Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Carmen, men der er mange raa Karle imellem dem. Naar de faar noget at drikke — og der vil ikke blive sparet paa Drikkevarerne — saa er de ikke altid lige lette at styre, og jeg vil for alt i Verden ikke have, at mit Afskedsgilde skal ende med Ufred og Skandale.

— Men Lola Montero kommer jo dog med, indvendte Jenny Patterson spagfærdigt.

— Lola Montero, det er noget andet, svarede den forhenværende Matador. Hun betragtes som et Mandfolk og næsten som en af vore. Hun er ikke blot Kunstnerinde, men ogsaa den mest udprægede spanske Kvinde, jeg kender. For hende bøjer alle sig i Ærbødighed, og vé den, der blot krænkede hende med et Ord eller en Mine.

Jenny Patlerson sænkede sit lille Hoved, og der var Taarer i hendes Øjne, medens hun sagde:

— Du taler med en saadan Varme og Begejstring om Lola Montero, at jeg kunde blive helt jaloux paa hende. Jeg mærker nok, at jeg aldrig rigtig bliver en af Jeres.

Kusken fra Coimbra kyssede hende og beroligede hende, men sandt at sige fandt han ingen rigtig overbevisende Ord.

Medens Tyrefægterne og de øvrige Indbudne samledes i „Den blaa Drue“, sad Jenny Patterson da og græd hjemme i Villaen hos Tante Viktoria og erklærede, at hun var det ulykkeligste Menneske paa Jorden.

Trods al Smiger og Hyldest var Pedro Guerra heller ikke ret i sit Es.

Lola Montero, der var den eneste tilstedeværen-