Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

de Dame, straalede derimod af Livsmod og Overgivenhed. Hun havde iført sig en Art Tyrefægterkostume: Kort, blaa Klædestrøje med Silkestikninger, hvid Manchetskjorte med langt, rødt Slips, rød Faja om Livet og glat, stram, graa Nederdel med sølvbræmmet Bort. Paa Hovedet havde hun en stor graa Hat.

Selvfølgelig gjorde hun enorm Lykke og omsværmedes af Tyrefægterne, medens Marquis de Plane, der stadig holdt sig i hendes Nærhed, vogtede paa hende med skinsyge Blikke.

Der var et Øjeblik, da den unge Tyrefægter Reverti gjorde for stærk Kur og paa en overdreven galant Maade nærmede sig Lola Montero. Marquiens Øjne lynede, og der gik en Blodsky over hans Kinder. Men Lola Montero, der bemærkede det, lagde sin Haand paa hans Arm og sagde sagte:

— Marquis! Jeg vil paa det indstændigste anmode Dem om ikke at fremkalde nogen Art Scener for min Skyld. Skulde det ske, er vi To færdige for bestandig. Jeg viser Dem ved enhver Lejlighed det største Hensyn, men endnu har De intet at sige over mig, endnu er jeg fri og har ikke truffet noget Valg, og jeg vil have Lov til at dele min Gunst ligelig mellem alle mine Venner.

Og det gjorde Lola Montero, iaften næsten paa ostentativ Maade. Ogsaa Hugo Hjorth fik sin Andel. Lola Montero talte længe med ham og sagde skælmsk, medens de stod i et mørkt Hjørne af Loggiaen:

— De har næsten helt svigtet i den senere Tid.