Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— To Dage med Jernbane! Det er vist altfor længe for mig.

— De tør ikke tage med mig, Senora?

Den lille Fru Carmen saa alvorligt op paa Niels Castella, saa alvorlig, som han aldrig før havde set hende. Saa sagde hun:

— I den Tid, De har boet her, Don Fernando, er jeg kommet til at holde meget af Dem, og det har været min lykkeligste Tid i mange Aar.

Men naar man som De er ude, slutter man let Bekendtskaber og Venskaber og synes, at de Mennesker, man har levet sammen med, er de bedste i Verden.

Naar man saa kommer hjem til sine egne, saa glemmer man hurtigt de fremmede.

— Saadan er jeg ikke, Donna Carmen.

— Ja, ja! Det tror jeg nu heller ikke, Don Fernando. Men De maa ogsaa huske paa, at det vilde være et stort, endog et meget stort Ansvar for Dem at tage mig med til Deres Land. Jeg har det jo saa nogenlunde her, og jeg kan klare mig og altid faa lidt Støtte fra Venner og Bekendte. Det er vist fornuftigst af mig at blive her.

— Saa vilde De aldrig kunne tænke Dem at følge med mig?

— Maaske! Men ikke nu. Jeg vil ikke være Dem nogen Klods om Benet. Rejs De blot hjem, som om De vilde aflægge et Besøg. De har jo Lov at skrive til mig, saa meget De vil. Jeg skal nok mærke paa Deres Breve, om De stadig bevarer de samme Følelser overfor mig, eller om de lidt efter lidt køl-