil der var groet Mos paa Skandalen.
Med denne Besked ilede den lille Miss Jenny, saa hastigt som Dampen over Atlanterhavet og modtoges med aabne Arme af den glædesgrædende Tante Victoria.
Men med „Kusken“ var det ikke saa let at komme til Rette.
