VI. KAPITEL.
yrefægtningen begyndte. Espartero holdt sig stadig i umiddelbar Nærhed af Matadora, som jeg uafbrudt iagttog i Kikkerten. Det forekom mig, at hendes smukke Ansigt var lidt blegt, men hun havde en Dronnings Holdning.
Hun var klædt i den korrekte Matadordragt. Den var af rødt, stramtsiddende Silketøj med Guldbrokade, og der var ingen Forskel i Kostumet mellem hende og hendes Læremester undtagen den, at hun havde en stor, rød Valmue i Haaret, og at hun, for at staa bedre fast, bar høje, snørede Ruslædersstøvler om de fine, kødfarvede Silkestrømper, medens han, som Skik og Brug er, bar sorte Sko.
Tyren var ikke saa meget vild, men den var kaad, næsten ganske uberegnelig. Særlig havde den Mod paa Hestene. Den gik paa dem med en glubsk Frejdighed, der henrykte Publikum. Den havde ligefrem faaet sig et Trick, som den uafbrudt anvendte. Den sænkede Hovedet og lagde det lidt paa Siden. Derefter rev den med det ene Horn, der formelig fungerede som en Slags Sabel,
