Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/202

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

kelt Optræden af den berømte Skuespillerinde Lola Montero fra Madrid som kvindelig Matador.

Kendsgerningen, der tidligere havde haft Rygtets vage Form, vakte enorm Sensation ved Badestedet.

Den Eftermiddag, da Forestillingen skulde finde Sted, var der udsolgt til sidste Plads mange Dage i Forvejen, og det forhøjede den Glans, der stod om Lola Monteros Skikkelse, at hele den enorme Indtægt ifølge Programmet skulde gaa til Understøttelseskassen for tilskadekomne Tyrefægtere.

Publikum var udsøgt. I en af de fineste Loger saas Jenny Patterson, der lader til at leve meget lykkeligt med sin beundrede „Kusk fra Coimbra“, og som iøvrigt nu er bleven Baronesse, idet den tidligere Matador har købt en italiensk Barontitel for det amerikanske Guld.

Nogle paastod endog, at de i Logen havde set et Glimt af Kong Alfons' ungdommelige Gaminprofil, idet Majestæten var mødt incognito.

Nu lød Signalet! I Spidsen for Kvadrillen gik Espartero, idet han ligesom beskyttende lod sin Arm hvile paa Skulderen af sin skønne, kvindelige Elev, hvis pragtfulde Skikkelse i det stramme, maleriske Kostume fremkaldte et Udbrud af Beundring fra Mængden, ikke mindst fra Damernes Side.