Straks brusede han op, saa at den lille Jenny blev helt forfærdet: Han skulde opgive at være Matador! Han skulde opgive sit Livs skønneste Drøm, sin Berømmelse, sin Popularitet! Aldrig! Hun kunde ikke elske ham, naar hun bad ham at vanære sig selv og det Navn, hun skulde bære.
Men Jenny, der kun elskede ham endnu højere for hans noble Begejstring for hans Kunst — thi tauromaquia'en er en Kunst saa god som nogen, det vidste Jenny Patterson fuldt vel — hun besvor ham ide ømmeste Udtryk sin Kærlighed.
Og det var for denne Kærligheds Skyld, men ikke for de lurvede Millioner eller for Udsigten til den latterlige Barontitel, at „Kusken fra Coimbra“ tilsidst gav efter og indvilligede i at trække sig tilbage fra Torospladsen, hvor han endnu kunde have fejret saa mange Triumfer.
Og lille Jenny forstod, at det var Pedro, der havde bragt deres Kærlighed det største Offer.
Det var disse Begivenheder, der forklarede, at Hugo Hjorth og Niels Castella, ligesom alle de øvrige Aficionodos og Toros-Stamgæster en Morgen modtog følgende Invitation, trykt paa guldkantede Kort:
- Ædle Herre!
De indbydes herved til at overvære min „Begravelse“ og bagefter deltage i en lille Kollation i „Den blaa Drue“.
- Med udmærket Højagtelse
Pedro Guerra.
Det var en Indbydelse, der nok var værd at reflektere paa.
